Kreta - af Antony Beevor

SMUDSOMSLAG / CMYK 90

3

155 mm

38 mm

155 mm

ANTONY BEEVOR

3

90 mm

ANDEN VERDENSKRIG ”Endnu et storværk … brillant fortalt.”

Politiken

John Keegan, Sunday Telegraph

foto: John Carey

ANTONY BEEVOR har modtaget adskillige priser for sine bøger, som er udkommet på 30 sprog og har solgt mere end fem millioner eksemplarer. Han er æresdoktor ved universiteterne i Kent og Bath og er gæsteprofessor ved Birkbeck College og universitetet i Kent.

Antony Beevor har tidligere bl.a. udgivet Paris After the Liberation, 1944–1949 (skrevet sammen med hustruen, Artemis Cooper), Stalingrad, Berlin – Faldet, 1945, Den Spanske Borgerkrig 1939-1945, D-dag og Anden Verdenskrig.

Tyskerne forventede, at deres luftangreb på Kreta i 1941 ville være et perfekt eksempel på en sejr vundet efter et taktisk overraskelsesangreb. De anede intet om, at briterne ved hjælp af Ultra-efterretninger kendte deres planer og havde lagt en nøje planlagt fælde for dem. Det skulle være endt med det første tyske nederlag i krigen, men en fatal misforståelse vendte slagets gang. Og konflikten endte ikke der. Kretiske frihedskæmpere indledte en heroisk modstandskamp med hjælp fra den hemmelige britiske sabotageorganisation, SOE. Først i 1945 blev Kreta befriet af engelske styrker.

Antony Beevors bog om Kreta under Anden Verdenskrig er meget mere end beretningen om et enkelt slag i den store krig. Det er også en fascinerende historie om almindelige mennesker, som med mod og råstyrke må kæmpe for deres overlevelse.

Jyllands-Posten

KRETA

”Enestående … en fængslende beretning om hele krigen på Kreta og om kreternes grufulde oplevelser under den tyske besættelse.”

”En på alle måder fremragende bog.”

ANTONY BEEVOR

www.lindhardtogringhof.dk

www.antonybeevor.com

9 788711 439463 >

Weekendavisen

”En stor og velfortalt bog.”

Berlingske

D-DAG ”Beevor er tidens mest velskrivende og grundige militærhistoriker.”

Ekstra-Bladet

KAMPEN OM

KRETA Lindhardt og Ringhof

ISBN 978-87-11-43946-3

”Et farverigt og kalejdoskopisk værk.”

STALINGRAD ”Antony Beevor er en fænomenal fortæller.”

Berlingske

BERLIN ”En gyser af en historieberetning.”

Information

DEN SPANSKE BORGERKRIG ”En detaljeret og mesterlig bog.”

Jyllands-Posten

Antony Beevor

KRETA På dansk ved Anders Juel Michelsen

Lindhardt og Ringhof

34558_Kreta_Beevor.indd 3

12-07-2013 13:58:05

1 Militære missioner

Om aftenen, efter at de sidste britiske tropper havde forladt Dunkerques strande, sagde en høj mand med et glasøje farvel til sin kone på trappen op til Oxford and Cambridge Club. Næste dag skulle han med en flyvebåd til Grækenland. De kom aldrig til at se hinanden igen. Et år senere blev han, efter at være blevet hårdt såret i slaget om Kreta, stillet op mod en mur af tyske faldskærmssoldater og skudt.

John Pendlebury havde en konventionel baggrund, havde læst på Winchester College og var uddannet arkæolog, men var en glødende romantiker. Han gik med en kårdestok, som han hævdede var det perfekte våben mod faldskærmssoldater. På Kreta blev det et endnu mere berømt kendetegn end glasøjet, som han plejede at efterlade på sit skrivebord som en meddelelse om, at han var taget væk fra Iráklio, hver gang han tog op i bjergene for at konferere med guerilla­ kapetánerne.

Som så mange andre universitetslærere og arkæologer var han blevet taget under overvejelse i 1938 af en særlig afdeling i Krigsministeriet, kendt som MI(R) – Military Intelligence Research – en forløber for Special Operations Executive (SOE). Med sit indgående kendskab til Kreta fra sin tid som museumsinspektør i Knossós midt i 1930’erne var Pendlebury en oplagt kandidat til specialoperationer. Men da krigen brød ud, var han stadig ikke blevet indkaldt og var vendt hjem til England til en officersstilling i et kavaleriregiment.

Men der var bud efter ham i maj 1940, da tyskernes angreb mod Nederlandene og Frankrig begyndte. Den voksende mulighed for, at Italien ville gå ind i krigen, og tyskernes interesse i Balkan, især 21

34558_Kreta_Beevor.indd 21

12-07-2013 13:58:07

i oliefelterne i Rumænien, pegede på, at det østlige Middelhav ville blive det næste operationsområde. En anden græsktalende arkæolog, der blev indkaldt til det hemmelighedsfulde MI(R), var universitetslæreren Nicholas Hammond fra Cambridge. Han og Pendlebury fik et lynkursus i brug af sprængstoffer, hvilket blev Hammonds specialitet; en noget speciel kvalifikation for den kommende rektor for Clifton og professor i græsk. Hammond var ekspert i Épiros og Albanien. Inden de rejste fra London, krævede Pendlebury, mere for sjov end på grund af paranoia, at de altid skulle tale sammen på græsk i telefonen, Hammond med epirotisk dialekt, Pendlebury med kretisk.

Pendlebury var ældre end de fleste af dem, der meldte sig frivilligt til sabotage og stay-behind-grupper, men var en af dem, der var i bedst form. Han var en velkendt idrætsmand fra Cambridge, han var både løber og højdespringer og medlem af Achilles Club og havde været venner med Harold Abrahams og lord Burghley. Da han befandt sig i Knossós før krigen, havde han gået over 1.600 kilometer tværs gennem Kretas bjergrige terræn.

Med en dags varsel blev de fire medlemmer af MI(R), som skulle til Grækenland og Albanien, indkaldt til Krigsministeriet. De fire var Pendlebury, Hammond, en forretningsmand fra Zagreb og endnu en arkæolog, David Hunt, en lærer på Magdalen College, Oxford, som blev diplomat efter krigen. Den 4. juni blev de fulgt til Victoria Station af en officer fra Foot Guards i fuld tjenesteuniform, ridebukser, glinsende støvler og No. 1-uniformskasket. Midt i strømmen af udmattede evakuerede soldater fra Dunkerque udgjorde hans ulastelige skikkelse et af disse bizarre indslag, som det britiske samfund uforvarende brillerer med.

De gik om bord i en flyvebåd i Poole havn og lettede uden at være rigtig sikre på ruten. De tyske kolonner, der stødte dybt ind i Frankrig, tvang piloten til at tage en omvej, så han måtte lande for at genoptanke i Arcachon lige syd for Bordeaux, Sète, Bizerta, Malta og Korfu. I Athen blev alle undtagen Pendlebury nægtet indrejse, da deres dække som »forretningsmand« og »embedsmand« blev fundet mistænkeligt.

I denne periode forud for den italienske invasion var den græske regering på vagt over for enhver britisk aktion, der kunne kompromittere dens neutralitet.

