Prolog
Lyden af hvepsene var kraftigere i tusmørket, mens hun styrtede af sted gennem den vilde have. Aftenen havde for længst kastet sine skygger, og buske og krat stak deres grene frem mod hende og efterlod brændende striber på hendes arme. Et øjeblik var der kun hendes egen hivende vejrtrækning, og sveden der gled kold og fugtig ned ad hendes opsvulmede ansigt. Skriget sad fast i halsen på hende, da hun kiggede sig tilbage efter sin forfølger. Han kæmpede sig vej i den anden ende af haven, mens han mumlede rasende. Bag hækken lå hendes eget hjem. En stor solgul villa i to etager med hvide vinduer og et hav af træer med umodne frugter i haven. Et sted derinde stod hendes mor med håret viklet rundt i en knude på hovedet og ordnede en sen opvask, mens hun nynnede til radioen. Faren malede vel et nyt maleri i klare farver i sit eget rum ved siden af, og hunden lå i sin kurv ved radiatoren i stuen. Der trængte lys ud ad vinduerne, og selv om huset virkede varmt og indbydende, vidste hun, at det ikke ville hjælpe hende. Smerten mellem benene var ulidelig, og det føltes, som om hele verden var forandret. Dukkerne derhjemme skulle ikke længere lege de små hemmelige lege, som optog hende selv og hendes veninde, når forældrene ikke så det. For det var ikke sådan, det var i virkeligheden. Billederne for hendes indre ville ikke stoppe, og som en — 5 —
film så hun hændelserne for sig igen og igen. Nogle huse længere væk. Rebet på gulvet. De skrækslagne øjne. Skrigene. Og derefter blev hun selv presset ned mod et ildelugtende brunt gulvtæppe med udsigt til et fugtplettet loft. Hun stirrede på en skjold i hjørnet og forsøgte at ignorere de tunge støn og smertefulde stød. Endelig nåede hun hækken og kravlede med fortvivlet hast gennem hullet. Hun kunne lugte jorden under sig, mærke små skarpe sten i håndfladerne, og en torn på en gren rev huden op alt for tæt på det ene øje. Bag sig kunne hun høre hans pusten stoppe og en lavmælt banden. En hånd rakte gennem hullet og gled søgende op langs hendes ben, som en stor fugleedderkop, for endelig at få fat i en snip af hendes kjole. Et øjeblik blev hun trukket tilbage ind i hækken, og hånden gled længere op. Med et ryk og en lav jamren fik hun sig revet løs, og nu kunne han ikke længere nå hende. – Jeg får dig igen, prinsesse, hørte hun ham hvæse med en smågrinen. Og hvepsenes summen blev lavere. De havde opgivet hende og var blevet omme på den anden side. Hun vaklede det sidste stykke op mod huset, ind mellem de lyserøde roser og stikkelsbærbuskene. Noget koldt løb ned ad benene på hende under kjolen, men hun ænsede dårligt sporene af forbrydelsen. Hvad skulle hun sige derhjemme? Hun ønskede blot at gemme sig på sit værelse med sine bøger og bamser. Hvordan skulle hun kunne fortælle om dette her, som hun selv havde pådraget sig med sin nysgerrighed? Hun ville sige, at det var hvepsene, der var skyld i det hele. De ville ikke få at vide, at hun havde fundet svaret på det, der havde plaget hende så længe. Et kort øjeblik havde hun set, hvad de andre gemte i deres udhus, og hun havde fået sin straf. Hvis hun sladrede, ville hun blive slået ihjel. Eller værre endnu. Det ville gentage sig. Hun ville aldrig kunne fortælle det til en eneste levende sjæl.
