Kætteren

A f for fat t e r e n t i l 9 9 9. DE N SI DST E VOGT E R

CARLO A. MARTIGLI

TTEREN

TTEREN

CARLO A. MARTIGLI

cicero

34452_genfærd_125x200.indd 6

16-01-2013 17:12:25

KÆTTEREN

Martigli - Kaetteren (638-2392-0) - 448 sider - 155x230 - IB.indb 1

04-03-2013 16:22:36

Af samme forfatter: 999 – Den sidste vogter

Martigli - Kaetteren (638-2392-0) - 448 sider - 155x230 - IB.indb 2

04-03-2013 16:22:36

CARLO A. MARTIGLI

KÆTTEREN Oversat fra italiensk af Lorens Juul Madsen

CICERO

Martigli - Kaetteren (638-2392-0) - 448 sider - 155x230 - IB.indb 3

04-03-2013 16:22:36

Copyright © 2012 Carlo A. Martigli Originaltitel: L’eretico First published in Italy 2012 by Longanesi & C. S.p.A., Milano This edition published in agreement with PNLA & Associati S.r.l./Piergiorgio Nicolazzini Literary Agency Sats: Rosinante&Co, København Tryk: Livonia, Riga Omslagslayout: Opalworks Dansk versionering: Harvey Macaulay/Imperiet ISBN: 978-87-638-2392-0 Første danske udgave Printed in Latvia 2013

Citaterne fra Dante Alighieris Divina Commedia er gengivet efter Dantes Guddommelige Komedie, på dansk ved Ole Meyer, Multivers, 2000.

CICERO er et forlag i Rosinante&Co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

Martigli - Kaetteren (638-2392-0) - 448 sider - 155x230 - IB.indb 4

04-03-2013 16:22:36

Til min far, Walter, som bad pave Johannes Paul II om at ændre den sidste sætning i fadervor, for det er ikke Gud, der leder i fristelse, men Det Onde.

Og paven sendte ham sin velsignelse.

Martigli - Kaetteren (638-2392-0) - 448 sider - 155x230 - IB.indb 5

04-03-2013 16:22:36

Martigli - Kaetteren (638-2392-0) - 448 sider - 155x230 - IB.indb 6

04-03-2013 16:22:36

1 Firenze, 7. februar 1497 Girolamo Savonarolas stemme knaldede gennem kirkeskibet i San Marco-­ kirken som et piskesmæld.

Væk med dig, du sjofle kirke! Herren siger: Jeg gav dig smukke klæder, og du gjorde dig et afgudsbillede af dem! Karrene ringeagtede du, sakramenterne solgte du til højestbydende. Du er skamløs og en liderlig skøge, værre end et dyr! Et modbydeligt uhyre er du! Engang skammede du dig over dine synder, men nu ikke længere. Engang kaldte præsterne deres flok for deres børnebørn, men nu ikke længere, nu kalder de dem bare deres børn, deres helt egne børn. Du har gjort dig selv til et torv, og på torvet har du opført et horehus!“ Uden for kirken havde den iskolde nordenvind hele formiddagen fejet skyerne bort fra himlen. Nu var der ikke andet tilbage på himlen over Firenze end enkelte spredte totter, streger af rim på en blå palet. En bleg sol nærmede sig middagshøjden, og skyggerne havde trukket sig tilbage, men de havde trukket et koldt spor efter sig og efterladt enkelte iskrystaller langs alle vestvendte mure.

Folk hastede af sted for at få varmen, og de, der havde råd til sådan en, trak den uldne kappe tættere sammen om sig. Alle gik med bøjet hoved, både for at skærme sig mod den iskolde februarblæst, og fordi det bragte ulykke at se på himlens virvar af sorte røgfaner. Den dag var det blevet besluttet, at man skulle brænde al forfængelighed, og alle vegne brændte der bål. Flammerne rejste sig meterhøjt fra jorden og forvandlede sig til spinkle søjler af sort røg, som steg op over tagenes rødbrune tegl og snoede sig rundt om tårnenes hvide marmor. Visse steder slog røgen ned igen som tåget støv, der lagde sig på de sidste hvidlige klatter af sne. Højt oppe i luften kredsede flokke af duer; de blev lokket til af varmen, som ville sætte fart i parringen.

Der brændte bål over alt i byen. På mangen en kirkeplads gik de fine

7

Martigli - Kaetteren (638-2392-0) - 448 sider - 155x230 - IB.indb 7

04-03-2013 16:22:36

sager op i røg. Fra den trange plads foran Sant’Ambrogio, hvor nonnerne slog vand på kirkeporten, mens abbedissen bekymret og opmærksomt fulgte arbejdet, til den foran Santa Croces marmorfacade, hvor francis­ kanermunkene var søgt ind i klostergården for at bede: De frygtede Savonarolas tilhængere og deres misundelse af deres rigdomme mere, end de frygtede Guds vrede. Selv foran det mindste kapel forlangte dominikanerne, at der skulle brænde en lutrende ild. Man brændte kosmetik fra Afrika, perler fra Indien, farverige fjer af eksotiske fugle, rødlakerede møbler fra Kina, franske divaner polstret med flamske gåsefjer, damaskduge og arabeskmønstret klæde og mange, mange kostbare bøger.

