nattens

F O RV E N T N I N G

Cirkusset ankommer uden varsel.

Der er ingen forudgående bekendtgørelser, ingen opslag på lygtepæle eller plankeværk i byen, ingen omtale eller annoncer i lokale aviser. Det er simpelt hen der, hvor det ikke var i går.

De tårnhøje telte er sort- og hvidstribede, og der er ingen gyldne eller højrøde farver. Der er overhovedet ingen farver, bortset fra de nærliggende træer og græsset på de omgivende marker. Sort-hvide striber mod en grå himmel, talløse telte i forskellige former og størrelser, omsluttet af et kunstfærdigt smedejernshegn i en farveløs verden. Selv den smule jord, man kan se udefra, er sort eller hvid, malet eller overstrøet med pulver eller forvandlet via et eller andet cirkuskneb.

Men det er ikke åbent for publikum. Ikke endnu.

Inden for få timer har alle i byen hørt om det. Om eftermiddagen har nyheden bredt sig til adskillige byer på egnen. Mundtlig besked er en mere effektiv reklameform end skrevne ord og udråbstegn på pjecer og plakater. Det er en bemærkelsesværdig og usædvanlig nyhed, et mystisk cirkus, der pludselig er dukket op. Folk betages af den svimlende højde på de største telte. De stirrer på uret, der hænger lige inden for indgangen, og som ingen kan beskrive præcist.

Og på det sorte skilt med hvide bogstaver, som hænger på lågen, skiltet, hvor der står:

Åbner ved Tusmørke Lukker ved Daggry ”Hvad er det for et cirkus, som kun er åbent om natten?” spørger folk. Ingen har et ordentligt svar, men da tusmørket er ved at falde på, samler der sig en anselig flok tilskuere uden for indgangen.

Du er naturligvis blandt dem. Din nysgerrighed løb af med dig, sådan som nysgerrighed plejer at gøre. Du står i det svindende dagslys med tørklædet trukket godt op omkring halsen for at beskytte dig mod den kølige aftenbrise, mens du venter på at opleve med egne øjne, præcis hvilken slags cirkus der kun åbner, når solen går ned.

Billethuset, der tydeligt ses på den anden side af lågen, er lukket og tilskoddet. Teltene er stille, bortset fra vindens lette krusninger. Den eneste bevægelse på cirkuspladsen er uret, der tikker minutterne af sted, hvis en så fantastisk skulptur overhovedet kan kaldes et ur.

Cirkusset ser forladt og øde ud. Men måske synes du, at du kan ane duften af karamel under den kølige lugt af efterårsblade i aftenblæsten. En subtil sødme i udkanten af kulden.

Solen synker helt ned bag horisonten, og det sidste dagslys ændres fra tusmørke til skumring. Folk omkring dig er ved at blive rastløse af at vente, et hav af urolige fødder, mumlende forslag om at opgive forehavendet for at finde et varmere sted at tilbringe aftenen. Du overvejer selv at forlade stedet, da det sker.

Først kommer der en sagte boblende lyd. Den kan knap nok høres gennem blæsten og folks stemmer. Det er en blød lyd som fra en kedel, der er ved at gå i kog til teen. Så kommer lyset.

På alle teltene begynder små lys at flimre, som om hele cirkusset er indhyllet i en sværm af særligt klare ildfluer. De ventende tilskuere bliver stille, mens de iagttager dette lysshow. En person

i nærheden af dig gisper. Et lille barn klapper i hænderne af fryd over synet.

Da alle teltene lyser strålende mod aftenhimlen, kommer skiltet til syne.

Hen over toppen af indgangen, skjult i krummelurer af støbejern, begynder flere ildfluelys at flimre. De knitrer, mens de bliver klarere, og nogle af dem omgives af en sky af hvide gnister og en smule røg. Folk nærmest indgangen træder et par skridt tilbage.

