Bog Korstog FINAL:Layout 1
01/03/11
12:35
Side 2
Af samme forfatter: Broderskabet, 2010
Bog Korstog FINAL:Layout 1
01/03/11
12:35
Side 3
ROBYN YOUNG
Korstog Oversat af Svend Ranild
People’sPress
Bog Korstog FINAL:Layout 1
01/03/11
12:35
Side 4
Korstog Oversat fra engelsk af Svend Ranild Originalens titel: Crusade Copyright © Robyn Young 2007 Copyright denne udgave © People’sPress 2011 First published by Hodder & Stoughton Limited Omslagsdesign: Rasmus Funder Omslagsillustration: Larry Rostant Grafisk tilrettelæggelse: John Ovesen/Baghus Bogen er sat med Caslon og trykt hos Bookwell ISBN: 978-87-7108-232-6 1. oplag, 1. udgave Printed in Finland 2011
Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.
People’sPress · Ørstedshus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København V www.artpeople.dk
Bog Korstog FINAL:Layout 1
01/03/11
12:35
Side 5
Forfatterens tak
NDNU EN GANG står jeg i gæld til en lang række mennesker uden hvem denne bog, eller i hvert fald mit mentale helbred, måske ikke havde overlevet. En kærlig tak til mine forældre for deres stadige opmuntring og aldrig svigtende støtte. Også en særlig tak til Sue og Dave, som gav os tag over hovedet og fandt på så mange påskud for at feste. Jeg takker inderligt alle mine venner som lod mig dele denne utrolige rejse med dem. Især vil jeg gerne takke Jo, Niall, Mark, Bridie, Clare, Liz, Monica, Patrik, Becky & Charley for deres gavmildhed, både hvad angår hjælp med den kreative proces, og deres venskab. Også hatten af for Ali for at være en stjerne. Jeg er dybt taknemmelig for David Boyles fremragende forslag til læsestof. Jeg må også rose ham for det fantastiske kapitel om Acre i hans bog Blondel’s Song, som gav mig stor indsigt i byen. Tak til personalet i sprogafdelingen på British Library for deres oplysninger om koder og til Charles Davies for at kontrollere det hele. Og min oprigtige tak til dr. Mark Philpott fra Centre of Medieval & Renaissance Studies og Keble College i Oxford, for at kaste et ekspertblik på mit manuskript. Alle fejl forbliver mine egne. Mange, mange tak som altid til min agent, Rupert Heath, for at være en helt i al almindelighed og for at vise mig at der findes en vej gennem alle forhindringerne. Jeg står i stor gæld til alle på Hodder & Stoughton for deres fantastiske støtte og engagement. En særlig tak til min redaktør, Nick Sayers, for
E
5
Bog Korstog FINAL:Layout 1
01/03/11
12:35
Side 6
hans visdom, hans assistent, Anne Clarke, for at få alt til at gå glat, og desuden til Emma Knight, Kelly Edgson-Wright, Antonia Lance og Lucy Hale. Men der er mange andre, især dem i den grafiske afdeling og afdelingerne for udenlandske rettigheder, salg, markedsføring og PR, som jeg ikke har plads til på denne side, men hvis hårde arbejde jeg ikke desto mindre værdsætter dybt. Også en kolossal tak til mine fantastiske amerikanske udgivere på Dutton, især min redaktør, Julie Doughty, for hendes indsigtsfulde forslag. Sidst, men afgjort ikke mindst, går mine kærligste tanker til Lee. Uden ham ville intet af dette have været muligt … eller halvt så morsomt.
