I én person

”… det er et stærkt og velsignet manddomsværk fra John Irving.”

♥ ♥ ♥ ♥ ♥ -Politiken

JOHN I RV I NG I én person

ro m an LINDHARDT OG RINGHOF

Af samme forfatter Slip bjørnene fri Vandmetoden Et ægteskab i 74 kilo klassen Verden ifølge Garp Hotel New Hampshire Æblemostreglementet En bøn for Owen Meany Barn af et cirkus Om at redde Piggy Sneed Enke i et år Æblemostreglementet – et filmmanuskript Min filmaffære Den fjerde hånd Lyden af en, der prøver at være helt stille (børnebog) Indtil jeg finder dig Sidste nat i Twisted River

I én person.indd 2

20/06/12 16.23

JOHN IRVING

I én person På dansk ved Vibeke Houstrup

Lindhardt og Ringhof

I én person.indd 3

20/06/12 16.23

I én person er oversat fra amerikansk efter In One Person Copyright © 2012 by Garp Enterprises, Ltd. All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Omslag: Mark Airs efter originalomslag af Jackie Seow Omslagsillustration: © Mark Dye Bogen er sat med Garamond hos Lymi DTP Service og trykt hos ScandBook AB 1. udgave, 1. oplag Printed in Sweden 2012 ISBN: 978-87-1139-553-0

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

William Shakespeare-citaterne fra hhv. Helligtrekongersaften, King Lear, Richard II, Romeo og Julie og Stormen er Niels Brunses oversættelse.

Citaterne fra Købmanden i Venedig er V. Østerbergs oversættelse.

Citaterne fra Giovannis værelse er Michael Tjens oversættelse, Hasselbalch, 1966.

Citaterne fra Madame Bovary er Uffe Harders oversættelse, Gyldendal, 1968.

www.lindhardtogringhof.dk

Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

I én person.indd 4

20/06/12 16.23

Til Sheila Heffernon og David Rowland og til minde om Tony Richardson

I én person.indd 5

20/06/12 16.23

I én person.indd 6

20/06/12 16.23

Jeg spiller mange folk i én person, og ikke én tilfreds.

– William Shakespeare: R ichard II

I én person.indd 7

20/06/12 16.23

I én person.indd 8

20/06/12 16.23

Indholdsfortegnelse 1. EN

U HELDIG ROLLEFORDELING

13

2.

FORELSKEt I DE FORKERTE MENNESKER

3.

KOMEDIESPIL 71

4.

ELAINES BH

5.

FARVEL TIL ESMERALDA

129

6.

DE BILLEDER JEG BEHOLDT AF ELAINE

169

7.

MINE SKRÆKINDJAGENDE ENGLE

199

8.

BIG AL

223

9.

DOBBELTU LYKKE 251

10.

ÉT GREB

11.

ESPAÑA 327

12.

ET UTAL AF EPILOGER

363

13.

IKKE NATU RLIGE ÅRSAGER

407

14.

LÆRER 461

I én person.indd 9

39

99

293

20/06/12 16.23

I én person.indd 10

20/06/12 16.23

I én person

I én person.indd 11

20/06/12 16.23

I én person.indd 12

20/06/12 16.23

Kapitel 1 EN UHELDIG ROLLEFORDELING

Jeg vil begynde med at fortælle om miss Frost. Selvom jeg siger til alle og enhver, at jeg blev forfatter, fordi jeg havde læst en bestemt roman af Charles Dickens i den formative alder af femten år, er sandheden den, at jeg var yngre, dengang jeg mødte miss Frost og forestillede mig, at jeg havde sex med hende, og dette øjeblik af gryende, seksuel bevidsthed markerede tillige den urovækkende tilblivelse af min fantasi. Vi formes af det, vi begærer. Der gik mindre end et minut i lysten, hemmelighedsfuld længsel, før jeg brændende ønskede at blive forfatter og dyrke sex med miss Frost, skønt ikke nødvendigvis i den rækkefølge.

Jeg mødte miss Frost på et bibliotek. Jeg kan godt lide biblioteker, selvom jeg har svært ved at sige ordet, både i flertal og i ental. Der er åbenbart visse ord, jeg har betydelige vanskeligheder med at udtale.

Det er fortrinsvis navneord for folk, steder og ting, der har ført til stærk affekt, uløselige konflikter eller ren og skær panik. Det er i hvert fald vurderingen hos forskellige stemmelærere og talepædogoger og psykiatere, der har haft mig i behandling – desværre uden held. I un­derskolen gik jeg en klasse om på grund af “svær nedsat talefunktion” – en overdrivelse. Nu da jeg er sidst i tresserne, næsten halvfjerds, er jeg holdt op med at interessere mig for årsagen til mine talefejl. (For at sige det rent ud: Op i røven med ætiologien).

Jeg vil ikke engang prøve at sige ordet etiology, men jeg kan godt 13

I én person.indd 13

20/06/12 16.23

I É N PE R SON

kæmpe mig gennem en forståelig, men forkert udtale af library eller libraries, hvor det forkludrede ord kommer ud som en ukendt frugt. (“Liberry” eller “liberries”, siger jeg, sådan, som børn gør).

Det er så meget desto mere ironisk, at mit første bibliotek var et ganske almindeligt et. Det var det offentlige bibliotek i den lille by First Sister, Vermont, en solid, rød murstensbygning i den samme gade, som mine bedsteforældre boede i. Jeg boede hos dem i River Street, til jeg var femten år, da min mor giftede sig igen. Min mor mødte min stedfar i et teaterstykke.

Byens amatørteaterforening hed The First Sister Players. Så langt tilbage, jeg kan huske, har jeg set samtlige forestillinger i vores bys lille teater. Min mor var suffløse. Hvis man glemte sine replikker, sagde hun, hvad man skulle sige. (Eftersom det var et amatørteater, var der mange, der glemte deres replikker). I mange år troede jeg, at suffløsen var en af skuespillerne, en der på mystisk vis holdt til ude i kulissen og ikke havde kostume på, men som var en nødvendig bidragyder til dialogen.

Min stedfar var en ny skuespiller i The First Sister Players, da min mor mødte ham. Han var flyttet til byen for at undervise på Favorite River Academy, den næsten-ansete, private forberedelseskole, som på det tidspunkt var en ren drengeskole. I en stor del af min barndom (i hvert fald, da jeg var ti-elleve år), måtte jeg have vidst, at jeg i sidste ende, når jeg var “gammel nok”, skulle gå på den skole. Forberedelsesskolen rådede over et mere moderne bibliotek med en bedre belysning, men det offentlige bibliotek i byen First Sister var mit første bibliotek, og bibliotekaren dér var min første bibliotekar. (I parentes bemærket, har jeg aldrig haft besvær med at sige ordet librarian).

Det siger sig selv, at miss Frost var en mere mindeværdig oplevelse end biblioteket. Det var utilgiveligt, at jeg først længe efter, at jeg havde mødt hende, fik at vide, hvad hun hed til fornavn. Alle kaldte hende miss Frost, og i mine øjne så hun ud til at være på alder med min mor, eller lidt yngre, da jeg lovlig sent fik mit første lånerkort og hilste på hende. Min moster, der var en meget skrap dame, havde fortalt, at miss Frost “engang så rigtig godt ud”, men jeg kunne ikke forestille mig, at miss Frost nogensinde kunne have set bedre ud, end hun gjorde, da jeg lærte hende at kende, og det til trods for, at jeg selv som barn ikke gjorde andet end at forestille mig ting. Min moster hævdede, at de ledige 14

I én person.indd 14

20/06/12 16.23

E N UH E LDIG RO LLE F ORD EL ING

mænd i byen engang faldt over deres egne ben, når de mødte miss Frost.

Når en af dem så endelig mandede sig op og præsenterede sig – faktisk sagde til miss Frost, hvad han hed – så den fordums smukke bibliotekar på ham med et isnende blik og sagde koldt: “Mit navn er miss Frost.

Har aldrig været gift og skal heller aldrig giftes.”

Med den indstilling var miss Frost stadig ugift, da jeg mødte hende.

Men det var mig ubegribeligt, at de ledige mænd i byen First Sister for længe siden var holdt op med at præsentere sig for hende.

Den afgørende Dickens-roman, den der gav mig lyst til at blive forfatter – det er i hvert fald det, jeg altid siger – var Store forventninger. Jeg var nok femten år, både da jeg læste den første gang, og da jeg genlæste den første gang. Jeg ved det var, inden jeg begyndte på forberedelsesskolen, for jeg fik bogen fra biblioteket i byen First Sister – to gange. Jeg glemmer aldrig den dag, jeg kom ind på biblioteket for at låne bogen for anden gang. Jeg havde aldrig før følt trang til at genlæse en hel roman.

