MOAR! - sådan får du hvilepuls i hverdagen

CHARLOTTE HØJLUND

Sådan får du hvilepuls i hverdagen

Til dig, der både vil dine børn og dig selv

Charlotte Højlund

MOAR! Sådan får du hvilepuls i hverdagen

Pretty Ink

MOAR! Sådan får du hvilepuls i hverdagen © Charlotte Højlund og Pretty Ink/ROSINANTE&CO , København 2012 1. udgave, 1. oplag, 2012 Omslag: Henriette Mørk Fotos: Line Thit Klein Sat med Utopia og Gotham Book hos Christensen Grafisk og trykt hos Narayana Press, Gylling ISBN 978-87-638-2067-7 Printed in Denmark 2012 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Pretty Ink er et forlag i ROSINANTE&CO Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

Skrevet i kærlighed til Sebastian (1994), Karoline (1996), Kamille (1998), Sylvester (2003), Sophus (2004), Luna (2006) og Lykke (2011)

Indhold

Et par billeder fra min hverdag – måske kan du genkende noget?

1. Få, men gode principper

9 15

Hold niveauet nede

21

Opdrag børn som hunde

26

Ingen regler uden undtagelser

29

Bestikkelse og belønning

35

Se det lidt an

37

Bliv ved med at rose – også efter det 7. år

39

Stol på dig selv

43

2. Serviceforældre og curlingbørn

48

Giv børnene opgaver, de kan magte

53

Hjælp til selvhjælp

57

Hvad får jeg for det?

61

Fritidsaktiviteter – en dyr tidsrøver

66

Hvorfor skal jeg arbejde?

70

3. Lille spejl på væggen der ...

74

Når du peger ...

76

Undskyld, skat. Undskyld, mor.

78

Standardsvaret, skat

81

Øøøøv, der er ikke noget, jeg kan lide

85

S, P eller K – ærlighed begge veje

90

NEEEJ!!! NEEEEJ!!!! NEEEEEJ!!!!!

94

4. Plads til både børn og voksne

101

Hvornår skal vi i Bonbon-land igen?

102

Overskud til det hele?

104

Alenetid i børnefamilien

109

5. Før vi fik børn

112

Fredagsslik og Disneysex

119

Børn hører ikke til i dobbeltsengen – men ...

123

Ad, så har I bollet med mig i huset?!

126

Så er det sengetid, unger

128

Skal vi være kærester? Ja, Nej, Måske

131

6. Søskende er en gave – ikke et tab

134

Skal vi have et barn mere, skat?

138

Undgå søskendejalousi fra starten

143

En, to, mange ...

147

Forskelsbehandling giver ligestilling

151

7. Hvilepuls i hverdagen Tag det som det kommer

157 159

Skynd dig langsomt

161

Træk vejret og tæl til 10

165

Aflast og afløs hinanden

168

Morgenritualer og faste rutiner

170

Skru ned for ambitionerne – i alle henseender

173

8. Diktatur eller demokrati?

176

Spisebord eller forhandlingsbord

178

Hvor meget skal børn bestemme?

180

Rød eller grøn?

183

9. Nemt for børnene – nemt for dig

187

Tid er vores største mangelvare

193

Når pengene er små

197

Shabby living og Simple chic

203

Familieferie på Disney-manér

208

Til sidst

212

Tak

215

Et par billeder fra min hverdag – måske kan du genkende noget?

Klokken er 7.30, og jeg har travlt. Selv om jeg har været oppe siden kl. 6, er tiden skredet for mig, og lige nu har jeg kun en halv time, til jeg skal møde. Men da Sebastian(5) og Karoline(3) allerede står klar i gangen med flyverdragt og støvler, har jeg stadig en (meget spinkel, men dog fair) chance for at nå det, selv om jeg lige skal aflevere alle tre på vejen først.

Kamille på halvandet har fået lov til at tulle lidt på badeværelset, mens jeg fik de andre klar, og nu står jeg med jakke på og skal bare have hende med. Da jeg åbner døren til badet, bliver jeg mødt af et kæmpe smil og et meget stolt: ‘Se mig, mor. Er jeg ikke fin ...?’ Og dér står Kamille smurt ind i et tykt lag Nivea-creme på hele sin lille, nøgne krop – og i håret!

