Kayo - historien om en helt af Poul Erik Sørensen

Poul Erik Sørensen i samarbejde med Martin Darling Simonsen

KAYO Strømerens bedste ven

Lindhardt og Ringhof

K a p i t el 1

Novembernat Vinter 2002 Jeg slår øjnene op og kigger ud i mørket et par sekunder, inden jeg er helt klar over, hvor jeg er. Stadig halvt i søvne når jeg at undre mig over, hvad der har vækket mig. Så hører jeg lyden igen og husker med det samme, hvorfor jeg ligger på en madras i kælderen i stedet for ved siden af Joan oppe i vores soveværelse.

Den lavmælte piben i små insisterende stød trænger nok en gang ind i mit venstre øre efterfulgt af en knirkende metallisk skraben. Jeg stikker hånden i retning af de små klynk og mærker en varm tunge på min håndryg.

Det er den 7. november 2002. På armbåndsuret afslører de selvlysende visere, at klokken kun er lidt over fem. Det er mindre end 24 timer siden, jeg smækkede bildøren til min grå Alfa 156 lidt uden for Greve og satte kursen vestpå. Meteorologerne havde advaret om glatte pletter og bedt bilisterne være opmærksomme ude på vejene. Alligevel kunne jeg under køreturen ikke lade være med indimellem at fjerne øjnene fra asfalten et par sekunder ad gangen og kaste et blik om på bagsædet til min passager, der lå rullet ind i et gammelt, mørkegrønt tæppe og kiggede nysgerrigt tilbage på mig, indtil vi nåede forbi Slagelse. Så faldt han i søvn.

Lige nu er han spilvågen. Jeg rejser mig fra madrassen og finder famlende frem til kontakten på væggen. Hverken minusgraderne eller mørket har sluppet sit tag i den meget tidlige morgen udenfor, men den kraftige loftslampe fylder hvert hjørne af kælderrummet med lys og får den lille hund i hvalpeburet på gulvet til at sænke hovedet en smule og knibe øjnene sammen. Han sidder stille et kort øjeblik, men rejser sig så igen med forbenene op ad gitteret. Han vil ud.

17

Jeg tager bukser, sko og en tyk jakke på, før jeg åbner døren til haven. Så stikker jeg hånden ind i buret efter den lille fyr og sætter ham på gulvet et par skridt fra dørtrinnet. Hvalpen lader sig kort stoppe af kulden i døråbningen, inden han vralter et par meter ud i mørket og skiller sig af med en lille portion urin. »Dygtig lille hund,« roser jeg den mørke uldtot, der nu står bomstille og spejder ud i mørket på sin nye verden og ser ud til at glemme frosten et øjeblik.

Jeg stikker hænderne i jakkens varme lommer og spekulerer på, om han står og savner sin mor og den søskendeflok, vi efterlod i Greve dagen før. En dejlig rolig tæve med seks fine hvalpe, som hun sagtens kunne være bekendt og velvilligt lod mig komme helt tæt på alle de gange, jeg besøgte kuldet, inden jeg besluttede mig for, hvem af dem der skulle med mig hjem.

Jeg havde bemærket ham allerede under et af mine første besøg i kennelen. Han lå i en mørkebrun lædersofa, som han med stor ihærdighed splittede fuldstændig ad ved at bide alle propperne af betrækket, og han så ud til at være rigtig godt tilfreds med sin indsats, selv om han flere gange fik besked på at afblæse sit projekt. Jeg havde fået lov til at være førstevælger på kuldet, og at dømme ud fra forældrene til hvalpene indeholdt de alle sammen materiale til at blive supergode politihunde. Men den lille terrorist i lædersofaen var alligevel endt med at skille sig ud. »Det ser ud til, at han har en højere smertetærskel end de andre,« sagde kennelejeren Karsten til mig, efter de små kravl var blevet vaccineret.

Da nålen trængte gennem den tynde pels, skulle de alle sammen lige af med deres lille schæferpiv. Hver og en undtagen ham, som nu står i min have med snuden mod vindretningen og forsøger at opsnappe de mange nye lugte i frostvejret. Han sagde ikke et kvæk og hverken klynkede eller skreg, da dyrlægen tømte sprøjten i hans få uger gamle krop. »Så vi har luret på, at han nok er noget for dig,« fortsatte Karsten.

Han vidste, hvad jeg ville have. Alle vi hundeførere har hver især en idé om vores drømmehund, og alle politihunde er forskellige. De har hver deres særlige karaktertræk, og vi sætter ikke altid de samme egenskaber i højsædet. For mig har mod altid været det, jeg værdsæt18

ter allermest hos en hund. Den dag lokummet brænder, skal jeg være sikker på, at min hund ikke stikker af. For mig er det vigtigere, end at den kan finde nålen i høstakken. At den vil passe på mig den dag, det gælder, i stedet for at klynke. Karsten vidste, at jeg var på jagt efter en robust hund.

Det lille kræ tisser et par dråber mere og hopper så over mine skosnuder og videre tilbage i varmen. Jeg følger lige efter ham og lukker kælderdøren bag os. Lige nu skal der en del fantasi til at forestille sig, at han en dag kaster sig over fuldvoksne Hells Angels-rockere, får kåde kriminelle til at droppe alle tanker om flugt og finder genstande ikke større end en tokrone på et gerningssted.

Men det er derfor, han er her, og den dag han ikke lever op til kravene, kan jeg ikke bruge ham længere. Det er derfor, jeg står op og lukker ham ud, mens resten af familien sover, og det er derfor, jeg nu lægger mig på madrassen for at sove en time mere ved siden af ham i stedet for at liste op ad trappen og krybe ned under dynen til min kone. Der skal nødig allerede nu sættes spor i hunden, som kan mindske chancerne for, at den klarer ‘cuttet’ ved de mange test og prøver, der de kommende år skal afgøre, om han har, hvad der skal til, eller om han skal sies fra og friste en tilværelse som familiehund i et andet hjem end vores.

