Vejen til frihed - af Nelson Mandela

Vejen til frihed

Ti l e g n e l s e

Jeg tilegner denne bog mine seks børn, Madiba og Makaziwe (min ældste datter), der nu er døde, og Makgatho, Makaziwe, Zenani og Zindzi, hvis støtte og kærlighed jeg sætter stor pris på; mine enogtyve børnebørn og tre oldebørn, der giver mig store glæder; og alle mine kammerater, venner og sydafrikanske landsmænd, som jeg tjener, og hvis mod, beslutsomhed og patriotisme stadig er en kilde til inspiration.

Nelson Mandela Vejen til frihed En selvbiografi

Oversat af

Arne Herløv Petersen

Forord af

Niels Helveg Petersen

r o s i n a n t e

VEJEN TIL FRIHED Oversat fra engelsk efter Long Walk to Freedom af Arne Herløv Petersen Copyright © 1994 Nelson Rolihlahla Mandela Published by agreement with Lennart Sane Agency AB and Little, Brown and Company Publishers Dansk udgave © Rosinante / Rosinante&Co A / S 2009 Omslag: Harvey Macaulay / Imperiet. Foto © Scanpix Sat med Garamond og trykt hos CPI – Clausen & Bosse, Leck 6. udgave, 2. oplag 2010 ISBN 978-87-638-1249-8 Printed in Germany Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

ROSINANTE er et forlag i ROSINANTE&CO Købmagergade 62, 4. sal | Postboks 2252 | 1019 København K www.rosinante-co.dk

Forord

– A F N I E L S H E LV E G P E T E R S E N

Ganske få mennesker har den mærkelige egenskab, at de ligefrem suger opmærksomheden til sig, når de er i rummet. Nelson Mandela er en af disse sjældne personer. Til en vis grad kan det forklares med, at han er så kendt og hans skæbne så usædvanlig, at man kigger i hans retning. Men det er langtfra hele forklaringen.

Jeg tror, at hans evne til at vække opmærksomhed hænger sammen med, at han er noget så sjældent som afklaret. Han har været meget igennem og han har tænkt tingene godt igennem. Hvad han måtte have haft af bitterhed og had til det apartheidstyre, der holdt ham fængslet i hans bedste manddomsår, har han lagt bag sig. Det forekommer, at sådanne negative følelser – næsten umenneskeligt – er erstattet af en tænksom, humanistisk grundholdning, der ikke må forveksles med ligegyldighed eller svaghed. Han er skarp, når det er nødvendigt, og viljestærk i forfølgelsen af sine politiske mål.

Det er, som om han udsender positive ladninger. Personligt har jeg truffet Nelson Mandela ved en del lejligheder og haft mulighed for at udveksle synspunkter med ham. Hver gang er jeg blevet slået af denne blanding af politisk skarpsyn og humanistisk afklarethed, egenskaber der skabte en lederskikkelse af usædvanlig karat. Hans lederskab var naturligt, mennesker fulgte ham, det kunne ikke være anderledes. Han var den klogeste, han havde jo tænkt tingene igennem og kunne se en vej frem igennem vanskelighederne med at få afviklet apartheid.

Han hvilede urokkeligt i sit lederskab og var derfor også en formidabel modstander.

Nelson Mandelas betydning for afviklingen af apartheid kan ikke overvurderes. Også uden Mandela var styret dømt til på et tidspunkt at bryde sammen under vægten af sin egen uduelighed. Systemet var åbenlyst uholdbart, både ud fra principielle og praktiske synspunkter, og en del (de klogeste) af de hvide syd5

afrikanere var bevidste om det. Men måden det skete på satte Mandela sit afgørende præg på. Det kom efter omstændighederne til at foregå uhyre fredeligt, med et minimum af blodsudgydelse. Den planlagte og aftalte afvikling af apartheid skete på en måde, der gav et nyt, demokratisk Sydafrika den bedste start.

Der blev gjort op med fortiden blandt andet gennem sandhedskommissionens arbejde, og personer i politi og væbnede styrker, der havde forbrudt sig groft, blev retsforfulgt. Historien kan ikke gøres om – de sår i den sydafrikanske folkesjæl, som apartheid skabte, vil det tage lang tid at hele – men det nye Sydafrika kom af med det forhadte styre på en måde, der gav de bedste fremtidsmuligheder.

Det nye Sydafrika er født med store politiske, sociale og økonomiske vanskeligheder og modsætninger. De kan ikke trylles væk i en håndevending; det kræver et langt, sejt træk. Landet står midt i et krævende, demokratisk og økonomisk genopbygningsarbejde. Men vanskelighederne ville have været mangefold større, hvis afviklingen havde været gennemført med vold og ikke gennem tålmodig og vanskelig forhandling.