22

34558_Kreta_Beevor.indd 22

12-07-2013 13:58:07

Pendlebury havde været museumsinspektør i Knossós og fik lov at rejse ind i landet. Han tog hurtigt videre til Kreta, hvor han begyndte at kontakte venner, som han havde fået under sine lange marcher, og forberede modstandsgrupper, der skulle modarbejde invasionen af denne så strategisk beliggende ø.

Hammond og Hunt var blevet nægtet adgang til Kreta og måtte fortsætte videre til Egypten. Der blev de tilknyttet 1. Bataljon af Welsh Regiment i Alexandria. Denne regulære bataljon havde demonstreret sin militære kunnen på Kreta, men for folk, der havde meldt sig frivilligt, var fredstidens trummerum kvælende. »Hver søndag holdt officererne et cocktailparty, der varede fra 12 til 15 (kun champagnecocktails), for Alexandrias unge og smukke. Kl. 15 blev der serveret roastbeef og yorkshirepudding, selvom der konstant var 30-40 grader varmt.« Eftersom Italien erklærede krig den 10. juni, to dage efter at Hammond og Hunt var ankommet til Alexandria, varede denne besynderlige tilværelse ikke ret længe.

Denne sommer, mens Storbritannien forberedte sig på en invasion, og de første træfninger fandt sted i den libyske ørken, gjorde den græske diktator general Ioánnis Metaxás’ regime, der var fuldt ud klar over truslen fra den italienske hær, som havde besat Albanien i april 1939, alt for at undgå en konfrontation.

Regeringen i Athen så endda igennem fingre med, at en italiensk ubåd sænkede deres krydser Helle, der fungerede som et ceremonielt vagtskib under de religiøse fester på øen Tínos. Men denne usædvanlige tilbageholdenhed hjalp dem ikke ret meget.

Få militære felttog er blevet udført så tankeløst som den italienske invasion af Grækenland, der blev indledt den 28. oktober 1940. Mussolini ville oprindeligt invadere Jugoslavien, men det nedlagde Hitler veto imod på det kraftigste. Jugoslaviens råstoffer var næsten lige så vigtige for den tyske krigsindsats som Rumæniens olie. Det er på en vis måde overraskende, at Hitler ikke også nedlagde veto mod invasionen af Grækenland. Han var rigeligt advaret mod, hvad italienerne havde i sinde, og Mussolini har næsten med sikkerhed fået det godkendt af ham i et privat øjeblik under mødet i Brennerpasset den 4. oktober.

23

34558_Kreta_Beevor.indd 23

12-07-2013 13:58:07

Il Duce præsenterede sit felttog som en del af et dobbelt angreb på Storbritanniens position i det østlige Middelhav – erobringen af Mers Matruh ville angiveligt blive efterfulgt af italiensk dominans i Det Ægæiske Hav. På dette tidspunkt harmonerede det med Tysklands »perifere strategi« med at angribe Storbritannien på alle måder, blot ikke ved det direkte angreb tværs over Den Engelske Kanal, men Hitler havde ikke helt forstået det italienske regimes evne til at styre mod katastrofer.

Emanuele Grazzi, den italienske diplomat i Athen, vækkede general Metaxás klokken tre om morgenen for at overbringe ham et ultimatum uden endda at kende til detaljerne i betingelserne. Det diplomatiske komediespil føjede spot til skade, eftersom italienske tropper allerede var gået over den albanske grænse. General Papágos, den græske stabschef, ringede til den britiske militærattaché oberst Jasper Blunt mindre end en halv time efter. Blunt tog straks hen til generalstabens kontorer, hvor han mødte en koldblodighed, der var yderst imponerende under disse omstændigheder.

De folkelige demonstrationer næste dag viste, at landet instinktivt havde dannet fælles front. Metaxás’ »Nej!« til Grazzi fejres stadig den 28. oktober hvert år med en national helligdag kendt som »Ohi-dagen«.

I den bevægede, patriotiske stemning glemte både venizelistiske, antimonarkistiske liberale og venstrefløjen for en stund, at Metaxás’ royalistiske diktatur havde krænket forfatningen og undertrykt al opposition.

Metaxás havde, bemyndiget af den nyligt genindsatte kong Georg 2., gjort en ende på al partipolitik med sit dekret af 4. august 1936.

Hans styre blev håndhævet af politiet og det hemmelige politi, der hørte under hans loyale støtte Konstantínos Maniadákis, minister for national sikkerhed.

De græske royalisters og de liberales endeløse optagethed af forfatningen havde længe blot været en skinkamp, der gjorde dem i stand til at ignorere landets reelle problem – splittelsen mellem en selvoptaget hovedstad og de sørgeligt forsømte landegne og øer. De to store partiers svigt efterfulgt af Metaxás’ diktatur, der blev kendt som »4. August-Regimet«, gav senere kommunisterne deres chance på fastlandet.

24

34558_Kreta_Beevor.indd 24

12-07-2013 13:58:07

Parallellerne til Spanien var slående. Forskellen i de begivenhedsmønstre, der førte til deres respektive borgerkrige, lå mest i timingen.

I Spanien udsatte Primo de Riveras diktatur i 1920’erne eksplosionen til de sene 1930’ere. I Grækenland blev Metaxás’ lignende forsøg på at anvende militær magt mod det civile kaos efterfulgt af det albanske felttog og den tyske besættelse. Det betød, at eksplosionen blev udskudt, indtil Anden Verdenskrig var slut, og kort efter at britiske tropper ankom til Athen.

Den 28. oktober 1940 blev den britiske diplomat sir Michael Palairet hyldet på altanen i den britiske legation af både modstandere og tilhængere af regimet. Legationen, et stort lyserødt og hvidt palæ på Kifissia Avenue, havde tilhørt Elefthérios Venizélos, den store liberale statsmand i Første Verdenskrig, hvis sympati for de allierede havde bidraget til at få afsat den tyskvenlige kong Konstantin, Georg 2.s far. På Venizélos’ fødeø, Kreta, var et patriotisk udbrud lige ved at føre til ødelæggelsen i Iráklio af Morosinibrønden fra begyndelsen af 1600-tallet, fordi den var venetiansk og derfor »fjenden«.

Reservister ventede ikke på at blive indkaldt, men meldte sig straks.

Overbegejstrede soldater i troppetransporttogene affyrede omkring en million skud i luften. Mange enheder begav sig mod fronten til fods, eftersom der næsten ingen motortransportmidler fandtes i den græske hær. I Píndosbjergene tilbød mænd, kvinder og børn sig selv og deres lastdyr til at bære ammunition og forsyninger gennem det vilde, uvejsomme terræn. I løbet af få dage blev det italienske fremstød bremset.

Den italienske hær havde nærmest troet, at felttoget ville forme sig som en triumfmarch, og var ikke udstyret med ingeniørenheder.

Denne mangel på strategi – et nyttesløst fremstød ind i Épiros’ bjergmassiv i stedet for at skære tværs over til nøglehavnebyen Thessaloníki – irriterede Hitler lige så meget som den inkompetence, felttoget blev udført med. Han foregav ikke at have vidst noget på forhånd om hele dette dristige foretagende.

I stedet for et kort og brutalt felttog, der ville have afskåret fjenden fra resten af Europa, måtte Hitler nu erkende, at Mussolinis aktion havde udløst den britiske garanti for græsk uafhængighed, som blev givet i april 1939 efter den italienske invasion af Albanien. I Salzburg den 18. november lod Føreren den italienske udenrigsminister, 25

34558_Kreta_Beevor.indd 25

12-07-2013 13:58:07

grev Ciano, forstå, at ankomsten af Royal Air Force-bombefly til egnen, hvorfra han fik sine hovedforsyninger af brændstof, Ploeştioliefelterne, var Mussolinis skyld.

