Metro-litteratur 2015

METRO-LITTERATUR 2015 UDGIVET AF Saxo Grafik: Ida Søegren Forside: Alette Bertelsen, AletteB.dk Bidragsyderne har ophavsretten til teksten Saxo har ophavsretten til denne udgivelse © Saxo 2015 Kopiering af denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Saxo.com A/S Strandboulevarden 89, 2. th.

2100 København Ø Telefon: (+45) 3815 0510 www.saxo.com/metrolitteratur

4. th. af Caroline Stadsbjerg Man kan tydeligt se forskellen. Sophie Engelbjerg fra bygningen ved siden af, hende fra 4. th., har fået lavet sin pande. Hun står i sit soveværelse foran spejlet, og beundrer sit nye ansigt.

Jeg kigger med fra mit soveværelsesvindue i 4. tv. i nabobygningen, som jeg plejer. Hun står med sit ansigt tæt ind mod spejlet og rører forsigtigt ved den nye pande. Hun har gået med hovedbandagen i fire dage, og jeg har hver dag glædet mig til at se resultatet. Jeg kender ikke de lægelige termer, men jeg kender hendes ansigt og kan godt se forskellen her fra min egen lejlighed. Jeg var meget nysgerrig, da jeg fandt ud af, at hun skulle have et pandeløft, og jeg må indrømme, at jeg var lidt uforstående over for valget af operation denne gang – derfor har jeg også været meget spændt på resultatet, måske mere end jeg plejer. Sophies pegefinger følger blidt hendes pande, brynene rykker sig let sammen. Det må stadig være meget ømt, hun er misfarvet og hævet omkring øjnene og kinderne. Øjenbrynene har rykket sig sammen med panden og sidder nu en my højere oppe. Den my gør en stor forskel; hun har endnu engang forbedret sig selv.

Hver gang hun får lavet noget nyt, kigger jeg med. Jeg har ondt af hende, når hun kommer hjem; jeg føler hendes smerte.

Vi gør alting på samme tid; Jeg spiser, når hun spiser, og jeg går i bad, når hun gør. Det er rart. Jeg ser hendes glæde over vellykkede resultater efter nye operationer, og jeg ser hendes tårer, når hun græder over dele af sin krop og sit ansigt, hun ikke kan lide. Hun smiler til sig selv i spejlet, og jeg smiler til hende.

Det er morgen, og hun er næsten lige stået op. Hun står altid op klokken otte i hverdagene, men først flere timer senere 3

i weekenderne. Jeg har været vågen et stykke tid; jeg vil helst vågne inden hende. Jeg har lavet kaffe og ristet brød, som jeg spiser med banan, ligesom hun. Jeg sidder i min seng, imens jeg beundrer hendes hår. Det er platinblond og fyldt med ekstensions. Det er flot. Hun redder sit hår, imens hun sidder på sin seng og kigger på sig selv. Jeg håber, at hun sætter sit hår op, så man kan se hendes nyligt lavede kindben og kæber.

Hendes ansigt er blødt og glat, ligesom hendes hår. Jeg vil så gerne røre ved det, rede det for hende en dag. Selv når hun vågner, er hun smuk. Hendes øjenvippeekstensions gør, at hendes øjne ser store og flotte ud, selv når hun er træt, og hendes læber er fyldige og flot formede af botox. Selvom hendes pande er ny, kan man stadig fornemme de små rynker, hun får mellem øjenbrynene, når hun undrer sig over noget.

Jeg kan godt lide, når man kan se dem, bare en lille smule.

Hun kan se så fortvivlet ud, og jeg får lyst til at stryge hende over hendes store, lyse løvemanke.

Hun bruger lang tid på at lægge makeup. Selvom hun ikke behøver det, bruger hun både foundation, pudder, solpudder, rouge, øjenskygge i lysebrun og gyldenbrun, eyeliner, en øjenbrynsblyant, mascara, læbestift og lipgloss. I dag er hun meget omhyggelig; de misfarvede områder får flere lag, og til sidst er de forsvundet. Hver gang hun rører ved mærkerne efter operationen, bliver de små rynker i panden synlige, og øjenbrynene bevæger sig let ind mod hinanden i ubehag. Det undrer mig ikke, at hun bliver ved – hun ved om nogen, hvordan det er at lide for skønheden. Hver morgen sprøjter hun hårspray over sit ansigt, så det færdige mesterværk, malet med makeup, holder fra morgen til aften. Jeg kan ikke få øjnene fra hende, når hun sidder på sin seng, koncentreret og uskyldig. Jeg smiler. Hun skifter tøj, og hendes nye bryster bliver blottet. Eller, nye er måske så meget sagt; de er snart 14 måneder. Huden på hendes arme er blevet opstrammet, ligesom hendes lår er. Hendes balder er blevet løftet, og hendes 4

to nederste ribben er blevet fjernet, for at hun skal komme til at se endnu tyndere ud. Hendes ører er blevet rettet ind, og både hendes kindben og kæber er blevet lavet tydeligere.

Hendes næse er blevet lavet, og hendes tænder er blevet rettet og efterfølgende bleget flere gange. Selv da jeg så hende første gang, da hun ikke havde fået lavet noget, var hun en meget pæn pige. Nu er hun smuk! Hun bruger brune kontaktlinser, hun får lavet sine negle, og hun afbleger sit hår ofte. Hun ændrer ting i sit udseende, som det burde være umuligt at ændre. Jeg er fascineret over, hvad hun går igennem, og jeg elsker, at hun ikke har nogen grænser. Hun udsmykker og former sin krop som hun vil, og jeg iagttager hver eneste forandring. Jeg drikker kaffe, imens jeg kigger på hende, og jeg går først ud ad døren, når hun gør. Jeg kan godt lide at støde tilfældigt ind i hende på gaden.

Jo flere dage der går, jo mere forsvinder mærkerne og hævelsen. Sophie er smukkere, end hun nogensinde har været, og hun ved det godt. Hun er meget glad, hun smiler meget til spejlet, og jeg bliver glad, når jeg kigger på hende. Jeg glæder mig til at komme hjem og se hende; lidt mere hver dag. Jeg har kendt hende længe, men jo mere hun forandrer sig, desto mere fascineret bliver jeg. Hver gang jeg tror, at hun er færdig og perfekt, ændrer hun noget nyt og modbeviser min forventning. Hun har brugt mange penge og meget tid, men hun har ret hver gang; hun bliver altid endnu smukkere. Der er bare noget anderledes ved denne gang. Sophie virker for alvor tilfreds. Hun hiver ikke længere i huden i ansigtet eller på kroppen, når hun ser sig i spejlet. Hun rynker ikke brynene når hun kigger på sig selv. I stedet smiler hun lykkeligt til sig selv. Hun aer sin hud, kærtegner det færdige resultat.

Jeg skynder mig hjem efter arbejde; jeg glæder mig til at se hende. Jeg går direkte ind i mit soveværelse og ruller gardinet op. Jeg har det altid nede om dagen; jeg kan ikke lide, når folk kan se ind til mig. Jeg kan se lys i 4. th., men ingen Sophie.

5

Jeg går ind og varmer den færdiglasagne, jeg købte med hjem fra Fakta. Jeg lægger den ikke på en tallerken, men tager en gaffel og spiser fra bakken. Jeg sætter min bærbare computer foran mig, og slår skærmen op. Den er ikke tændt. Jeg sidder på min seng med min mad og min computer foran mig og betragter hendes værelse. Rummet er hvidt, og hendes møbler er lyse. Hun har guldlysestager, guldsengestel; det passer alt sammen til de guldsmykker, hun altid går med. Nu kommer hun ind ad døren.

Jeg smiler; jeg ved ikke hvorfor. Hun sætter sit hår op i en hestehale, og selv når det er sat op, når det langt ned ad ryggen på hende. Hun tager sin mørkegrønne, lange kjole af og hænger den ind i skabet. Hendes krop har bløde former; hendes ben er lange og tynde, hendes numse buler flot, og hendes ryg svajer tilpas. Hendes mave er tynd, og hendes bryster store. Hun buler og kurver, lige som hun vil – hun har selv formet det. Hendes ansigt indeholder en skrøbelig perfektion; ingen kan umuligt se sådan ud naturligt. Hun har skabt sig selv, hun har formet hver enkelt lille del af sig selv.

En mand åbner døren ind til hendes soveværelse. Hun smiler til ham, og han kigger på hendes næsten nøgne krop. Hans eget tøj lander hurtigt på gulvet, og hans store hænder omfavner hendes perfekte krop. Jeg har ikke set ham før. Ofte ser jeg kun hendes mænd én gang hver i soveværelset; så ser jeg dem ikke mere. Jeg får kvalme.

Jeg står på badeværelset, jeg kunne ikke holde ud at være i mit soveværelse. Tanken om, at Sophie står over for mig og opfører sig sådan, fik min mave til at skvulpe så voldsomt, at jeg nu er endt på badeværelset. Det er ikke fordi, jeg selv vil have hende – med alt det, hun er gået igennem for at blive perfekt, burde ingen kunne få hende. Hun har brugt så mange kræfter på at skabe menneskelig perfektion og giver det derefter ud til enhver mand, som begærer hende. Alle mænd begærer hende.

6

Jeg har fundet mit spejl frem. Det er flere måneder siden, jeg ødelagde det gamle spejl, og selvom jeg købte et nyt dagen efter, har jeg aldrig fået det sat op – jeg har ikke haft tid. Jeg kan ikke engang huske, hvorfor det andet gik i stykker. Jeg er omhyggelig med at sætte det ordentligt på plads, også selvom det ikke er svært. Da det sidder rigtigt, tager jeg et skridt bagud og kigger på det. Mit fokus retter sig hurtigt væk fra spejlet og mod pigen inde i spejlet. Hendes hår sidder i en rodet, brun knold. Nogle totter er faldet ud af knolden; de kruser og knækker til alle sider. Hendes pande har dybe rynker, der afslører frustrationer, og huden om øjnene er mørk og dyb.