Først er det bare et tilfældigt mønster af lys. Men efterhånden som flere lys tændes, står det klart, at de indgår i en række håndskrevne bogstaver. Først ses et C, og det efterfølges af flere bogstaver. Sært nok følger et q og adskillige e’er. Da den sidste pære tændes med et lille smæld, og røgen og gnisterne er forsvundet, er det omsider læseligt, det kunstfærdige, lysende skilt. Du læner dig til venstre for at få et bedre udsyn og kan se, hvad der står: Le Cirque des Rêves Nogle i flokken smiler bedrevidende, men andre rynker panden og ser spørgende på deres sidemænd. Et barn tæt ved dig trækker i sin mors ærme og tigger om at få at vide, hvad det betyder. ”Drømmenes cirkus,” lyder svaret. Pigen smiler fornøjet.

Nu skælver jernlågerne og glider op, tilsyneladende af egen kraft. De svinger udad og inviterer folk indenfor.

Nu er cirkusset åbent.

Nu kan du træde ind.

Del I

PRIMORDIUM

Hele Le Cirque des Rêves er dannet af en række cirkler. Måske er det en tribut til den oprindelige betydning af ordet ’cirkus’, der er afledt af det græske kirkos, som betyder cirkel eller ring.

Der findes mange af den slags versioner af fænomenet cirkus i historisk forstand, selv om dette næppe er et traditionelt cirkus.

I stedet for et enkelt telt med indvendige, runde maneger består dette cirkus af klynger af telte som pyramider, hvoraf nogle er store og andre ganske små. De står langs cirkulære stier og er omgivet af et cirkulært hegn. Som bugtede, endeløse cirkler.

– friedrick thiessen, 1892

En drømmer er én, som kun kan finde vej i månelys, og hans straf er, at han ser daggryet før resten af verden.

– oscar wilde, 1888

Uventet post n ew yor k , fe brua r 18 7 3

M

anden, der på plakater kaldes Troldmanden Prospero, modtager en anselig mængde breve via teatrets kontor, men dette er den første konvolut med et selvmordsbrev, der er adresseret til ham, og det er også det første, som ankommer omhyggeligt fæstnet med en sikkerhedsnål til en femårig piges frakke.

Den advokat, som ledsager hende til teatret, nægter trods direktørens protester at forklare sagen, og han efterlader hende, så hurtigt han kan, blot med en enkelt skuldertrækning og et lille vip med hatten.

Teaterdirektøren behøver ikke at læse teksten på konvolutten for at vide, hvem pigen hører til. De klare øjne, der kigger frem under en sky af viltre brune krøller, er mindre, mere opspærrede versioner af tryllekunstnerens egne.

Han tager hende i hånden, og hendes små fingre ligger slapt i hans. Hun nægter at tage frakken af, selv om der er varmt i teatret, og svarer kun med en bestemt hovedrysten, da han spørger hende om grunden.

Direktøren tager pigen med hen på sit kontor, fordi han ikke ved, hvad han ellers skal stille op med hende. Hun sidder stilfærdigt på en umagelig stol under en række indrammede plakater fra tidligere forestillinger, omgivet af kasser med billetter og kvitteringer. Direktøren bringer hende en kop te med en ekstra sukkerknald, men teen bliver stående urørt på bordet, indtil den er kold.

Pigen bevæger sig ikke, og hun flytter sig ikke uroligt på stolen.

Hun sidder ganske stille med hænderne foldet i skødet. Hendes blik er rettet stift nedad mod støvlerne, der ikke når helt ned til gulvet. Der er en lille skramme på den ene tå, men snørebåndene er bundet i perfekte sløjfer.

Den forseglede konvolut hænger ned fra den næstøverste knap i frakken, indtil Prospero ankommer.

Hun hører ham, før døren går op. Hans fodtrin er tunge og giver genlyd på gangen, i modsætning til de afmålte skridt fra direktøren, der er kommet og gået adskillige gange, lydløs som en kat. ”Der er også en ... forsendelse til Dem, sir,” siger direktøren, der åbner døren og viser tryllekunstneren ind på det trange kontor, før han haster videre for at tage sig af andre sager. Han har ikke noget ønske om at være vidne til, hvad der kommer ud af dette møde.