Hitlers bekymring for oliefelterne steg yderligere, da det stod klart, at hans forsøg på at dæmpe de russiske mistanker ned, der var blevet vakt af tyske tropper i Rumænien, var slået fejl. Den 5. december 1940 besluttede han sig omsider for invasionen af Rusland. Truslen om en anden front i hans højre bagland blev nu en stor bekymring.

Den oprindelige stabsplan for at invadere Grækenland (Unternehmen Marita) og Gibraltar (Operation Felix) som en del af den »perifere strategi« mod den britiske magt i Middelhavsområdet måtte tages op til revision. General Francos manglende interesse gjorde »Felix« umulig, og Hitler, der var totalt fikseret på Rusland, havde under alle omstændigheder mistet interessen for Middelhavet. »Marita« var på den anden side blevet endnu vigtigere end nogensinde. Han måtte sikre sin flanke til det kommende fremstød mod øst.

Hitlers frygt var overdrevet. RAF’s tilstedeværelse i Grækenland var en langt mindre trussel, end han forestillede sig, fordi Metaxás’ regering ikke ville give briterne lov til at true de rumænske oliefelter.

En improviseret samling af eskadriller under luftmarskal D’Albiac – til at begynde med mest Blenheim- og Gladiatorfly – blev sendt fra Egypten for at levere støtte til den græske hær på den albanske front. For at undgå at provokere tyskerne måtte bombeflyene ikke stationeres længere fremme end Eléusis og Tatoi, der begge ligger i nærheden af Athen.

For fortroppen – der sådan henkastet i deres messetelt i ørkenen havde fået at vide, »I skal til Grækenland i morgen« – var det et bevægende øjeblik, da de landede med en Sunderlandflyvebåd på flådens flyvestation i Faleron nær Athen. De var de første britiske styrker, der åbenlyst befandt sig i europæisk territorium siden Frankrigs fald.

De unge piloter, der fulgte med, var præget af periodens sorgløshed. I 211. Eskadrille var der flere, der var vilde med bilvæddeløb, og som kendte hinanden fra sadelpladsen på Brooklands. Der blev hæftet øgenavne på alt og alle, »drager« blev kaldt »Bloody Mary« og »Caminix«, og piloterne blev for eksempel kaldt »Bish« Gordon-Finlayson, »Twinkle« Pearson og »Shaky Do« Dawson.

26

34558_Kreta_Beevor.indd 26

12-07-2013 13:58:07

De faldt hurtigt til i deres nye liv. Om dagen udførte de bombeangreb mod de albanske havnebyer Durrës og Vlorë – et farligt, gentaget mønster kendt som »samme tid, samme sted«. Og om natten morede de sig i Athen; de startede på Zonar og gik så videre til Maxim eller Argentina-natklubben, hvor de indimellem kom i klammeri med ikke alt for troværdige tyske »turister«. På Argentina sludrede de efter forestillingen med en blond sangerinde og danser, der hed Níki, uden at vide at hun var kæreste med et medlem af Section D (en anden forløber for Special Operations Executive), der arbejdede undercover i Legationen.

Som endnu et tegn på sin støtte og for at skaffe sig »intime informationer om de to hæres relative kvaliteter« havde Churchill forlangt, at en britisk militærmission blev tilknyttet den græske hær. Overkommandoen for Mellemøsten modtog denne instruks få dage efter den italienske invasion, og i slutningen af den anden uge i november blev generalmajor Gambier-Parry sendt fra Egypten ledsaget af en sparsom stab.

Selvom militærattachéen oberst Blunt blev sat i en vanskelig position, så kom han og Gambier-Parry godt ud af det med hinanden. Men Gambier-Parry blev hjemkaldt mod slutningen af året og kortvarigt udnævnt til chef for de britiske styrker på Kreta. Hans afløser var generalmajor T.G. Heywood.

Heywood havde været militærattaché i Paris inden Frankrigs fald.

Hans afvisning af at anerkende afhoppere i den franske hær var en lidet lovende kvalifikation. Harold Caccia, førstesekretæren i Legationen, betragtede ham som »intelligent, men ikke særlig klog«. Heywood var en pernittengryn. Han havde et muskuløst, militærisk ansigt med overskæg, smalle øjne og en monokel. Han var ambitiøs og »politisk sindet« og øgede størrelsen af den britiske militærmission fra seks-syv officerer til over 70, hvilket fik mange i den græske hær til at tro, at hans organisation var bestemt til at udgøre kernen i en ekspeditionsstyrke.

Heywood satte også sin artilleristkollega Jasper Blunt i en uacceptabel situation. Blunt, der var en meget intelligent mand, havde erhvervet sig en fortrinlig viden om den græske hær. Han var også den eneste britiske officer i Athen, for hvem det var lykkedes at rekog27

34558_Kreta_Beevor.indd 27

12-07-2013 13:58:07

noscere det truede område i nordøst, inden den græske generalstab forbød yderligere besøg der. Oberst Blunt burde med sit store lokale kendskab have været tilknyttet missionen som seniorefterretningsofficer, men Heywood havde taget sin egen mand med, Stanley Casson – docent i klassisk arkæologi ved New College, Oxford – som var både højt begavet og en veteran fra Thessaloníki i Første Verdenskrig, men som havde mistet følingen. Den mest besynderlige tilføjelse var måske oberst Rankin fra den indiske hær i et par jodhpurs af ejendommeligt snit og en lang kavalerijakke, der stak så meget ud i siderne, at han blev kendt som »den indiske evzón« (evzón: et medlem af det græske eliteinfanteri, der bærer plisseret nederdel).

De fleste i den britiske militærmission var enten udvalgte faste befalingsmænd eller frivillige med kendskab til regionen. Stabschefen for operationen var en velkendt Coldstreamer, oberst Guy SalisburyJones. Hans næstkommanderende var major Peter Smith-Dorrien, der senere blev dræbt af en terroristbombe på King David Hotel.

Rækkerne af unge kaptajner og yngre officerer indbefattede Charles Mott-Radclyffe, en diplomat, der var blevet forvandlet til soldat og havde været stationeret i Athen kun to år forinden; Monty Woodhouse, en 23-årig studerende fra Winchester College med et barsk udseende og en rigoristisk tankegang, der få år efter som oberst sammen med Nick Hammond i høj grad var medvirkende til at bremse de græske kommunisters forsøg på at undertrykke rivaliserende guerillagrupper; Michael Forrester, der meget hurtigt skulle udmærke sig på Kreta som en næsten mytisk leder af de irregulære tropper i kampen mod de tyske faldskærmssoldater; og Patrick Leigh Fermor, der af Woodhouse blev beskrevet som »en personifikation af Byron«, fordi han havde knyttet sig selv til et græsk kavaleriregiment under den venizelistiske revolution i 1935 og senere levede op til denne etikette ved at deltage i guerillaaktioner, der var blandt de mest romantiske i krigen.

Leigh Fermors tidlige karriere fuld af rejseglæder er veldokumenteret i hans bøger, men en route til Athen var hans utrolige evne til at overleve lige ved at slå fejl. HMS Ajax, der var afsejlet fra Alexandria, gjorde ophold i Súdabugten på Kretas nordkyst. Han og Monty Woodhouse besøgte den gamle venetianske by Haniá for at få en drink og ryge en nargile (tyrkisk vandpibe).

