Hvis der nogensinde har været et sted, hvor jeg følte mig hjemme, er det her. Det går først op for mig nu,
hvor jeg tager afsked. Jeg går endnu en gang gennem de tyste rum. Stuen, der på trods af møblerne og tæpperne aldrig virkede hjemlig. Soveværelset, hvor fortvivlelsen bor. Jeg betragter den stol, jeg så tit har
siddet på. Her føltes byrden aldrig så tung, her følte jeg mig nær dig. Jeg skubber stolen hen til bordet og
sikrer mig, at jeg nu ikke har overset noget. Det gør
ondt at forlade stedet; det havde jeg ikke regnet med. En ny smerte, der føjer sig til de forgangne.
Kufferten i min hånd er let. Jeg har ikke brug for
meget. Alt det vigtige har jeg bragt i sikkerhed allerede for mange år siden. Jeg har jo altid vidst, at min tid her var til låns, at jeg ikke fik lov at blive, i hvert fald ikke i al evighed.
Handskerne klæber til mine fingre som en fugtig,
levende, ekstra hud. Jeg modstår fristelsen til at tage dem af, dupper sved af panden med jakkeærmet.
Lånt tid, lånt liv. Først blev jeg rasende, da det gik op for mig, at de også ville fordrive mig herfra. Men så så jeg den mulighed, det gav. Muligheden for at få
det afsluttet, nu, langt om længe, efter så mange år. Et sidste blik, en tavs hilsen. Så trækker jeg døren
til efter mig og forsvinder i hækkenes skygger. Der
7