Den fredelige afvikling af apartheid var en kæmpe bedrift i sig selv og en lykke både for hele Afrika og for de mange hvide mennesker, der var fulde af skamfølelse over et styre bygget på inhumane, racistiske principper om den hvide mands overherredømme. Men Nelson Mandelas betydning rækker videre. Han symboliserer, at det kan lade sig gøre at skifte et inhumant styre ud med demokrati – ved forhandling, uden vold. Hvis vel at bemærke der er mennesker, der går i spidsen med politisk vilje, fremsyn og mod.

I slutningen af februar og begyndelsen af marts 2006 var jeg inviteret til Polen for at deltage i festlighederne i forbindelse med 25-års dagen for Solidaritets dannelse. Set i bakspejlet er dannelsen af Solidaritet på skibsværftet i Gdansk under elektrikersvenden Lech Walesas ledelse en afgørende begivenhed i kommunismens sammenbrud. Det er blevet sagt om Solidaritet, at den kunne sammenlignes med en politisk tsunami, der ramte kommunismen hårdt under vandlinien på en måde, systemet aldrig forvandt. Det kommunistiske styre kunne ikke rigtig stille noget op imod en ny type fagbevægelse, der byggede på et kristent, ikke-voldeligt program, og som hurtigt fik millioner af polakker som medlemmer. Samtidig blev Solidaritet en uvurderlig inspiration for dissidenter i andre af landene i Central- og Østeuropa. De kunne se, at det kunne lade sig gøre at gå op imod et undertrykkende og udueligt samfundssystem.

Under festlighederne blev det fremhævet af flere, at Solidaritets betydning måske ikke så meget lå i, at kommunismen brød sammen. Den var – som det blev udtrykt – dømt til at bryde sammen. Betydningen lå især i, at den brød sammen uden blodsudgydelse. Med vold havde de kommunistiske regimer tidligere forsvaret sig i Ungarn og Tjekkoslovakiet og Østtyskland. Men imod den 6

fredelige massebevægelse, Solidaritet, kom styret til kort. Solidaritet repræsenterede de mange og de kloge. Og sådan startede sammenbruddet for kommunismen i Europa.

Så forskellige de i øvrigt er, er der væsentlige lighedstræk mellem Nelson Mandela og Lech Walesa. Meget betegnende blev de begge præsidenter i deres hjemlande.

Begge repræsenterer det bedste i menneskets ubændige stræben efter en tilværelse i fred og frihed. I Europa slog demokratiet hurtigt igennem efter kommunismens sammenbrud. Og med friheden fulgte hurtigt økonomisk vækst og sociale forbedringer. I Afrika går det langsommere, og der er mange tilbageskridt, både politisk og økonomisk. Håbet, om at det nye Sydafrika ville blive en inspiration til hurtige politiske fremskridt for hele kontinentet, er ikke gået i opfyldelse.

Men det rokker ikke ved Nelson Mandelas bedrift. Snarere understreger de manglende fremskridt i mange afrikanske lande, hvor stor Nelson Mandelas betydning egentlig har været.

Han er en lederskikkelse der til evig tid vil tjene til inspiration for alle, der finder at fred, frihed og demokrati er værd at slås for.

7

Ta k

Som læseren vil opdage, har denne bog en lang forhistorie. Jeg begyndte at skrive den i smug i 1974, mens jeg var fængslet på Robben Island. Uden mine gamle kammerater Walter Sisulu og Ahmed Kathradas utrættelige arbejde for at genoplive mine erindringer, er det tvivlsomt, om manuskriptet ville være blevet fuldført. Den kopi af manuskriptet, jeg beholdt hos mig selv blev fundet af myndighederne og konfiskeret. Men ud over at bruge deres enestående kalligrafiske færdigheder havde mine medfanger Mac Maharaj og Isu Chiba sikret, at det originale manuskript nåede sikkert frem til sit bestemmelsessted. Jeg genoptog arbejdet på det efter min løsladelse fra fængslet i 1990.

Siden min løsladelse har min tid været opfyldt af utallige pligter og ansvar, der ikke har givet mig megen fritid til at skrive. Heldigvis har jeg fået hjælp af hengivne kolleger, venner og professionelle, der har hjulpet mig med omsider at fuldføre mit værk, og som jeg gerne vil give udtryk for min taknemmelighed over for. Tak igen til min kammerat Ahmed Kathrada for de mange timer, der er gået med at revidere og korrigere historien og gøre den mere præcis.

