Liv for liv

01

02

03

04

05

06

07

08

09

10

11

12

13

14

15

16

17

18

19

20

21

22

00

01

02

03

04

05

06

07

layout: thomas@eyelab.dk +45 51 84 51 51

JUSSI ADLER-OLSEN ELSEBETH EGHOLM ANNA GRUE JENS HENRIK JENSEN CHRISTIAN MØRK OLE TORNBJERG & JEANETTE ØBRO

Liv for liv HB 135x202 08.indd 1

K R I M I — O G S PÆ N D I N G S H I S T O R I E R

JUSSI ADLER-OLSEN ELSEBETH EGHOLM ANNA GRUE JENS HENRIK JENSEN CHRISTIAN MØRK OLE TORNBJERG & JEANETTE ØBRO

00

23

24

25

26

27

28

29

30

31

32

K R I M I — O G S PÆ N D I N G S H I S T O R I E R

POLITIKENS FORLAG

KØB BOGEN OG STØT DANSK FLYGTNINGEHJÆLP

fredag 15/04/11 14:24

33

34

Jussi Adler-Olsen

Små pikante drab

Lars Hvilling Hansen var lejemorder, og en af de mere pikante af slagsen, hvis han selv skulle sige det.

Som det oftest flasker sig i livets krinkelkroge, beredtes vejen til denne profession med en enkelt sætning.

“Du er blevet kedelig, Lars, jeg gider dig ikke mere,” havde hans gennemsnitstriste kone sagt, før hun efterlod ham med en væmmelig erkendelse af, at så var der en udvikling i deres ægteskab, der var gået hans næse forbi.

Derfor var ‘kedelig’ det prædikat, han måtte forsøge at leve med, mens han prøvede at regne ud, hvordan en middelmådig førtidspension og en ti år gammel Opel Rekord skulle føre ham sikkert videre gennem livet, mens konen langede alle deres likvider og en række mere spændende mandspersoner med skarptskårne bakkenbarter til sig.

Kedelig, var ordet, og det sved.

Han overvejede hævnaktioner. Små besøg med oversavet jagtgevær hos konens potentielle elskere. Oprettelse af facebooksider med private fotos af konen, dengang hun var lasket og langt mindre forfængelig end nu. Vanding med syre i hendes nyerhvervede geraniumbede i rækkehuset, der indtil for nylig havde stået i hans navn.

Kedelig! Hvad ændrede voldsomme hævngerninger og efterfølgende risiko for anholdelse egentlig ved det ord? Blev han måske mere spændende af at ruske tremmer? Et nyt liv blandt voldsfor7

brydere og økonomisk kriminelle ville blive mere eksotisk end hans nuværende, men kedelig ville han nu blive ved med at være.

Lars kæmpede længe for at forstå, hvad det ord kunne komme af. Var det hans meninger, attitude eller påklædning, han vidste det ikke, for ingen havde nogensinde antydet meninger om hans person af den art. Så han læste Euroman på biblioteket, spurgte brevkasse­ redaktører til råds, studerede veltrænede torsoer i ‘Paradise Hotel’ og andre reality-udsendelser med trimmede ungersvende i stramme badebukser. Og da han havde samlet sine indtryk, stillede han sig foran spejlet og trak ud i maveskindet og besluttede sig en gang for alle for, at ordet ‘kedelig’ i bund og grund havde med hans udseende at gøre.

Derfor stod han en skønne dag tøvende foran en nydelig kosmetolog- og frisørsalon, uden for hvilken sort-hvide fotos af mænd med karisma og afblegede tænder lokkede med løfter om bedre dage forude. For en rimelig betaling, naturligvis.

“Gør, hvad du vil med mig, gør mig spændende,” tog han sig sammen til at sige til salonens lidet maskuline indehaver, mens denne trak sine spredte fingre skræmt op til brystet og forsøgte at sluge den omfattende opgave med fatning.

“Vi kommer nok til at bruge nogle gange, før du bliver helt tilfreds,” sagde den velduftende klon af fyre, Lars havde set stå og vrikke i Gay Pride’s vognoptog med små, sølvglinsende shorts på.

Let affekteret var ikke ordet, men Lars var en tolerant mand. Kunne dette væsen stryge kainsmærket ‘kedelig’ af hans pande, ville han såmænd forære ham en tatovering med David Beckham på, hvis det ellers kunne glæde ham.

