Jeg kan se i mørke

JOBNAME: 1. KORREKTUR PAGE: 3 SESS: 4 OUTPUT: Mon Jan 23 06:51:50 2012 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1810_Jeg_kan_se_i_moerke_135x215/Materie

Karin Fossum

JEG KAN SE I MØRKE Kriminalroman

På dansk ved Poul Bratbjerg Hansen

Gyldendal

www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal

JOBNAME: 1. KORREKTUR PAGE: 5 SESS: 4 OUTPUT: Mon Jan 23 06:51:50 2012 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1810_Jeg_kan_se_i_moerke_135x215/Materie

1

Der er ikke noget bedårende ved hende, og hun har ingen kontrol. Ikke over øjnene, de flakker, ruller bagover i hovedet, så man kun kan se den hvide, geléagtige hinde. Ikke over kroppen, den lever sit eget liv. Huden er trukket stramt over leddene, de synlige blodårer gør hende grønligt bleg, og hun er tynd som en pind. Børn skal ikke se sådan ud. Børn skal være buttede, rosa og varme, bløde som gummi og fulde af tindrende liv. Jeg går ud fra, at der er tale om en skade, som er sket under fødslen.

Hun er velsagtens otte-ni år, og hun sidder i kørestol.

Moderen kalder hende Miranda, et krukket navn, ja, det synes jeg nu engang. Hendes hår er skinnende lyst, det er tyndt og samlet i en knold oven på hovedet. Hænderne farer hvileløst omkring, hvide, klolignende hænder, der ikke kan udrette noget. Man skulle tro, at hun var koblet til et strømførende apparat.

At nogen slog kontakten til og fra og sendte stød gennem den spinkle krop. Jeg bliver utrolig nervøs af at betragte lille Miranda. Udmattet af al den uro, de konstante kramper, det er, så man har lyst til at skrige. Hvis det nu var sådan, at hun virkelig blev drevet af elektricitet, så ville jeg have hevet stikket ud. For jeg ville gerne have set den spjættende krop falde til ro.

Miranda kan ikke tale. Det er kun lyde og uforståelige udbrud, jeg kan ikke tyde ét eneste ord, selvom jeg har stor erfaring med alle mulige slags hjælpeløshed. I mere end elleve år har jeg arbejdet på et plejehjem.

Jeg ser ofte Miranda, for de kommer her i parken ved Mester hver evige eneste dag. Akkurat ligesom mig følger de en time-

5 www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal

JOBNAME: 1. KORREKTUR PAGE: 6 SESS: 4 OUTPUT: Mon Jan 23 06:51:50 2012 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1810_Jeg_kan_se_i_moerke_135x215/Materie

plan, noget, der ligger fast, et spor, der føles trygt. Den unge mor tager sig af det lille væsen, hun har jo ikke noget valg. Et hedt øjeblik med en mand er blevet en byrde for livet. Når der kommer andre i parken, kaster hun et hurtigt blik på dem, men uden at have nogen forventning om, at der skal ske noget. Hvilken type mand ville finde på at nærme sig disse to, frivilligt gå ind i alt det besværlige, barnet, som altid er der, som ustandselig fægter med armene og skriger hele døgnet rundt?

Bære rundt på barnet.

Køre barnet omkring.

Aldrig se hende løbe hen over gulvet.

Jeg kommer i parken på alle tidspunkter af døgnet, for jeg har skiftende arbejdstider og har ofte fri, når andre er på arbejde. Jeg er kommet her igennem lang tid, og jeg har lagt mærke til alle de andre, der også godt kan lide at sidde på en bænk og beundre springvandet med det rislende vand. Lyden af vandet har en forunderlig smertestillende virkning. For os, der lever med smerter. Jeg sover ikke ret meget, og nætterne er lange og plagsomme. Jeg forsøger at holde mig selv på plads i virkeligheden, og jeg tror ikke, at folk bemærker noget påfaldende ved min person, hverken her i parken eller på Løkka Plejehjem, hvor jeg arbejder. Jeg optræder roligt og venligt, og jeg gør, som jeg får besked på, jeg efterligner bare alle de andre, der lever inden for normaliteten, det er pærelet. Jeg taler som dem, ler som dem, disker op med en sjov historie. Men med alle de skrøbelige gamle mennesker mellem hænderne går det ofte galt. Især når det gælder dem, der ikke har nogen stemme eller kræfter til at klage.

