Luka og livets ild

Luka og

Livets Ild

Gyldendal-Lukas-og-livets-ild.indd 1

14-04-2011 11:12:47

Af samme forfatter Midnatsbørn Skam De sataniske vers Haun og Eventyrhavet Øst, Vest Maurerens sidste suk Jorden under hendes fødder Raseri Klovnen Shalimar Fortryllersken fra Firenze Jaguarens Smil I god tro & Er intet helligt Fantasiens hjemlande Gå over stregen

Gyldendal-Lukas-og-livets-ild.indd 2

14-04-2011 11:12:47

Salman Rushdie

Luka og Livets Ild På dansk ved Thomas Harder

ROM A N

GY L DE N DA L

Gyldendal-Lukas-og-livets-ild.indd 3

14-04-2011 11:12:47

Luka og Livets Ild er oversat fra engelsk efter „Luka and the Fire of Life“ Copyright © Salman Rushdie 2010 Bogen er sat med Sabon og Monotype Corsiva hos Pamperin & Bech og trykt hos Specialtrykkeriet, Viborg ISBN 978-87-02-08955-4 Printed in Denmark 2011 www.gyldendal.dk

Gyldendal-Lukas-og-livets-ild.indd 4

14-04-2011 11:12:47

Magic lands lie all around Inside, outside, underground.

Looking-glass worlds still abound.

A ll their tales this truth reveals: Naught but love makes magic real.

Gyldendal-Lukas-og-livets-ild.indd 5

14-04-2011 11:12:47

k apitel 1

Den frygtelige hændelse i den smukke stjernestrålende nat

I

byen Kahani i landet Alifbay var der engang en dreng ved navn Luka, som havde to kæledyr: en bjørn ved navn Hund og en hund ved navn Bjørn, og det betød, at hver gang han kaldte på Hund, kom bjørnen flinkt vraltende på bagbenene, og når han råbte på Bjørn, kom hunden springende, mens den logrede med halen. Den brune bjørn Hund kunne indimellem godt være lidt brysk og bjørnsk, men han var også en dygtig danser, som kunne stå på bagbenene og med ynde og stort raffinement danse både vals og polka og rumba foruden wah-watusi og twist og mere hjemlige danse såsom den dunkende bhangra, den hvirvlende ghoomar (hvortil han bar et stort skørt med spejlbroderi), krigerdansene spaw og thang-ta og påfugledansen nede sydfra.

Hunden Bjørn var en chokoladebrun labrador, og en blid og venlig hund, om end sommetider en smule pirrelig og 7

Gyldendal-Lukas-og-livets-ild.indd 7

14-04-2011 11:12:47

nervøs; han kunne absolut ikke danse og havde, som man siger, fire venstrefødder, men til gengæld for sin klodsethed var han begavet med absolut gehør og kunne synge, så det rungede i bjergtoppene, når han tudede melodierne til tidens populæreste sange og ramte hver eneste tone helt klokkeklart. Hunden Bjørn og bjørnen Hund blev hurtigt meget mere end Lukas kæledyr. De blev hans nærmeste forbundsfæller og mest trofaste beskyttere og forsvarede ham med en sådan ildhu, at ingen ville drømme om at mobbe ham, når de var i nærheden, ikke engang hans skrækkelige klassekammerat Ratshit, hvis opførsel ellers plejede at være både vild og vanvittig.

Det gik således til, at Luka fik sådan et par usædvanlige kammerater: En dag, da han var 12 år gammel, kom cirkus til byen – og det var ikke et hvilket som helst cirkus, men selveste Cirkus TRAI eller „Tre Ringe Af Ild“, det berømteste cirkus i hele Alifbay, som „præsenterede den Verdensberømte Utrolige Fantasmagoriske Flamme-Illusion“. Luka blev derfor først bitterligt skuffet, da hans far, historiefortælleren Rashid Khalifa, sagde til ham, at de ikke skulle ind at se forestillingen. „Uvenlig mod dyrene,“ forklarede Rashid. „Det kan godt være, at TRAI har haft sin storhedstid, men det er for længst styrtet ned fra Nådens tinder.“ Løvinden havde dårlige tænder, fortalte Rashid Luka, Tigerinden var blind, Elefanterne var sultne, og resten af cirkusmenageriet havde det bare rent ud elendigt. De Tre Ringe Af Ilds Sprechstallmeister var den frygtindgydende, enorme Kaptajn Aag, også kendt som Stormester Lue. Dyrene var så bange for hans smældende pisk, at Løvinden med tandsmerterne og den blinde Tigerinde blev ved med at springe gennem ringe og spille døde, og de udmarvede Ele8

Gyldendal-Lukas-og-livets-ild.indd 8

14-04-2011 11:12:47

fanter dannede stadig Tykhudspyramider for ikke at gøre ham vred, for Aag var nemlig en mand, der havde let ved at blive vred og svært ved at le. Og selv når han stak sit cigarrygende hoved ind i Løvindens vidåbne gab, turde hun ikke bide det af, af frygt for at han skulle beslutte sig for at slå hende ihjel inde fra maven.

Rashid, der som sædvanlig var iført en af sine farvestærke safariskjorter (denne her var cinnoberrød) og sin elskede bulede panamahat, fulgte Luka hjem fra skole og hørte ham fortælle om sin dag. I en geografiprøve havde Luka glemt, hvad spidsen af Sydamerika hed, og havde udnævnt den til „Hawaii“. I en historieprøve havde han til gengæld kunnet huske navnet på sit lands første præsident og havde stavet det korrekt. I idrætstimen havde han fået et slag på siden af hovedet med Ratshits hockeystav. På den anden side havde han scoret to mål i kampen og havde besejret sin fjendes hold. Og han havde omsider fundet ud af at knipse rigtigt med fingrene, så de gav en ordentlig smældende lyd fra sig.