Han er selv hoppet tilbage i sit hvalpebur, og jeg lægger mig ned, så han igen kan mærke, at jeg er tæt på, og at han ikke er alene. Han er fra den ene dag til den anden blevet fjernet fra både sin mor og sine søskende, og nu er det vigtigt, at han ikke kommer til at føle sig utryg og alene. Det kan i værste fald betyde, at han vokser op og bliver en lidt sky og reserveret hund, som vi ikke kan bruge i politiet. Vores hunde skal være nysgerrige og kontaktsøgende, og min hund skal i særdeleshed ikke blive bange for noget som helst, og derfor ligger jeg ved siden af ham, så jeg kan stikke en hånd over til ham, eller mumle beroligende ord ind gennem hvalpeburets tremmer, hvis uroen pludselig kaster sig over ham i de nye omgivelser. Han skal ikke have nogen voldsomme oplevelser. Ikke endnu. »Godnat. Sov så,« siger jeg lavmælt og kan allerede høre det korte hvislende åndedræt, der fortæller, at han sover, inden jeg selv har fået trukket dynen godt op under hagen igen.

19

Det er tredje gang, vi er oppe i løbet af natten, og selv om jeg er dødtræt, kan jeg ikke falde i søvn igen. Måske fordi jeg ved, der er så kort tid, til hele huset vågner, eller måske fordi jeg formoder, at han nok vækker mig igen, så snart jeg får lukket øjnene. Hold kæft for et arbejde det bliver. Jeg mærker et lille smil på mine læber og tænker, at de lovbrydere, hundepatruljen bringer ind på politigården, sikkert ville grine højt, hvis de kunne se mig nu med min lillebitte hund, som knap nok kan gøre en flue fortræd.

Jeg sender et halvmisundeligt blik i retning af hvalpen, som ikke har de fjerneste problemer med at sove. Han er også i god træning på det område, for en hvalp i den alder sover gennemsnitligt 20 timer i døgnet. Det har jeg læst i en af de mange bøger og foldere om hundehvalpe, jeg har pløjet mig igennem, inden jeg kørte den allersidste tur til Greve i går.

I ti år har jeg været hundefører, men jeg har aldrig haft en hvalp før. Da jeg i sin tid sluttede mig til hundeafdelingen, var politihunde noget, vi kørte ud og hentede, når folk ikke gad have hund mere.

Det var tit skilsmissehunde, som blev tilovers, når kærligheden gik i stykker. Så fik vi en voksen hund med alle de konflikter, der hænger ved sådan en. Efter et halvt års træning var den så som regel klar til at tage med på patrulje.

Midt i 1990’erne blev der så givet tilladelse til, at vi kan træne hundene, helt fra de er små hvalpe. Det er en noget dyrere fremgangsmåde end at lade kuldsejlede ægteskaber forsyne korpset med firbenede medarbejdere, fordi der skal bruges lang tid på hvalpene i en periode, hvor de ikke kan arbejde.

Det skal kunne betale sig i den anden ende, fordi der skal komme bedre politihunde ud af det. Og derfor er hunden, som nu sover tungt ved siden af mig, den allerførste hvalp, jeg skal gøre til en kampdygtig politihund med knivskarp næse for at finde både gerningsmænd, bevismateriale og forsvundne personer. Men vigtigst af alt skal han kunne »tage fra«, når det gælder. Banditterne skal kunne mærke det, hvis de forsøger at løbe om hjørner med os.

Det er også derfor, jeg er godt tilfreds med det navn, som Joan og jeg har fundet på til ham. Mest Joan. Måske blev hun træt af at se på, hvordan jeg ikke kunne koncentrere mig om og tænke på ret meget 20

andet, fordi jeg gik og grublede for at finde på et godt navn. Kennelen havde døbt ham Hajens Knor, men det skulle min nye tjenestehund under ingen omstændigheder hedde.

Hajens Knor. Både kolleger og forbrydere ville sikkert brække sig af grin, hvis jeg stod og råbte på Hajens Knor midt under en politiforretning. Vi skulle finde på noget nyt, og eftersom han var fra et K-kuld, skulle det starte med K. Jeg gik samtlige leksikon, opslagsværker og ordbøger i vores bogreol igennem. Uden held. »Hvad med Kayo,« siger Joan en dag, jeg nok en gang har råbt forskellige navne ud i den blå luft for at se, hvordan de fungerede. »Kayo,« siger jeg undrende og kigger på hende. »Ja, Kayo,« gentager hun, og de kommende dage kan naboer og andet godtfolk se forbløffede til, mens jeg går rundt på stier og veje og råber det nye navn for at prøve det af, uden at der er nogen hund at kalde til sig.

Senere slår jeg ordet op og finder ud af, at det er amerikansk bokseslang for en ordentlig kæberasler, og det passer mig fint, selv om Joan ikke anede noget om den oversættelse. »Jo, Kayo, de skal sgu kunne mærke, når du har været der,« siger jeg ud i mørket og mærker endelig søvnen snige sig ind på mig. Hvis jeg er heldig, kan jeg lige nå at få tre kvarter på øjet, inden vækkeuret ringer. »Godmorgen,« siger Joan, da jeg næste morgen kommer ud i køkkenet med Kayo på armen og sætter ham på det tæppe tæt ved døren til spisestuen, vi har gjort klar til ham.

Han er legesyg, og selv om tænderne kun er otte uger gamle, er de sylespidse, og de første små mærker efter dem er begyndt at danne det mønster på min hånd, som sidder på hænderne af de fleste af de hundeførere i afdelingen, der har fået hvalp. Mine børn, som også må bære ham op og ned ad trapperne til kælderen, som han endnu ikke selv magter at forcere, har også allerede mærker fra det lille gebis på fingrene, som hvalpen lystigt prøver af ved enhver lejlighed. »Har han fundet ud af, at det er dig, der bestemmer,« spørger Joan mig og sætter sig på hug for at give Kayo et lille klap på hovedet.

