Mission måne - af Sally Gardner

Sally Gardner er erklæret ordblind og blev mobbet i skolen som barn, fordi hun skilte sig ud. Med Mission Måne har Gardner givet den ordblinde og “anderledes” teenager en stemme. Læs mere om forfatteren på www.sallygardner.net

SALLY GARDNER Vinder af Costa Children’s Book Award 2012 The Carnegie Medal 2013 Michael L. Printz Honor Award 2014 IBW Children’s Book Award shortlist 2013 Publishers Weekly shortlist, Best children’s books of 2013 The Guardian shortlist, Best children’s books of 2013

HØST & SØN

Hector og Standish er venner. De bor i Zone Syv, hvor Moderlandet overvåger og nådesløst kontrollerer dem og andre afvigere.

Da Hector opdager noget mystisk ved Moderlandets planlagte månelanding, tager drengenes liv en farlig drejning.

Hector ”forsvinder”, og Standish indser, at det er op til ham – en ordblind teenager, der ikke ligefrem passer ind i regimets mål om ensartethed – at stille sig op og gøre en forskel.

Det er torsdag den 19. juli 1956, den dag, raketten til månen sendes op, og en ny æra i Moderlandets historie begynder.

Mission Måne er en dyster fortælling om magt og kontrol.

Om et brutalt regimes rejse til et mål så vigtigt, at al modstand knuses på vejen dertil. Men også en varm historie om venskab og oprør. Og om Standish, der overrasker alle.

Ikke mindst sig selv.

SALLY GARDNER

Hvad nu, hvis fodbolden ikke var røget over muren.

Hvad nu, hvis Hector ikke var gået ud for at finde den.

Hvad nu, hvis han ikke havde holdt den mørke hemmelighed for sig selv.

Hvad nu, hvis …

CICERO FORUM HØST & SØN PRETTY INK ROSINANTE SAMLEREN

9

missionmaane_CVR.indd 1

788763 831925

21/02/14 12.09

x

x

x

Maane_

M I S S I O N MMAnE ÅNE MISSIOn

x

x

x

Maane_

SALLY SGARDNER A L LY G A R D N E R

mISSIOn MAnE På Dansk Ved Camilla Christensen

På dansk ved Camilla Christensen

HØS T & SØN

HØST & SØN

Maane_tilindhold.indd 1

07/02/14 12.26

x

x

x

Mission Måne er oversat fra engelsk af Camilla Christensen efter Maggot Moon Copyright © 2012 Sally Gardner Originally published in the English language as Maggot Moon by Hot Key Books Limited, London The moral rights of the author have been asserted Denne udgave: © Høst & Søn/ROSINANTE&CO , København 1. udgave, 1. oplag, 2014 Omslagsillustrationer: Julian Crouch Omslagsdesign: Jet Purdie Dansk versionering af omslag: Jette Aagaard Enghusen Sat med Caslon hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-3192-5 Printed in Latvia 2014 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Høst & Søn er et forlag i ROSINANTE&CO Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | 1019 København K www.rosinante-co.dk

Til jer, drømmerne, der bliver overset i skolen og aldrig vinder priser Jeres er morgendagen

5

x

x

x 6

1 Jeg tænker på hvad nu, hvis ...

Hvad nu, hvis fodbolden ikke var røget over muren.

Hvad nu, hvis Hector ikke var gået ud for at finde den.

Hvad nu, hvis han ikke havde holdt den mørke hemme­lighed for sig selv.

Hvad nu, hvis ...

Så ville det nok være en anden historie, jeg fortalte mig selv. For ser du, hvad-nu-hvis’erne er lige så grænse­ løse som stjernerne.

7

x

2

x

x

Vores gamle lærer, miss Connolly, sagde altid, at man skulle begynde sin historie med begyndelsen. Gøre historien til et renvasket vindue, vi andre kunne kigge igennem. Men egentlig tror jeg ikke, det var det, hun mente.

Ingen, ikke engang miss Connolly, vover at skrive om det, vi kan se gennem den fedtede rude. Det er bedst at lade være med at kigge ud. Hvis man absolut skal, er det bedst at holde sin mund. Jeg ville aldrig være så idiotisk at skrive det her ned, ikke på papir.