“Tag fat,” sagde han med bankende hjerte og lænede sig tilbage.

Og det blev der.

Hele tre dage fulgte med snak om dit og dat og om François’ kit­ schede samling af gamle frisørstole og tørrehjelme, og ikke mindst med velgørende ansigtsbehandlinger, timer under hårtørreren, ned8

skubning af neglebånd, trimning af næsehår og lette lyse anstrøg af sommersol i den etageklippede, korte frisure. Da den sidste lok var lagt på plads, lænede mirakelmageren Jens Sørensen eller François, som han sagde, han foretrak, for det var der langt flere interessante vokaler i, sig lidt tilbage og betragtede resultatet.

“Du er lige til at bide i,” sagde han og nikkede veltilfreds over mod overklassefruerne, som en af hans assistenter var ved at stoppe ind under tørrehjelmene.

Anerkendelsens blikke udeblev ikke. Det var bare vellykket.

Så meget for ordet ‘kedelig’, tænkte Lars. Nu hed det i stedet ‘lige til at bide i’, og han følte sig nærmest lykkelig. Det vil sige, kun lige indtil han modtog regningen og indså, at hvis der ikke skete noget drastisk i hans liv på den økonomiske front, så ville han meget snart blive kedelig igen.

“Man skulle være salonejer som dig, François,” sagde han og smækkede fire tusindlapper på glasdisken, rakte ham hånden og sagde, at han i øvrigt hed Michel og heller ikke var fransk. Så havde de ligesom noget at være fælles om.

François spidsede læberne og svirpede blikket over på de to kvinder, der sad pakket ind i tørrehjelmenes varmesus og hovedtelefonernes latino-sang.

“SALONejer. Gud nej, Michel, det skal du ikke ønske for din værste fjende. Du ANER ikke, hvor meget jeg hang med popoen i vandskorpen i begyndelsen. Én ting er at KUNNE noget, en anden er guddøde mig at få kunder nok til at køre butikken. Det er slet ikke ligetil, når man også har ansatte, at du ved det.”

Lars så sig om i salonen. “Går det da ikke meget godt?”

“Jo, men sågu da KUN fordi jeg læser dødsannoncer.”

Lars hævede sine nyplukkede øjenbryn.

“Ja, sådan er det. Men jeg følger godt med, du.” François så igen over mod de øvrige i salonen, mens han lænede sig mod Lars’ øre.

“Når en af whiskybæltets fruer bliver enke, så får jeg Sture til at 9

køre mig op til hendes bopæl, og så lægger jeg sådan ...,” hviskede François og markerede et par anførselstegn i luften, “... ‘helt tilfældigt’ den her i hendes postkasse.”

Han placerede en af de glinsende brochurer foran Lars på glashylden under spejlet, og alene forsiden forklarede alt. ‘Nyt liv’, stod der med en utvetydig antydning af, at denne transformation blev foretaget topprofessionelt, virkningsfuldt, stilrent, individuelt og diskret.

Næh, hvad kunne en rig enke, der havde de bedste dage bag sig og lysten til, at nætterne fremover ikke skulle blive misbrugt af den grund, ønske sig mere end et ‘Nyt Liv’?

Sandt nok.

I et stykke tid mærkede han effekten af sin transformation på omgivelserne. Nye blikke på gaden, han endnu ikke havde regnet ud, hvordan han skulle håndtere, uopfordret opmærksomhed fra butiksansatte og ikke mindst mørke, let irriterede blikke fra mænd.

Det var helt, som det skulle være.

Så da Lars efter en måneds tid så skønhedsbehandlingernes effekt visne bort og den triste, grå mand dukke op bag facaden, gik han i banken og hævede fire tusind kroner mere, og det var så næstsidste gang, han var i stand til at gøre det. Bare to gange til hos François, så var pengepungen tom og det der ‘lige til at bide i’ et overstået kapitel.

Fandens også.

Samme eftermiddag satte han sig igen i frisørstolen og nikkede i spejlet mod et par velduftende kvinder med lækre stiletter og spurgte François lige så stille, om de to nu også var rekrutteret efter dødsannoncemetoden.

