JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 1 SESS: 32 OUTPUT: Thu Jun 9 11:25:52 2011 /first/Rosinante/odt2/1480_Hotel_Rudolph_minion_140x220/Materie
HOTEL RUDOLPH
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 2 SESS: 32 OUTPUT: Thu Jun 9 11:25:52 2011 /first/Rosinante/odt2/1480_Hotel_Rudolph_minion_140x220/Materie
Af samme forfatter radiodramatik: Hårvækst Gud og hans grønthøster Babyalarmen børnebøger: Liva leger med drenge Liva laver sort magi Liva fanger en jaguar Liva leger med de onde
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 3 SESS: 32 OUTPUT: Thu Jun 9 11:25:52 2011 /first/Rosinante/odt2/1480_Hotel_Rudolph_minion_140x220/Materie
Malene Kirkegaard
Hotel Rudolph thriller
Rosinante
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 4 SESS: 32 OUTPUT: Thu Jun 9 11:25:52 2011 /first/Rosinante/odt2/1480_Hotel_Rudolph_minion_140x220/Materie
Hotel Rudolph © Malene Kirkegaard og Rosinante / rosinante&co, København 2011 1. udgave, 1. oplag, 2011 Omslag: © Leo Scherfig Sat med Minion hos BookPartnerMedia og trykt hos Narayana Press, Gylling ISBN: 978-87-638-1429-4 Printed in Denmark 2011 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Rosinante er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 5 SESS: 32 OUTPUT: Thu Jun 9 11:25:52 2011 /first/Rosinante/odt2/1480_Hotel_Rudolph_minion_140x220/Materie
prolog
Det kan hænde for os alle, at vi snubler over et øjeblik, hvor skæbnens port står på vid gab. Som regel går vi videre uden at opdage det, men Anna Vera Mikkelsen begik den fejl, at hun satte sig ned for at tænke. Hun havde vinket farvel til sin mand, set ham gå op ad trappen til sikkerhedskontrollen, og nu sad hun i en bil i parkeringshuset ved siden af lufthavnen. Hvis hun havde røget, ville hun have tændt sig en smøg, men Anna Vera Mikkelsen røg ikke, og da tankerne langt om længe alligevel faldt til ro, havde hun taget en beslutning. Hun havde besluttet sig for at flygte.
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 6 SESS: 32 OUTPUT: Thu Jun 9 11:25:52 2011 /first/Rosinante/odt2/1480_Hotel_Rudolph_minion_140x220/Materie
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 7 SESS: 32 OUTPUT: Thu Jun 9 11:25:52 2011 /first/Rosinante/odt2/1480_Hotel_Rudolph_minion_140x220/Materie
Anna så på den lille lokale bankdame og blev uendelig træt. Hun orkede ikke at sige noget. Der blev stille ved skranken. Den lille bankdame lignede en, der havde overlevet 80’ernes prikkerunder og siden bare var tørret ind. Anna smilede sit allersødeste smil. – Er det ikke rigtigt, at det er min konto og mine penge? – Jo, jo. Men det er bare det at ... Den lille dame havde det virkelig skidt nu. – Men du kan da ikke gå rundt med så mange penge på gaden. Det er jeg slet ikke sikker på er lovligt. Damens stemme var for høj. Huden flammede rødt på halsen over en nydelig lysegrøn skjorte. Anna rodede i sin taske efter noget tyggegummi. Det var hendes penge. Hendes personlige arv efter sin lortefar. Hun var toogtredive år, selv om hun måske så yngre ud. Hun var voksen, hun var forælder, hun havde kørekort, karriere og uddannelse. Hvad fanden foregik der? Hvorfor kunne hun ikke hæve sine penge. – I øvrigt har vi slet ikke så mange penge liggende i kontanter. De skal bestilles. Anna så rundt i banklokalet. Der var kø bag hende, og resten af bankens personale var ved at blive opmærksomme på det lille optrin ved skranken. En ung mand rejste sig fra et af skrivebordene. – Er det Anna Vera Mikkelsen? Han smilede med store, regelmæssige tænder og rakte hånden frem. Fitness og solarie. Men ikke for meget. Håndtrykket var omhyggeligt. – Er der noget, vi kan hjælpe med? 7
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 8 SESS: 32 OUTPUT: Thu Jun 9 11:25:52 2011 /first/Rosinante/odt2/1480_Hotel_Rudolph_minion_140x220/Materie