Selv hvis jeg kunne, ville jeg ikke.

Jeg kan faktisk ikke engang stave til mit eget navn.

Standish Treadwell.

Kan ikke læse, kan ikke skrive.

Standish Treadwell er ikke kvik.

Miss Connolly er den eneste lærer, der nogensinde har sagt, at Standish er noget for sig selv, fordi han er en original. Hector smilede, da jeg fortalte ham det.

Han sagde, at det havde han fattet straks og lige med det samme.

8

»Der er dem, der tænker ensporet, og så er der dig, Standish, du er en brise i fantasiens park.« Det gentog jeg for mig selv. »Og så er der Standish med en fantasi, der fejer som en brise gennem parken og ikke lægger mærke til bænkene, men kun har øje for, at der ikke er hundelort, hvor der burde være hundelort.«

9

x

3

x

x

Jeg hørte ikke efter i timen, da sedlen fra rektors kontor kom. Mig og Hector befandt os i byen på den anden side af havet, i et andet land, hvor bygninger ikke holder op med at vokse, før de spidder skyerne til himlen. Hvor solen skinner i technicolor. Livet for enden af regnbuen.

Jeg er ligeglad med, hvad de siger, for jeg har selv set det i fjernsynet. De synger i gaderne – de synger endda i regnvejr, mens de danser omkring en lygtepæl.

Her er det mørke tider. Vi synger ikke.

Men det var den bedste dagdrøm, jeg havde haft, siden Hector og hans far og mor forsvandt. For det meste prøvede jeg på at lade være med at tænke på Hector. I stedet koncentrerede jeg mig om at se mig selv på vores planet, den planet, mig og Hector havde opfundet.

Juniper. Det var bedre end at være hunderæd for, hvad der var sket med ham. Og så var det en af de bedste dagdrømme, jeg havde haft i lang tid. Det føltes, som om jeg var sammen med Hector igen. Vi kørte rundt i en af de der store flødeis-farvede cadillacer. Jeg kunne næsten 10

lugte læderet. Klart blåt, himmelblåt, lædersæde­blåt.

Hector på bagsædet. Mig med armen hvilende på det nedrullede vindues krom, hånden på rattet. Jeg kørte os hjem til et skinnende køkken med Croca-Colaer, en ternet dug og en have udenfor med græs, der så ud, som om det var blevet støvsuget.

Netop da blev jeg svagt opmærksom på, at mr. Gunnell sagde mit navn. »Standish Treadwell. Du skal hen på rektors kontor.« For filen da! Jeg burde have set det komme. Mr. Gunnells spanskrør fik mine øjne til at svide, det ramte min håndryg så hårdt, at det efterlod et visitkort. To tynde, røde striber. Mr. Gunnell var ikke ret høj, men hans muskler var lavet af gamle kampvogne med velsmurte kampvognskanoner. Han gik med toupé. Den havde sit helt eget liv og kæmpede for at blive siddende på toppen af hans svedige, skinnende hoved. Resten af ham var heller ikke noget at skrive hjem om. Han havde et lille, mørkt snotklatoverskæg, der gik ned til munden, og smilede kun, når han brugte spanskrøret – et smil, der krøllede hans mundvige, så den indtørrede igle af en tunge stak frem. Når jeg nu tænker nærmere over det, er jeg ikke sikker på, at smile er det rigtige ord.

Måske forvred hans mund sig bare på den måde, når han kastede sig ud i sin yndlingssport, at gøre andre ondt. Han var ikke særlig interesseret i, hvor spansk11

x

røret ramte, så længe det ramte kød, så det fik folk til at spjætte.

Det er kun på den anden side af havet, de synger, forstår du.

Her er himlen for længst styrtet ned.

x

x 12

4 Men det, der virkelig slog hårdt, var, at jeg må have været uendelig langt væk. Jeg lagde overhovedet ikke mærke til, at mr. Gunnel nærmede sig, selv om der var en hel landingsbane mellem mig og hans kateder. Jeg sad jo helt nede bagest i klassen – tavlen kunne have befundet sig i et andet land. Ordene, der stod skrevet på den, var cirkusheste, der stejlede og bukkede. De blev i hvert fald ikke stående stille længe nok, til at jeg kunne finde ud af, hvad de betød.