Tryllekunstneren kigger sig omkring i kontoret med en stak breve i den ene hånd og en sort kappe foret med skærende hvid silke, som hænger ned ad hans ryg. Han forventer at se en æske eller kasse pakket ind i papir. Først da pigen ser op på ham med hans egne øjne, går det op for ham, hvad teaterdirektøren talte om.

Troldmanden Prosperos umiddelbare reaktion ved mødet med sin datter er simpelt hen: ”Det var som satan.”

Pigen vender atter blikket mod sine støvler.

Tryllekunstneren lukker døren bag sig og smider brevene på skrivebordet ved siden af tekoppen, mens han betragter pigen.

Han flår konvolutten af hendes frakke, så sikkerhedsnålen stædigt bliver hængende i knappen.

Uden på konvolutten står hans kunstnernavn og teatrets adresse, men brevet indeni indledes med hans fødenavn, Hector Bowen.

Han gennemlæser hastigt brevet, men ethvert følelsesudbrud, brevskriveren måtte have ønsket at fremkalde, udebliver helt og aldeles. Han hæfter sig kun ved det faktum, som han mener er relevant: at denne pige, som nu er overladt i hans varetægt, utvivlsomt er hans egen datter, og at hendes navn er Celia. ”Hun burde have kaldt dig Miranda,” siger manden, der kaldes Troldmanden Prospero, med en sagte latter. ”Men jeg går ud fra, at hun ikke var kløgtig nok til at tænke på det.”

Pigen ser atter op på ham. De mørke øjne under krøllerne bliver smallere.

Tekoppen på bordet begynder at skælve. Den glatte overflade bliver brudt, da revner breder sig hen over glasuren, og så kollapser den i en dynge blomstrede porcelænsskår. Den kolde te vælter ud i underkoppen, drypper ned på gulvet og efterlader klistrede spor på det blankpolerede træ.

Tryllekunstnerens smil blegner. Han ser på skrivebordet med rynket pande, og den spildte te begynder at sive op fra gulvet. De takkede, knuste skår fra koppen rejser sig op og gendanner sig omkring væsken, indtil koppen atter er hel, og damp stiger op fra den i bløde hvirvler.

Pigen stirrer på tekoppen med store øjne.

Hector Bowen tager sin datters ansigt i sin behandskede hånd og gransker hendes udtryk et øjeblik, før han giver slip på hende. Hans fingre efterlader aflange, røde mærker på hendes kinder. ”Du kunne måske vise dig at blive interessant,” siger han.

Pigen svarer ikke.

I løbet af de følgende uger gør han flere forsøg på at give hende et nyt navn, men hun nægter at svare på andet end Celia.

*

adskillige måneder senere, da tryllekunstneren beslutter sig for, at hun er klar, skriver han selv et brev. Der er ingen adressat på brevet, men ikke desto mindre når det sit bestemmelsessted på den anden side af oceanet.

Et væddemål mellem gentlemen lon d on , o k tob er 18 7 3

A

ftenens optræden er den sidste i en begrænset række forestillinger. Troldmanden Prospero har ikke begunstiget Londons scener med sit nærvær i et stykke tid og er kun engageret for en uge uden matinéforestillinger.

Skønt prisen for billetterne var overdådig, blev de udsolgt på kort tid, og teatret er så tætpakket, at mange af kvinderne sidder med vifter for at få luft ned i kjolernes udskæringer og skærme sig mod den tunge varme, der gennemtrænger luften trods efterårskulden udenfor.

På et tidspunkt i løbet af aftenen bliver hver af vifterne pludselig til en lille fugl, og flokke af disse fugle svæver rundt i salen til et øredøvende bifald. Da hver fugl vender tilbage og bliver til en nydeligt foldet vifte i ejerindens skød, får det blot bifaldet til at vokse, selv om nogle er for lamslåede til at klappe og sidder forundret og vender og drejer vifterne besat med fjer og kniplinger uden at bekymre sig om varmen.