Bog Korstog FINAL:Layout 1
01/03/11
12:35
Side 7
INDHOLD
Kort 8-9 1. del 11 2. del 283 3. del 415 Forfatterens note 581 Liste over personerne 584 Ordliste 587 Udvalgt litteratur 595
Bog Korstog FINAL:Layout 1
01/03/11
12:35
Side 8
Bog Korstog FINAL:Layout 1
01/03/11
12:35
Side 9
Bog Korstog FINAL:Layout 1
01/03/11
12:35
Side 10
Bog Korstog FINAL:Layout 1
01/03/11
12:35
Side 11
1. del
Bog Korstog FINAL:Layout 1
01/03/11
12:35
Side 12
Bog Korstog FINAL:Layout 1
01/03/11
12:35
Side 13
1 Det venetianske kvarter, Acre, Kongeriget Jerusalem 28. september 1274
værdene tegnede buer, svingede så mod hinanden og ramlede sammen. Stål mødte stål med en skarp, klirrende ly, igen og igen. Hvert slag var voldsommere end det foregående, og de brutale sammenstød slog næsten våbnene ud af hænderne på dem der førte dem. Solen bagte ned på gårdspladsens støvede, røde sten og brændte isserne på de to mænd som trampede og gjorde udfald, frem og tilbage. Den mindste af de to mænd svedte kraftigt, hans hvide hår lå klistret til hovedet, og tænderne var blottet i voldsom koncentration. Skjorten var gennemblødt og klæbede til hans ryg. Hverken han eller hans modstander bar rustning. Han indledte flere af angrebene, trådte fremad efter nogle lynhurtige parader og rettede et dødbringende stød mod den anden mands bryst. Men stødene var blevet desperate. Det var som om hvert af dem var beregnet på at være det sidste: præcist og kraftigt, som om han ikke forventede at skulle tvinge endnu et igennem. Han kunne ikke fastholde en sådan spærreild. Han var udmattet, og hans høje, atletiske modstander parerede hvert eneste stød med uanfægtet lethed. Og jo mere frustreret og ude af sig selv den lille mand blev, jo mere smilede hans modstander. Det var et smil af den slags som en haj kunne vise når den åbnede sit tandfyldte gab inden et dræbende bid. En smule anstrengt: mere blottede og sammenbidte tænder end et smil. Men Angelo Vitturi morede sig tydeligvis. Men efter nogle stød mere, som Angelo slog til side med vilde, parerende hug med sit sværd, begyndte han at kede sig. Det var varmt, og han kunne mærke en begyndende vabel i sin håndflade, der hvor huden havde gnedet mod den slanke, smalle klinges læderombundne skaft, hvis sværd-
S
13
Bog Korstog FINAL:Layout 1
01/03/11
12:35
Side 14
knap var en gennemsigtig bjergkrystal. Da den lille mand igen gjorde udfald, trådte Angelo til side, greb fat om hans håndled og vred det voldsomt om idet han samtidig førte sit sværd op til mandens strube. Manden gav et vræl fra sig, delvis af frustration, delvis på grund af smerten i håndleddet. Angelos ansigt, vådt af sved og med et udtryk af drenget, hånlig glæde, blev hårdt af foragt. “Ud med dig.” Han slap mandens håndled, sænkede sværdet og stillede det op ad en lav mur som omgav en firkantet græsplæne. Den hvidhårede mand blev stående måbende med åben mund og sveden dryppende fra næsen da Angelo skridtede hen til en tjener der stod så stiv som statuerne der prydede palæets gårdsplads. Tjeneren rakte Angelo et bæger med fortyndet vin fra den sølvbakke han stod med. Angelo tømte det og vendte sig så mod den måbende mand. “Jeg gav dig besked på at gå.” Manden så ud til at tage sig sammen. “Mine penge, sir?” “Penge?” “For min undervisning, sir,” sagde manden, ude af stand til at møde Angelos faste, sortøjede blik. Angelo lo. “Og hvad skulle jeg betale for? Hvilke nye færdigheder har du lært mig i dag? Hvad har denne lektion givet mig som er en eneste sequin værd?” Han hævede et øjenbryn. “Fornøjelsen, måske?” Han stillede bægeret på tjenerens bakke. “Gå, inden