Lørdag 17. december
1
Klokken var otte om aftenen, og politikommissær Daniel Trokics fireårige grandnevø havde ikke de fjerneste intentioner om at gå i seng. I stedet løb han rundt om et juletræ i stuen, mens han slog til glaskuglerne og hvinede. Træet var blevet taget ind for tidligt, og nålene faldt allerede af i stuens varme. – Hvad siger du så? spurgte politimester Karsten Andersen i den anden ende af telefonen. – Det er jo snart jul, sagde Trokic og skruede ned for tv’et, hvor et talkshow var i gang. – Og jeg er lige ankommet til Zagreb i går. – Det er jeg godt klar over. Og nu hygger du i sydens sol, mens vi andre sidder med det mest bestialske drab i årevis, som vi skal have opklaret. Det er temmelig ubelejligt, må jeg sige. Trokic kiggede ud på gaden, der var oplyst af en lang række lygtepæle. Bag dem lå en række huse med pudsede mure og oplyste vinduer. Der var stille i den lille by på denne tid. En næsten fuld måne hang så langt nede, at den så ud, som ville den falde ned i et af tagene. Sneen faldt langsomt. – Her er fem minusgrader, mumlede Trokic tørt. Han havde i virkeligheden for længst hørt nyheden og mærkede allerede spændingen prikke under huden. Så rejste han sig, klemte telefonen mod skulderen og gik ud for at finde et stykke papir og en kuglepen i køkkenet. Hans fætter og dennes kone talte lavmælt og koncentreret sammen over en kop kaffe og sendte ham kun et kort spørgende blik. – Hvad har vi så fået gravet frem af oplysninger indtil videre? sagde han ind i telefonen. – Gerningsmanden er brudt ind i et hus, der har været til — 9 —
salg i længere tid og står tomt, sagde chefen så oplivet, som hans stive facon tillod ham, lettet over at have fået en tilhører. – Ejendomsmægleren skulle lave en fremvisning her til morgen, og så åbnede han døren ind til findestedet. Parret, der blev vist rundt, blev naturligvis dybt chokerede og måtte have psykologhjælp. Vi mener, at drabet er sket engang i går aftes. Drabsmanden har smadret en rude på husets bagside, åbnet terrassedøren og er gået ind den vej. Ingen fingeraftryk. Ingen larm. Vi har talt med naboerne, men ingen har set noget. Der var royal gallamiddag i tv, og det er der åbenbart mange ude på villavejene, der gider at se. Han afsatte en del blodspor inde i stuen, og han har søreme også urineret ovre i det ene hjørne. Trokic satte sig ned i sofaen igen. Den var af rød velour og blød som en badesvamp, så han sank dybt ned i den. Han trak fødderne op under sig, for der var fodkoldt i det gamle hus. På tv kørte der en reportage fra en indvielse af et nyt museum. – Og hvad med offeret? spurgte han. Karsten Andersen sænkede stemmen, som var der lyttende i lokalet i den anden ende. Eller også var det i virkeligheden for at øge det dramatiske niveau og suge Trokics opmærksomhed til sig gennem telefonen. – Mads Birk. Femten år gammel. Han har været savnet siden torsdag eftermiddag. Vi har kendt til hans forsvinden siden fredag morgen, og så dukkede han op her til morgen. – Så han har altså været væk i næsten to dage, inden han blev fundet? spurgte Trokic. – Det bliver det satme ikke lettere af. – Nej, præcis. Og han så ikke godt ud. Jeg var selv med til obduktionen. Da vi fandt ham, var han nøgen. Gennembanket. Dødsårsagen er et stik, der er gået gennem maven til hjertet med et spidst instrument. En lang syl, mente retsmedicineren. Der blev en pause i telefonen, inden chefen fortsatte. — 10 —
– Han har den onde lyneme ikke fået nogen barmhjertig død, det kan man ikke sige. – Hvad med forældrene? spurgte Trokic. – Dem har vi naturligvis allerede talt med op til flere gange. De arbejdede om torsdagen helt hen til midt på aftenen. Derudover er vi i gang med at afhøre alle, der kendte drengen. Som sædvanlig en større omgang. – Kunne retsmedicineren hoste op med et mere nøjagtigt drabstidspunkt? – Han siger, det er sket i går aftes engang, sagde Karsten. – Men vi ved ikke, om det er sket i huset, hvor han blev fundet, eller et andet sted. – Er der nogen tegn på seksuelle overgreb? – Nej, ikke det mindste. – Nogen særlige detaljer? – Ja, her bliver det så mere interessant. Faktisk står vi over for et andet og mere