Børneliv i hundrede år

H FORLAGET HARALD

H FORLAGET HARALD

Børneliv i hundrede år © 2011 forfatteren og Forlaget Harald. www.forlagetharald.dk Forsidefoto venligst udlånt af Lokalhistorisk Arkiv Frederikssund.

Bagsidefoto venligst udlånt af Svendborg Museum.

Rådgivende redaktører: Mette Bender og Anne-Mette Futtrup.

Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Klahr | Grafisk Design v. Jesper Frederik Emil Hansen.

Sat med Sabon Tryk: Narayana Press, Danmark.

1. udgave, 1. oplag.

ISBN 978-87-994328-0-6 Mangfoldiggørelse af indholdet i denne bog eller dele deraf er i henhold til gældende dansk lov om ophavsret ikke tilladt uden forudgående aftale med forlaget.

I det omfang, det har været muligt, har forfatteren kontaktet de fotografer, der har taget bogens billeder og indhentet tilladelse til at bruge dem. I nogle tilfælde har forfatteren ikke kunne finde frem til billedernes rettighedshavere, og forlaget vil ved henvendelse naturligvis honorere for brugen af disse billeder, som hvis der var blevet givet tilladelse.

Tak til 3Fs Medie- og Kulturfond for at støtte bogen.

Indholdsfortegnelse Velkommen til verden Myterne om børns tilblivelse 9

Endelig ferie Livet i skoleferierne 115

Mor er den bedste i verden Moderrollens udvikling og betydning 11

De ødelagte børnesind Børnepsykiatriens historie 129

Rugbrød og kartofler Om den kost, Danmarks børn er vokset op på 21

Fest og glade dage Juleaften og fødselsdag 135

Små rappe fingre Børnearbejde i by og på land 35 Skolen satte børnene fri Folkeskolens dannelse og betydning 53 Hjerterum er ikke altid nok Om de boligforhold, som børn og deres familier har levet under 67 Forladt af far og mor Børnehjem og opdragelsesanstalter 83 Leg og fritid Fritidsaktiviteter og leg 97

Med livet som indsats Udviklingen i børns sundhed 153 Søde piger Pigeliv og pigeroller 173 Raske drenge Drengeliv og drengeroller 183 Farvel barndom Kirkelig og borgerlig konfirmation 195

Tak Af hjertet tak til alle de mennesker, der har indleveret gamle fotos og erindringer til museer og lokalarkiver, og tak til museerne og lokalarkiverne for at stille dette værdifulde materiale til rådighed for mig.

En ligeså stor tak til jer, der har taget imod min opfordring og sendt billeder og erindringer til mig.

Uden alle jer var denne bog om Danmarks barndom aldrig blevet til noget.

Lyngby, januar 2011 Birgitte Svennevig

Birgitte Svennevig Født 1966, uddannet journalist. Har tidligere udgivet Danskernes Huse (2007) og Gamle Danske Frugtsorter (2010).

Birgitte og hendes bror Christian holdt mange af deres ferier hos deres farmor på Tåsinge, hvor der var mere plads og frihed end derhjemme.

SUNDHED

Med livet som indsats Om tyfus, skolepsykologer, tandbørster, mæslinger og hørfrø-diæter. Og om epidemier, sanatorier, spædbørnestationer og månedlange hospitalsindlæggelser.

153

anske børns sundhed har gennemgået en ekstrem udvikling i det tyvende århundrede. Tyfus, kopper, lungebetændelse, tuberkulose, spansk syge, difteri, diarré, engelsk syge, stivkrampe, kighoste, polio og skarlagensfeber er ikke længere almindelige sygdomme, og børn falder heller ikke længere om af sult, kulde og fysisk overanstrengelse. Ikke engang de store, men forholdsvist ufarlige børnesygdomme mæslinger, røde hunde og fåresyge tvinger længere børn til at blive hjemme i sengen.

D

154

Vaccinationer og penicillinens opfindelse har gjort disse sygdomme til bizarre fænomener fra en fjern fortid, og heldigvis ved nutidens børn lige så lidt, hvad polio og mæslinger er, som de ved, hvad spanskrør og salmevers er.