jeg bestemmer mig for at afslutte duellen. Du vil miste mere end din betaling hvis jeg gør det.” Han vendte ryggen til læreren, tog en sort fløjlskappe med zobelbesætning som lå over muren, og svingede den over skuldrene. Fuldkommen besejret snuppede fægtelæreren sin egen kappe og gik over gården, blussende rød i hovedet. Angelo var i færd med at spænde et bælte af sølvringe om livet da en pige kom ud ad en af døråbningerne ind til den storslåede bygning bag ham. Ligesom de andre husslaver var hun klædt i en tynd, hvid kjole og havde et stift guldbælte om livet. En hue dækkede hendes hår. Hun fik øje på Angelo og gik hen til ham med nedslagent blik og et bevidst udtryksløst ansigt. “Min herre har bedt mig fortælle jer at hans gæst er ankommet.” Hendes ord var vanskelige at forstå, afsnuppede og anstrengte på grund af det stadig uvante sprog hun tvang tungen til at udtale. “Han beder jer gøre dem selskab, sir.” Angelo stak sit sværd i skeden der hang i bæltet, med et kraftfuldt stød 14
Bog Korstog FINAL:Layout 1
01/03/11
12:35
Side 15
som fik pigen til at fare sammen. Uden at værdige hende et blik gik han hen mod palæet. Pigen veg tilbage for ham da han passerede hende. Angelo var 28, den ældste søn af Venerio Vitturi og arving til familieforetagendet, som var grundlagt af hans oldefar, Vittorio, før det tredje Korstog. Angelo var et hyppigt syn på Acres slavemarked, hvor han solgte de overskydende varer hans far havde tilranet sig, inden han hjalp med at fragte hovedparten til Venedig. I forretningens storhedstid, dengang venetianerne kontrollerede handelen ved Sortehavet, dominerede familien Vitturi slavemarkederne ved Mongolrigets grænser og leverede de kønneste piger til vesterlandske adelige i Outremer og Venedig og de stærkeste drenge til mamlukhæren i Egypten. Men så greb Genova, den anden af de tre store italienske købmandsstater, kontrollen med handelsruterne ved Sortehavet. Nu var Vitturierne kun en af ganske få venetianske familier som stadig sjakrede med mennesker, og de måtte forlade sig på handelen nordpå fra Rødehavet hvad deres forsyninger angik. De piger som Angelos far beholdt til sin husholdning, var altid de ypperste fra høsten. De var mellem 11 og 16 år gamle og for det meste spinkle små mongoler med ovale øjne og skinnende sort hår samt tjerkessere hvis ungdommelige ansigter allerede viste tegn på de stærke, rene træk som var karakteristiske for deres race. Venerios familie var vokset betydeligt i løbet af de sidste 10 år, og Angelo hadede hver eneste mørk og køn bror eller søster som blev introduceret i husstanden; ingen af dem mindede det mindste om hans trivelige mor. Selv om de piger der fødte hans fars tilfældige afkom, forblev slaver, voksede deres børn op som frie borgere og blev både døbt og uddannet. Angelo kunne godt forstå at hans far ikke kunne modstå fristelsen fra så ungt, eksotisk kød; han havde selv prøvet det og havde fundet det behageligt. Men han kunne ikke begribe hvordan Venerio kunne opfostre disse simple kvinders børn på samme måde som han opfostrede sine egne. Angelo havde for længe siden besluttet at det skulle blive anderledes når han overtog forretningen. Hvis der altså stadig var noget at overtage. Sådan som det seneste år var gået, forekom det mere og mere usikkert. Men han nægtede at tænke den slags dystre tanker. Og hvis alt gik ifølge planen i dag, ville han heller ikke behøve at gøre det. Angelo gik gennem en bred gang udsmykket med blå og hvide mosaikker. Han åbnede en dobbeltdør af mørkt træ, og fire mænd så på ham fra deres pladser omkring et stort ottekantet bord placeret midt i det rum15
