SKRIVERi - #1, September 2015

Kim Leine

Magisterens gåtur Julie Bruhn Højsgaard

Et springbræt til mere Karsten Pers

Kom i gang med fagbogen — uden at falde i!

Sabina Erbillor

Derfor skriver jeg Tema

Ud & ind af bibliotekerne

Nummer 1, September 2015

EREOLEN: BIBLIOTEKERNES E-BØGER OG NETLYDBØGER PÅ NETTET

Bibliotekerne er ikke til at komme udenom, hvis man beskæftiger sig med litteratur og bøger. SKRIVERi har derfor henvendt sig til projektleder for eReolen, Mikkel Christoffersen, for at høre mere om, hvad eReolen er for en størrelse.

Af Mikkel Christoffersen

Historien og modellerne eReolen startede som et projekt tilbage i 2011 med puljestøtte fra Kulturministeriet via den daværende Styrelsen for Bibliotek og Medier. Det er Kulturstyrelsen, som den gamle styrelse nu er fusioneret ind i, der administrerer puljen med det mundrette navn ‘Udviklingspuljen for folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre’ – eller bare v mellem venner. Projektledelsen havde Aarhus Bibliotekerne.

Tjenesten blev lanceret med (næsten) alle danske forlag som deltagere og med en enkel forretnings- og udlånsmodel, den såkaldte klikmodel, der stadig er hjertet i eReolen. I en klikmodel er alle titler i princippet til rådighed, og når en låner klikker på en titel, har vedkommende titlen til rådighed i 30 dage. E-bogen kan ikke afleveres, men afleverer sig selv efter endt lånetid. Næsten alle kommuner arbejder med en grænse på antallet af samtidige lån for den enkelte borger. I København må man have tre e-bøger ad gangen. Det er selvfølgelig utilfredsstillende for læsehestene, men der er håb forude. Sagen er, at vi betaler pr. lån, og det er en dramatisk forskel fra det fysiske univers. Alle begrænsninger på udlån er af hensyn til økonomistyring. Hvert klik udløser nemlig en betaling til forlaget afhængigt af alderen på bogen.

Efter sommeren 2012, hvor eReolen havde stormet fremad i et år, skønnede de store forlag, at tjenesten tog for meget

af det kommercielle salg. De trak sig og lavede deres egen tjeneste, EBIB. EBIB anvendte en anden model – licensmodellen – som Harper-Collins opfandt i sin tid. I licensmodellen køber biblioteket en licens med et antal lån i. Licensprisen er lig med e-bogens pris i forretningen, og lånene kan kun foretages ét ad gangen og altså ikke samtidigt. Når lånene er forbrugt, skal der købes en ny licens. Det skaber også noget så kontraintuitivt som en reservationskø på e-bøger. Ebøgerne opfører sig ligesom fysiske bøger, man ikke kan aflevere, og som selvdestruerer efter x antal lån.

Sammen igen EBIB blev aldrig en tordnende succes, og i de samme år stod eReolen i stampe. Kun Netlydbog, hvor alle forlag altid har været repræsenteret, buldrede fremad. Den 15. januar i år kunne vi så proklamere, at alle forlag var tilbage på eReolen i en kompromismodel. De store forlag har erkendt, at bibliotekerne er vigtige for formidlingen af litteratur, også i digital form, og bibliotekerne har erkendt, at forlagene skal have mulighed for at tjene nogle penge på nyudgivelserne. Kompromiset er, at de store forlags nyudgivelser ligger i en licensmodel de første seks måneder efter udgivelse, og herefter overgår de til klikmodellen. Samtidig har vi taget hul på abonnementmodeller med nogle mellemstore forlag. I en abonnementmodel

“

Som medieforbruget ændrer sig, må bibliotekerne ændre sig. Vi må forandre os for at

„

gøre det samme.

betales der én gang om året for en bunke indhold, og så har brugerne fri adgang og kan gå amok uden smålig hensyntagen til begrænsninger. Samtidig er eReolen fusioneret med Netlydbog, og der er nu 9.000+ e-bøger og 4.500+ netlydbøger i én tjeneste. Vi kan allerede se og næsten høre læsehestene vrinske begejstrede igen, mens nye brugere kommer til.

Organisation, redaktion, materialevalg eReolen er gået fra at være et projekt til en forening med alle danske bibliotekskommuner som medlemmer. Foreningen har generalforsamling, bestyrelse, arbejdsgrupper osv. Redaktionsgruppen er dér, hvor dag-til-dag formidlingen sker.