Der var altså plusser og minusser. Alt i alt ikke nogen dårlig dag, men den var på vej til at blive en endog meget betydningsfuld dag, for det var nemlig den dag, han så cirkusparaden komme forbi på vej ud for at rejse det store telt nær bredden af den mægtige Silsila. Silsila var den brede, dovne, grimme flod med det mudderfarvede vand, som flød gennem byen ikke langt fra familien Khalifas hus. Synet af de sørgmodige kakaduer, der sad i deres bure, og de triste dromedarer, der humpende puklede hen ad gaden, rørte Lukas gavmilde unge hjerte. Men det allertristeste, syntes han, var det bur, hvor en modløs hund og en sorgfuld bjørn sad og stirrede sønderknuste på alt omkring sig. Kaptajn Aag med de hårde sorte sørøverøjne og det utæmmede barbarskæg 9

Gyldendal-Lukas-og-livets-ild.indd 9

14-04-2011 11:12:47

afsluttede det ridende optog. Pludselig blev Luka vred (og han var ellers en dreng, som havde svært ved at blive vred og let ved at le). Da Stormester Lue var lige ud for Luka, råbte Luka af sine lungers fulde kraft: „Gid dine dyr må holde op med at adlyde dine befalinger, og dine ringe af ild vil fortære dit dumme telt.“ Nu traf det sig tilfældigvis således, at det øjeblik, da Luka gav sin vrede luft, var en af de sjældne stunder, hvor en eller anden uforklarlig tilfældighed får alle universets lyde til at forstumme samtidig – bilerne holder op med at dytte, knallerterne med at put-putte, fuglene i træerne med at skræppe og alle mennesker med at tale, på én og samme tid – og midt i denne fortryllede tysthed rungede Lukas stemme så klart og tydeligt som et geværskud, og hans ord bredte sig ud og opfyldte hele himlen, og måske fandt de ligefrem vej til Skæbnegudindernes bolig, hvorfra verdens gang, ifølge nogle menneskers mening, styres. Kaptajn Aags ansigt fortrak sig, som om nogen havde givet ham en lussing, og så stirrede han Luka lige ind i øjnene og sendte ham et blik, der var fuldt af et så flammende had, at drengen næsten blev slået omkuld. Så begyndte verden igen at lave sit sædvanlige spektakel, og cirkusparaden bevægede sig videre, og Luka og Rashid gik hjem for at spise middag. Men Lukas ord hang stadig i luften derude og gjorde deres hemmelige arbejde.

Den aften bragte tv-avisen den forbløffende nyhed, at dyrene i Cirkus TRAI enstemmigt havde nægtet at optræde.

I et stopfyldt telt, og til stor undren for såvel kostumerede klovner som civilklædte tilskuere, havde de med hidtil uset trods gjort oprør mod deres herre. Stormester Lue stod i den midterste af de tre store arenaer – de Tre Ringe af Ild – og 10

Gyldendal-Lukas-og-livets-ild.indd 10

14-04-2011 11:12:48

brølede ordrer og smældede med pisken, men da han så alle dyrene begynde at gå roligt frem imod sig, i takt, som om de var en hær, der rykkede ind på ham fra alle sider, så de til sidst dannede en dyrekreds af vrede, slog det klik for ham, og grædende og klynkende faldt han på knæ og tryglede for sit liv. Publikum begyndte at buhe og kaste med frugt og hynder og derefter med hårdere genstande såsom sten og valnødder og telefonbøger. Aag gjorde omkring og flygtede.

Dyrene åbnede deres geledder og lod ham slippe igennem, og han løb sin vej, hylende som et lille barn.

Det var den første forbløffende hændelse. Den anden fandt sted samme nat. Omkring midnat brød en mærkelig støj løs, en støj som af en milliard efterårsblade, der raslede og knitrede, eller måske endda en milliard milliarder, en støj, der bredte sig hele vejen fra det store telt ved Silsilas bred til Lukas værelse og vækkede ham. Da han så ud ad vinduet, så han, at det store telt brændte, og at dets strålende flammer oplyste marken nede ved flodbredden. De Tre Ringe Af Ild stod i lys lue, og det var ikke nogen illusion.

Lukas forbandelse havde virket.

Den tredje forbløffende hændelse indtraf næste morgen.

En hund med et skilt i halsbåndet, hvorpå der stod „Bjørn“, og en bjørn med et skilt i halsbåndet, hvorpå der stod „Hund“, dukkede op foran døren til Lukas hus – senere spekulerede Luka over, hvordan de havde fundet vej dertil – og bjørnen Hund begyndte begejstret at snurre og trippe, mens hunden Bjørn bjæffede en medrivende melodi. Luka og hans far Rashid Khalifa og hans mor Soraya og hans storebror Harun stod i gadedøren og så på de dansende dyr, mens deres nabo, frøken Oneeta, råbte til dem fra sin veranda: „Vogt jer! Når dyr begynder at synge og danse, så 11

Gyldendal-Lukas-og-livets-ild.indd 11

14-04-2011 11:12:48

er der helt klart hekseri på færde!“ Men Soraya Khalifa lo. „Dyrene fejrer deres frihed,“ sagde hun. Så anlagde Rashid en alvorlig mine og fortalte sin hustru om Lukas forbandelse. „Jeg vil mene,“ udtalte han, „at hvis der er hekseri på færde her, så er det vores Luka, der har forvoldt den, og at disse gode skabninger nu er kommet for at takke ham.“ De andre cirkusdyr var flygtet ud i den Vilde Natur og blev aldrig set siden, men hunden og bjørnen var tydeligvis kommet for at blive. De havde endda taget mad med. Bjørnen bar på en spand fuld af fisk, og hunden var iført en lille frakke med lommerne fulde af kødben. „Jamen, hvorfor egentlig ikke?“ råbte Rashid Khalifa muntert. „Mine historiefortællinger kunne godt bruge lidt hjælp. Der er ikke noget som et hunde-og-bjørne-sang-og-dansenummer til at fange publikums opmærksomhed.“ Dermed var sagen afgjort, og senere på dagen fik Lukas bror Harun det sidste ord: „Jeg vidste, at det snart ville ske,“ sagde han. „Du har nået den alder, hvor folk i vores familie krydser grænsen til magiens verden. Det er din tur til opleve et eventyr nu – ja, nu er det her endelig! – og det ser godt nok ud til, at du har sat noget i gang. Men tag dig i agt! Forbandelser er en farlig magt. Selv har jeg aldrig kunnet præstere noget så – nå, ja – mørkt.“ „Mit helt eget eventyr,“ tænkte Luka forundret, og hans storebror smilede, for han vidste udmærket besked med Lukas Hemmelige Skinsyge, som i virkeligheden Slet Ikke Var Så Hemmelig Endda. Da Harun var på Lukas alder, rejste han til Jordens anden måne, blev ven med fisk, der talte på vers, og en havemand lavet af lotusrødder samt hjalp til med at omstyrte den onde Kultmester Khattam-Shud, som forsøgte at ødelægge selve Eventyrhavet. Lukas hidtil 12