Jeg smiler tilbage, trækker på skuldrene og skænker mig en hårdt tiltrængt kop morgenkaffe. Kayo ser ud til at være veludhvilet og bider legesyg ud efter Joans fingre.

21

»Han har i hvert fald fundet ud af, hvordan han vækker mig,« siger jeg.

Joans spørgsmål er ikke kun ment som en spøg. Hun ved, at det ikke kun er for at gøre det lille nye familiemedlem trygt, at jeg de næste tre uger har tænkt mig at tilbringe nætterne i kælderen. Vi skal have styr på, hvem der styrer det her forhold. Mig eller hunden. Ellers kommer det hele til at forulykke, når vi engang skal arbejde sammen.

De kommende uger skal han lære, at det er mig, der er hans nye flokfører. Jeg skal være sammen med ham dag og nat. Være den sidste, han ser om aftenen, og den første, han møder om morgenen. Jeg skal give ham mad, lufte ham, lukke ham ud og rose ham, hver gang han gør noget rigtigt. Han skal ikke være i tvivl om, at det er mig og ham, der hører sammen nu.

Nede på sit tæppe forsøger han at gabe over en tennisbold, som stadig er alt for stor til hans små kæber. Det tager han sig ikke af, men angriber den flittigt fra alle vinkler. Jeg iagttager ham ud over kanten af koppen, mens jeg nipper af den varme kaffe. Der er gang i ham. Det kan jeg godt lide. Hans små hurtige bevægelser mangler stadig koordination, men han oser af energi. Jeg stiller koppen og sætter mig på hug foran ham og stjæler tennisbolden fra ham. Hans vågnende byttedrift sender ham omgående på jagt efter bolden, og jeg løfter ham op, mens jeg lader mig falde om på ryggen, så han kan stå på min mave, mens han snapper i retning af bolden i min højre hånd. Der er masser af krudt i ham.

Rigtig meget krudt af og til. En dag finder jeg ham midt i mit værksted, hvor han har tømt en æske med blå søm ud over hele gulvet og spist pappet, mens han den næste dag til hele familiens forbløffelse har forceret den træplade, jeg har sat op i døråbningen mellem køkkenet og stuen for at holde styr på ham. »Jeg synes, du sagde, du havde gjort hjemmet hvalpesikkert,« driller min yngste søn en dag, mens jeg endnu en gang står og besigtiger resultaterne af Kayos gale streger.

Alle i huset har dog svært ved for alvor at blive vred på den nye indflytter. Næsten uanset hvad han finder på, og hvor mange gange han kaster sig over sko og strømper i vild og blodig hvalpeleg. Joan og børnenes tolerance vokser nok mest ud af, at han er forfærdelig 22

nuttet at se på, når han kommer rendende på sine buttede ben med tungen slaskende ud mellem kæberne og de brune øjne spærret vidt op på jagt efter nye narrestreger. Når han står og kigger op på en med noget, der næsten kan ligne et bredt smil, er det svært at blive vred på ham. I øvrigt nytter det heller ikke noget at blive gal, når han endnu ikke ved, hvad der er rigtigt og forkert.

Desuden har jeg langsomt fundet ud af, at han kan meget andet end at ødelægge fodtøj og finde huller i min plan om et hvalpesikkert hus.

Der er noget særligt ved den lille hund, der forhåbentlig skal blive min følgesvend mange år fremover.

23

24

K a p i t el 2

Hundefører Sommer 1965 Det har aldrig ligget i kortene, at jeg skulle være hundefører. Da jeg voksede op i Vinderup mellem Skive og Struer, havde mine forældre godt nok en lille glathåret foxterrier. Sådan en rigtig lille hyggehund og absolut ikke en, jeg for alvor regnede for noget. Den var for lille.

Senere begyndte jeg at lufte vores genbos hunde og lege lidt med dem. Først var det en cockerspaniel, men da den blev erstattet af en golden retriever, begyndte det så småt at minde om en rigtig hund.

Det var spændende at komme travende gennem gaderne med den store langhårede fyr som følgesvend. Ellers tænkte jeg ikke nærmere over, hvorfor jeg år efter år blev ved med at banke på genboens dør, sætte linen på hundene og vandre af sted. Det føltes bare rigtigt.

Tanken om, at jeg en dag skulle komme til at trække rundt på en hund som en del af mit arbejde, strejfede mig ikke et sekund. Hverken dengang eller de kommende mange år. Til gengæld vidste jeg allerede som knægt, at jeg skulle være strømer.

Den idé satte allerede tidligt i mit liv begrænsninger for, hvad jeg kastede mig ud i af narrestreger i vores lille stationsby. »Skal du med på æblerov,« spurgte de andre drenge tit, når de nok en gang skulle på tyvetogt i haven hos den gamle mand lidt længere nede ad vores gade, hvor der stod en hel skov af bugnende frugttræer.

Jeg rystede på hovedet. Det skulle jeg ikke. Jeg skulle ind til politiet og ville ikke have streger i nogen sort bog, hvis det kunne spolere de planer.

Når vi legede røvere og politi mellem Susbjergskovens høje grantræer bag byens mejeri, var det altid mig, der var sheriffen. Så kunne de andre være banditterne, der ikke slap godt fra at lave ballade. Sådan 25

har jeg altid haft det. Folk skal opføre sig ordentligt, og gør de ikke det, skal de ikke slippe af sted med det.

Den nogle gange lidt for veludviklede retfærdighedssans fik med jeg hjemmefra. Vi tre børn oplevede en kærlig, men meget kontant opdragelse, hvor ret ifølge min far skulle være ret. Løgn var det tætteste, man kom på en dødssynd. »Enhver kan komme til at jokke forkert. Men man skal ikke gøre den samme fejl mere end en gang, og I skal aldrig lyve om det,« formanede min far, så snart vi var gamle nok til at forstå det.