28

34558_Kreta_Beevor.indd 28

12-07-2013 13:58:07

Bagefter standsede en menig i Black Watch i en lastbil med rationeringer for at give dem et lift tilbage til Súda, men han viste sig at være fuld og kørte hensynsløst på veje, der med Pendleburys ord »kunstnerisk var forvandlet til ruiner«. Lastbilen kørte i grøften, og Leigh Fermor, der fik en hovedlæsion, måtte efterlades på hospitalet, da Ajax afsejlede. Han nåede til Athen en uge senere.

Missionens forbindelsesofficer til den græske regering var prins Peter af Grækenland, kong Georg 2.s unge fætter, der som antropolog havde tilbragt lang tid i Himalaya. Han var anglofil om en hals og havde »et forbløffende repertoire af sjofle sange«, så han var yderst afholdt hos de britiske officerer. Missionen var næppe i stand til at komme med nyttige råd angående bjergkrig. »Grækerne var bestemt tapre,« bemærkede en krigskorrespondent, »men bjergkrig egnede sig efter deres opfattelse ikke til moderne metoder, så de tyede næsten automatisk til århundredgamle taktikker.« Forrester, der arbejdede for Salisbury-Jones, beskrev krigen som »en balkankrig med noget moderniserede våben«.

Den britiske militærmissions noget uklare opgave blev ikke gjort tydeligere af det uvirkelige miljø, som den boede og arbejdede i.

Umiddelbart efter den italienske invasion havde den græske regering beslaglagt Hotel Grande Bretagne på Síntagmapladsen som sit hovedkvarter; det var en af de største bygninger i Athen og havde store kældre, der stod klar til at blive brugt som beskyttelsesrum.

General Metaxás overtog hoteldirektørens kontor, kongen fik tildelt en privat stue, og bartenderen »Jimmys« ry som den bedst informerede mand i Athen voksede til stadighed, da general Mellissinós, vicestabschefen, stillede sit skrivebord op over for flaskerækkerne. »Bygningens præmiestykke,« skrev oberst Blunt i sin dagbog, »var Maniadákis, sikkerhedschefen. Han havde et kæmpe mahognibord, der modsvarede hans enorme korpus. På det stod et overdimensioneret fotografi af general Metaxás i en gedigen sølvramme og et batteri af telefoner, som ikke ville have kastet skam over nogen politichef i en thrillerroman eller film. Maniadákis tog røret op med sin enorme næve og brølede til en præfekt i provinsen eller en politichef; han råbte ikke kun for at overdøve skrivemaskinerne, men også fordi han godt kunne lide at råbe. Mens han spillede sin forestilling, sad hele hans 29

34558_Kreta_Beevor.indd 29

12-07-2013 13:58:07

nære kreds af officerer og venner i en tæt klynge omkring ham og prøvede at høre, hvad der blev sagt i den anden ende.« Under den græske hærs forbløffende succesrige felttog mod italienerne ville planlægningsstaben og værnscheferne i London ikke have, at den britiske støtte skulle strække sig videre end til de jager- og bombeflyeskadriller, der allerede var blevet indsat. En af måderne at støtte både græske og britiske interesser i det østlige Middelhav var at overtage ansvaret for Kreta, som italienerne ville besætte for at bruge som flåde- og flybase. Metaxás havde mistanke om, at briterne havde deres egne planer for denne strategisk vigtige ø, men på det tidspunkt var de helt klart det mindste onde. Trods den voksende britiskvenlige stemning glemte grækerne ikke Venizélos ‘ udtalelse, hvori han beskrev deres land som »stormagternes tigger«.

I London var admiraler, generaler og luftmarskaller for en gangs skyld enige i deres synspunkter, og Churchill tilsluttede sig dem. Med Grand Fleet i 1914 som klangbund forlangte han, at den store, naturlige havn i Súdabugten skulle omdannes til »et nyt Scapa«.

Admiral Cunningham, den øverstbefalende i Middelhavet, havde allerede med grækernes godkendelse planlagt at oprette en flådebase der. De første britiske tropper, der skulle sendes derhen, 2. Bataljon af York and Lancaster Regiment, modtog deres varsel til at rykke ud i løbet af 48 timer efter den italienske invasion. 2. Bataljon af Black Watch, der også var en del af 14. Infanteribrigade, fulgte efter i løbet af de næste dage.

Udsendelsen af britiske tropper, som skulle bevogte Súdabugten, satte den græske regering i stand til at overføre den kretiske 5. Division til fastlandet. Harold Caccia, der vikarierede for sir Michael Palairet, viderebragte denne kategoriske forsikring til den græske regering: »Vi vil passe på Kreta.« Denne beslutning – som var ganske logisk, forudsat at briterne opfyldte deres løfte, blev senere stærkt beklaget af kreterne med forståelig bitterhed. »Havde Divisionen blot været her!«, lød det næsten alle vegne, da den tyske, luftbårne invasion af deres ø fandt sted godt et halvt år senere.

Den kretiske division gik i land i Thessaloníki i den anden uge af 30

34558_Kreta_Beevor.indd 30

12-07-2013 13:58:07

november 1940. På grund af manglen på transportmidler måtte den marchere tværs gennem det meste af Makedonien til Kastoriá omkring 70 kilometer syd for Prespasøen, hvor Grækenland, Albanien og Jugoslavien (nu Makedonien) møder hinanden. Kreterne udgjorde en del af reserven for den græske hærs ti divisioner på en front, der strakte sig mod sydvest gennem Píndosbjergene til Épiros’ kyst over for Korfu.

I anden halvdel af november og det meste af december rykkede den græske hær tappert frem mod italienerne og drev dem tilbage til Albanien trods det vilde terræn, dårligt vejr og deres mangel på fly og panserkøretøjer. Den 28. december havde de etableret deres højre flanke ved Pogradec ved Ohridsøen.

I denne bjergkrig overlevede kun de, der var vant til disse barske betingelser. Britiske officerer var fulde af forundring over de græske soldaters ukuelighed, udstyret som de var med våben fra Første Verdenskrig – mange af dem var erobret fra den østrigske hær – og »klæder og fodtøj af elendig kvalitet«. Mange var pakket ind i klude.

Under marchen til fronten havde de mere heldige af dem fået civile overfrakker af tilskuere, der fik medlidenhed med dem. Det var den værste vinter i mands minde. Langt flere døde på grund af forfrysninger end i kamp. Kun de sårede, der selv kunne gå, havde en chance for at overleve. Båreliggende var næsten umulige at evakuere. Nye forsyninger af rationer og ammunition ankom kun sporadisk, eftersom nærmest alt skulle fragtes op med muldyr. Pakdyr, der blev halte, blev skudt, og deres kadavere blev skrællet for kød af de glubende sultne soldater. RAF-Blenheimere måtte ved flere lejligheder nedkaste sække med mad til de sultende og indesneede enheder. Selv vand var et problem, eftersom der ikke var brændstof til at smelte sneen.

I den næste fase kæmpede den kretiske division på den centrale del af fronten. I de sidste dage i januar 1941 udmærkede 5. Division sig i kampene om Trebeshinabjerget og Kleisoura, som var et vigtigt knudepunkt. Et enkelt kretisk regiment jog 58. Leniano Division på flugt. En af de andre fjendtlige formationer i denne sektor var 51.

