Mærket for livet

Mærket for livet

Mærket for livet.indd 1

26/02/14 13.07

Mærket for livet.indd 2

26/02/14 13.07

Emelie Schepp

Mærket for livet På dansk ved Hans Larsen

Politikens Forlag

Mærket for livet.indd 3

26/02/14 13.07

Mærket for livet.indd 4

26/02/14 13.07

Til H

Mærket for livet.indd 5

26/02/14 13.07

Mærket for livet.indd 6

26/02/14 13.07

SØNDAG DEN 15. APRIL 2012

– Alarmcentralen 112, hvad er der sket?

– Min mand er død ...

112-operatør Anna Bergström hørte den skælvende kvindestemme og kiggede hurtigt ned i hjørnet af den computerskærm, der stod foran hende.

Klokken var 19.42.

– Må jeg få dit navn?

– Kerstin Juhlén. Min mand hedder Hans. Hans Juhlén.

– Hvordan ved du, at han er død?

– Han trækker ikke vejret. Han ligger der bare. Han lå på den måde, da jeg kom hjem. Og der er blod. Der er blod på gulvtæppet, snøftede kvinden.

– Er du kommet til skade?

– Nej. – Er der andre, der er kommet til skade?

– Nej. – Hvor befinder du dig nu?

– Hjemme.

Kvinden i den anden ende trak vejret dybt.

– Kan jeg få adressen tak?

– Östanvägen 204 i Lindö. Det er et gult hus. Med store krukker udenfor.

Annas hænder arbejdede hurtigt på tastaturet, mens hun ledte efter Östanvägen på det digitale kort.

7

Mærket for livet.indd 7

26/02/14 13.07

– Jeg sender den hjælp, der er brug for, sagde hun med en beroligende stemme. – Og jeg vil bede dig blive her i telefonen sammen med mig så længe.

Anna fik ikke noget svar. Hun trykkede hånden mod sit headset.

– Hallo? Er du der endnu?

– Han er virkelig død.

Kvinden snøftede igen. Snøftene gik hurtigt over i hysterisk gråd, og det eneste, der hørtes i telefonen, var et langt, angstfyldt skrig. *** En time og tyve minutter senere steg kriminalkommissær Henrik Levin og vicekriminalkommissær Maria Bolander ud af Volvoen i Lindö. Den kølige vind fra Østersøen tog fat i Henriks tynde forårsjakke. Han trak lynlåsen helt op i halsen og stak hænderne i lommerne.

I den stenbelagte indkørsel stod en sort Mercedes i selskab med to politibiler og en ambulance. Lidt væk fra afspærringen holdt to andre biler, som efter reklameteksterne at dømme tilhørte byens konkurrerende dagblade.

To journalister fra de respektive aviser trykkede sig nysgerrigt op mod afspærringsbåndet, som strammede imod deres dunjakker.

– For helvede da, hvor fint det skal være.

Vicekriminalkommissær Maria Bolander, eller Mia, som hun altid blev kaldt, rystede irriteret på hovedet.

– Og de har oven i købet statuer.

Hun stirrede på granitløverne. Derefter gled hendes blik videre til de meterhøje krukker, der stod ved siden af dem.

Henrik Levin sagde ingenting, men begyndte at gå op ad den oplyste havegang mod huset på Östanvägen 204. Små dynger sne, der lå op ad de grå sten, som kantede gangen, vidnede om, at vinteren ikke havde givet op endnu. Han nikkede til politiassistent Gabriel Mellqvist, som stod uden for gadedøren.

Gabriel havde sammen med sin kollega Hanna Hultman siddet i den 8

Mærket for livet.indd 8

26/02/14 13.07

patruljevogn, der havde svaret på alarmopkaldet, og fem minutter senere havde de været på adressen. Da en anden patruljevogn var kommet, og der var etableret udvendig bevogtning, gennemsøgte de boligen, og derefter aflagde de hver sin rapport.

Henrik stampede sneen af og åbnede den tunge dør for Mia, og de gik ind. Der herskede febrilsk aktivitet i luksusvillaen. Teknikerne arbejdede systematisk på at finde eventuelle fingeraftryk og andre spor.