Da klokken ringede ud efter allersidste time på Vinderup Kommuneskole i kølvandet på de glade tressere, tog jeg en nysproglig studentereksamen i Holstebro, inden jeg kom i Livgarden og dernæst gjorde min entré hos militærpolitiet. Lidt arbejde som håndværker, så ind på politiskolen og videre ind hos Politiet på Frederiksberg, inden turen gik til Aarhus for at køre i reklamevogn. Sådan kalder vi de hvide patruljevogne. Fordi de kører rundt med firmaets navn skrevet på siderne med store sorte bogstaver.

Men det skulle kun være midlertidigt, holdt jeg fast i over for mig selv. Jeg er fra tiden, da Columbo trådte sine første skridt på landets tv-skærme og hele tiden lige kom i tanke om noget, han i sidste ende kunne bruge til at løse den store mordgåde. Jeg ville være opdager.

Ham, der samlede brikkerne ind, fik dem til at falde på plads og så selv de mindste detaljer i det færdige billede.

Jeg var målrettet. Kiggede konstant efter en åbning til det forjættede land, hvor opdagerne huserede. Kom jeg først indenfor, ville min lykke være gjort for evigt og altid. Det troede jeg i hvert fald. Jeg anede ikke, at jeg på det tidspunkt kun lige var gået i gang med at finde den hylde, der var den rigtige for mig. Og jeg anede slet ikke, at jeg skulle komme til at stoppe ved en række mellemstationer, som jeg knap nok kendte til. Jeg var kommet ind i korpset for at opklare forbrydelser og vidste ikke ret meget om, hvad der ellers foregik på stationen. Så kraftige var de skyklapper, jeg havde på, når jeg spejdede efter indgangen til mit drømmejob.

I begyndelsen af 1983 fik jeg chancen og fandt ud af, at ordet opdager slet ikke var en officiel titel. Det hed kriminalpolitiet. Alligevel var 26

jeg spændt som bare pokker. Min første sag som Østjyllands svar på Columbo startede da også meget lovende og lige så spændende, som jeg havde forestillet mig.

Offeret lå kvalt i et badekar, og teknikerne gik rundt og tog billeder og prøver. Akkurat som jeg havde set på film.

Hun var prostitueret og kom meget på byens eneste bar for den slags erhvervsdrivende. Tilsyneladende havde hendes kæreste slået hende ihjel, fordi han efterhånden var den eneste, som ikke fik lov til at røre ved varerne.

Min makker og jeg blev sat til at afhøre alle taxichauffører og buschauffører, der havde været i Aarhus den weekend. Vi skulle også tale med hele hendes bekendtskabskreds og familie i forsøget på at fastlægge hendes gøren og laden i timerne før drabet og måske finde nogle vidner. Da vi havde pløjet os igennem dem alle sammen, gik turen rundt til boligblokkene i den forstad, hvor hun havde boet, og hvor liget var blevet fundet. Op og ned og til højre og til venstre for at stemme dørklokker og tale med alle, der måske kunne ligge inde med en brik til puslespillet. »Nej, vi kendte hende ikke, men der kom nogle gange noget høj musik deroppefra, tror jeg nok.« »Det ved vi ikke noget om, men jeg kendte dem, der boede der før hende.« »Vi er lige flyttet ind i går, og vi har ikke set noget.« »Jamen så tak for hjælpen. Farvel.« Med os rundt havde vi nogle nye diktafoner til at optage alt, hvad der blev sagt, og da vi samtidig skulle holde nøje styr på, hvem vi havde talt med, begyndte jeg at miste motivationen. Alt det rutinemæssige, som man aldrig ser på film, var ved at trække luften ud af mig. Jeg savnede, at der skete noget. Det har altid mere været min stil at handle hurtigt og se hurtige resultater. I kriminalpolitiet lå belønningen langt ude i fremtiden – hvis den lå der − og det var ikke til at ane, om der ville komme noget ud af det, vi gik og puslede med. »Det gider jeg ikke, det her,« sagde jeg en aften ved middagsbordet derhjemme, efter jeg dagen igennem havde noteret navne i en uendelighed foran dørtrinnene i boligblokkene. Uden at have skrevet ret meget ned, som kunne hjælpe os i sagen.

27

Jeg har kæmpestor respekt for de politifolk, som kan det der med at trevle en sag op fra bunden og til sidst slå en klo i gerningsmanden.

Jeg har på nært hold set flere af de her knivskarpe kriminalmænd arbejde. I forbindelse med en intern undersøgelse er jeg endda blevet afhørt af en efterforsker med en fortid på Rejseholdet. Han kom rundt i alle hjørner med en fortræffelig strategi og spørgeteknik, og jeg nærer voldsom beundring for de politifolk, der bare kan det der. Men min tålmodighed rakte simpelthen ikke til det. Desuden var der noget andet, som stred mig inderligt imod ved jobbet som kriminalmand.

Første gang følelsen ramte mig, var jeg lige ved at springe i luften og vride armen om på fyren i stolen over for mig. »Hva’ så. Er du ik’ snart klar, så jeg kan komme ud herfra,« sagde han uden at kigge på mig.

Han hed Johnny Willer Jensen, men blev i de kriminelle miljøer kaldt Bobber. Da jeg i mit første − og sidste − efterår som kriminalbetjent en dag trådte ind på mit kontor for at afhøre ham i en tyverisag, sad han tilbagelænet med armene over kors, et bedrevidende smil på de sammenpressede læber, og sine store hvide tennissko oppe i en af stolene ved mit skrivebord. Hans advokat ved siden af sagde ikke noget, og selv skulle jeg synke en seks-syv gange for blot at nøjes med på en meget bestemt måde at bede ham tage fødderne ned på gulvet. »Så så, slap af,« sagde gutten, der stadig står i min erindring som den nok mest øretæveindbydende person, jeg har siddet over for.

Det var lige før, jeg eksploderede. Han burde være nede i arresthuset og ikke sidde her og spille smart. Det gik mig vanvittigt meget på at skulle sidde og snakke kammeratligt med de her dybt kriminelle typer for at få optrevlet en sag og belyst et hændelsesforløb.