Bog Korstog FINAL:Layout 1
01/03/11
12:35
Side 16
melige modtagelsesværelse. Angelo betragtede mændene mens han gik hen til bordet. Der var våbensmeden Renaud de Tours, en halvskaldet, midaldrende mand som havde udstyret kong Louis IX og hans franske eliteriddere med våben under begge denne herskers mislykkede korstog. Ved siden af Renaud, med hænderne foldet på bordet, sad Michael Pisani, en mørk, slank pisaner som havde specialiseret sig i eksport af damascenersværd, nogle af de stærkeste klinger i den kendte verden, og udrustede adelsmænd i Vesten til krig. Han var kendt for at bruge lejesoldater til at skræmme og tvinge sine konkurrenter ud af handler og overtage kontrakterne og var derfor meget frygtet af sine rivaler. Den tredje mand, solbrændt og rødblond, var Conradt von Bremen, hvis hjemby var tilknyttet Hanseforbundet, den magtfulde sammenslutning af tyske byer som beherskede Østersøen. Conradts forretning, begunstiget af en lukrativ kontrakt med de teutonske riddere, var opdræt og handel med stridsheste. Tyskerens udtryksløse blå øjne og dovne smil skjulte en potentielt mere dyster natur, for rygtet sagde at han havde beordret mordet på to af sine egne brødre for at overtage kontrollen med familieforetagendet, selv om det muligvis blot var ondsindet sladder som hans konkurrenter havde bragt i omløb for at miskreditere ham. Ingen vidste det med sikkerhed. Den store, svedende mand som var pakket ind i en tung brokadekåbe til trods for at han tydeligvis havde det varmt, var Guido Soranzo, en velhavende genuesisk skibsbygger. Angelo kendte dem alle – det gjorde de fleste købmænd i Acre – for de var fire af de mest succesrige handelsfolk fra Vesten i Det Hellige Land når man så bort fra hans far. Da Angelo satte sig, trådte en femte mand ind fra et rum ved siden af. I hælene på ham gik tre hvidklædte slavepiger der fulgte ham som en komethale. De bar sølvbakker frem med kander med rødvin, bægre og tinfade fyldt med sorte druer, lilla figener og mandler pudret hvide med sukker. “Min søn,” hilste Venerio da han fik øje på Angelo. Hans stemme var dyb og skurrende. Selv om han var en kraftigt bygget mand, bevægede han sig med en ynde som stammede fra mange års fægteundervisning. Venerio var slået til ridder af dogen i Venedig, tidligere guvernør for republikken og adelsmand i fjerde generation med al den skoling og militærtræning som fulgte med titlen. “Hvordan gik din undervisning?” spurgte han da pigerne spredte sig omkring ham og ventede til han havde sat sig, før de stillede fadene og kanderne på bordet. 16
Bog Korstog FINAL:Layout 1
01/03/11
12:35
Side 17
“Jeg skal have en ny lærer.” “Allerede? Det er den anden du har været igennem i løbet af lige så mange dage. Måske har du ikke brug for mere træning.” “Ikke fra det bundfald jeg har kæmpet imod i denne uge” “Men,” sagde Venerio og smilede et bredt men køligt smil til de tavse mænd omkring bordet, “dette må ordnes på et andet tidspunkt. Vi har langt alvorligere spørgsmål at diskutere i dag.” Angelo smilede ved sig selv mens han studerede købmændenes ansigtsudtryk. Bag deres omhyggeligt fastholdte ydre sporede han forvirring, utålmodighed og, i hvert fald hos Guido Soranzo, slet skjult vrede. Ingen af dem vidste hvorfor de var blevet indbudt. Men det skulle de snart finde ud af. Guido tørrede sig på panden med en krøllet silkeklud han trak ud af ærmet på sin brokadekåbe, og var den første der sagde noget. “Og hvad er disse alvorlige spørgsmål?” Han stirrede stridslystent på Venerio. “Hvorfor har du tilkaldt