Manden i det grå jakkesæt, som sidder i logen lige til venstre for scenen, klapper ikke. Hverken under dette eller et eneste andet nummer i løbet af aftenen. Han iagttager manden på scenen med et fast, granskende blik, der ikke flakker et øjeblik under forestillingen. Han løfter ikke sine behandskede hænder en eneste gang for at klappe. Han løfter ikke engang et øjenbryn over bedrifter, der udløser klapsalver eller gispende udbrud eller lejlighedsvise skrig af overraskelse fra resten af det henrevne publikum.

Efter forestillingen snor manden i det grå jakkesæt sig ubesværet gennem trængslen af tilskuere i teatrets foyer. Han smutter ubemærket forbi et forhæng i en døråbning, der fører ind til skuespillernes garderober bag scenen. Scenearbejdere og påklædersker kaster ikke et eneste blik på ham.

Han banker på døren for enden af gangen med sølvknoppen på sin stok.

Døren går op af sig selv og afslører et rodet påklædningsværelse med spejle, der viser Prospero fra alle vinkler.

Hans kjolejakke er skødesløst smidt hen over en fløjlsbetrukket lænestol, og vesten hænger uknappet over hans kniplingsbesatte skjorte. Den høje hat, der udgjorde en fremtrædende del af forestillingen, hænger på en stumtjener.

Manden virkede yngre på scenen, hvor hans alder var tilsløret af det blændende rampelys og flere lag makeup. Ansigtet i spejlene er rynket, og håret stærkt grånende. Men der er noget ungdommeligt i det brede smil, der dukker op, da han får øje på manden i døråbningen. ”Du hadede det, ikke sandt?” spørger han og henvender sig til det spøgelsesagtige grå spejlbillede uden at vende sig væk fra spejlet. Han tørrer tykke pudderrester af ansigtet med et lommetørklæde, der måske engang har været hvidt. ”Det er også en fornøjelse at se dig, Hector,” svarer manden i gråt, mens han stilfærdigt lukker døren bag sig. ”Jeg ved, at du foragtede hvert minut af det,” siger Hector Bowen leende. ”Jeg holdt øje med dig, så forsøg ikke at benægte det.”

Han vender sig om og rækker en hånd frem, som manden i det grå jakkesæt ikke tager imod. Som svar trækker Hector på skuldrene og vifter dramatisk med fingrene i retning af den modsatte væg. Fløjlslænestolen glider frem fra et hjørne, der er pakket med kufferter og tørklæder, mens kjolejakken svæver op

fra den som en skygge og lydigt hænger sig selv på plads i garderobeskabet. ”Vær så venlig at sætte dig,” siger Hector. ”Jeg er bange for, at den ikke er så komfortabel som stolene ovenpå.” ”Jeg kan ikke påstå, at jeg billiger den slags forestillinger,” siger manden i det grå jakkesæt. Han tager sine handsker af og støver stolen af med dem, før han sætter sig. ”At fremstille manipulationer som tryllekunster og blændværk. At tage penge for det.”

Hector smider lommetørklædet, der er indsmurt i pudder, hen på et bord, som er overstrøet med makeuppensler og dåser med teatersminke. ”Der er ikke en eneste person blandt publikum, som et øjeblik tror på, at det, jeg foretager mig på scenen, er ægte,” siger han og gestikulerer i retning af scenen. ”Det er det smukke ved det. Har du set de anordninger, de såkaldte tryllekunstnere bygger for at gennemføre de simpleste numre? De er en stime fisk, som forklæder sig i fjer og prøver at overbevise publikum om, at de kan flyve, og jeg er simpelt hen en fugl iblandt dem. Tilskuerne kan ikke se forskellen, bortset fra at de ved, at jeg er bedre til det.” ”Det gør det ikke mindre vulgært.” ”Disse mennesker stiller sig i kø for at blive betaget af det uforklarlige,” siger Hector. ”Og jeg kan betage dem bedre end de fleste. Det virker som det rene spild at lade den chance gå fra sig. Og det er også bedre lønnet, end du måske tror. Vil du have en drink? Der gemmer sig nogle flasker et eller andet sted, selv om jeg ikke er helt sikker på, om der også er glas.” Han går i gang med at gennemsøge dyngen af sager på et bord og skubber avisstakke og et tomt fuglebur til side. ”Nej tak,” siger manden i det grå jakkesæt. Han flytter sig lidt på stolen og lader hænderne hvile på stokken. ”Jeg syntes, din optræden var ejendommelig, og publikums reaktion var temmelig forvirrende. Du manglede præcision.”