biologisk mysterium. Der lå en masse døde hvepse rundt om liget. – Hvepse? Hvad fanden skal det sige? – Ja. Hvepse. Ren surrealisme og lige til en gang makaber installationskunst. – Hvor mange taler vi om? – Femten-tyve stykker. – Men dør de ikke om vinteren, sådan nogle små djævle? – Jo, men vist ikke dronningerne. Vi aner ikke, hvor de kommer fra, men vi syntes, det var så besynderligt, at vi har sendt et notat rundt i huset. Trokic pillede en legetøjspistol, der gnavede i hans lår, ud under puden i sofaen og lagde den ned på gulvet. Grandnevøen havde et ganske omfattende våbenarsenal, tænkte han. – Kan hvepsene ikke være kommet fra selve findestedet? Hvis familien lige er flyttet ud, har der måske været noget uro, der har fået dem frem. – Nej, for de var både døde og indtørrede. Familien har — 11 —
i øvrigt svoret, at de aldrig har haft hvepse, hverken inde eller ude. Grandnevøen blev nu under skrig trukket væk af sin mor, og der blev stille i stuen. Trokic kiggede ned i glasset foran sig og konstaterede, at det var tomt. Han tog rødvinsflasken på sofabordet, fyldte glasset igen og tog en slurk. Den smagte af den foregående sommer og ferie. – Det lyder sgu underligt. Hvad er der ellers blevet fundet i huset? – Ikke meget. Der var nogle lange hår på drengen, men de stammer sandsynligvis fra fru Birk. Altså moren. De er sendt til retsgenetisk. – Er I færdige i huset? – Ja, teknikerne har afsluttet deres undersøgelser, men vi har stadig nøglerne til huset til i morgen tidlig. Du kan se det senere i aften, når du kommer hjem. Det er perfekt flyvevejr. Der er sikkert flot sne over alperne. Trokic kiggede på uret om sit håndled og regnede på tiderne. – Hvis jeg kommer hjem, og det er sgu da for mørkt til at se noget som helst fra oven. – Jeg vil gerne have dig til at gå det hele igennem og sætte dig ind i sagen. Det er sådan set en ordre, hr. politikommissær. Lugten af gran blev pludselig påtrængende. Han havde set frem til denne jul. Han så dem så sjældent. Hjemme i Danmark var det tid til julefrokoster, og der blev svælget i sild, leverpostej, frikadeller, medister, øl og snaps rundt omkring. Det gav som regel nogle sammenstød i nattelivet, og det var ikke en tid, han savnede. – Jeg har i øvrigt ikke fortalt det værste af det hele, næsten hviskede politimesteren så. – Og det er? Chefen holdt en kunstpause. — 12 —
– Jeg kan ikke fortælle det over telefonen. Konen render rundt her omkring mig og pylrer med pebernødder, og det er ikke for sarte ører. – Giv mig nu ikke det pis. Betyder det, at du ikke må fortælle mig det, eller du ikke vil fortælle mig det, så jeg skynder mig hjem? Karsten smiskede og slurprede et eller andet i sig, så det lød som en hul støvsuger. – Du kan selv se det, når du er hjemme igen. Sagen ligger på dit skrivebord, midt imellem et askebæger med de smøger, du har snydt dig til at ryge, og to efterhånden sorte bananer. De vidste begge to, at Trokic ville sidde på økonomiklasse på aftenens sidste fly tilbage til Danmark. Måske havde chefen allerede foretaget reservationen. Men lidt tid endnu kunne de godt forstille sig.
— 13 —
2
Daniel Trokic parkerede bilen foran det hus, hvor teenageren var blevet fundet. Det var koldt udenfor. Klokken var over midnat, og flyveturen sad stadig i ham, men han ønskede at se stedet, som drabsmanden havde gjort det natten før. Huset lå i et villakvarter kort fra væddeløbsbanen og skoven. Det var sandsynligvis bygget i tyverne og var hvidpudset med små sprossevinduer. I det ene hjørne var der placeret et til salg-klistermærke. Et stort kroget kastanjetræ spærrede for noget af udsynet. I modsætning til nabohuset, der var klistret til med lyskæder og havenisser, var der ingen julestemning over stedet. Det virkede forladt og ondartet, som havde det suget forbrydelsen til sig. Siden han havde været på stationen og kort skimmet de første rapporter, havde han ikke kunnet gøre sig fri af billederne af drengen. De gnavede sig ind under huden på ham. Han åbnede den kopi af den foreløbige obduktionsrapport, han havde liggende på sædet ved siden af sig, og læste den endnu en gang. Der havde været et stort indgangssår i maven, hvor en syl