Hun havde nok forestillet sig, at der ville blive løftet et øjenbryn, når hun hævede så mange penge, og hun havde med vilje klædt sig på, så hun så mest muligt neutral ud. Ubemærkelsesværdig. Nu var hun stik mod planerne blevet en episode, de ville huske og tale om over frokosten. Hun kunne ikke lide det. Hun havde været naiv. Selvfølgelig havde banken ikke flere millioner liggende i kontanter. Alt foregik jo elektronisk i dag. Men hun kom ingen vegne uden penge. Hvor mange penge kunne hun få med ud, en halv million? Hundrede tusind? Hun smilede til den unge bankmand. Hvordan vidste han, hvem hun var? – Jeg vil gerne hæve mine penge. – Ja, hun vil hæve over to millioner! Kontant. Mumien lød, som om hun havde sat sig oven på pengekassen, og den unge bankmand hævede det ene øjenbryn. – Det må jeg nok sige, ville du gå ud på gaden med to millioner i kontanter? Hun følte sig som en komplet idiot. Men det var hendes penge, hun havde ret til dem. Det var vaskeægte skatteopgivne, fuldt lovlige normalpenge. – Skal vi ikke lige kigge lidt på sagen og finde den bedste løsning. To millioner er mange penge, og der er mange måder at anbringe dem på. Han slog ud med hånden mod et moderne cafemiljø midt i det åbne kontorlandskab. – Hvad drikker du? Espresso? Café latte? Han fangede hendes øjne og smilede. – Du er måske mest til te? Han flirtede vanemæssigt og charmerende, og hun flirtede diskret tilbage. Hendes instinkt sagde hende, at ikke alene ville hun komme ud af banken med færre penge, men han ville også huske hende tydeligere, hvis hun var lukket og afvisende. Det var hans hjemmebane og hans præmisser, og hun måtte bare spille med. Han gik foran hende ned ad gangen og fandt et mindre kontor med glasparti ud til en nyrenoveret baggård med blomster og 8
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 9 SESS: 32 OUTPUT: Thu Jun 9 11:25:52 2011 /first/Rosinante/odt2/1480_Hotel_Rudolph_minion_140x220/Materie
grønt. Han satte hendes café latte foran hende, lukkede døren ud til gangen og gjorde en ubehjælpsom bevægelse med hånden, som var han ved at præsentere sig selv igen. – Nå, men jeg hedder Allan Mortensen og er din nye bankrådgiver. Som du sikkert ved, har Pia Olson taget orlov, og jeg har overtaget en del kunder fra hende og deriblandt dig. Han smilede stort til hende. – Jeg sad lige og kiggede på din sag. Nej, Anna vidste ikke, at hun havde fået ny bankrådgiver, hun havde aldrig truffet Pia Olson. Hun havde haft kontoen i to måneder. – Og du har arvet en masse penge? Spørgsmålet hang i luften. Han kiggede på hende. Han var virkelig nysgerrig. Anna var i tvivl. Hvad helvede skulle hun sige? Hun kunne ikke regne ud, hvorfor han havde kigget på hendes sag, og overvejede, om Lars kunne have kontaktet banken. Måske var det en fælde, og den skide bankassistent havde fanget hende i et glasbur. Der lød skridt på gangen. Kraftige, hurtige og målrettede. Lars! Pulsen dunkede i ørerne, og hun svedte. Skridtene stoppede ved døren, og nogen tog i håndtaget. Hjertet snublede, sprang et slag over og flagrede fortvivlet rundt i brystet på hende uden at pumpe. Blodet brugte ilten op, og bevidstheden trak sig sammen. Da hun hørte døren gå op, trak mørket hende ud af denne verden. Hun svævede vægtløs i det kolde verdensrum. Jorden drejede sin mørkeside mod hende, og byer plettede hvidt på sorte kontinenter. Bangkok. Bygningerne rejste sig futuristisk. Den asiatiske nat klæbede til huden, og lysene blinkede gennem hotelværelset fra skyskrabernes store reklamer. Lars var nøgen i den hede nat, og det grønne lys fangede de små klare perler af sved, der hang tæt i ryggens mange hårstubbe. Han barberede sig på ryggen – uden sin barbermaskine ville han være pelset som et dyr. Han så gen9
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 10 SESS: 32 OUTPUT: Thu Jun 9 11:25:52 2011 /first/Rosinante/odt2/1480_Hotel_Rudolph_minion_140x220/Materie
nem vinduet mod den stjerneløse, lyserøde storbyhimmel, og han hørte igen og igen den bløde, neutrale kvindestemme, der bad ham om at lægge besked. Og lægge besked. Og lægge besked. Han bankede panden mod de store ruder. Han vidste det jo. Han vidste det. Hun havde benyttet chancen til at unddrage sig hans vilje og hans kontrol. Han vendte hovedet og så hende hænge derude i det store, kolde mørke, og gennem natten og hen over den halve jordklode mødtes deres blikke.
