Prolog
Lyden af hvepsene var kraftigere i tusmørket, mens hun styrtede af sted gennem den vilde have. Aftenen havde for længst kastet sine skygger, og buske og krat stak deres grene frem mod hende og efterlod brændende striber på hendes arme. Et øjeblik var der kun hendes egen hivende vejrtrækning, og sveden der gled kold og fugtig ned ad hendes opsvulmede ansigt. Skriget sad fast i halsen på hende, da hun kiggede sig tilbage efter sin forfølger. Han kæmpede sig vej i den anden ende af haven, mens han mumlede rasende. Bag hækken lå hendes eget hjem. En stor solgul villa i to etager med hvide vinduer og et hav af træer med umodne frugter i haven. Et sted derinde stod hendes mor med håret viklet rundt i en knude på hovedet og ordnede en sen opvask, mens hun nynnede til radioen. Faren malede vel et nyt maleri i klare farver i sit eget rum ved siden af, og hunden lå i sin kurv ved radiatoren i stuen. Der trængte lys ud ad vinduerne, og selv om huset virkede varmt og indbydende, vidste hun, at det ikke ville hjælpe hende. Smerten mellem benene var ulidelig, og det føltes, som om hele verden var forandret. Dukkerne derhjemme skulle ikke længere lege de små hemmelige lege, som optog hende selv og hendes veninde, når forældrene ikke så det. For det var ikke sådan, det var i virkeligheden. Billederne for hendes indre ville ikke stoppe, og som en — 5 —