Man kan let glemme, at det kun er få årtier siden, at næsten alle børn i løbet af deres opvækst fik mæslinger, røde hunde og fåresyge, som i hyppige epidemier fejede hen over landet og slog ned i den ene skoleklasse efter den anden.

Alle tre var ufarlige virussygdomme, men de tog lang tid at komme over. Feber, udslæt, smerter i

Børneafdelingen på Århus Kommunehospital, ca. 1902.

alle led og sengeleje i dage og uger.

Heldigivs for børnene gik mange mødre hjemme og kunne passe dem, og når det værste var overstået, og man kun lå i sengen for at komme til kræfter igen, kunne det blive helt hyggeligt, hvis ens mor kom med det nye Anders And blad og en klase vindruer.

Fra 1987 blev alle børn tilbudt den såkaldte MFR-vaccine mod de tre sygdomme, og siden har kun ganske få børn, hvis forældre ikke har taget imod vaccinationstilbuddet, haft sygdommene.

Langt mere alvorlige end mæslinger, røde hunde og fåresyge

155

Lus var en plage, og selv piger måtte plysklippes. Årstal ukendt.

var de store mangelsygdomme som engelsk syge og de bakteriebårne sygdomme som difteri. De tog altid de svageste børn først, og mange fattige, sultne og frysende børn fra Danmarks dårligt stillede familier er faldet for disse sygdommes overmagt.

I de overbefolkede boligkarréer og husmandssteder kunne både børn og voksne hurtigt smitte hinanden med for eksempel den halsbetændelseslignende sygdom difteri, der overførtes gennem luften. Difteri var dog en langt mere alvorlig sag end halsbetændelse og skyldtes bakterien Corynebacterium diphteriae. De første symptomer mindede om halsbetændelse, men snart kom der vejrtrækningsbesvær til, og det syge barn kunne også få hjer-

tebetændelse og forskellige former for lammelser.

Som mange andre af de store sygdomme drev difteri gennem de danske hjem i bølger med et par års mellemrum. Helt slemt var det omkring 1920, hvor 14.000 mennesker blev ramt. Den første vaccine mod difteri blev givet i 1942, og hurtigt efter svandt sygdommen ind til en lille og fuldstændigt ubetydelig plet på det medicinske danmarkskort.

Det samme kan man sige om kighoste, også en bakteriebåret og potentielt dødbringende sygdom.

Kighosten gav som regel ingen feber, og i den første tid lignede den en uskyldig forkølelse. Men efterhånden blev hosteanfaldene længere, og barnet begyndte at kige, dvs. at hive efter vejret på en pi-

bende måde. Små børn havde særligt svært ved at modstå den langvarige sygdom, der kunne vare fra seks til 10 uger.

I 1961 blev kighostevaccinationen en del af den såkaldte triplevaccine, der også beskyttede mod difteri og stivkrampe, men kighoste har vist sig umulig at udrydde, fordi vaccinationen først kan beskytte børnene fra de er fem måneder, og fordi beskyttelsen kun rækker, til børnene blive tre eller fire år gamle. Efter den alder er børn dog så store, at de sjældent bliver alvorligt syge, hvis de pådrager sig sygdommen.

Stivkrampe hørte også til fortidens frygtede sygdomme. Sygdommen skyldes en bakterie, der lever i jorden og kan derfor ikke udryddes. Hvis et barn har et sår,

der kommer i kontakt med stivkrampebakterieholdigt jord, er der risiko for at udvikle sygdommen, som viser sig ved muskelsammentrækninger, først i ansigtet, senere i benene og armene og i værste fald også i vejrtrækningsmuskulaturen.Vaccinationen mod stivkrampe kom i 1949.

Tuberkulosebørn

156

Tuberkulose og kopper er to sygdomme, der i dag betragtes som udryddede i Danmark. I hvert fald så udryddede, at vi ikke længere bliver vaccineret mod dem.

Loven om tvungen koppevaccination blev ophævet i 1976, efter at der ikke havde været et eneste tilfælde i seks år, og de sidste tuberkulosevaccinationer blev givet i starten af 1980erne.

Tuberkulose var en af de mest frygtede folkesygdomme omkring århundredeskiftet, og det var med god grund. Sygdommen var ekstremt smitsom; bakterierne sad f.eks. i en smittet persons nys eller host, og det var nok at indånde disse bakterier for selv at få sygdommen. Periodens mange tuberkulosesmittede børn og voksne gik hostende, svage, appetitløse og febertrætte rundt.