Jeg nærer dyb taknemmelighed til Richard Stengel, der samarbejdede med mig om udformningen af denne bog og var til uvurderlig hjælp under redigeringen og revideringen af de første dele og affattelsen af de senere dele. Jeg husker med glæde vores tidlige morgenture i Transkei og de mange timer, hvor vi snakkede sammen i Shellhuset i Johannesburg og i mit hjem i Houghton. En særlig tak skylder jeg Mary Pfaff, der bistod Richard i hans arbejde. Jeg har også nydt godt af råd og støtte fra Fatima Meer, Peter Magubane, Nadine Gordimer og Ezekiel Mphahlele.

9

Mange tak til mit personale på ANC-kontoret, der tålmodigt tog sig af det logistiske arbejde omkring udarbejdelsen af denne bog, men især til Barbara Masekela for hendes effektive koordinering. Iqbal Meer har ligeledes brugt mange timer på at tage sig af de forretningsmæssige aspekter af bogen. Jeg føler taknemmelighed over for min forlagsredaktør, William Phillips fra Little Brown, der har ledet dette projekt fra begyndelsen af 1990 og frem og har redigeret teksten. Han fik dygtig assistance af Jordan Pavlin og Steve Schneider. Jeg vil også gerne takke professor Gail Gerhart for hendes faktuelle gennemgang af manuskriptet.

Indhold

Første del: Barndom på landet 13 Anden del: Johannesburg 61 Tredje del: En frihedskæmper fødes 87 Fjerde del: Kampen er mit liv 127 Femte del: Forræderi 171 Sjette del: Den Sorte Pimpernel 225 Syvende del: Rivonia 261 Ottende del: Robben Island: De mørke år 321 Niende del: Robben Island: Begyndelsen til håb 377 Tiende del: Samtaler med fjenden 427 Ellevte del: Frihed 467 Navne- og stikordsregister 523

FØRSTE DEL

Barndom på landet

–1– Bortset fra livet, en stærk konstitution og en varig forbindelse til thembu-kongehuset, var det eneste, min far gav mig ved fødslen, et navn: Rolihlahla. På xhosa betyder Rolihlahla ordret »at rykke i grenen på et træ«, men den mere dagligdags betydning af ordet ville være »ballademager«. Jeg tror ikke, at navne er skæbne, eller at min far på en eller anden måde forudså min fremtid, men senere tilskrev venner og slægtninge mit fornavn de mange storme, jeg har været årsag til og klaret mig igennem. Mit mere velkendte engelske eller kristne navn fik jeg først på min første skoledag, men nu foregriber jeg begivenhedernes gang.

Jeg er født den 18. juli 1918 i Mvezo, en ganske lille landsby ved bredden af Mbashe-floden i distriktet Umtata, hovedstaden i Transkei. I mit fødeår sluttede Første Verdenskrig; en influenzaepidemi, der dræbte millioner af mennesker i hele verden, brød ud; og en delegation fra den Afrikanske Nationalkongres henvendte sig til fredskonferencen i Versailles for at give udtryk for de klager, den afrikanske befolkning i Sydafrika havde at fremføre. Men Mvezo var en verden for sig selv, et lille samfund fjernt fra de store begivenheders verden, hvor man levede stort set på samme måde, som man havde gjort det i hundreder af år.

Transkei ligger tretten hundrede kilometer øst for Cape Town, ni hundrede kilometer syd for Johannesburg, mellem floden Kei og grænsen til Natal, mellem de forrevne Drakensbjerge mod nord og det Indiske Oceans blå vande mod øst.

Det er et smukt land med kuperet terræn, frugtbare dale og tusinde floder og bække, der holder landskabet grønt selv om vinteren. Transkei var dengang et af de største territoriale områder i Sydafrika og dækker et areal omtrent på størrelse med Schweiz, med en befolkning på tre en halv million xhosaer og et ganske 13

lille mindretal af basothoer og hvide. Det er hjemsted for thembu-folket, der udgør en del af xhosa-nationen, som jeg tilhører.

Min far, Gadla Henry Mphakanyiswa, var høvding både af blodet og efter sædvaneretten. Han blev taget i ed som høvding af Mvezo af kongen af thembustammen, men under det britiske styre skulle hans valg ratificeres af regeringen, der i Mvezo var repræsenteret af den lokale dommer. Som regeringsudnævnt høvding var han berettiget til både et vederlag og en del af de gebyrer, regeringen pålagde samfundet for vaccination af kvæg og for de fælles græsgange. Selv om høvdingens rolle var ærværdig og højt agtet, var den allerede for femoghalvfjerds år siden blevet devalueret under en uforstående hvid regerings kontrol.