Gyldendal-Lukas-og-livets-ild.indd 12

14-04-2011 11:12:48

største eventyr havde derimod udspillet sig under de Store Legepladskrige i skolen, hvor han havde anført sin bande, det Intergalaktiske Pingvinhold, i en berømmelig sejr over den Kejserlige Højhedshær under hans forhadte rival Adi Ratshit, også kendt som Røde Bagdel, og havde vundet det afgørende slag ved hjælp af et dristigt luftangreb udført af papirflyvere, der nedkastede kløpulver over fjenderne. Det var en stor tilfredsstillelse at se Ratshit hoppe i legepladsens vandhul for at lindre den kløe, der havde bredt sig over hele hans krop; men Luka var godt klar over, at i forhold til Haruns bedrifter var hans ikke rigtigt at regne for noget.

Harun var på sin side udmærket bekendt med Lukas længsel efter rigtige eventyr, helst nogle, hvori indgik usandsynlige væsner, rejser til andre planeter (eller i det mindste drabanter) og FV2F’er, eller For Vanskeligt Forklarlige Fremgangsmåder. Men indtil nu havde han altid prøvet at lægge en dæmper på Lukas lyster. „Pas på, hvad du ønsker dig,“ sagde han til Luka, der svarede: „Helt ærligt, så er det nok det mest irriterende, du nogen sinde har sagt.“ I almindelighed var de to brødre, Harun og Luka, imidlertid kun sjældent oppe at skændes, og faktisk kom de usædvanligt godt ud af det med hinanden. En alderskløft på 18 år havde vist sig at være et godt sted at læsse de fleste af de problemer af, som ellers sommetider kan opstå mellem brødre, alle de små irritationsmomenter, som får den ældre bror til ved et uheld at knalde den yngres hoved ind i en mur eller til ved en fejltagelse at lægge en pude over hans sovende ansigt, eller overbeviser den yngre bror om, at det er en god idé at fylde den stores sko med sød, klistret mangochutney, eller at kalde storebroderens nye kæreste ved en anden kærestes navn og så lade, som om det bare var en 13

Gyldendal-Lukas-og-livets-ild.indd 13

14-04-2011 11:12:48

virkelig uheldig fortalelse. Der skete altså ikke noget af den slags. Tværtimod lærte Harun sin yngre bror mange nyttige ting, for eksempel kickboksning, og hvordan man spiller cricket, og hvilken musik der var sej, og hvilken der ikke var; og Luka forgudede helt ukompliceret sin storebror og syntes, at han lignede en stor bjørn – bjørnen Hund, faktisk – eller måske et venligt, stubbet bjerg med et bredt smil et sted oppe i nærheden af toppen.

Første gang Luka havde forbløffet folk, gjorde han det ved overhovedet at blive født, for hans bror Harun var nemlig allerede 18 år gammel, da hans mor Soraya i en alder af 41 fødte endnu en velskabt lille dreng. Hendes mand Rashid anede ikke, hvad han skulle sige, og sagde derfor som altid alt for meget. Inde på Sorayas stue tog han sin nyfødte søn op og vuggede ham blidt i sine arme, mens han bestormede ham med urimelige spørgsmål: „Hvem skulle nu have troet det? Hvor kommer du fra, makker? Hvordan er du kommet her? Hvad har du så at sige? Hvad hedder du? Hvad bliver du for en, når du bliver stor? Hvad vil du?“ Han havde også et spørgsmål til Soraya. „I vores alder …,“ sagde han undrende, mens han rystede på sit skaldede hoved, „hvad skal sådan et under dog betyde?“ Rashid var 50 år gammel, da Luka kom, men i det øjeblik lød han som en hvilken som helst ung, uerfaren far, der var helt forfjamsket, og sågar en smule forskrækket, over det ansvar, der pludselig havde meldt sig.

Soraya tog barnet og beroligede dets far. „Han hedder Luka,“ sagde hun, „og underets betydning er, at vi tilsyneladende har bragt en fyr til verden, som kan vende selve Tiden og få den til at strømme den gale vej og gøre os unge igen.“ 14

Gyldendal-Lukas-og-livets-ild.indd 14

14-04-2011 11:12:48

Soraya vidste, hvad hun talte om. Efterhånden som Luka blev ældre, lod hans forældre til at blive yngre. Da lille Luka for eksempel satte sig ret op og ned for første gang, kunne hans forældre for eksempel slet ikke sidde stille mere. Da han begyndte at kravle, hoppede de op og ned som begejstrede kaniner. Da han begyndte at gå, sprang de i vejret af glæde. Og første gang han talte, ja!, man skulle tro, at hele den legendariske Ordstrøm var begyndt at fosse ud gennem munden på Rashid, og han aldrig ville holde op med at udspy hyldester til sin søns mægtige bedrift.