Det var altid først lungerne, der blev ramt af tuberkulosebakterierne, og efterhånden kunne sygdommen også sætte sig andre steder i kroppen, f. eks. i knoglerne, hjernen eller nyrerne.

Et sundt barn fra byernes villakvarterer fik sjældnere tuberkulose end et blegt og underernæret barn fra slummen. Sund kost, hvile, lys og luft var nemlig effektive midler til at holde sygdommen på afstand og til at fjerne den, hvis man var blevet smittet.

Det var forhold, som kun velhavende forældre kunne give deres børn, og derfor trådte private velgørere til for at give alle tuberkulosebørn et sanatorieophold i sunde og friske omgivelser.

Julemærkefonden var et af disse mange private initiativer. Ideen til fonden blev fostret af postekspedient Einar Holbøll, der opfordrede alle brevskrivere til at betale to øre ekstra for at få sendt deres julekort. Overskuddet skulle gå til tuberkulosebørn, og efter seks års indsamlinger var der penge nok til at opføre Julemærkesanatoriet ved Kolding, som blev indviet i 1911.

Hurtigt efter fulgte flere tuberkulosesanatorier rundt om i landet. Især børn blev sendt afsted i flere måneder, og det var en indsats, der gav resultater på to fronter: Dels fik de syge børn hvile og sund kost, og dels fjernede man smittebærerne fra byernes boligkvarterer.

I takt med at bolig- og kostforholdene langsomt blev bedre, svandt også antallet af tuberkulosebørn ind. I 1940erne og 1950erne blev næsten alle danskere under-

søgt for tuberkulose, og alle, der ikke var smittet, fik tilbudt vaccination, mens alle, der var syge, blev isoleret og behandlet.

Knap havde Danmark fået styr på tuberkulosen, før en stor polioepidemi brød løs. Polio, også kaldet børnelammelse, brød ud ca. hvert andet år. I 1952 var epidemien ekstrem. De første tilfælde blev registreret i august, tre måneder senere var der registreret 2.500 syge, og 100 mennesker var døde. Epidemien skulle blive den værste polioepidemi i Danmark nogensinde og ramte 7.000 mennesker, inden den klingede af.

Det var primært børn, der blev ramt af sygdommen, og hvis de var heldige, fik de kun svage symptomer. De mindre heldige blev lamme i benene, armene eller i åndedrætsmusklerne og måtte indlægges i måneder og år på hospitaler og sanatorier. De mindst heldige døde.

Værst ramt var de børn, der havde fået lammelser i åndedrætsmuskulaturen. De kunne ikke selv trække vejret, og i hele kongeriget fandtes kun seks respiratorer, som slet ikke forslog.

En frygtelig, men nødvendig løsning blev foreslået af to læger fra Blegdamshospitalet i København: Skær halsen op på børnene og pust luft ned i deres lunger.

Hvor grufuld den end syntes, blev metoden en succes. Lægerne indsatte et rør i halsen til at sen-

157

Til tandlæge i Svendborg, 1940erne.

Det er godt at have sin bil med, når man er til tandlæge.

Småbørnsklinikken i Hillerød, årstal ukendt.

Det løb lige igennem mig Da jeg gik i første klasse, fik jeg ondt i maven. Landsbylægen sagde, at jeg havde tyktarmskatar og skulle holde sengen på meget streng diæt samt have parafinolie og hørfrø. Det var ikke rart. Alting løb igennem mig.

Pige, født 1923.

158

de luft ind gennem, og det blev forbundet med en gummiballon.

Når man trykkede ballonen sammen, sendte den en blanding af ilt og kvælstof ned i barnets lunger, og det kunne leve.

Lægerne havde ingen avanceret teknik, der kunne sørge for mekaniske tryk på gummiballonen, så der måtte hele tiden sidde en assistent ved siden af barnet og trykke på den. Disse assistenter, der typisk var lægestuderende, blev kaldt ventilatører, og de sad ved børnenes side 24 timer i døgnet og pumpede, indtil børnene efter et par måneder begyndte

Til tandlæge i Svendborg, årstal ukendt.

at kunne trække vejret selv. Efterhånden lærte ventilatørerne at pumpe med den ene hånd og holde en bog eller en tegneserie med den anden hånd, så barnet kunne få læst historie eller selv læse tegneserier. Ventilatørerne og børnene udviklede meget tætte forhold i de måneder, de tilbragte sammen, og ventilatørerne kunne ligefrem være nervøse ved at overlade „deres“ børn til afløsende ventilatører, når de selv skulle holde pause eller sove.