Siena Division, som senere i krigen besatte den østlige del af Kreta; efter den italienske våbenhvile i 1943 smuglede Paddy Leigh Fermor dens chef væk fra øen.

31

34558_Kreta_Beevor.indd 31

12-07-2013 13:58:07

Leigh Fermor, der flygtede fra den klaustrofobiske atmosfære i generalkommandoen i Athen, bed ikke mere mærke i den kretiske 5.

Division end i nogen af de andre divisioner på sin rundrejse ved den albanske front. Det eneste, han kunne mindes, var kreternes munterhed trods den bidende kulde og måden, de bar deres geværer over skulderen på, ligesom åg, fordi sådan gik øens hyrder med deres stave.

På det tidspunkt havde han ingen anelse om, hvor vigtig Kreta skulle blive.

32

34558_Kreta_Beevor.indd 32

12-07-2013 13:58:07

2 Diplomatiske missioner

I januar 1941 havde grækerne, efter at have forstærket deres hær i Albanien, kun fire underbemandede divisioner tilovers til den bulgarske grænse i Thrakien og det østlige Makedonien. Den øverstbefalende, general Papágos, håbede, at en alliance med Jugoslavien ville gøre dem i stand til at knuse italienerne i en knibtangsmanøvre, så hans divisioner kunne omgrupperes, hvis den tyske trussel fra Rumænien voksede. Papágos havde, nøje overvåget af Metaxás, håndteret fremstødet i Albanien med beslutsom dygtighed, men hans faste vilje til at ville besejre italienerne blev en mani, og hans snæversynethed skulle vise sig at blive katastrofal.

Regenten prins Pavles jugoslaviske regering viste sig under alle omstændigheder at være en meget usikker allieret på dette stadium.

Aksens hære og dens vordende allierede lå bag seks af Jugoslaviens syv grænser, det vil sige Italien, Østrig, Ungarn, Rumænien, Bulgarien og Albanien. Og prins Pavle – Churchill gav ham senere øgenavnet »prince Palsy« (»den lammede prins«) – gav efter for presset fra Hitler om at underskrive Tremagtspagten. Til trods for de tyske forsikringer om det modsatte ville det næsten med sikkerhed betyde, at Tyskland kunne bruge Jugoslaviens jernbanesystem til at invadere Grækenland.

Den græske regering havde kun briterne at spørge om hjælp, men Metaxás holdt fast i sin politik med ikke at provokere Tyskland. Han havde ikke Churchills viden om Hitlers intentioner.

Den 10. januar 1941 – samme dag, Hitler besluttede at sende en styrke til Libyen som støtte for italienerne, og X Flieger-Korps, der lige var ankommet til Sicilien, angreb hangarskibet HMS Illustrious – 33

34558_Kreta_Beevor.indd 33

12-07-2013 13:58:08

modtog Churchill informationer fra opsnappede tyske Ultrasignaler afkodet på Bletchley Park, der bekræftede, at den tyske troppekoncentration i Rumænien udgjorde en alvorlig trussel for Grækenland. Han gav omgående ordre til at udarbejde beredskabsplaner for indsættelsen af en britisk ekspeditionsstyrke på det græske fastland.

General sir Archibald Wavell, den øverstbefalende i Mellemøsten, var mindre bekymret. I en strøm af signaler sendt mellem London og Kairo den 10. januar hævdede han, at tyskerne blot havde engageret sig i en »nervekrig«. Wavell mente, at han fik medhold i dette synspunkt, da general Heywood ankom fra Athen samme dag og sagde, at den græske regering mente, at tyskerne bare prøvede »at advare både os og russerne mod at nærme os Balkan«. Men værnscheferne, der fulgte Churchills direktiv, understregede, at hans eftergivenhed var forventet: »Hans Majestæts regering har besluttet, at det er helt afgørende at yde grækerne størst mulig hjælp.« Wavell fløj tre dage senere civilklædt til Athen til møderne med kong Georg 2. af Grækenland, Metaxás og general Papágos. Metaxás ville forhindre briterne i at sende en symbolsk styrke – stor nok til at give tyskerne et påskud for en invasion, men for lille til at standse dem. General Papágos erklærede, med støtte fra Metaxás, at »de græske styrker på den bulgarske front måtte forstærkes omgående med ni divisioner og tilsvarende flystøtte«, Wavell svarede, at det var umuligt.

Han kunne højst skaffe to eller tre divisioner. Metaxás sagde, at det var helt utilstrækkeligt, og at sende en lille artillerifortrop ville kun give tyskerne et påskud for at angribe. Papágos hævdede senere at have fremført, at de britiske divisioner under alle omstændigheder ville gøre mere nytte i Nordafrika.

Wavell gentog sit tilbud om en fortrop, lige før han fløj tilbage til Kairo. Efter således samvittighedsfuldt at have fulgt Londons instrukser var han personligt lettet over, at grækerne fortsat nægtede at tage imod sådan en hjælp, for general O’Connors styrker var på fremmarch i Libyen. Værnscheferne i London og Krigskabinettet »drog også et lettelsens suk«, og det gjorde Churchill tilsyneladende også − uofficielt. Men Churchill var bevidst om de bredere politiske forviklinger.

Storbritannien blev konstant af den tyske propaganda anklaget for at svigte sine allierede og få andre lande til at udkæmpe dets krige. Den 34

34558_Kreta_Beevor.indd 34

12-07-2013 13:58:08

DE T ØST L IGE M I DDE L H AV 0

100

200

J U G O S L AV I E N

SOFIA

BULGARIEN

Skopje

ar

Strum

Va rd

TIRANA

a

Monastir

ALBANIEN

Né sto s Flórina Vévi Edéssa M A K ED ON I EN Koritza Kasbriá Ptolemaída

Progradec

Kozáni

T H R A K I EN

Thessaloníki

Servía Kateríni Aliákmonas Olympen Lárisa

Korfu

GRÆKENLAND Lamía Thermopylæ Mesolóngi

Náfpaktos Pátras

Malkída

Évia

PELOP ON N E S MégaraATHEN Korínth Rafína Piræus Árgos Pórto Ráfti Náfplio Míli Kalamáta AG Æ ISK E H AV

N Monemvasía Kap Matapás

Mílos

Kíthira Antikíthira

Kastéli Kisámu

Santoríni

Haniá Súda Iráklio Stakiá

K R ETA

Kárpathos Kásos

Ierápetra

34558_Kreta_Beevor.indd 35

12-07-2013 13:58:08

sidste påstand var særligt irriterende på et tidspunkt, da »Winston følte, at han måtte øve indflydelse på amerikanerne«.

Opsnappede Ultrameddelelser fortsatte med at vise, at den tyske trussel fra Rumænien var alvorlig, og Churchill, der var usikker på det kloge i at sende en ekspeditionsstyrke, nægtede at acceptere Wavells argument om, at hjælp til Grækenland ville være »en farlig, halv løsning«. Han blev ved med at vende tilbage til, at Mellemøstkommandoen rådede over en forplejningsstyrke på 300.000 mand, et tal, der gjorde ham ude af stand til at tro, at der var så få frontlinjetropper til rådighed. En af hans stabsfolk i Krigskabinettet bemærkede senere, at skønt Churchill »på nogle måder var au fait med moderne ting«, så gik han »stadig meget højt op i antallet af sabler og bajonetter«.