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 11 SESS: 32 OUTPUT: Thu Jun 9 11:25:52 2011 /first/Rosinante/odt2/1480_Hotel_Rudolph_minion_140x220/Materie
Anna så op på den unge bankrådgiver og en ældre kollega, der så bekymret ud. Han havde et tomt vandglas i hånden. Hun var fortumlet og våd i hele hovedet og på blusen. – Hvordan har du det? Skal vi ringe efter en ambulance? Den ældre kollega havde venlige, lyse øjne. Anna rystede på hovedet. Allan Mortensen var hvid i ansigtet. Det var vel heller ikke hver dag, en af hans kunder besvimede af angst. Anna havde lyst til at klappe i hænderne og råbe, at forestillingen var forbi. Hendes hjerte flagrede stadig rundt, men pumpede dog. Hun trak vejret dybt og pustede langsomt ud. Kontrol. Det var ikke Lars, der var kommet. Det var falsk alarm. Lars var på vej til Østen. Hjertet svarede hende med gode, dybe slag og masser af ilt til systemet. – Det er okay. Jeg har det fint. Har I et håndklæde? – Ja, selvfølgelig. Allan Mortensen strøg ud ad døren. – Er du sikker på, at vi ikke skal ringe efter en ambulance? Der var kommet vand på stolen, og hun tørrede det af med sit ærme og satte sig. – Jeg har ikke brug for en ambulance. Jeg har det fint. Den ældre mand viftede med det tomme vandglas i sin hånd. – Undskyld. Det var vist helt fuldt. Allan Mortensen kom med et stort viskestykke, som han rakte hende. – Det var det bedste, jeg kunne finde. Hun tørrede sig, og den venlige ældre kollega trak hen mod 11
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 12 SESS: 32 OUTPUT: Thu Jun 9 11:25:52 2011 /first/Rosinante/odt2/1480_Hotel_Rudolph_minion_140x220/Materie
døren. Allan Mortensen tog hendes kop uden at se på hende. Hun havde usædvanligt store brystvorter, og hendes våde T-shirt klæbede til kroppen. – Jeg henter lige en frisk kop kaffe til dig. Da han var ude ad døren, tog hun T-shirten af og vred den. Hun tørrede sig mellem brysterne og prøvede at få T-shirten til at sidde mere løst. Til sidst lagde hun viskestykket om skuldrene, så enderne hang ned foran brysterne. Hun var under ingen omstændigheder anonym. Hun var sikker på, at Allan Mortensen til sin dødsdag ville huske hende klart og tydeligt. Han ville se hendes store brystvorter for sig og sikkert onanere over dem, hvis han ellers var til bryster. Allan kom tilbage med kaffen og var synligt lettet over hendes arrangement med viskestykket. – Er du okay? Er der noget, jeg kan gøre for dig? Vil du have et glas vand? – Jeg vil gerne hæve mine penge. – Nårh ja, det var det, vi kom fra. Han satte sig og bladrede i sine papirer. – I har – du har – lidt over to millioner stående. Hvad har du tænkt dig med dem? Han smilede til hende med de store, hvide tænder og foldede hænderne foran sig. – Har du tænkt på at investere dem? – Jeg vil gerne hæve dem. – Vi kan godt overføre dem til en anden bank, hvis det er det, du ønsker, men jeg vil selvfølgelig være ked af at miste dig som kunde, og mon ikke vi kan finde et tilsvarende arrangement her i banken? Vi er faktisk blandt de bedste til formuepleje. – Jeg vil gerne hæve dem kontant. – Men Anna, du må forstå, at så store udbetalinger er man nødt til at bestille i forvejen. Vi ligger slet ikke inde med så mange kontanter. Han lagde hele sin overbærende succesautoritet bag ordene, og hun hadede, at han brugte hendes navn. 12
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 13 SESS: 32 OUTPUT: Thu Jun 9 11:25:52 2011 /first/Rosinante/odt2/1480_Hotel_Rudolph_minion_140x220/Materie