Samtidig væmmedes jeg, når jeg så garvede kriminalfolk stå i kantinekøen for at købe kaffe og kage til slynglerne, de skulle over og afhøre. Det havde jeg ikke overbærenhed til og sværgede tidligt i min korte tid som efterforsker aldrig at servere noget som helst for banditterne. Heller ikke selv om det måske kunne hjælpe på deres samarbejdsvillighed.

Kommunikationen mellem mig og folk som Bobber kørte simpelthen galt, lige fra de første sætninger fløj gennem lokalet, og det var absolut ikke gavnligt for at få løst opgaven med at få drænet ham for 28

relevant information. Jeg måtte indse, at jeg havde afgørende mangler for at kunne blive en god Columbo og ville meget hellere ud og fange forbryderne på fersk gerning. Der, hvor de står med fingrene nede i kagedåsen – eller måske endda stadig med blod på dem. Hvor der ikke er den ringeste tvivl om, at vi har den rigtige mand. Jeg savnede noget action, så det passede mig fint, da der blev plads til mig hos uroerne.

Det var midt i firserne, og flere rockerbander var begyndt at opkræve beskyttelsespenge hos værtshuse og restauranter i det aarhusianske natteliv. Vi skulle sætte en stopper for de ulovlige metoder, og det kommende halvandet års tid stiftede jeg bekendtskab med nogle af de mest hårdkogte forbrydere i hele byen. Vi færdedes i de kriminelle miljøer dag og nat på næsten lige fod med banditterne for at holde rockere og andre hærdede lovovertrædere i så kort snor som overhovedet muligt. De skulle vide, at de knap nok kunne nyse, uden at vi var over dem. Samtidig skulle vi give restauratørerne tillid til, at de havde den største bande i ryggen, hvis de sagde fra over for rockerne.

Det krævede hår på brystet fra vores side. Vi havde at gøre med mennesker, som uden at blinke kunne finde på at smadre vores kranier og plante en motorcykelstøvle i skridtet på os bagefter. Det skete desværre også for flere kolleger.

Brødrene Ravneskov var to af de mest hensynsløse banditter. Den ældste af dem havde klappet adskillige politifolk ned, og en dag rygtedes det, at hans bror ville give min kollega Jes en tur med grovfilen.

Thor Ravneskov var typen, som ventede på sine modstandere midt på gaden med et oversavet jagtgevær. Men Jes havde ikke tænkt sig blot at lade truslen hænge over sit hoved. Derfor tog vi ned på værtshuset Karrusellen, hvor vi som regel kunne finde flere af vores modspillere.

Lokalet var den aften som sædvanlig larmende, og luften tyk af røg, da vi skridtede over mod det bord i hjørnet, hvor Thor sad og drak bajere.

Han lagde først mærke til os, da vi stod lige ved siden af ham. »Jeg har hørt på vandrørene, at du fan’me går og siger, at du vil krølle mine ører. Er det noget, vi skal have ordnet udenfor lige her og nu,« lænede Jes sig frem mod ham og sagde.

Thor kiggede med sammenknebne øjne op på Jes, der bestemt ikke 29

var smal over skuldrene. Så skulede han til os andre bagved og tog en lang slurk mere af sin øl.

Hans øjne gled et par gange fra Jes og rundt til os andre, som stod bag ved ham. Så slog han kort ud med armene. »Køl af. Køl nu bare af. Det er bare rygter. Der er ingen problemer med mig,« sagde han og forsøgte sig med et smil.

Men det passede ham helt sikkert ikke at skulle dukke nakken på sin egen hjemmebane.

Jeg lærte meget af mine kolleger i uropatruljen og fik styret min lyst med hensyn til at bide skeer med de hårdeste forbrydere. Der var ligesom nogle andre spilleregler, hvis vi skulle have bugt med de mest voldelige og hensynsløse typer.

I uroen arbejdede vi desuden i civil påklædning og havde derfor ikke den lille ekstra beskyttelse, som uniformen giver med sin indbyggede signalværdi. Smækkede de til os uroere, kunne de altid forsøge sig med en undskyldning om, at de ikke vidste, det var en strømer.

Også derfor var både jargon og metoder nødt til at være benhårde for at kunne styre slagets gang, og livsstilen blev svær at lægge fra sig i fritiden. Min lunte var kortere, og mit sprogbrug til tider ret firkantet over for mine nærmeste. Jeg var kanonglad for mit arbejde.

Men i krystalkuglen kunne jeg se, at min personlighed næppe ville kunne klare en lang karriere i enheden, som senere blev omdøbt til specialpatruljen. Det var godt at være blevet hærdet, men var jeg fortsat, havde det gjort mig for hård. Og hårdheden ville have sat sig så fast, at den ville være blevet umulig at lægge helt fra sig, når dagens arbejde var forbi. Det ønskede jeg ikke at udsætte hverken mig selv eller min familie for.

Jeg trængte til at prøve noget helt andet. I hvert fald for en tid. Først tog jeg til Nuuk som sommerassistance for at fylde huller ud for danske kolleger, der skulle hjem på ferie. Jeg fik omgående smag for livet i Grønland og endte med at tilbringe tre år deroppe. Ude i naturen var der ro. En ro, jeg trængte til efter tiden i uropatruljen. Så gjorde det ikke noget, at der som regel var fuld fart på i selve jobbet hos det grønlandske politi.

Ressourcerne var knappe. Derfor fungerede jeg både som ordens30

betjent, færdselspoliti, kriminalmand og pantefoged. Oveni skulle jeg møde i retten som offentlig anklager, selv om der først og fremmest blev talt grønlandsk. Kun i ny og næ blev jeg fodret med enkelte stikord på dansk. Alligevel fattede jeg sympati for visse elementer i den grønlandske retspleje. Det var mere sund fornuft end kold jura, der styrede sagernes udfald i det høje nord. En dag var en fisker nødt til i en kæmpe brandert at flytte sin båd, fordi den i høj sø lå og lavede hærværk på de andre fartøjer i havnen. Den oplagte straf var at fratage ham retten til overhovedet at bruge sin båd. Men så galt gik det ham ikke. »En fratagelse af retten til at føre båd vil koste den anklagede hans levevej. Det er min opfattelse, at han er en hæderlig mand, der som regel passer sit arbejde, og derfor skal han fortsat kunne sejle,« sagde retsformanden om den til tider stordrikkende bådejer, der slap med en bøde.