Hendes øjenbryn har ingen form, imens næsens form er alt for stor. Der er ikke noget, der hedder kindben eller overlæbe, men underlæben er sådan ok. Huden er bleg, næsten gennemsigtig. Selv øjnene ser grå ud. Jeg rynker panden, pigen rynker panden endnu mere, hun irriterer mig. Jeg prøver at sende hende et ondt blik, men hun stirrer forvirret tilbage. Jeg bliver vred på hende, og inden jeg kan nå at stoppe mig selv, har min knytnæve ødelagt det nye spejl. Nu kan jeg huske, hvorfor det gamle også gik i stykker. Mine knoer bløder, og der er glasskår overalt. Jeg begynder at rydde op.

Det har været en lang nat. Sophies gardin har været rullet ned hele natten, og jeg skal lige til at kaste op igen, da hun ruller det op. Heldigvis er hun alene, og jeg føler mig lettet.

Det er fredag, så hun har fri. Hendes fredagsrutine er allerede begyndt: Hun spiser morgenmad, rydder op i lejligheden, tager derefter ud og træner, og kommer så hjem til et stort, koldt glas mælk, inden hun tager et bad. Hun sidder lige nu i sin seng og spiser morgenmad, imens hun kigger på sin mobil.

Jeg plejer at nyde at vågne op til synet af hende, men jeg er stadig vred på hende. Skuffet som aldrig før. Hun giver udtryk for at være færdig med sit mesterværk og grisser det derefter til. Det er ulækkert, respektløst over for hendes eget kæmpestore arbejde.

7

Jeg ringer og melder mig syg på arbejdet, og går så ud og køber ind. Da jeg kommer tilbage, er Sophie taget hen for at træne. Jeg går op i hendes lejlighed på 4. th. og bruger den ekstranøgle, som jeg har fået lavet. Jeg smider min jakke på sofaen og slukker for hendes glattejern – det glemmer hun ofte. Jeg går ud i køkkenet og laver en peanutbutter-jelly-sandwich; det spiser hun altid selv. Imens jeg spiser, tager jeg mælken ud af hendes køleskab og hælder den ud i vasken. Da den er tom, åbner jeg for den soyamælk, jeg har taget med herhen, og fylder mælkekartonen med soyamælken. Jeg smager, inden jeg sætter kartonen i køleskabet; den smager som almindelig mælk. Jeg går ind i hendes soveværelse og tager en mascara og en pincet. Jeg kan ikke passe hendes tøj. Jeg prøver det hver gang, jeg er i hendes lejlighed, så i stedet for tøj tager jeg hendes glattejern med mig. Det er stadig varmt. Jeg slukker al lyset efter mig og husker min jakke. Så låser jeg døren og går hjem.

Da jeg kommer hjem, begynder jeg at plukke mine øjenbryn.

Jeg kigger på Sophies profilbillede på facebook og prøver at efterligne formen på hendes øjenbryn. Da jeg købte ind, købte jeg endnu et spejl, og jeg er meget omhyggelig med kun at kigge på enkelte dele af mit ansigt ad gangen. Jeg kigger på mine nye øjenbryn; de er pænere, end de nogensinde har været før. Jeg går ind i mit soveværelse og sætter mig til rette. Jeg sidder i min vindueskarm på en pude; mere åbenlyst har jeg aldrig kigget på Sophie. Da hun kommer hjem fra træning, går hun direkte ind i sit soveværelse og tager sit tøj af. Hun tager sin korte, lyserøde morgenkåbe på, og går så ud af værelset. Lidt efter kommer hun tilbage med et stort glas mælk. Idet hun drikker det hele på én gang, rykker mit ansigt sig tættere på glasset i vinduet. Jeg stirrer på hende, imens hun begynder at rode med sin elastik. Hendes ansigt bliver langsomt meget hvidt, og hun tager sig til sin hals. Hendes læber bliver endnu større, end botox nogensinde har gjort dem, og hendes 8

kinder, hage og pande svulmer op. Hun begynder at hoste og hive efter vejret, og lidt efter sidder hun på gulvet. Hun åbner munden som for at råbe efter hjælp, og jeg kan se, at selv hendes tunge er opsvulmet. I stedet for hvidt, får hendes ansigt nu røde plamager. Soyaallergi kan fremkalde nældefeber (en rød, kløende hævelse, fx i ansigtet), angioødem (hævelse i ansigt, mund og luftveje) og nedsat blodtryk og hjertefrekvens.

Det kan lede til anafylaktisk chok, som i værste tilfælde kan medføre døden. Jeg ser, hvordan hun kæmper for at trække vejret, imens hendes krop bevæger sig som den vil. Hun har ikke kontrol over den længere; hun bestemmer ikke selv. Jeg gør. På få minutter har jeg ødelagt den perfektion, det har taget år at skabe. Jeg iagttager alle ændringerne i hendes krop, fra en glat, perfekt, kurvende, tiltrækkende ung kvinde, til et allergioffer, som kæmper for sit liv. Hendes hævede ansigt med røde plamager kigger desperat efter hjælp. Hun ligger på gulvet med flakkende øjne, indtil hendes øjne når mine. Det er første gang, hun rigtigt ser mig. Hun kigger desperat på mig, og hendes fortvivlede bevægelser bliver langsommere og mere stille. Hendes øjne falder mere og mere i, alt imens hun stadig kigger på mig. Jeg ruller gardinet ned og går ind på badeværelset. Mit spejl har fået et nyt billede. Pigen har røde kinder og ser frisk ud. Jeg føler mig varm og levende.

Hun smiler til mig, og jeg smiler tilbage. Så går jeg i bad.

Øje for øje af Christian Holger Pedersen Det hele begyndte med, at jeg stangede en køkkenkniv igennem min datters højre øje. Det var et uheld, naturligvis. Jeg vendte mig blot om for at få fat i salaten, der hang til tørre i et dørslag over vasken, da hun i samme øjeblik kom spænende forbi.

Forbandede kogeøer. ”Av”, sagde hun. Min datter lider af en sjælden nervesygdom, der gør, at hun ikke kan føle smerte. Så det var mest af alt en knastør konstatering. Noget var galt.

Jeg var i vildrede. ”Hold dig for øjnene,” sagde jeg. Jeg mente egentlig kun det ene øje. Det andet sad på min køkkenkniv.

Min næste handling var irrationel og panisk. Jeg stak hånden ned i frugtskålen og fandt et objekt af nogenlunde passende størrelse. Det var et kirsebær.

Jeg fjernede hendes ene hånd. Lynhurtigt, uden tanke for at hun alligevel ikke kunne se, hvad jeg lavede, plantede jeg kirsebærret i øjenæblet og plukkede stilken ud. ”Så,” sagde jeg. ”Nu er du så god som ny.” ”Jeg kan altså ikke se noget, ” sagde hun bævende og begyndte så småt at hulke. Idiot, tænkte jeg, og fjernede den anden hånd, så hun kunne se. Tårerne sprøjtede ud af hende.

Det skar i hjertet. Jeg satte mig ned og tog hende i mine arme.

Da jeg havde trøstet hende, løftede jeg hendes hoved og kiggede hende ind i det raske øje. Jeg holdt to fingre op foran det og spurgte hende, hvor mange der var. ”To,” svarede hun betuttet. Jeg knugede hendes kinder. ”Du er så dygtig, skat. Den dygtigste pige i hele verden.”

For første gang i mit liv var jeg ikke det mindste i tvivl om, at det var sandt.

11

Hun så på mig med sit tillidsfulde blik, og det var nok dér, det for alvor gik op for mig, at jeg havde gjort min datter til et misfoster. Nu stod hun der og smilede til mig, stadig lidt forskrækket, men ellers helt udramatisk. Misfoster. Jeg var den dårligste og mest uansvarlige far i hele verden. Det var der heller ingen tvivl om, at jeg mente. ”Smut du ind og leg med dine dukker,” sagde jeg og fulgte hende med øjnene, som hun hoppede ned ad gangen, mens hun nynnede en melodi. Der gik et jag igennem mig, da hun stødte ind i dørkarmen og skvattede. Hun kiggede tillbage på mig. Jeg vinkede, som om intet var hændt. Det virkede. Hun grinede, vinkede tilbage og gik så forsigtigt ind på sit værelse.

Som om intet var hændt. Den dygtigste pige i hele verden.

Da hun faldt i søvn, fandt jeg en skål med glaskugler på hendes værelse og fik byttet kirsebærret ud med en af dem. Det lignede lidt mere et øje. Det hjalp lidt.

De næste dage var svære. Jeg fik dårlig samvittighed, når jeg stirrede på hendes glasøje. Selv lod hun som ingenting. For at lindre ubehaget, gav jeg hende en klap for øjet og forestillede mig, at det var fastelavn. Klappen var en del af kostumet, og resten af kostumet lå hos min ekskone. Illusionen bar mig på sin ryg et par dage. Jeg blev glad, når jeg så på hende og forestillede mig, hvordan hun senere ville løbe glad omkring og slå katten af tønden med de andre børn. Men det er jo begrænset, hvor mange forskudte fastelavnsfester, man kan gå til, så jeg gennemskuede snart min egen list. Klappen røg af, og den dårlige samvittighed vendte tilbage med fornyet styrke.

Det blev ikke bedre, da min ekskone kom forbi for at aflevere noget tøj. Det var kun med nød og næppe, at jeg fik improviseret mig frem til en forklaring om, at jeg testede en særlig spøg og skæmt-kontaktlinse til børn. Hun blev moderat 12

sur over, at jeg brugte vores datter som forsøgskanin. Min søde datter kunne vist mærke, at jeg var lidt utilpas ved situationen, og sagde ingenting. Min ekskone besidder heldigvis ikke den slags veludviklede fornemmelser for min mentale tilstand.

Men det kunne jo ikke vare ved. Dagen kom, hvor min datter skulle hjem til sin mor og bo en uge. Jeg sagde ingenting. Om aftenen ringede ekskonen. Hun var oprevet. Ro på, bad jeg om. Der var jo ingen, der var døde. Men efter timers voksende skepsis, havde hun prikket til vores datters øje, og følelsen var mere, end hun kunne holde til. Hun skiftevis græd og skældte ud i telefonen. Jeg besluttede mig for at tage situationen ved nakken og kørte hjem til hende. Vi snakkede længe.

Det endte med, at vi indgik en mundtlig kontrakt. Hun forglemte hændelsen, som vi aldrig mere måtte tale om, mod at hun flyttede ind hos mig igen. Det kunne have været værre.