I 1955 kom poliovaccinen, og epidemierne udeblev. Efter en forbedret vaccine i 1968, hvor

alle skolebørn blev præsenteret for den kendte sukkerknald med et par dråber levende poliovirus på, har der stort set ikke været polio i Danmark. Det sidste tilfælde blev registreret i 1976.

Poliovaccinen var et af de store gennembrud, der førte til forbedrede chancer for at overleve barndommen. Det samme var penicillinens opfindelse.

Livreddende penicillin Penicillin blev opfundet i 1928, men først i 1944 blev det ordineret til en dansk patient. Med penicillin kunne lægerne behandle

Børnehospitalet i Odense, 1900.

Jeg var et skravl Jeg var lidt af et skravl, rundrygget og altid forkølet. Jeg tror, jeg var allergisk, men det var ikke opfundet den gang.

Pige, født 1923.

Ulla får en ren og tør numse. Albertslund, 1967.

159

Utroligt, så meget æter den dreng skal have!

I 1939 fik Mogens mellemørebetændelse. Sprøjter, æter, bandager og blodfyldte hovedpuder blev hans hverdag i det års tid, sygdommen varede.

160

I tolvårsalderen blev jeg ramt af en slem mellemørebetændelse.

Overlægen fra Rigshospitalet have sagt til min far, at det var kronisk, og at jeg måtte leve med det, men jeg kom alligevel til en anden læge nede i Hillerød.

Vi tog af sted med rutebilen klokken 10 og var dernede lidt før middagstid. Da Dr. Ketle havde set på mig, ringede han straks op til sygehuset og fortalte, at jeg skulle indlægges og opereres den næste dag.

Da jeg kom op på hospitalet, blev jeg undersøgt af flere læger, og jeg forstod ingenting. Far måtte ikke fortælle mig, at jeg skulle opereres, det kom dr. Ketle om aftenen og fortalte mig. Han var utroligt flink. Jeg måtte ikke få noget mad eller vand, for jeg skulle fuldbedøves med æter, og det var farligt at have mad i maven.

Næste morgen blev jeg vækket tidligt og gjort i stand og kørt ned til operationsstuen. Dr. Ketle kom ud inde fra operationsbordet og klappede mig på kinden og

sagde, at jeg bare skulle stole på ham, han skulle nok få mig rask igen.

Jeg blev klippet helt skaldet, og den ene side af hovedet blev sæbet ind for derefter at blive barberet, og til sidst kom der sprit og jod på. Så blev jeg lagt op på operationsbordet, armene blev spændt fast, hovedet blev lagt bestemt og spændt fast. Så kom en læge og gav mig æter. De første par indåndinger gik nogenlunde, jeg huskede jo, hvordan det var oppe hos dr. Rasmussen, da jeg fik taget polypper, men det, jeg fik nu, var slemt. Jeg ville slå masken væk, men det kunne jeg ikke, jeg var jo spændt fast. Pludselig blev rummet så stort, og jeg skulle tælle. Jeg talte til 30 og lægen sagde: „Det er da utroligt, så meget den dreng skal have af æter!“, og så var jeg pludselig væk i en dyb søvn.

Efter operationen vågnede jeg oppe på stuen. Jeg hørte en vis mumlen, der stod en hel stab af læger og sygeplejersker om mig, de var vist bange for, at jeg skulle kaste op. Det gjorde jeg ikke, så de gik igen.

Mor havde været der, men måtte gå, før jeg vågnede, hun

skulle jo nå rutebilen hjem. Hun havde lagt et par store æbler til mig, hun vidste, at jeg var helt syg med æbler. Jeg lå drejet til venstre med hovedet, der var pakket godt ind i gazebind og fik øje på de store æbler og så mit snit til at snuppe det ene æble. Jeg var hundesulten og måtte ikke få mad før næste dag på grund af, at jeg havde fået så meget æter, men jeg var så sulten. Sikke en ståhej der blev, da de opdagede, at jeg havde spist æblerne; der sad en sygeplejerske i flere timer og holdt vagt ved mig for at se, om jeg skulle kaste op.