Thembu-stammen går tyve generationer tilbage til kong Zwide. Efter traditionen boede thembu-folket i forbjergene ved Drakensbjergene og flyttede ud mod kysten i det sekstende århundrede, hvor det blev optaget i xhosa-nationen.

Xhosaerne udgør en del af nguni-folket, der har boet, jaget og fisket i de rige og tempererede sydøstlige dele af Sydafrika, mellem det store indre højland og det Indiske Ocean mod syd, i hvert fald siden det ellevte århundrede. Ngunierne kan opdeles i en nordlig gruppe – zulu- og swazi-folkene – og en sydlig gruppe, der består af amaBaca, amaBomyana, amaGcaleka, amaMfengu, amaMpodomis, amaMpondo, abeSotho og abeThembu, og tilsammen udgør de xhosa-nationen.

Xhosaerne er et stolt og patrilineært folk med et udtryksfuldt og velklingende sprog og en urokkelig tro på lovenes, uddannelsens og høflighedens betydning.

Xhosa-samfundet var en afbalanceret og harmonisk samfundsorden, hvor hvert enkelt individ kendte sin plads. Hver xhosa tilhører en klan, der kan føres tilbage til en bestemt forfader. Jeg er medlem af madiba-klanen, opkaldt efter en thembu-høvding, der regerede i Transkei i det attende århundrede. Jeg bliver ofte tiltalt med mit klannavn, Madiba, som tegn på respekt.

Ngubengcuka, en af de største thembu-monarker, forenede hele stammen og døde i 1830. Som skikken var dengang, havde han hustruer fra de vigtigste kongehuse: det Store Hus, hvorfra arvingen udvælges, det Højre Hus og Ixhiba, et mindre hus, der af nogle kaldes det Venstre Hus. Sønnerne i Ixhiba eller Venstre Hus havde til opgave at bilægge stridigheder i kongehuset. Mthikrakra, den ældste søn af det Store Hus, efterfulgte Ngubengcuka, og blandt hans sønner var Ngangelizwe og Matanzima. Sabata, der herskede over thembuerne fra 1954, var Ngangelizwes barnebarn, og Kalzer Daliwonga, bedre kendt som K. D. Matanzima, den tidligere førsteminister i Transkei – der sædvaneretsligt er min nevø – var efterkommer af Matanzima. Den ældste søn af Ixhiba-huset var Simakade, hvis yngre bror var min farfar, Mandela.

Selv om der i tidens løb har været mange historier om, at jeg var en af arvingerne til thembu-tronen, afslører den simple genealogi, jeg netop har skitseret, disse historier som en myte. Selv om jeg var medlem af den kongelige husstand, var jeg ikke blandt de få privilegerede, der blev oplært til at herske. I stedet blev 14

jeg, som efterkommer af Ixhiba-huset, ligesom min far før mig oplært til at rådgive stammens herskere.

Min far var en høj, mørkhudet mand med en rank og statelig holdning, som jeg gerne vil tro, jeg har arvet. Han havde en hvid hårlok lige over panden, og som dreng tog jeg hvid aske og gned det i håret for at efterligne ham. Min far var streng og sparede ikke på pryglene. Han kunne være utrolig stædig, endnu et træk, som desværre kan være gået videre fra far til søn.

Min far er undertiden blevet omtalt som Thembulands premierminister under Sabatas far Dalindyebo, der regerede i begyndelsen af århundredet, og under hans søn og efterfølger, Jongintaba. Det er forkert formuleret, eftersom der ikke eksisterede nogen sådan titel, men den rolle, han spillede, var ikke forskellig fra det, denne titel indebærer. Som respekteret og værdsat rådgiver for begge konger ledsagede han dem på deres rejser, og stod i reglen ved deres side under vigtige møder med regeringsembedsmænd. Han var den anerkendte vogter af xhosaernes historie, og det var til dels af denne grund, han blev værdsat som rådgiver.

Min egen interesse for historie slog rod i en tidlig alder og blev opmuntret af min far. Selv om min far hverken kunne læse eller skrive, gik han for at være en fremragende taler, der holdt sine tilhørere tryllebundet ved samtidig at underholde og belære dem.

Senere fandt jeg ud af, at min far ikke blot var kongernes rådgiver, men også havde bragt en konge til magten. Efter Jongilizwes tidlige død i tyverne, var hans søn Sabata, den Store Hustrus spæde barn, for lille til at bestige tronen. Der opstod strid om, hvilken af Dalindyebos ældste sønner med andre mødre – Jongintaba, Dabulamanzi og Melithafa – der skulle vælges til at efterfølge ham.