Som tillæg til aftalen måtte jeg også gå til lægen med min datter, hvilket i og for sig lød fornuftigt nok. Han var en rigtig familielæge, som jeg havde haft hele mit liv. Han sagde sjældent ret meget, men denne dag var det tydeligt på hans ansigtsudtryk, at der var noget alvorligt galt. Jeg fortalte ham ærligt, hvad der var sket. Han sukkede og gik så i gang med at undersøge min datter på alle tænkelige måder. Alle andre aftaler blev aflyst, mens alle livsvigtige funktioner blev undersøgt.

Til sidst sad vi over for hinanden, mens han gennemgik resultaterne. Der var tilsyneladende intet galt med min datter, bortset fra, at hun havde mistet dybdeperception, hvilket jo var en logisk bivirkning af det manglende øje. Så blev han stille, og jeg ventede på hans endelige dom. Han så på min datter, så på mig, så på testresultaterne og så på sin skærm.

Brummede og rynkede brynene. Gentog rutinen igen og igen med små variationer. Til sidst blev jeg utålmodig og begynd13

te at tromme med fingeren på hans skrivebord. Endelig sagde han noget. ”Hun virker jo til at være glad,” sagde han. Ja, det kunne vel have været værre.

Lægen bestilte et fint glasøje til min datter. Det lignede næsten et almindeligt øje. Det var dog ikke nok til at fratage mig min dårlige samvittighed. Den voksede som en knude i mit bryst, sammen med angsten. Jeg frygtede, hvad der ville ske, når udenforstående fik øje for min datters øje. Jeg forestillede mig selv i en fængselscelle. Børnemishandler. Sæben i fællesbadet.

Jeg havde kun fortjent det.

Underligt nok skete der nærmest ingenting. Da mine forældre kom på besøg, overså de det. Vi har aldrig været gode til at tale om følelser i min familie, men jeg var alligevel forundret og lidt irriteret. Da jeg var alene med min far i køkkenet, konfronterede jeg ham. ”Har du ikke lagt mærke til, at der er noget galt med hende?” ”Hvem?” svarede han. ”Min datter.” ”Noget galt,” spurgte han forundret. ”Ja?” ”Nææh,” sagde han og hældte kaffe på kanden. ”Hun har fået glasøje!” sagde jeg ophidset.

Han trak sig lidt. ”Nå ja, det er der så mange, der har.”

Jeg stirrede på ham, men han koncentrerede sig stadig om at hælde kaffe op. Han hældte mistænkeligt langsomt. ”Vil du ikke vide, hvad der er sket?” spurgte jeg. ”Nøøh, der sker så meget, som det er bedst, man ikke ved det mindste om.”

Jeg gav op. Tænkte, at min mor måtte være anderledes, men hende kunne jeg ikke komme på tomandshånd med. Hun 14

sad i sin stol i stuen hele tiden. Jeg forsøgte at få hende til at hjælpe mig i køkkenet, men hun undskyldte sig med et dårligt knæ. Så forsøgte jeg at fange hende, da hun skulle på toilettet, men da jeg kom ud på gangen, hørte jeg toiletdøren smække.

Hun måtte have løbet det sidste stykke. Jeg ventede ved døren, men da der var gået næsten fem minutter, gav jeg op og satte mig ind i stuen. Øjeblikket efter kom hun tilbage.

Da de skulle gå, kyssede hun mig på panden. ”Jeg er så stolt af dig, min dreng.” Jeg var ét stort, insisterende spørgsmålstegn, men hun smilede bare kærligt, og så var de ude ad døren. Det burde have været værre. Eller bare anderledes.

Ingen andre kommenterede det. Ingen i familien, ingen pædagoger, ingen forældre, ingen venner, ingen andre. Jeg var sikker på, at alle lagde mærke til det, men det blev aldrig kommenteret eller spurgt til. Jeg forsøgte at tale om det med min ekskone, men hun mindede mig om vores aftale ved at holde en finger over sin mund.

Der var kun én undtagelse. Undtagelsen opsøgte mig en rolig mandag morgen, hvor jeg havde fri og læste i min avis. Jeg læste en artikel, der handlede om, at medlemmer af regeringen ifølge et hemmeligt notat var i dialog med regeringens støtteparti om at hæve importskatten på silke- og stoftørklæder.

Det ringede på døren. Udenfor stod en mand, klædt i lærredsbukser, en lyseblå skjorte og et hvidt slips. Jeg fornemmede straks, at han var fra Jehovas Vidner, sagde: ”Ikke interesseret.

Farvel,” og lukkede døren.

Jeg satte mig tilbage i min lænestol. Foldede avisen ud. Det omtalte forslag var stillet af støttepartiets integrationsordfører og dets økonomiordfører med håbet om, at det ville få salget af dansk uld til at stige. Notatets ophavsmænd omtalte forslaget som ”mangelfuldt”, da der ikke var indsamlet nogle 15

faktuelle oplysninger overhovedet. Notatets ophavsmænd mente dog, på baggrund af en kommentar fra støttepartiets integrationsordfører, at det primært handlede om signalpolitik. Integrationsordføreren blev citeret for at have sagt: ”(...) når der er nogen, der ikke har svin i maven, virker det kun rimeligt, at de får får på hovedet.”

Det ringede på døren igen. Småirriteret rejste jeg mig og gik ud og åbnede døren. Han stod der igen. Eller stadig. ”Jeg er din samvittighed, ” sagde han. ”Altså...” begyndte jeg, men opgav at færdiggøre sætningen.

Jeg sukkede, kiggede medlidende på ham, lukkede døren i igen og satte slåen på for at markere, at jeg ikke havde tænkt mig at åbne én gang til.

Jeg satte mig i sofaen og læste videre. Det fremgik af notatet, at man trods forslagets mangelfuldhed bad statsministeren om at tage det op til overvejelse, da det kunne være muligt at retfærdiggøre forslaget med den begrundelse, at det ville kunne skabe vækst på et trængt nationalt marked. Ifølge notatets ophavsmænd kunne man fokusere på, at Danmark havde en lang og stolt tradition for at producere uldtørklæder, men at fåreavlerne og uldtørklædeproducenterne var pressede af den internationale konkurrence fra de nye økonomier.

Flere solgte uldtørklæder giver flere arbejdspladser. Mere uld, mere guld. Ved at støtte forslaget kunne man sandsynligvis lette indførelsen af en lavere afgift på nye biler, pointerede notatet endelig. ”De bytter glansbilleder,” lød det pludselig. Jeg vendte mig om i min stol og fik øje på manden fra Jehovas Vidner. Vi så på hinanden i cirka ti sekunder, inden jeg endnu engang rejste mig og gik ud til døren. Jeg daskede til kæden fra slåen. Den var stadig på. Så gik jeg ind i stuen og satte mig på en stol og overvejede situationen. Da jeg var kommet frem til en beslutning, flyttede jeg mit blik tilbage til den uventede gæst. Han smilede.

16

”Så du er altså min samvittighed,” spurgte jeg. Han nikkede.

Jeg rejste mig. ”Vil du have en kop te,” spurgte jeg. Han nikkede. ”Jeg har altså kun grøn te.” ”Det er okay,” svarede han.

Jeg syntes, det var psykomærkeligt, men jeg accepterede det. Han ville jo alligevel ikke holdes ude. Så jeg lavede en kop te til ham og bad ham om at gå, eller i det mindste skjule sig, inden min ekskone kom hjem med vores datter.

Han holdt sig ude af syne, men til gengæld flyttede han permanent ind. Han spiste ikke noget, brugte ikke toilettet, dukkede op og forsvandt på uforklarlig vis, og jeg kom efter nogen tid til den konklusion, at knuden i min mave i virkeligheden havde været et foster, og at jeg nu var blevet far til min egen samvittighed. Det var ikke noget blidt barn. Han mindede mig konstant om det forfærdelige, jeg havde gjort, når nu ingen andre gjorde. Det var vel fair nok.

En dag begyndte mit ene øje at klø. Så blev det rødt. Det stod på i nogle dage. Jeg valgte ikke at gøre noget ved det, men lade det være op til samvittigheden og skæbnen, om øjet skulle kurere sig selv eller falde ud. Min samvittighed stoppede med at tale og kiggede nu bare på mig. Det var en lille velsignelse.

Desværre fik jeg en grim omgang influenza, og min ekskone valgte at tilkalde lægen. Jeg var ikke i stand til at protestere.

Han så på øjet og konstaterede, at jeg havde fået en almindelig øjenbetændelse. Min ekskone fik nogle øjendråber, som hun dryppede mine øjne med. Da influenzaen forsvandt, var øjenbetændelsen forsvundet med den. ”Det var ærgerligt,” sagde min samvittighed spydigt. Årene gik, og intet forandrede sig. Når sorgen indimellem skinnede gennem mine øjne, når jeg kiggede på min datter, fornemmede hun det instinktivt og tog min hånd. For min 17

ekskone var tingene bare, som de var. ”Vær du stolt af dit smukke øje,” sagde hun til min datter.

Det var noget sludder. Jeg vidste, at hun ville blive drillet, når hun begyndte i skole.

Men der var også håb med udsigten til første skoledag. Måske ville de ansvarlige lærere tage fat om problemet og konfrontere mig. Endelig ville jeg kunne sige det, som det var, udtrykke min anger og min vilje til at tage min straf. De ville tage hånd om situationen, ringe til kommunen, og sandsynligvis ville jeg komme i fængsel eller på anden måde blive fjernet fra min datter. Kommunen og min ekskone ville tage sig godt af hende og give hende den ekstra opmærksomhed, som hun fortjente.

Jeg blev skuffet. Børnehaveklasselæreren reagerede ikke rigtig på det. Jeg spurgte hende, om ikke det var et problem, at min datter havde et glasøje. ”Nå, det er et glasøje,” sagde hun og tilføjede: ”Det er meget flot”. ”Vil hun ikke blive drillet, fordi hun er anderledes,” spurgte jeg. Det var et retorisk spørgsmål. ”Næh, vi er jo allesammen anderledes. Man kan sige, at det er mest normalt at være anderledes, ikke også?” spurgte hun og nussede min datters kind.

Jeg var dybt skuffet. Min samvittighed så hånligt på mig, mens vi kørte hjem.

