999. Den sidste vogter

999 DE N

S I DST E VO G T E R CARLO A. MARTIGLI

ROMAN • CICERO

999

Carlo A. Martigli

999 Den sidste vogter

Oversat fra itaiensk af Thomas Harder

Cicero

Copyright © 2009 Carlo A. Martigli First published in Italy by Alberto Castelvecchi Editore srl, Roma in 2009 This edition published in agreement with PNLA/Piergiorgio Nicolazzini Literary Agency Originaltitel: 999 L’Ultimo Custode Sats: Cicero, København Tryk: CPI – Clausen & Bosse, Leck Omslagslayout: Imperiet / Harvey Macaulay ISBN: 978-87-7079-083-3 Første danske udgave 2011 Citaterne fra Dante Alighieris Divina Commedia er gengivet efter Dantes Guddommelige Komedie, på dansk ved Ole Meyer, Multivers, 2000.

Til de få, jeg elsker, og de mange, jeg holder af

Cicero er et forlag i Rosinante&Co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

Prolog

September 2009

Det begyndte alt sammen for ni måneder siden, da jeg fik meddelelsen om min farfars død. Han blev over 100 år gammel, og så vidt jeg ved fra familiehistorierne, levede han et mærkeligt og farligt liv. At dømme efter de beretninger, jeg har hørt fra dem, der kendte ham, eller har hørt tale om ham, var min farfar på én gang en enegænger, en velgører og en eventyrer. Han var en meget kultiveret mand og lidenskabeligt optaget af alle videnskabsgrene, han var fanatisk antiklerikal og et dybt religiøst menneske.

Han må også have været en skørtejæger, for han gik fra min farmor, da min far endnu var spæd, men folk fortæller, at han af en eller anden grund og på en eller anden måde prøvede at bevare kontakten med dem. Han døde i eremitklosteret i Camaldoli; det skrev camaldolesernes generalprior til mig i et kort brev. Sammen med brevet modtog jeg et maskinskrevet manuskript og en formaning om at læse det grundigt samt en meget gammel bog, som måske er værdifuld.

Jeg havde ikke noget nært forhold til min farfar. Jeg har måske set ham tre eller fire gange i hele mit liv; en del af denne fjernhed skyldtes sikkert mine forældres tidlige død. I begyndelsen var det udelukkende nysgerrighed, der fik mig til at læse manuskriptet. Efterhånden som jeg læste den ene side efter den anden, gik det imidlertid op for mig, at den historie, den indeholdt, ville vende op og ned på mit liv for altid. Uden selv at have ønsket det ved jeg nu, at min familie gennem flere århundreder er blevet forfulgt af et mysterium, hvor den på én gang har været hovedperson og offer. En frygtelig hemmelighed, der vedrører begivenheder langt tilbage i tiden, men som ville kunne få forfærdelige følger, hvis 7

den faldt i de forkerte hænder og blev udnyttet til forbryderiske formål. Hvis den i sin tid var blevet røbet for verden, ville historien have udviklet sig meget anderledes – måske bedre, måske værre, det kan vi ikke vide – men i dag er faren endnu større. Lige nu kan jeg hverken vide eller bevise, hvor megen sandhed der er i alt det, der står i manuskriptet. Jeg ved kun, at jeg har brugt de seneste måneder på at undersøge alt, hvad der omtales i det, og at det alt sammen er korrekt beskrevet og annoteret. Jeg er ikke engang sikker på, om bogen virkelig er skrevet af min farfar eller af én, der stod ham nær. Men det er ikke så afgørende længere. Nu afhænger det hele af mig, og jeg bærer byrden af et enormt ansvar på mine skuldre. Visse tegn får mig til at tænke, at der måske er nogen, som i det skjulte ønsker, at jeg skal tage min farfars stafet op, og at netop jeg, den sidste af min slægt, skal opklare denne gåde. For det er en gåde, ikke bare en historie. Det gik op for mig, da jeg læste den anden tekst, den gamle bog. Nu er jeg bange, for jeg ved, at når jeg finder løsningen, vil intet være, som det var før.

Den sidste vogter

Mellem Arezzo og Chiusi mandag den 1. maj 1486

En stor skare bevæbnede mænd kom ridende i hurtigt tempo hen ad Via Cassia, der forbinder Arezzo og Chiusi gennem Chianadalen. Hestenes pels var blank af sved og strålede uhyggeligt i skæret fra de jernfakler, som rytterne havde i hånden. Enhver, der mødte dem i denne nymånenat, måtte tænke, at de var en legion af dæmoner, der var kommet for at sætte ild på de gamle sognekirker, som i århundreder havde ydet de vejfarende beskyttelse.