Byens fattigfolk, som gik rundt og sankede de grene og kviste, der fandtes i rigt mål i alle haver, hvor frugttræerne var blevet stynet og beskåret, standsede forbløffet op foran disse bål, hvor flammerne på et øjeblik fortærede værdier, som de ikke ville være i stand til at købe for lønnen af et helt livs arbejde. Nogle mente, at det måtte dreje sig om en spøg, det var trods alt fede tirsdag, den første af tre helligdage, hvor alt var tilladt, inden de kommende fyrre dages faste. Således gav nogle sig med den for fattigfolk så typiske tålmodighed til at vente på, at der skulle dukke en gøglertrup eller nogle dværge op.

Men det eneste, man kunne se bag bålene, var munkene, der stod ranke med korslagte arme som støttepiller omkring en kæmpemæssig skorsten. Og det eneste, der fulgte, var fine damer og herrer, der gik fra og til og kastede smykker og stads på bålene. Snart var det tydeligt for enhver, at der ikke udgik den mindste varme eller glæde fra bålene, der spruttede og sydede og nu og da slog op i lys lue. Den overraskelse, der først havde været malet i de fattiges ansigter, blev snart afløst af rædsel, og man kunne end ikke spore den mindste skadefryd og hævngerrighed over at se aristokrater og velbjærgede folk blive berøvet deres kæreste ejendele. De, der var standset op, tryllebundet af denne helvedesvision, gik videre og slog kors for sig af gammel vane.

Det største bål brændte på en kvadratisk plads foran en kirke, der for nylig var blevet istandsat og viet til evangelisten Markus. Oppe på kirkens prædikestol af sten ludede Girolamo Savonarola ud over de mange mennesker, der var kommet for at høre ham tale.

Prædikenen var ved at være forbi. Savonarola havde optændt sindene og ophidset sine tilhørere med en minutiøs beskrivelse af de frygtelige synder, der havde forårsaget Kristi lidelser. Og den omhyggelige opreg-

8

Martigli - Kaetteren (638-2392-0) - 448 sider - 155x230 - IB.indb 8

04-03-2013 16:22:36

ning af de straffe, hans fader i himlen til gengæld havde foranstaltet, havde fået folk i kirken til at gyse, og enkelte var ligefrem besvimet. Hans anklager mod skørlevnedet og korruptionen ved Romerkirkens hof havde mere end én gang skaffet ham en trussel om ekskommunikation på halsen, men det havde blot fået ham til at skærpe sine forbandelser. Hans stemme, som snart var dyb og snart skinger, trængte ind i de tilstedeværendes hjerter som et sværd og fik dem gysende til at betænke, hvordan Kirken efterhånden havde forvandlet sig til en skændig og lastefuld hule.

Men den kutteklædte munk havde gemt sit sidste udfald til sin mest forbitrede modstander, pave Alexander VI, der i fem år havde siddet på Sankt Peters trone. „Forbandet være du på jorden, som ikke bestiller andet end at rende efter kvindfolk og unge drenge. Du morer dig med at dynge rigdomme op og ekskommunikere dem, der ikke behager dig, men det er dig, Gud ikke vil have hos sig!“ Da Savonarolas råb forstummede, sænkede der sig en forventningsfuld tavshed i kirkerummet. Så blev hans stemme roligere, men ikke mindre formanende. „Gå nu, mine børn, men skynd jer, for nåden venter ikke. Og husk på, at den, der ikke i jordelivet tager afstand fra luksus og synd, vil være evigt forbandet i det hinsides!“ Ude foran kirkens murstensfacade havde tjenere og pager allerede lavet en dynge af møbler, spejle, malerier, broderede dragter, musikinstrumenter, spillekort og smykker, men i overensstemmelse med Savonarolas nøje instrukser. Syv lag, der tilsammen dannede en pyramide, og hver især repræsenterede en af de syv dødssynder. En købmand fra Venezia havde forgæves tilbudt at betale en almisse på 1.000 guldfloriner, der skulle gå til værdigt trængende, mod at bortskaffe disse sager, som var en torn i øjet på Gud. Dette ugudelige forslag havde nærved skaffet ham en dragt prygl på halsen fra en flok Piagnoni, Savonarolas mest lidenskabelige tilhængere, og han var skyndsomt forsvundet ind i mængden.

Uden for kirken ventede tyendet på, at deres herskaber skulle komme ud, så de kunne kaste nogle flere uanstændige og filosofiske bøger på bålet, som allerede var højere end kirkeportens hvælving. For blot tre år siden ville byens aristokrater og rige købmænd have benyttet messen til at fremvise deres odderkåber, stolaer af zobel og juvelbesatte vamse, mens deres fruer ville have promeneret deres dybe, perlebesatte udringninger

9

Martigli - Kaetteren (638-2392-0) - 448 sider - 155x230 - IB.indb 9

04-03-2013 16:22:37

og lange damask­vævede dragter med guld- og sølvbroderier. På vej ud af kirken ville de have snakket muntert og benyttet sig af den almindelige trængsel til at smede rænker og indgå aftaler, mens de udvekslede blikke og umærkelige berøringer. Den mængde, som nu langsomt defilerede ned ad kirketrappen, var derimod ydmygt klædt, kvinderne bar sorte slør og intet, der henledte tanken på tidens overdådige mode. Folk stillede sig op omkring det store bål, hvis bølgende varme nok formåede at tage brodden af den isnende kulde, men ikke at varme sjælene.

Savonarola kom selv ud som den sidste, med den sorte hætte trukket ned over ansigtet. Selv på afstand kunne man tydeligt se hans krumme og udstående næse. Han blottede de magre arme og rakte dem op mod himlen, og i det øjeblik gav tyendet sig rasende til at kaste symbolerne på deres herskabers rigdom ind i de forløsende flammer.