Nu har jeg to valgmuligheder: – at lade min egen travlhed og stress gå ud over hende ved at råbe op og skælde ud med et ‘For h..., skat!’ eller – at smide håndklædet i ringen og bare indse, at i dag bliver en af de dage, hvor jeg altså ikke når det til tiden. For inden jeg har fået det værste creme væk og arrangeret hendes hår i en platinblond Elvis-frisure (bad er der ikke tid til), har de to andre mistet tålmodigheden og er begyndt at tage tøjet af igen – og så er det også forfra med dem.

9

Men Kamille har jo blot spejlet mig. Hun har utallige gange set, hvordan jeg har smurt mig ind efter et bad, så når hun nu fik lov at være alene på badeværelset, blev den store, blå krukke simpelthen bare alt for indbydende.

Du har garanteret prøvet noget i samme stil. Måske ikke lige Nivea-udgaven, men så i hvert fald at din tidsplan er skredet, efter at der kom børn ind i dit liv. For når du sidder med denne bog i hånden, er det fordi, du er nogens mor.

Jeg er også nogens mor. Helt præcist til syv børn af begge køn, i alle aldre og med deres meget forskellige personligheder.

Næsten halvdelen af mit liv har jeg tilbragt som nogens mor, så jeg har været hele turen rundt og tilbage igen. Både en, to og tre gange. Har set mine planer blive ødelagt på grund af et sygt barn, et barn, der ikke ville sove eller insisterede på, at det kun kunne sove i mors og fars seng. Jeg har haft børn, der ikke ville spise, ikke høre efter eller altid liiiige skulle noget, inden vi kunne komme videre i programmet. Jeg er blevet skidt på, tisset op og ned ad maven til en større familiefest med et spædbarn på slæb hvor jeg resten af aftenen måtte gå rundt med en kæmpe plamage på tøjet, fordi der ikke lige var tænkt på skiftetøj til de voksne. Vandret tværs gennem København med et barn i bar røv, fordi hun var faldet i et springvand, og der ikke var ekstra tøj med, fordi det bare var en hurtig tur. Eller ventet med at skifte tøj til sidste øjeblik, når barnepigen havde overtaget bebsen, for så alligevel at sidde på restauranten og undre mig over den mærkelig sure lugt, der viste sig at være en ordentlig gang gylp i mit lange hår (der for en gangs skyld havde fået lov at hænge løst), jeg lige havde fået med sammen med farvelkrammet på vej ud ad døren.

Alt det kan man heldigvis grine af bagefter. Men jeg har 10

også været igennem en grim skilsmisse, hvor der skulle sluges rigtig mange kameler, og jeg skulle finde ud af at installere en papfar i eget hjem, forholde mig til en ny papmor i børnenes fars hjem og ikke mindst flere sæt bonus-bedsteforældre og tage nogle kampe på børnenes vegne, for at de ikke blev behandlet forskelligt alene ud fra biologi.

Og jeg har råbt højt. Alt for højt. Og i perioder alt for tit.

En gang råbte jeg så højt over, at Kamille (igen, den stakkel ...) havde fået smadret min helt nye og meget dyre parfume, fordi hun løb ind på badet og væltede den ned på flisegulvet, så den smadrede i tusind stykker. Efterfølgende skrev hun mig et meget langt undskyld-brev med tilbud om at betale for den via sine meget sparsomme lommepenge, så jeg med tårerne løbende ned ad kinderne måtte sætte mig på knæ og undskylde min reaktion over for hende.