Så intet ændrede sig. Der var stadig ingen, der kommenterede det. Min datter fungerede fint med de andre børn, men jeg vidste, at det ikke ville vare ved. Efterhånden som hun blev ældre, ville hun opleve at blive mobbet, og det ville få hende til at vende sig imod mig. ”Det er også bare min åndssvage fars skyld.” Ja. Det måtte hun gerne sige.

18

”Jeg hader dig, far.” Åh gud. Jeg måtte gøre noget drastisk, inden det var for sent.

Løsningen var overraskende åbenlys. Den stod i Biblen som et af de få citater, jeg kunne huske. Men det tog noget tid for mig at tage mig sammen. Min samvittighed hjalp mig. Opildnede mig til at gøre det og kaldte mig for en kryster, når jeg undlod. Endelig en dag, hvor jeg stod på samme sted i køkkenet og skar salat, tog jeg mig sammen. Med en pludselig bevægelse jog jeg kniven ind i øjet på mig selv. Smerten var uudholdelig, men varede kun et splitsekund. Jeg besvimede.

Da jeg vågnede, følte jeg mig lettet. Min datter og min ekskone stod ved sengen. Jeg fortalte dem, at det var det rene uheld.

Jeg var skvattet og landet uheldigt på kniven. Min datter var knust, men hun skulle nok komme sig over chokket. Jeg smilede til hende og forsøgte at ae hendes kind, men kunne ikke ramme den. Dybdeperceptionen var forsvundet. Jeg følte endelig, at vi var ligeværdige, og at jeg fortjente hende igen.

Det viste sig, at jeg havde været lidt voldsom med mit uheld. Kniven var gået lige igennem øjenæblet og havde penetreret pandelappen. Det var et mirakel, at jeg så ud til at være sluppet for yderligere mén. Lægerne ville dog holde mig under observation, da de havde brug for noget tid til at undersøge alle aspekter af mit helbred og min psyke.

Der viste sig ikke noget skidt. Tværtimod, så begyndte mit syn tilmed at vende tilbage i løbet af nogle dage. Da der var gået fire dage, var synet i øjet tilbage på 50 procent. Lægerne var stolte.

Men så blev jeg pludselig lam i hele kroppen med undtagelse af ansigtet. Lægerne forstod det ikke og teoretiserede vildt med hinanden. Deres undersøgelser viste, at der ikke burde være noget galt. Kroppen fungerede tilsyneladende. Jeg bemærkede, at det gjorde den altså ikke, men at det nok havde 19

noget med skaden i pandelappen at gøre. Det kunne have været værre.

Selv om det vel egentlig ikke kunne have været meget værre.

Omsider var jeg den, der havde det værst.

Regnen falder opad af Eva Aagaard Min søster døde om formiddagen. Om eftermiddagen begyndte regnen at falde opad. Jeg stod ved vinduet og så det ske. Det var et mærkeligt syn. Tråde af vand, som samledes på asfalten og svævede op forbi vinduet. Jeg lukkede øjnene et par sekunder. Da jeg åbnede dem igen, faldt regnen som den plejede.

Det var min mor, som fortalte mig det. Hendes stemme knirkede i telefonen, og jeg kunne høre, at det blæste hos hende. Jeg glemte at spørge, hvor hun var. ”Jeg skal nok ordne det praktiske,” sagde hun. ”Jeg vil gerne.” ”Nej, det skal du ikke stå model til. Du har gjort så meget.”

Hun talte meget langsomt, som hun plejede at gøre, når hun var søvnig. Hun lød resigneret. Som et menneske, der tager sit nederlag på sig. Måske havde hun en fornemmelse af, at min søster havde fået det sidste ord i den årelange diskussion om, hvem der havde gjort hvem skør.

Da hun havde lagt på, gik jeg ind for at rydde op på min søsters værelse.

I alle de huse, jeg har boet i, har der været et værelse til Agnete.

Dengang jeg boede sammen med Peter, spurgte jeg, om vi ikke skulle have et gæsteværelse. ”Hvorfor?” svarede han. ”Vi får jo aldrig gæster.”

Jeg trak på skuldrene, men fik alligevel min vilje. Agnete sov kun i værelset én gang. Jeg havde altid sengetøj liggende til hende.

Da jeg flyttede ind i lejligheden, indrettede jeg mig med et 21

rum til at sove i, ét til at spise i, og ét til min søster. Jeg hængte gamle reklameplakater og sorthvide fotografier på væggene, fordi jeg vidste, at hun engang kunne lide dem. En gang om ugen gjorde jeg rent i rummet. Nu stod jeg foran den røde væg og sengen med det gule sengetæppe. Alt for kradse farver til mig. I min højre hånd havde jeg en stor affaldssæk. Jeg rev plakaterne ned fra væggen, krøllede dem sammen og smed dem ned i posen. Så gik jeg over til bogreolen og tog tingene ned fra hylderne. En plante med røde blomster, en bog om universet, en sten med sære huller. De ting, som jeg gerne ville have til at være Agnetes.

Det var kun tre måneder siden, hun havde sovet i min lejlighed. Hun ringede på om aftenen, som hun plejede, og spurgte, om hun måtte overnatte hos mig. Hun havde en grøn hættetrøje på, som så ud til at tilhøre én, der var meget større end hende. Jeg spurgte, hvor hun havde været, og hun trak på skuldrene. ”På et tidspunkt boede jeg hos én, men så flyttede jeg.”

Jeg nikkede og lukkede hende ind.

Da hun så værelset, hævede hun øjenbrynene og smilede kortvarigt. ”Det må jeg nok sige. Det er meget flot.” ”Det har stået og ventet på dig.”

Hun satte sig på sengen og kiggede ned på sine hænder.

Så løftede hun ansigtet, så på mig og sagde: ”Jeg skal have et barn.”

Jeg greb fat i min egen hånd og klemte den hårdt. Jeg vidste ikke, om hun ville have mig til at komme tættere på, sætte mig i sengen og holde om hende eller noget i den retning. Så jeg blev bare stående. ”Er du gravid?”

Agnete nikkede. ”Det var faktisk derfor, jeg flyttede ud.”

22

Jeg satte mig ved siden af hende og holdt hende i hånden.

Hun gav ikke slip, men hun klemte den heller ikke. ”Det er dejligt.” ”Synes du?”

Jeg nikkede. ”Vil du ikke bo her hos mig? Jeg kan hjælpe til. Du får brug for nogen, der hjælper.” ”Jo. Måske.”

Om morgenen sagde Agnete, at hun ikke behøvede at blive endnu en nat. Hun sagde, at hun ville ringe til mig, når hun havde fundet sit eget sted. ”Så kan du måske sove hos mig,” sagde hun og smilede.

Min mor ringede til mig en gang til og spurgte, om jeg ville høre flere detaljer. Jeg svarede, at det vidste jeg ikke rigtig.

Hun lagde ikke rigtig mærke til svaret. Hun fortalte, at Agnete havde været indlagt på psykiatrisk afdeling et stykke tid. Så havde hun boet hos en mand, som hun var flyttet fra igen.

Måske havde hun også sovet på gaden. Hun var blevet fundet ved en bro tæt på min lejlighed. Det så ud, som om hun var faldet. ”Rent ud sagt kan det også være selvmord,” sagde min mor. ”Det ved vi ikke.” ”Nej. Men mellem os to.”

Da vi var små, var Agnete allerede den besværlige. Det talte min mor tit om, efter at min søster fik det dårligt, og min mor også selv begyndte at gå til psykolog.

Når Agnete ikke ville stoppe med at skrige og græde, lukkede mine forældre hende inde i kælderen. De satte min gamle barnestol i klemme, så døren kun kunne åbnes udefra.

Agnete skreg og hamrede på døren. Vi sad i stuen og lod som ingenting. Jeg tegnede huse og bjergkæder, som lignede dem, 23

vi havde set, når vi kørte gennem Østrig og Schweiz på vores ferier. Agnete slog hårdt på døren og skreg. Hun lød som et mærkeligt dyr. Jeg syntes, jeg kunne høre, at hun også hamrede hovedet mod døren. ”Skal vi ikke lukke hende ud?” spurgte jeg.

Min mor rystede på hovedet. ”Først, når hun er faldet til ro. Ikke?”

Min far lagde kortvarigt sin bog fra sig på bordet. ”Det er rigtigt,” sagde han Jeg bøjede mig ned over min tegning, bevægede fedtfarven i cirkler over papiret. Min mor rodede i mit hår. Hun sagde: ”Tak, fordi du er så nem.”

Jeg stoppede sengetæppet i affaldsposen og stillede posen i gangen. Værelset var tomt bortset fra sengen, madrassen og bogreolen. Næste dag ville jeg male den røde væg hvid, tømme værelset for møbler og støvsuge. En dag kunne jeg måske stille mine egne ting derind. Jeg gik ned i gården for at smide min søsters ting i containeren. Først åbnede jeg postkassen.

Der lå et brev på linjeret papir med Agnetes håndskrift. Den var ikke til at tage fejl af. Bogstaverne slingrede op og ned over linjerne. ”Du skal ikke være ked af det med barnet. Det blev ikke til noget. Hav det godt. Agnete.”

Først foldede jeg brevet sammen og lagde det i lommen.

Så ombestemte jeg mig, krøllede det sammen og smed det i affaldssækken. Jeg bar den hen til containeren i den anden ende af gården. Jeg tog den hullede sten op af sækken og kastede den ned i containeren. Én for én smed jeg min søsters ting ud. Det begyndte at regne. Dråberne faldt fra himlen og ned i mit hår. Det var der ikke noget mærkeligt ved.

Spor af Helle Christence Ankerstjerne

GRAFIT Det er formiddag, og jeg skal på arbejde. DSB har ringet. Jeg tager ud med dem, der er hyret til at rense graffitimalingen ned. Før de fjerner malerierne og skriften, tager jeg fotografier og tegner dem af. De bliver registreret, men så ved jeg heller ikke mere; jeg affotograferer dem bare. I starten kunne jeg ikke læse dem, men jeg er blevet bedre. Jeg kan se, når de hilser på hinanden eller rivaliserer på et bestemt område; så bliver vi hele tiden kaldt ud. Han hedder Åke Svensson, ham, der renser dem ned for det meste. Han får sådan en metallisk farve på sit tøj af arbejdet. Han ligner en kulstift sidst på dagen. Det tænker jeg på, når min er slidt ned. Jeg tegner også tit Åke. Det er svært at lade være. Han siger, at han ikke er nogen at spilde tid på.