Dens arbejde er tydeligst på nettet og i app'en. Det er i øvrigt også denne gruppe, der bestemmer, hvordan temaer og karruseller ser ud. Vi ved, der er meget fokus på det, så det foregår efter et årshjul, med stor gennemsigtighed og med hyppige udskiftinger.

Selve materialevalget foretages af en dedikeret gruppe. Der kommer ganske meget ind at forholde sig til, så det er nogle hårdtarbejdende mennesker. Særligt udfordrede er de på selvudgiverfronten, men det gælder faktisk biblioteksvæsenet som helhed. Hvordan giver man selvudgivere en fair behandling, samtidig med at en pæn del af vurderingskriterierne som fx lektørudtalelser og avisanmeldelser

ikke nødvendigvis er der? Tre råd skal lyde herfra til særligt nye forfattere: Skaf upartiske anmeldelser, hvis du kan, og lad nu være med at starte kampagner på Facebook for at få venner og bekendte til at skrive til biblioteket og eReolen. Vi bliver også kede af rasende læserbreve, når det faktisk var formalia fra dit forlags side, den var gal med. Apropos forlag: Sådan ét skal du have. eReolen kan ikke samarbejde med enkeltpersoner.

Fremtiden eReolen har indgået et formaliseret samarbejde med Litteratursiden, ligesom vi i år har fået puljemidler både fra den førnævnte UP såvel som fra Danskernes Digitale Bibliotek, der også huser en særlig formidlingsgruppe med deltagelse af både biblioteker og forlag. I 2015 får vi således en massiv oprustning på både formidling i almindelighed og de sociale medier i særdeleshed.

Vi arbejder hårdt på at øge udbuddet og fjerne begrænsningerne. Som medieforbruget ændrer sig, må bibliotekerne ændre sig. Vi må forandre os for at gøre det samme. At putte den rigtige bog i lånerens hånd og at putte flere bøger i flere hænder er nogle af bibliotekets vigtigste formål, så skynd jer at skrive nogle flere, gode bøger. Så skal vi nok låne dem ud – også som e-bøger.

Se mere på: ereolen.dk 27

Magisterens gåtur Kim Leine har altid vidst, at han skulle være forfatter, selv om han i mange år ikke anede, hvordan han skulle gribe det an.

Alligevel blev han ved med at skrive, og nu er han en af Danmarks mest anmelderroste forfattere. SKRIVERi har sat Kim Leine i stævne for at høre mere om, hvordan han kom i gang med at skrive og om, hvordan han bevarede motivationen til at blive ved.

Af Jakob Holm

Hvornår begyndte du at skrive?

Det var ret tidligt, i grundskolen, og det første, jeg kan huske, jeg skrev af skønlitteratur, var en spøgelseshistorie. Vi skulle skrive en tekst i norsk – ligesom når man i Danmark har faget dansk – og det var på nynorsk, som var mit første sprog dengang. Den handlede om en død sømand fra Hull. Jeg ved ikke, hvor historien kom fra – det må være inspirationen, der kom over mig.

Jeg kan også huske, at jeg lavede noget research omkring Hull – hvor det lå henne i England og hvordan der så ud. God halvfjerser-research uden Google.

Da jeg havde afleveret den, valgte læreren til min store skræk at læse den højt for klassen. Det var forfærdeligt med den eksponering, og det førte faktisk til, at jeg ikke skrev noget i mange år. Jeg tror, det var dér, at skammen over at skrive blev til; man skulle jo ikke stikke hovedet frem. Og drengene, de drillede mig. Pigerne kiggede til gengæld på mig med store øjne, så på den måde gav det også lidt ‘credit’. Men hvad brugte jeg så det til? Ikke en skid.

Du lagde altså skriveriet på hylden. Hvornår tog du det op igen?

Da jeg kom til Danmark, tog jeg det sporadisk op igen, men jeg anede simpelthen ikke, hvordan man skrev en bog; det var en total gåde for mig. Men jeg læste kontinuertligt ret seriøs litteratur, fra jeg var 12 år gammel, og litteraturen blev så at sige en følgesvend. På en måde kan man sige, at litteraturen var den eneste voksenrelation, jeg havde, hvilket jo er lidt komisk og tragisk på en og samme tid, når mange af forfatterne til de bøger, jeg læste, havde været døde i over hundrede år. Og det var nok der, at jeg fik idéen om selv at være en del af litteraturen og bidrage til den, fordi jeg følte et tilhørsforhold til de bøger, jeg læste. Det gjorde samtidig, at jeg blev skilt fra resten af verden, for jeg kendte ingen, som var interesserede i litteratur.