“Gud, nej, ikke de to. De sidder stadig i ægteskabsfælden, de små skind,” sagde han. “Det er jo heller ikke ALLE kunder, jeg får ind på den måde. Damerne i Rungsted og omegn snakker da gud ske lov stadigvæk en smule med hinanden, hvad søren har man ellers bridgeklubberne til?”

10

Han løftede koket skuldrene og nussede sine polerede negle rundt i Lars’ hår. “Men de to madammer her er bestemt ikke kedelige. Om et lille øjeblik fjerner vi tørrehjelmene, så skal du bare høre dem gå i gang. Der bliver ikke lagt fingre imellem.”

Og mens hans assistenter løftede damernes tørrehjelme, vimsede han omkring og uddelte damemagasiner og mokka.

“Værsartig, piger,” sagde han med armene i flyveposition. “Så damper vi lige lidt af, ikke?” Han gav dem et forsigtigt klem på skuld­rene og vrikkede så koket med hofterne, mens han vendte sig om mod Lars og blinkede med fryd i øjenkrogene.

Der gik cirka ti sekunder, så var kvindekværnen i gang.

“Jeg hører fra Charlotte, at Elisabeths elsker var nede på havnen i går, var du også dernede?” spurgte den ene.

Den anden nikkede. “Jeg ville give hundrede tusind til den, der skyder Gert en kugle for panden, så jeg kunne snuppe stegen. Har du for alvor lagt mærke til, hvor lækker han er?”

François trak hånden op til munden og fnisede stille. ‘Der kan du selv høre,’ smuttede hans øjne i spejlet, mens han bobbede op i Lars’ lokker.

Lars rynkede brynene. Hvad var det lige, kvinden sagde? Den skulle han godt nok have listet en ekstra gang rundt om hjernebarken, før den trængte ind. Hundrede tusind kroner, sagde hun det?

Mon hun virkelig mente det?

“Hundrede tusind,” lo den anden. “Din lille fedte. Og så ville du kunne sidde tilbage med 90 millioner og puste Charlottes nye legetøj i øret, det kunne du lide, hvad? Tror du ikke, du kunne slynge prisen lidt i vejret, hvis du gjorde dig umage, søde Molise?” “Åh, så skidt pyt. Lad os bare sige to hundrede og halvtreds. Men så skal jeg også have en kvittering.”

De skreg af grin, så papillotterne næsten rullede sig ud af sig selv.

Fandens til hunkatte og fandens til kløer.

11

Lars rystede umærkeligt på hovedet. Det var en besynderlig, men også tankevækkende oplevelse.

Ikke lige til at ryste af sig.

Han holdt smilende døren for dem, da de forlod salonen, og konstaterede til sin overraskelse, at de havde parkeret i samme sidegade som han, bare halvtreds meter væk. Han stod et øjeblik og noterede sig deres fortrolige snak. Hvordan de bøjede hovederne og undertrykte grin, mens de puffede til hinanden i deres trippen hen over brostenene.

Snak, han nok anede, hvad handlede om, og det var meget pirrende.

Derfor rullede han sig ind på forsædet af sin lille Opel, mens Molise og hendes veninde kørte Audiens kaleche ned. Og derfor besluttede han sig til at følge efter dem.

Solen var generøs, og det var kvindens fod på speederen også, da de ti minutter senere susede op ad Strandvejen.

Lars så sig om. Muligvis var en fartbøde en smal sag at udrede for de to gimper, men det var det altså ikke for ham. I hvert fald ikke hvis han skulle få råd til endnu en af François’ behandlinger.

Han betragtede sit nyrenoverede ansigt i bakspejlet med tilfredshed. Jo, det var han så ubetinget nødt til at få råd til på en eller anden måde.

Sveddryppende kilometer senere rundede Audien en hæk, der skjulte synet af Øresund, og forsvandt ind gennem en smedejernsgitterport i indkørslen til et palæ, der under ingen omstændigheder kunne være anskaffet ved ærligt, hårdt arbejde.

‘Saxenholdt’, stod der.

Han trak sin gamle spand ind med et par hjul på kantstenen, standsede motoren, rullede vinduet ned og hørte den ene råbe hjerteligt farvel, mens den anden speedede Audien op igen og replicerede med et ‘god fornøjelse med mordet.’

12