Ordstrømmen kommer i øvrigt tordnende ned fra Eventyrhavet og løber ud i Visdommens Sø, hvis vande oplyses af Dagenes Gry, og hvorfra Tidens Flod strømmer. Visdommens Sø ligger som bekendt i skyggen af Indsigtens Bjerg, på hvis tinde Livets Ild brænder. Disse vigtige oplysninger om Magiens Verdens geografi – ja, faktisk om selve dens eksistens – var i årtusinder blevet hemmeligholdt af de mystiske kutteklædte lyseslukkere, der kaldte sig Aalim eller De Lærde. Men nu var hemmeligheden sluppet ud. Rashid Khalifa havde gjort den tilgængelig for den almindelige offentlighed i mange berømte eventyr. Alle i Kahani var altså fuldt ud klar over, at der fandtes en Magiens Verden, som eksisterede parallelt med vores egen ikke-Magiske, og at det var fra dén Virkelighed, man fik Hvid Magi, Sort Magi, drømme, mareridt, historier, løgne, drager, alfer, blåskæggede ånder, mekaniske tankelæserfugle, begravede skatte, musik, fiktion, håb, frygt, det evige livs gave, dødsenglen, kærlighedsenglen, afbrydelser, vittigheder, gode ideer, elendige ideer, lykkelige slutninger, ja, faktisk så godt som alt, hvad der var noget som helst ved. Aalim, hvis opfattelse af Indsigt var, at den tilhørte dem, og at den var for dyrebar 15

Gyldendal-Lukas-og-livets-ild.indd 15

14-04-2011 11:12:48

til, at man kunne dele den med andre, hadede sikkert Ra­ shid Khalifa, fordi han, som man siger, havde sluppet katten ud af sækken.

Men selv om vi senere skal tale om Katte, er det endnu for tidligt. Allerførst må vi tale om den frygtelige hændelse i den smukke stjernestrålende nat.

Luka viste sig at være venstrehåndet, og det forekom ham ofte, at det var resten af verden, der greb alting omvendt an, og ikke ham. Dørgreb drejede den gale vej, skruer insisterede på at blive skruet i med uret, guitarstrenge skulle sættes i på hovedet, og den skrift, som de fleste sprog var skrevet med, løb ubekvemt fra venstre mod højre, undtagen én, som det bizart nok aldrig lykkedes ham at lære. Pottemagerhjul drejede i en pervers retning, og dervisher ville have hvirvlet meget bedre, hvis de var hvirvlet den modsatte vej, og hvor ville hele verden have været finere og fornuftigere, tænkte Luka, hvis solen stod op i vest og gik ned i øst.

Luka blev sommetider sørgmodig, når han tænkte på livet i Modsolsdimensionen, den alternative venstrehåndsplanet Galvej, hvor han ville have været normal og ikke usædvanlig. Hans bror Harun var højrehåndet ligesom alle andre og syntes derfor at have nemmere ved alting, og det virkede uretfærdigt. Soraya sagde til Luka, at han ikke skulle være ked af det: „Du er et barn med mange talenter,“ sagde hun, „og måske har du ret i at tro, at det er vejen venstre om, der er den rigtige vej, og at alle vi andre ikke har ret, men uret.

Lad dine hænder føre dig, hvorhen de vil. Bare sørg for at holde dem beskæftigede. Gå endelig venstre om, hvis du vil, men uden at smøle; sak ikke agterud.“ Efter at Lukas forbandelse over de Tre Ringe Af Ild 16

Gyldendal-Lukas-og-livets-ild.indd 16

14-04-2011 11:12:48

havde vist sig at have så spektakulær en virkning, anlagde Harun ofte en uhyggelig stemme og advarede ham om, at hans venstrehåndethed måske var tegn på, at der boblede mørke kræfter inde i ham. „Pas nu på,“ sagde Harun, „at du ikke går ad Venstrehåndsvejen, Vrangvejen.“ Vrangvejen var åbenbart vejen til den Sorte Magi, men eftersom Luka, selv hvis han havde ønsket at gøre det, ikke havde den ringeste anelse om, hvordan han skulle bære sig ad med at gå ad den Vej, affærdigede han sin brors advarsel som en af den slags ting, som Harun sommetider sagde for at drille ham, uden at fatte at Luka ikke brød sig om at blive drillet.

Måske fordi Luka drømte om at udvandre til en Venstrehåndsdimension, måske fordi hans far var professionel historiefortæller, eller måske på grund af hans bror Haruns store eventyr, eller måske ikke af nogen som helst grund, ud over at han var, som han var, voksede Luka op med en stærk interesse i, og gode anlæg for, alternative virkeligheder. I skolen blev han så overbevisende en skuespiller, at når han spillede en pukkelryg, en kejser, en kvinde eller en gud, gik alle, der havde set hans præstation, derfra i den overbevisning, at drengen på en eller anden måde midlertidigt havde pådraget sig en pukkel, besteget en trone eller havde skiftet køn eller var blevet guddommelig. Og når han tegnede og malede sin fars historier om, for eksempel de elefanthovedede Erindringsfugle, der huskede alt, hvad der nogen sinde var sket, eller Sygemallerne, der svømmede i Tidens Flod, eller den Tabte Barndoms Land, eller Stedet Hvor Ingen Boede, fik alle disse motiver deres eget vidunderlige, fantasmagoriske, farvestrålende liv. Matematik og kemi var han desværre ikke så skrap til. Det mishagede hans mor, som, selv om hun sang som en engel, altid havde været den 17

Gyldendal-Lukas-og-livets-ild.indd 17

14-04-2011 11:12:48

fornuftige, praktiske type; men det frydede hemmeligt hans far, for Rashid Khalifa fandt matematik lige så gådefuldt som kinesisk og dobbelt så uinteressant; og som dreng var Rashid selv dumpet i kemi, fordi han kom til at spilde koncentreret svovlsyre ud over sit opgaveark og afleverede det fuldt af huller.