Miss Frost sendte mig et gennemborende blik. Jeg tvivler på, at jeg på det tidspunkt nåede hende til skuldrene. “Miss Frost var engang, hvad man kalder ‘statelig’,” havde min moster sagt, som om selv miss Frosts højde og skikkelse kun eksisterede i fortiden. (For mig vedblev hun at være statelig i al evighed).

Miss Frost var en kvinde med rank holdning og brede skuldre. Det var dog først og fremmest hendes små, men nydelige bryster, som fan­ gede min opmærksomhed. Tilsyneladende i modsætning til miss Frosts mandfolkeagtige størrelse og umiskendelige, fysiske kræfter så hendes bryster ud, som om de var udviklet for nylig, ligesom den helt usandsynlige, men fremspirende barm hos en ung pige. Jeg fattede ikke, hvordan det var muligt for en ældre kvinde at se sådan ud, men de bryster måtte have sat fantasien i bevægelse hos alle de teenagedrenge, der havde mødt hende. Det mente jeg i hvert fald, dengang jeg lærte hende at kende – hvornår var det? – i 1955. Ydermere må man forstå, at miss Frost aldrig klædte sig udfordrende, i det mindste ikke i den foreskrevne stilhed i det mennesketomme, offentlige bibliotek i First Sister. Dag eller aften, uanset tidspunktet, var der så godt som ingen.

Jeg havde tilfældigvis hørt min skrappe moster sige (til min mor): 15

I én person.indd 15

20/06/12 16.23

I É N PE R SON

“Miss Frost er ovre den alder, hvor det er nok med en ungpige-bh.”

Som trettenårig havde jeg opfattet det, som om miss Frosts bh’er efter min fordømmende mosters mening var helt forkerte til hendes bryster, eller omvendt. Det syntes jeg ikke. Og i al den tid, jeg på pinefuld vis kæmpede med min egen og min mosters divergerende opfattelser af miss Frosts bryster inde i mig selv, så den frygtindgydende bibliotekar på mig med føromtalte, gennemborende blik.

Jeg havde mødt miss Frost, da jeg var tretten år. På dette foruroligende tidspunkt var jeg femten, men jeg havde det, som om dette næsten uophørlige, gennemborende blik havde varet ved i to år. Til sidst sagde hun til mit ønske om at læse Store forventninger igen: “Den har du allerede læst, William.”

“Ja, jeg var vild med den,” sagde jeg, i stedet for, som jeg havde været på nippet til, at buse ud med, at jeg var vild med hende. Hun var strengt formel, den første, der uvægerligt kaldte mig William. Min familie og mine venner kaldte mig altid Bill eller Billy.

Jeg ville gerne se miss Frost kun iført sin bh, som (efter min næve­ nyttige mosters mening) ikke var tilstrækkelig. Men i stedet for at bralre op med noget så taktløst, sagde jeg: “Jeg vil gerne læse Store forventninger igen.” (Ikke et ord om min forudfølelse af, at miss Frost havde gjort et indtryk på mig, som var mindst lige så overvældende som det, Estella gør på stakkels Pip).

“Allerede?” spurgte miss Frost. “Det er kun en måned siden, du læste Store forventninger!”

“Jeg kan næsten ikke vente med at læse den igen,” svarede jeg.

“Der findes mange bøger af Charles Dickens,” sagde miss Frost. “Du burde prøve en anden, William.”

“Jamen, det vil jeg også,” forsikrede jeg hende, “men først vil jeg gerne læse denne her igen.”

At miss Frost for anden gang havde kaldt mig William, havde øje­ blikkelig givet mig rejsning, skønt jeg som femtenårig havde en lille penis og en latterligt skuffende ståpik. (Lad os nøjes med at sige, at miss Frost ikke stod i nogen fare for at opdage, at jeg havde rejsning).

Min alvidende moster havde sagt til min mor, at jeg var tilbagestående af min alder. Min moster havde naturligvis ment “tilbagestående” på andre (eller på alle) måder. Så vidt jeg vidste, havde hun ikke set 16

I én person.indd 16

20/06/12 16.23

E N UH E LDIG RO LLE F ORD EL ING

min penis, siden jeg var lille – hvis hun da overhovedet havde set den den­gang. Jeg kommer sikkert til at sige mere om ordet penis. Lige nu er det nok at vide, at jeg har overordentlig svært ved at sige ordet “penis”, der i min forvrængede udtale – når det da overhovedet lykkes mig at få det sagt – ender som “penith”, med en læspen til sidst. Det rimer på “zenith”, hvis man skulle spekulere over det. (Jeg strækker mig meget vidt for at undgå flertalsformen).

Under alle omstændigheder vidste miss Frost ikke noget om mine seksuelle kvaler, mens jeg forsøgte at låne Store forventninger med hjem for anden gang. Faktisk gav miss Frost mig det indtryk, at når der var så mange bøger på biblioteket, var det et umoralsk spild af tid at genlæse nogen af dem.

“Hvad er det, der er så specielt ved Store forventninger?” spurgte hun.

Hun var det første menneske, jeg fortalte, at jeg ville være forfatter “på grund af ” Store forventninger, men i virkeligheden var det på grund af hende.

“Du vil være forfatter!” udbrød miss Frost. Det lød hun ikke tilfreds med. (Mange år senere spekulerede jeg på, om miss Frost måske ville have udtrykt forargelse over ordet sodomit, hvis jeg havde foreslået det som erhverv).

“Ja, forfatter. Det tror jeg,” sagde jeg.

“Man kan aldrig vide, om man bliver forfatter!” sagde miss Frost.

“Det er ikke et karrierevalg.”

Det havde hun så afgjort ret i, men det vidste jeg ikke på det tidspunkt. Og jeg plagede ikke kun, for at hun skulle give mig lov til at genlæse Store forventninger. At jeg var så ihærdig, skyldtes især til dels den omstændighed, at jo mere forbitret, miss Frost blev, jo mere kunne jeg nyde det, når hun pludselig snappede efter vejret, for ikke at tale om de overraskende pigede brysters deraf følgende bølgen.

I femtenårsalderen var jeg lige så indtaget og forgabt i hende, som jeg havde været to år tidligere. Nej, det må jeg korrigere. Jeg var ubetinget mere charmeret af hende som femtenårig, end jeg var som trettenårig, da jeg blot havde fantaseret om at dyrke sex med hende og om at blive forfatter, hvorimod jeg som femtenårig havde en mere veludviklet forestilling om det seksuelle (der var flere konkrete detaljer), og jeg havde også allerede skrevet nogle få sætninger, som jeg selv beundrede.

17

I én person.indd 17

20/06/12 16.23

I É N PE R SON

Både den sex med miss Frost, jeg forestillede mig, og det, at jeg faktisk var forfatter, var selvfølgelig usandsynligt, men var der en fjern mulighed for, at det kunne ske? Mærkeligt nok var jeg overmodig nok til at tro det. Hvor en så overdreven stolthed og ufortjent selvtillid kom fra – ja, så kunne jeg kun gætte på, at det havde noget at gøre med gener.

Jeg mener ikke min mors. Jeg kunne ikke se noget overmodigt ved hendes rolle som suffløse bag scenen. Når det kom til stykket, havde jeg tilbragt de fleste af mine aftener i min mors selskab på dette trygge tilflugtssted for de forskellige talentfulde (eller talentløse) medlemmer af vores bys amatørteaterforening. Den lille teaterbygning var ikke et sted, der var entydigt præget af stolthed eller sprængfyldt af tillid – derfor suffløsen.

Hvis min hybris var genetisk, kom den sikkert fra min biologiske far.

Jeg havde fået at vide, at jeg aldrig havde set ham. Jeg kendte ham kun af omdømme, og det lød ikke af meget.

“Kodedrengen,” kaldte min morfar ham, eller sjældnere “sergenten”.

Min mor var holdt op på college på grund af sergenten, sagde min mormor. (Hun foretrak “sergent”, altid sagt i et nedsættende tonefald, frem for “kodedreng”). Hvorvidt William Francis Dean var den med­ virkende årsag til, at min mor var holdt op på college, vidste jeg egentlig ikke. I stedet var hun begyndt på en kontoruddannelse, men det var først, da han havde gjort hende gravid med mig. Følgelig måtte min mor også opgive kontoruddannelsen.