os, Vitturi?” “Lad os først drikke,” svarede Venerio og gled ubesværet ind i den genuesiske dialekt. To slavepiger trådte frem ved et knips med hans fingre og begyndte at skænke vinen op. Guido var imidlertid ikke parat til at danse efter sin værts pibe. Uden at gide vise Venerio den høflighed at tale venetiansk, fortsatte han på sit medfødte genuesiske. “Jeg har ikke lyst til at drikke din vin før jeg ved hvorfor jeg er blevet tilkaldt.” Han gjorde en fejende bevægelse med sin hånd ud mod det luksuriøse rum. “Har du bragt mig hertil for at hovere?” “Ikke noget så småligt, forsikrer jeg dig” Venerios ro fik Guido til at eksplodere. “Her sidder du i mine slægtninges palads som en barbar der bærer sine ofres prydelser som trofæer!” “Venedig indledte ikke det slag som resulterede i Genovas fordrivelse fra Acre, Guido.” “Skt. Sabas-klosteret var retmæssigt vores! Vi beskyttede vores ejendom!” Venerios kæbe var begyndt at sitre af irritation. “Var det dét I foretog jer da I havde indtaget klosteret? Da I brød ind i vores kvarter, invaderede vores hjem, dræbte mænd og kvinder, brændte snesevis af vores skibe i havnen? Beskyttede jeres ejendom?” Hans ansigt slappedes, og hans stemme sank til sit normale niveau. “Du beholdt dit eget palads, ikke sandt? Du drog lige så stor fordel af krigen som jeg gjorde, Guido. I modsætning til 17
Bog Korstog FINAL:Layout 1
01/03/11
12:35
Side 18
størstedelen af dit folk kunne du fortsat drive din forretning i Acre. Desuden har genueserne fået lov at vende tilbage til deres kvarter nu.” “Vores kvarter? Det som venetianerne har efterladt os, er ikke meget mere end en ruin!” “Kammerater,” afbrød Conradt på et trægt, gebrokkent italiensk med en kraftig accent. “Krigen om Skt. Sabas sluttede for næsten 14 år siden. Lad os lade fortiden ligge. Din vin får min mund til at løbe i vand, Venerio.” Han slog ud med hånden i retning af bægrene og så på Guido. “Skal vi absolut skændes om gamle kampe mens vi er tørstige og stadig ædru?” “Vel talt,” sagde Michael Pisani, løftede sit bæger og drak. Efter et øjeblik sank Guido hen i krigerisk tavshed. Han greb sit bæger og tyllede vin i sig. “Mine herrer,” sagde Venerio og lænede sig frem så hans mørkeblå silkeburnus, den lange dragt med hætte i arabisk stil som mange bosættere brugte, strammedes over hans brede brystkasse, “jeg takker jer for at deltage i dette møde. Jeg er klar over at min invitation må være kommet som en overraskelse. Ingen af os er venner. På et eller andet tidspunkt har vi faktisk alle sammen befundet os på modsatte sider i konflikten. Men nu har vi måske for første gang noget til fælles.” Han gjorde en pause og mødte deres blikke. “Det går ned ad bakke med vores forretninger.” Der var tavshed. Michael løsnede sine hænder fra hinanden, lænede sig tilbage og bøjede sig så frem igen. Conradt smilede, men hans blå øjne var fast rettet mod Venerio. Et øjeblik efter talte Renaud, i et syngende tonefald der mindede om en lille klokke der ringede. “Du tager fejl, Venerio. Min forretning er fuldkommen sund.” Han rejste sig. “Jeg takker dig for din gæstfrihed, men jeg tror ikke vi har mere at tale om.” Han bøjede hovedet i retning af de andre. “Farvel.” “Hvornår har du sidst lavet våben til kongerne fra Vesten, Renaud?” spurgte Venerio og tårnede sig op over den lille franskmand. “Hvor længe siden er det du udrustede en hær til kamp? Og du, Conradt?” Han vendte sig mod tyskeren. “Hvor mange heste har de teutonske riddere købt af dig i år? Hvor længe siden er det at konger og fyrster købslog om dine stridsheste?” “Det kommer ikke dig ved,” mumlede Conradt. Hans smil blegnede. Venerio vendte sig mod Guido, som stirrede op på ham med utilsløret 18