Heldigvis for Luka levede han i en tidsalder, hvor et næsten uendeligt antal parallelle virkeligheder var begyndt at være til salg som legetøj. Ligesom alle dem han kendte, var han vokset op med at tilintetgøre flåder af angribende raketskibe og havde været en lille blikkenslager, der rejste gennem en mængde bølgende, brændende, slangende, boblende niveauer for at redde en snerpet prinsesse ud af et uhyres borg, og havde forvandlet sig til et lynhurtigt pindsvin og en gadekæmper og en rockstjerne og havde uforfærdet holdt stand i sin hættekappe, mens en dæmonisk skikkelse med stumpe horn og et rødt-og-sort ansigt sprang omkring ham og huggede efter hans hoved med et dobbelt lyssværd.

Ligesom alle dem han kendte, indgik han i imaginære samfund i cyberspace, elektroklubber, hvor han for eksempel blev til en intergalaktisk pingvin, der var opkaldt efter en af The Beatles, eller, senere, et helt igennem frit opfundet flyvende væsen, hvis højde, hår, farve og sågar køn han selv kunne vælge og ændre, som det passede ham. Ligesom alle sine venner og bekendte ejede også Luka et bredt udvalg af æsker med alternative virkeligheder i lommeformat og tilbragte en stor del af sin fritid med at forlade sin egen verden for at begive sig ind i de rige, farvestrålende, musikalske, udfordrende universer inde i æskerne, universer, hvor døden var midlertidig (indtil man begik for mange fejl, og den blev permanent), og et liv var noget, som man kunne vinde 18

Gyldendal-Lukas-og-livets-ild.indd 18

14-04-2011 11:12:48

eller spare op til eller bare mirakuløst få tildelt, fordi man tilfældigvis knaldede hovedet ind i den rigtige mursten eller spiste den rigtige svamp eller bevægede sig gennem det rigtige magiske vandfald, og man kunne lægge lige så mange liv på lager, som éns dygtighed og held kunne skaffe én.

På Lukas værelse stod, ved siden af et lille fjernsynsapparat, hans allerdyrebareste ejendel, den mest magiske æske af dem alle, den, der bød på de rigeste og mest komplekse rejser ud i andet-rummet og anderledes-tiden, ind i mangelivenes og den midlertidige døds zone: hans nye Muu. Og ligesom Luka på skolens legeplads havde forvandlet sig til den mægtige General Luka, den Kejserlige Højhedshærs banemand og chef for det frygtede LAF, eller Luka Air Force, bestående af papirfly bevæbnet med kløpulver, således følte Luka sig også hjemme, når han trådte ud af matematikkens og kemiens verden og ind i Muu-Zonen, hjemme på en helt anden måde, end den måde hvorpå han følte sig hjemme derhjemme, men ikke desto mindre hjemme; og i sin egen fantasi blev han Super-Luka, Spillenes Stormester.

Endnu en gang var det Lukas far Rashid Khalifa, der opmuntrede ham, og som med komisk mangel på behændighed forsøgte at følge ham på hans eventyr. Soraya var overlegent uimponeret, og eftersom hun var en fornuftig og jordbunden kvinde uden tillid til teknologien, var hun bange for, at de forskellige magiske æsker udsendte usynlige bølger og stråler, som ville få hendes søns forstand til at gå i forrådnelse. Rashid bagatelliserede Sorayas bekymringer, hvilket bekymrede hende endnu mere. „Ingen stråler! Ingen bølger!“ råbte Rashid. „Men se, hvor fint hans øje-håndkoordination udvikler sig, og han løser også problemer og besvarer gåder og forcerer forhindringer og stiger op gen19

Gyldendal-Lukas-og-livets-ild.indd 19

14-04-2011 11:12:48

nem niveauer af tiltagende sværhedsgrader og erhverver helt usædvanlige færdigheder.“ „Det er nytteløse færdigheder,“ replicerede Soraya. „I den virkelige verden er der ingen niveauer, kun vanskeligheder. Hvis han begår en sjuskefejl i spillet, får han en chance til. Hvis han begår en sjuskefejl i en kemiprøve, får han en dårlig karakter. Livet er hårdere end computerspil. Det er dét, han trænger til at lære, og det gør du i øvrigt også.“ Rashid gav sig ikke. „Se, hvordan hans hænder styrer spillene,“ sagde han til hende. „I de verdener er hans venstrehåndethed ikke nogen hindring. Utroligt nok bruger han begge hænder næsten lige godt.“ Soraya fnøs irriteret. „Har du set hans håndskrift?“ sagde hun. „Kan hans pindsvin og blikkenslagere hjælpe ham med den? Kan hans psp’er og wii’er måske hjælpe ham gennem skolen? De navne! Jeg ved ikke, hvad de skal forestille.“ Rashid smilede formildende. „De hedder konsoller,“ begyndte han, men Soraya drejede om på hælen og gik sin vej, idet hun vinkede affærdigende med den ene hånd højt oppe i luften. „Tal ikke til mig om den slags!“ sagde hun over skulderen og i sit allermest majestætiske tonefald. „Jeg er inkonsolabel.“ Det kom ikke som nogen overraskelse, at Rashid Khalifa ikke kunne finde ud af at bruge Muu’en. Gennem det meste af sit liv havde han været kendt for tungefærdighed, men hans hænder havde ærligt talt altid været et par hæmsko.

De var akavede, klodsede og fummelfingrede. De var, som folk sagde, lutter tommelfingre. I løbet af deres 62 år havde de tabt talløse ting, ødelagt endnu flere, forkludret alle dem, som det ikke var lykkedes dem at tabe eller ødelægge, og havde tværet alt det ud, som han nogen sinde havde forsøgt at skrive. De var kort sagt alt andet end behændige.

20

Gyldendal-Lukas-og-livets-ild.indd 20

14-04-2011 11:12:48

Hvis Rashid prøvede at slå et søm i en væg, kom en af hans fingre uvægerlig i vejen for hammeren, og han var altid temmelig klynket, hvad smerte angik. Hver gang Rashid tilbød Soraya at give hende en hånd, bad hun ham – en smule uelskværdigt – om venligst at holde hænderne for sig selv.