Andre gange blev straffen hårdere, end anklageren havde foreslået, hvis retsformanden syntes, forbrydelsen var særlig grov. Den praksis havde jeg ikke set derhjemme før.

I Nuuk boede vi i opgang med Lars, som for noget tid siden havde slået en mand ihjel, men nu var ved at finde fodfæste i samfundet igen.

Drabsmænd fik tit en forholdsvis kort straf og kom ofte ud at arbejde i for eksempel byggebranchen i stedet for at sidde bag lås og slå døgnet rundt. Så længe de bare tog deres antabus.

Spiritussen syntes i det hele taget at være en af de største forbrydere på den enorme ø. Det intense alkoholforbrug førte til nogle besynderlige efterforskninger, som meget tiere end i Danmark endte med, at gerningsmanden hurtigt vedkendte sig sin ugerning. »Hvis du siger, det var mig, så var det nok mig. Men jeg kan ikke huske det, for jeg var meget fuld,« lød den hyppige tilståelse.

Den kom blandt andet i en drabssag, hvor vi ret hurtigt stod med gerningsmanden, men mistede et slagkraftigt stykke bevismateriale, da hans mor låste sig ind i lejligheden, hvor mordet var begået, og vaskede drabsvåbnet op sammen med beskidte krus, tallerkener og kopper. Det ændrede dog i sidste ende ikke ved, at fyren blev dømt på baggrund af andre afgørende beviser samt hans egen tilståelse.

Den høje grad af selverkendelse blandt lovovertræderne stillede 31

selvfølgelig store krav til os politifolk. Vi skulle være helt sikre på, at vi trods tilståelse fra en gerningsmand med alvorlige tømmermænd og hukommelsestab havde fat i den rigtige synder.

Alkoholen gjorde også livet i den sparsomme grønlandske trafik farlig. Nytårsaften 1988 kørte en snescooter i høj fart ind i en ambulance. Jeg endte med at anholde ambulanceføreren for spritkørsel.

På en sjælden fridag kom jeg på sæljagt med en dansk elektriker nær Scoresbysund. Hans 12 hunde trak os af sted over det hvide grønlandske landskab, mens jeg sad på slæden og var dybt imponeret over deres utrolige robusthed og hårde arbejde. Endnu mere fascineret blev jeg, første gang jeg så et hundekobbel ligge udenfor i 50 graders kulde under så høj sne, at kun spidsen af deres ører var synlige.

Grønland var et forunderligt sted at være, men efter tre år kunne jeg ikke klare mere. Jeg elskede de åbne, barske vidder og jagtmarkerne næsten lige så meget, som mine grønlandske kolleger gjorde.

Det var ikke på grund af dem, jeg måtte væk, og det var heller ikke de spandevis af fjordtorsk, jeg på mine fisketure trak i land med gummiagn, eller rypejagterne højt oppe på fjeldet, jeg var blevet træt af.

Men den sociale elendighed krøb mørk og dyster længere og længere ind under huden på mig, og til sidst pakkede familien og jeg alt vores habengut og vendte hjem til Østjylland, hvor jeg igen rundede ordenspolitiet, inden jeg kom ud at køre motorcykel som færdselsbetjent.

Det var et fedt job at kunne køre rundt på en dyr motorcykel på statens regning. Det eneste, som irriterede mig lidt, var at skulle skrive bøder til hr. og fru Hansen, der var kommet til at hvile foden lidt for tungt på speederen eller overse en vigepligt. Det var ikke de banditter, jeg søgte ind i politiet for at få sat på plads. »Der er en stilling ledig i hundeafdelingen.« Jeg var allerede trukket i lædertøjet og klar til at komme ud på motorcyklen, da jeg stødte på Tage. Det var et stykke tid siden, vi havde haft tid til at få en sludder, men denne dag havde Tage gjort tegn til mig om at standse, da han så mig.

Jeg kendte Tage fra min tid i ordenspolitiet. Vi havde også sammen deltaget ved Politi-DM i atletik på 5- og 10-kilometerdistancen samt 32

halvmaraton. Nu var han havnet i hundeafdelingen, og det virkede, som om han stortrivedes. I mine ører rimede hundeafdelingen imidlertid ikke på trivsel. De gange, jeg havde kørt med i en af hundeførernes grønne Volvo stationcars, havde stanken fået mig til at gemme næsen i kravetøjet, holde vejret og krydse fingre for ikke at kaste op.

Den var forfærdelig. En gennemtrængende, sødlig, muggen hundelugt, som fik alt til at vende sig i mig efter bare et enkelt åndedrag.

Desuden var hundeførerne sjældent ordentlige i tøjet, men fyldt med lange hår på skjorten eller mudder på bukserne efter at have trasket rundt med en søgeline et sted på en pløjemark. Og så stank de ligesom deres biler langt væk af hund. Det gjorde Tage i øvrigt også. Men det var han tilsyneladende ligeglad med. »Der er blevet en stilling ledig nede hos os,« gentog han og skød underlæben lidt frem for at få en reaktion fra mig.

Jeg var overbevist om, at han jokede med mig. Jeg havde aldrig vist interesse for hundeafdelingen, og jeg tror også godt, han vidste, hvad mine næsebor mente om den sag. »Jamen så held og lykke med at få den besat,« sagde jeg muntert til ham og ventede på at få en kæk bemærkning retur.

Det fik jeg ikke. Tage blev ved med at se alvorlig ud og gned sig lidt på hagen, mens han kiggede på mig. »Ved du hvad. Jeg synes faktisk, du skulle søge den. Det mener jeg.