En mand og kvinde betragtede optrinet på afstand, mens de holdt sig tæt ind til hinanden. Manden var høj og harmonisk bygget. Håret var kort i modsætning til, hvad der var skik og brug på den tid. Han var som sædvanlig iført en sort kofte med et fint broderi i sølvtråd og bukser i samme farve, som var stukket ned i et par kortskaftede støvler af kraftigt læder. Over sig havde han en kort kappe, som var samlet over højre skulder, og der stak et let sværd frem bag kappen. „Skal vi gå?“ spurgte han.

Kvinden ved hans side rystede på det lange, brune hår, som akkurat var dækket af et plisseret og broderet tørklæde og samlet i en fletning, der omsluttede hendes hoved som en krone. Hendes regelmæssige, nærmest barnlige træk, fremhævede de skinnende, grønne øjne. Hun var iført en enkel, let draperet lyseblå tunika, som var lukket fortil med et gyldent spænde, der var gennemboret af en pil. „Nej, Ferruccio, jeg vil se, hvad der sker,“ svarede hun.

Når hans kone, Leonora, sagde hans navn, vidste han, at det trak op til storm. I mange tilfælde valgte han så at fortrække og vente på, at hun rasede ud i hans fravær, men det hverken kunne eller ville han lige nu.

Han forestillede sig, hvilke tanker der gik gennem hovedet på hende, og måske var det det samme, han tænkte. „Hvordan kan det gå til, at en Guds mand bliver en gal fanatiker og morder? Dengang han viede os, talte han om kærlighed, om end på sin egen måde. Kan du huske det?“ Ferruccio sukkede.

10

Martigli - Kaetteren (638-2392-0) - 448 sider - 155x230 - IB.indb 10

04-03-2013 16:22:37

„Folk ændrer sig. Og nu, da Lorenzo ikke længere er her til at holde ham i ave, har han byen i sin magt.“ „Jeg får lyst til at klæde mig som en kurtisane, male mine læber røde, tage guldkæder og perler i håret og gå hen til ham. Jeg gad nok vide, om han ville tvinge mig til at kaste mine smykker på bålet. Jeg ville fastholde hans blik og tvinge ham til at sænke sit!“ „Det kunne bedst ligne dig,“ smilede han. „Og jeg kunne godt tænke mig at se hans ansigt, men han ville nok ikke tøve med at lægge dig i lænker, og hvordan skulle jeg så bære mig ad med at få dig befriet?“ „Det ved jeg heller ikke, men du ville finde på noget,“ smilede hun tilbage. „Du kan alt.“ Ferruccio kroede sig over det, Leonora sagde, han nød den alvorlige og samtidig spøgefulde måde, hun fik ham til at føle sig almægtig på.

Han vidste snart ikke, hvem der havde det bedst: Hun i den beskyttedes eller han i beskytterens rolle.

Mens han holdt om hende, fik en voldsom eksplosion dem til at fare sammen. Der udgik en regn af brændende gnister fra bålet, og stumper af forkullet papir steg højt til vejrs. Nogle tog benene på nakken, og en tjener råbte op og snurrede rundt og rundt som en besat, mens han prøvede at slukke ilden, der havde fået fat i hans hår.

Leonora borede sine negle ind i Ferruccios arm. „Hvad var det?“ „Det ved jeg ikke,“ svarede Ferruccio. „Men det var næppe Kinasalt.

Det bruges i store mængder i ildvåben, og det er alt for kostbart selv for den gode bodsprædikant. Måske var det bare et fad kirsebærvin. Det var faktisk en af dominikanernes specialiteter, inden det blev forbudt. Men se bare, alle flygter, og han rører sig ikke ud af stedet. Måske tror han virkelig, at han står under en frygtelig og nidkær Guds beskyttelse.“ Savonarola råbte et eller andet, men han var for langt væk, og ordene druknede i lyden af knitrende flammer. Men de så, at han atter rakte armene op mod himlen, og det fik folk til at komme modstræbende tilbage som et æsel, der bliver trukket af sted af sin herre. Savonarola kunne ikke tillade, at synderne ikke så på deres forfængeligheds og deres synders bål.

Savonarolas krop dirrede af ophidselse, mens han indsnusede lugten af bål og angst. Firenze var hans. Det havde han forudsagt for Lorenzo de’ Medici, ligesom han havde forudsagt hans død, da han stadig var hans magtfulde herre, selv om Lorenzo havde hånet ham. Men man kunne ikke spøge med Den Almægtige, som havde valgt at tage bolig i en

11

Martigli - Kaetteren (638-2392-0) - 448 sider - 155x230 - IB.indb 11

04-03-2013 16:22:37

ydmyg og dødelig menneskekrop for at kundgøre sin vilje. De vibrationer, han mærkede i hele sin krop, var så stærke, at det næsten føltes, som om han kunne svæve over jorden. Han kastede et blik på sine fødder for at se, om Herren virkelig havde sat ham i stand til at svæve ligesom den hellige Caterina fra Siena. Men hans fodtøj stod solidt plantet på trappetrinene foran kirkens mørke indgangsparti af porfyr. Savonarola angrede øjeblikkelig den hovmodige tanke, men siden Gud rettelig havde ment, at han fortjente al denne ære, var vejen banet for hans jordiske triumf.