Det eneste, jeg kunne læse, var det store røde ord, der var trykt hen over billedet af månen, og det ord var en slimet klat i munden.

MODERLAND. Fordi jeg var dum og ikke passede nydeligt ind på et stykke linjeret papir, havde jeg siddet nede bag i klassen længe nok til at vide, at jeg nærmest var usynlig. Jeg kom kun i fokus, når mr. Gunnells kampvognskanon havde brug for at blive motioneret.

Kun da så jeg rødt.

13

x

5

x

x

Det var ikke til at komme udenom. Jeg var blevet doven.

Jeg var blevet vant til at stole på, at Hector ville advare mig, når dommedag var på vej. Dagdrømmen fik mig til at glemme, at Hector var forsvundet. Jeg var alene.

Mr. Gunnell fik fat i mit øre og kneb til, han kneb så hårdt, at mine øjne løb i vand. Jeg græd ikke. Jeg græder aldrig. Hvad skal tårer gøre godt for? Gramps sagde, at hvis han først begyndte at græde, ville han sikkert ikke kunne holde op igen – der var alt for meget at græde over.

Jeg tror, han havde ret. Saltvand der drypper ned i en mudderpøl. Tårer oversvømmer alting, de giver en klump i halsen, tårerne. De giver mig trang til at skrige, tårerne. Det var hårdt med alt det ørekniberi, det er helt sikkert. Jeg gjorde mit bedste for at fastholde tanken om planeten Juniper, den planet mig og Hector havde opdaget. Vi ville sætte vores helt en egen rummission i gang, os to, og så ville verden vågne op og opdage, at den ikke var alene. Vi ville skabe kontakt til juniperianerne, 14

der kendte forskel på rigtigt og forkert og kunne sende Bladlus, læderfrakkemænd og mr. Gunnell direkte ud i evighedens mørke røvhul med et enkelt zap.

Vi var blevet enige om at flyve forbi månen. Hvem ville dog gerne derop, når Moderlandet lige om lidt ville stikke sit sort-røde flag ned i dens uberørte sølvoverflade?

15

x

6

x

x

Mr. Gunnel kunne ikke lide mig. Jeg tror, det var noget personligt. Alt er personligt med Mr. Gunnell. Jeg var en personlig fornærmelse mod hans intelligens. Jeg var en fornærmelse mod hans sans for orden og anstændighed. Bare for at være sikker på, at de andre opfattede den fornærmelse, der var mig, løsnede han min slipseknude med et snuptag. Han havde det smil på ansigtet, det med tungen, der stak ud, da han lukkede døren til klasseværelset bag mig.

Det med spanskrøret rørte mig ikke. Det rørte mig heller ikke, at mine hænder stadig sved. Ørekniberiet rørte mig lidt. Rektor var jeg kun en lille bitte smule bekymret for. På det tidspunkt kendte jeg ikke problemets omfang og vidste ikke, hvor dybt det stak.

Men måske fik jeg en anelse om det i det øjeblik, mr.

Gunnell trak min slipseknude op. Jeg kan ikke binde mit slips, forstår du, og det vidste han godt.

Slipseknuden var ikke blevet løsnet i et helt år. Det var min rekord, aldrig før var det lykkedes mig at holde 16

knuden bundet så længe. Faktisk var stoffet nu så skinnende glat, at jeg uden problemer kunne flytte knuden lige nok til, at mit hoved kunne komme igennem, og så uden videre lukke den så nydeligt som prikken over et i, så jeg var fiks og færdig, klar, parat. Det var i hvert fald ideen. Det var Hectors skyld, at det gik. Han ville ikke have, at de andre drenge var efter mig. Tiden med pinsler og plager lå bag mig, havde jeg troet. Det pokkers løsnede galgereb af et slips gav mig lyst til opgivende at glide ned til gulvet med ryggen mod væggen og give op, og for en gangs skyld lade tårerne få lidt motion. For én ting var det helt umuligt for mig at gøre: at gå hen til rektors kontor uden bundet slips. Jeg kunne lige så godt kaste mig ud af vinduet med hovedet først og sige, at slipseknuden gik op på vejen ned. Sige, at jeg havde glemt, hvordan man binder et slips, fordi jeg havde fået hjernerystelse.

Hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg godt, at jeg der på gangen vidste, at det her ikke bare handlede om slipset og den løse knude. Det var tabet af Hector, jeg ikke kunne holde ud. Hvis jeg bare vidste, hvor de havde ført ham hen. Hvis jeg bare vidste, at han havde det okay, så ville knuden i min mave – den knude, der blev strammere for hver dag – forsvinde.

17

x

7

x Hector sagde, at slipset stod for noget andet. Det fungerede nøjagtig ligesom et hundehalsbånd. Det fortalte, at man var en del af noget, der var større end det, man nogensinde kunne blive til alene. Hector sagde, at en uniform var en måde at gøre alle ens på, gøre dem til numre og ikke andet. Pæne drengeformede numre, der kunne skrives op i en bog. Hector var ikke noget pænt nummer, og jeg tror, de muligvis har visket ham ud, men det kan jeg ikke være sikker på. I hvert fald vidste jeg, at Hector havde ret. Det bundne slips drejede sig om overlevelse.

Nu var jeg på den, slipset var ikke bundet, skjorten var knappet skævt, snørebåndene en filtret bunke snor.

Jeg var ét stort rod.

x 18

8 Gangen lugtede af desinfektionsmidler, mælk, drenge­ tis og gulvlak. I mine øjne lignede lysrørene i loftet ensomhed. De lyste for kraftigt, afslørede alting. De gjorde tomheden ti gange værre og viste mig, at der ikke var nogen Hector. En glasdør smækkede, og miss Phillips, en af gangvagterne, kom ud fra kontoret med en kop i hånden. »Hvad laver du her, Treadwell?« Hun havde en hård, saglig stemme, men jeg havde set hende stå i kø som alle andre for at skaffe sig lidt ekstra.

Hun kiggede op og ned ad gangen og så op på kameraet, der langsomt drejede som et ur. Hun ventede, indtil det altseende øje kiggede den anden vej, og så bandt hun uden et ord mit slips og knappede min skjorte om.

Hun kiggede på kameraet, lagde en finger for munden og ventede på, at det skulle vende tilbage til os, før hun med den samme saglige stemme sagde: »Det var godt, Treadwell. Se, det er sådan, jeg forventer, at du møder i skole hver dag.« 19

Jeg havde aldrig troet, at den hårdkogte miss Phillips inderst inde var så sød.

x

x

x 20

9 Der stod en bænk uden for rektors kontor, lang, træhård, numseøm og en lille smule for høj. Jeg tror, det var det geniale ved bænken, for man kom til at sidde og se lille ud, mindre end ingenting, med dinglende ben og de knoklede knæ blussende røde. Og det eneste, man kunne høre, var lyden af ens klassekammerater, der næsten ikke turde trække vejret. Der sad jeg og ventede på, at klokken ringede. Det betød: Mr. Hellman vil se dig nu. Jeg sad og ventede, mens tiden tikkede med små dryp.

Inden Hector begyndte på skolen, hadede jeg den.

Jeg mente, at den kun var opfundet for, at bøller med en hjerne på størrelse med en indtørret hundebæ kunne tæske drenge som mig til plukfisk. En dreng med forskelligt-farvede øjne, et blåt og et brunt, og den tvivlsomme ære af at være den eneste i hele sin klasse af femtenårige, der ikke kunne læse eller skrive.

Ja, jeg ved det godt.

Standish Treadwell er ikke kvik ...

21

x

x

x

Hvor mange gange sang de pikspillerbøller ikke den sang for mig, opmuntret af Hans Fielder, torturkammerets højrøvede leder. Han vidste, at han var betydningsfuld. Duksedreng, lærernes kæledægge. Han gik med lange bukser ligesom resten af hans bande. Det kan jeg godt sige dig, der var ikke ret mange på vores skole, der gik med lange bukser. De, der gjorde, ville gerne spise kirsebær med de store. Lille Eric Owen gik med shorts ligesom os andre, men gnomen forlængede dem ved at gøre alt, hvad Hans Fielder krævede af ham. Hvis lille Eric havde været en hund, ville han være en terrier. Hans første og vigtigste pligt var at finde ud af, hvilken vej jeg gik hjem fra skole, og så give signal til Hans Fielder og hans håndgangne mænd. Drengene havde brug for noget at sætte tænderne i. Jagten gik ind. Jeg endte med at blive fanget og tæsket hver eneste forbandede gang.

Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, det er helt sikkert, men jeg havde ikke en chance, når de var syv mod en.

Den dag, jeg mødte Hector for første gang, havde de trængt mig op i en krog i den gamle jernbanetunnel tæt ved skolen. Hans Fielder troede, han havde fanget mig for alvor, at ingen flugt var mulig, medmindre jeg ville risikere at blive dræbt. For enden af tunnellen var et skilt, og man behøvede ikke at kunne læse for at vide, hvad der stod. Der var et knoglekors og et dødningehoved, og det betød hold dig væk, eller du er død.

22

Den dag nede i den stinkende tunnel med Hans Fielder og hans bande af skiderikker, der kastede sten efter mig, nåede jeg til den lynhurtige konklusion, at det nok alligevel var mere trygt at spæne ind i det høje græs bag skiltet og løbe risikoen for at møde djævlen. Området var ikke indhegnet med pigtråd eller noget, skiltet havde i sig selv en virkning som tusindvis af fugleskræmsler.

Jeg løb alt hvad jeg kunne gennem tunnellen, forbi skiltet og ind i noget, jeg var sikker på var et skydeterræn. I det mindste ville det gå hurtigt. Mor og far var forsvundet, og Gramps ... nej, jeg gav ikke mig selv lov til at tænke på Gramps, ikke lige da. For Gramps var den eneste person, der stadig holdt mig fast til jorden.

Jeg kastede et blik over skulderen og forventede, at Hans Fielder og hans tosser ville følge efter mig. Det, jeg så, var en flok skumle fyre, der slentrede deres vej.

Jeg standsede forpustet og svimmel ved et stort egetræ. Først da jeg havde fået vejret igen, gik det op for mig, hvad jeg havde gjort. Jeg ventede et stykke tid. Hvis Bladlusene dukkede op, ville jeg række hænderne op og overgive mig.

Jeg satte mig ned, mit hjerte var et æg, der bumpede mod siden af en gryde kogende vand. Så fik jeg øje på den. En rød fodbold. Den var ganske vist flad, men den var hel. Jeg stak den i skoletasken som belønning for min tapperhed. Og det var ikke det eneste, for da jeg 23

x

x

x

var nået et stykke hen langs det nedlagte jernbanespor, fandt jeg hindbærbuske, der bugnede af frugt. Jeg tog skjorten af, bandt ærmerne sammen og fyldte den op, indtil der ikke kunne være så meget som et eneste bær til. Hele tiden forventede jeg at mærke en Bladlus’ hånd på skulderen.

På et tidspunkt nærmede jeg mig muren, der løber langs jernbanesporet. Et ord, der kan bruges til at beskrive den mur, er uigennemtrængelig. Hvad siger du så?

Det kan godt være, at jeg ikke kan stave, men jeg har et stort ordforråd. Jeg samler på ord – de er bolsjer i lydens mund.

Muren var så høj, at mig og Gramps, hvis have stødte op til den, ikke kunne kigge over den forbandede tingest. Man kunne ikke vide, at der bag ved den var en vild eng fuld af blomster. Sommerfugle spillede fandango, som om naturen holdt fest, men kun havde inviteret sig selv. Det var første gang, jeg så engen, og hold da op, det gjorde mig helt skeløjet at se, hvor smuk den var. Nå ja, tænkte jeg, hvis hele menneskeheden forsvandt ned i et sort hul, vidste jeg godt, hvem der ville fejre det.

Hvorfor stoppe nu, Standish? Du har hindbærrene og fodbolden – hvorfor så ikke også blomsterne?

Nar! Først på det tidspunkt dæmrede det i mit dagdrømmende hoved, at jeg ikke havde den fjerneste anelse om, hvordan jeg skulle komme over muren. Jeg var ude 24

på dybt vand, der var hul i båden, og jeg sank med lynets hast. Jeg kunne jo ikke klatre over muren. Det var ikke højden, der bekymrede mig, men glasskårene på toppen, de var rent selvmord. Man kunne ikke komme over den mur og regne med at få sine hænder med.