Jeg vil ikke leve, tænker de måske, jeg vil ikke dø. Hvor bliver livet dog umuligt, når det nærmer sig afslutningen. Man

6 www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal

JOBNAME: 1. KORREKTUR PAGE: 7 SESS: 4 OUTPUT: Mon Jan 23 06:51:50 2012 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1810_Jeg_kan_se_i_moerke_135x215/Materie

ligger bare der og famler med hænderne på en dyne, uden syn, uden hørelse og uden stemme. Uden lyst til resten af livet og fuld af frygt for døden.

Jeg kan godt lide at sidde i parken og betragte folk. De virker så sårbare, når de sidder i solskinnet på de grønne bænke med blikket fæstet på det flotte springvand. Tre delfiner med hver sin stråle ud af munden. Parken er lille og smuk og på en måde temmelig intim, men bænkene er hårde, og armlænene er af støbejern. Jeg kan næsten blive misundelig på Miranda, der sidder i kørestolen med en pude i ryggen. Og om aftenen, når det bliver køligt, med en plaid over benene. Moderen kæderyger.

Smider filteret fra sig på jorden og tænder straks en ny, suger kraftigt ind, så kinderne bliver hule. Også hun er lænket til denne stol med store hjul. Men der er vel noget imellem dem alligevel, tænker jeg og betragter dem i smug. Et spinkelt bånd, fordi det er nødvendigt, fordi de er nødt til at udfylde disse roller, lege denne leg, mor og barn.

Nogle gange, når jeg kommer i parken, er den mennesketom, men jeg synes godt om at sidde alene på den grønne bænk.

Så er parken mit eget lille rige, og jeg har den fulde kontrol. Det er mig, der står bag det hele. Jeg får vandet til at risle, jeg får blomsterne til at springe ud, og hvis jeg vil, får jeg også fuglene til at synge. Jeg fører en mild brise gennem løvet, jeg jager skyerne hen over himlen, og hvis jeg er i godt humør, pynter jeg med en sommerfugl eller en lodden humlebi.

Jeg tænker meget på Mirandas mor. Det hænder, at hun strejfer mig med blikket, indtrængende, som en tigger.

Tag mig væk fra alt det besværlige, siger øjnene.

Jeg vil have et andet liv.

Og det vil vi vel alle.

7 www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal

JOBNAME: 1. KORREKTUR PAGE: 8 SESS: 4 OUTPUT: Mon Jan 23 06:51:50 2012 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1810_Jeg_kan_se_i_moerke_135x215/Materie

2

I parken, lige når man kommer ind ad en smal, flisebelagt sti, står der en smuk skulptur. »Kvinde der græder«.

Jeg har ikke været overalt i verden, men jeg har aldrig set noget lignende, noget så smukt og gribende som netop denne skulptur. Har aldrig set nogen græde ligesom hende. Hun er sunket i knæ, hun har fuldstændig overgivet sig, er så tynget af sorg og smerte. Hænderne skjuler ansigtet, det lange hår er faldet frem, skuldrene er trukket op i håbløs fortvivlelse. Det er opløftende, at der findes en kunstner, som har taget fat i den smerte, vi alle føler. Sorgen over selve livet, pinen ved at være til, udholde alle sekunder og minutter, udholde de andres blikke. Der er jo rigeligt med andre glimrende skulpturer. Smukke kvinder med udstrakte arme, atletiske mænd, buttede børn, der smiler.

Nej, giv mig en kvinde, der græder.

Giv mig sandheden om menneskene og livet.

Hun er støbt i gulbrun bronze med en smuk glød. Når solen bager ned gennem løvværket, bliver hun gylden og gloende varm. Om vinteren er hendes krop kold som is, de runde skuldre og den smalle ryg, hvor hvirvlerne ligger som marmorkugler under huden. Når ingen ser mig, står jeg og mærker på den slanke krop, de lange lægge, de tynde ankler.

Men mine tanker vender alligevel tilbage til Miranda.

Hun skal have hjælp til alting hele tiden, det tænker jeg tit på, hjælp fra morgen til aften, hver eneste time både dag og nat.