– Hvor mange penge kan jeg hæve? – Skal vi ikke aftale et møde i morgen, hvor I begge kommer med, og så kigger vi sammen på de drømme, I har for jeres fremtid. – Nej. Jeg skal bare hæve mine penge! Han trommede tommeltotten mod bordet. Let og hurtigt. Hans hænder var brede og firkantede, og neglene var klippet lige over. Han foldede mappen med hendes papirer sammen. – Jeg kan give dig tyve tusind. – Det er mine penge. Jeg har dispositionsretten over dem. – Og jeg er forpligtet til at give dig en god og kvalificeret rådgivning. Det er langt mere enkelt og sikkert, hvis vi overfører dem elektronisk. Tyve tusind var slet ikke nok. Hun lod sine øjne løbe fulde af tårer, der lige så stille begyndte at trille ned ad hendes kinder. Allan Mortensen så ned på mappen med papirer. Han åbnede den og lagde omhyggeligt et enkelt skævt papir på linje med de andre. Så sad han lidt og så ud ad vinduet. Til sidst rejste han sig. – Jeg henter lige en serviet. Han forlod rummet og kom tilbage igen med en kleenex, som hun taknemmeligt pudsede næse i. Sine øjne tørrede hun i viskestykket. Allan Mortensens blik gled ned. T-shirten var stadig våd, og Anna brugte tid på at tørre sine øjne og fjerne udgrædt mascara. Hun kunne godt selv lide sine bryster, de havde en god størrelse, og hun bar dem godt. Hun lod viskestykket falde ned over den våde T-shirt, og bankrådgiveren slog blikket ned. Han kiggede ud ad vinduet og rømmede sig. – Du er måske i en slags vanskeligheder? Hun forlod banken med to hundrede og femogfirs tusind kroner. Det var kun en brøkdel af, hvad hun havde regnet med, men trods alt en slags penge. Det værste var, at hun havde gjort sig bemærket. Tanken gav hende en knude i maven.
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 14 SESS: 32 OUTPUT: Thu Jun 9 11:25:52 2011 /first/Rosinante/odt2/1480_Hotel_Rudolph_minion_140x220/Materie
Anna og Lui stod foran en massiv hoveddør i lakeret træ og ventede. Ringeklokken havde sagt et svagt distingveret dingdong, og nu hørte de, hvordan to låse blev låst op og sikkerhedskæden taget af. Døren gled op uden en lyd, og Camilla så strålende ud. Bare tæer og kortklippet med ringlende designerøreringe. – Anna, er det dig?! Camilla trådte ud på trappestenen, og Anna havde to brune arme om sig og blev indhyllet i Camillas velkendte, diskrete parfume. – Det var en overraskelse. Hvor er det dejligt at se dig. Camilla trådte et skridt baglæns og så på hende. – Hvor ser du godt ud! Lui gemte sig bag Anna. Han havde slynget sine arme om hendes ene lår og gemte ansigtet mod hende. Hun kunne mærke hans varme ånde gennem tøjet. Camilla satte sig ned på hug. – Og hvem har vi så der? En lille mand, der er genert, måske? Og hvad er det nu, du hedder? Lasse, hedder du Lasse? Neej, Hasse? Næhh. Hvad er det nu, du hedder? Nej, nu ved jeg det. Du hedder Lui! Drengens hårtop nikkede i sit skjul. – Ved du hvad, Lui? Her hos os må man gerne være genert. Hun så op på Anna. – Hvor er han blevet stor. Camilla fejede bunker af Terkels skjorter ned i den ene ende af det lange spisebord og slukkede strygejernet. – Er I sultne? Vil du ha’ kaffe? Jeg har også noget frugt. 14
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 15 SESS: 32 OUTPUT: Thu Jun 9 11:25:52 2011 /first/Rosinante/odt2/1480_Hotel_Rudolph_minion_140x220/Materie