havde rodet grundigt rundt, som ledte den efter hjertet, og der var fem mindre ar af ældre dato under ribbenene, hvis oprindelse de endnu ikke havde fundet frem til. Der havde desuden været adskillige mærker efter slag, og drengens hud havde været en hel palet af farver. Endelig var der det, som chefen med sin subtile dramatik havde holdt tilbage under deres telefonsamtale. Det, der sandsynligvis ville hjemsøge ham, til drabsmanden var blevet fundet: Drengen havde fået fjernet sine læber med en skalpel. Tænderne trådte frem, og der var blod imellem dem. Sort indtørret blod, næsten som blæk. Og det var, som om — 14 —
ansigtet havde grinet tilbage mod ham med en kold tavs latter. Han gøs. Mads Birk var sidst set torsdag efter skole, hvor han antagelig skulle om til en kammerat. Det var i hvert fald, hvad han havde sagt til forældrene. Han var havnet i dette store kolde forladte hus to dage senere. Altså havde han befundet sig et andet sted i mellemtiden. Trokic kiggede hen ad vejen. Gerningsmanden måtte vel være ankommet i bil, men ingen naboer havde observeret noget usædvanligt. Alle havde tilsyneladende set den royale gallamiddag. Var det et tilfælde eller blot rigtig godt planlagt? Trokic stod ud, fandt nøglerne frem i lommen, raslede lidt frem og tilbage med dem og tøvede. Drabsmanden havde ikke haft nøgler. Han stak dem tilbage igen og gik i stedet langs muren mod bagsiden af huset. Der lugtede af muld og rådne blade og en lille snert af hest fra væddeløbsbanens stalde ikke så langt borte. Havelys tændtes som små sole langs stien. Havde gerningsmanden gået her, og var han et øjeblik blevet lyst op? Han forcerede et bed med afblomstrede roser og noget, der muligvis var citronmelisse og lyng, og nåede frem til terrassedøren. Deres mand måtte have sat drengen fra sig lige dér på de iskolde fugtige terrassefliser. Havde han været bundet? Trokic huskede, at der ikke havde været tegn på reb eller lignende på offeret. Og mængden af blod på gulvet havde været lille. Han bukkede sig ned og undersøgte jorden. Da han rejste sig, fik han øje på et kort i bedet ved siden af sig. Han tog det op og studerede det. Det var et Superman-samlerkort, som forestillede ærkefjenden Lex Luthor. Skuespilleren virkede bekendt, men Trokic kunne ikke komme på hans navn. Han grublede. En rapport havde nævnt, at familien, der ejede huset, havde en treårig pige. Han rynkede brynene. Hvad skulle hun med et Superman-kort? Han trak et dna-kit frem fra jakken og lagde kortet i papirsposen. – Han blev ikke slået ihjel her, mumlede han for sig selv. — 15 —
Han stak hånden gennem vinduet og vred den igennem den tape, som politiet havde sat op, fik fat om låsen og åbnede døren. Så fumlede han i blinde ind gennem stuen. Lyset havde været slukket. Der havde ikke været udefrakommende lys, så drabsmanden havde sandsynligvis tændt det og derefter slukket det igen. Han ville se sit værk, tænkte Trokic. Se drengen liggende på ryggen med ansigtet opad. Se ansigtet med de manglende læber, se smerten en sidste gang. Han frøs pludselig til trods for sin tykke vinterjakke. Et øjeblik så han en anden dreng for sig. I en anden tid i et andet land. Byen Vukovar. Hændelser, han ikke ville tænke på. Omsider fandt han en stikkontakt, og en nøgen pære oplyste svagt stuen. Ikke noget der ville alarmere naboerne. Rummet var omkring tredive kvadratmeter stort, det havde gule vægge og mørke trægulve og stod tomt. En halvvæg skilte stuen fra køkkenet. Her og der var der mærker på gulvet efter møbler, og nedslidte områder tydede på stor trafik. Der var stadig spor efter teknikernes blå pulver og streger på gulvet, hvor liget havde ligget. Hvorfor havde drabsmanden valgt dette sted? Ville han blot skaffe sig af med drengen på et sted, hvor han måske kunne ligge i dagevis, inden han blev opdaget? Så var der andre muligheder. Skove, søer, moser og andre sjældent besøgte steder. Nogle sten omkring benet, så ville han være væk på et øjeblik. Men kunne dette sted have haft en betydning for ham? Det var på tide at komme tilbage. Tidligt næste morgen ville en rengøringsdame komme og fjerne de sidste spor. Huset ville igen være til salg.