De havde allerede nået at lyse og pensle på døre og dørhåndtag. Nu havde de hele deres opmærksomhed vendt mod interessante vægflader, som nogen kunne have støttet sig op ad. Nu og da oplystes det sparsomt møblerede rum af kameraernes blitz. Liget lå på det stribede tæppe i dagligstuen.

– Fy for fanden, sagde Mia. – Jeg ved det, svarede Henrik.

– Hvem var det, der fandt ham?

– Hans kone, Kerstin Juhlén. Hun fandt ham liggende død, da hun kom hjem.

– Hvor er hun henne?

– Ovenpå. Sammen med Hanna Hultman.

Henrik Levin kiggede på liget, der lå foran ham. Den døde mand var Hans Juhlén, afdelingschef for asylspørgsmål i udlændingestyrelsen.

Henrik gik rundt om liget og bøjede sig ned mod ansigtet. Han studerede det kraftige kæbeparti, det vejrbidte ansigt, den grå hud under skægget og de grå tindinger. Hans Juhlén havde flere gange været fremme i medierne. Men de arkivbilleder, der havde været brugt, lignede slet ikke den ældede mand, der nu lå død foran ham. Manden havde nydeligt strøgne bukser og en stribet, svagt lyseblå skjorte på. Bomuldsstoffet var gennemvædet af de voksende blodpletter på brystet.

– Nok se, men ikke røre.

Kriminaltekniker Anneli Lindgren sendte Henrik et sigende blik henne fra det store vinduesparti, hvor hun stod.

– Skudt?

– Ja, det ser sådan ud – der er to indgangshuller.

9

Mærket for livet.indd 9

26/02/14 13.07

Henrik Levin rettede sig op og så sig om i dagligstuen, som var domineret af en sofa og to læderbetrukne lænestole. Midt i stuen stod et glasbord med forkromede ben. På væggene hang der malerier af Ulf Lundell.

Henrik gned sig over hagen og mærkede de ru skægstubbe mod pegeog tommelfingeren. Han så op på lampen i loftet, ned på gulvtæppet og hen til stuens højre langside. Hans blik fæstnede sig ved en hvid bog­ reol, og han kom straks til at tænke på Emma, som om morgenen stolt havde meddelt, at begge børneværelser havde fået nyt tapet. For fjerde gang. Det var blevet fint. Troede han.

Henrik vidste ikke noget om boligindretning, og han havde vanskeligt ved at afgøre, om resultatet af hans samlevers indretning lignede de sider fra Sköna Hem, som hun stædigt blev ved med at holde op foran ham. Emmas interesse for indretning havde nu også bredt sig til soveværelset. og hun havde længe sukket efter at få en bogreol fra IKEA. Henrik spekulerede i sit stille sind på, om det mon var sådan en reol som den, der stod lige foran ham i familien Juhléns dagligstue, hun mente.

Reolen var anbragt på den bageste væg og indeholdt ud over bøger også diverse glasfigurer.

Henrik konstaterede, at møblementet tilsyneladende ikke var blevet rørt. Der var ikke noget, der var væltet.

– Ingen tegn på kamp, sagde han og vendte sig om mod Mia, der stod bag ved ham.

– Nej, svarede hun uden at flytte blikket fra et ovalt aflastningsbord.

På bordet lå der en tegnebog af brunt læder. Tre femhundredkronesedler stak ud af den, og Mia fik lyst til at røre ved dem, mærke lidt på dem.

Allerhelst ville hun tage dem helt ud. Eller bare en af dem. Sådan lidt i det skjulte. Men hun holdt sig i skindet og sagde til sig selv, at nu var det nok. At hun skulle tage sig sammen.

Henriks øjne bevægede sig videre til den store karnap, der vendte ud mod haven, og hans blik faldt på Anneli Lindgren, som penslede efter fingeraftryk.

– Har du fundet noget?

10

Mærket for livet.indd 10

26/02/14 13.07

Anneli så op på ham gennem brillerne.