Min mor fortalte, at hun havde giftet sig med min far i Atlantic City, New Jersey i april 1943 – lidt sent for et hastebryllup, eftersom jeg var blevet født i First Sister, Vermont i marts ‘42. Jeg var allerede et år gammel, da hun giftede sig med ham, og “brylluppet” (det var en borgerlig vielse), havde først og fremmest været min mormors idé. Det var i hvert fald, hvad moster Muriel sagde. Man lod mig forstå, at William Francis Dean ikke havde været helt så forhippet på at indtræde i den hellige ægtestand.

“Vi blev skilt, inden du fyldte to år,” havde min mor fortalt. Jeg havde set vielsesattesten. Det var derfor, jeg kunne huske, at vielsen havde fundet sted i Atlantic City, New Jersey, så langt fra Vermont, at det nærmest virkede eksotisk. Min far havde fået sin grunduddannelse dér. Ingen havde vist mig skilsmissepapirerne.

18

I én person.indd 18

20/06/12 16.23

E N UH E LDIG RO LLE F ORD EL ING

“Sergenten var ikke interesseret i ægteskab eller børn,” havde min mormor sagt med en ikke ringe portion bedreværdsfølelse. Selv som barn kunne jeg se, at min moster havde arvet sin overlegne stolthed fra min mormor.

Men på grund af det, der var foregået i Atlantic City, New Jersey – uanset, hvem der insisterede på det – legitimerede den vielsesattest altså mig, skønt noget forsinket. Jeg fik navnet William Francis Dean Jr. Jeg havde hans navn, om end ikke ham selv. Og jeg måtte have arvet et vist mål af hans kodedrengsgener – sergentens “vovemod”, efter min mors vurdering.

“Hvordan var han?” havde jeg spurgt min mor måske hundrede gange. Det svarede hun gerne rigtig pænt på.

“Jamen, han var meget flot, sådan som du selv engang bliver,” sagde hun altid med et smil. “Og han havde masser af vovemod.” Min mor var meget kærlig, inden jeg voksede op og blev større.

Jeg ved ikke, om alle større drenge eller unge teenagedrenge er lige så lidt opmærksomme på den lineære tid, som jeg var, men det faldt mig aldrig ind at undersøge begivenhedernes rækkefølge. Min far måtte have gjort min mor gravid sidst i maj eller i begyndelsen af juni 1941, da han var ved at afslutte sit rusår på Harvard. Alligevel var der aldrig nogen, der omtalte ham som Harvard-drengen, ikke engang i en sarkastisk kom­men­ tar fra moster Muriel. Han blev altid kaldt kodedrengen (eller ser­genten), selvom min mor tydeligvis var stolt af hans forbindelse til Har­vard.

“Tænk at begynde på Harvard som kun femtenårig!” havde jeg hørt hende sige mere end én gang.

Men hvis min dristige far havde været femten år, da han begyndte som rus på Harvard (i september 1940), måtte han være yngre end min mor, der havde fødselsdag i april. Hun var allerede fyldt tyve i april ‘40.

Der var kun en måned til hendes toogtyveårsfødselsdag, da jeg blev født i marts ‘42.

Var det, fordi min far endnu ikke var atten, da hun fandt ud af, at hun var gravid, at de ikke havde giftet sig? Han var fyldt atten i oktober 1942. Som min mor sagde: “Imødekommende nok blev værnepligtsalderen sat ned til det alderstrin.” (Det var først senere, jeg kom til at tænke på, at ordet imødekommende ikke var særlig almindeligt i min mors ordforråd. Måske var det et, Harvard-drengen havde brugt).

19

I én person.indd 19

20/06/12 16.23

I É N PE R SON

“Din far mente, han måske havde bedre styr på sin militære løbebane, når han meldte sig frivilligt, så det gjorde han i januar 1943,” fortalte min mor. (Udtrykket ‘militære løbebane’ lød heller ikke som hendes ordforråd. Det lugtede langt væk af Harvard-drengen).

Min far rejste med rutebilen til Fort Devens, Massachusetts, hvor han påbegyndte sin militærtjeneste i marts 1943. På det tidspunkt var flyvevåbnet en del af hæren. Han fik betroet et særligt hverv, nem­lig som kodeekspert. Luftvåbnet havde overtaget Atlantic City og de omkringliggende klitter. Min far og hans indkaldte kammerater bivua­kerede på luksushotellerne, som blev fuldstændig ødelagt af rekrutterne. Som min morfar sagde: “Ingen kontrollerede folks identitet i barerne. I weekenderne strømmede piger – hovedsagelig regeringsansatte fra Washington, D.C. – til byen. Det var sikkert rigtig fornøjeligt på trods af alle mulige våben, der blev affyret i klitterne.”

Min mor sagde, at hun besøgte min far i Atlantic City “et par gange.” (Stadig inden de blev gift, og jeg var et år?)

Min mor måtte være rejst med min morfar til Atlantic City til ‘bryl­luppet’ i april ‘43. Det var kort før, min far blev sendt til fly­ vevåbnets kodecenter i Pawling, New York, hvor han blev undervist i brugen af kodebøger og strimmelkoder. Derfra blev min far sidst på sommeren ‘43 sendt til Chanute Field i Rantoul, Illinois. “I Illinois lærte han alle detaljer om kryptografi i praksis,” sagde min mor. Så de havde stadig forbindelse med hinanden knap halvandet år efter, at jeg var født. (“I praksis” havde aldrig spillet en større rolle i min mors ordforråd).

“I Chanute Field blev din far præsenteret for militærets oprindelige kodemaskine – i bund og grund en fjernskriver påmonteret et sæt elektroniske kodehjul,” fortalte min morfar. Han kunne lige så godt have talt latin. Selv ikke min fraværende far kunne formodentlig have gjort mig begribeligt, hvordan en kodemaskine fungerede.

Min morfar brugte aldrig ordene “kodedreng” eller “sergent” i nedsættende betydning, og han nød at fortælle mig min fars historie fra krigen. Det måtte have været som amatørskuespiller i The First Sister Players, at min morfar havde udviklet den evne til at memorere, der krævedes for at genkalde sig så specielle og vanskelige detaljer. Morfar var i stand til nøjagtigt at gengive, hvad der var sket med min far – ikke 20

I én person.indd 20

20/06/12 16.23

E N UH E LDIG RO LLE F ORD EL ING

sådan at forstå, at en kodebryders krigsarbejde med kodning og afkodning af hemmelige meddelelser var komplet uinteressant.

The U.S. Fifteenth Army Air Force havde hovedkvarter i Bari i Ita­ lien. The 760th Bomb Squadron, som min far hørte til, var stationeret på Spinazzola Army Air Base, som lå i et landbrugsområde syd for byen.

Efter De Allieredes invasion i Italien deltog The Fifteenth Army Air Force i bombardementerne af Sydtyskland, Østrig og Balkan.

Fra november 1943 til september 1945 gik over et tusind B-24 bom­ bemaskiner tabt i denne kamp. Men kodebryderne fløj ikke. Min far forlod kun sjældent koderummet på basen i Spinazzola. Han til­bragte de to sidste år af krigen i selskab med sine kodebøger og de uigen­ nemskuelige krypteringsinstallationer.

Mens bombeflyene angreb nazisternes fabriksanlæg i Østrig og olie­ felterne i Rumænien, vovede min far sig ikke længere væk end til Bari, først og fremmest med det formål at sælge sine cigaretter på den sorte børs. (Sergent William Francis Dean røg ikke, havde min mor forsikret mig, men han solgte cigaretter nok i Bari til, at han kunne købe en bil, da han kom tilbage til Boston – en Chevrolet coupé model 1940).

Min fars hjemsendelse foregik forholdsvis hurtigt. Han tilbragte foråret ‘45 i Napoli, som han beskrev som “fortryllende og livlig, altid med øl i stride strømme”. (Beskrev for hvem? Hvis han var blevet skilt fra min mor, inden jeg var to år – skilt hvordan? – hvorfor skrev han så stadig til hende, da jeg var tre?)

Måske skrev han til min morfar i stedet for. Det var morfar, som fortalte, at min far var gået om bord på et troppetransportskib i Napoli.

Efter et kort ophold i Trinidad blev han fløjet med en C-47’er til en base i Natal i Brasilien, hvor min far fortalte, at kaffen var “rigtig god”. Fra Brasilien blev han med en anden C-47’er – denne gang beskrevet som noget “bedaget” – fragtet til Miami. Et troppetransporttog nordpå satte de hjemvendende soldater af på deres forskellige aftrædelsesdestinationer. Følgelig befandt min far sig igen i Fort Devens, Massachusetts.