Når Romerkirken, den skøge, forbød de troende at piske sig selv, sendte paven nærmest folk lige i armene på flagellanterne. Ligesom den synd, man drives til at begå, er desto alvorligere, jo mere forbudt den er, ville den procession, der skulle komme efter bålene, opflamme ikke bare Firenze, men hele kristenheden.

Det var nærmest, som om Savonarola kunne få ting til at ske alene ved tankens kraft, for i næste øjeblik hørte de mennesker, der stod og stirrede på den altfortærende ild, en klagesang, der langsomt tog til i styrke. Alle vendte sig om, og fra haven ved siden af kirken dukkede de første hætteklædte flagellanter op. Det var fortroppen i en procession, der snoede sig dovent af sted, som en mæt slange. Mens de nærmede sig, steg lyden af deres dybe og dystre bønner.

Fra deres stave hang der tre snore med store knuder, som var forsynet med jernpigge. Det var alle sammen mænd med bar overkrop. De piskede sig selv på ryggen og brystet, som svulmede op og antog blå og røde farver, mens deres hvide hoser blev strimet af blodet fra sårene. Leonora vendte ansigtet bort og lagde det mod sin mands bryst. „Lad os gå nu,“ sagde hun bønfaldende. „Lige et øjeblik, min elskede. Om forladelse. Bliv du stående her, jeg kommer straks.“ Ferruccio havde netop fået et glimt af en mand, som ikke kunne eller burde være der. Han løsrev sig fra Leonora og gik ned langs haven, som processionen udgik fra. Hans hjerte hamrede, musklerne svulmede, og nu frøs han ikke mere. I store spring nåede han frem til flagellanterne, hvis blod havde dannet store pytter i støvet. Midt mellem armene, som bevægede sig rytmisk op og ned, og de arabesker, som de jernpiggede snore tegnede i luften, fik han øje på Amos Gemignani, en ydmyg jødisk vekselerer, der tidligere havde stået under Lorenzo den Prægtiges beskyttelse. Nu havde man lagt ham i lænker og halsjern.

12

Martigli - Kaetteren (638-2392-0) - 448 sider - 155x230 - IB.indb 12

04-03-2013 16:22:37

Ferruccio havde mange gange været henne ved hans bod i en afsidesliggende gård i Banchi-kvarteret for at indløse de veksler, hvormed ­Medici-familien betalte ham for hans ydelser. Det undrede ham at se ham her. Han troede ellers, at han havde søgt tilflugt i Volterra, siden Savonarola havde fået republikken Firenze til at forbyde lån mod renter. Dette forbud havde skabt store problemer for Mediciernes bank, som netop tjente penge på den form for aktiviteter. Så hvad bestilte Amos i Firenze?

Med sit kendskab til mandens milde sindelag og imødekommende natur måtte Ferruccio overveje, hvilke ulovligheder han mon havde begået, siden han var blevet lagt i gabestok midt på torvet. Amos’ skæg var rødt af hans eget blod, og det så nærmest ud, som om hans lange, krusede hår var blevet revet af i store totter som udtryk for ren og skær foragt.

Ferruccio banede sig vej mellem de martrede skikkelser og nærmede sig fangen med højre hånd i et fast greb om sværdhæftet. En af flagellanterne gjorde mine til at slå ham med pisken, men da manden ikke fik opbakning fra nogen af sine kammerater, trak han straks hånden til sig igen. Ferruccio bragte med sin statur og beslutsomme mine klagesangen ud af takt. Nogle af flagellanterne holdt helt op med at synge, og langsomt sænkede tavsheden sig over pladsen. Da Ferruccio var et skridt fra den lænkede jøde, knælede han ned ved siden af ham.

Den gamle mand så forundret på ham og vægrede instinktivt for sig med armen, som han hævede med besvær på grund af jernlænkerne. „Amos, det er mig, Ferruccio de Mola. Kan du ikke huske mig? Jeg har ikke ondt i sinde.“ „Er det dig …?“ Han så ud til at genkende ham, men hans stemme var kun en hvisken. Ferruccio nærmede sig ham endnu mere og lagde en arm om hans skulder. På afstand så Leonora to af de soldater, der stod vagt ved bålet, gå langsomt hen mod Ferruccio. „Hvad gør du her?“ spurgte han uden at ænse, hvad der foregik omkring ham. „Jeg skulle … inddrive nogle lån … jeg vidste ikke, at jeg havde forbud mod at sætte mine ben i byen.“ „Jeg skal tale med munken. Jeg kender ham, han vil forstå …“ „Nej! Jeg vil ikke have noget af jer kristne … Gå nu med dig, bland dig udenom, jeg har selv valgt at gå med. Hvis jeg ikke laver ulykker, lader de mig gå, når bålet er brændt ned.“

13

Martigli - Kaetteren (638-2392-0) - 448 sider - 155x230 - IB.indb 13

04-03-2013 16:22:37

Nu stod de to soldater lige bag Ferruccio, men han opdagede det ikke, før han hørte sin kone råbe bag sig. „De er venner,“ råbte Leonora til Savonarola. „Desuden giver han lindring til et nødlidende menneske, sådan som Bibelen foreskriver! Om det så er en synder! Eller det er måske også forbudt?“ Folk vendte sig forundret mod den formastelige, der oven i købet var en kvinde og dermed, som Savonarola plejede at sige, langt mere udsat for djævelens fristelser end en mand. Det var en kendt sag, at en kvinde havde mange flere kropsåbninger, hvor dæmonen kunne trænge ind og tage hendes krop i besiddelse. Soldaterne vendte sig om mod Savonarola og holdt sig klar til at gribe ind. Nu hvilede alles øjne på ham, også Leonoras, der stod rank, mens Ferruccio stirrede forundret på hende.