Sygeplejersken skældte ud Jeg måtte ikke røre hovedet de første par dage, men det skulle jeg nok også lade være med, for det gjorde voldsomt ondt, bare jeg rørte det mindste med det.

Efter den første nat havde det blødt temmelig meget, og min hovedpude var helt rød af blod.

De skiftede puden og hævede sengen, så hovedet kom højt op.

Efter fire eller fem dage skulle jeg skiftes, nej, hvor gjorde det ondt, men jeg bed det i mig, jeg ville ikke pibe over det. De tog en hel del gazestrimmel ud af såret og stoppede gult gazestrimmel

ind. Efterhånden blev jeg så vant til at få det skiftet, at jeg ikke regnede det for noget særligt.

Når jeg skulle spise, skulle sygehjælperne og sygeplejerskerne made mig, for jeg kunne jo ikke se, hvor maden stod i den stilling, jeg lå i. En dag satte en sygeplejerske tallerkenen, så hun mente, at jeg kunne se den, og det troede jeg også, jeg kunne, men jeg kunne i hvert faldt ikke rigtig ramme tallerkenen med det resultat, at jeg væltede hele min mad ned i sengen.

Nej, hvor blev hun gal. Jeg tror nok, hun skulle havde været med toget til København, og det kunne hun ikke nå nu, hun skældte mig ud og sagde, at jeg blev da også dårligere og dårligere.

Dr. Ketle kom tilbage og trøstede mig og sagde, at jeg ikke skulle tro på den sygeplejerske.

Det havde hun slet ikke forstand på, det hun havde sagt til mig.

Men jeg blev ikke bedre. Tværtimod blev det værre, og en dag opdagede første reservelægen nogle røde pletter på min krop.

Overlægen i medicinske sygdomme kom for at se på det, og han konstaterede, at det var skarlagensfeber. Alle åndede lettet op, da de opdagede det.

Jeg blev kørt over i et rum, hvor jeg lå isoleret fra alle andre, inden de fik åbnet epidemiafdelingen.

Den nat, jeg lå isoleret på det lille rum, var ikke særlig rar. Der kom næsten ingen og så til mig.

Næste dag blev jeg indlagt på epidemiafdelingen, og den første dag lå jeg der helt alene, men de følgende dage blev der indlagt flere og flere. Man skulle ligge der i fire uger. Dem, der kom ind, var ret dårlige, men jeg havde

Hvad hyler du for?

Jeg kom til læge og fik fjernet mandler og polypper. Det var en barsk oplevelse uden bedøvelse. Sygeplejersken, stor, bred og stærk, satte mig på sit skød og holdt mig fast med arme og ben. Så kom lægen ind, han lignede nutidens rummænd, og jeg var selvfølgelig rædselsslagen. Han stak noget ned i halsen og i næsen, og så var det slut. Han syntes da ikke, det kunne være så slemt og spurgte, hvad jeg hylede for.

Pige, født 1928.

det noget bedre, og nu måtte jeg også komme op af sengen i nogle timer om dagen.

Det var lidt af en prøvelse at skulle op at gå efter så lang tids sengeleje, så jeg måtte støtte mig lidt til sygeplejersken de første par gange, men efterhånden gik det fint igen, og jeg trænede flittig.

Jeg lå der i fire uger, inden jeg blev hjemsendt. I begyndelsen kom jeg ned til dr. Ketle og fik skiftet en gang om ugen. Senere fik dr. Rasmussen lov til at skifte det plaster, jeg havde på. Der gik næsten et helt år, inden det blev helt lægt. En gang imellem skulle jeg have såret kradset op, for det måtte ikke læges for hurtigt, alt det dårlige skulle drænes ud, sagde dr. Ketle.

Det var en drøj omgang at komme igennem.

161

Stue på børneafdelingen, Frederiksberg Hospital, 1909.