Indimellem får vi folk på besøg, Åke og jeg. Hvor vi nu står. Så skal de se, hvor meget vi fjerner. Det hele. Hver gang.

Men det er okay. Tror jeg. De deler smøger med Åke og bliver stående. Så snakker vi. De vil se billederne og tegningerne af deres værker. Deres signaturer foreviget. Det er ikke ligesom med tanker, tænker jeg, som vi ikke ved, hvor ender, når vi tænker dem. Deres kunst er lukket inde i mit kamera.

Jeg mødte engang Åke og hans kone på Vesterport Station.

De passede ind i hinanden, som de stod dér foran mig. Hun havde et fint stærkt lys i sine øjne, Åkes øjne er stærke. Bare stærke. Det er derfor jeg ender med at tegne ham så tit.

25

Jeg tegner Åke og hans kone. Farvel. Åkes kone døde. Det er et halvt års tid siden nu. Vi var ude, og han var ingenting andet end sorg i den reneste form.

Jeg ved ikke hvorfor. Han havde lagt sin pengepung på en elkasse, hvor vi gik og arbejdede. Jeg fandt hendes billede i den. Jeg gik op i den 7-11, der lå tættest på og kopierede billedet. Så gav jeg Åke hans pung tilbage.

Vi har besøg på et par vogne, der er fyldt helt ud. Vi går i gang fra en ende af, og da vi når til den anden vogn af fire i alt, sænker Åke armene. Der er ingen, der har bommet Åke for en smøg endnu denne dag. De har lavet billedet af hende på vinduet i midten af vognen. Åke står nu bare og ser op på sin elskede i kæmpe format, og de har virkelig været omhyggelige. Hun stråler ud fra vognen. Åke begynder at græde højlydt, og nogle af dem, der står bagerst, vender siden til og begynder at mumle og tænde smøger og skrue hætterne af deres colaer. Efter nogen tid løfter Åke armene igen og begynder at vaske billedet af hende ned fra vinduet.

26

LISBET Jeg har taget et billede af mig selv. Jeg ligger på sofaen og lytter til ”Ruby Tuesday”. Det kan man selvfølgelig ikke se på billedet, at jeg gør, men jeg bilder mig ind, at noget af stemningen fra musikken alligevel hænger i stuen. Min mand er rejst. Jeg ligger og venter på, at der er nogen, der skal ringe og fortælle mig, at han er styrtet ned med flyveren, eller at flyveren er styrtet ned med ham.hyhg juuhgggghjukhjnngfvhjkhngfv Neeej, Mogens!!! Mogens? Er du der?

Mogens kan ikke høre Lisbet råbe. Han er på vej op ad trappen nede fra kælderen. Han har hentet vin til dem til i aften. Det er ellers længe siden, han har været i kælderen.

Efter at have sat flasken i køkkenet går Mogens videre op til Lisbet på første med et smil på læben. Han kigger ind til hende; han skal lige se, hvordan det går.

Det er noget lort... Mogens, det duer jo ikke. Lisbet ligger med hovedet på pc´ens keyboard; hun drejer det frem og tilbage over tasterne.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg ender med at skrive om sådan nogle dystre emner. Og altså, jeg kan ikke få det til at virke, det her med døden. Og ved du, hvad jeg har tænkt på? Faktisk siden naboen sagde, at hun ikke syntes, at der fandtes muntre bøger?

At jeg ingenting ved om, hvad død og ulykke er. Og alligevel prøver jeg at skrive om det.

Mogens er på vej ned ad trappen igen.

Jeg vil skrive den store roman, Mogens. Lisbet råber det sidste, 27

mens hun løfter hovedet og sidder og kigger ud ad vinduet.

Så rejser hun sig.

De sidder og spiser sen morgenmad og læser avisen, selvom de egentlig var enige om ikke at læse ved morgenbordet. Lisbet får dyppet et hjørne af sin sektion i sin kaffe. Hun læser bag på Bøger om, hvad andre læser; især hvad de gerne vil læse.

Det er altid det samme; de vil sgu alle sammen gerne læse Ulysses. Er der død i Ulysses? Måske bare en lille død? Det må du vide, Mogens, du har jo læst den, unlike the rest... Lisbet kigger over på ham og smiler. Det er rigtigt. Mogens har læst Ulysses. Den ene af Lisbet og Mogens’ to sønner hedder James. Det er ikke for ingenting.

Der er bare noget med hende naboen. Altså, da hendes mand døde i fjor, syntes jeg, at jeg var alt for lang tid om at kigge ind til hende. Tror du, at det er min dårlige samvittighed, der plager mig? Jeg tror, at jeg var bange for al hendes sorg. For at håndtere den, mener jeg. Selvom jeg jo et eller andet sted godt kunne gøre det, synes jeg. Jeg mener; så godt kender vi hende jo heller ikke. Jeg tror, at jeg kigger ind til hende her i eftermiddag.

Lisbet sætter sig op for at skrive igen, og Mogens er gået ud på terrassen for at læse. Der sidder han stadig, da han ser Lisbet forcere den lille kratbehængte låge i bunden af deres have og forsvinde ind gennem det gamle hegn til naboen.

Da Lisbet efter en lille times tid vender tilbage til haven, har Mogens suppleret sin læsning med Politiken. Han folder den sammen, parat til at lytte; det krøllede kaffehjørne af avisen hænger ud over bordets kant. Han har haft nusset lidt i haven og plantet lilla hortensiaer i et par krukker, de købte sidst de 28

var i Hjem og Fix. Lisbet havde holdt hårdt på, at de slet ikke kunne undvære de potter til terrassen. Mogens har hentet jord og planter og sirligt tilsat gødning og vand og rettet lidt på de blade, der havde nået at knække af et sted mellem planteskole, bagagerum og græsplæne.

Hvordan gik det så? Spørger Mogens, mens Lisbet lader sig dumpe ned i havestolen på den anden side af bordet. Hun sukker.

Ja, hun har det godt. Siger Lisbet og smiler lidt ud i haven.

Hun giver sig til at rive små stykker avis af det kaffebrune hjørne.

Fik du kaffe?

Ja, jeg fik kaffe OG wienerbrød. Jamen, det var hyggeligt, og jeg ved da heller ikke, hvad jeg havde forventet? At hun stadig skulle være i dyb sorg og sidde og vente på, jeg kom forbi. Selvfølgelig er hun kommet videre. Men under alle omstændigheder fik jeg ikke spurgt hende… Hvor ondt gør ondt? Han døde oven i købet juleaften; vidste du det?

Det kunne være, at vi skulle få gjort noget ved den hæk dernede. Siger Mogens og nikker ned mod brombærkrattet, der lyser mørkt i den sene eftermiddagssol.

Ja, det kunne da være. Nu skal vi have bøffer og noget bearnaise og kartofler. Siger Lisbet og rejser sig for at gå ind.

Mogens hælder vinen op til dem i store glas. Den har stået på køkkenbordet og trukket længe. Så spiser de og drikker. Lisbet får pludselig øje på hortensiaerne, og Mogens har endda fundet nogle lilla, det er hendes yndlingsblomst. Lisbet fortæller om et skrivekursus, hun har set på nettet; måske var det lige det, hun havde brug for, for at komme videre med sin tekst. Mogens sidder og betragter hende det meste af middagen; så siger han.

29

Kan du huske i sommers, da vi var på stranden? Og hende den blinde kvinde og hendes mand var gået ud i havet. Der var ret høje bølger, og han stod og holdt om hende, og hver gang en bølge slog ind over dem og hendes krop rystede af kulde og overraskelse, så holdt han endnu hårdere fast, for at havet ikke skulle rive hende med sig ud igen.

Mine Liv Dine Liv af Line Stibinsky

1.

Hvor var du Da jorden forsvandt under mig Og jeg slog mit knæ men også lidt mit hjerte Hvor er du Når det trækker ind ad mine vinduer og kulden kærtegner Min nøgne hud om natten, Og livet føles pludselig ubeskriveligt tomt Og overvældende På samme tid Hvor var du da det eneste jeg havde var råd til cigaretter og rødvin men jeg havde brug for så meget mere 2.

Du mindede mest af alt om et projektil da du borede dig igennem mit hjerte og efterlod mig på hjørnet af den kaffebar vi altid elskede og det hjem Vi aldrig fik Så stod jeg dér midt i mellemrummet af et liv Som aldrig rigtig nåede at begynde med min morgenkaffe og en pose med tebirkes Én til dig og én til mig Nu er der bare mig.

Og hvem skal så fortælle mig om de birkes der kommer til at sidde imellem mine skæve fortænder 31

Og som mest af alt minder mig om alt det vi kunne have været, men som vi aldrig blev Fordi mine bryster er så små at der næsten ikke er plads til mit hjerte 3.

Halvt hjerte Halvt idiot I et evigt forsøg på at bygge ustabile vægge omkring sit pulserende, transparente organ Tænk hvis nogen kom tæt nok på Til at røre det Måske Knuse det Eller værst af alt, elske det Vi må helst ikke føle noget, hellere pakke væk Og bakke ud For tænk hvis nogen kom så tæt på, at hjertet skulle slå for en anden End én selv

4.

Jeg troede du var den som skulle slikke mine sår Og holde mit skrøbelige hjerte i dine stærke hænder, Da jeg gik i stykker iblandt mad på dåse og dårlige forældre Midt i Netto

Hundehvalp af Marie Bjørn Det var Anas, der først så hvalpen. Den lå dér i vejkanten, tydeligvis såret på den slemme måde. Pelsen var våd, det havde jo regnet. ”Den ka blive rigtig flot, hvis den bliver stor.” ”Hvad?” ”Den race kan blive ret pæn. Labradorer eller hvad de hedder. Folk bruger dem i konkurrencer og sådan noget. Som opstillingshunde”. ”Det er da ikke en labrador?” ”Så en krydsning af en art.”

Og det var min idé, og Anas, der ikke synes om det, at vi skulle slå den ihjel for at redde den, og bagefter begrave den under æbletræet henne på skolen. ”Det er fucking ulovligt. Det er en eller anden nar, der bare er kørt videre. Pisse ligeglad, mand.” ”Men politiet tager sig altså ikke af den her slags.” ”Det skal de sguda.” ”Tror du ikke selv, at de har andet at se til.”