For livet som forældre er et liv fyldt med en masse arbejde og ansvar, pligter og prioriteringer. Et liv med kærlighed, kys og kram. Men også med skrig og skrål, varme og valg. Og i det øjeblik du blev nogens mor, trådte du også, måske helt ubemærket, et par gevaldige trin op af prestigestigen. For forældrerollen er ikke bare den største, mest givende og fantastiske rolle, vi som voksne mennesker vil indtage i vores liv – den er også den mest prestigefyldte. Den er på mange måder vores spejl udadtil, og den vi ofte bedømmes ud fra, når det kommer til vores værdier og holdninger og ikke mindst, hvor godt vi egentlig gør os. Da jeg for mange år siden boede i USA, havde man en talemåde, der lød: ‘A mans succes is judged by the woman he’s with.’ (En mands succes bedømmes ud fra den kvinde, han er sammen med.) I dag ville den samme talemåde nok nærmere lyde: ‘En persons succes bedømmes ud 11

fra hendes/hans børn.’ Og måske med tilføjelsen: ‘Og hvordan vi klarer forældrerollen ...’

Hvor tit har du ikke stået i supermarkedet eller børnehavens garderobe og lige talt til 10 en ekstra gang for ikke at råbe alt for højt et offentligt sted? Eller rynket på næsen af den mor, der ikke lige havde overskuddet til at tælle den dag? Eller måske har du kigget i hendes indkøbsvogn og misbilligende talt antallet af colaer, eller selv følt dig flov over de mange slikposer på rullebåndet en dødssyg, grå tirsdag, fordi ingen jo kunne se, at du var i gang med at købe ind til børnefødselsdagen på lørdag?

Jeg har gjort alle tre ting – og mange, mange flere. Men jeg har heldigvis også nogle gange haft overskud til at sende moren med det skrigende barn et stort smil, der forhåbentlig har sagt: ‘Du får ikke brok eller sure miner fra mig (i dag), for dér har jeg også været ...’

Og oven i alt det kæmper vi med et tidsregnskab, der er fuldstændig umuligt at få til at gå op. I en tid, hvor netop TID er vores største mangelvare. Alle statistikker viser, at småbørnsforældre er dem, der arbejder allermest. Alligevel forsøger vi at finde tid til at være den ‘rigtige’ forælder, der laver hjemmebagt rugbrød, mad fra bunden hver dag og gerne har både en fiske- og grøddag hver uge. Vi vil have tid til sex og sjov, at være kone og kæreste, idræt og interesser, kernesunde vaner og fondantpyntede kager samt Bo Bedre-hjem og Bonderøvens urtehave. Og selvfølgelig skal der være tid til at være mor, mor, mor – gerne på høje hæle og med et maraton i bagagen. For vi vil det hele: supermor med både karriere, et velfungerende familieliv og personlig frihed til egne interesser.

12

Men vi kan ikke det hele. Det kan vi lige så godt indse. Noget er vi nødt til at give afkald på. Men vi kan rigtig meget, hvis vi forstår at knække koden.

Men hvad gør vi så? Hvordan får alle vi, der ikke har et pengetræ i baghaven eller et døgn på 26 timer, regnskabet til at gå op – både praktisk og økonomisk? Det har jeg, efter mange års erfaring som mor og forælder, en del gennemprøvede svar på. Svar på, hvordan I kan planlægge og prioritere, så hverdagen kan blive nemmere – både for voksne og børn.

Og hvordan bare det at skabe ro omkring dagligdagsting kan være en kæmpe hjælp, så selv om dagene ikke bliver mindre travle (eller får flere timer) alligevel kan synes mere overkommelige.

Ikke mindst håber jeg, at du efter at have læst med, kan slippe noget af usikkerheden om, hvorvidt du nu også gør det godt nok. Den usikkerhed, vi alle rammes af fra tid til anden – uanset hvor mange børn, vi end har sat i verden. Selv sad jeg som sjettegangsgravid og græd som pisket til en jordemoderkonsultation, dybt frustreret og hormonforstyrret, fordi jeg ikke følte, at jeg kunne leve op til de mange og skiftende krav til mig som mor (det bliver vist aldrig rutine at få børn ...). Men denne skønne, unge jordemoder så bare blidt på mig og sagde: ‘Jamen, Charlotte, det er jo bare dit barns vilkår. Og uanset hvad, vil du altid være den bedste mor, dit barn kan få ...’

Så flød tårerne endnu mere frit, og jeg næsten hoppede op af stolen for at kramme hende hen over bordet. For lige i det øjeblik gav hun mig al den trøst og omsorg, jeg havde brug for.