I oktober 1945 var det for sent for ham at vende tilbage til Harvard i det akademiske år. Han købte Chevy’en for sortbørspengene og fik midlertidigt arbejde i legetøjsafdelingen i Jordan Marsh, Bostons største stormagasin. Han ville tilbage til Harvard i efteråret ‘46. Hans studieretning skulle være romanske studier, som min morfar forklarede 21

I én person.indd 21

20/06/12 16.23

I É N PE R SON

mig, betød sprog og litteratur i Frankrig, Spanien, Italien og Portugal. (“Eller i det mindste to-tre stykker af dem,” sagde morfar).

“Din far var et geni til fremmedsprog,” havde min mor fortalt – derfor et geni til kodebrydning måske? Men hvorfor skulle min mor eller morfar dog interessere sig for min bortrømte fars studieretning på Harvard? Hvorfor kendte de overhovedet til alle disse detaljer? Hvorfor havde de fået dem at vide?

Der var et fotografi af min far – i årevis det eneste billede, jeg så af ham. På fotografiet ser han meget ung og meget tynd ud. (Det er fra sidst på foråret eller først på sommeren 1945). Han spiser en is på troppetransportskibet. Billedet er taget et sted mellem Syditaliens kyst og Det Caribiske Hav, inden de lagde til i Trinidad.

Jeg tror, den sorte panter på min fars pilotjakke fangede hele eller det meste af min barnlige fantasi. Panteren med det bistre udtryk var symbol for The 460th Bomb Group. (Kodebrydning hørte strengt taget til på jorden. Alligevel fik kodebryderne udleveret pilotjakker).

Min altoverskyggende fiksering var, at jeg havde noget af en krigshelt i mig, selvom detaljerne ved min fars bedrifter ikke lød så helte­ agtige, ikke engang i et barns ører. Men min morfar var en af dem, der gik voldsomt meget op i Anden Verdenskrig, man ved, en af den slags, som finder hver enkelt lille detalje spændende, og han sagde altid: “Jeg ser en fremtidig helt i dig!”

Min mormor havde så godt som intet positivt at sige om William Francis Dean, og min mor begyndte og sluttede (for det meste) sin vurdering med “meget flot” og “masser af vovemod”.

Nej, det er ikke helt rigtigt. Da jeg spurgte, hvorfor det ikke var blevet de to, svarede min mor, at hun havde set min far kysse en anden.

“Jeg så ham kysse en anden,” sagde hun bare lige så mekanisk, som hun kunne have suffleret en skuespiller, der havde glemt ordet anden. Jeg kunne kun slutte mig til, at hun havde set dette kys, efter at hun var blevet gravid med mig, måske oven i købet efter at jeg var blevet født, og at hun havde set nok af mødet mellem de sammenpressede læber til at vide, at det ikke var et uskyldigt kys.

“Det må have været et fransk, med tungen helt nede i halsen,” betroede min ældre kusine mig engang – en grov og bramfri pige, datter af den skrappe moster, jeg ustandselig skriver om. Men hvem var det, min 22

I én person.indd 22

20/06/12 16.23

E N UH E LDIG RO LLE F ORD EL ING

far kyssede? Jeg spekulerede på, om det mon havde været en af de weekendpiger, som strømmede til Atlantic City, en af de regeringsansatte fra Washington, D.C. (Hvorfor skulle min morfar ellers have nævnt dem for mig?)

På det tidspunkt var det alt, hvad jeg vidste. Det var ikke særlig meget. Det var imidlertid mere end nok til, at jeg nærede mistro til mig selv, endog nok til, at jeg ikke kunne lide mig selv, fordi jeg var tilbøjelig til at tillægge min biologiske far alle mine fejl. Jeg gav ham skylden for alle mine dårlige vaner, for alt det grimme og hemmelighedsfulde. Jeg troede i bund og grund, at alle mine dæmoner var arvelige. Hvert eneste af de karaktertræk hos mig selv, som jeg tvivlede på eller frygtede, måtte helt sikkert være et af sergent Deans.

Havde min mor ikke sagt, at jeg engang ville komme til at se godt ud? Var det ikke også en forbandelse? Hvad angik vovemodet – jamen, havde jeg ikke (i en alder af tretten år) dristet mig til at tro, ar jeg kunne blive forfatter? Havde jeg ikke allerede forestillet mig, at jeg dyrkede sex med miss Frost?

Tro mig, jeg havde ikke lyst til at være min bortrømte fars afkom, resultatet af hans samlede gener, som bollede unge kvinder tykke til højre og venstre og så lod dem i stikken. For det var sergent Deans modus operandi, ikke sandt? Jeg ville heller ikke have hans navn. Jeg hadede at være William Francis Dean Jr. – kodedrengens næsten uægte søn!

Hvis der nogensinde havde fandtes et barn, som ønskede sig en stedfar, som brændende ønskede sig, at hans mor i det mindste havde en seriøs kæreste, så var jeg det barn.

Og det fører mig hen til det, jeg engang overvejede at indlede dette første kapitel med, for jeg kunne jo være begyndt med at fortælle om Richard Abbott. Min vordende stedfar satte historien om mit fremtidige liv i gang. Faktisk havde jeg måske aldrig mødt miss Frost, hvis min mor ikke havde forelsket sig i Richard.

Inden Richard Abbott kom med i The First Sister Players, var der, hvad min dominerende moster omtalte som “knaphed på mandlige hovedkræfter” i vores bys amatørteaterforening. Der var ingen rigtig rædselsvækkende skurke og ingen unge mænd med anlæg for det romantiske, som kunne få de yngre og de ældre damer blandt publikum 23

I én person.indd 23

20/06/12 16.23

I É N PE R SON

til at dåne. Richard var ikke bare høj, mørk og smuk. Han var legemliggørelsen af klichéen. Han var også tynd. Richard var så tynd, at han i mine øjne havde en bemærkelsesværdig lighed med min kodedreng-far, der på det eneste billede, jeg havde af ham, var permanent tynd, for evigt i færd med at spise en is et sted mellem Syditaliens kyst og Det Caribiske Hav. (Naturligvis spekulerede jeg på, om min mor mon var bevidst om ligheden).

Inden Richard Abbott blev skuespiller i The First Sister Players, var mændene i vores bys lille teater enten uforståelige mumlere med ned­slagne øjne og stjålne blikke, eller (lige så forudsigeligt), an­mas­ sen­de frikadeller, som råbte deres replikker ud og lavede øjne til stam­ publikummets matroner, der så nemt lod sig fornærme.

Min morfar, Harold Marshall, der gik voldsomt meget op i Anden Verdenskrig, og som alle (bortset fra min mormor) kaldte Harry, var en betydningsfuld undtagelse i talentafdelingen, for han var en særdeles talentfuld skuespiller, om ikke helt på højde med Richard Abbott. Han var den største arbejdsgiver i First Sister, Vermont. Harry Marshall hav­ de flere ansatte end Favorite River Academy, men privatskolen var nok den næststørste arbejdsgiver i vores lille by.

Morfar Harry ejede First Sister Sawmill og Lumberyard, et savværk med tilhørende tømmerhandel. Harrys kompagnon – en melankolsk nordmand, som af og til vil optræde i historien – var forstmand. Nord­ manden førte tilsyn med skovningsarbejdet, mens Harry bestyrede sav­ værket og tømmerhandelen. Det var også morfar Harry, der udstedte alle checkene, og på de grønne blokvogne, som man brugte til transport af kævler og tømmer, stod navnet MARSHALL med gule kapitæler.

I betragtning af min morfars fremtrædende stilling i vores by var det måske overraskende, at The First Sister Players altid tildelte ham kvinderoller. Min morfar var en fantastisk fortolker af kvinderoller. I vores bys lille teater fik Harry Marshall mange (nogle ville sige de fleste) kvindelige hovedroller. Jeg husker faktisk min morfar bedre som kvinde end som mand. Han var livligere og gik mere op i sine kvinderoller på scenen, end jeg nogensinde så ham gøre det i sin ensformige rolle som savværksbestyrer og tømmerhandler i det virkelige liv.

Desværre var det en kilde til visse uoverensstemmelser i familien, at morfar Harrys eneste konkurrent til de mest krævende og udbytterige 24

I én person.indd 24

20/06/12 16.23

E N UH E LDIG RO LLE F ORD EL ING

kvinderoller var hans ældste datter Muriel, min mors gifte søster og min ofte omtalte moster.