Jeg sparkede noget asfalt løs. Anas vil gerne være politibetjent. ”Det er dyreplageri.” ”Det er værre bare at lade den ligge.” ”Hvor havde du tænkt dig, at vi skulle gøre det?” ”Vi gør det henne i skuret”. ”I skuret?” ”Ja, hvor ellers?” ”Vi kan ikke bare gøre det her? Med det samme?” ”Sguda ikke hvis der er nogen, der ser os.”

Anas sad bagpå knallerten med hvalpen og syntes, det gik for stærkt.

33

Der lugter tykt i skuret. Af skunk og støv og efterårsblade.

Vi lagde den på en skammel med afskallet maling. Den havde været blå engang. Vi prøvede at finde noget at gøre det med.

Der var kun en hammer og en gammel sav. ”Lad os tage saven.” ”Det er bedre, hvis du slår den rigtig hårdt, så dør den med det samme.” ”Så jeg skal gøre det? Glem det”. ”Hvad snakker du om? Tror du, at jeg vil gøre det? Det var også mig, der sad med den, mand”. ”Præcis. Du kender den bedst, den er tryggest ved dig.” ”Fuck dig”.

Hvalpen så på os. Og som altid, når Anas var presset, spredte en rød prikkende farve sig op langs hans hals. Han kunne ikke. Jeg satte saven ved hvalpens hals; pelsen var tyk, selvom den var våd. Huden inde bag ved føltes for langt væk. ”Er den skarp nok?”

Jeg tog fat i begge ender af saven og pressede hele min vægt ned mod hvalpen. Saven borede sig et godt stykke ind.

Hvalpen hylede. Anas åbnede døren og så ud. Den var stadig ikke død. ”Vi skulle bare ha ladet den være.” ”Det skulle du have tænkt på noget før.” ”Shit, se nu gulvet.” ”Det er lige meget; der er ingen, der ved det er os.” ”Hvad hvis de finder ud af det?”

Anas tog sin t-shirt af og begyndte at tørre blod op fra gulvet. ”Lad nu være. De finder alligevel aldrig ud af det.” ”La vær og lyv.” ”At lyve.” ”Du lyver altid.” ”Det hedder ’at’, ikke ’og’.”

Jeg savede. Den sagde ikke mere nu og lukkede øjnene. De 34

var grågule. Fornemmelsen af knogler mod savens metal. ”Hvad?” ”Det hedder lad være med at lyve, og ikke lad vær og lyv.” ”Og hvad så? Du skal lade vær. Der er ingen, der gider det.

Jeg har snakket med flere om det…og de siger det samme”.

Og så faldt hovedet af. ”Den er død nu.” ”Det tog sin tid.” ”Ja.” Jeg havde lyst til at provokere ham, fordi det ikke var ham, der dræbte hvalpen. ”Vi skal smage på blodet.”

Han ville ikke til at starte med. ”Ellers siger jeg, at det var dig, der gjorde det. Jeg kan sige det til din far”.

Han brækkede sig bagefter. Ikke særlig meget, men nok til, at han fik blanke øjne. ”Nu har vi på en måde blandet blod”. Han så afventende på mig.

Vi pakkede kroppen og hovedet ned i en sort sæk og tog knallerten ud til æbletræet. Ingen af os var rigtigt i humør til at grave et ordentligt hul, så det endte med, at vi smed sækkens indhold ud i søen. Jeg satte ild til sækken med min lighter, tændte en joint, tvang mit blik ud over søen, lod som om jeg stenede. ”Gir du lidt?” ”Her.” ”Du siger det ikke til nogen, vel?” ”Nej.” Nogle fugle fløj over søen. Trækfugle måske, jeg kan ikke huske hvad den betegnelse egentlig dækker over. Jeg rejste mig. ”Hvor skal du hen?” ”Det ved jeg ikke, gider bare ikke rigtigt være her mere.

35

Ses i morgen.”

Klokken var omkring syv. Kunne virkelig mærke potten.

Tænkte, at jeg måtte gå den væk. * ”Klokken er kvart i otte.”

Mormor pudsede næse i et gammelt lommetørklæde. Tre gange lige efter hinanden. Så så på mig. Mormors øjne har samme farve som halvstørknet kaffegrums. Så hostede hun. ”Jeg glemte tiden…pludseligt, så...” ”Du skulle have været hjemme klokken halv seks.” ”Jeg ved det godt.” ”Man glemmer ikke bare tiden.” Jeg fokuserede på at tage mine støvler af. ”Hvis du bliver ved med at glemme tiden, så må du få en af de der fodlænker rundt om foden. De strammer, når man glemmer tiden.”

Mormor pudsede næse for fjerde gang. Så hostede hun uden at holde sig for munden. ”Jeg har spist, men Simon har ikke, for det er din tur i aften, hvis altså jeg også skal minde dig om det. Simon virker til at være rigtig sulten; er det ikke rigtigt, lille skat?”

Simons blik var lænket et sted mellem den tomme vase og bordlampen. ”Der er karbonader i mikroovnen.”

Mormor gik ud af køkkenet. Jeg tog min jakke af. Varmede karbonader, sovs og kartofler. En tallerken til mig og én til Simon.

Simon opdagede mig, da mikroovnen bippede. Han begyndte at klappe og sige sine glædeslyde. Jeg kyssede ham på panden; den smagte af sved. Så sagde jeg som en løve.

36

”Må jeg se et stort gab!”

Han åbnede munden. Jeg sagde som en flyvemaskine og sendte et stykke karbonade derind, mens jeg fjernede savlet med et viskestykke. Det lykkedes mig at give ham elleve mundfulde, før han skubbede til tallerkenen og lod gulvtæppet suge sovsen til sig. Simon elsker, når tallerkener falder ned fra bordet. Jeg samlede kartoflerne op på tallerkenen og bar den hen til vasken. ”Simon, tallerkener har ikke noget at lave på gulvet. Gulvet bliver ked af det, det ved du godt.”

Jeg skyllede en klud og prøvede at tørre sovsen op fra gulvtæppet. Simon fik fat i gaflen, som han kylede over bordet.

Jeg råbte et eller andet og kørte kørestolen hen i hjørnet. Han gav sig til at vræle, og efter et par minutter kom mormor.

Skældte mig ud og sagde, at jeg efterhånden måtte lære, at det aldrig kan være Simons skyld, da han ikke ved bedre. Skyld.

Jeg kunne mærke smagen af hundehvalpens blod. Jernagtigt, men sødere. ”Når man tager sig af Simon, skal man tage sig af ham, som var man et hus af tryghed!”

En sætning hun havde læst i en folder om mentalt retarderede børn i familien.

Jeg spiste fem karbonader og seks kartofler med sovs, mens jeg mærkede, hvordan kvalmen steg fra maven og op gennem spiserøret, som den havde gjort så mange gange før. Jeg gik ud på toilettet, tændte for bruseren og kastede op. Jeg satte mig ned på gulvet. Jeg kan ikke huske, hvor længe jeg blev siddende.

Hurtige hænder af Mette-Marie Nørlev

Hvorfor kan tæer bøje begge veje, når fingre ikke kan? Når jeg ligger i min seng om natten og ikke har flere liv i Candy Crush, er det slet ikke det jeg tænker på. Jeg ville ønske, at jeg ikke var så optaget af min egen navle, og at jeg gad læse den Søren Kierkegaard-bog, jeg har haft liggende i halvandet år.

Men jeg tænker for det meste bare på én ting. Og det er dig.

Sidste gang jeg så dig, aflyste jeg to gange inden. Du ringede og sagde, at du stod på torvet nu, og jeg lod dig med vilje vente i 10 minutter, kun fordi jeg kunne. Jeg stod oppe i lejligheden med alt mit tøj på og kiggede ud ad vinduet ned på dig. Da jeg forbarmede mig og gik ned, gav jeg dig et halvhjertet kram. Halvhjertet, fordi du to år forinden havde knust det. Jeg sad tilbagelænet hele middagen med korslagte arme og bestilte ekstra mango chutney, fordi du betalte. Jeg var kommet så meget over dig. Jeg datede en anden, og jeg havde en sindssyg trang til at tvære det lige ud i hovedet på dig. Jeg havde lyst til at vise dig beskederne, hvor han kaldte mig baby, som en hævn over hende 95eren, du var sammen med. Det er jeg selvfølgelig stadig sur over, to år efter, fordi jeg er smålig.

Du spurgte mig fem gange, hvordan det gik på arbejdet, og jeg blev ved med at svare kortfattet, fordi jeg ved, hvor dårlig du er til at smalltalke. Og jeg ville lade dig blive i den akavede position og spurgte ikke ind til dig. Jeg blev ved med at kigge på dine hænder. Jeg ville gerne være ligeglad med det hele, men det var jeg slet ikke. Det hele var gennemtænkt, og det var en bittersød fryd at se dig kigge tomt ud over voldene, da det gik op for dig, at du ikke kunne komme med op. Ikke den 39

dag.

I starten var det hele som en film, fordi jeg gerne ville have, at det skulle være ligesom en film. Jeg øvede samtaler i mit hoved, jeg kunne starte med dig, og vidste præcis, hvad du skulle svare. Men du svarede ikke det, jeg ville have, for vi var aldrig på samme side, aldrig i samme bog. Som dengang du kiggede mig i øjnene og sagde, at du ville dø med mig, og jeg sagde, at jeg ville føde dine børn, lægge mine hofter i din havn.

Du sagde, at det gik for stærkt, og det skulle vi altså lige snakke om. Jeg er forskruet og indbildsk, du er realistisk. Mine forældre fejrer snart sølvbryllup, og din far er død. Jeg jagtede dig hele sommerferien og drak to flasker vin, inden jeg fortalte dig, at jeg var dødeligt forelsket i dig. Du vidste det selvfølgelig allerede, men skulle tænke over det. Din tunge var lille og spids, og min er stor og blød. Bagefter røg vi en cigar, kun for at fejre. Dig og mig. Jeg siger, at vi har en karmisk relation, og du siger, at alting ikke er sort og hvidt.