Men på den anden side kunne Luka også huske dengang, da hans fars hænder faktisk kom til live.

Det var sandt. Da Luka ikke var mere end et par år gammel, fik hans fars hænder deres eget liv og endda hver sit eget sind. De havde også navne: De hed Ingen (højre hånd) og Vrøvl (den venstre), og for det meste var de lydige og gjorde, hvad Rashid ville have dem til, såsom at baske rundt i luften, når han gerne ville understrege en pointe (han holdt nemlig af at tale meget), eller putte mad i munden på ham med regelmæssige mellemrum (han holdt nemlig af at spise meget). De var sågar villige til at vaske den del af Rashid, som han kaldte sin B-Del, og det var virkelig meget imødekommende af dem. Men Luka opdagede snart, at de også havde deres egen kildelystne vilje, især når Luka var inden for rækkevidde. Når højrehånden begyndte at kilde Luka, og han tiggede: „Hold op, hold op,“ svarede hans far: „Det er ikke mig. Ingen kilder dig,“ og når den venstre hånd også begyndte at kilde, og Luka grædende af grin indvendte: „Det passer ikke, du kilder mig, ja, du gør så,“ svarede hans far: „Ved du nu hvad? Det er bare Vrøvl.“ På det seneste var Rashids hænder imidlertid blevet langsommere og var tilsyneladende vendt tilbage til bare at være hænder. Faktisk var resten af Rashid også blevet langsommere. Han gik langsommere end før (selv om han aldrig havde gået særlig hurtigt), han spiste langsommere (dog ikke ret meget), og – og det var det mest bekymrende – han 21

Gyldendal-Lukas-og-livets-ild.indd 21

14-04-2011 11:12:48

talte også langsommere (selv om han altid havde talt meget, meget hurtigt). Han var længere om at smile, end han havde været før, og sommetider syntes Luka, at det virkede, som om også tankerne inde i hans fars hoved bevægede sig langsommere. Selv de historier, han fortalte, syntes at bevæge sig langsommere, end de gjorde før i tiden, og det var skadeligt for forretningen. „Hvis han bliver ved med at tabe tempo på den måde,“ sagde Luka bekymret til sig selv, „så går han snart helt i stå.“ Billedet af en fuldstændig stillestående far, der var kørt fast midt i en sætning, en gestus eller et skridt og for altid frosset fast på stedet, var skræmmende; men det var tilsyneladende den retning, det gik i, hvis man ikke kunne gøre noget for at få Rashid Khalifa op i fart igen. Luka begyndte derfor at overveje, hvordan man kunne accelerere en far: Hvor var den pedal, som man skulle træde på for at få ny gang i hans svindende vusj? Men inden han kunne nå at løse problemet, indtraf den frygtelige hændelse i den smukke stjernestrålende nat.

En måned og en dag efter, at bjørnen Hund og hunden Bjørn var kommet til familien Khalifas hus, var himmelbuen over byen Kahani, floden Silsila og havet længere ude mirakuløst fuld af stjerner, ja, så strålende af stjerner, at selv surmulefiskene kom op fra dybet og så forbavsede på himlen og mod deres vilje begyndte at smile (og hvis I nogen sinde har set en smilende surmule se forbavset ud, så ved I, at det ikke er noget kønt syn). Selve galaksens brede stribe strålede som ved trolddom fra en klar nattehimmel og mindede om, hvordan det var i gamle dage, inden menneskene snavsede luften til og skjulte himlen. På grund af smoggen var det nu så usædvanligt at se Mælkevejen i byen, at folk råbte fra hus til hus for at sige til deres naboer, at de skulle komme ud på gaden 22

Gyldendal-Lukas-og-livets-ild.indd 22

14-04-2011 11:12:48

og se. Alle strømmede ud af deres huse og stod med hagen i vejret, som om hele kvarteret bad om at blive kildet, og Luka overvejede et kort øjeblik at påtage sig rollen som over-kilder, men bestemte så, at han nok hellere måtte lade være.

Det så ud, som om stjernerne dansede deroppe, som om de hvirvlede rundt i mægtige, indviklede mønstre, ligesom kvindelige bryllupsgæster i deres fine tøj, kvinder, der strålede hvidt og grønt og rødt af diamanter, smaragder og rubiner, tindrende kvinder, der dansede på himlen og dryppede af flammende juveler. Og stjernernes dans afspejledes i byens gader; folk kom ud med tamburiner og trommer og festede, som om nogen havde fødselsdag. Bjørn og Hund deltog i festlighederne ved at hyle og hoppe, og Harun og Luka og Soraya og deres nabo, frøken Oneeta, dansede også alle sammen. Rashid var den eneste, der ikke deltog i festen. Han sad på verandaen og så til, og ingen, ikke engang Luka kunne hale ham på benene. „Jeg føler mig tung,“ sagde han. „Mine ben føles som kulsække, og mine arme føles som træstammer. Tyngdekraften må på en eller anden måde være taget til her omkring mig, for jeg bliver trukket ned mod jorden.“ Soraya sagde, at han bare var en doven kartoffel, og efter nogen tid lod også Luka bare sin far sidde og spise en banan fra en klase, som han havde købt af en forbipasserende gadehandler, mens han, Luka, løb rundt under stjernernes karneval.

Den store himmelforestilling fortsatte indtil sent på natten, og mens den stod på, lignede den et varsel om noget godt, om begyndelsen til uventet gode tider. Men det gik snart op for Luka, at det var den aldeles ikke. Måske var den tværtimod en slags farvel, et sidste hurra, for det var dén nat, Rashid Khalifa, den legendariske historiefortæller 23

Gyldendal-Lukas-og-livets-ild.indd 23

14-04-2011 11:12:48

fra Kahani, faldt i søvn med et smil om læberne, en banan i hånden og et glimt på panden og ikke vågnede næste morgen. I stedet sov han bare videre, med en dæmpet snorken og et sødt smil om læberne. Han sov hele formiddagen og hele eftermiddagen og hele den følgende nat, og sådan blev det ved, formiddag efter formiddag, eftermiddag efter eftermiddag, nat efter nat.