13

Og lod være med at dunke mig oven i hovedet med alle mine fejl – det klarede jeg i øvrigt også rigtig godt selv.

For vi begår alle sammen fejl – som mennesker og som forældre. Men vi gør også alle sammen vores allerbedste.

Mit håb er, at du igennem denne bog også vil finde den trøst og omsorg, jeg fik af min jordemoder, når du rammes af usikkerheden eller den evigt dårlige samvittighed. Og kan du kun huske en enkelt ting, når du bladrer om til sidste side, så lad det være sætningen: ‘Du vil altid være den bedste mor, dit barn kan få.’

14

1. Få, men gode principper

Nemt, enkelt og ligetil. Så kort kan jeg beskrive de ting, der får lov til at få plads i mit liv. De skal være nemme at huske, enkle at indføre og ligetil at fortsætte. Og det gælder sådan set alt i vores liv. Fra de ting, jeg foretager mig alene eller sammen med børnene, til opskrifter og ikke mindst principper for børneopdragelse og ‘det gode liv’.

For ligesom dig, og langt de fleste andre mødre, er jeg administrationschefen i vores familie.

Det er altså mig, der har langt hovedparten af alle de usynlige opgaver, som for eksempel at: • huske at få ungerne tilmeldt en klassekammerats fødselsdagsfest • få os tilmeldt og tage til forældremøder og skole-hjemsamtaler • have styr på, hvornår de skal i biffen eller svømmehallen og derfor skal have turmadpakke og drikkedunk med i stedet for madkasse og skolemælk • huske, at de skal have frankerede og præ-adresserede konvolutter med til påskeprojektet • videregive oplysninger om bedsteforældredag 15

• tjekke kasserne for skifte- og regntøj • osv. osv. osv.

Ligesom det er min mailadresse, der står på både forældre- og børneintra og altså mig, der næsten dagligt får opdateringer om alverdens aktiviteter Der er bare så mange ting, der skal huskes i en travl børnefamilie, så hvis nye ting skal have bare en minimal chance for at overleve den første entusiastiske uge, skal det altså være nemt. Først og fremmest skal det nemlig være nemt at huske som sætninger i stil med ‘Alt med måde’ og ‘Tæl til 10’.

For når det begynder at kræve alt for meget tid, energi og aktivitet af de små grå, drukner det bare i alt det andet, der fylder op i min indre kalender. Og så overlever det ikke.

Nye officielle anbefalinger som ‘Seks om dagen’ og ‘En halv times motion’ er eksempler på ting, der er nemme for mig at huske, men til gengæld rigtig svære for mig at indføre og holde ved – prøv bare at tælle op, hvor meget frugt, der skal købes og konsumeres herhjemme for at kunne overholde det. Selv i en helt almindelig familie med to voksne og to børn svarer det altså til cirka to poser æbler – hver dag! ‘Fisk en gang om ugen’ dur heller ikke for mig – om ikke andet så fordi, det simpelthen er for dyrt for mig at brødføde så stor en familie som min på fisk, medmindre farmor og farfar da lige har været forbi med en pose hjemmefangede rødspætter ...

Til gengæld kan jeg sagtens huske (og næsten leve efter) den gamle kostpyramide, fordi jeg er vokset op med den; den var grafisk og relativt billig at følge. Men når den så bliver vendt 16

på hovedet til den omvendte kostpyramide, går det galt for mig. Og endnu værre bliver det, når jeg skal forholde mig til ‘De 8 nye kostråd’ og Y-tallerkenen. Jeg ved godt, at man har forsøgt at gøre det nemt at forstå. Men hver gang jeg prøver at tænke over det, bliver jeg så meget i tvivl om, hvad der nu skulle være hvor – og hvor meget? Og hvad gør jeg i min familie, hvor den rigtig tit står på gryderetter, så fedt, proteiner og grønt er blandet sammen? Svaret er simpelt: Jeg står af og giver op. Jeg er allerede hægtet af efter spis groft, spis grønt, og så er der vist også her noget med en halv times motion?

