“Nej,” sagde hun. “Så lærer jeg nok mere.” Men så gav hun mig alligevel et hurtigt uldent frakkeknus. “Pas godt på dig selv. Og ... jeg vil faktisk godt være på hold med dig en anden gang ...” Det var lidt sært at komme hjem til lejligheden og Oscar og skolen igen. Jeg havde været væk i næsten tre uger. Tyve dage, da jeg talte efter. Det føltes mere som tyve måneder. Alt var så anderledes, især indeni. “Sig mig engang,” sagde mor den første morgen jeg skulle i skole igen. “Er du ikke vokset?” “Jo,” sagde jeg. “Det er jeg vist.” Det er fordi du har mig. Jeg så ned og mødte Kats gyldne øjne. Han så ufatteligt selvglad ud. “Jeg kan altså godt finde ud af at vokse uden din hjælp,” mumlede jeg spidst. Han fnøs. Det tror jeg ikke. Jeg opgav at diskutere. Når man har kat, skal man aldrig regne med at få det sidste ord.
... læs videre i bog 2:
Viridians blod “Hun skulle være her et sted,” sagde jeg og kiggede igen på den efterhånden noget krøllede seddel. Man kunne stadig se hvor tårnfalken havde haft fat i den med kløerne. ELVERPARKEN stod der, med store blokbogstaver. En time før solnedgang, Nordstien, tredje bænk før porten. “Måske kommer vi for tidligt,” sagde Oscar, der var stoppet op så Luffe kunne tisse op ad en berberisbusk. “Eller for sent. Hvorfor kan hun ikke bare skrive klokken kvart over fem ligesom normale mennesker? Hvis ellers det er det hun mener ...” “Fordi hun er vildheks,” sagde jeg. “For hende er det naturens tid der tæller, ikke et eller andet minutur.” Men jeg måtte indrømme at det havde været en lille smule besværligt at finde ud af hvornår solen egentlig gik ned sådan en dag først i februar. Elverparken var ikke verdens hyggeligste sted. Den lå klemt inde mellem jernbanen og den gamle kødby og et