En måned efter vores akavede middag sidder vi her. Jeg skrev fem SMS’er til dig. Jeg lukkede dig ind i min lejlighed, ind i mig. Du ved det, allerede inden du kommer. Det kan jeg høre på dig, når du siger, at du ikke har noget sted at sove, uden nogen form for nervøsitet i stemmen. Jeg er blevet droppet og er igen kold og klam, desperat og ynkelig. Jeg skriger efter kærlighed, berøring, og jeg ved, at du kan give mig det. Du har fået langt hår, og jeg synes, at det er grimt.

Jeg har fået kort hår, og du synes, at det er flot. Vi er det par på restauranten, som alle vil være. Vi drikker to flasker vin uden at kigge på prisen og spiser hovedret, så forret, så dessert.

Fordi vi kan, og fordi vi altid er ligeglade med det hele. Jeg er i hvert fald, og måske er det derfor, at du er så draget af mig.

Vi bliver venskabelige med tjeneren, og hun giver os desserterne gratis. Det er selvfølgelig dig, der betaler, for det ved du 40

godt, at du skylder mig. Fordi jeg har fundet mig i så meget, og fordi du altid hviskede, at du elskede, når jeg brugte mit dankort. Vi sidder der i 1-2-3 timer, snart er det midnat, og vi skal skynde os hjem, inden fortryllelsen bliver ophævet. Jeg ville ønske, at du ikke kunne gå ned ad gaden uden at tage mig i hånden, men det kan du godt. Jeg strejfer din hånd uskyldigt og syntes, det er mærkeligt, at du vil have din hånd oppe i mig, men ikke holde mig i hånden.

Jeg havde kærestesorger, allerede inden det sluttede. Allerede før det startede. Alle sange var til dig, men du kan slet ikke huske, at vi hørte Malk De Koijn, og du, at sagde jeg var din pige, girl. Jeg er bange for at elske dig, for jeg ved, at det bringer uheld. Det gør ondt i hjertet, i leveren og i lungerne.

Vi sidder i min seng, og jeg kommer til at hælde vin ud over dig. Er det bare, fordi jeg vil have, at du skal tage skjorten af ? Sandheden er, at jeg bliver så kejtet omkring dig. Du har boet her, i den lille lejlighed, men nu mærkes du som et fremmedlegeme i min seng. Inden du kom ind, gik jeg i cirkler som en hund i bur. Kl. 12 starter filmen, og du kysser mig, endelig. Du har hurtige hænder, og før klokken bliver 1 er det hele slut, og du trækker dig ud. Jeg ved godt, at det er slut nu.

Du kan ikke to gange i træk, heller ikke være kærester.

Optegnelser af Simon Mørch Mechlenburg

AHLEFELDTSGADE Hun sidder på hynder i vindueskarmen og ryger cigaretter og drikker vin med samme hånd. Det ser elegant ud, og i den anden hånd holder hun sin telefon. Hendes ansigt er oplyst af dén, og gadelampen udenfor. I opgangen er der et trin, der hviner, når man træder på det. Et godt råd: hvis øjenkontakt er for vedvarende, peg noget ud I kan kigge på sammen. Jeg kalder hende musvågen fordi de deler skønheden. En temmelig sky og forsigtig fugl, der i timevis kan ses flyvende over åbent land, med lav vegetation, som den systematisk afsøger, snart i glideflugt afbrudt af nogle få vingeslag, snart hængende nogle øjeblikke helt stille, og snart sættende sig for en tid på en jordknold eller, en sten. Ved siden af sengen står en brusekabine, trægulvet er hvidt, og væggene er hvide, og køkkenet er hvidt. Jeg overvejer at få et akvarium med vandplanten tvepibet lobelie, undervands-roset, linieformede blade med 2 hulrum, hvid mælkesaft. Blomsten i åben klase på opragende stilk, blegblå.

VESTERHAVET Det var den morgen jeg måtte skynde mig ud af døren, fordi du ringede til mig. Jeg pakkede bogen: Hvad finder jeg på stranden, tøj. Det var den morgen jeg for første gang så en fiskekutter blive trukket i land. Andre ting man kan kalde 43

steder, hvor fiskekuttere bliver trukket op: sandkyster, havklitter, klitrygge, parallelle klitrækker, sandhobe. Jeg ved ikke, hvilken type det var, fordi jeg ikke kunne finde det i Hvad finder jeg på stranden. Du valgte at kalde det Vesterhavets sandtunge. Og du var smuk den dag, mand. På dækket stod en mand i orange smækbukser og kiggede i forskellige retninger, mens hans lyseblå skib nærmede sig vindaflejrede sandbanker med fint sand og flade sten. Der stod mennesker mellem siv, og bag dem var deres biler parkeret, og længere oppe var der nåletræer. Jeg bladrer i Hvad finder jeg på stranden, fortæller dig, at nåletræerne og de høje siv, er plantet for at forhindre sandflugt.

REFSHALEØEN Vi cyklede i cirkler på hullet asfalt, nogen havde fyldt hullerne ud med sten eller grus. Vi kunne kigge på hinanden tværs over cirklen, mens vi talte, men vi gjorde det ikke, vi kiggede alle sammen mod havnebredden. Hver af os havde vores fiskestang hvilende på styret som en lanse. Måske lignede vi tre ryttere, der kørte i ring, der i skyggen fra B og W - hallerne.

I havnen er der masser af havgræs, vandkrans og vandportulak. I havnen lever forskellige algearter. De fleste sidder fast på sten eller andet fast underlag. Andre er løst liggende i vandet som stadier af fritsvømmende meduser. En af os instagrammede havnefronten i solskin, og vi var ikke længere undsluppet København. På vejen hjem: lysende veje og regn i ansigtet og klare vandpytter, fordi i byer bliver jord skyllet væk.

44

SYDSVENSK KLIPPEKYST En sydsvensk klippekyst, som ender i en spids, og midt på er klipperne højest, og dækket af et tyndt jordlag med hybenbuske og løvtræer og store sten. På hver side af spidsen ligger flere sten. De ligger under vandet med tang og blåmuslinger, der sidder fast med klæbetråde, og vugger med strømmen.

Der er bløddyr og krebsdyr: afstumpet sandmusling, almindelig sandmusling, almindelig hjertemusling, hestereje, pelikanfod, flodnerit, havbørsteorm, stor slangestjerne. På den lysåbne klippeløkke vokser ukrudt op mellem stenene, og der sidder fem drenge på en bænk og spiser pasta og drikker øl.

Der er bølgelyd og fuglelyd. De fleste af de 90 fuglearter, der findes på Kullen flyver snart tilbage til løvskoven, og de fleste måger er allerede fløjet til nærmeste havneby. Der er en stemning af pak-sammen. Fuglene vil være klar til at flyve hjem, og drengene vil være klar til at tage hjem, og skyerne vil tætnes om solen, der skal til at gå ned.

Stemmer i toget af Ursula Scavenius

Vil du ud? Mig? Jeg drømte, at du ville ud. Du drømte, at jeg ville ud? Jeg har vænnet mig til ventetiden. Lige før kom der croissanter. Var de friske? Du driller. Det var en lille tynd pige, der gik forbi med dem på et fad derude. Det var et meget lille fad; jeg tror slet ikke, at der var nok til alle i toget. Jeg vil ikke have, at du taler om børn. Tag en sektion. Prøv nu. Den er gammel. ”Strejkerne langs de europæiske banelegemer er stigende. Arbejderne venter på en overenskomst, der aldrig synes at komme. Tabet beløber sig til milliarder.” Er du glad?

Læs kultursektionen. Der står noget om romerne. Jeg vil ikke vide noget om dem. Romerne er døde, men vi lever stadig.

Det er ligesom i drømmen. Du sagde, at du boede i bjerget.

Du var lavet af sten, og du gik rundt og rev blomsterne op fra jorden, og så forstenede de også. Lad mig nu være. Du vil ikke høre om mine drømme mere. Det nytter ikke noget.

Godt, så læs det om romerne. ”For 2000 år siden marcherede en romersk hær under general Varus ind i et nøje planlagt germansk baghold. I tre dage kæmpede legionærerne forgæves, og Rom led sit mest fatale nederlag.” Det var det, du altid talte om til hende. Og se, jeg havde ret. Verden går kun én vej. Og det er ned. Okay. Det gik tilbage for romerne. Men det kan stadig gå frem for os. Det er imod reglen. Når først noget har blomstret, kan det kun gå tilbage. Romerne tabte alt, og du er sulten. Jeg er træt af historieskrivning. Hvad så hvis jeg siger, at den skov, vi kigger på derude, er Teutoburgerskoven? Vi er strandet lige ved siden af den. Jeg er sulten og fryser, og du taler om dine forfædre. Bare at vi skulle vente.

Der er virkelig sne i din stemme. Måske ville jeg klare det bedre alene. Der er sne i bjerget. Måske betød drømmen noget.

47

Du svigter mig. Jeg fandt et gråt hår i morges. Ja, og vores pis er begyndt at lugte. Før i tiden duftede det. Du kunne bære mig ud? Vi er blevet gamle. Du gør kun det her af dårlig samvittighed. Jeg har ingen samvittighed. Hvorfor bliver du så? Jeg ved det ikke. Jeg ved det ikke! Måske er hun her stadig.

Det er derfor, du bliver. Jeg er sulten. Restauranten er lukket.

Hvem ved. Der må være lukket efter al den tid. Jeg går derned.

Nej, bliv nu. Nu gør jeg det. Av, det gør ondt mellem mine ben. Giv mig håndklædet. Du ved jo godt, at de alle sammen er gennemblødte. Gardinet. Giv mig gardinet. Av, solen! Lad det være. Giv mig jakken. Sover du? Må jeg åbne et vindue?

Hvorfor? Mere liv. Mere lys. Flere ansigter. Træer. Fugle. Lys? Er det ikke nat? Ansigter i natten. Bag ruden. Bag bjerget. Er det en sang, det der? Nej. Har du set bjerget? Der ligger en hel by bag bjerget. De er alle sammen døde. Hva´? Ja. Det er vel lige meget nu. Det er altså ikke så længe siden. Nej? De blev skudt ned, siges det. Det siges. Det siges. Nå, men nu er vi jo her. Og vi skal blive her for evigt. Den findes ikke. Du mumler. Jeg har sovet dårligt i dag. Så sov, sov, sov. Hvad er klokken? Ved du, hvad klokken er? Hvorfor hvisker du? Vil du gerne vide det? Ja. Okay. Jeg forstår ikke noget? Mit ur ligger i kufferten. Ja? Neden under undertøjet. Ja. Inde i underbukserne. Ligger uret i dine trusser? Jeg siger, at uret er en telefon. Uret er en telefon. Det her går ikke. Er det gået i stå?