— 16 —
3
Sander vendte sig rundt i den trange hospitalsseng. Det var blevet nat udenfor, og lygtepælene sendte et svagt lys ind i stuen. Henne ved døren var der lige blevet sagt noget, og ordene fik koldsveden til at springe frem. Et sløret billede af en vansiret pige og en dreng med sorte hadefulde øjne optog pladsen midt mellem drøm og hans omtågede virkelighed. Han blev helt vågen og begyndte at lytte opmærksomt. – Insekter? spurgte den rødhårede sygeplejerske, mens hun rodede med noget medicin på rullebordet. – Ja, der var en hel masse ved liget, sagde den anden, en sygeplejerske ved navn Annette. – De fandt ham i et hus på H.C. Ørsteds Vej, der stod tomt. Han var femten år. Jeg ved det altså kun, fordi min bror var en af de betjente, der blev kaldt derud, lige da de fandt ham. Den slags lukker politiet ikke ud i pressen sådan lige. – Ih altså, det lyder uhyggeligt. Hvad var det for nogen insekter? Jeg hader kryb. – Hvepse, tror jeg nok. – Hvepse? udbrød den rødhårede højt. – Schh, hvislede Annette hårdt og sænkede stemmen til et næsten uhørligt niveau. – Tal ikke om hvepse her. Ikke foran ham. Sander trak sig længere ned i sengen og ønskede, at den antiseptiske lugt omkring ham ville forsvinde. Han havde en svag smag af jern i munden, kroppen føltes tung, og han var så træt. Så uendelig træt. På væggen dansede flere billeder sammen med pigen. Et slidt gult tæppe, der var hængt over en tøjsnor. Græshopper. Følelsen af træsplinter i fingrene, lugten af rosenbedet, augustaften og bagværk et sted. Og så — 17 —
var der et sted langt væk hvepse overalt. Det var længe siden, og erindringerne skulle have været harmoniske, sådan som en barndom burde være. Hvis det overhovedet var en barndom? I stedet frembragte de en angst, der fik halsen til at snøre sig sammen. Her på kolbøttefabrikken stillede personalet ikke så mange spørgsmål og rodede ikke i hans barndom. Det hele handlede om milligram. Gud ske lov for det. Der var meget at takke medicinalindustrien for. Det lykkedes ham at få den vansirede pige og drengen på væggen til at fortone sig, og han samlede sin opmærksomhed om de to sygeplejerskers samtale. “Hvor mange hvepse var der?” ville han spørge, men det blev kun til en svag mumlen. Hans tunge var tyk og tør. – Har du det godt, søde Alexander? spurgte Annette mildt. Hun var en køn lidt fyldig pige sidst i tyverne med en snert af dun på overlæben og havde som den eneste behandlet ham som et menneske og ikke et objekt, der skulle medicineres for at holde vanviddet i skak. Hun havde oprigtigt forsøgt at forstå hans virkelighed. Beklageligvis var hun så kun til stede en tredjedel af døgnet. Han lukkede øjnene og lod, som om han sov, og et øjeblik efter genoptog de lavmælt samtalen. – Hvad er der med ham svesken der? hviskede den rødhårede. – Han kom i går aftes, fortalte Annette. – Tvangsindlagt. Naboerne klagede til politiet over larm. De siger, han sad og hamrede hovedet i væggen. Det var rigtigt nok. Sander boede i et lille skævt byhus i midtbyen. Han havde altid haft et godt forhold til sine naboer. De var walisere og havde lært ham at skåle på walisisk og havde fortalt ham, at romerne engang havde udvundet guld i Wales. Han havde tit haft produktprøver med hjem til dem fra reklamebureauer, som han freelancede for, og han smed altid sine aviser ind til dem sidst på dagen. Det var dem, der — 18 —
havde ringet efter politiet. Nu følte han sig forrådt. – Aj, hvor synd og skam altså, hviskede den rødhårede videre. – Men hvepse? Hvad er det for en fobi? – Schh, sagde jeg jo ... vi har lige fået ham til at falde til ro. De to sygeplejersker lukkede døren, ordene synd og skam blev hængende i luften som to bristefærdige bobler, og den vansirede piges ansigt dukkede frem igen. Tydeligere end nogensinde. Det var som et slør, der bølgede for hans blik, hvor noget truede med at trænge igennem, og han fornemmede, at hvepsene og pigen var en del af samme historie. Ligesom drengen med de sorte øjne, der havde fulgt ham det meste af