Bog Korstog FINAL:Layout 1
01/03/11
12:35
Side 19
fjendtlighed. “Mine kilder fortæller mig at dine værfter ikke har været aktive i månedsvis, hverken her eller i det genuesiske kvarter i Tyrus.” “Jeg kan ikke tro mine egne ører,” knurrede Guido. “Godt nok har du stjålet et genuesisk palads, Venerio, men jeg sværger ved Gud at du ikke får min forretning. Om jeg så levede i rendestenen uden en trævl på kroppen, ville jeg ikke sælge til dig.” “Jeg vil ikke have din forretning. Eller nogen andens,” sagde Venerio og så på de andre. “Jeg er i samme situation som I.” Guido fnyste. “Min far taler sandt,” sagde Angelo bistert med de sorte øjne rettet mod Guido. “Hvis vores afkast bliver ved at falde sådan som de har gjort i de sidste to år, vil vi ikke have råd til at bo i dette palads. Vi har allerede måttet afskedige fire tjenere. I de seneste tolv måneder har vi oplevet et kraftigt fald i indtægterne. Tidligere var vores mest indbringende kontrakter med mamlukkerne, men siden sultan Baybars begyndte sine felttog mod vores styrker i Palæstina og mongolerne i Syrien, har han haft fri adgang til slaver. Det siges at han tilfangetog 40.000 alene ved angrebet mod Antiochia. Denne overflod betyder sammen med den nye våbenhvile at han for tiden ikke har brug for vores slaver som soldater til sin hær.” Venerio nikkede. “I løbet af det sidste århundred har vores forretninger, grundlagt af vores fædre og forfædre, udviklet sig til fem af de ældste og mest velstående handelsselskaber i Østen. Nu ser jeg sukker-, klædeog krydderihandlere overtage vores pladser” – Venerio bankede på bordet med fingeren – “vores profitter.” Renaud havde sat sig men så stadig ud til at være på nippet til at gå. “Det har været et trægt år for os alle,” sagde Michael Pisani. “Jeg indrømmer at min forretning lider. Men jeg kan ikke se hvad en åbenhjertig diskussion af så personlige anliggender kan nytte. Der er ikke noget vi kan gøre.” “Jo, der er,” svarede Venerio og satte sig igen. “Hvis vi arbejder sammen, kan vi vende vores skæbner. Lysten til korstog svinder i Vesten, og i Østen er mamlukkerne bundet af våbenhvilen. Det er grunden til vores formindskede indtjening: fredstraktaten som blev indgået mellem Edward af England og sultan Baybars for to år siden.” Venerio lod hånden løbe gennem håret, som var lige så trimmet og nydeligt som resten af ham, med hvide stænk. “Vores forretninger profiterer af krig, ikke fred.” 19
Bog Korstog FINAL:Layout 1
01/03/11
12:35
Side 20
Guido fnyste igen. “Og hvad foreslår du, Venerio? At vi afslutter freden?” “Ja. Det er nøjagtigt hvad jeg foreslår.” “Det er absurd!” udbrød Guido. De andre mænd så forbløffede ud. “Krig er nødvendig for vores forretninger, Guido,” replicerede Venerio roligt. “Det er hvad vi behøver for at overleve.” “Det er kontrakter vi behøver,” snerrede Guido. “Vi tjener på blod og kamp. Hver eneste af os er blevet rige på grund af konflikter. Lad os bare indrømme det.” Guido skulle til at protestere, men Michael standsede ham. “Vent, Guido,” sagde han og iagttog Venerio, “lad ham tale ud.” “Der har før været perioder,” fortsatte Venerio, “hvor sådanne våbenhviler har medført afmatning på vores respektive markeder, men jeg tror I vil være enige i at dette år har været særlig slemt. Vi har mistet mange handelsruter og udposter til mamlukkerne i det seneste årti. Nu da Acre, Tyrus og Tripoli er de eneste vigtige byer vi har tilbage efter Baybars’ felttog, er konkurrencen mellem