Metaxás døde af strubekræft den 29. januar. Den tyske propaganda påstod, at han var blevet forgivet ved middagen, der blev afholdt til hans ære af Wavells adjudant, Peter Coats, på Hotel Grande Bretagne to uger tidligere. Den nye premierminister, Aléksandros Korizís, var bankmand og ikke en professionel politiker, og han savnede sin forgængers robuste vished. Hans regering meldte hurtigt ud, at den var ivrig efter at få britisk hjælp, i det omfang det kunne lade sig gøre.

Churchill, der var inspireret af sin fornemmelse for britisk historie, hvori øfolket havde skabt alliancer mod forskellige tiders overlegne magt, tog det som et signal til at skabe en Balkanpagt mellem Grækenland, Jugoslavien og Tyrkiet. Efter ordre fra ham rejste udenrigsministeren, Anthony Eden, ledsaget af chefen for den imperiale generalstab, sir John Dill, fra London til Kairo den 12. februar – samme dag Rommel ankom til Tripoli. Da general Wavell hørte om deres besøg, indstillede han sig på et større engagement i Grækenland og foretog en vurdering af sine opsplittede styrker.

Wavell havde måske mere brug for vederhæftige informationer end tropper. Desværre leverede Heywood alt for optimistiske rapporter om den græske hærs kapacitet, næsten som en gentagelse af sin vildfarelse i Frankrig. Blunts vurdering var mere nøgtern. Han vidste, at trods den græske hærs storslåede modstand mod italienerne, en indsats, der havde krævet både mange liv og tab af udstyr, så havde den ingen chance over for tyske panserdivisioner og motoriserede divisioner med overvældende flystøtte. Og efter Metaxás’ død var de 36

34558_Kreta_Beevor.indd 36

12-07-2013 13:58:08

dybereliggende politiske spændinger begyndt at vokse frem mellem de stadig dominerende metaxistiske officerer og venizelisterne, hvis karrierer havde lidt under diktaturet.

Det blev Heywoods udlægning, der løb af med sejren, hovedsagelig fordi den tilfredsstillede Churchills tørst efter positive nyheder. Og der var opløftende øjeblikke på den albanske front, som han kunne henvise til. Den 13. februar blev den græske offensiv genoptaget.

Den kretiske division angreb mod nordvest fra Trebeshinabjerget og trængte atter italienerne tilbage. To dage senere besatte de Medjigoranipasset og Sen Deli-bjerget. Voldsomme snefald fik snart aktionerne til nærmest at gå helt i stå. Flere observatører mente, at havde det ikke været for dette tilbageslag, ville grækerne have erobret havnebyen Vlorë, og det kunne have ført til den italienske hærs sammenbrud.

Det var der andre, der var knap så overbevist om. Grækerne havde hverken forsyninger eller transportmidler nok til at holde deres fremstød gående.

Krigen i luften aftog ikke trods de ofte ganske forfærdelige vejrforhold. Den 28. februar udkæmpede RAF sin mest succesrige aktion i felttoget. To eskadriller, en med Hurricaner og en med Gladiatorer, nedskød 27 italienske fly over den albanske grænse i løbet af halvanden time. Denne sejr bidrog i nogen grad til at dæmpe den græske kritik af RAF’s afvisning af at indsætte fly som nærstøtte til deres tropper, men på dette tidspunkt i krigen pådrog RAF sig en lignende kritik fra British Army; den betragtede sig selv som udelukkende et strategisk våben.

Omkring denne tid modtog grækerne efterretningsrapporter om, at italienerne nu var i stand til at planlægge et stort modangreb. Det kom i den anden uge af marts med 12 italienske divisioner opstillet mellem floderne Apsós og Aóos mod den græske frontlinje, der bestod af fire divisioner.

Mussolini, der var fuldt ud klar over, at den planlagte tyske invasion ville gøre hans hær til skamme, beordrede sine tropper til at angribe »for enhver pris«. I den efterfølgende uge gjorde kreterne sig særligt bemærket ved at påføre italienerne store tab. De gik for at være de bedste skytter i den græske hær, hvilket de var overmåde stolte af. I løbet af ti dage var den store italienske offensiv løbet ud i sandet, men 37

34558_Kreta_Beevor.indd 37

12-07-2013 13:58:08

på det tidspunkt havde situationen på Balkan og i hele Mellemøsten ændret sig. Mussolinis styrker blev et forholdsvist lille problem.

Den 16. februar fandt den første træfning mellem britiske og tyske styrker i Nordafrika sted i nærheden af Syrte. Fire dage senere erkendte Churchill faren ved at sprede styrkerne og signalerede til Eden, Dill og Wavell i Kairo: »Føl jer ikke forpligtede til at gå i lag med Grækenland, hvis I inderst inde føler, at det kun vil føre til en ny norsk fiasko.« Men Eden ville ikke, som hans generaler snart skulle opdage, lade sig slå ud af sin kurs.

Churchill nærede en til tider alt for følelsesmæssigt stærk loyalitet over for grækerne og deres konge og ville så gerne hjælpe dem uanset risikoen. På den anden side ville han stadig gerne have klare råd fra de ældre officerer på stedet, men havde givet Eden uindskrænket fuldmagt »i alle diplomatiske og militære anliggender«, inden han rejste fra London. Det kan udmærket have overbevist Dill og Wavell om, at de ikke havde andet valg end at støtte den linje, som blev lagt af udenrigsministeren. Eden var tydeligvis blevet begejstret for tanken om at overraske verden med en storslået alliance – den form for coup de théâtre, som diplomater drømte om. Men ligesom Churchill, der talte »sabler og bajonetter«, hørte den slags illusioner en svunden tid til.

I betragtning af de jugoslaviske og tyrkiske hæres og luftvåbens antikverede tilstand ville en Balkanalliance aldrig være blevet til mere end en symbolsk gestus. Wavell modsatte sig Edens forsøg på at inddrage tyrkerne i denne plan; det var den eneste gang, han udtalte sig så bastant om spørgsmålet. Et tyrkisk nederlag og tysk besættelse af Dardanellerne ville være en katastrofe, indvendte han med rette.

Heldigvis var tyrkerne klarsynede nok til ikke at lade sig inddrage i denne urealistiske plan. Ud over den tyske hær, der stod opstillet i Rumænien, frygtede de, at Rusland, deres traditionelle fjende og på dette tidspunkt stadig Hitlers allierede, ville gentage dolkestødet i ryggen, som de havde anvendt på Polen.

Den 22. februar fløj Eden, ledsaget af Dill, Wavell og viceluftmarskal Longmore, RAF-officer i Mellemøsten, til Athen. Inden det første møde i Tatoipaladset meddelte den græske regering, stærkt opmuntret af kongen, at den var fast besluttet på at gøre modstand mod tyskerne, 38

34558_Kreta_Beevor.indd 38

12-07-2013 13:58:08

hvad enten briterne kom dem til hjælp eller ej. Briterne var imponerede, ja, bevægede over dette mod. General Papágos medgav, at et fremskudt forsvar af Thrakien og det østlige Makedonien ikke var gennemførligt. Han var enig i, at hovedparten af de græske styrker skulle trækkes tilbage til den foreslåede Aliákmonaslinje, som skar tværs over fra nordsiden af Olympen og op mod den jugoslaviske grænse langs Vermio-området. Sikkerheden på venstre flanke frem mod Monastirhullet afhang åbenlyst af, at den jugoslaviske hær holdt stand mod tyskerne.