Hun vendte sig mod Lui, der var kommet med ind i køkkenet og stadig gemte sig bag Anna. – Vil du ha’ en banan? Jeg sætter bare noget frugt frem til dig, Lui, så kan du selv finde ud af, om du er sulten. Bruger du stadig mælk i kaffen? Anna nikkede. Camillas slanke, brune hænder var flittige. De lavede kaffe og skrællede frugt og fandt kiks i skabene og stillede frem og varmede mælk i mikrobølgeovnen. Hendes krop bøjede og strakte sig elastisk og veltrænet under kjolens tynde stof. Hun havde læst jura på rekordtid og med super karakterer, men med Terkels indtægt behøvede hun ikke at arbejde. Anna spekulerede på, hvad Camilla egentlig fik tiden til at gå med. Hvad lavede hun, når hun ikke gjorde rent, lakerede negle og strøg Terkels skjorter? Camilla hældte kaffe op til hende og stillede kanden med varm mælk ved siden af. – Prøv at se her, Lui. Camilla trak en skuffe ud, der var fuld af plastikdyr. – Du er selvfølgelig for stor til at lege, men hvis du nu får lyst, så er der masser af dyr. Han nikkede, og for første gang så han direkte på hende. – Har du også biler? Camilla vred sin mund fra side til side med dén sære lille bevægelse. Anna smilede. Hun kendte Camilla ud og ind. De havde spist jord sammen i vuggestuen, tisset i den samme røde plastikspand i børnehaven, og i skolen gik de med veninderinge, skrev hinandens kærestebreve og brugte hinandens tøj og makeup. De havde altid hængt sammen. De var bundet af fælles hudafskrabninger, kejtethed og de første kys. Camilla var det nærmeste, Anna kom en familie. – Øjeblik. De hørte hendes bare fødder på trappen og en lem smække. Et øjeblik efter kom hun ned med en støvet gammel kasse. – Det er Terkels gamle legetøj, mon ikke der er en bil? Hun stillede kassen på bordet og fandt et par biler frem. Den 15
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 16 SESS: 32 OUTPUT: Thu Jun 9 11:25:52 2011 /first/Rosinante/odt2/1480_Hotel_Rudolph_minion_140x220/Materie
ene lagde hun tilbage igen. Det var en gammel blikbil, der sikkert var en formue værd. Der var en brandbil og en stor lastvogn i træ, og et øjeblik efter var Lui i gang med at fragte kiks og dyr frem og tilbage over køkkengulvet. Camilla satte sig ned ved bordet. – Anna, vi ser alt for lidt til hinanden. Bare se på Lui, jeg kan jo slet ikke følge med. Han bliver så stor. Hvordan har du det? – Jeg har det fint. Hun smilede. Jeg har det fint. Tak. Og hvordan har du det? Jo tak, jeg har det også fint. Nå, men det er jo fint. Alting er så fint. – Hvordan har du det? Camilla slog ud med hånden, favnede køkkenet, huset, Terkel og det hele. Alting var rigtigt hos Camilla og Terkel. Selv aldersforskellen. Anna følte sig ikke hjemme i deres verden. Den fik hende til at føle sig som den eneste teenager til en voksenfest. – Terkel har så travlt. De omstrukturerer på hans arbejde. – Nu igen? – Sådan cirka hvert andet år, ja. Anna drak den sidste sjat kaffe i koppen. – Kan du låne mig nogle penge? Camilla rejste sig og fandt sin pung i vindueskarmen. – Jeg har ... syv hundrede og nogle mønter. – Har du flere? – Hvor mange skal du bruge? – Så mange som muligt. Camilla stod et øjeblik og granskede hende. Anna satte kaffekoppen ned med et lille smæld. – Hvis ikke du kan eller vil, så ... – Så siger jeg nej, og så taler vi ikke mere om det. Bagerst i et af køkkenskabene fandt Camilla en pakke tobak og papir frem og håndrullede en lille bitte tynd cigaret. Hun åbnede et vindue og stod i trækken fra den kolde forårsluft og tændte cigaretten. – Egentlig er jeg holdt op. Hun sugede røg ind i mundhulen med en grådighed, der næ16
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 17 SESS: 32 OUTPUT: Thu Jun 9 11:25:52 2011 /first/Rosinante/odt2/1480_Hotel_Rudolph_minion_140x220/Materie