162

Dyner i hestevognen Mens Anders tjente i Rødding og var 12-13 år gammel, blev han syg med lungehindebetændelse. Far fik arbejdsvognen frem, fyldte den med halm og dyner og puder, hvorefter han hentede Anders i Rødding. Han skulle ikke ligge syg i karlekammeret der.

Dreng, født 1900.

betændelsessygdomme, som hidtil var blevet betragtet som yderst alvorlige og livstruende. Når et barn fik lungebetændelse, var der ikke andet at gøre end at putte det godt under dynen og håbe på det bedste. Måske overlevede barnet. Måske døde det.

Det var afgørende at få barnet over „krisen“. Krisen var det punkt, hvor temperaturen begyndte at falde, og den indtraf typisk efter syv dage. Når først krisen var overstået og temperaturen igen normal, vidste man, at sygdommen var udstået. Hvor svagt og afkræftet barnet end var, kunne det nu heldigvis kun gå fremad.

Varme, hvile og sund kost kunne give et barn modstandskraft nok til at overleve lungebetændelse og nogle af de andre

livsfarlige sygdomme. Men når man boede i en utæt og uopvarmet lejlighed, ikke ejede et par sko og ikke fik andet at spise end en gammel sur brødgnalling med margarine og puddersukker, var det en kur, som mange børn kun kunne drømme om.

Så hvorledes give sit barn en god opvækst, når man ikke engang har råd til at købe en varm trøje til det eller give det en tallerken suppe?

Før det offentlige velfærdssystem stillede sig selv det spørgsmål, var det private og kirkelige velgørere, der forsøgte at hjælpe så godt, de kunne.

Hjælp til spædbørn De såkaldte børneplejestationer var et forsøg på at hjælpe fattige

familiers spædbørn gennem de første kritiske måneder af livet og dermed nedbringe de rystende børnedødelighedstal.

I de første år af 1900-tallet døde otte ud af 100 børn på landet, før de blev et år. I byerne var det ca. 15 børn ud af 100. Sygdommen kolerine var en stor og styg dræber, og i årene mellem 1901 og 1905 var den skyld i næsten samtlige spædbørnedødsfald i København.

Ingen vidste, hvor sygdommen kom fra før i 1919, hvor den danske overlæge C. E. Bloch fra Rigshospitalets børneafdeling fandt ud af, at der var tale om en infektionssygdom, forårsaget af bakterier fra tyfys- og coligrupperne. Der var især tale om de såkaldte koliforme bakte-

I 1915 byggede Frederiksberg Hospital en liggehal til de indlagte tuberkulosebørn, så de kunne ligge ude og få frisk luft. De var indlagt så længe, at der også blev oprettet en skole til dem.

Hyggelig sygdom Det var hyggeligt at være syg. Så fik man vindruer og mandariner.

Pige, født 1966.

rier, der var vanskeligere for små børn end voksne og større børn at modstå.

Med den viden gav en tidligere observation af sygdommen pludselig mening. Både danske og udenlandske læger havde siden 1890 observeret, at ammede børn sjældnere fik kolerine end flaskebørn. Amning beskyttede altså mod sygdommen, men hvorfor? Man hæftede sig ved to grunde: At brystmælk var sundere for barnet end de usteriliserede blandinger af komælk og sukker, som flaskebørne fik. Og at flaskerne sjældent blev tilberedt under bare tilnærmelsesvis hygiejniske forhold, så flaskebørnene fik stukket de rene bakteriebomber i munden.

Kirkerne var blandt de første

til at oprette plejestationer, hvor unge fattige mødre kunne få hjælp og vejledning om pasning af deres nyfødte børn, men efterhånden kom også kommunale stationer til. I København åbnede de første seks i 1908, og målet var lige fra starten at opfordre kvinderne til at amme deres børn i stedet for at give dem flaske. Helt kontant blev mødrene belønnet med en liter sødmælk, hvis de til det ugentlige fremmøde kunne bevise, at de havde ammet deres barn. Mælken var til moren, så hun kunne få lidt proteiner og fedt og dermed næring til at producere mere modermælk til sit barn. Yderligere fik de mest trængende mødre også et måltid varm mad og tøj til kroppen.

På stationerne fik mødrene ve-

jet deres børn, og børnene blev undersøgt af læger og sygeplejersker, som fulgte med i barnets udvikling og hjalp, hvis der opstod problemer.