Moster Muriel var kun to år ældre end min mor. Alligevel havde hun prøvet alt, endnu inden min mor så meget som havde tænkt på at gøre det, og Muriel havde gjort det rigtigt og (efter egen vurdering) helt perfekt. Hun havde angiveligt “læst verdenslitteratur” på Wellesley og havde giftet sig med min fantastiske onkel Bob – “min første og eneste sheik”, som moster Muriel kaldte ham. I det mindste syntes jeg, at onkel Bob var fantastisk. Han var altid fantastisk over for mig. Men, som jeg senere fandt ud af, drak Bob, og hans drikkeri var belastende og pinligt for moster Muriel. Min mormor, som Muriel havde sit arro­gante væsen fra, kom tit med den bemærkning, at Bobs opførsel var “under Muriels værdighed”, hvad det så skulle betyde.

Trods min mormors snobberi var hendes sprog fyldt med ordsprogs­ agtige fraser og klichéer, og trods moster Muriels højt værdsatte ud­dan­ nelse havde hun tilsyneladende arvet (eller også efterabede hun hende blot), sin mors jævnt kedelige, uinspirerende måde at udtrykke sig på.

Jeg tror, Muriels kærlighed til og behov for teatret var drevet af hendes ønske om at finde noget originalt til sin klangfulde stemme. Muriel så godt ud – en slank brunette med operasangerindens iøjnefaldende barm og gennemtrængende stemme – men hun var fuldstændig tomhjernet. Ligesom min mormor lykkedes det moster Muriel at være både arrogant og fordomsfuld uden at sige noget, der enten kunne verificeres eller vække interesse. I den henseende slog både min mormor og min moster mig som ud over alle grænser kedelige.

I moster Muriels tilfælde gjorde hendes formfuldendte artikulation hende særdeles troværdig på scenen. Hun var perfekt til at lire af, men på en robotagtig og humørforladt måde, og hun var simpelthen sympatisk eller usympatisk alt efter hvilken person, hun spillede. Muriels sprog var sublimt, men selv manglede hun “karakter”. Hun var intet andet end en kronisk kværulant.

I min mormors tilfælde var hun fra en tid, hvor man ikke gav efter, og hun havde fået en konservativ opdragelse. Denne ufrihed førte til den faste overbevisning, at teatret i bund og grund var umoralsk eller, mere tilgiveligt, amoralsk, og at kvinder ikke burde deltage i den slags.

Victoria Winthrop (Winthrop var min mormors pigenavn) mente, at 25

I én person.indd 25

20/06/12 16.23

I É N PE R SON

samtlige kvinderoller i teateropførelser burde spilles af drenge og mænd.

Selvom hun måtte tilstå, at hun fandt min morfars mange scenetriumfer (som diverse kvinder) pinlige, mente hun også, at det var den måde, man skulle spille teater på – udelukkende med mandlige skuespillere.

Min mormor – jeg kaldte hende bedste Victoria – fandt det trættende og irriterende, at Muriel var utrøstelig (i dagevis), når hun mistede en ønskerolle til morfar Harry. Til gengæld tog Harry det pænt, hver gang den eftertragtede rolle gik til hans datter. “De må have været på udkig efter en køn pige, Muriel. Hvad det angår, vinder du stort over mig.”

Det er jeg ikke så sikker på. Min morfar var spinkelt bygget, og han havde et kønt ansigt. Han var let til bens og kunne ganske ubesværet komme med en piget latter og hulke, som om hjertet skulle briste.

Han kunne være overbevisende som en intrigant kvinde, eller som en forurettet, og han var mere overbevisende med de scenekys, han gav forskellige fejlplacerede mænd, end det nogensinde lykkedes for min moster Muriel at være. Muriel krummede tæer af forlegenhed, når hun skulle kysse på scenen, selvom onkel Bob var ligeglad. Bob morede sig tilsyneladende over at se sin kone og sin svigerfar skænke kys væk på scenen, og det var jo godt, eftersom de havde de kvindelige hovedroller i de fleste af opsætningerne.

Nu da jeg er blevet ældre, har jeg større forståelse for onkel Bob, der “tilsyneladende morede sig over” mange mennesker og ting, og som magtede at vise mig oprigtig medfølelse, selvom den aldrig kom direkte til udtryk. Jeg tror, Bob forstod, hvor Winthrop-siden af familien stammede fra. Disse Winthrop-kvinder havde for længe siden vænnet sig til (eller var genetisk disponerede for) at se ned på alle os andre. Bob fik ondt af mig, fordi han vidste, at bedste Victoria og moster Muriel (ja, selv min mor) holdt omhyggeligt øje med mig for at se, om der var afslørende tegn på, at jeg – som de alle sammen frygtede, som jeg selv frygtede – var min uduelige fars søn. Jeg blev bedømt på generne fra en mand, jeg ikke kendte, og måske fordi onkel Bob drak og blev anset for at være “under Muriels værdighed”, vidste han, hvordan det føltes at blive dømt af Winthrop-siden af familien.

Onkel Bob var optagelsesmanden på Favorite River Academy. At skolens vurderingsgrundlag for optagelse var løst, gjorde ikke nød­ven­ 26

I én person.indd 26

20/06/12 16.23

E N UH E LDIG RO LLE F ORD EL ING

digvis min onkel personligt ansvarlig for Favorite Rivers fiaskoer. Alli­ gevel dømte man Bob. Af Winthrop-siden i familien blev han kaldt “overlemfældig” – endnu en grund til, at jeg syntes, han var fantastisk.

Selvom jeg kan huske, at jeg har hørt om Bobs drikkeri fra mange forskellige kilder, har jeg aldrig set ham fuld – nå ja, bortset fra ved én spektakulær lejlighed. Faktisk mente jeg under min opvækst i First Sister, Vermont, at Bobs drikkeproblemer var overdrevne. Disse Winthrop-kvinder var berygtede for deres overdrivelser, når det gjaldt moralske krænkelser. Retfærdig harme var et Winthrop-karaktertræk.

Det var i sommeren ‘61, da jeg rejste sammen med Tom, at det på en eller anden måde kom frem, at Bob var min onkel. (Jeg ved det godt – jeg har ikke fortalt om Tom. Man må bære over med mig. Det er svært at nå frem til Tom). For Tom og mig var det den såkaldt altafgørende sommer mellem dimissionen fra forberedelsesskolen og begyndelsen på vores rusår på college. Toms og min familie havde givet os henstand med vores sædvanlige sommerjob, så vi kunne tage ud og rejse. Man regnede formodentlig med, at vi ville være tilfredse med kun at bruge en enkelt sommer på denne tvivlsomme stræben efter at “finde” os selv, men for Tom og mig virkede denne sommergave ikke helt så altafgørende, som dette tidspunkt i ens liv formodes at være.

For det første havde vi ingen penge, og selve det fremmedartede ved at skulle rejse til Europa skræmte os. For det andet havde vi allerede “fundet” os selv, og der var ikke noget med at forsone os med, hvem vi var – i hvert fald ikke offentligt. Faktisk var der sider af os selv, som stakkels Tom og jeg fandt lige så fremmedartede (og lige så skræmmende) som det, det lykkedes os at se af Europa på vores egen halvskidte måde.

Jeg kan ikke engang huske grunden til, at onkel Bobs navn dukkede op, og Tom vidste allerede, at jeg var i familie med “gamle-ind-meddem-Bob”, som Tom kaldte ham.

“Vi er ikke blodsbeslægtede,” var jeg begyndt at forklare. (Uanset den mængde alkohol, onkel Bob til enhver tid havde i blodet, var der ikke en dråbe Winthrop-blod i ham).

“I ligner overhovedet ikke hinanden!” havde Tom udbrudt. “Bob er bare så rar og så ukompliceret.”

Indrømmet, Tom og jeg havde skændtes meget den sommer. Vi havde taget et af Queen-skibene (på studenterklasse) fra New York til 27

I én person.indd 27

20/06/12 16.23

I É N PE R SON

South­ampton. Vi var rejst videre til kontinentet og endt i Ostende, og den første by i Europa, vi havde overnattet i, var middelalderbyen Brügge. (Der var smukt i Brügge, men jeg var mere betaget af en pige, der arbejdede på det pensionat, hvor vi boede, end jeg var af klokketårnet på toppen af den gamle markedshal).

“Jeg går ud fra, det var din mening at spørge, om hun havde en veninde til mig,” sagde Tom. “Vi gik bare rundt i byen. Vi snakkede og snakkede bare,” svarede jeg. “Vi kyssede knap nok.”

“Nå, det er det hele?” sagde Tom, så da han senere kom med be­ mærkningen, at onkel Bob bare var “så rar og så ukompliceret,” op­ fattede jeg det, som at Tom mente, at jeg ikke var rar.