– Ikke endnu, men ifølge fruen stod dette vindue åbent, da hun kom hjem, og jeg håber, at jeg kan finde noget andet end hendes aftryk på det.

Anneli Lindgren genoptog penslingen. Hun arbejdede langsomt og metodisk.

Henrik trak hånden gennem håret og vendte sig om mod Mia. – Skal vi veksle et par ord med fru Juhlén?

– Gå du bare op, så ser jeg mig om her imens.

Mia tegnede to cirkler i luften med pegefingeren.

Kerstin Juhlén sad på dobbeltsengen i soveværelset med et tæppe om skuldrene. Hun stirrede med tomme øjne på natbordet.

Politiassistent Hanna Hultman trådte respektfuldt et skridt baglæns og lukkede døren bag Henrik. Han studerede kvinden med den bastante livvidde og undrede sig over hendes udseende. Mens han gik op ad trappen, havde han forestillet sig en lille, net person i moderne tøj. Elegant.

Henrik havde svært ved at acceptere den Kerstin Juhlén, der sad foran ham. Hendes alt for blonde hår var klippet i en pagefrisure, og de mørke rødder sladrede om, at der var gået lang tid siden det sidste besøg hos frisøren. Hun havde en forvasket T-shirt og mørke jeans på. Hendes ansigt var rødt og ophovnet af gråd.

Henrik lod øjnene glide forbi hende og så sig nysgerrigt om i soveværelset. Han studerede først kommoden og derefter væggen med foto­ grafierne. I midten hang der et stort billede af et lykkeligt brudepar.

Billedet var en anelse falmet og havde tydeligvis hængt der i mange år.

Henrik opdagede pludselig, at Kerstin Juhlén så på ham.

– Jeg hedder Henrik Levin og er kriminalkommissær, sagde han og opdagede, at han hviskede. – Jeg kondolerer med dit tab. Du må undskylde mig, men jeg har et par spørgsmål, som jeg er nødt til at stille dig.

Kerstin tørrede en tåre væk fra kinden med ærmet.

– Det forstår jeg godt.

– Kan du fortælle, hvad der skete, da du kom hjem?

– Jeg kom hjem, og ... og ... der lå han bare.

11

Mærket for livet.indd 11

26/02/14 13.07

– Ved du, hvad klokken var, da du fandt din mand?

– Tyve minutter i otte.

– Er du sikker?

– Ja. – Da du kom ind i huset – så du da nogen anden her?

– Nej, det var bare min mand, som ...

Kerstin Juhléns læber dirrede, og hun satte hænderne op for ansigtet.

Henrik vidste, at det ikke var det rette tidspunkt til en længere afhøring og besluttede sig for at fatte sig i korthed.

– Det er sådan, Kerstin, at du straks vil få noget hjælp, men jeg er nødt til at stille dig lidt flere spørgsmål, inden jeg lader dig være i fred.

Kerstin tog hænderne væk fra ansigtet og placerede dem på knæene.

– Ja? – Du nævnte, at der var et vindue, der stod åbent, da du kom hjem.

– Ja. – Og du lukkede det?

– Ja. – Så du nogen uden for vinduet?

– Nej ... nej.

Kerstin så ud gennem soveværelsesvinduet. Henrik stak hænderne i bukselommerne og tænkte sig om et øjeblik.

– Inden jeg går, vil jeg høre, om du gerne vil have, at vi ringer til nogen? En ven eller en slægtning? Eller har I eventuelt børn, som du gerne vil tale med?

Fru Juhlén så ned på sine rystende hænder. Hun åbnede munden og hviskede noget så stille, at det knap kunne høres.

Henrik kunne ikke høre, hvad det var, hun sagde.

– Undskyld, kan du sige det en gang til?

Kerstin lukkede øjnene et kort øjeblik, og derpå vendte hun sit forpinte ansigt op mod ham. Hun trak vejret dybt og åbnede munden for at svare.

12

Mærket for livet.indd 12

26/02/14 13.07

Anneli Lindgren rettede på sine briller.