sten brændte halvdelen af den spinkle cigaret. Hun åbnede munden og lod kort en mundfuld af røgen hænge i luften, før hun sugede den til sig, hev den ned i lungerne og pustede den ud gennem næsen. – Han ved det ikke. Hun smilede til Anna og viftede med cigaretten. – Jeg har også mine hemmeligheder. Hun sugede resten af cigaretten i sig, skoddede og forlod rummet. Lui så op fra sine dyr og småkagerne. Anna så op på uret. Allerede halv seks, de måtte se at komme af sted. Camilla kom tilbage med et spinkelt bundt pengesedler. – Ja, det ser ikke ud af så meget. Hun smed dem hen ad bordet til Anna. – Der er tooghalvtreds tusind kroner. Anna gloede. Det var langt mere, end hun havde forestillet sig. På den anden side havde hun lige læst i avisen, at hver dansker i gennemsnit havde over elleve tusind kroner liggende i kontanter, så nogle måtte jo ligge inde med store beløb. Hun kunne godt forestille sig, at Terkel var typen, der gerne ville have penge liggende. Det var helt sikkert ikke sorte penge, det lå ikke til Terkel, han var ordentligheden og pertentligheden selv. – Tæl dem. Anna gjorde, som hun sagde. Det stemte. – Vi kan jo sige, at du låner dem i to år, og så finder vi til den tid ud af, om de skal betales tilbage, eller om jeg er kommet til at forære dig dem. – Men ... – Vi behøver dem ikke. – Men Terkel? – Ham skal jeg nok snakke med. Camilla smilede. Terkel og hans penge. – Jeg glæder mig til at sige det: Hej Terkel, der røg sgu lige halvtreds tusind. Det er jeg ked af, det var en smutter. – Er han stadig lige ... – Han er så nærig, at han ikke engang kan slippe sin egen lort. 17
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 18 SESS: 32 OUTPUT: Thu Jun 9 11:25:52 2011 /first/Rosinante/odt2/1480_Hotel_Rudolph_minion_140x220/Materie
Anna lo. – Og så må vi have natsygeplejersken på besøg med gummihandsker og det hele. De knækkede sammen af grin. Lui kiggede glad fra den ene til den anden. – Mor griner! Anna grinede, så tårerne løb ned ad hendes kinder. Udenfor på gaden smækkede en bildør. De holdt øjeblikkelig op og lyttede. Anna hørte kun sit blod dunke i ørerne, og hun løb ind til vinduet i stuen. Camilla fulgte efter. Falsk alarm. Det var bare genboen, der kom hjem. Anna var lige ved at komme til at grine igen, men grinet slog uden varsel over i gråd. Camilla slog armene om hende. Det varede kun et øjeblik. Anna hikstede og tørrede øjnene. Lui var heldigvis ikke fulgt efter dem. – Det er bare så længe siden, jeg har grinet. – Jeg kan heller ikke huske, hvornår jeg sidst har grinet sådan. De gik tilbage til køkkenet. – Nå Lui, nu skal vi snart af sted. Hun tog pengene og lagde dem ned i sin taske. – Hvis du lover at komme og besøge tante Camilla snart, så må du godt få løverne. Lui blev stråleglad. Han kunne slet ikke finde ud af at sige tak. Anna spændte Lui fast i barnesædet og smækkede bildøren. Camilla tog hendes hånd i begge sine. Sådan gjorde hendes mor også, når hun ville sige noget vigtigt. – Anna, jeg vil gerne hjælpe, hvis jeg kan, men jeg er en værre kryster. De gav hinanden et langt knus. De var lige ved at komme til at grine igen. Uden grund. Anna satte sig ind i bilen, fandt sine solbriller i handskerummet og rullede vinduet ned. – Det var dejligt at se dig, og tak for pengene. – Lov mig, at vi snart ses igen. 18
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 19 SESS: 32 OUTPUT: Thu Jun 9 11:25:52 2011 /first/Rosinante/odt2/1480_Hotel_Rudolph_minion_140x220/Materie
Anna nikkede. Pludselig bøjede Camilla sig ned og kyssede hende hurtigt på munden. Det havde de ikke gjort i mange år.