Stationerne blev populære. Det første år kom tre pct. af samtlige nyfødte i København og Frederiksberg. I 1917 var det ca. 10 pct., og i 1932 var det ca. 20 pct.

I midten af 1940erne fandtes der i alt 47 private, kirkelige eller kommunale børneplejestationer i Danmark og de fleste, 34, lå i København. Først da de kommunale sundhedsplejesker begyndte at komme hjem til de nybagte mødre, lukkede stationerne.

Sundhed i skolen Den systematiserede offentlige sundhedspleje af børn startede

163

164

Med benet i gibs på Frederiksberg Hospital. Årstal ukendt

Til skolelæge i Roskilde, 1950erne.

Dreng høretestes hos skolelægen på Mørdrupskolen i Espergærde, 1969.

165

166

Børnehavebørn præsenteres for offentlig tandpleje.

Frederikssund, 1969.

Piger bliver undervist i at børste tænder på Frederiksberg Skoletandklinik, ca. 1910.

167

Arrangement hos skoletandplejen på Falkenborgskolen i Frederikssund, 1963.

Fars dampkur Når vi børn var syge, ramte den samme børnesygdom næsten os alle samtidig. Det var mæslinger, skoldkopper, røde hunde, kighoste, skarlagensfeber, osv. Så blev vi jaget i seng, og stuen blev mørklagt i flere dage.

Skulle der bruges medicin, måtte far gå de ti km til Viborg efter den.

Ellers bestod fars husapotek af natron, kamferdråber, kjangsplaster og kamillete. Når vi havde ondt i halsen eller halsbetændelse, hvilket far konstaterede ved at stikke en ske ned i halsen på os, blev vi beordret i seng, hvorefter den allerstørste gryde blev fyldt med vand. Når vandet spilkogte, fik vi et lagen over hovedet, og så kom far med det kogende vand og stillede gryden på en stol ved siden af sengen, så vi kunne indånde dampen.

Dreng, født 1900.

Sanatorium var som et fængsel Willy var ni år, da han i starten af 1900-tallet kom på et tuberkulosesanatorium for drenge i Nyborg. Han var der i et halvt år. I den tid fik han ikke besøg af sine forældre, for de havde ikke råd til rejsen fra Køge til Nyborg.

168

Vi var 33 drenge på sanatoriet i alderen otte til 14 år. En af de første dage, man ankom, blev man klippet helt skaldet for ikke at få lus.

Vi lå alle sammen på en stor sovesal, og hver aften, efter at vi havde været under den kolde bruser, gik det efter tur med at bede fadervor på liggende knæ ved siden af sengen. Når vi lå i sengene med

et tyndt lagen over, blev vinduerne i sovesalen slået op på vid gab. Det skete nogle gange, at vi, når vi vågnede om morgenen, måtte ryste sneen af tæpperne, hvis det havde været snevejr om natten.

Det var et strengt ophold, og med hensyn til maden var det udelukkende fedekost, der blev serveret. De, der ikke kunne spise maden, blev tvangsfodret på badeværelset. Selvom de brækkede det hele op, blev det puttet ind i munden igen af plejersken.

Vi havde en plejemor og tre sygeplejersker til at passe på os, og de var skam ikke bange for at bruge spanskrøret for at styre os.

Vand måtte vi overhovedet ikke drikke, men der stod store junger med fløde i kælderen, som vi kunne drikke af så tit, vi havde lyst, så jeg var tit i kælderen.

Der var også skolegang. Der kom en lærer inde fra byen to gange om ugen, og det var en streng lærer med en ridepisk i det ene støvleskaft.

Sanatoriet lå efter datidens forhold langt uden for Nyborg på et øde sted, og der gik kun en grusvej derud. Hele sanatoriet var indkranset af et højt pigtrådshegn, så der var ingen muligheder for at stikke af derfra.

Også helt små og nye børn skal vaskes. 1974.

I 1974, da dette billede blev taget, var der ingen, der tænkte på, at rygning kunne være skadeligt for børn.

169

i skolesystemet før noget andet sted.

Esbjeg blev i 1909 hjemby for landets første kommunale skoletandpleje, og hurtigt fulgte andre byer efter. Skoletandlægerne skulle undersøge, behandle og rådgive om god tandpleje. En gigantisk opgave set i betragtning af, at kun de færreste børn ejede en tandbørste på dette tidspunkt.