I spidsen for denne gruppe red en kraftig mand iført en let kappe og en køllert af tykt læder, der var fornemt udsmykket med brændemærker. Hans ridt var tungt og ikke videre landvindende, men han red med en beslutsomhed, der langt overgik alle de andres. Hver gang hesten viste tegn til at ville træde til siden for at mindske farten, plantede han sporerne i dens allerede blødende flanker. I flere timer havde ingen vovet at tale til ham. Giuliano Mariot­to de’ Medici, skatteopkræver i Arezzo, var grebet af de dystreste tanker, og hans sind dvælede ved den forestående hævn og ved, hvilken straf han skulle underkaste sin hustru og hendes elsker. De var begge skyldige, og hans ære var blevet alvorligt plettet. Skønt ingen vovede at sige noget til ham om det, var deres flugt efterhånden det foretrukne samtaleemne i alle byens butikker og værksteder, og nyheden ville også snart nå til Firenze og gøre ham til grin ved Lorenzo den Prægtiges hof.

En rytter med en fjerprydet baret på hovedet og en mørk brystplade øgede farten og red op på siden af sin herre. Til forskel fra Giuliano førte han sig som en soldat, og hans tyske accent fik ham til at virke endnu mere truende. „Herre, deres spor bliver stadig friskere. Vi har dem snart i vor 11

hule hånd. Selv hvis de ikke er standset noget sted, kan de kun have en times forspring, allerhøjst to. Men hestene begynder at være trætte. Måske har de fortjent lidt hvile.“ „De eneste, der skal hvile nu i nat, er dem, der har krænket mig, men de skal til gengæld hvile evigt.“ Giuliano satte ikke engang farten ned. „Du forbavser mig, Ulrich. Du er vel ikke ved at blive blødsøden?“ Ulrich af Bern brød sig ikke om hans hånlige grimasse. Den schweiziske lejesoldat, der stod i spidsen for den aretinske skatte­ opkrævers garde, havde dræbt mænd for langt mindre forseelser.

Men Giuliano de’ Medici skulle være hans herre i endnu to år.

Det havde de aftalt, og han overholdt sine aftaler. Forudsat naturligvis, at hans herre blev ved med at betale. Inderst inde tænkte­ han, at Margherita, hans herres hustru, havde gjort ret i at sætte ham et ordentligt gevir i panden. „Som De vil, herre. Jeg skal give de andre ordre til at holde trit med Dem. Og hvis jeg har ret i, at de to har gjort holdt for at sove­ på en kro, så vil De, inden der er gået en time, kunne gøre med deres kroppe, hvad De lyster.“ Ulrich trak sig tilbage, idet han smilede ved sig selv. Han havde med vilje fremhævet sin gutturale accent, da han udtalte ordene kro, kroppe og lyster. Det var en elegant måde at antyde på, at fru Mar­ gherita formentlig netop da fornøjede sig i sengen med sin elsker.

Ved det gamle kloster Badia del Pino forlod de landevejen og red op gennem bakkerne, der rejste sig som øer midt i et forræderisk hav og satte deres heste på en hård prøve. Neden for dem strakte sig de sumpe, som – kvælende om sommeren og tilisede om vinteren – altid havde været dette slettelands svøbe.

Deres ridt blev tvunget til standsning ved Badicorte-borgen. På grund af det sene tidspunkt lå stedet øde hen, og den lukkede port spærrede vejen for dem. Giuliano bankede hårdt og længe på den med sin rustnings tykke albuebeskytter af hjorteskind. Takket være de spidse nitter, som Giuliano udtrykkeligt havde bedt sin betroede våbensmed om at sætte på, var albuestykket i virkeligheden et angrebsvåben.

12

De soldater, der bevogtede broen, vågnede brat, greb deres spyd og åbnede bandende skydeskåret. Da Giuliano de’ Medici­råbte­sit navn, ilede de med at åbne, idet de dog ikke forsømte at opkræve bompengene. Rytterskaren, der stadig piskede løs på hestene, nåede snart derefter frem til omegnen af Marciano i Chiana-­dalen.

Noget lys i det fjerne fik Ulrich til at være på vagt. Uden at vente på sin herres ordre befalede han folkene at slukke faklerne og fortsætte i skridtgang, så stille som muligt. Nogle hundrede alen længere fremme så de en kro og en elegant rejsevogn. Det var dem, der var standset for at holde rast; eller for at foretage sig andre ting, tænkte Ulrich. Under alle omstændigheder var jagten slut.