– Jeg tror, jeg har fundet noget, sagde hun og studerede et håndaftryk, der voksede frem på vindueskarmen. Mia gik hen til hende og så det meget tydelige aftryk af en hånd.

– Her er der et mere.

Anneli pegede på endnu et aftryk af en hånd.

– Det stammer fra et barn, sagde hun.

Anneli var sikker i sin sag og hentede kameraet for at dokumentere sit fund. Det lå i en sort taske ved siden af sofaen. Hun trykkede på spændet, åbnede tasken og tog sit Canon EOS 1D frem.

Mia gabte højt, mens Anneli stillede sig ved vinduet og drejede zoomen til den rette skarphed. Anneli tog billedet og derpå et mere.

Hun sænkede kameraet ned til brystet, tog tre skridt til siden og fotograferede igen. Samtidig bemærkede hun, at Henrik kom ned ad trappen.

Han holdt hånden fem centimeter over gelænderet og trådte forsigtigt på de brede trin af oliebehandlet eg.

Anneli trak remmen til kameraet over nakken og lod det hænge på maven. Hun nikkede til ham.

– Kom, sagde hun. Vi har fundet fingeraftryk.

Henrik kom hen og stillede sig ved siden af Mia. Anneli strøg håret væk fra panden og pegede på aftrykkene i vinduet.

– De er små, sagde Anneli og holdt kameraet op foran ansigtet igen, zoomede ind og tog endnu et billede.

– Altså fra et barn, uddybede Mia midt i endnu et gab.

Henrik så forvirret ud. Hans pande var rynket, og øjnebrynene var trukket sammen ind mod næseroden. Han bøjede sig hen mod vinduet for at se bedre. Sådan stod han et øjeblik og betragtede de linjer, som dannede et regelmæssigt mønster. Et unikt mønster. Fra en lille hånd.

– Besynderligt, mumlede han og rettede sig op. Han tænkte sig om igen og nåede frem til samme resultat.

– Det er meget besynderligt, gentog han. Denne gang højere.

13

Mærket for livet.indd 13

26/02/14 13.07

– Hvorfor er det besynderligt? spurgte Mia. Henrik så lidt på hende, inden han svarede.

– De har ingen børn.

Mærket for livet.indd 14

26/02/14 13.07

MANDAG DEN 16. APRIL

Det var mandag formiddag. Retsmødet var slut, og anklager Jana Berze­ lius var tilfreds med resultatet. At den tiltalte mand skulle kendes skyldig i grov legemsbeskadigelse, havde hun ikke et øjeblik været i tvivl om. Beviserne havde været mere end tilstrækkelige, og retten havde idømt ham to års fængsel og pålagt ham at betale den forurettede – i dette tilfælde hans søster, en kvinde omkring de tyve – en erstatning på 90.000 kroner.

Manden, som også selv var i begyndelsen af tyverne, havde sparket søsteren, til hun var bevidstløs, for øjnene af hendes fireårige barn. Derefter var han gået og havde ladet hende ligge og dø i hendes lejlighed. At der var tale om æresrelateret vold, var der heller ingen tvivl om. Alligevel strakte advokat Peter Ramstedt sig irriteret, da dommen blev afsagt.

Jana nikkede kort til ham, før hun forlod retssalen. Hun ville ikke diskutere dommen med nogen, især ikke med de 10-15 reportere, der stod og ventede uden for byretten med deres notesblokke og kameraer. I stedet styrede hun hen mod nødudgangen og trykkede den hvide branddør op. Med hurtige skridt løb hun ned ad trappen, mens hun kiggede på uret, som viste 11.35.

At undgå journalister var blevet mere reglen end undtagelsen for Jana Berzelius. For syv år siden, da hun startede i sin stilling hos anklage­ myndigheden i Norrköping, havde det været noget andet. Dengang satte hun pris på al den omtale, som medierne gav hende. Norrköpings Tidningar havde blandt andet givet en artikel overskriften “Superstudenten tager plads i retten”. Ord som “kometkarriere” og “Næste skridt: rigs­ 15

Mærket for livet.indd 15

26/02/14 13.07