Jeg tror ikke, jeg er mindre intelligent end flertallet, men når der er så meget andet, jeg skal huske i mit liv, skal det være nemt – på alle måder. Præcis det samme gælder for alle de velmenende råd om børneopdragelse og familieliv – jeg kan bare ikke huske det. Forklaringerne er for lange og for indviklede, og det kræver ofte en total omlægning af mit familiesystem og nogle gange mit sprogbrug at få det indført.

Men ‘Har du talt med dit barn i dag?’, dén husker jeg. For det er så nemt lige at huske at spørge ind til deres dag, eller hvem de har leget med, på vej hjem fra skole eller institution.

Dermed er det også helt ufatteligt enkelt at indføre, hvis man ikke allerede gør det, og også nemt at holde fast i.

For nylig blev jeg så rigtig positivt overrasket, da jeg hørte en sundhedsekspert blive interviewet i forbindelse med den seneste kostanbefaling om fuldkorn. Hun sagde, at hvis bare man (og især børnene) spiste en skål havregryn om morgenen og fik rugbrød til frokost, så havde de faktisk fået alt det fuldkorn, de havde brug for. Og så gjorde det mindre, om der var pålægschokolade eller skiveskåret kødpålæg på alle 17

madderne, for: ‘Man skal jo starte et sted. Så kan man senere se, om det kan lykkes at få dem til at skifte bare en enkelt af chokolademadderne ud med torskerogn ...’ Dét kunne jeg bruge til noget. Og så var jeg så heldig, at jeg kunne klappe mig selv på skulderen og sige: ‘Så gør jeg da i det mindste noget rigtigt.’

Og sådan vil du forhåbentlig også opfatte mine ‘Få, men gode principper’ – at de netop er nemme, enkle og ligetil. For når jeg nu ikke formår at lave alt om fra den ene dag til den anden, eller bare ikke kan huske, hvad det nu var, jeg skulle lave om for at få tingene til at fungere, har jeg måttet gøre noget andet.

Igennem tiden har jeg samlet forskellige små sætninger op på min vej. Ting, jeg har hørt eller læst, reflekteret over og prøvet af, når jeg igen ramte en mur med et af mine børn og ikke helt vidste, i hvilken retning jeg nu skulle gå, og det derfor igen var tid til at prøve noget nyt. Det har været et liv med ‘prøv dig frem og prøv igen’, til jeg fandt de ting, der fungerede for mig og mine børn. Det er det stadig. Når en af tingene ikke længere virker, prøver jeg igen, til det lykkes.

Eller jeg stiller mig selv eller andre nogle helt enkle spørgsmål, når jeg konfronteres med min egen eller deres usikkerhed. Andre gange er det bare små sætninger, jeg bruger til at give mig selv lidt trøst midt i frustrationen. Små sætninger, der er korte og nemme at huske (måske i deres banalitet). Men for at tingene fungerer i mit liv, skal det være sådan: Nemt, enkelt og ligetil ...

18

Her er nogle af dem, som du måske også kan få glæde af.

Griner de mere, end de græder?

Uanset hvor mange børn vi får, om de er små eller store, vil vi alle på et eller andet tidspunkt (og sikkert rigtig mange gange) rammes af en grundlæggende usikkerhed på, om det, vi gør, nu også er godt nok. For selv om vi indretter vores liv og hjem ud fra, at der er børn i det, og at vi ved med os selv, at vi bruger tid sammen med dem, holder fantastiske børnefødselsdage og sørger for, at de kommer til sport og ud i den fri luft, kommer vi alligevel fra tid til anden til at falde i den fælde, der hedder Forældres Evigt Dårlige Samvittighed. Vi dunker os selv i hovedet med, at vores barn nu på andet år i træk stadig får tre halve med kødpølse i madpakken, putter lige lovlig meget sukker på havregrynene, fordi vi ikke orker kampen hver morgen, ser lidt for meget tv eller spiller lidt rigeligt Playstation og Nintendo.

Eller at de ikke har været på legebesøg et stykke tid, at vi har sprunget fodboldtræningen over flere lørdage i træk, fordi vi som forældre også havde brug for at holde fri i stedet for at stå op klokken 7, når det nu endelig var weekend.

Jeg er skyld i alt det ovenstående. Sådan er det. Skyld i ikke altid at prioritere mine børns behov højst eller ikke at have overskuddet til at tage kampene lige nu, men i stedet lade dem styre selv med de fejl, der så følger af det. Og så rammes jeg også af dårlig samvittighed over ikke at gøre det helt godt nok. Men jeg er også for længst nået til den erkendelse, at jeg aldrig vil kunne gøre det helt godt nok. Jeg har hverken tiden eller overskuddet til altid at gøre det rigtige hver dag.

Hvis det virkelig plager mig, hvis tingene er kommet for 19

langt væk fra det, jeg ønsker, det skal være, så må jeg sætte mig ned og finde ud af, hvordan jeg får det lavet om. Men indtil da kan jeg finde en smule trøst i to spørgsmål, som jeg stiller mig selv, når jeg overmandes af usikkerhed og dårlig samvittighed: — Griner de mere, end de græder?

— Hvor ofte er de syge?

Kan jeg svare henholdsvis ‘Ja’ og ‘Sjældent’, kan jeg også overbevise mig selv om, at det, jeg gør, ikke er helt skævt.

De fleste af os er så fantastisk gode til at huske på alle de ting, vi ikke gør rigtigt. Alle de ting, som vi gerne så var anderledes, at vi glemmer, at i hele det her virvar, som familielivet er, gør vi også rigtig mange gode og rigtige ting. Vi glemmer, at selv om der er tre-stjernet på alle madderne, er rugbrødet måske hjemmebagt med masser af kerner, og at madpakken også indeholder agurk og frugt. Glemmer, at barnet jo ikke bare ser tv og spiller på konsoller, men at vi også har en regel om, at man skal ud minimum en time hver dag i weekenden uanset vejret, og at det kommer rigtig meget udendørs i institutionen hver dag.

Og vi tror, at vores behov for at give dem masser af tidlige dage, hjemmelavet aftensmad hver dag præcis kl. 18 og alenetid også er barnets behov. Det er det ikke nødvendigvis altid.

Så næste gang du er rigtig hård ved dig selv, fordi du kom løbende ind i institutionen med håret flyvende til alle sider et kvarter i lukketid, eller dunker dig selv i hovedet med, at 20

du stak dem en kiks for meget inden aftensmaden, eller ikke orkede en tur i svømmehallen i lørdags, fordi du var træt eller bare trængte til at bruge lidt tid på dig selv (det må man altså godt, selv om man er blevet mor ...), så prøv lige at slippe grydeskeen et øjeblik og list hen og stil dig ubemærket i døren ind til stuen og kig lidt på dem. Det behøver ikke tage mere end 30 sekunder (og kødsovsen brænder ikke på, fordi du går et øjeblik). Brug bare et øjeblik på at stå og betragte dem lidt, mens de sidder der og tegner eller spiser resten af madpakken til et afsnit af Pokémon eller Barbapapa. Ser de ud til at være trykkede over noget? Eller virker de faktisk bare glade og rigtig tilfredse med tingenes tilstand? Når du så kommer tilbage til gryderne, så kig lige ned i dem. Du står rent faktisk og laver ordentlig mad, som de godt kan lide. Og hvornår var de egentlig syge? Sådan rigtig syge? Alle børn har et par snotdage med let forhøjet temperatur i løbet af en vinter, men er det ikke længe siden, de virkelig havde en ordentlig omgang? Alt i alt er de jo nogle rigtig glade, sunde og velfungerende unger, ikke? Og ja, du kom lidt for sent i dag, og du har måske ikke helt levet op til dine egne krav for, hvad en rigtig mor skal gøre. Men du har levet op til deres, og så er det vel ikke helt skidt, vel?

Hold niveauet nede Som mor i en storfamilie bliver jeg ofte spurgt, hvordan vi får tingene til at hænge sammen – livet, hverdagen og økonomien. Og opskriften er faktisk utrolig simpel: Hold niveauet nede

21