De tøjrede hestene og nærmede sig lydløst. Hver mand havde et sværd i den ene hånd og en skarp dolk i den anden. På et tegn fra Ulrich sneg to af dem sig frem til vognen og skjulte sig bag den. To tjenere, der lå inde i kroen og sov i hinandens arme, fik skåret halsen over og døde uden en lyd. Så kom turen til en tredje mand, der kom til, fordi hans mistanke var blevet vakt af en let støj. Det var Ulrich selv, der tog sig af ham; han stak et sværd i siden på ham, samtidig med at han holdt ham for munden, for at han ikke skulle råbe. Ulrich lod klingen blive i kroppen på manden, indtil han mærkede, at han opgav ånden; så trak han den ud, drivende af blod, og gav med den tegn til de andre om, at de skulle rykke frem. Giuliano holdt sig i baggrunden. Han skulle spille den bedste rolle: Han skulle overraske de to elskende og fuldbyrde sin hævn.

De prøvede at komme ind, men døren var stænget. De kunne ikke trænge ind på andre måder uden at larme alt for meget, så Ulrich bankede stille på, som om han var en vejfarende, der søgte ly for natten. Efter et par minutter kom der et lys til syne i vinduet i stueetagen, og et lille kighul blev åbnet i den svære dør. Ulrich hostede og lirede nogle undskyldende ord af, og så blev døren åbnet på klem. Det var alt, hvad Ulrich behøvede. Kroværten, der pludselig stod med en knivspids mellem øjnene, skulle til at skrige op, men Ulrich kom ham i forkøbet og stoppede en beskidt klud 13

i munden på ham. Værten tabte stagen ud af hånden, og støjen vækkede nogle tjenestefolk, der sad og sov med hovedet hvilende på bordene. I det samme trængte Giulianos drabanter ind i krostuen.

Ulrich råbte ad sine mænd, og også de råbte op. Deres angreb var røbet, så nu var den bedste taktik at skræmme og forvirre fjenden. Det kom ikke til kamp: Det var en nedslagtning. De tre sovende tjenestefolk nåede ikke engang at gribe til våben, før de blev hugget ned. De andre, der sov ovenpå, prøvede at forsvare­ sig, som de bedst kunne, men de blev straks overmandet. Kun én af Giulianos mænd blev let såret i den ene arm. Da den sidste af tjenerne, som havde stået vagt foran en lukket dør, var blevet gennemboret, trådte Giuliano frem. Han var fristet til at banke på døren som et sidste udtryk for respekt for den kvinde, som han havde giftet sig med af kærlighed – han havde i hvert fald elsket hende – og bestemt ikke på grund af den sølle medgift, som hun havde medbragt. Men han vidste, at en sådan gestus ville have gjort ham til grin i mændenes øjne og have kostet ham deres respekt. Han gav derfor døren et voldsomt spark, men den gik ikke op. Der kom ikke en lyd inde fra værelset. Giuliano søgte Ulrichs blik, og Ulrich gav tegn til to af sine mænd. De satte skuldrene til døren et par gange, indtil den gav sig, hvorefter de hurtigt trak sig tilbage og lod deres herre komme til.

Trods halvmørket kunne Giuliano skelne de to ubevægelige kroppe i sengen og det hvide i deres øjne. Han gav tegn til sine mænd, der tavse forsvandt ned ad trappen, fulgt af Ulrichs hånlige blik. Så tog han en kærte fra bordet og tændte den, idet han stod med ryggen til sengen. De to elskende bevægede sig som på kommando, men satte sig kun lige op og forblev dækkede af et tyndt uldtæppe. Nu kunne han se dem, hans hustrus kobberrøde hår, der indrammede et ansigt, som blev endnu smukkere af det raseri, uden skygge af frygt, som stod at læse i det, og hans rival, grev Giovanni Pico af Mirandola og Concordias lange lyse manke. Denne betragtede ham roligt, uden mindste tegn på undren, næsten som om han længe havde været forberedt på dette møde.