Der var ingen, der kunne vække ham.

I begyndelsen tænkte Soraya, at han bare var overtræt, så hun gik rundt og hyssede på alle folk og sagde til dem, at de ikke måtte forstyrre ham. Men det varede ikke længe, før hun blev bekymret og selv prøvede at vække ham. Først talte hun blidt til ham og mumlede kærlige ord. Så strøg hun ham over panden, kyssede ham på kinden og sang en lille sang. Til sidst blev hun rigtigt utålmodig og kildede ham under fodsålerne og ruskede ham voldsomt i skuldrene, og som en sidste udvej råbte hun ham ind i ørerne, så højt hun kunne. Han udstødte et billigende „mmm“, og hans smil blev en lille smule bredere, men han vågnede ikke.

Soraya satte sig ned på gulvet ved siden af hans seng og begravede hovedet i hænderne. „Hvad skal jeg gøre?“ jamrede hun. „Han har altid været en drømmer, og nu har han besluttet, at han foretrækker sine drømme frem for mig.“ Aviserne fik hurtigt nys om Rashids tilstand, og journalisterne kom slidrende og begyndte at smøre kvarteret i håb om at få historien. Soraya gennede fotograferne væk, men historien blev skrevet alligevel. IKKE MERE PLADDER FRA KONG BAVL, råbte overskrifterne, en lille smule grusomt. HAN SOVER TORNEROSESØVN, MEN HAN ER IKKE HELT SÅ SMUK SOM HENDE. Da Luka så sin mor græde og sin far i den Store Søvns 24

Gyldendal-Lukas-og-livets-ild.indd 24

14-04-2011 11:12:48

arme, føltes det, som om hele hans verden, eller i hvert fald en stor del af den, var ved at gå under. Hele livet havde han prøvet at liste sig ind i sine forældres soveværelse tidligt om morgenen og overraske dem, inden de vågnede, men hver gang var de vågnet, inden han nåede hen til sengekanten.

Men nu vågnede Rashid ikke, og Soraya var virkelig inkonsolabel, et ord, der, hvilket Luka udmærket vidste, i virkeligheden ikke havde noget med spil at gøre, selv om han netop da ville ønske, at han befandt sig inde i en eller anden fiktiv udgave af virkeligheden og bare behøvede trykke på Exit-tasten for at komme tilbage til sit eget liv. Men der var ikke nogen Exit-tast. Han var hjemme, selv om hans hjem pludselig føltes som et meget fremmed og frygtindgydende sted uden latter og – og det var det mest rædselsfulde ved det – uden Rashid. Det føltes, som om noget umuligt var blevet muligt, noget utænkeligt tænkeligt, og Luka ville ikke sætte noget navn på dette rædselsvækkende noget.

Lægerne kom, og Soraya viste dem ind i det værelse, hvor Rashid lå og sov, og lukkede døren bag dem. Harun fik lov at komme ind, men Luka måtte være ovre hos frøken Oneeta, og det hadede han ellers, for hun gav ham alt for meget konfekt at spise og trak hans ansigt ind til sig, så han forsvandt i hendes barm som en rejsende i en ukendt dal, der lugtede af billig parfume. Efter nogen tid kom Harun over til ham. „De siger, at de ikke ved, hvad der er galt med ham,“ sagde han til Luka. „Han sover bare, og de ved ikke, hvorfor. De har lagt et drop i armen på ham, så han kan få den næring, han behøver, selv om han hverken spiser eller drikker. Men hvis han ikke vågner –“ „Han vågner,“ råbte Luka. „Han kan vågne, når det skal være nu.“ 25

Gyldendal-Lukas-og-livets-ild.indd 25

14-04-2011 11:12:48

„Hvis han ikke vågner,“ sagde Harun, og Luka så, at Harun havde knyttet hænderne, og der var også en slags knytnæveagtig anspændthed i hans stemme, „så vil hans muskler svækkes og hele hans krop og så –“ „Så ikke noget,“ afbrød Luka ham heftigt. „Han hviler sig bare, ikke andet. Han var begyndt at blive langsommere og følte sig tung og trængte til at hvile sig. Helt ærligt, så har han jo taget sig af os hele livet, og nu har han ret til at holde lidt fri, er det ikke rigtigt, Tante Oneeta?“ „Jo, Luka,“ sagde frøken Oneeta, „det har du ret i, min ven, det er jeg næsten helt sikker på.“ Og der trillede en tåre ned ad kinden på hende.

Så blev det værre.

Luka lå vågen i sin seng den nat; han var alt for chokeret og ulykkelig til at sove. Hunden Bjørn lå i sengen sammen med ham og pustede og mumlede i en hundsk drøm, og bjørnen Hund lå ubevægelig på en stråmåtte på gulvet. Men Luka var spilvågen. Nattehimlen uden for vinduet var ikke længere klar, men overskyet og lav, som om den rynkede brynene, og et tordenvejr knurrede i det fjerne som en vred kæmpes stemme. Så hørte Luka lyden af baskende vinger lige i nærheden og sprang ud af sengen og løb hen til vinduet og stak hovedet ud ad det og vred halsen halvt af led for at se op mod himlen.