os og vores yngre rivaliserende firmaer blevet voldsom.” Michael nikkede. “Og nu da Tempelriddernes nye stormester har fået tilladelse til at bygge en flåde der skal besejle den østlige del af Middelhavet, vil denne konkurrence kun vokse.” “Flåden vil kun være til militær brug,” indskød Renaud. “Det blev aftalt på Konciliet i Lyon i maj. Sådan som jeg opfattede det, ønsker stormesteren at blokere for handelsskibe fra Egypten for at svække saracenernes muligheder for handel. Paven ville ikke have godkendt forslaget hvis det ikke havde været for de merkantile fordele. De militære ordener er pavedømmets sidste håb om at genindtage Jerusalem og genvinde det territorium som er tabt til saracenerne. Jeg tvivler på at paven vil lade Tempelridderne spilde så værdifulde ressourcer ved at fylde deres egne lommer.” “Templet har fyldt lommerne i årevis.” Conradt trak på skuldrene. “Jeg vil ikke blive overrasket hvis de benyttede sig af denne mulighed til at fylde dem til overflod.” “Dette er ikke et spørgsmål vi behøver at tage os af i dag,” indskød Venerio. “Jeg tvivler på at du overhovedet behøver at tage dig af det,” sagde Guido 20
Bog Korstog FINAL:Layout 1
01/03/11
12:35
Side 21
bittert, tømte sit bæger og stillede det hårdt fra sig. “Venedig og Templet vil gå hånd i hånd som sædvanlig. Min forretning vil lide mere end nogen af jeres på grund af stormesterens kontrakt.” “Hvordan det,” replicerede Venerio, “når Johanniterridderne er gået i forbund med Tempelridderne? Så vidt jeg ved har du ikke mistet dine kontrakter med dem. Jeg ville faktisk forvente at din forretning blomstrede på grund af denne mulighed.” “Vi ved alle hvordan det mægtige Tempel arbejder,” hvæsede Guido og fyldte igen sit bæger. Noget af vinen skvulpede ud på bordet. “De vil overtage hele foretagendet. Jeg tvivler på at Johanniterridderne vil fremstille så meget som en åre.” “Hvis det er tilfældet, formoder jeg at du vil ønske at finde andre måder at genoplive dine værfter på i mellemtiden?” Guido skulede ned i sit bæger men sagde ingenting. Venerio kiggede bordet rundt. “Ønsker I at se jeres hustruer gå på gaden og tigge om mad?” spurgte han. “Jeres tjenestefolk forsvinde, jeres stads og boliger sælges? Se uden for jeres paladser. Der er adelsmænd som jer selv der har mistet alt. I vil finde dem liggende i Acres rendestene og rådne sammen med fluerne, møget og de spedalske. Ved I hvor mange børn jeg har købt af sultende forældre som var desperate efter at give deres nyfødte mad? Ønsker I jeres egne børn solgt på markederne til en rig emir?” “Dette er modbydeligt, Venerio,” sagde Renaud og rynkede panden let. “Naturligvis ønsker ingen af os det.” “Hvis vi ingenting gør, Renaud, kan det være det vi står over for. Vi ved udmærket at den eneste grund til at saracenerne har overholdt våbenhvilen, er at de er blevet tvunget til at koncentrere sig om mongolerne. Når mamlukkerne er parate, vil de igen rette blikket mod os, og de vil tilintetgøre os. Jeg har arbejdet sammen med dem længe nok til at vide hvor meget de hader vores slags, hvor stærkt de ønsker os væk. Og indtil den dag kommer, og jeg forsikrer jer at det gør den, sidder vi her og venter på vores undergang mens vi bliver fattigere dag for dag. Vi må gøre noget nu, på vores betingelser, inden vi mister alt.” Conradt tog en håndfuld druer fra et fad og rullede en ind i munden. “Jeg er forundret over dit forslag, Venerio. Hvordan har du tænkt dig at bryde våbenhvilen der er indgået mellem vores styrker og saracenerne?” Han pillede kerner ud af tænderne. “De kristne tropper er svage og split21