livet, uden at han forstod, hvor han kom fra. Blot at han var knyttet til det hvide hus med kastanjetræet. Alexander åbnede øjnene og satte sig op i sengen. Trætheden var gigantisk, og benene sitrede under dynen. Et par stuer længere nede ad gangen råbte gamle Robert med fletningen i skægget op om de stråler, der kom ud fra væggene, og som kom fra en NASA-satellit. De gnavede sig ind i alt, hvæsede han højlydt, og de lød som hyletoner. En eller anden råbte “Hold kæft, din kolossale tossepik, vi prøver for fanden i helvede at sove!” fra sin stue, hvilket blot fik gamlingen til at øge lydniveauet. Der var så meget smerte her på stedet. Så mange forskellige bevidstheder. Tusinder af verdener. Sander måtte ud. Han trak droppet ud af hånden og tvang benene ud over kanten på sengen. Et øjeblik svajede han, så fik han kontrol over benene og kunne tage et par skridt. Han åbnede lydløst døren til skabet og trak sit tøj ud. En T-shirt, et par sorte jeans, et par grå sokker og en grøn hættetrøje. Han tog det hele på, og stillede sig ved døren og lyttede. En hveps kravlede rundt på hans fod og tegnede cirkler. Han rystede den af sig. Et sted i sit sind vidste han, at den ikke fandtes, men i dette øjeblik var den virkelig. De var på vej tilbage. H.C. Ørsteds Vej havde de sagt. Sygeplejerskerne var inde på deres kontor nu. En kaffemaskine skrattede som en — 19 —
gammel kold bil, og de fnisede af et eller andet. De ville ikke høre ham. Og der var altid en vej ud. Selv fra den lukkede afdeling på et psykiatrisk hospital.
— 20 —
4
På grund af det sene tidspunkt var det en mindre gruppe, der var mødt op i parolesalen. Der var omtrent ti personer fra drabsafdelingen på vagt denne nat, og de stirrede alle spændt på ham, tappede med kuglepenne, bladrede i notesblokke eller sippede kaffe. Resten af kriminalafdelingen ville møde kl. syv, og i mellemtiden skulle dette sene skift se at få de væsentligste detaljer på plads. Daniel Trokic betragtede den lille flok. Til trods for at klokken nærmede sig halv tre, herskede der en spændt stemning. Der var noget ganske særligt over at stå der midt om natten, mens det stadig larmede fra natklubben på den anden side af gaden. Det var stadig en smule nyt for ham at lede disse møder helt alene. Nogle måneder tidligere var han efter en periode som konstitueret leder i kriminalkommissær Agersunds fravær blevet udnævnt til hans efterfølger. Chefen havde tidligere på året fået konstateret prostatakræft og havde kæmpet en hård kamp mod sygdommen, før han langsomt kom i bedring. Men da han alligevel nærm,ede sig pensionsalderen, havde han valgt at trække sig og overlade posten til sin souschef. Derefter havde den lidt yngre Jasper Taurup overtaget Trokics eget tidligere job, og vicepolitikommissæren var nu hans nærmeste, og mest rapkæftede, medarbejder. Kort før mødet havde Trokic trukket et whiteboard ind i lokalet og sat billeder fra findestedet op. Et helt liv og en rejse ind i en forbrydelse blev pludselig reduceret til tre gange én meter hvid baggrund. Øverst på tavlen havde han skrevet offerets navn med blåt, og under det hang der billeder af — 21 —
drengen, i levende tilstand såvel som efter at døden var indtruffet. Han havde været en almindeligt udseende teenager med mellemblondt hår, grønne øjne, en lidt stor næse, bred mund og uren bleg hud. På det ene billede var han iført en lyseblå WESP-trøje med hætte, og han kiggede en anelse forbi kameraet, som om han havde fået øje på noget bag fotografen. Billedet ved siden af forestillede drengen liggende brutalt mishandlet på ryggen, som han var fundet i huset. Det var taget fra en lidt skæv vinkel, så hovedet virkede større, og det læbeløse ansigt betragtede dem. Det var, som om der var tale om to helt forskellige eksistenser, der tilfældigvis var knyttet sammen. Havde forældrene tænkt det samme under identifikationen? En mark med let duvende majsblade dukkede op for Trokics indre. En ung dreng, der havde ligget på samme måde i Vukovar. Smertefuldt på samme