Bodsprædikanten slog ud med armene, som om han ville dele Rødehavets vande, så lagde han venstre hånd mod hjertet og holdt den højre i vejret med spredte fingre som tegn til, at soldaterne skulle holde inde.

Som tegn på sine fredelige hensigter bøjede han ring- og lillefingeren og velsignede mængden. Ferruccio rejste sig, men gav først Amos’ afkræftede hånd et sidste klem. Hans hærdebrede skikkelse kom langsomt ud mellem flagellanterne, der veg til side, efterhånden som han nærmede sig. Han nåede hen til Leonora, tog hendes arm og forlod pladsen uden at se sig tilbage.

Savonarola blev ved med at følge dem med blikket, indtil hans opmærksomhed blev fanget af en af flagellanterne, der talte i tunger. Manden var tydeligvis helt ude af sig selv på en måde, som han fandt upassende: Herren elsker de sagtmodige, tænkte han. Nu så manden på ham og viftede med pisken. Hvad ævlede det fjols om? Savonarola kneb øjnene sammen og rettede sin pegefinger mod ham. Omsider så han ham lyse op i et smil, men det var en gal mands smil. Savonarola fik en forudanelse om, hvad der var ved at ske, og han begyndte at vifte afværgende med hånden for at standse ham. Flagellanten flåede tøjet af og løb hen imod bålet. „Nej!“ råbte Savonarola.

Det var for sent. I næste nu kastede manden sig ind i bålet, så der rejste sig en regn af gnister. Han nærmest gravede sig ind mod flammernes inderste kerne og forsvandt. Nogle soldater fra Kristi Republik løb hen imod bålet. De stoppede op et stykke fra det for ikke at blive forbrændt, men ansigterne var allerede helt røde. Mens folk på torvet stimlede sam-

14

Martigli - Kaetteren (638-2392-0) - 448 sider - 155x230 - IB.indb 14

04-03-2013 16:22:37

men som forheksede om det usædvanlige brændoffer, bredte der sig en lugt af brændt kød, iblandet lugten af harpiks og af brændende maling og mineraler.

Savonarola blev gennemrystet af et varsel om død, der sendte en næsten vellystig iling gennem hans krop.

Martigli - Kaetteren (638-2392-0) - 448 sider - 155x230 - IB.indb 15

04-03-2013 16:22:37

2 Ladakhdalen, Tibet, 1476 „Pigen er i live, men hendes mor er døende, Ada Ta.“ „Et liv i bytte for et liv, cirklen er sluttet, men det er alligevel en meget sørgelig dag.“ „Faderen kommer aldrig mere tilbage, vel?“ „Han har fuldendt sin karma ligesom bierne, og hans ånd er allerede langt borte.“ Et kort øjeblik følte Ada Ta sig tynget af sin høje alder og vendte blikket mod vinduet. En hvid sky blev ført med vinden og delte sig hen over toppen på ChogoRi, Det Store Bjerg, og de to halvdele forsvandt i hver sin retning i solens bane. I det fjerne hørte Ada Ta en pibehares høje hyl flænge luften. Måske holdt den lille gnaver med de runde ører vagt, og da ørnene kom, ofrede den sig, så dens artsfæller kunne slippe ned i deres huler. Dens kød ville gøre det muligt for rovfuglens unger at overleve indtil efteråret. Mens Ada Ta rystede på hovedet, mærkede den unge munk, hvordan den lille piges hænder greb fast om hans pegefinger, og det virkede beroligende. Da han havde vasket og parfumeret hende, lagde han hende ind til moderens bryst. Kropskontakten fik kvinden til at falde lidt til ro, og hun gav sig hen til den fredfyldte stemning. „Hvad skal vi kalde hende?“ Den unge mand forsøgte at holde tårerne tilbage. „Hun er meget smuk og fortjener et smukt navn.“ „Endnu har hun ikke gjort sig fortjent til det, men jeg synes, Gua Li er et passende navn. Det er navnet på kærligheden og kundskaben, de værdier, som jeg arme gamle mand vil forsøge at bibringe hende. Blodet i hendes årer skal nok sørge for resten. Og hold så op med at græde.“ „Moderen er holdt op med at trække vejret …“ „Så kom her med pigebarnet. Hun er stadig for lille til at indsnuse lugten af døden. Der er stadig lang tid til, at hun skal stifte bekendtskab med den, og livets cyklus skal gentage sig i hende. Kan du høre hendes tavshed? Hun græder ikke mere, selv om hun er sulten. Det er en god