Du skulle tage og søge den, Poul Erik,« sagde Tage og pegede kort på mig uden at smile.

Jeg gloede lidt tilbage. Hvad var han ude på. Mig og hund. Det kunne han ikke mene. »Hvor har du dog fået den idé fra,« sagde jeg, men fik ikke rigtigt noget svar. »Jeg tror, du kunne have gode chancer for at få den. Det tror jeg altså. Så tænk da lige over det,« sagde han og daskede mig venligt på skulderen, da han gik videre ned mod parkeringskælderen.

Gode chancer. Hvad fablede han om. Der var af en eller anden grund altid mange ansøgere, når der viste sig en åbning til at blive hundefører. På trods af den forfærdelige stank var det et eftertragtet sted at arbejde. Der var nok at tage af, så hvorfor pokker skulle de vælge mig, hvis jeg søgte. Og hvorfor skulle jeg i det hele taget søge.

33

Siden afskeden med Grønland havde jeg ikke tænkt eller sagt ordet hund ret mange gange.

Jeg nåede igen at tænke, om Tage havde lavet gas med mig, inden jeg skød tanken fra mig og glemte alt om den ledige stilling, da jeg rullede motorcyklen ud i trafikken. På min patrulje stoppede jeg en bil med en fyr bag rattet, der var alt for ung til at køre bil. »Jamen jeg er altså 18. Jeg har bare ikke lige noget legitimation med.

Mit kørekort ligger derhjemme.« Den faldt jeg ikke for, og lidt senere var det en ung kvinde, som skulle af med alverdens undskyldninger, da alkometeret slog ud i den forkerte retning. Inden fyraften nåede jeg at regulere trafikken, mens der blev ryddet op efter et mindre færdselsuheld tæt på Handelshøjskolen, og uddele en håndfuld bøder for manglende sikkerhedssele og høj fart til bilister, der var på vej hjem for at spise aftensmad.

Da jeg stillede motorcyklen i kælderen under politigården, havde jeg ikke tænkt hund, siden jeg kickstartede motorcyklen. Men på vej fra arbejde grublede jeg over min korte samtale med Tage. Godt nok savnede jeg at fange rigtige forbrydere, men når jeg skulle være ærlig over for mig selv, var jeg langtfra træt af at køre på motorcykel. På den anden side gad jeg ikke sidde overskrævs på den 750 kubik store BMW K75 resten af mit liv, så om aftenen nævnte jeg min snak med Tage for Joan. »Det er ikke noget, jeg overhovedet har lyst til lige nu. Men måske er det meget godt at lægge billet ind. Vise jeg er interesseret i at komme videre på et tidspunkt. Hvis jeg viser min gode vilje, kan jeg måske få en kort turnus dernede på et tidspunkt,« tænkte jeg højt hen over spisebordet.

Jeg var 37 år og havde masser af år tilbage i politiet. Og efter at have skrottet Columbo-drømmene havde jeg fået øjnene op for, at der var mange måder at være politimand på. Det skadede nok ikke at sende et signal om, at jeg da gerne ville videre rundt i huset og prøve mig selv af og ikke køre motorcykel resten af min politi-karriere. Det signal kunne jeg sende nu. Så et par dage senere satte jeg mig efter fyraften til skrivebordet og forfattede en ansøgning. Det krævede ikke meget fantasi, for hos Politiet er en jobansøgning ikke en lang litterær tekst, men blot et skema, man udfylder og afleverer.

34

Papiret lå klar til afgang på et par minutter og var langtfra skrevet med hverken hjerte eller sjæl. Det røg alligevel i en kuvert, og jeg røg videre ud i trafikken på min motorcykel i ugerne efter. Julefrokostbilisterne var tidligt ude og gjorde vejene usikre, så der var nok at se til for færdselspolitiet. Og det varede ikke længe, før ansøgningen lå godt gemt under en række andre gøremål i min bevidsthed. Der var rigeligt at lave på arbejdet, og desuden havde vi lige købt nyt hus, samtidig med at min yngste søn, Peter, netop var kommet til verden.

Da jeg en formiddag knap fem uger senere blev bedt om at møde på kontoret hos hundechefen Vagn, kunne jeg dårligt nok huske, hvad der stod i min ansøgning.

Det var også lige meget. Jeg var stensikker på at få et høfligt afslag.

At chefen for hundeafdelingen ville give mig det personligt, måtte blot betyde, at de havde bidt mærke i min interesse. »Dav, Poul Erik. Tak for din ansøgning. Sid ned.« Vagn viftede med armen mod den tomme stol over for sig. Jeg kendte ham ikke rigtigt, men havde hørt, at han ledede hundefolket med en sjældent set entusiasme for sit felt og ikke mindst en masse godt humør.

Han gik lige til sagen. »Jah, Poul Erik. Det ser rigtig fornuftigt ud, er vi enige om. Du har sgu fået stillingen. Som det ser ud nu, så forventer vi at se dig her hos os 1. januar. Velkommen. Og tillykke,« sagde han og begyndte omgående at snakke løs om de praktiske forhold omkring min overgang fra færdselspolitiet til hundeafdelingen.

Det er svært for alvor at tage pippet fra en vestjyde. Men jeg var fuldstændig målløs. Og selv om Vagn under mit korte besøg på kontoret havde fortalt stolpe op og stolpe ned om mit nye job, rungede der alligevel et hav af ubesvarede spørgsmål i mit hoved, da jeg trykkede ham i hånden og sagde på gensyn. Et af dem trængte sig dog mere på end alle de andre tilsammen og gav mig en smule sved på panden: Hvordan fik jeg lige fortalt Joan, at vi, ud over at sætte skik på vores nye hus og sørge for et spædbarn, nu også skulle have en schæferhund boende. Jeg havde jo ikke ligefrem stillet hende i udsigt, at 35

ansøgningen skulle føre til et fast job som hundefører. Simpelthen fordi jeg ikke selv i min vildeste fantasi havde forestillet mig, at det ville gå sådan.