måde. Kun et kort sekund, så puffede han billedet ned i en skuffe bagerst i bevidstheden. – Jeg lægger lige ud med en kort præsentation af vores offer til ære for de af jer, der først kommer med på holdet nu, startede han. Han prikkede på tavlen med sin kuglepen. – Mads gik i ottende klasse på Samsøgades skole. Han var efter sigende almindeligt begavet og spillede bordtennis på højt niveau. Han havde nogle få gode venner, de fleste af dem fra sin klasse. Han hørte Nik og Jay, ville gerne have en schæferhund og var vild med mountainbikes. Trokic stoppede nekrologen og fortsatte i en anden retning. – Vi har flere vigtige spor fra gerningsstedet og obduktionen af offeret, som vi skal have set lidt nærmere på, og jeg har opdelt dem i seks vigtige områder. Der er dødsårsagen, valget af huset, alle hvepsene omkring liget, det mulige seksuelle aspekt, i og med at han blev fundet nøgen, de manglende læber og et Superman-kort, jeg lige har fundet. Han holdt en pause og skrev punkterne op på tavlen under — 22 —
billederne. Håndskriften var skæv og utydelig, men pointen var klar nok. – Jasper har et par ord om det sidste punkt. Vicepolitikommissær Jasper Taurup satte sig op på bordet, så han kunne se de øvrige i lokalet. Han var bleg og var blevet alt for tynd de seneste uger. Hans kæreste havde slået op med ham, havde han kort forklaret Trokic. Definitivt, brutalt, skånselsløst. Ikke at de to betjente ellers underholdt hinanden med den slags historier, men hvis hans kageelskede underordnede pludselig kiggede på et stykke wienerbrød som var det et ben med koldbrand, var en forklaring ikke for meget forlangt. – Familien, der boede i huset, har lige bekræftet, at de ikke kender noget til samlerkortet, sagde Jasper og viftede med det, så alle kunne se det. – Det er derfor en oplagt tanke, at det kan have tilhørt drabsmanden – skal vi ikke bare kalde ham Hvepsemanden? – og at han har tabt det. Jeg har undersøgt kortet, og det er et samlerkort fra filmen Superman vender tilbage. Det er ikke noget særligt værd, men hvis det er gerningsmandens, så har det måske affektionsværdi for ham. Det skal vi have fundet ud af. Var det noget for dig, Lisa? Politiassistent Lisa Kornelius nikkede. Trokic satsede på, at hun ville tage sig af offerets pc som sædvanlig, men der måtte være en lille godbid ved siden af. Hendes blonde hår dinglede frimodigt fra en tynd hestehale, og hun var iført en orange skjorte og et broget lilla tørklæde. Som altid et virvar af farver. Hun rejste sig op og tog kortet fra Jasper med en kvik bevægelse. – Den klarer jeg. Trokic tog over igen. – Så er der dødsårsagen. Den er hurtigt overstået. Vi er på udkig efter en syl, og vi skal have nogen ud og lede efter mulige våbentyper hos isenkræmmere og sportsforretnin— 23 —
ger. I kan finde dimensionerne i obduktionsrapporten. Det er en ordentlig satan. – Det kan vi godt klare, sagde Anne-Marie Korsager og gav et kast med hovedet i retningen af sin makker, Morten Lind. Hun så træt ud og havde flere gange kvalt et gab. Af de tilstedeværende personer var hun den, han havde det sværest med. Hun ville konstant diskutere politik og bragte folks pis i kog med sine idiosynkrasier. Tilmed havde han mere end én gang måttet give hende en reprimande for at tilsvine én under en afhøring. Den slags kom man efter Trokics erfaring ikke langt med. – Super, sagde han. – Så er der huset. Som I nok ved, så har vi ikke haft held med at finde nogen, der har observeret noget usædvanligt. Men der kan komme nye henvendelser per telefon. – Altså, dem vi har fået indtil nu, har ikke været en fucking skid bevendt, sagde en politiassistent, der hed Folle. Han var ganske ung og havde kun været i afdelingen nogle få år. Trokic konstaterede med tilfredshed, at han netop havde ladet sin hanekam falde og nu var helt skaldet. – Vi håber stadig, nogen melder sig med noget nyt i sagen. Det er desuden overvejende sandsynligt, fortsatte Trokic, at offeret er blevet dræbt et andet sted og ikke i huset. Så han må have pådraget sig samtlige kvæstelser dér, hvor det end er. – Sikkert et isoleret sted, indførte Jasper Taurup. – Det må have larmet pænt. Trokic nikkede. – Det er i hvert fald temmelig svært at forestille sig, at det kan være foregået i en lejlighed her i midtbyen, og det er dem, vi har flest af. Liget skulle jo også kunne transporteres væk i ubemærkethed. Men vi kan selvfølgelig ikke udelukke det. Så er der det seksuelle perspektiv. Lisa, du skal tage et kig på offerets pc. Hold øje med, om han har haft kontakt med ukendte personer. Det har vi jo set før. — 24 —