16

Martigli - Kaetteren (638-2392-0) - 448 sider - 155x230 - IB.indb 16

04-03-2013 16:22:37

begyndelse. Bring mig geden, dens yver er fuldt af god mælk. Og når du har svøbt moderen i et hvidt klæde, vil vi tage hendes lig et sted hen, hvor end ikke gribbene kan nå hende. Himlen vil atter tilsmile hendes ånd.“ Ladakhdalen, 20 år efter, år 1496 Solen var ved at gå ned, og den gamle mand Anan ben Seth gik frem med hænderne foldet i bøn og bøjet hoved. Mængden var tavs og betragtede ængsteligt og nysgerrigt, hvordan han, der havde været ypperstepræst, nærmede sig. De undrede sig også over, at han alene og til fods havde forceret den bakke, hvor man henrettede forbrydere: Golgata, hovedskallens sted, sådan kaldte de den. Da Anan nåede hen til korset, hævede han blikket mod Issa. Et øjeblik genkendte han i det voksne ansigt trækkene hos den dreng, som for længe siden havde henvendt sig til ham på sådan en overlegen måde, dengang han stadig var Synedriets øverste. En skriver hjalp ham af med overtøjet og den kostbare miznefet, hovedbeklædningen, der var udsmykket med hvide og sorte smykkesten. En anden rakte ham en kølle, som den gamle mand besværet løftede i vejret, idet han bed tænderne sammen. Så så han sig om for at sikre sig, at han havde mængdens opmærksomhed, og da han blev ramt i ansigtet af et frisk vindpust, hævede han køllen op over hovedet slog den af alle kræfter mod stentavlerne med buddene, som stod for foden af korset. Tavlerne gik itu, og slaget forplantede sig op igennem trækorset. Issa åbnede øjnene, og der gik et jag af smerte gennem ryggen på ham.

Kun ved at gå ud af sin egen krop kunne Issa udholde de fysiske smerter og undgå at blive vanvittig, det vidste han, men rystelserne havde forstyrret ham, så han ikke kunne løsrive sig fra sine sanser.

Han blev gennemrystet af endnu voldsommere smerter, da deres øjne mødtes, og han genkendte ham, selv om der var gået 20 år. I hans tilstand kostede enhver bevægelse ham en kraftanstrengelse, og han måtte holde sin vejrtrækning under kontrol, men det, han så, fik hjertet til at slå hurtigere. Han drejede ansigtet, og i smertetågerne fik han øje på sin mors skikkelse dernede. Hun var fattet og stolt, omgivet af hans brødre, af Maria og andre venner, og det beroligede ham. Han lukkede øjnene igen for mentalt at flytte sig fra dette sted og forsvinde ind i de

17

Martigli - Kaetteren (638-2392-0) - 448 sider - 155x230 - IB.indb 17

04-03-2013 16:22:37

hvide bjerge og deres driver af blød sne. Han lyttede til ørnens kalden, den uldne yakokses vemodige kalden, og blev ét med det dybeste mantra, han nogensinde havde hørt. Han smilede ved lyden af Gaya og hendes børns stemmer og de evindelige spørgsmål fra hans ven Sayed.

Nu gled han atter ind i den tilsyneladende livløse tilstand, hvor sanserne slumrede hen, men forstanden forblev årvågen. Tankerne blev skarpere og formåede på den måde at gennemtrænge de beskyttende mure, der omsluttede bevidstheden, og på den måde afsløredes ting, som intelligensen sommetider afviste eller var ude af stand til at forstå. Det var i denne tilstand af hengivelse, at han for første gang fysisk forstod betydningen af de energistrømme, som bon-munkene havde fortalt ham så meget om. Da det gik op for ham, at han kunne se med lukkede øjne med det, de kaldte det sjette chakra eller det tredje øje, mærkede han, hvordan han løftede sig op fra jorden, og hans ånd fløj langt bort. Han genså sine meditationskammerater, som sad i en kreds, og sluttede sig til det glade selskab. Den gamle Anans stemme kom til ham fra et sted langt borte som en dæmpet mumlen fra jorden. „Denne mand har syndet mod vore fædre!“ Ved lyden af disse ord, der faldt som stenkast, trak mængden sig tilbage. „Mod Abrahams tradition, mod hans land. Han har været årsag til uro og forargelse.

Og vores love har han hånet, han har bøjet og knust dem, ligesom I nu ser dem ligge i stumper her, hvor han er blevet straffet til skræk og advarsel.“ Anan fik hjælp til at iføre sig sin hovedklædning og sin uldkjortel, men den stola, han havde haft over skuldrene, foretrak han at lade ligge på stentavlerne. Alle skulle huske, hvad han havde gjort i Guds navn. Da han var gået, uden at de to romerske legionærer havde løftet et øjenbryn, tog Judas stolaen og skjulte den i en lomme i sin kjortel.

I løbet af aftenen og den næste morgen forsvandt de fleste mennesker fra stedet, fulgt af sælgerne af johannesbrød og øl, hvis vogne efterhånden var tomme. Solen stod højt på himlen, da en gruppe tempelvagter standsede op foran Longinus, der kort forinden havde overtaget vagten. „Hvad vil I?“ sagde den romerske centurion til soldaterne. „Vi er sendt af Synedriet for at kontrollere, at de tre dødsdømte er afgået ved døden,“ sagde den mand, som bar Herodes Antipas’ spyd. „De er endnu ikke døde.“

18

Martigli - Kaetteren (638-2392-0) - 448 sider - 155x230 - IB.indb 18

04-03-2013 16:22:37

„Så påhviler det os at se til, at det sker.“ Spyddet var tegn på, at det var kongen selv, der sendte dem, og centurionen var nødt til at lade dem passere. Gestas og Dismas, der var korsfæstet på hver sin side af Issa og stille var ved at udånde, blev banket ihjel med stokke. Soldaterne brækkede deres ben. Først da retfærdighedens håndhævere havde reduceret fangerne til en uformelig og blodig bylt, slog de deres hovedskaller ind. Nu havde Synedriets udsendinge forvisset sig om, at de var døde. Også i forbindelse med steningen af utro kvinder kunne dødsattesten først udstedes, når man havde knust hovedskallen behørigt.