Syv gribbe kom flyvende ned imod ham med pibekraver om halsen ligesom europæiske adelsmænd på gamle malerier eller ligesom cirkusklovner. De var grimme og ildelugtende og ondskabsfulde. Den største og grimmeste og mest ildelugtende og ondskabsfulde grib satte sig i Lukas vindueskarm, lige ved siden af ham, som om de var gamle venner, mens de andre seks svævede rundt lige uden for 26

Gyldendal-Lukas-og-livets-ild.indd 26

14-04-2011 11:12:48

rækkevidde. Hunden Bjørn vågnede og kom farende hen til vinduet, mens han knurrede og viste tænder; bjørnen Hund sprang op et øjeblik efter og tårnede sig op over Luka og så ud, som om han havde lyst til at flå gribben i stumper og stykker lige på stedet. „Vent,“ sagde Luka til dem, for han havde fået øje på noget, der måtte undersøges. Der hang en lille pung i Gribbebossens pibekrave. Luka rakte ud efter den; gribben rørte sig ikke. I pungen lå der en rulle papir, og på papiret var der et budskab fra Kaptajn Aag. „Skrækkelige sort-tungede barn,“ lød budskabet, „afskyelige heksedreng, troede du, at jeg ikke ville gøre gengæld for det, du gjorde imod mig? Troede du ikke, du lede troldunge, at jeg kunne skade dig langt frygteligere, end du kunne skade mig? Var du så forfængelig, så tåbelig, du gnallingeagtige svækling af en forbander, at du bildte dig ind at være den eneste troldmand i byen? Hvis man udslynger en forbandelse, som man ikke selv kan styre, oh, du uduelige pygmæ-kogler, så kommer den tilbage og rammer én midt i fjæset. Hvis den da ikke, som i dette tilfælde, øver en endnu mere tilfredsstillende hævn, ved at fælde en, man elsker.“ Luka begyndte at ryste, selv om det var en varm nat. Var det sandt? Var hans ildforbandelse over cirkusbossen blevet besvaret med en soveforbandelse over hans far? I så fald, tænkte Luka med rædsel, var den Store Søvn hans fejl. Selv ikke hunden Bjørns og bjørnen Hunds entré i hans liv kunne opveje tabet af hans far. Men på den anden side havde han jo lagt mærke til sin fars langsommelighed længe før natten med de dansende stjerner, så måske var sedlen bare en afskyelig løgn. Han var i hvert fald fast besluttet på ikke at vise Gribbebossen, at han var rystet, så med høj og fast stemme, ligesom den han brugte i skolekomedierne, sagde 27

Gyldendal-Lukas-og-livets-ild.indd 27

14-04-2011 11:12:48

han: „Hvis jeg skal være helt ærlig, så hader jeg gribbe, og det undrer mig ikke, at I er de eneste væsner, der er forblevet loyale mod Kaptajn Aag. Men sikke da også en idé at lade gribbe optræde i cirkus! Det viser bare, hvad han er for en karl. Og det her,“ tilføjede Luka og rev brevet i småstykker foran gribbens kyniske næb, „er et brev fra en væmmelig mand, der prøver at lade, som om det er ham, der har gjort min far syg. Selvfølgelig kan han ikke gøre nogen syg, men han giver til gengæld alle folk kvalme!“ Så mønstrede han alt sit mod og gennede den store fugl væk fra sin vindueskarm og lukkede vinduet.

Gribbene fløj deres vej i spredt uorden, og Luka faldt skælvende om på sengen. Hans hund og hans bjørn nussede ham med snuderne, men han var ikke til at trøste. Rashid Sov, og han, Luka, kunne ikke blive den tanke kvit, at det var ham – og ham alene – der havde nedkaldt denne forbandelse over sin familie.

Efter en søvnløs nat stod Luka op inden daggry og listede sig ind i sine forældres soveværelse, som han så ofte før havde gjort det i lykkeligere tider. Der lå hans far, Sovende, med slanger i armen, som førte næring ind i hans krop, og en skærm, der viste hans hjerteslag som en uregelmæssig grøn linje. Sandt at sige så Rashid ikke spor forbandet ud og ikke engang trist. Han så … glad ud, som om han drømte om stjernerne, dansede med dem, mens han sov, levede sammen med dem på himlen, og han smilede. Men udseendet var ikke alt, det vidste Luka godt; verden var ikke altid, som den så ud til at være. Soraya sov på gulvet, siddende med ryggen op ad væggen. Ingen af Lukas forældre vågnede, hvilket de ellers altid gjorde, når Luka prøvede at snige sig ind på dem. Det var nedslående. Med slæbende 28

Gyldendal-Lukas-og-livets-ild.indd 28

14-04-2011 11:12:48

fødder gik Luka tilbage til sit eget værelse. Han kunne se himlen begynde at lysne uden for vinduet. Det var meningen, at daggryet skulle bringe folk i godt humør, men Luka kunne ikke komme i tanke om noget at være i godt humør over. Han gik hen til vinduet og trak gardinet for, så han i det mindste kunne ligge i mørket og hvile sig en stund, og da var det, at han så det helt usædvanlige.

Der stod en mand i smøgen uden for familien Khalifas bolig, han var iført en velkendt cinnoberrød safariskjorte og en genkendelig bulet panamahat, og han holdt helt tydeligt øje med huset. Luka skulle lige til at råbe ad ham og måske endda sende Bjørn og Hund ned for at jage manden væk, da manden lagde hovedet bagover og så ham lige ind i øjnene.

Det var Rashid Khalifa! Det var hans far, der stod derude, uden at sige noget, men tilsyneladende spilvågen!

Men hvis Rashid stod ude i smøgen, hvem var det så, der lå og sov i hans seng? Og hvis Rashid lå og sov i sin seng, hvordan kunne han så stå derude? Det hele snurrede rundt i hovedet på Luka, og hans hjerne anede ikke, hvad den skulle tænke; hans fødder var til gengæld begyndt at løbe. Med sin bjørn og hund i hælene løb Luka, så hurtigt han kunne, derud, hvor hans far stod og ventede på ham.

Barfodet stormede han nedenunder, snublede lidt, trådte et skridt til højre, følte sig et øjeblik underligt svimmel, genvandt balancen og pilede ud gennem hoveddøren. Det var pragtfuldt, tænkte Luka. Rashid Khalifa var vågnet op og var på en eller anden måde smuttet ud for at gå sig en tur.

Nu skulle alting nok blive godt igen.

29

Gyldendal-Lukas-og-livets-ild.indd 29

14-04-2011 11:12:48