For filen i helvede da også. Der var to muligheder: Jeg kunne gå tilbage den samme vej, jeg var kommet, hvilket jeg ikke ville gøre, og den anden ... ... Kom nu, Standish, fortæl mig, hvad den anden er.

25

x

10

x

x

Muren stopper for enden af vores vej, der hvor et stort malplaceret slot står på toppen af bakken. Da jeg var lille, var jeg sikker på, at det var bygget af en kæmpes legetøjsklodser, fordi det var helt ude af proportioner med alt andet. Gramps sagde, det var forhekset.

Det, jeg fortæller nu, er sket i virkeligheden. Engang for længe siden ville et eller andet lyst hoved mindes en dronning eller et slag i en krig – jeg kan ikke huske hvilken af delene, det ene er lige så glemt som det andet. Ifølge Gramps, der godt kunne lide at studere lokalhistorie, var der på bakketoppen for længe, længe siden en dyb brønd, som var kendt for sit magiske, helbredende vand og bevogtet af tre hekse. De befalede, at intet nogensinde måtte forstyrre denne plet jord, og sagde, at hvis der blev pillet ved brønden på nogen som helst måde, ville området blive forbandet.

Det sagde de vise hekse, inden de blev brændt på bålet.

Mange år senere gik en eller anden gammel starut, der havde vognlæs fulde af penge og en dronning eller 26

et slag i en krig at mindes, i gang: Han fyldte brønden op og byggede uhyrligheden.

Det første slot brændte ned samme dag, det stod færdigt. Det burde jo have skåret heksenes pointe ud i pap for manden, der havde vognlæs fulde af penge, men han byggede den grimme satan op igen som en slags op i r... med overtroen. Gramps sagde, at der er det med hekse, at de har tiden på deres side, de satser på at vinde i det lange løb. Glasøjet på det grimme, gamle slot holdt stadig vagt bag engen.

Hvorfor var det det, jeg tænkte på, da jeg var fanget på den forkerte side af muren uden at ville give slip på blomsterne, skjorten med hindbærrene og den fladmaste fodbold? Fordi det gav mig tid til at falde til ro, tid til at tænke, og i tanken fandt jeg den måde, jeg kunne flygte på.

Inden far og mor forsvandt, hørte jeg engang far snakke med Gramps om en tunnel, de havde gravet fra beskyttelsesrummet under krigen. Den førte ud i parken. Da det gik op for dem, at jeg også var der, begyndte de at snakke på Modersmålet, så jeg ikke kunne forstå, hvad de sagde.

Det, jeg har opdaget om sprog, er: Når man ikke er god til at stave eller læse, bliver man et geni til at høre ord. De er som musik, og man kan presse essensen ud af dem. Det eneste, der er nødvendigt, er at tømme 27

x

x

hjernen, stille ind på det tonefald, der tales med, og ni ud af otte gange ramte jeg hovedet på sømmet.

Jeg kunne have vrælet af fryd, da jeg endelig fandt lemmen ned til den tunnel, det er helt sikkert. Dér var den, begravet under et filtret tæppe af grønt. Den havde været skjult så længe, at jeg var nødt til at bruge alle mine kræfter for at få naturen til at give slip på det, hun mente var hendes.

Jeg følte mig som blødende julemand, da jeg lagde mine gaver på vores køkkenbord.

Gramps var forbløffet. »Ved du hvad, knægt, der er to ting, jeg ønsker lige nu. For det første at jeg vidste, hvordan man laver hindbærmarmelade, og for det andet hvordan i alverden vi får din eneste skjorte hvid igen.« Engang ville jeg måske have sagt, at nogen havde hørt hans bønner og besvaret dem. Men nu ved jeg godt, at det var mere tilfældigt end som så. Hector og hans familie var lige flyttet ind ved siden af. Gramps var sikker på, at de var spioner, og sagde, at hvis de var det, ville de også vide, hvordan man fik en hindbærplettet skjorte hvid igen. Og det var sådan, det hele begyndte.

x 28