Longinus væmmedes ved lyden af knuste knogler. I den tid, han havde været soldat, havde han deltaget i alle mulige former for blodsudgydelser. Selv grusomme handlinger kunne have noget ærefuldt over sig, om det så var at skære hovedet over på en slagen fjende, men ikke en massakre på forsvarsløse og døende mænd, der var så barbarisk, at det ikke engang var tilladeligt, når man slagtede et dyr.

Det var snarere lyden af splintrende knogler end stokkeslagene, der vækkede Issa af hans døs. Han forstod, at han snart selv stod for tur, og denne gang var der ikke noget håb om redning. Han udåndede mest mulig luft for at sløve sine sanser og forberedte sig på at dø.

Longinus så på sine mænd, som ubekymret spillede med terninger, og overvejede hurtigt sin stilling. Hvis hans opførsel ikke gav anledning til anmærkninger, ville han om få måneder blive tildelt et jordlod i Bithynien eller, hvis han var meget heldig, i Cantabrien. Måske ville han have penge nok til at købe sig en kone, som han dog ikke vidste, hvad han skulle stille op med – det skulle da lige være at varme sig ved hende på en kold nat. Ellers var der ikke noget, som en hvilken som helst skøge på et horehus ikke kunne klare for et par bronzemønter. „Det er mig og ikke jer, der har kommandoen her,“ sagde han sammenbidt og tog ubesværet spyddet ud af hænderne på den ene jøde.

Så så han op på manden på korset, som tilsyneladende havde forstået, hvad der skulle ske, og lukkede øjnene. Den romerske befalingsmand stak spyddet i brystet på Issa og brækkede et af hans ribben. Han vidste, hvor og hvordan han skulle ramme ham. „Han er død!“ råbte han. „Det bløder ikke.“ Han beordrede en af sine mænd til at holde vagt ved korset og

19

Martigli - Kaetteren (638-2392-0) - 448 sider - 155x230 - IB.indb 19

04-03-2013 16:22:37

lagde brysk spyddet i hænderne på Synedriets udsending. Manden var rådvild, men han kom ikke med nogen indvendinger. Gaius gjorde tegn til, at han skulle forføje sig. Han var sikker på, at han ville anmelde ham. Da jøderne ikke kunne gå korporligt til angreb på de romerske soldater, lod de ikke en lejlighed gå fra sig til at hævne sig på dem. Befalingsmanden råbte til sine mænd, at de skulle gøre plads for vagterne, og at de lige kunne vove på at snyde i terningespillet, så ville han skære halsen over på dem. Han følte sig godt tilfreds, da han kastede terningerne. Han ville blive frataget sin pension og idømt yderligere fem års krigstjeneste i en eller anden provins, men hellere dø af feber eller falde for et sværd end at dø af kedsomhed.

Gua Li samlede hænderne med fingrene opad og indstillede sin fortælling, mens hun ventede på, at Ada Tas ansigt skulle røbe en eller anden følelse, hvad enten det var billigelse eller misbilligelse. Men den gamle munk syntes langt mere optaget af at mumle et mantra, mens han rytmisk klappede sig på den blanke isse med hånden. Kvinden rejste sig, lagde sin højre fod mod det venstre knæ og bredte armene ud i en svag bue med fingrene pegende ned mod jorden.

Ada Ta derimod blev ved med sin rytmiske klappen, indtil solen havde bevæget sig hele vejen hen over himmelhvælvingen, gletsjerne antog røde og blå farver, og de fire stjerner dukkede frem, som havde vist sig for første gang den dag, Buddhaen døde. „Er du stadig ikke træt af at være trane?“ spurgte Ada Ta så. „Tranen vil slå slangen med sine vinger,“ svarede Gua Li bestemt. „Og hvad hvis slangen ikke vil slås?“ Gua Li begyndte at blive stiv i lemmerne, men hun ville ikke give fortabt. „Hvorfor svarer du ikke?“ sagde hun insisterende.

Med afsæt i sine bøjede ben sprang Ada Ta direkte fra lotusstillingen op i stående stilling. „Og hvad var spørgsmålet?“ Gua Li kunne næsten ikke mere og bøjede sine albuer en anelse. „I en hel måned har du uophørlig spurgt mig ud for at sikre dig, at jeg havde lært historien om Issa udenad, og du har spurgt til vidt forskellige hændelser i vilkårlig rækkefølge. Så vidt jeg ved, har jeg ikke udeladt noget, og jeg har fortalt hans historie efter bedste evne. Men du på din side har ikke mælet et ord.“