Eden var endnu mere begejstret end nogensinde for idéen om en Balkanalliance og lovede grækerne »formidable« resurser og pustede tallene op på de disponible styrker, som var blevet tilvejebragt under stabsbriefingen. Oberst Freddie De Guingand, et medlem af planlægningsstaben for Mellemøsten, betragtede Wavells modløse støtte til projektet med forfærdelse. Han havde i lighed med mange andre officerer senere svært ved at tilgive ham for ikke at have taget bladet fra munden. Efter mødet bemærkede De Guingand, hvordan Eden »brystede sig« foran kaminen, mens hans underordnede lykønskede ham med en diplomatisk sejr.

Dette militære synspunkt på begivenhederne stemmer ikke overens med Udenrigsministeriets. Lige før hovedmødet gav sir Michael Palairet en privat frokost for at give Wavell en bedre forestilling om de involverede spørgsmål og for at underrette ham om, at efter Metaxás’ død havde kongen nu den reelle beslutningsmyndighed.

Harold Caccia, en af de fire frokostgæster, blev overrasket over, at Wavell, der »normalt er en ganske fåmælt mand, blev temmelig snakkesalig«.

Han indledte med at sige: »Tja, situationen i Grækenland er ikke så forskellig fra den i Egypten,« og fortsatte med at sammenligne de defensive egenskaber ved de græske bjergkæder med Qattarasænkningen. »Det betyder, at det ikke er særlig relevant at spørge om, hvor mange divisioner der er brug for, eftersom der kun kan indsættes et vist antal.« Denne falske optimisme, der som så mange gange før påvirkede hovedrolleindehaverne – man fornemmer et næsten desperat forsøg på at gøre en dyd af nødvendigheden – var baseret på den ubegrundede formodning om, at jugoslaverne enten ville forblive 39

34558_Kreta_Beevor.indd 39

12-07-2013 13:58:08

neutrale, eller de ville gøre indædt og effektiv modstand ligesom i Første Verdenskrig.

Da man sidst på eftermiddagen havde taget beslutningen om at sende en ekspeditionsstyrke ud, rejste Eden, Dill og Wavell fra Athen.

De skænkede ikke udviklingen i Grækenland de næste ti dage megen opmærksomhed; Eden og Dill rejste til Ankara for at prøve at få en alliance i stand, og Wavell var fuldt optaget af problemet med at få de i forvejen overbelastede resurser til at strække endnu længere. En hyppig bemærkning dengang var Wolfes aforisme: »Krig er et valg mellem vanskeligheder«. I mellemtiden tog De Guingand forklædt som journalist en rundtur til den foreslåede Aliákmonaslinje iført et lånt jakkesæt i et noget skrigende ternet mønster.

Lørdag den 1. marts gik Bulgarien officielt med i Tremagtspagten, og søndag morgen begyndte den tyske 12. Armee at gå over Donau fra Rumænien over tre pontonbroer, der hastigt var blevet samlet af hæringeniører. Eden og Dill nåede til Athen fire timer senere. General Heywood mødte dem med endnu værre nyheder. General Papágos havde ikke giver ordre til tilbagetrækning til Aliákmonaslinjen. Han påstod, at det var der ikke tid til uden transportmidler, og at han under alle omstændigheder havde ventet på en reaktion fra jugoslavernes side angående sikkerheden på linjens venstre flanke.

Det er svært at sige, hvor stort et ansvar Heywood bar for dette sammenbrud i kommunikationen, men han kan ikke have været helt uden skyld. Han var ikke i stand til at give det objektive råd, som Wavell havde så hårdt brug for angående den græske hærs udmattede tilstand og frem for alt Papágos’ fikse idéer: hans afvisning af en tilbagetrækning fra den bulgarske grænse og hans afvisning af at overveje forflytning af divisioner fra Albanien, uanset hvor alvorlig truslen fra nordøst var.

I de næste to dage voksede både briternes forbitrelse og den sårede græske stolthed i en række frugtesløse møder, der hele tiden vendte tilbage til spørgsmålet om, hvem der havde sagt hvad den 22. og 23. februar. (General Heywood havde med forbløffende forsømmelighed ikke fået lavet referater fra nogen af møderne og indhentet begge parters underskrift). De græske divisioner i det østlige Makedonien var særdeles udsatte, men Papágos nægtede stadig at flytte dem tilbage.

40

34558_Kreta_Beevor.indd 40

12-07-2013 13:58:08

Hans hær havde ingen transportmidler, og det vidste den britiske militærmission udmærket, forsvarede han sig med. Han havde under alle omstændigheder ventet på, at briterne informerede ham om den jugoslaviske regerings hensigter, hvilket havde været aftalen, sagde han. Men hans genstridighed skyldtes nok mere frygt for at prisgive Thrakien til den bulgarske begærlighed; og uden havnen i Thessaloníki var der ikke meget håb om at kunne overtale jugoslaverne til at gå sammen med den græske hær i hans dyrebare projekt med et knibtangsangreb mod italienerne i Albanien.

Uanset Papágos’ grunde og hvad der end var årsagen til den oprindelige misforståelse, var fællesstabsplanlægningen faldet fra hinanden. Man nåede frem til et slet kompromis om Aliákmonaslinjen – Eden sammenlignede deres diskussioner med »at prutte om priserne i en orientalsk basar« – hovedsagelig fordi de første troppetransportskibe var ved at sejle fra Egypten. Oberst Jasper Blunt beskrev scenen i sin dagbog: Vores repræsentanter sad i Legationens stue; sekretærerne kom og gik med telegrammer; sir Michael Palairet spillede vært, den plagede konge, general Papágos’ alvorlige ansigt, den ligblege græske premierminister, spændingen, mens kongen og hans rådgivere konfererede bag de lukkede døre ind til ministerens kontor. Minutterne gik, og jeg så scenerne som en tilskuer, ingen spurgte til råds, jeg var tilskuer og sad på første række på gulvet og så et drama, der var lige så intenst som noget stykke spillet på den græskklassiske scene med den ekstra vinkel, at jeg kendte plottet, skuespilforfatteren og skuespillerne.

Blunt havde gættet udfaldet fra starten, men af loyalitet over for sin ambassadør og respekt for kommandovejen havde han ikke røbet sine bange anelser for Wavells stab. Palairet opdagede først, hvor tungt han tog det, da de tog afsked med Eden og Dill i Faleron. Blunts stilfærdige forudsigelse af en fiasko rystede ham dybt.

Den designerede chef for de britiske styrker og dominionstyrkerne, generalløjtnant sir Henry Maitland Wilson, var allerede ankommet 41

34558_Kreta_Beevor.indd 41

12-07-2013 13:58:08

til Athen. Han var angiveligt ankommet inkognito – hvilket praktisk taget var umuligt for denne store, muntre general. Han var skaldet, havde overskæg og rundt ansigt og mindede om en yndlingsgrandonkel fra den edwardianske tid.