– Vi har altså først fået computeren ind her i eftermiddag, chef, sagde Lisa Kornelius en anelse mut. Hun pillede en læbepomade op fra sine jeans og gav læberne en tur. – Men jeg går i gang med den inden længe. – Godt. Så er der de manglende læber. Nogen kloge input? – Måske vidste offeret noget om gerningsmanden? foreslog Anne-Marie. – Det er et godt bud, sagde Trokic. – Det har under alle omstændigheder en eller anden betydning, som vi ikke umiddelbart kan gennemskue. Ja, og til sidst er der så hvepsene. Vi skal have fundet ud af, hvad de betyder, og der er blevet sendt et notat rundt i huset. Men i og med at det er weekend, har vi ikke fået nogen bud på det spor. Lige nu kan vi bruge det til at sortere alle de nutcases fra, der ringer ind. Så det må ikke komme ud i pressen, er det forstået? De nikkede samstemmigt. – Godt. Så hæver vi mødet. Da de øvrige var gået, trak Trokic Jasper til side og spurgte: – Hvad ved vi om forældrene? Jasper kløede sig på halsen og gravede så en pakke tyggegummi frem fra en lomme. Uden for vinduerne sang en fulderik, og han sparkede tilsyneladende til en flaske. De kunne høre den knuses mod asfalten. – De er sidst i trediverne og bor i en andelslejlighed i Sjællandsgade. Henrik Birk ejer et fitnesscenter sammen med en kammerat og arbejder på forskellige tidspunkter. – En muskeltype? – Jep, sagde Jasper. – Han er tidligere professionel bodybuilder – nu er han instruktør, men vi snakker stadig fucking Schwarzenegger-størrelse. Jeg var sgu lige ved at kalde ham Terminator. Hasta la vista, talk to the hand og hele svineriet. Men han arbejdede til klokken toogtyve i torsdags. Det er bekræftet. — 25 —
– Og moren? – Dorthe Birk. Hun er deltidssælger for et undertøjsmærke, noget hanky-panky stuff, og resten af tiden arbejder hun som danselærer i fitnesscenteret. Torsdag eftermiddag var hun hos en kunde i Holstebro. Også bekræftet. – Men teknisk set – med noget samarbejde, så kunne de måske godt have dræbt ham? – Ja, men det er lidt urealistisk. Der er intet motiv, og han var jo halvvoksen. Det tror jeg simpelthen ikke på. – Så de har begge en karriere i at holde kroppen i god form, kunne man sige. – Ja. Vi bliver sgu nok ikke budt kage. – Vi tager en snak med dem i morgen formiddag. Jeg vil lige tjekke dem ud selv. Hvad med deres fitnesscenter? Jeg kan forstå, der har været en flok i gang med at forhøre sig derude? – Ja, men de har to hundrede medlemmer, så det tager lidt tid. En lettere febrilsk og nattetræt kontorassistent dukkede op i døren med strittende rottehaler og et pandebånd med en gul blomst. – Undskyld, jeg forstyrrer, men vi har lige fået en melding fra psykiatrisk hospital, som jeg tænkte, I gerne vil have. – Ja? sagde de i kor. – Der er en undsluppen patient fra den lukkede afdeling her til aften. En patient, der kun havde været der siden i går, og som har opført sig yderst mærkværdigt. – Hvordan det? spurgte Jasper. – Det er vel for fanden meget normalt at opføre sig som en gal derude. Kontorassistenten trak en smule på smilebåndet. – Hun sagde, han var besat af hvepse. Det er da sært, ikke? – Så han var faktisk ude, da Mads Birk blev slået ihjel, og er så kommet ind bagefter? spurgte Trokic. – Ja, det sagde de. Trokic mødte Jaspers blik over bordet, og et øjeblik dir— 26 —
rede luften af alt det usagte mellem dem. Hvepse. Det var en noget speciel psykose. – Giv besked til hele stationen, sagde Trokic. – Ham skal vi have fat i.