“Jeg mente bare, at du er kompliceret, Bill,” sagde Tom. “Du tager ikke tingene nær så afslappet som Optagelsesmand-Bob, gør du vel?”

“Jeg kan ikke tro, at du er så skidesur over den pige i Brügge,” sagde jeg.

“Du skulle have set, hvordan du gloede på hendes patter. De var ikke noget at råbe hurra for. Ved du hvad, Bill, pigerne ved det, når man glor på deres patter,” sagde Tom. Men pigen i Brügge betød ikke noget. Det var bare, fordi hendes små bryster havde mindet mig om miss Frosts overraskende pigede, bølgende bryster, og jeg var ikke kommet over miss Frost. Åh, nye vinde. De blæser ikke mildt i provinsbyerne i det nordlige New England. Den første rollefordeling, som bragte Richard Abbott ind i vores bys lille teater, ændrede den måde, kvinderollerne blev besat på, for det stod lige fra begyndelsen klart, at de roller, der krævede flotte, unge mænd og onde (eller bare småborgerlige) ægtemænd og svigefulde elskere, alle var inden for Richard Abbotts rækkevidde. Derfor måtte de kvinder, der blev valgt til at spille over for Richard, kunne leve op til ham.

Dette udgjorde et problem for morfar Harry, som snart skulle blive Richards svigerfar, først og fremmest fordi morfar Harry var alt for meget af en ældre kvinde til at engagere sig romantisk i en smuk, ung mand som Richard. (Der ville ikke blive noget kysseri på scenen mellem Richard Abbott og morfar Harry!)

28

I én person.indd 28

20/06/12 16.23

E N UH E LDIG RO LLE F ORD EL ING

Og for moster Muriel med den imponerende stemmepragt, men tomhjernede personlighed, udgjorde dette et endnu større problem. Richard Abbott var alt for meget førsteskuespiller efter hendes opfattelse.

Hans tilstedeværelse ved dette første rollefordelingsmøde forvandlede Muriel til en psykoseksuel plapren og fjumren. Min fuldstændig knuste moster sagde senere, at hun kunne se, at min mor og Richard Abbott var “tossede med hinanden lige fra begyndelsen”. Alt i alt var det for meget for Muriel, at hun skulle forestille sig et romantisk forhold til sin fremtidige svoger, om så også kun på scenen. (Og ikke mindst med min mor som suffløse!)

Som trettenårig lagde jeg ikke så meget mærke til moster Muriels bestyrtelse over (for første gang) at opleve, hvordan en ægte førsteskuespiller var. Jeg opdagede heller ikke, at min mor og Richard Abbott var “tossede med hinanden lige fra begyndelsen”.

Morfar Harry var charmerende og helt igennem hjertelig over for den elskværdige, unge mand, som var et splinternyt medlem af lærerstaben på Favorite River Academy. “Vi er altid på udkig efter nye talenter,” sagde morfar Harry varmt til Richard. “Sagde De, det var Shakespeare, De underviser i?”

“Underviser i og iscenesætter,” svarede Richard. “Når det gælder teateropførelser, er der selvfølgelig ulemper ved en ren drengeskole, men den bedste måde, unge drenge eller piger lærer at forstå Shakespeare på, er ved at sætte skuespillene op.”

“Jeg gætter på, at De med ‘ulemper’ mener, at drengene må spille kvinderollerne,” sagde morfar Harry snedigt. (Ved sit første møde med savværksbestyreren Harry Marshall kunne Richard Abbott ikke have vidst noget om tømmerhuggerens succes som scene-transvestit).

“De fleste drenge aner ikke det mindste om, hvordan det er at være kvinde. Det griber virkelig forstyrrende ind i spillet,” sagde Richard.

“Aha,” sagde morfar Harry. “Hvordan vil De så klare det?”

“Jeg tænker på at invitere de yngre lærerhustruer til at aflægge prøve med henblik på rollerne,” svarede Richard Abbott, “og måske de ældre lærerdøtre.”

“Aha,” sagde morfar Harry igen. “Der kunne jo også være folk i byen, der egnede sig,” foreslog min morfar. Han havde altid ønsket sig at spille Regan eller Goneril, ‘Lears lede døtre’, som morfars bogstavrim 29

I én person.indd 29

20/06/12 16.23

I É N PE R SON

lød. (For ikke at tale om, hvor brændende han ønskede at spille Lady Macbeth!)

“Jeg overvejer åbne prøveaflæggelser,” sagde Richard Abbott. “Men jeg håber ikke, de ældre kvinder vil virke skræmmende på drengene på en ren drengeskole.”

“Ah, øhm, det kan der være noget om,” sagde morfar Harry med et medvidende smil. Han havde som ældre kvinde været skræmmende utallige gange. Harry Marshall skulle blot se på sin kone og ældste datter for at vide, hvordan kvindelig intimidering virkede. Men som trettenårig var jeg ikke klar over, at min morfar prøvede at manøvrere sig i stilling til flere kvinderoller. Samtalen mellem morfar Harry og den nye hovedkraft virkede i mine øjne ganske venlig og naturlig.

Hvad jeg lagde mærke til denne efterårsfredag aften – rollefordelingen foregik altid fredag aften – var, at dynamikken mellem vores teaters diktatoriske instruktør og de mere eller mindre talentfulde (og talentløse), aspirerende medvirkende ændredes lige så meget af Richard Abbotts kendskab til teatret som af Richards evner som skuespiller. The First Sister Players’ strenge instruktør var aldrig tidligere blevet udfordret som dramaturg. Vores lille teaters instruktør, som sagde, at han ikke hav­de nogen interesse i “blot at spille komedie”, var ingen amatør inden for dramaturgien, og han var en selvbestaltet ekspert i Ibsen, som han næ­rede en næsegrus beundring for.

Vores hidtil uudfordrede instruktør, Nils Borkman – den førnævnte nordmand, som også var morfar Harrys kompagnon og som sådan både forstmand og skovhugger og dramaturg – var selve billedet på skandinavisk tungsind og melankolske forudanelser. Skovhugst var Nils Borkmans arbejde, eller i det mindste hans dagjob, men dramaturgi var hans lidenskab.

Det bidrog yderligere til nordmandens stedse sortere pessimisme, at de naive teatergængere i First Sister, Vermont var uskolede, når det drejede sig om seriøst drama. Hvad der forventedes (og oven i købet på kvalmende vis hilstes velkommen), i vores kulturfattige by, var en solid omgang Agatha Christie. Nils Borkman led synligt under de endeløse bearbejdninger af lavpandede venstrehåndsarbejder som Mordet i præstegården, en Miss Marple-gyser. Moster Muriel med den imponerende stemmepragt havde spillet miss Marple mange gange, men indbyggerne 30

I én person.indd 30

20/06/12 16.23

E N UH E LDIG RO LLE F ORD EL ING

i First Sister foretrak morfar Harry i denne skarpsindige (men åh-såfeminine) rolle. Harry virkede mere troværdig, når det drejede sig om at gætte andre menneskers hemmeligheder, for ikke at tale om mere feminin, miss Marples alder taget i betragtning.

Til en prøve havde Harry, som miss Marple selv kunne have gjort det, krukket humoristisk sagt: “Det må jeg nok sige, men hvem ville dog ønske oberst Protheroe død?”

Hvortil min mor, som altid suffløsen, havde bemærket: “Farmand, den replik står altså ikke i teksten.”

“Det ved jeg godt, Mary. Jeg lavede bare sjov,” sagde morfar.

Min mor, Mary Marshall – Mary Dean (i de fjorten uheldige år, inden hun giftede sig med Richard Abbott) – kaldte altid min morfar for farmand. Harry blev med usvigelig sikkerhed tiltalt som far af moster Muriel med den klangfulde stemme i det samme smoking-middagstonefald, hvormed bedste Victoria utrætteligt hilste sin ægtemand som Harold – aldrig Harry.

Nils Borkman instruerede Agatha Christies “trækplastre”, som han hånligt benævnte dem, som om han var dømt til at se Døden på Nilen og Døden lurer på sit dødsleje – som om hans uudslettelige erindring om Ti små negerdrenge måske var det, der ville lægge ham i graven.

Agatha Christie var Borkmans forbandelse, hvad nordmanden ikke bar helt så stoisk. Han hadede hende, og han beklagede sig bittert over hende, men fordi han fyldte teatret med Agatha Christie og lignende tyndbenet underholdning fra den tid, fik den morbide nordmand hvert år lov til at instruere et “alvorligt” skuespil om efteråret.