Min far blev rådspurgt og anbefalede Jongintaba med den begrundelse, at han var den bedst uddannede. Han fremførte, at Jongintaba ikke blot ville være en god vogter af kronen, men også en glimrende lærer for den lille prins. Min far og nogle få andre indflydelsesrige høvdinger havde den store respekt for uddannelse, man ofte finder hos dem, der ikke har fået nogen uddannelse. Anbefalingen var kontroversiel, for Jongintabas mor kom fra et mindre hus, men min fars valg blev til sidst accepteret af både thembuerne og den britiske regering. Senere gengældte Jongintaba denne tjeneste på en måde, som min far ikke kunne forestille sig på det tidspunkt.

Alt i alt havde min far fire hustruer, hvoraf den tredje, min mor Nosekeni Fanny, der var datter af Nkedama fra amaMpemvu-klanen i xhosa-folket, tilhørte det Højre Hus. Hver af disse hustruer, den Store Hustru, Højre Hustru (min mor), Venstre Hustru og hustruen af Iqadi eller støttehuset, havde sin egen kraal.

En kraal var et lille landbrug, der i reglen omfattede et simpelt, indhegnet indelukke til dyr, marker til dyrkning af afgrøder og en eller flere stråtækte hytter.

Min fars hustruers kraaler lå mange kilometer fra hinanden, og han rejste rundt mellem dem. På disse rejser avlede min far i alt tretten børn, fire drenge og ni 15

piger. Jeg er den førstefødte i det Højre Hus og den yngste af min fars fire sønner. Jeg har tre søstre, Baliwe, der var den ældste pige, Notancu og Makhutswana.

Selv om Mlahlwa var den ældste af min fars sønner, var arvingen til min fars høvdingeværdighed Daligqili, sønnen af det Store Hus, der døde i begyndelsen af trediverne. Alle hans sønner er nu døde, bortset fra mig, og de tre andre var ikke blot ældre end mig, men havde også højere rang.

Da jeg ikke var meget mere end nyfødt, blev min far indblandet i en strid, der berøvede ham hans høvdingeværdighed i Mvezo og afslørede et træk i hans karakter, som jeg tror, han har givet videre til sin søn. Jeg mener, at personligheden formes mere af miljø end af arv, men min far havde en stolt oprørskhed, en stædig retfærdighedssans, som jeg kan genkende hos mig selv. I sin egenskab af høvding – eller overhoved, som de hvide ofte kaldte det – stod min far til ansvar for sit styre ikke bare over for thembu-kongen, men også over for den lokale dommer. En dag indgav en af min fars undersåtter en klage over ham, der drejede sig om en okse, der var strejfet bort fra sin ejer. Dommeren sendte derfor besked til min far med ordre om at fremstille sig for ham. Da min far fik denne tilsigelse, sendte han følgende svar tilbage: »Andizi, ndisaqula« (»Jeg kommer ikke, jeg ruster mig til kamp«). Man trodsede ikke dommere dengang. En sådan optræden ville blive betragtet som højdepunktet af uforskammethed – hvad den i dette tilfælde også var.

Min fars svar var et udtryk for hans overbevisning om, at dommeren ikke havde nogen legitim magt over ham. Når det drejede sig om stammeanliggender, lod han sig ikke vejlede af den engelske konges love, men af thembuernes skik. Denne trods var ikke et anfald af irritation, men en principsag. Han hævdede sin traditionelle ret som høvding og satte sig op imod dommerens myndighed.

Da dommeren modtog min fars svar, anklagede han ham øjeblikkelig for lydighedsnægtelse. Der blev ikke foretaget nogen undersøgelse eller efterforskning; det var reserveret hvide embedsmænd. Dommeren afsatte simpelthen min far, hvorved familien Mandelas høvdingeværdighed ophørte.

Jeg var uvidende om disse begivenheder på det tidspunkt, men ikke uberørt af dem. Min far, der efter sin tids målestok var en velhavende adelsmand, mistede både sin formue og sin titel. Han blev frataget det meste af sin kvægflok og sine hjorder og de indtægter, de gav. På grund af vores forværrede forhold flyttede min mor til Qunu, en lidt større landsby nord for Mvezo, hvor hun kunne finde støtte hos venner og slægtninge. Vi levede under mere beskedne forhold i Qunu, men det var i denne landsby i nærheden af Umtata, at jeg tilbragte nogle af de lykkeligste år i min barndom, og hvorfra jeg har mine første erindringer.

16

Læs hele Mandelas fantastiske livshistorie i den trykte bog som kan købes hos din boghandler eller bestilles via saxo.com på nedenstående link. http://bit.ly/15QF0is