Wilson og hans seniorofficerer mente, at sir Michael Palairet var for stærkt påvirket af den græske konges anglofili, og at han stadig ignorerede den dystre militære virkelighed. Efter en kamptale fra Palairet »fuld af udenrigsministeriel optimisme« hørte man Wilson sige til sin stab: »Tja, det ved jeg ikke noget om. Jeg har allerede bestilt mit kort over Peloponnes.« Havnene og strandene sydpå ville, som han ganske rigtigt formodede, snart blive deres evakueringspunkter. Men om bord på troppetransportskibene, der afsejlede fra Alexandria, foldede officerer i ekspeditionsstyrken, der hovedsagelig var sat sammen af australske og newzealandske tropper, ivrigt deres kort ud for at studere invasionsruterne op gennem Jugoslavien frem til Wien.

Denne optimisme blev hurtigt berøvet dem ved ankomsten, men selv ikke Wilson med al sin muntre pessimisme vidste, at planlægningsstaben i Overkommandoen for Mellemøsten var begyndt at arbejde på evakueringsdetaljer i det skjulte – en sikkerhedsforanstaltning, som Wavell kun gik ind på med ulyst og modvilje.

I Kairo tog man den endelige beslutning om en intervention, da feltmarskal Smuts ankom den 7. marts. På en aftenkonference arrangeret af Eden var det Smuts’ bestemte holdning, at det var utænkeligt at trække sig ud på så sent et tidspunkt; det var næppe militært særlig opløftende, men fik en afgørende politisk betydning. Eden var tydeligt lettet over at få hans støtte, for Churchill tillagde Smuts’ meninger stor vægt.

Den følgende aften, da der omsider kom et svar fra den jugoslaviske regering – som var helt igennem valent – dukkede Anthony Eden op med sit følge i den øverstbefalendes hjem, der havde udsigt over Gezira-væddeløbsbanen. Wavell og Dill blev vækket efter ordre fra ham. De kom nedenunder og måtte sidde i sofaen side om side i deres slåbrokker og lytte til Eden, der gik frem og tilbage i lokalet, mens han udarbejdede sit telegram til Churchill.

42

34558_Kreta_Beevor.indd 42

12-07-2013 13:58:08

Viceluftmarskal Longmore var også blevet indkaldt og ankom nu; han så »de to trætte soldater, der lignede et par teddybjørne, der prøvede at give udenrigsministerens veltalenhed den opmærksomhed, den krævede. De faldt begge lige så langsomt i søvn, og da Eden holdt inde for at få en kommentar, var det kun deres regelmæssige åndedræt, der brød stilheden«.

Næste morgen, efter sin tidlige ridetur og en dukkert i poolen i Gezira, sad Wavell et par timer ved sit skrivebord. Han gik derefter ind på Longmores kontor og lagde de følgende vers foran ham uden at sige et ord.

MOST SECRET AND VERY PERSONAL The Jug (With apologies to Lewis Carroll) In Cairo where the Gypsies are, I sing this song to my guitar. (‘Only I’m not going to sing it really,’ explained Anthony kindly.

‘Thank you very much indeed,’ said Jacqueline).*) In Athens, when I’ve met the Greek, I’ll tell you what it is I seek. (‘It’ll be nice to know,’ said Jacqueline).

I sent a message to the Jug, I told him not to be a mug.

I said he must be badly cracked To think of joining Hitler’s pact.

The Jug replied, ‘But don’t you see How difficult it is for me.’ (‘It’s difficult for me too,’ said Jacqueline sadly.

‘It doesn’t get any easier further on,’ said Anthony).

I took a pencil large and new, I wrote a telegram or two.

Then someone came to me and said

*) Lady Lampson, gift med den britiske ambassadør i Egypten, sir Miles Lampson, senere lord Killearn.

43

34558_Kreta_Beevor.indd 43

12-07-2013 13:58:08

The Generals have gone to bed.

I said it loud, I said it plain, ‘Then you must wake them up again.’

And I was very firm with them, I kept them up till 2 a.m. (‘Wasn’t that rather unkind?’ said Jacqueline.

‘Not at all,’ said Anthony firmly. ‘We want Generals, not dormice. But don’t keep interrupting).

44

34558_Kreta_Beevor.indd 44

12-07-2013 13:58:08

KRETA Oversat fra engelsk af Anders Juel Michelsen Originaltitel: CRETE – The Battle and the Resistance Copyright © Antony Beevor 1991 First published in Great Britain by John Murray (Publishers) 1991 Dansk udgave © 2013 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Olga Bramsen med foto fra Scanpix Redaktion: Lisbeth Andersen Skov Konsulent (militær): Kjeld Hillingsø Konsulent (græsk): Pia Johansen Bogen er sat med Palatino hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook ISBN 978-87-11-43946-3 1. udgave, 1. oplag 2013 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof, et selskab i Egmont

34558_Kreta_Beevor.indd 4

12-07-2013 13:58:05

SMUDSOMSLAG / CMYK 90

3

155 mm

38 mm

155 mm

ANTONY BEEVOR

3

90 mm

ANDEN VERDENSKRIG ”Endnu et storværk … brillant fortalt.”

Politiken

John Keegan, Sunday Telegraph

foto: John Carey

ANTONY BEEVOR har modtaget adskillige priser for sine bøger, som er udkommet på 30 sprog og har solgt mere end fem millioner eksemplarer. Han er æresdoktor ved universiteterne i Kent og Bath og er gæsteprofessor ved Birkbeck College og universitetet i Kent.

Antony Beevor har tidligere bl.a. udgivet Paris After the Liberation, 1944–1949 (skrevet sammen med hustruen, Artemis Cooper), Stalingrad, Berlin – Faldet, 1945, Den Spanske Borgerkrig 1939-1945, D-dag og Anden Verdenskrig.

Tyskerne forventede, at deres luftangreb på Kreta i 1941 ville være et perfekt eksempel på en sejr vundet efter et taktisk overraskelsesangreb. De anede intet om, at briterne ved hjælp af Ultra-efterretninger kendte deres planer og havde lagt en nøje planlagt fælde for dem. Det skulle være endt med det første tyske nederlag i krigen, men en fatal misforståelse vendte slagets gang. Og konflikten endte ikke der. Kretiske frihedskæmpere indledte en heroisk modstandskamp med hjælp fra den hemmelige britiske sabotageorganisation, SOE. Først i 1945 blev Kreta befriet af engelske styrker.

Antony Beevors bog om Kreta under Anden Verdenskrig er meget mere end beretningen om et enkelt slag i den store krig. Det er også en fascinerende historie om almindelige mennesker, som med mod og råstyrke må kæmpe for deres overlevelse.

Jyllands-Posten

KRETA

”Enestående … en fængslende beretning om hele krigen på Kreta og om kreternes grufulde oplevelser under den tyske besættelse.”

”En på alle måder fremragende bog.”

ANTONY BEEVOR

www.lindhardtogringhof.dk

www.antonybeevor.com

9 788711 439463 >

Weekendavisen

”En stor og velfortalt bog.”

Berlingske

D-DAG ”Beevor er tidens mest velskrivende og grundige militærhistoriker.”

Ekstra-Bladet

KAMPEN OM

KRETA Lindhardt og Ringhof

ISBN 978-87-11-43946-3

”Et farverigt og kalejdoskopisk værk.”

STALINGRAD ”Antony Beevor er en fænomenal fortæller.”

Berlingske

BERLIN ”En gyser af en historieberetning.”

Information

DEN SPANSKE BORGERKRIG ”En detaljeret og mesterlig bog.”

Jyllands-Posten