Hjælp, når hun bliver tredive og fyrre. På et eller andet tids-

8 www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal

JOBNAME: 1. KORREKTUR PAGE: 9 SESS: 4 OUTPUT: Mon Jan 23 06:51:50 2012 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1810_Jeg_kan_se_i_moerke_135x215/Materie

punkt falder moderen fra, og hvem skal så passe hende? Den slags hjælpeløse skæbner havner på plejehjemmet, hvor jeg arbejder, de kommer til Løkka. Der bliver de overladt til mig og mine luner, mine indfald og anfald og udfald. Der bor en ondskabsfuld lille satan i mit indre, som af og til stikker hovedet frem, det er ikke til at undgå, for det sker, at fristelsen bliver for stor. Det havde jeg ikke troet om Riktor, ville folk sige i al deres uvidenhed, hvis de vidste, hvordan det forholdt sig, og hvad jeg er i stand til. Selv ser jeg lige lukt igennem folk, jeg ser det, der gemmer sig i det inderste, dunkle rum. Og når det drejer sig om ondskab, tror jeg hvad som helst om alle.

9 www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal

JOBNAME: 1. KORREKTUR PAGE: 10 SESS: 4 OUTPUT: Mon Jan 23 06:51:50 2012 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1810_Jeg_kan_se_i_moerke_135x215/Materie

3

Søster Anna Otterlei er en undtagelse.

Patienternes ve og vel er meget mere end et arbejde, det er selve hendes livsopgave, sådan virker det i hvert fald, hun er simpelthen utrættelig. Hun er kærlig, opofrende og tålmodig, hun passer og plejer, hun trøster og lindrer. Er til stadighed inde på værelserne, sidder på en stol ved sengen, taler lavmælt og fortroligt, stryger dem over kinden med en varm hånd. Finder ud af, hvad de har behov for, og hvad de drømmer om, deler sorgen med dem, over livet, der snart er forbi. Deler angsten for døden med dem, det sidste, langsomme fald ned i mørket. Selv orker jeg ikke at være sådan. Rækker man hånden frem, får man gråd og fortvivlelse tilbage, det er nogle døre, jeg ikke orker at åbne, og jeg har nok at gøre, som det er. Har nok at gøre med mit eget hamrende hjerte, har nok at gøre med, at der hviskes i krogene, de onde tunger, som måske ved, hvem jeg egentlig er.

Nogle gange, om natten, kommer en lastbil kørende ind i mit soveværelse, den buldrer ind gennem døren og standser ved siden af sengen. Dieselmotoren står og larmer lige til om morgenen. Jeg er helt smadret, når jeg endelig sætter fødderne i gulvet. På den anden side. Stilheden skræmmer mig mere, for jeg har levet hele livet i denne støj, med stemmerne og larmen.

Men altså, søster Anna, min engel. Hun er god, men hun er også skarp, som en kage med sød glasur gemmer hun et bittert lille bær inde i midten. Hun er den, jeg tager mig mest i agt for.

De andre på afdelingen er ikke smarte nok til at gennemskue

10 www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal

JOBNAME: 1. KORREKTUR PAGE: 11 SESS: 4 OUTPUT: Mon Jan 23 06:51:50 2012 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1810_Jeg_kan_se_i_moerke_135x215/Materie

mig, har ikke den skarpsindighed, der skal til for at løse de menneskelige gåder. Og jeg er en menneskelig gåde.

Hvem der havde en kvinde! En kvinde som søster Anna, med hendes skønhed og hendes klogskab, hendes ukuelige vilje til at være god. Hun er blond og barmfager og smuk, med en høj, hvælvet pande og runde kinder som hos et lille, velnæret barn.

Læber, der er røde som kirsebær, en hals som en svane, et blik, der ligesom ser ovenfra og ned og med et lille glimt. Hun er på alder med mig, i begyndelsen af fyrrerne. Og selvom hun ganske ofte ser til min side, så er det ikke med lyst eller længsel, jeg besidder ikke nogen af de fortræffeligheder, som kvinder drømmer om. Men jeg holder af at være i hendes nærhed, mærke lugten fra hende, og varmen, hun udstråler varme som en ovn.

Hun lyser som en sol. Hun vugger som et skib. Hun er virkelig en kvinde efter mit fordærvede hjerte.