Jeg tror ikke, at jeg kan det her mere. Vi skulle tage på ferie.

Jeg kan ikke mere. Du kan ikke mere. Jeg er sulten. Har du penge? Det er for dyrt i restauranten. Græs. Græs? Se bjerget.

Der skal slås græs i haven. Gider du ikke mere? Se bjerget.

Jeg stod op i morges og gik ud på toilettet og hev min pik ud og tissede ned i kummen, og så var der græs dernede. Jeg så ud over bjergene, og så kørte toget forbi rådhuset, og jeg så alle de døde, og vi kørte gennem røgen, men der var ingen, der sagde noget, og du sov. Jeg kan godt se bjerget. Det var dér, jeg hørte skuddene. Hvor kom de fra? Restauranten, vil 48

jeg tro. Der blev smidt to kroppe ud, mens vi kørte. Og det fik dig til at tænke. Hvorfor aer du dine tæer? Jeg ville have stået og set på hvert eneste ansigt i røgen. Hvad hvis vi stod af. Hvis vi stod af ? Hvis vi stod af! Ja. Så gør vi det. Det kan man jo ikke. Vi springer. Jeg har en møtrik og en skruetrækker.

Jeg tror, at man kan ligge ned på bjerget. Du frister mig. Men vi må jo ikke. Alle ligger ned deroppe. På en måde er det fredfyldt. Jeg ved heller ikke, om jeg vil. Vi har det jo fint her.

Vi har tøj og varme. Men er det nok? Vi har luft. Undskyld, jeg gaber. Er du træt? Aldrig. Hele tiden. Du sover aldrig, det har jeg lagt mærke til. Når du sover, har du åbne øjne. Men du er træt. Det er, så jeg bedre kan holde øje med vejen. Dine øjne tørrer ud. Er du bekymret for mig? At vi måske ikke når frem? Nej, for dine øjne. Vi kommer frem. Bare forsinket.

Hvad vil du? Hvad vil du egentlig? Jeg vil, at en af os skal beslutte sig. Skal vi stå af toget eller ej? Det er for sent. Levi: Det er altid for sent. Livet er ét stort ’for sent’. Det behøvede du ikke, det dér. At? Tilføje. Det sidste. Så slet det. Det kan jeg ikke. Jeg husker alt. Den virker igen. Så ring hjem. Det gør jeg også nu. Hvad sker der? ”Din mobiltelefon er blevet spærret. Har du betalt regninger, kan din telefon først blive genåbnet, når vi har registreret din betaling. Hvis din saldogrænse er nået, vil din telefon blive åbnet automatisk d. 11 i hver måned.” Stop. Stop. Hvad så? Skal vi vente til d. 11? Jeg kan ikke forstå det. Har du nummeret? Lige her. ”Vær venlig at tjekke nummeret og ring igen. Invalid number.” Du har tastet uden 0. Prøv igen. Sig nummeret. Det kan jeg ikke. Det er det sidste, jeg beder dig om. Jeg gætter 55813322. Jeg vil ud. Hvis vi bare ringede én gang og hørte telefonsvareren.

Hendes stemme. Det kan jeg ikke. Hvis vi ringer op og lægger hurtigt på? Skal vi gøre det? Nej, jeg tør ikke høre den. Det skal vi heller ikke. Smid den telefon ud. Jeg går nu, skal du med, vi er ved søen, vi kommer aldrig op til bjerget. Har du sagt det til nogen? Hvad? Jeg vil ikke have, at du siger det til 49

nogen. At du ryger, selvom du ikke må? Jeg er ligeglad. Det går lige op med de penge, rejseselskabet skylder os. Jeg har slet ikke snakket med nogen. Heller ikke de to damer fra Schweiz? Det så ud, som om du talte med dem, da du stod ude på gangen. Dem talte jeg da ikke om noget særligt med.

Godt, så bliv ved med det, når de kommer. Hvis de kommer tilbage. De skulle i restauranten. Der kan de vel ikke sove. Vi kører snart. Vi kører aldrig. Lov mig, at du ikke har sagt det.

Hvad betyder det, hvad jeg har fortalt? Du kan dele alt med mig, du behøver ikke at tale med andre om det. Jeg har slet ikke sagt noget. Heller ikke det? Jeg har slet ikke lyst til at snakke med nogen om noget. Har du sagt, hvor vi er på vej hen? Hvad betyder det? Hvad betyder det? Hvad betyder det?

Skal hele verden pege på os og gøre nar ad os? Det gider verden slet ikke. Den har vel også sine egne ulykker. Shhhh.

Hvad sagde jeg? Værsågod. Tag en cigaret. Nej, tak. Så let er jeg ikke. Kom nu, tag én. Hvad regner du mig for? Jeg går nu.

Så tag den med, det fortjener du. Jeg har sagt nej. Det er den sidste. Godt, så. Jeg vidste, at du ville stoppe med at ryge. Nu kommer de. Ikke et ord! Vi taler alligevel ikke samme sprog.

Sig noget. Sig noget. Jeg savner bjerget. Hvorfor nu det? Fordi du snakker om det hele tiden. Jeg tænker på bjerget. Jeg tænker på os. Jeg tænker på fremtiden. Vi kommer jo ikke videre. Nu går jeg op til togmanden og beder ham standse toget, så vi kan gå ud. Vi bliver syge af at være her. Vi kan ikke huske, hvad vi lige har sagt. Stop. Vi kan ikke huske, hvad vi lige har sagt. Av. Slog du dig? Toget stoppede. Gjorde det? Du sagde stop, og så stoppede det. Se, om vi er fremme. Jeg kan se en hvid skål og noget lys. Er det her, vi skal af ? Er der en kirke?

Ja. En lille tynd kirke. Mennesker? Måske er det Tårby. Ja. Brunt tøj. Du lyver. Ja. Der er ingenting. Der er ikke engang noget hus. Vil du have en gajol. Ja. Her. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Du har lige snydt mig. Det var dig, der fik det til at stoppe. Jeg kan ikke finde rundt i det her. Du skal bare sige 50

’kør’. Så kører vi igen. Altså. Nej. Stop det her. Du vil ikke sige det. Det er stoppet. Jeg er sulten. Hvad vil du have? Jeg elsker dig. Jeg elsker dig. Nej. Jeg elsker dig. Du ved, jeg elsker dig. Det er ikke det samme. Hvad er ikke det samme? Prøv og se her. Jeg lukker mine øjne og taler helt lavt, og som om det gør virkelig ondt. Jeg elsker dig. Det er hårdt at sige. Jeg elsker dig. Måske findes det ikke. Kør. Jeg er sulten. Slår du dig selv, fordi Alice sagde dig imod? Nej, jeg synes, at det gik fint at se hende igen. Det er myg, der er nogen, der har åbnet et vindue. – Og så gik hun bare. Det er noget andet, der er galt. Der er ikke noget galt. Jeg var glad for at møde ham.

Jesper, eller hvad han hed. Kasper. Selvom han lignede en dværg. Han behandlede hende godt. Der er altså myg. De må komme udefra. Hvor fanden er vi egentlig? Sydtyskland. Ti kilometer fra Teutoburgerskoven. Jeg sov, mens vi kørte. Vi kørte i tyve minutter, og så stoppede det igen. Er de stået af ?

Nej, de er i restauranten efter kaffe. Hjælper du med at gøre bordet parat? Jeg har myggestik på hånden, vil du se dem? De klør ikke mere, de er så gamle. Der har altid været myg i det her tog. Du har bare været for sløv til at opdage det. Eller også bider de ikke på dig. Men Gud, tænk, hvis vi var i Afrika, var det malariamyg. Så dør jeg, hvis ikke jeg får lægehjælp inden for 36 timer. Men vi er jo ikke i Afrika, er vi? Svir du?

Du siger som en myg; er du en myggedronning? Kan du ikke holde den her pose? Jeg prøver at finde chokoladen. Og det siger du nu? Det gør ondt. Gør noget. Jeg henter en førstehjælpskasse. Øjeblik. Nej, bliv lige. Hvor gør det ondt? I hovedet. Gud, det bløder. Hvad har du lavet? Det er myggene.

Det er noget, du bilder dig ind. De bider hul i mig. Nu er der strejke i Spanien og i England. Og i Italien. Vi kommer aldrig frem. Har du hentet kaffe? Der var ingen kaffe. Fik du slet ikke noget på din tur? Hvilken tur? Jeg sad bare ude i mørket lidt og røg. Noget må der da være derude. Der var en sulten hund, var der. Der var ingen mælk, der var ingen chips. Jeg er 51

sikker på, at vi aldrig kommer videre. I modsætning til dig bilder jeg mig ikke noget ind. Fandt du restauranten så? Om fremtiden. Jeg bilder mig ikke noget ind om fremtiden. Jeg sad bare ude på toilettet og hørte på stormen … Jeg faldt faktisk i søvn. Da jeg vågnede, var der endnu mere klamt. Der vokser store svampe i toilettet. Det er nok al den elendige kaffe, folk hælder derned. Du må finde den restaurant. Jeg gav dig halvtreds kroner. Vi bliver nødt til at gøre det her sammen. Jeg ved det. Hvor er de cigaretter? Der er ikke flere.

Jeg kan ikke ryge. Jeg kan ikke gå ud. Vil du gerne have, at jeg går? Jeg er sulten. Vil du gerne have, at jeg bliver her? Det bestemmer du selv. Så bliver jeg altså. Når jeg vågner, er jeg så glemsom. Det er, som om jeg er hjemme igen. Så forestiller jeg mig, at jeg forlader det her tog og går hen og køber mig et par nye sko. Eller går i biografen. Jeg ved det. Hvad?

Det med butikkerne, du savner dem. Jeg kan ikke få en pause.

Nu har det varet i sytten timer. En anden mindre høflig person end mig ville hænge sig. Nej. Jo. Han ville hænge sig, fordi han ville se det helt klart. Han ville foretrække den hurtige død frem for den langsomme. Jeg vidste, at du ville sige det.

Den langsomme død! Jeg vandt. Nu vil jeg ryge.