14

„Jeg burde slå jer ihjel,“ sagde han lavmælt, mens han stod og så ned på dem. „Men det gør du ikke, vel, Giuliano?“ svarede Margherita koldt. „For det ville skade dine forretninger.“ „Jeg ville være i min gode ret til at gøre det,“ svarede skatteopkræveren uden at hæve stemmen, „og ingen ville kunne bebrejde mig noget.“ „Nogen ville, for eksempel Lorenzo.“ „Han har nok at se til i Firenze, og jeg tror ikke, at han ville give sig til at forsvare et par ægteskabsbrydere. Men jeg kunne også lade ham leve og dræbe dig.“ „Det gør du ikke. Det ved jeg.“ „Hvad er du for en kvinde? Du burde synke i jorden af skam.“ „Giuliano,“ nu var der mere varme i hendes stemme, „din kærlighed har altid været dyrebar for mig, og det er den stadig, og jeg har aldrig vist dig andet end respekt. Men jeg har altid sagt til dig, at såfremt jeg fandt den anden halvdel af mig selv, ville jeg følge hjertets kald frem for pligtens. Det var de vilkår, som du selv gik ind på, inden du giftede dig med mig.“ Giuliano de’ Medici kastede et blik på manden ved siden af sin hustru. „Det er sandt,“ sagde Giovanni og brød for første gang sin tavshed. „Det er alt sammen sandt, herre. Margherita og jeg elsker hinanden, og det går hinsides alle konventioner. Jeg forstår Deres smerte og Deres vrede, men dette møde opstod, i samme øjeblik vi så hinanden, som om vi altid havde været bestemt for hinanden.“ „Ti! De har ikke ret til at sige noget! Og De skal ikke tro, at De kan udnytte Deres position som den Prægtiges yndling til at redde livet!“ „Jeg er rede til at dø,“ sagde Giovanni og steg ud af sengen og gik med blottet bryst frem mod Giuliano. „Måske vil De slå mig ihjel, og i så fald har De loven på Deres side, men det er også muligt, at De vil indse, hvad jeg taler om, og udvise forståelse. Jeg kan ikke nære noget had til Dem, for som Margheritas mand har 15

De altid beskyttet hende indtil nu, og hvad De end måtte beslutte, vil jeg ikke sætte mig op imod det. Men hun vil altid være min.“ Giuliano stirrede målløs på ham: Der stod han, over for en nøgen, forsvarsløs mand. Han hævede venstre arm for at slå ham med den piggede albuebeskytter, som han havde købt til netop­dette formål, så løftede han højre hånd og truede ham med sværdfæstet. Men han tog sig i det og blev stående med knyttede næver og stirrede på den andens udtryk af fuldkommen ro. De to mænd så længe på hinanden, men der var ingen udfordring i deres blikke. Giuliano følte, at han kunne fornemme greven af Mirandolas tanker, og at denne kunne læse hans. Hans arme sank ned langs siderne, og til sidst vendte han sig bort fra greven og sagde til sin hustru: „Lad os gå. Jeg må tage dig med hjem.“ „Det ved jeg godt,“ svarede hun alvorligt.

Giuliano så væk, mens hun klædte sig på, og da hun var klar, bød han hende sin arm og hjalp hende ned ad trappen. Ulrich gik ovenpå igen og ind på kammeret, hvor han tog grevens overdå­ dige klæder og slyngede dem over på sengen, idet han gjorde tegn til, at denne skulle klæde sig på og gøre det i en fart. „Man venter Dem, ædle Mirandola,“ sagde han hånligt, „og desværre for Dem er De tvunget til at følge med mig.“ Giovanni klædte sig uforhastet på, mens den anden så til, og da han begav sig mod døren, gjorde han ikke noget for at forhindre Ulrich i at binde hans hænder sammen med en kraftig læderrem. Han blev derefter hjulpet til hest, og ledsaget af Ulrich af Bern og fem ryttere ankom han til Marciano, hvor porten allerede var åben. De red ind gennem det snævre borgtårn: Hans fangevogter red forrest og begav sig i skridtgang i retning af Campo di Marte. Ulrich steg af hesten og overlod Giovanni til to soldater klædt i Sienas farver, som førte ham op i barfredens tårn. Den sidste dør, den højeste, førte ind til en stor celle. Uden et ord blev han gennet indenfor og ladt alene tilbage, mens han hørte døren smække i bag sig.

Han sov ikke den nat, men sad og så ud gennem det høje, smalle tilgitrede vindue på en del af stjernehimmelen. En duft af roser, 16

der steg op nedefra, mindede ham om det kærlighedsbånd, som knyttede ham til Margherita. I sine tankers dyb vidste han med fuldkommen vished, at hun ville være den sidste kvinde i hans liv. Sammen med hende havde han genskabt den ældgamle enhed.

Kærligheden, skaberakten, havde forenet dem, og intet skulle nogen sinde skille dem ad.