Bortset fra min far, men det var mere i negativ forstand, fordi han brugte den til at udøve sin dominans over mig, så der har også været noget trods i, at jeg valgte litteraturen. For jeg har hele tiden været sikker på, at jeg skulle skrive, samtidig med at jeg var meget usikker på, hvordan jeg skulle gribe det an. Jeg havde en slags selvbillede af, at det var forfatter, jeg var bestemt til at blive, også selvom der ikke noget, der bekræftede mig i den overbevisning.

Med den usikkerhed, du nævner, hvordan bevarede du så inspirationen og ikke mindst motivationen for at skrive?

Jeg tror, det er vigtigt, man oplever, at man kommer videre med sine skriverier, at man flytter sig, ellers tror jeg, at trangen til at skrive dør ud. For mig var Grønland et afgørende skridt, især da jeg kom til en bygd i Østgrønland, hvor jeg boede og arbejdede som sygeplejer i fem år. Det kunne være dramatisk i perioder, hvis folk skød eller hængte sig eller blev syge. Jeg stod jo alene med det hele. Men i lange perioder var der ikke noget at lave, og der havde jeg den bundne frihed, at jeg var nødt til at blive i bygden, selvom der ikke var noget at lave, så jeg sad ofte på sygeplejestationen og skrev. Jeg kopierede blandt andet Hemingway, jeg plagierede hans noveller ved at pille kødet fra dem og puttede mit eget kød på. På den måde lærte jeg noget om anslag og narrative teknikker. Jeg brugte også Maupassant, og det er nok meget fra ham, at jeg har lært at skrive. En fantastisk naturalist med indslag af noget angstpræget surrealisme. Og den nydelse ved misantropi og kynisme, som man finder hos Maupassant, finder jeg forfriskende. Så ligesom med Hemingway tog jeg også flere af Maupassants fortællinger, pillede dem fra hinanden og analyserede dem helt lavpraktisk. Hvorfor skriver han, som han gør? Hvordan er et afsnit opbygget? Jeg kiggede simpelthen på hvert enkelt afsnits dramaturgi og dynamik. Det samme, som jeg tidligere havde gjort med Hemingsways Og solen går sin gang, 37

Karstens klumme

Kom i gang med fagbogen...

— uden at falde i!

I dette og kommende numre af SKRIVERi tager vi fat på flere af de forestillinger og kulturelle kodninger, som spreder skriveblokeringer, ufuldendte tekstbjerge eller bare dårlige bøger over den ganske klode. Lige så stille skulle dine forfatterskuldre gerne falde helt ned og visheden indfinde sig om, at du kan skrive en fantastisk bog – til stor glæde for dig selv og dine læsere.

Alt for mange faglige bøger forbliver uforløste drømme eller ender som bjerge af sider uden sammenhæng. Samtidig udgives der alt for mange halvdårlige bøger, som slet ikke forløser det potentiale, forfatteren og idéen bar. Meget kan vindes ved at forberede sig godt. Men allerførst skal vi styre fri af en række faldgruber! Dette er første artikel i en serie om alle de forestillinger og kulturelle kodninger, vi er underlagt, og som spænder ben for, at vi skriver den der fantastiske bog, som vil bringe glæde både til os selv og vores læsere.

Glem alt, hvad du lærte i skolen om at skrive En af de mest basale hindringer for at lykkes med at skrive en bog er, at alt hvad du hidtil i livet har lært om at skrive, formentlig er ubrugeligt – ja, rent ud destruktivt – i forhold til at skrive bøger. Hvis din skolegang og uddannelse har været som det store flertals, så er det her noget af det, du har fået terpet om at skrive faglige tekster:

Karsten Pers Karsten Pers rådgiver eksperter af mange slags i at planlægge og skrive de bedst mulige bøger for dem selv og læserne. Karsten udgav selv oprindeligt på L&R og People’s Press, men valgte i 2004 at blive selvudgiver. Karsten modtog SAXO Innovationsprisen på Bogforum 2013 for sit arbejde med NewPub – det åbne netværk for forfattere og bogbranchen.

