11
På gårdspladsen holdt tre militærbiler. De var pakket til randen og overdækket med laset presenning. De så ud til at være klar til at tage af sted. General Pier Francesco Calibano tog presenningen af en af vognene. Under den lå malerier, lysestager, sølvtøj og porcelæn fra villaen. Han skyndte sig tilbage til stenmøllen og åbnede døren, der var ulåst, og listede op ad trappen. – Dino, hviskede han. – Dino, vågn op! – Er det Djævlen? hviskede Dino tilbage inde fra mørket. – Nej, din idiot, det er mig, Calibano, kom og hjælp mig. Efter et par minutter kom Dino ned ad trappen. – De truede med at skyde os, sagde han hurtigt. – Der var ikke noget, jeg kunne gøre. – Hvornår kører de? – Snart, sagde Dino. – Soldaterne er taget af sted, der er kun Engell og to underofficerer tilbage. De to mænd gik hen på gårdspladsen og betragtede bilerne i det diffuse månelys. Efter en kort hvisken begyndte de at tage tingene af bilerne, bære dem ind i brændeskuret og bære brænde tilbage ud i bilerne. Da de var færdige, hentede Generalen nogle af de mindst værdifulde genstande i brændeskuret og lagde dem øverst. Så gik han med Dino op i stenmøllen og satte sig i varmen inde i den dybe kamin. Loredana havde fået en søn til siden sidst og lå i sengen med de to drenge. Før daggry kom Engell ud af villaen med to soldater, den
107
Næsten levende.indd 107
15/02/12 14.02