For meget sukker og for dårlig kost tærede på de urensede tæn-

der i en sådan grad, at mange børn mistede alle deres tænder inden konfirmationen. Så kunne man passende ønske sig et gebis i konfirmationsgave, og det var netop, hvad mange konfirmander fik.

På Frederiksberg skoletandklinik gik tandlægerne meget op i at lære børnene at børste tænder, og i 1912 formåede klinikken en lokal isenkræmmer til at forhandle børnetandbørster. Men skoletandlægerne var vist forud for

deres tid, for tandbørstesalget blev ikke nogen stor succes.

2. Verdenskrig betød på mange områder afsavn, og de fem år var præget af rationeringer, genbrug og rædsomme erstatningsprodukter. Sukker var også en vare, der blev rationeret, og det førte til en mærkbar forbedring af børnenes tænder. Før krigen havde mange børn levet af sødet kaffe og sødt brød, og da kosten blev erstattet af usødet grød og grove-

Kredslægen giver en koppevaccination på Åby Skole, 1962.

170

Jul i isolation på epidemiafdelingen, Roskilde Sygehus, 1926.

Dr. Jakobsen var imponeret Engang kom seks af mine søskende hjem med mæslinger. Min mor ryddede soveværelset og satte tre senge over for hinanden, og da dr.

Jakobsen kom, sagde han, at det var ligesom at gå stuegang inde på sygehuset.

Pige født 1936. Hun havde 11 levende søskende. To andre søskende var dødfødte, og yderligere to døde af lungebetændelse som spæde.

Familien boede på Langeland.

re korntyper, betød det faktisk en sundere kost for mange børn, og det kunne ses på tænderne.

At få børn til at børste tænder (eller rettere at få deres forældre til at forstå vigtigheden af tandbørstning) var en lang og sej opgave, og der gik mange årtier, inden landets skoletandlæger kunne puste ud og glæde sig over, at danske børn passede godt på deres tænder. At der så ikke skulle gå mange år, før de måtte op af stolen igen og advare mod de uhyre mængder af sodavand og slik, som danske børn begyndte at sætte til livs, er en anden historie.

Fra århundredeskiftet kunne man også se hvidkitlede læger i skolerne. Silkeborg var en af de første provinsbyer, der gennemførte en skolelægeordning. De nye skolelæger skulle holde øje med

Til kiropraktor i Helsingør, 1972.

børnenes sundhedstilstand og de hygiejniske forhold på kommunens skoler, men de skulle ikke behandle børnene. Hvis de opdagede sygdom, blev børnene henvist til familiens egen læge.

Og så var skolelægen også manden, der kunne lukke hele skolen og give varmefri, hvis temperaturen kom op over 25 grader.

Skolepsykologer Danmarks første skolepsykolog, Henning Meyer, blev ansat i Frederiksberg Kommune i 1934, og i årene efter blev flere og flere skolepsykologer tilknyttet folkeskolerne. I de første år beskæftigede de sig mere med undervisningen end med de enkelte børns problemer. Psykologerne vidste nemlig noget om læreprocesser og børns udvikling, som lærerne ikke altid

vidste nok om. De holdt foredrag for lærerne og gav gode råd til, hvordan lærere og børn fik mest ud af undervisningen. De intelligenstestede børnene og fordelte de tunghøre, synshandicappede, svagt begavede og alle andre, der ikke passede ind i stamklassen, i de forskellige specialklasser.

I 1960erne blev samarbejdet mellem skole og hjem tættere, og her blev skolepsykologerne inddraget. I et hidtil uset omfang skulle de nu også have samtaler med forældrene om børnenes udvikling og eventuelle problemer – en helt ny disciplin for skolepsykologer, der ellers havde været vant til at sende sine skriftlige vurderinger af børnene til skoleledelsen, hvor de sjældent blev modsagt.

Således kom også børns psykiske sundhed på dagsordenen.

171

172

Det var ikke usædvanligt at fotografere døde børn. Ofte blev sådan et foto det eneste billede, et forældrepar havde af deres døde barn. Disse to børn er fra Rudkøbing. Øverste foto er fra ca. 1936, det nederste er af ukendt dato.