20

Martigli - Kaetteren (638-2392-0) - 448 sider - 155x230 - IB.indb 20

04-03-2013 16:22:37

„Du burde være glad. Har du måske glemt, at når læreren tier, er det udtryk for hans allerstørste påskønnelse, fordi han ikke har noget at udsætte på sin elev?“ Gua Li sænkede armene og satte sin højre fod i jorden. Ada Ta stod med lukkede øjne, og der spillede et lille smil om hans læber. Så greb Gua Li fat om ham med armene, men munken var hurtigere end hende, smuttede ud under hendes sari og dukkede op bag hende, før hun vidste af det. „Hvordan bar du dig ad med det? Du har selv lært mig, at tranens vinger har magt over slangen. Det har du lært mig, far.“ „Har jeg virkelig sagt det? Det er muligt, men meget afhænger af, hvilken slags trane og hvilken slange. Nævnte jeg ikke det?“ „Nej,“ mumlede Gua Li vantro. „Du er fuld af løgn.“ „Det ligger i slangens natur. Den kan tilpasse sig alle omstændigheder og spille død, hvis det skal være. Jeg kunne have lagt mig ned på maven med munden på vid gab og udsendt en kvalmende lugt. På den måde kunne jeg have udnyttet min angribers overraskelse og bidt den, i det øjeblik den stak næsen frem for at snuse til mig. Men du er jo min trane­ datter, det nænner jeg ikke. For det første ville du jo blive urolig, hvis jeg spillede død, og så kunne jeg aldrig sætte tænderne i dig.“ Ada Ta kyssede hende blidt på panden og sukkede. „Hvor mange sprog taler din sjæl?“ spurgte han. „Lige så mange, som du har lært mig, far, og jeg kan skrive dem lige så hurtigt, som edderkoppen løber hen over sit spind.“ „Er du klar til at rejse?“ Gua Li spærrede øjnene op og tøvede et øjeblik, så omfavnede hun ham og blev et øjeblik stående med sit hoved mod hans bryst – længe nok til at Ada Ta nåede at takke Maha, naturens Store Moder, for, at hun havde skænket ham den store glæde. „Din tavshed siger alt. Gå nu hen og pak det fornødne. Desværre kan slangen ikke flyve, og vi har mindst otte timers vandring foran os. Så du kan gentage historien for mig mindst seks gange.“ Den unge kvinde gjorde sig fri af hans arme og stirrede længe på ham med øjne, der var sorte som obsidian. „Jeg forstår, at vi skal ud på en lang rejse, far.“ Ada Ta lagde sig ned på klippen, og da han havde sat begge hænder i jorden med håndfladerne nedad, hævede han hele sin krop i vejret og blev

21

Martigli - Kaetteren (638-2392-0) - 448 sider - 155x230 - IB.indb 21

04-03-2013 16:22:37

stående sådan i ligevægt. Gua Li var allerede nogle skridt væk fra ham. „Vi bedømmer afstande ud fra, hvor lang tid efter vores afrejse vi er fremme ved målet. Men tid er ligesom penge: Hvis du har 100 mønter og bruger én, er det ligesom at tage en fjer ud af en pude. Hovedet kan ikke mærke forskel.“ Gua Li betragtede ham nysgerrigt, mens han flyttede kroppens vægt, fjernede venstre hånd og balancerede på højre hånd alene, som en trane med korte ben. „Men hvis du omvendt kun har to mønter,“ fortsatte Ada Ta, „vil du tænke dig godt om, inden du skiller dig af med den ene. Men du og jeg er rige på tid,“ sagde han smilende.

Nu blev Gua Li, der var tvunget til at bøje sig helt ned til jorden for at fastholde hans blik, alvorlig. „Hvad er formålet med vores rejse, Ada Ta?“ „Pligterne er en del af livet. Ligesom du har måttet lære mange bøger udenad, har regnen ikke kunnet undslå sig for at falde ned fra himlen.

Der findes ikke nogen forklaring på, at vandet løber, eller at solen varmer jorden. Det er deres skæbne.“ „Måske er det hele led i en større plan, og vi ser kun dens virkninger og ikke dens årsager.“ „Udmærket, min pige. Jeg kender heller ikke planen. Hvis jeg skulle kunne det, skulle jeg flyve som ørnen, der kender harernes stier, og det evner jeg endnu ikke. Indtil videre kan jeg kun følge deres spor på jorden. Men jeg ved, at det hele begyndte med den mand, som skulle have en kopi af Issas livshistorie. I det øjeblik begyndte planen at tage form.“ „Og nu er det op til os at tyde den, ikke sandt?“ „Den, der gør sin pligt, skænker andre mennesker glæde. Hvis vi alle samme gjorde sådan, ville verden være et lykkeligere sted. Inden den ædle Giovanni Pico af Mirandola døde, valgte han at give os et hemmeligt hverv. Dermed er vi blevet lykkens redskab.“ „Er du sikker på det? Måske falder det, vi kommer med, slet ikke i god jord?“ „Det er sandt, den risiko løber vi. Men på vore forfædres sprog er skrifttegnet for ‘fare’ identisk med det for ‘mulighed’. Da Timur Lenk spurgte mig, om han skulle udstrække sine erobringer mod vest eller mod øst, …“ „Timur Lenk? Han døde jo for mere end en cyklus siden … Der er

22

Martigli - Kaetteren (638-2392-0) - 448 sider - 155x230 - IB.indb 22

04-03-2013 16:22:37

noget, jeg aldrig har spurgt dig om, Ada Ta: Hvor gammel er du egentlig?“ Ada Ta hvilede nu på den anden hånd og rørte kun jorden med den venstre, mens han havde den højre omme bag ryggen. Hans krop var fuldstændig vandret og svævede få centimeter over jorden. Han vendte helt ubesværet ansigtet mod hende. „Jeg gav mig til at tælle dem, da de mongolske røvere skar halsen over på mine forældre, men da jeg passerede 100, holdt jeg op.“ Gua Li fjernede sig tavst derfra. Hun kunne ikke mindes, at Ada Ta nogensinde havde løjet for hende.

Martigli - Kaetteren (638-2392-0) - 448 sider - 155x230 - IB.indb 23

04-03-2013 16:22:37