Jeg prøvede at huske tilbage på, hvad jeg havde skrevet i min ansøgning. Der var ikke noget, der dæmrede. Og alle Vagns ord fra vores møde på kontoret var også væk. Min forestående samtale med Joan fyldte det hele.

Heldigvis har Joan altid været et roligt menneske, og til min store glæde − og delvise forbavselse − skulle jeg ikke igennem de store vanskeligheder på familiefronten. Til gengæld ventede der mig mere håndgribelige udfordringer, som jeg måtte have hjælp til af min svoger, Finn, for at overkomme.

Jorden var stenhård af frost, da vi i fem graders kulde boksede løs med at få pælene til havens nye bebyggelse op at stå. Men det lykkedes, og da jeg 1. januar kørte ind mod politigården, stod hundegården flot og færdig et lille stenkast fra vores røde murstenshus. Som prikken over i’et havde jeg fået en pensioneret tømmermester til at lave en kasse efter mål, jeg havde taget fra en af boksene i hundeafdelingen.

Boksen blev foret med 10 centimeter rockwool og fik et lille vindfang, så min kommende makker kunne sove varmt og godt i hundegården året rundt. »Så mangler vi bare at finde en hund til dig,« sagde chefen, da han på min første arbejdsdag havde vist mig rundt i afdelingen på politigårdens stueetage og forklaret mig, hvordan tingene hang sammen i hundeførernes hule.

Det viste sig desværre at være lettere sagt end gjort. Den første hund, jeg kørte ud og hentede, tilhørte en italiensk pizzabager på Rømø. En rigtig machofyr med guldkæde og pomadehår, som selvfølgelig skulle have sig et ordentligt rovdyr, han havde døbt Lupo. Det betyder ulv på italiensk. Desværre var der hverken ulv eller rovdyr i Lupo, for lige så snart man pressede ham bare en lille smule, blev han bange og rejste sig op ad min ryg for at gemme sig. Ganske som en lille dreng gemmer sig bag et træ. Så efter en uge kørte jeg ned til pizzamanden med ham igen. »Tak for lån,« sagde jeg og trykkede den halvmåbende sydeuropæer i hans store bagerhåndflade.

36

Kort tid efter blev jeg kontaktet af en kollega, der kendte til en civil hundefører fra Grenaa, som stod og skulle have barn og derfor gerne ville af med sin hund. Jeg fik at vide, at hunden ikke var den nemmeste skabning, og at der havde været flere problemer med ham. Han ville meget gerne selv bestemme og var ikke nem at få til at makke ret.

Det lød ikke lovende. Min egen erfaring med at træne hund var indtil nu meget begrænset, og her var der så en hund, som ville bestemme selv og lavede en masse ballade.

Men det vrimlede ikke med hunde at tage af, så et par af mine nærmeste kolleger fik mig overtalt til at kigge nærmere på ham, og en af dem fik hunden fragtet i hundevogn ud til den lille træningsbane, hvor vi havde aftalt, at jeg skulle møde krabaten. »Han sidder derovre. Du kan gå over og hilse på,« sagde kollegaen, der havde givet hunden et lift til vores stævnemøde på græsplænen, hvor flere andre hundeførere den dag også var samlet med deres hunde.

Jeg gik over mod den grønne stationcar, der holdt parkeret lidt væk.

Spændt. Selv efter kun kort tid i afdelingen var jeg blevet klar over, at en hund ikke bare var en hund. De var forskellige. Deres sind og deres temperament varierede.

Da jeg stod bag ved bilen, tog jeg fat i bagklappen og åbnede ind til boksene. Den gled lydløst på vid gab, og der stod jeg og gloede lige ind i et par stirrende hundeøjne, der var omkranset af to lyse ringe i det kulsorte ansigt. Hvad pokker var det her for en fætter.

Hele hunden var faktisk sort og så i det hele taget temmelig besynderlig ud. Han lignede slet ikke de flotte politihunde, jeg havde set i amerikanske film. Han var derimod lidt lille, men havde til gengæld en meget bred brystkasse og var efter mine begreber mere mystisk end køn. Ved første øjekast så hans tænder mig også noget små ud.

Min allerførste tanke var at klappe bagsmækken i igen og tage en brat afsked med den besynderlige hund. Men det kunne jeg ikke. De stirrende øjne med de lyse ringe holdt mig fast.

I stedet gik jeg sammen med min souschef, Kurt, lidt væk fra flokken af mennesker med ham.

Allerede da han kom ud af bilen, kunne jeg se, at der var en eller anden helt speciel udstråling ved den her hund. Det var nemt at mærke, 37

at tog man kampen op med ham her, så fik man altså ørerne − og det, der er værre − alvorligt i maskinen. På den måde havde han en fed karma, og det stod skrevet i øjnene på ham, at »mig skal du altså ikke komme op at slås med, for så kommer du til skade.« Der var noget over ham, som bare tændte mig. Jeg vidste med det samme, at kunne jeg få tæmmet det her bæst, så fik jeg mig en fantastisk hund. Også selv om han knurrede olmt, når han kom tilbage med noget, vi kastede ud i det høje græs og sendte ham på jagt efter. »Det er sørme en dejlig hund,« sagde min souschef med bredt smil og julelys i øjnene, mens han daskede mig på skulderen. Og så blev Felix min første patruljehund.

Den bredbrystede hund med de lyse ringe om øjnene kom til at give mig mange store oplevelser, men vores tætte makkerskab blev ikke skabt uden sværdslag.

38

Poul Erik Sørensen i samarbejde med Martin Darling Simonsen

KAYO Strømerens bedste ven © 2013 Poul Erik Sørensen, Martin Darling Simonsen og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Forlagsredaktion: Elise H. Nørholm Omslag: Simon Lilholt/Imperiet.dk Fotos: Tilhører forfatteren, medmindre andet er anført Bogen er sat med Palatino hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook ISBN 978-87-11-42813-9 1. udgave, 1. oplag 2013

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof, et selskab i Egmont

4