Alle har kvaliteter, alle har et talent, alle har krav på respekt for at være den, de nu er. Sådan kan vi mennesker godt lide at tænke. Men der findes rådne individer, og jeg er et sådant råddent individ, jeg kan lige så godt indrømme det, jeg kan i nogle situationer være forfærdelig og det i en grad, der gør mig kulret.

Men det er ikke besværligt for mig at efterligne andre, efterligne høflighed og venlighed og godhed. Det, der er svært, er at holde de onde impulser tilbage. Ofte tænker jeg på det, der kan ske, hvis jeg for alvor mister kontrollen, og det sker fra tid til anden.

Men altså, søster Anna, lille smukke Anna, hun er selve englen i fortællingen om menneskene. Nogle gange, når hun kommer gående hen ad gangen, bliver jeg kraftesløs og blød i knæene. Men glæden ved at kysse søster Anna på den kirsebærrøde mund vil aldrig overgå mig. Jeg ved for meget om kærlighedens marked.

11 www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal

JOBNAME: 1. KORREKTUR PAGE: 12 SESS: 4 OUTPUT: Mon Jan 23 06:51:50 2012 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1810_Jeg_kan_se_i_moerke_135x215/Materie

4

Jeg bor i Jordahl uden for byen, jeg har et lille rødt hus en halv times gang fra parken ved Mester. Det er opført i 1952 med den nøjsomhed, der herskede efter krigen, spartansk, enkelt og praktisk. Stue og køkken, soveværelse og bad, det er det hele. To gamle støbejernsovne, der buldrer om vinteren, en stor, overdækket veranda, hvor jeg kan sidde og iagttage dem, der går forbi. Det er let at holde i orden, med solide møbler uden pynt eller fjas. Bag huset ligger skoven med en blanding af gran og birk. Foran huset var der tidligere en pæn græsplæne, men den er helt tilgroet nu. Nogle gange i løbet af sommeren løber jeg over den med en le, og jeg kan godt lide at være manden med leen, så er jeg i mit es.

Det tager mig fyrre minutter at gå ud til plejehjemmet på Løkka. Og jeg går i al slags vejr, selvom bussen standser nede ved porten. Der er noget ved det at gå, det samler tankerne, får dem ind i fornuftige baner. Mit hus ligger på en bakke, vestvendt i terrænet, om aftenen skinner solen gennem stuevinduet som en stor, glødende kugle. Den hænger der et lille stykke tid, indtil rummene dirrer af varme, hvorpå den synker ned bag skoven.

Langsomt bliver alting blåt.

Alle buske og træer og åsene længere borte.

Det er på det tidspunkt, at det begynder at krible i mit hoved.

Milliarder af små kryb myldrer rundt i hjernen, graver gange og afbryder livsvigtige forbindelser, som jeg skal bruge for at tænke, ræsonnere og planlægge. Gode gerninger eller onde, det er forskelligt, jeg har gang i mange ting. Jeg plejer at gå hen til vin-

12 www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal

JOBNAME: 1. KORREKTUR PAGE: 13 SESS: 4 OUTPUT: Mon Jan 23 06:51:50 2012 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1810_Jeg_kan_se_i_moerke_135x215/Materie

duet, så står jeg der og kigger, mens jeg venter på, at der skal blive stille. Og nogle gange bliver der virkelig stille. Som når nogen afbryder en strøm af ord. Så synes jeg, at stilheden er foruroligende, og skynder mig at tænde for radioen eller fjernsynet for at høre stemmer. En gang imellem, når jeg er ude blandt folk, er jeg på nippet til at gå i panik helt uden grund. Jeg lægger ansigtet i venlige folder, så ingen skal se, hvordan det i virkeligheden forholder sig, at jeg lever i et kaos.

Jeg har aldrig sagt noget om det til en læge. Selvom vi har en læge på afdelingen, og jeg kunne have betroet mig til ham, for vi er jo kolleger. Hør engang, ville jeg sige til dr. Fischer. Det kribler inde i mit hoved, når solen går ned. Som tusind myrer, som en vrimmel af kravlende insekter. Nogen hvisker i krogene af mit soveværelse, og en lastbil parkerer ved siden af sengen.

Den går i tomgang hele natten, og jeg kan næsten ikke trække vejret i dieselstanken. Men man fortæller ikke bare den slags uden videre. Selvom han er læge, så tænker han sit, og jeg vil ikke bringe mig selv i forlegenhed.

13 www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal