En fjern hvisken

En fjern hvisken

Af samme forfatter: Den glemte have

Oversat fra engelsk af Marianne Linneberg Rasmussen

Cicero

Copyright © Kate Morton 2010 Originaltitel: The Distant Hours Published by arrangement with Allen & Unwin and Ia Atterholm Agency Sats: Cicero, København Tryk: CPI – Clausen & Bosse, Leck, Tyskland Omslagslayout: Anne Kragelund Omslagsfoto: Daniel Murtagh / Trevillion Images ISBN: 978-87-638-1979-4 Første danske udgave 2011

Til Kim Wilkins, som opfordrede mig til at gå i gang, og Davin Patterson, som var med mig til sidste punktum.

CICERO er et forlag i Rosinante&Co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

Shh … Kan du høre ham?

Det kan træerne. Det er dem, der først hører ham komme.

Lyt! Træerne i den dybe, mørke skov skælver, og de rasler med bladene, der er som papirtynde skaller af hamret sølv; den listige vind, der sniger sig gennem trækronerne, hvisker, at det snart vil ske.

Træerne ved det, for de er gamle og har set det hele før. y Der er ingen måne.

Der er ingen måne, når Muddermanden kommer. Natten har taget et par fine læderhandsker på og bredt et sort klæde ud over landskabet: Det er en list, et kneb, en fortryllelse, som får alt ne­ denunder til at falde i en dyb søvn.

Det er mørkt, men alt er ikke helt sort, for man kan skimte kon­ turer og overflader og gråtoner. Se selv: den tætte skov, der ser ru og lodden ud; kludetæppet af marker; den sirupsblanke voldgrav, der er blikstille. Eller næsten. Medmindre du er meget uheldig, har du næppe lagt mærke til, at der er noget, der bevæger sig, selv om det ikke burde. Lykken står dig bi. For ingen, der ser Mud­ dermanden, vil leve længe nok til at fortælle andre om det.

Dér – så du det? Den skinnende, sorte voldgrav, voldgraven med det mørke mudder, er ikke længere helt stille. Der er kommet 5

en boble, dér på det bredeste sted, en dirrende boble, bittesmå krusninger, en antydning …

Du kigger jo væk! Og det gør du klogt i. Det syn er ikke for så­ dan nogle som dig. I stedet vender vi opmærksomheden mod slot­ tet, hvor der også er noget, der rører på sig.

Højt oppe i tårnet.

Hvis du kigger godt efter, kan du se det.

En lille pige slår dynen til side.

Det er flere timer siden, hun blev lagt i seng. I et kammer ved siden af snorker hendes barnepige sagte; hun drømmer om sæbe og liljer og høje glas med varm frisk mælk. Men der er noget, der har vækket pigen. Lydløst sætter hun sig op, glider hen over det rene hvide lagen og sætter fødderne ved siden af hinanden på trægulvet som to lyse, smalle blokke.

Der er ingen måne at kigge på eller se ved, og alligevel drages hun mod vinduet. Den duggede rude er kold; hun kan mærke nat­ tekulden, mens hun klatrer op på bogreolen og sætter sig oven over hylden med sin barndoms yndlingsbøger, som hun ikke læn­ gere ænser, fordi hun har så travlt med at blive stor. Hun trækker natkjolen ned over de lyse ben og hviler kinden i hulningen, hvor det ene hvide knæ møder det andet.

Verden er derude, folk bevæger sig rundt i den som mekaniske dukker.

En skønne dag om ikke alt for længe har hun tænkt sig at se den med egne øjne, for det er meget muligt, at slottet har låse på alle dørene og tremmer for vinduerne, men det er for at holde den an­ den ude og ikke for at holde hende inde.

Den anden.

Hun har hørt historier om ham. Han er en historie. Et sagn fra gamle dage, og tremmerne og låsene er levn fra en tid, hvor folk troede på den slags. Rygter om uhyrer, der lå på lur i voldgrave og bare ventede på at kaste sig over skønjomfruer. En mand, der en­ gang var blevet gjort uret, og som igen og igen ville hævne sig, fordi han havde mistet alt.

Men den lille pige – som ville rynke panden, hvis hun hørte, at

6

man kaldte hende det – er ikke længere bange for barndommens uhyrer og eventyr. Hun er rastløs; hun er moderne og stor og læn­ ges efter at slippe bort. Hun har ikke længere nok i vinduet og slot­ tet, men alligevel er det alt, hvad hun har lige nu, og derfor kigger hun trist ud gennem ruden.

Derude, dernede i sprækken mellem bakkerne, er landsbyen ved at falde i søvn. I det fjerne melder nattens sidste tog sin an­ komst, men dets ensomme kalden bliver ikke besvaret, og konduk­ tøren med den stive stofhat tumler ud for at hæve signalet. I en skov i nærheden får en krybskytte sit bytte på skudhold, mens han længes efter at komme hjem i seng, og samtidig græder et spæd­ barn i et lille hus med afskallet maling i udkanten af landsbyen.

Alt sammen helt dagligdags begivenheder i en verden, hvor der er en mening med det hele. Hvor tingene kan ses, når de er der, og savnes, når de ikke er. En verden helt ulig den, som den lille pige er vågnet op i.

For dernede, tættere på, end pigen har tænkt på at kigge, sker der nu noget. y Voldgraven er begyndt at ånde. Dybt, dybt nede i mudderet slår den begravede mands hjerte vådt. En sagte lyd, der minder om vindens hylen, men er noget helt andet, stiger op af dybet og hæn­ ger anspændt og svæver over overfladen. Pigen i tårnet kan høre det, eller rettere: Hun kan mærke det, for slottets fundament er viet til mudderet, og den sagte jamren siver gennem stenene, op gennem murene, én etage ad gangen, og lister sig umærkeligt op gennem den reol, hun sidder på. En eventyrbog, pigen engang holdt meget af, falder ned på gulvet og får hende til at udbryde et højt gisp.

Muddermanden slår det ene øje op. Skarpt, pludseligt, kigger fra side til side. Tænker han mon på den familie, han har mistet?

Den lille kønne kone og de buttede mælkehvide småbørn, han ef­ terlod sig? Eller går hans tanker helt tilbage til drengeårene, hvor

7

han sammen med sin bror løb over marker med lange lyse strå?

Eller går hans tanker mon til den anden kvinde, hende, der elskede ham, inden han døde? Hende, der smigrede ham og viste ham op­ mærksomhed og ikke lod sig afvise, og som endte med at koste Muddermanden alt … y Nu sker der noget. Pigen kan fornemme det, og det får hende til at gyse. Hun lægger hånden mod den iskolde rude og efterlader et stjerneformet aftryk i duggen. Nu er det trolddommens time, selv om hun ikke ved, at det er det, den hedder. Der er ingen, der kan hjælpe hende nu. Toget er kørt, krybskytten ligger ved sin hustrus side, selv spædbarnet sover, for det har opgivet at fortælle resten af verden alt, hvad det ved. Pigen i vinduet er den eneste på slottet, der er vågen; hendes barnepige er holdt op med at snorke og træk­ ker nu vejret så let, at man næsten skulle tro, hun var død; fuglene i slottets skov tier også; de har stukket hovederne ind under de skælvende vinger og har forseglet øjnene bag tynde grå streger; de gemmer sig for det, som de ved er på vej.

Pigen er den eneste, der er der – ud over manden, som vågner nede i mudderet. Hans hjerte slår hurtigere, for hans tid er kom­ met, og den er knap. Han ruller med håndled og ankler og stiger op af sit mudderleje.

Du må ikke kigge. Hører du! Se væk, når han bryder gennem overfladen, vakler op af voldgraven og stiller sig på det dugvåde græs, løfter armene og tager en dyb indånding. Husker, hvordan det er at trække vejret, at elske, at føle smerte.

Se i stedet for på uvejrsskyerne. Selv i mørket kan man se, at de er på vej. Rumlende, vrede, knugende skyer, der ruller og brydes, indtil de er lige over tårnet. Er det Muddermanden, der kommer med uvejret, eller er det uvejret, der kommer med Muddermanden?

Det er der ingen, der ved.

Oppe i jomfruburet bøjer pigen hovedet, netop da de første modstræbende dråber slår mod ruden og møder hendes hånd på

8

den anden side af glasset. Det har ellers været så dejligt vejr i dag, ikke for varmt, og aftenen var kølig. Det var ikke til at gætte, at det skulle give regn ved midnatstid. I morgen vil folk blive overraske­ de, når de ser den dyngvåde jord; de vil klø sig i nakken, smile til hinanden og sige: „Tænk engang! Og vi sov bare fra det!“ Men se! Hvad er nu det? Et væsen, en skikkelse, klatrer op ad tårnets mur. Væsnet klatrer hurtigt og så adræt, at det er en fysisk umulighed. Det er et menneske da ikke i stand til?!

Han når op til pigens vindue. De er nu ansigt til ansigt. Hun kan se ham gennem den duggede rude, gennem regnen, der nu vælter ned: et mudret, uhyrligt væsen. Hun åbner munden for at skrige, for at råbe om hjælp, men i samme nu er alt forandret.

For øjnene af hende forandres han. Hun ser gennem det tykke lag mudder, gennem generationer af mørke og vrede og sorg, til menneskeansigtet nedenunder. Ansigtet tilhører en ung mand.

Det er et glemt ansigt. Et ansigt fyldt med så stor længsel og sorg og skønhed, og uden at tænke låser hun vinduet op. For at lukke ham ind fra regnen.

Raymond Blythe: Den sande Historie om Muddermanden, Prolog

I

Et gammelt brev når frem 1992

D

et hele begyndte med et brev. Et brev, der havde været væk meget længe og havde ventet et halvt århundrede i en glemt postsæk på et mørkt loft i et hus i Bermondsey. Nogle gange tænker jeg på den postsæk, på de hundredvis af kærestebreve, købmandsregninger, fødselsdagskort og hilsner fra børn til forældre; alle de breve, som lå sammen i mørket og sitrede og sukkede, mens de hviskede deres beskeder, der aldrig var nået frem. De ventede på, at der skulle komme en og opdage, at de var der. For det siges nemlig, at uanset om vi bryder os om det eller ej, så vil et brev altid prøve at finde en læser, at ord har det med før eller siden at finde frem i dagens lys, at afsløre deres hemmeligheder.

Undskyld, fantasien løb vist lige af med mig – det er også bare, fordi jeg i årevis læste 1800-talsromaner under dynen med en lommelygte, mens mine forældre troede, at jeg lå og sov. Det, jeg prøver at sige, er, at det er mærkeligt at tænke på, at hvis Arthur Turell havde været en smule mere ansvarsbevidst, hvis ikke han havde fået en romtoddy for meget juleaftensdag 1941 og var gået hjem og havde lagt sig til at sove rusen ud i stedet for at aflevere resten af sine breve, og hvis ikke den sæk var blevet liggende oppe på hans loft, indtil han døde over halvtreds år senere, og en af hans døtre fandt den og ringede til avisen, var det måske gået helt anderledes. For min mor, for mig og navnlig for Juniper Blythe.

Du læste sikkert om det, da det skete: Alle aviserne skrev om det, og det var også i tv-nyhederne. Der blev sågar lavet en udsendelse, hvor man interviewede nogle af dem, der havde modtaget et af disse breve, om den stemme fra fortiden, der noget overraskende var vendt tilbage.

Der var for eksempel en kvinde, hvis kæreste havde været i flyvevåbnet, 13

og en mand med et fødselsdagskort, som hans evakuerede søn havde sendt, en lille dreng, der var blevet dræbt af en granatsplint en uges tid efter. Jeg syntes, det var en rigtig god udsendelse: Noget af det var meget bevægende, der var glade og triste historier, og der var også gamle klip fra krigens tid. Den fik mig til at græde flere gange, men det siger nu ikke så meget: Der skal ikke så meget til, før jeg vander høns.

Min mor var nu ikke med i udsendelsen. Producerne havde ellers kontaktet hende og spurgt, om der stod noget særligt i hendes brev, og om hun havde lyst til at dele det med resten af befolkningen, men hun havde svaret, at det var der ikke, der var bare tale om en ligegyldig ordrebekræftelse fra en stofforretning, der for længst var lukket. Men det er løgn. Det ved jeg, for jeg var der, da brevet kom. Jeg så, hvordan hun reagerede, da hun fik det gamle brev, og hun reagerede med alt andet end ligegyldighed.

Det var en formiddag sidst i februar, vinteren havde endnu ikke sluppet sit tag i os, blomsterbedene var frosset til, og jeg var taget hjem til mine forældre for at hjælpe med søndagsfrokosten. Det gør jeg nogle gange for at glæde mine forældre, selv om jeg er vegetar og ved, at min mor på et eller andet tidspunkt i løbet af frokosten begynder at se først bekymret og så indebrændt ud, indtil hun ikke længere kan dy sig, og så begynder det at fyge med statistikker om proteiner og blodmangel.

Jeg stod ved vasken i færd med at skrælle kartofler, da brevet dumpede ind ad brevsprækken. Der plejer ellers ikke at blive omdelt post om søndagen, så det burde straks have fået os til at undre os, men det gjorde det ikke. Jeg selv havde alt for travlt med at spekulere på, hvordan jeg skulle få fortalt mine forældre, at Jamie og jeg var gået fra hinanden. Det var to måneder siden, det var sket, og jeg var godt klar over, at jeg var nødt til at sige det på et eller andet tidspunkt, men jo længere jeg ventede, jo sværere blev det. Det var ikke uden grund, jeg holdt det for mig selv. Mine forældre havde været skeptiske over for Jamie lige fra begyndelsen, de bryder sig ikke om forandringer, og min mor ville blive om muligt endnu mere bekymret for mig, hvis hun vidste, at jeg nu boede alene i lejligheden. Det, jeg frygtede mest af alt, var dog den uundgåelige og kejtede samtale, der uvægerligt ville følge, når jeg havde fortalt det. At se først forvirring, så bestyrtelse, så resignation i min mors ansigt, når det gik op for hende, at hun ifølge moderskabets uskrevne reg14

ler burde forsøge at trøste mig … Men tilbage til brevet. Lyden af noget, der dumpede ind gennem brevsprækken. „Edie, vil du lige hente posten?“ Det var min mor, der sagde det. (Edie er mig. Undskyld, det burde jeg have fortalt tidligere.) Hun nikkede hen mod entreen og gjorde tegn med den hånd, der ikke befandt sig oppe i kyllingen.

Jeg lagde kartoflen fra mig, tørrede hænder i et viskestykke og gik ud efter dagens post. Der lå kun et enkelt brev på dørmåtten. Ifølge en officiel konvolut fra postvæsnet var indholdet en ‘omadresseret forsendelse’. På vej tilbage til køkkenet læste jeg det, der stod udenpå, højt for min mor.

Da var hun blevet færdig med at stoppe fyld i kyllingen og stod selv og tørrede hænder. Hun rynkede panden en smule, af gammel vane, snarere end fordi hun forventede, at det var noget ubehageligt, og hun rakte ud efter brevet og tog sine læsebriller fra ananassen i frugtskålen.

Hun skimmede notitsen fra postvæsnet, og med løftede øjenbryn begyndte hun at åbne den yderste konvolut.

På det tidspunkt havde jeg genoptaget kartoffelskrælningen, hvilket nok i de fleste tilfælde er mere interessant end at kigge på, at min mor åbner sin post, så jeg så beklageligvis ikke hendes ansigt, da hun fiskede brevet op af den yderste konvolut og fik øje på det skrøbelige, tynde papir og det gamle frimærke, eller da hun vendte brevet om og læste det navn, der stod skrevet bagpå. Siden da har jeg dog mange gange forestillet mig, hvordan hun pludselig blev ligbleg og begyndte at ryste på hænderne, så der gik flere minutter, før hun var i stand til at åbne konvolutten.

Lyden behøver jeg dog ikke at gætte mig til. Det skrækkelige gutturale gisp fulgt af en masse rustne hulk, der fyldte hele køkkenet og fik mig til at fare sammen, så jeg kom til at skære mig i fingeren. „Mor?“ Jeg gik hen til hende og lagde armen om skuldrene på hende, mens jeg passede godt på, at jeg ikke fik blod på hendes kjole. Men hun sagde ikke noget. Det kunne hun ikke, har hun senere fortalt mig, ikke endnu. Hun stod helt stiv, mens tårerne strømmede ned ad kinderne på hende, og hun knugede den mærkelige lille konvolut ind til brystet.

Den var af så tyndt papir, at jeg kunne ane hjørnerne af det sammenfoldede brev indeni. Så forsvandt hun op ovenpå til soveværelset, mens 15

hun udspyede et væld af kommandoer om kyllingen og ovnen og kartoflerne.

Der sænkede sig en forslået stilhed i køkkenet, da hun var gået, og jeg var helt stille og bevægede mig kun ganske langsomt for ikke at forstyrre yderligere. Min mor har ellers ikke let til tårer, men dette øjeblik – hendes chok – føltes så mærkeligt bekendt, som om vi havde prøvet det før. Da der var gået et kvarter, hvor jeg dels skrællede kartofler, dels spekulerede over, hvem brevet mon kunne være fra, og dels overvejede, hvad jeg skulle gøre, gik jeg op og bankede på døren til soveværelset og spurgte, om hun kunne tænke sig en kop te. Da var hun efterhånden faldet lidt til ro, og vi satte os over for hinanden ved det lille laminatspisebord i køkkenet. Mens jeg prøvede at lade, som om jeg ikke havde set hende græde, gav hun sig til at fortælle mig om konvoluttens indhold. „Det var et brev,“ begyndte hun, „fra en, jeg kendte engang for meget længe siden. Da jeg kun var en halvstor pige på tolv-tretten år.“ Jeg så et billede for mig, et tåget minde om et fotografi, der stod på min mormors natbord, dengang hun var gammel og døende. Tre børn, hvoraf min mor var den yngste, en pige, der havde kort, mørkt hår og sad i forgrunden på et eller andet. Det var så underligt, for jeg havde siddet der hos min mormor mindst hundrede gange, men nu kunne jeg ikke huske pigens ansigtstræk. Måske er børn aldrig særlig interesserede i, hvem deres forældre var, inden de selv blev født, medmindre der sker et eller andet bestemt, der tilfældigvis gør fortiden interessant. Jeg nippede til min te og ventede på, at min mor skulle fortsætte. „Jeg har vist ikke fortalt dig ret meget om den tid. Det var under krigen, Anden Verdenskrig. Det var en frygtelig tid, alt var kaos og ødelæggelser. Det virkede …“ hun sukkede. „Det virkede nærmest, som om verden aldrig ville kunne blive normal igen. Som om den var blevet slået ud af balance og aldrig ville komme på ret kurs igen.“ Hun lagde hænderne om sin dampende kop og stirrede ned i den. „Min familie – min mor og far, Rita, Ed og jeg – vi boede sammen i et lille hus på Barlow Street i Elephant and Castle-kvarteret, og dagen efter at krigen brød ud, blev vi børn samlet henne på skolen, og så blev vi sendt hen til banegården i en stor flok og sat på et tog. Jeg glemmer det aldrig – vi havde alle sammen navneskilte om halsen og gasmasker og bagage med, og nogle af mødrene havde fortrudt og kom løbende 16

hen ad gaden mod stationen og råbte til vagterne, at de skulle sætte deres børn af, og så råbte de til de ældre søskende, at de skulle passe godt på de små og ikke måtte slippe dem af syne.“ Hun sad et øjeblik og bed sig i underlæben, mens hun genkaldte sig det hele. „Hvor må du have været bange,“ sagde jeg stille. Nu har vi det ikke med at holde i hånd i vores familie, ellers ville jeg nok have taget hendes på dette tidspunkt. „Det var jeg i begyndelsen.“ Hun tog brillerne af og gned øjnene.

Hendes ansigt virkede så sårbart og ufærdigt uden brillerne, ligesom et lille natdyr, der er helt forvirret i dagslys. Jeg blev ligefrem helt lettet, da hun tog dem på igen og fortsatte: „Jeg havde aldrig før været hjemmefra, aldrig sovet en eneste nat væk fra min mor. Men jeg fulgtes med min storebror og storesøster, og da vi havde kørt lidt, gik en af lærerne rundt og delte chokolade ud. Det hjalp jo lidt på humøret, og vi syntes næsten, det var helt spændende. Tænk engang! Der var lige udbrudt krig, og der sad vi og sang fællessange og spiste syltede pærer og kiggede ud ad vinduerne og legede Tyve spørgsmål til professoren. Børn er faktisk ret gode til at tilpasse sig, nogle gange kan det godt virke helt hjerteløst.

Endelig kom vi til en by, der hed Cranbrook, hvor vi blev delt op i grupper og fordelt i busser. Den, som Rita, Ed og jeg var med, kørte til landsbyen Milderhurst, hvor vi i lange rækker marcherede op til et forsamlingshus. Inde i en sal stod nogle af byens kvinder med påklistrede smil og ventede på os. Den ene havde en liste i hånden. Vi fik besked om at stille os i rækker, mens folk myldrede rundt og valgte de børn, de ville have. De mindste røg hurtigt, især de kønneste. Folk forestillede sig velsagtens, at de ikke ville give så mange problemer, at der ikke hang så meget af Londons stank ved dem.“ Hun smilede skævt. „De skulle blive klogere. Min bror blev valgt tidligt. Han var en stærk knægt, høj af sin alder, og landmændene havde hårdt brug for arbejdskraft. Kort efter blev Rita valgt; hun fik lov at bo sammen med en skoleveninde.“ Nu skulle det være. Jeg rakte hånden frem og lagde hånden på hendes. „Stakkels dig, mor.“ „Så slemt var det nu heller ikke.“ Hun tog hånden til sig og gav min et lille klap. „Jeg var ikke den sidste, der blev valgt. Der var et par andre … en lille dreng, der havde en forfærdelig hudsygdom. Jeg ved ikke, 17

hvad der blev af ham, men han stod der stadig, da jeg gik. Længe efter, i mange, mange år, tvang jeg mig selv til altid at købe den første frugt eller grøntsag, jeg havde fået fat i hos grønthandleren – også selv om den var stødt. Ikke noget med at vende og dreje den og lægge den tilbage, hvis den ikke var god nok.“ „Men du blev valgt.“ „Ja, jeg blev valgt.“ Hun dæmpede stemmen, fingererede ved noget i sit skød, og jeg var nødt til at bøje mig frem mod hende for at kunne høre, hvad hun sagde. „Hun kom sent. Der var næsten helt tomt i salen; de fleste børn var blevet hentet, og damerne fra Det Frivillige Kvindekorps var begyndt at gå ud med tekopperne. Jeg sad og smågræd, selv om jeg prøvede at gøre det meget diskret. Og lige med ét kom hun fejende ind, og det var, som om stemningen i hele salen blev helt elektrisk.“ „Elektrisk?“ Jeg rynkede på næsen og tænkte på den scene i Carrie, hvor elpærerne eksploderer. „Det er svært at forklare. Har du nogensinde mødt nogen, der nærmest medbringer deres egen atmosfære, når de træder ind i et lokale?“ Måske. Jeg trak usikkert på skuldrene. Folk vender sig tit om på gaden efter min veninde Sarah; det er måske ikke ligefrem noget atmosfærisk fænomen, men alligevel … „Nej, selvfølgelig har du ikke det. Det var også en fjollet måde at sige det på. Jeg mener bare, at hun ikke var som andre, hun var mere … Ja, jeg ved snart ikke, hvad jeg skal kalde det. Bare mere. Smuk på en lidt speciel måde, langt hår, store øjne; hun så temmelig vild ud, men det var ikke kun det, der gjorde hende anderledes. På det tidspunkt, i september 1939, var hun kun sytten år, men det var, som om alle de andre kvinder trådte til side, da hun kom derind.“ „Var de ærbødige?“ „Ja, det var lige præcis det, de var: ærbødige. De var overraskede over at se hende og usikre på, hvordan de skulle gebærde sig. Endelig var der en af damerne, der sagde noget – hun spurgte, om hun kunne hjælpe med noget, men den unge pige viftede bare med sine lange fingre og sagde, at hun var kommet for at hente sit evakuerede barn. Det var det, hun sagde: ikke et evakueret barn, men sit evakuerede barn. Og så gik hun lige derhen, hvor jeg sad på gulvet. ‘Hvad hedder du?’ spurgte hun, og da jeg fortalte hende det, smilede hun og sagde, at jeg måtte være træt 18

efter den lange rejse. ‘Kunne du tænke dig at bo hjemme hos mig?’ Jeg nikkede, eller det må jeg vel have gjort, for så vendte hun sig om mod den skrappeste af damerne – hende med listen – og sagde, at hun ville tage mig med hjem.“ „Hvad hed hun?“ „Blythe,“ sagde min mor og undertrykte en ganske lille gysen, „Juni­ per Blythe.“ „Var det hende, der sendte dig brevet?“ Min mor nikkede. „Hun viste mig ud til den smarteste bil, jeg nogensinde havde set, og så kørte hun mig hjem til det sted, hvor hun og hendes ældre tvillingesøstre boede, gennem en jernport og op ad en bugtet indkørsel, og til sidst kom vi til et kæmpestort slot omgivet af tæt skov. Milderhurst Castle.“ Navnet var som taget ud af en gotisk roman, og det rislede ned ad ryggen på mig, mens jeg tænkte på min mors hulken, da hun havde læst kvindens navn og adresse bag på konvolutten. Jeg havde godt hørt om de evakuerede børn, om noget af det, der var foregået, og jeg hviskede: „Var det forfærdeligt at være der?“ „Nej, overhovedet ikke. Det var ikke spor forfærdeligt. Tværtimod.“ „Jamen brevet – du blev så …“ „Det var såmænd bare, fordi det kom sådan bag på mig. Det vækkede meget gamle minder.“ Hun tav, og jeg tænkte på, hvor voldsomt og skræmmende det måtte have været for de børn at blive evakueret, hvor mærkeligt det måtte have været for hende, da hun blev sendt et fremmed sted hen, hvor alt og alle var helt anderledes end det, hun kendte. Jeg kunne stadig huske, hvordan jeg som barn hadede at blive kastet ud i nye, uvante situationer, de bånd, man knyttede af lutter desperation – til bygninger, til venlige voksne, til venner – for at overleve. Mens jeg huskede tilbage på de situationer, var der noget, der slog mig: „Har du nogensinde været tilbage, mor, efter krigen? På Milderhurst?“ Hun rettede hovedet op med et ryk. „Selvfølgelig har jeg ikke det.

Hvorfor skulle jeg dog det?“ „Det ved jeg ikke. For at gense dem, for at sige hej. For at besøge din veninde.“ „Nej.“ Hun sagde det meget bestemt. „Jeg havde jo min egen familie 19

i London, min mor kunne ikke undvære mig, og desuden var der nok at bestille med at rydde op efter krigen. Det virkelige liv gik videre.“ Og med disse ord faldt det gammelkendte slør ned mellem os, og jeg vidste, at samtalen var forbi.

y Det endte med, at vi slet ikke fik spist søndagsfrokost. Min mor sagde, at hun ikke rigtig var i humør til det, og spurgte, om jeg ville blive meget ked af det, hvis vi sprang frokosten over. Det ville have været temmelig tarveligt af mig at minde hende om, at jeg alligevel ikke spiser kød, og at jeg mest deltager af pligt, så jeg sagde bare til hende, at det ikke gjorde noget, og foreslog, at hun gik op og lagde sig lidt. Det sagde hun, at hun ville, og inden jeg var nået ud ad døren, havde hun allerede taget to hovedpinepiller og mindet mig om at tage noget om ørerne, fordi det blæste.

Min far var sovet fra det hele. Han er ældre end min mor og var gået på pension et par måneder forinden. Det har ikke været godt for ham at blive pensionist: Han går hvileløst rundt i huset og driver min mor til vanvid, mens han leder efter noget, han kan reparere eller rydde op i, og om søndagen sover han altid til middag i sin lænestol. Det er manden i husets ret, siger han til alle, der gider høre på det.

Jeg kyssede ham på kinden og gik ud af huset, ud i den kolde luft på vej mod Undergrunden, træt og urolig og en smule nedtrykt over, at jeg skulle tilbage til den hvinende dyre lejlighed, jeg indtil for nylig havde delt med Jamie. Først et sted mellem High Street Kensington og Notting Hill Gate slog det mig, at min mor ikke havde fortalt mig, hvad der stod i brevet.