“Et alvorligt et, der falder sammen med den tid på året, hvor the leafs dør,” sagde Borkman. Den forkerte flertalsform af ordet blad vidnede om, at hans beherskelse af engelsk sædvanligvis var klar, men ufuldkommen. (Det var Nils i en nøddeskal – sædvanligvis klar, men ufuldkommen).

Til rollefordelingen den fredag, hvor Richard Abbott skulle ændre så manges fremtid, meddelte Nils, at dette efterårs “alvorlige” igen ville være hans højtelskede Ibsen, og Nils havde indskrænket valget af, hvilket Ibsen-stykke, det skulle være, til blot tre.

“Hvilke tre?” spurgte den unge, talentfulde Richard Abbott.

“De problematiske tre,” svarede Nils, uigenkaldeligt, formodede han.

31

I én person.indd 31

20/06/12 16.23

I É N PE R SON

“Jeg går ud fra, De mener Hedda Gabler og Et dukkehjem,” gættede Richard rigtigt. “Og mon det tredje ikke er Vildanden?”

At Borkman på ukarakteristisk vis blev fuldkommen mundlam, sagde os alle sammen, at (den frygtede) Vildanden faktisk var den dystre nordmands tredje valg.

“I det tilfælde,” dristede Richard Abbott sig til at spørge efter denne forræderiske tavshed, “hvem af os kan så tænkes at skulle spille den redningsløst fortabte Hedvig – dette arme barn?” Der var ingen fjortenårige piger til stede ved rollefordelingen den fredag aften – ingen, der overhovedet passede på den uskyldige, ande-elskende (og farmandelskende) Hedvig.

“Vi har jo haft ... vanskeligheder med Hedvig-rollen før, Nils,” dristede morfar Harry sig til at indskyde. Om vi havde! Der havde været tragikomiske fjortenårspiger, som var så elendige skuespillere, at publikum, da tiden var inde til, at de skulle skyde sig, havde råbt hurra! Der havde været fjortenårspiger, som var så indtagende naive og uskyldige, at publikum, da de skød sig, havde været chokerede og rasende!

“Og så er der Gregers,” indskød Richard Abbott. “Denne ynkelige moralprædikant. Jeg kan godt spille Gregers, men kun som et nævenyttigt fjols – en selvretfærdig og selvmedlidende klovn!”

Nils Borkman henviste ofte til sine norske landsmænd som selvmordstruede “fjordhoppere”. Åbenbart bød det væld af fjorde, der var i Norge, på rigtig mange gunstige lejligheder til bekvemme og ublodige selvmord. (Nils måtte til sit yderligere tungsind have noteret sig, at der ikke fandtes fjorde i Vermont, en stat, der var omgivet af land på alle sider). Nu kiggede Nils på Richard Abbott på så skræmmende en måde, at det var, som om vores nedtrykte instruktør ønskede, at denne opkomling af en nyankommen fluks skulle finde den nærmeste fjord.

“Men Gregers er idealist,” begyndte Borkman.

“Hvis Vildanden er en tragedie, så er Gregers et fjols og en klovn, og Hjalmar er ikke andet end en jaloux ægtemand af den medynkvækkende inden-hun-mødte-mig-slags,” fortsatte Richard. “Hvis man på den anden side spiller Vildanden som en komedie, så er de alle sammen nogle fjolser og klovne. Men hvordan kan stykket være en komedie, når et barn dør på grund af voksnes moraliseren? Der er brug for en hjerteskærende Hedvig, som skal være en helt og aldeles uskyldig og 32

I én person.indd 32

20/06/12 16.23

E N UH E LDIG RO LLE F ORD EL ING

naiv fjortenårig, og ikke bare Gregers, men Hjalmar og Gina og selv fru Sørby og gamle Ekdal og slynglen Werle skal være fremragende skuespillere! Selv da er stykket behæftet med fejl – ikke ligefrem den nemmeste amatøropsætning af Ibsen, der falder én ind.”

“Behæftet med fejl!” råbte Nils Borkman, som om han (og hans vildand) var blevet skudt.

“Jeg spillede fru Sørby i den seneste opførelse,” sagde min morfar til Richard. “Da jeg var yngre, opnåede jeg at spille Gina, om end kun et par gange.”

“Jeg havde den unge Laura Gordon i tankerne som Hedvig,” sagde Nils. Laura var den yngste af Gordons piger. Jim Gordon var lærer på Favorite River Academy. Han og hans kone havde været medlemmer af The First Sister Players før i tiden, og de to ældste Gordon-døtre havde tidligere skudt sig som den stakkels Hedvig.

“Undskyld mig, Nils,” afbrød min moster Muriel, “men Laura Gordon har et par meget iøjnefaldende bryster.”

Jeg opdagede, at jeg ikke var ene om at lægge mærke til den fjortenåriges forbløffende udvikling. Laura var kun knap et år ældre, end jeg var, men hendes bryster var langt ud over, hvad en uskyldig og naiv Hed­vig skulle have.

Nils Borkman sukkede. Han sagde til Richard (med en resignation, der nærmede sig det selvmordstruede): “Og hvad vil den unge mr. Abbott betragte som et nemmere Ibsen-stykke at spille for os dødeligt blot amatører?” Nils mente selvfølgelig ‘blot dødelige’.

“Ah ...”begyndte morfar Harry, så tog han sig i det. Det her var noget, min morfar nød. Han nærede den største respekt og hengivenhed for Nils Borkman som kompagnon, men hver eneste ivrigt begejstrede og i høj grad tilfældige medlem af The First Sister Players vidste – uden undtagelse – at Nils var en ren tyran som instruktør. (Og vi var næsten lige så dødtrætte af Henrik Ibsen og Borkmans opfattelse af seriøst drama, som vi var af Agatha Christie!)

“Altså ...” begyndte Richard Abbott. Der fulgte en eftertænksom pause. “Hvis det skal være Ibsen – og vi er, når det kommer til stykket, kun amatører – bør det være enten Hedda Gabler eller Et dukkehjem.

Der er ingen børn med i det første, og børnene er uden betydning som skuespillere i det sidstnævnte. Der er selvfølgelig brug for en meget 33

I én person.indd 33

20/06/12 16.23

I É N PE R SON

stærk og kompliceret kvinde i begge stykker og for de sædvanlige, svage eller utroværdige mænd, eller begge dele.”

“Svage eller utroværdige eller begge dele?” spurgte Nils Borkman van­ tro.

“Heddas ægtemand, Jørgen, er uduelig og helt almindelig – en grumme blanding af svagheder, men en fuldstændig almindelig tilstand hos mænd,” fortsatte Richard Abbott. “Eilert Løvborg er en usikker svækling, hvorimod assessor Brack – ligesom sit navn – kun er at foragte. Skyder Hedda sig ikke på grund af en forudsigelig fremtid med både sin uduelige ægtemand og den foragtelige Brack?”

“Skyder nordmænd sig altid, Nils?” spurgte min morfar drilagtigt.

Harry vidste nok, hvordan man skulle tirre Borkman. Denne gang modstod Nils imidlertid fristelsen til at komme med en fjordhopperhistorie. Han lod hånt om sin gamle ven og transvestit-kompagnon.

(Morfar havde spillet Hedda mange gange. Han havde også været Nora i Et dukkehjem, men i hans alder passede han ikke længere til nogen af disse kvindelige hovedroller).

“Og hvilke ... svagheder og andre utiltalende træk frembyder de mandlige roller i Et dukkehjem, hvis jeg må være så fri at spørge den unge mr. Abbott?” spruttede Borkman, mens han vred sine hænder. “Ægtemænd er ikke Ibsens yndlinge,” begyndte Richard Abbott.

Nu var der ingen tænkepause. Han var lutter ungdommelig selvtillid og splinterny uddannelse. “Torvald Helmer, Noras ægtemand – jamen, han er ikke ulig Heddas ægtemand. Han er både kedelig og konventionel. Det ægteskab er ved at blive kvalt. Krogstad er en såret mand, og demoraliseret. Han er ikke uden en vis forsonende anstændighed, men ordet svaghed rinder også én i hu i Krogstads tilfælde.”

“Og dr. Rank?” spurgte Borkman.

“Dr. Rank er uden egentlig betydning. Vi har brug for en Nora eller en Hedda,” sagde Richard Abbott. “I Heddas tilfælde en kvinde, som sætter sin frihed højt nok til at tage sit eget liv for ikke at miste den. Hendes selvmord er ikke en svaghed, men et udtryk for hendes seksuelle styrke.”

Uheldigvis – eller heldigvis, afhængigt af ens synspunkt – valgte Richard dette øjeblik til at kaste et blik på moster Muriel. Til trods for sin skønhed og overlegent knejsende operadivabarm udstrålede Muriel ingen seksuel styrke. Hun besvimede.