Du kan spørge og give feedback til indlægget på: forlagetmondo.dk

44

– Du har i grundskolen primært fået stillet opgaver, hvor du skulle researche et emne og så skrive om det. F.eks. ‘Skriv om en fugleart – udseende, levevis osv.’ eller ‘Skriv om amerikanernes rolle i 2. Verdenskrig.’ Emner du næppe havde nogen særlig forhåndsviden om, og hvor du måtte læse dig til de fakta, du skulle bruge. Du har lært om vigtigheden af lødige, eksterne kilder til at understøtte ethvert af dine udsagn.

– Du har i de større klasser trænet at skrive problemformuleringer og dispositioner, så du allerede inden du begyndte at skrive havde hele processen forberedt – og låst! – i detaljer.

– Din evne til at stave og tegnsætte er blevet vurderet som en integreret del af din evne til at tænke og skrive.

Fælles for denne træning gælder altså, at den har handlet om at researche for at kunne gengive, hvad andre ved, at analysere hvad andre har udtrykt og om at tilfredsstille én enkelt læser, nemlig din lærer, som har vurderet din tekst – alene eller helt overvejende – på basis af dine evner til at researche, analysere, stave og sætte kommaer.

Din lærer gav dig garanteret aldrig opgaver, der lød sådan her: “Skriv om din største interesse, så en, du kender, forstår, hvad det går ud på, hvad det er, som er så fascinerende, og om hvordan han eller hun kunne få glæde af at dele din interesse. Du skal ikke læse noget om det, men bare skrive ud fra det, du ved – du ved jo en masse, når det er din største interesse. Det er lige meget med korrekt stavning og tegnsætning – det ordner jeg for dig.”

Vi har ikke lært at skrive begejstret løs på basis af vores egen viden, erfaring, holdning og engagement. Og det hænger selvfølgelig sammen med, at vi har fået al vores “skrivetræning” i ungdommen, hvor vi hverken havde megen viden eller erfaring, og det derfor virkede oplagt for skolesystemet at integrere skriveproces med videnstilegnelse. Men den blanding er en dødelig cocktail, når vi senere i livet – med masser af erfaring og ekspertise – vil skrive en fagbog.

To grundlæggende skriveformer I tilgangen til at skrive faglige bøger er der to grundlæggende og fundamentalt forskellige tilgange, som jeg vil kalde journalistmetoden og ekspert-metoden.

Journalist-metoden bygger direkte videre på det, vi lærte i skolen. Journalisten skriver ikke for at udtrykke sin egen viden eller erfaring om et emne, men er uddannet i at skrive om hvad som helst ved at sætte sig ind i nyt stof – læse, interviewe, osv.

– for at kunne gengive fakta, tendenser og andres synspunkter for læserne. I en journalistisk tekst er forfatteren aldrig selv kilde til sin historie. Journalistik er afhængig af kilder, og journalisten kan altså have haft gavn af sin skoletids såkaldte skriveundervisning.

“Vi har ikke lært at skrive løs på basis af vores egen viden, erfaring, holdning og engagement.”

Ekspert-metoden er stik modsat. For nu er det dig, der er kilden til bogens tekst. Du skal ikke læse, researche, interviewe og analysere dig frem til den tekst. Du skal skrive din bog på basis af din egen viden og dine egne erfaringer og holdninger. Det er den bog, der er interessant at få fra din hånd. Men det har flertallet af os rigtig svært ved, for vi er jo blevet grundskolet i, at der altid er en kilde, der ved bedre. At der altid skal være et ydre belæg for vores udsagn. Det giver mening i f.eks. forskningslitteraturen, men for det store flertal af læsere til det store flertal af fagbøger, håndbøger, selvhjælpsbøger osv. er det forfatterens – din – autoritet, der tæller. Når de samme læsere møder dig som ekspert i dit daglige arbejde som læge, coach, designer, HR-chef, direktør eller hundelufter, beder de jo generelt ikke om kilder for at stole på din autoritet. Du har autoritet.

Vær forsigtig med at blande de to tilgange, for du kommer nemt i tvivl om, hvor du har autoritet, og hvor du skal søge den hos andre, og så bliver det pludselig frygtelig svært at skrive.

Dét, og at du ikke skal tænke på det, du skriver, som en bog, bliver omdrejningspunktet i næste artikel.

45