34

I én person.indd 34

20/06/12 16.23

E N UH E LDIG RO LLE F ORD EL ING

“Muriel, nu ikke så teatralsk, vel!” udbrød morfar Harry, men Muriel havde (bevidst eller ubevidst) forudset, at hun ikke levede særlig godt op til denne selvsikre, unge nyankomne, denne pludselige, strålende stjerne af en mandlig hovedkraft. Muriel havde helt håndgribeligt trukket sig ud af kapløbet om at spille Hedda.

“Og i Noras tilfælde ...” sagde Nils til Richard Abbott næsten uden at ofre nogen opmærksomhed på min mors omsorg for sin ældre, herskesyge (men nu besvimede) søster.

Muriel satte sig brat op med et fortumlet udtryk i ansigtet og en dramatisk bølgende barm.

“Træk vejret ind gennem næsen, Muriel, og pust ud gennem munden,” sufflerede min mor sin søster.

“Jeg ved det, Mary, jeg ved det godt!” sagde Muriel forbitret.

“Men du gør det omvendt, du ved, ind gennem munden og ud gennem næsen,” sagde min mor.

“Altså ...” begyndte Richard Abbott, så tog han sig i det. Selv jeg kunne se, hvordan han kiggede på min mor.

Richard, som havde mistet tæerne på venstre fod i et plæneklipper­ uheld, der gjorde ham uegnet til militærtjeneste, var blevet ansat som lærer på Favorite River Academy lige efter sin afgangseksamen i teaterhistorie og drama. Richard var født og opvokset i det vestlige Massachusetts. Han havde nogle lykkelige minder om familieskiferier i Vermont, da han var barn. Han havde ladet sig lokke af et job i First Sister, Vermont (som han var overkvalificeret til), af sentimentale grunde.

Richard Abbott var kun fire år ældre, end min kodedreng-far havde været på det fotografi, hvor sergenten var på vej til Trinidad i ‘45. Richard var femogtyve. Min mor var femogtredive. Richard var hele ti år yngre end min mor. Mor måtte have yndet yngre mænd. Hun kunne så afgjort bedre lide mig, da jeg var mindre.

“Og spiller De med, miss –” begyndte Richard igen, men min mor vidste, det var hende, han talte til, og afbrød ham.

“Nej, jeg er bare suffløse,” sagde hun. “Jeg spiller ikke med.”

“Ah, men Mary – “ begyndte morfar Harry.

“Det gør jeg ikke, farmand,” sagde min mor. “Det er dig og Muriel, der er skuespillerinderne,” sagde hun fuldkommen uanfægtet med eftertryk på ordet skuespillerinderne. “Jeg har altid været suffløse.”

35

I én person.indd 35

20/06/12 16.23

I É N PE R SON

“Med hensyn til Nora?” spurgte Nils Borkman Richard. “De var noget i færd med at sige –” “I Noras tilfælde drejer det sig mere om frihed end i Heddas,” sagde Richard Abbott selvsikkert. “Hun har ikke kun styrken til at forlade sin ægtemand. Hun forlader også sine børn! Der er en fantastisk ubændig frihedstrang i kvinderne her. Hør her, lad den, der skal spille Hedda eller Nora vælge. Det er kvinderne her, der ejer disse skuespil.”

Mens Richard Abbott talte, tog han et overblik over vores amatørteaterselskab for om muligt at få øje på nogle Hedda’er eller Nora’er, men hans blik vendte hele tiden tilbage til min mor, som jeg vidste, stædigt (og i al evighed) ville holde på, at hun var suffløse. Richard ville ikke komme til at skabe en Hedda eller en Nora ud af min teksttro mor.

“Ah, øhm ...” sagde morfar Harry. Han tog (trods sin alder) rollen som enten Nora eller Hedda op til fornyet overvejelse.

“Nej, Harry, ikke dig igen,” sagde Nils og lod sit gamle, diktatoriske jeg komme til orde. “Den unge mr. Abbott har ret. Der skal være en vis tøjlesløshed – både en ukontrollabel frihed og en seksuel styrke. Vi har brug for en yngre, mere seksuel aktivitetskvinde end dig.”

Richard Abbott betragtede min morfar med voksende respekt. Richard kunne se, at morfar Harry havde slået sit navn fast som en kvinde, der skulle tages alvorligt i The First Sister Players, om ikke som en seksuel aktivitetskvinde.

“Vil du ikke overveje det, Muriel?” spurgte Borkman min moster med den imponerende stemmepragt.

“Ja, vil De ikke det?” spurgte Richard Abbott, som var over ti år yngre end Muriel. “De har et ubestrideligt, seksuelt sceneydre –” begyndte han.

Det var desværre så langt, som den unge mr. Abbott nåede – til ordet sceneydre, modificeret af ordet seksuelt – før Muriel igen besvimede.

“Jeg tror, det er et ‘nej’, hvis jeg skal gætte på noget,” sagde min mor til den blændende, unge nyankomne.

Jeg var allerede lidt forelsket i Richard Abbott, men jeg havde jo heller ikke mødt miss Frost endnu.

Et par år efter, da jeg som femtenårig førsteårselev sad til min første morgensamling på Favorite River Academy, hørte jeg skolelægen dr.

36

I én person.indd 36

20/06/12 16.23

E N UH E LDIG RO LLE F ORD EL ING

Harlow opfordre os drenge til at fare hårdt frem mod vores unge alders mest almindelige lidelser. (Jeg er sikker på, at han brugte ordet lidelser).

Med hensyn til, hvad disse “mest almindelige” lidelser var, forklarede dr. Harlow, at han mente uren hud og “en uønsket seksuel dragning mod andre drenge eller mænd”. Til vores filipenser, forsikrede dr. Harlow os, var der mange forskellige midler. Hvad angik de tidlige tegn på homoseksuel tiltrækning – ja, så ville enten dr. Harlow eller skolens psykiater dr. Grau med glæde tale med os.

“Der er en kur mod disse lidelser,” sagde dr. Harlow til os drenge.

Der var en læges sædvanlige myndighed i hans stemme, som var videnskabelig og lokkende på én og samme tid. Selv det lokkende blev sagt på en fortrøstningsfuld mand-til-mand-måde. Og budskabet i dr. Harlows morgensamlingstale stod fuldkommen klart, selv for førsteårsgrønskollingerne – nemlig, at vi bare skulle møde op og bede om at blive behandlet. (Hvad der ligeledes stod pinefuldt klart var, at vi kun havde os selv at takke, hvis vi ikke bad om at blive helbredt).

Senere har jeg spekuleret på, om det mon havde gjort en forskel, det vil sige, hvis jeg havde været udsat for dr. Harlows (eller dr. Graus) narrestreger på det tidspunkt, hvor jeg mødte Richard Abbott, i stedet for to år efter at jeg havde mødt ham. I betragtning af, hvad jeg ved nu, tvivler jeg alvorligt på, at min forelskelse i Richard Abbott kunne helbredes, skønt dr. Harlow, dr. Grau og deres ligesindede – de til rådighed stående autoriteter inden for lægevidenskaben på det tidspunkt – fuldt og fast mente, at min forelskelse i Richard tilhørte kategorien af lidelser, der kunne behandles.

To år efter dette rollefordelingsmøde, som ændrede mit liv, var det for sent at blive helbredt. Forude var vejen banet for utallige forelskelser.

Rollefordelingen den fredag aften var indledningen til mit bekendtskab med Richard Abbott. Det var indlysende for samtlige tilstedeværende – ikke mindst for moster Muriel, som besvimede to gange – at Richard havde taget ansvaret for os alle sammen.

“Det lader til, at vi får brug for en Nora eller en Hedda, hvis vi overhovedet skal spille Ibsen,” sagde Richard til Nils.

“Men the leafs. De skifter allerede farve. De bliver ved med at falde,” sagde Borkman. “Det er den tid på året, hvor alting dør!”

Borkman var ikke den nemmeste at blive klog på, bortset fra at hans 37

I én person.indd 37

20/06/12 16.23

I É N PE R SON

højtelskede Ibsen og fjordhopperiet på en eller anden måde var forbundet med det seriøse drama, som altid var vores efterårsskuespil, og ikke mindst med det såkaldte dødstidspunkt på året, hvor bladene, the leafs, uophørligt falder.

Når man ser tilbage, virker det selvfølgelig som en meget uskyldig tid – både den døende årstid og det forholdsvist ukomplicerede tidspunkt i mit liv.

I én person.indd 38

20/06/12 16.23