”Jeg kan ikke gøre det alt for perfekt, hvis jeg vil have, de skal tro, at jeg er en fusker ligesom alle de andre,” siger Hector leende. ”Jeg vil gerne takke dig, fordi du mødte op og udholdt min forestilling. Det overrasker mig, at du overhovedet dukkede op. Jeg var ved at opgive håbet. Jeg havde reserveret den loge til dig hele ugen.” ”Jeg afslår sjældent invitationer. I dit brev skrev du, at du har et forslag at stille mig.” ”Og det har jeg bestemt!” siger Hector og slår hænderne sammen med et enkelt, skarpt smæld. ”Jeg håbede, du måske ville have lyst til en dyst. Det er alt for længe siden, vi har konkurreret med hinanden, men først må du møde mit nye projekt.” ”Jeg havde fået det indtryk, at du var holdt op med at undervise.” ”Det var jeg også, men det her var en enestående mulighed, jeg ikke kunne modstå.” Hector går hen til en dør, der næsten er skjult af et højt gulvspejl. ”Celia, min ven,” råber han ind i det tilstødende rum, før han vender tilbage til sin stol.

Et øjeblik senere dukker en lille pige op i døråbningen. Hun er alt for pænt klædt til de kaotiske, lurvede omgivelser. Masser af bånd og kniplinger, perfekt som en butiksny dukke, bortset fra et par uregerlige krøller, der er undsluppet fletningerne. Hun tøver usikkert på dørtærsklen, da hun ser, at hendes far ikke er alene. ”Det er helt i orden, kære ven. Kom ind, kom ind,” siger Hector og vinker hende frem. ”Det her er en af mine kolleger; der er ingen grund til at være genert.”

Hun træder et par skridt frem og nejer perfekt, så den kniplingsbesatte kjolesøm fejer hen over de nedslidte gulvbrædder. ”Dette er min datter, Celia,” siger Hector til manden i det grå jakkesæt og lægger en hånd på pigens hoved. ”Celia, det her er Alexander.”

”Det glæder mig at møde Dem,” siger hun. Hendes stemme er næppe mere end en hvisken og dybere, end man ville forvente hos en pige på hendes alder.

Manden i det grå jakkesæt nikker høfligt til hende. ”Jeg vil gerne have, at du viser denne herre, hvad du kan,” siger Hector. Han trækker et sølvlommeur i en lang kæde op af sin vestelomme og lægger det på bordet. ”Gå bare i gang.”

Pigen spærrer øjnene op. ”Du sagde, jeg ikke måtte gøre det, når nogen ser det,” siger hun. ”Du fik mig til at love det.” ”Denne herre er ikke hvem som helst,” svarer Hector med en lille latter. ”Du sagde, der ikke var nogen undtagelser,” indvender Celia.

Hendes fars smil blegner. Han griber fat om hendes skuldre og ser strengt på hende. ”Det her er et helt specielt tilfælde,” siger han. ”Vær nu sød at vise denne mand, hvad du kan, ligesom når jeg underviser dig.”

Han skubber hende hen mod bordet med uret.

Pigen nikker alvorligt og vender opmærksomheden mod uret.

Hun står med hænderne knyttet på ryggen.

Efter et øjeblik begynder uret at dreje langsomt rundt i cirkler på bordet, mens kæden bliver trukket efter det som en spiral.

Derpå løfter uret sig op fra bordet og hænger og svæver i luften, som om det flød i vand.

Hector kigger på manden i det grå jakkesæt for at se, hvordan han reagerer. ”Imponerende,” siger manden. ”Men helt basalt.”

Celia rynker brynene over sine mørke øjne, og uret går itu, så tandhjulene flyver ud i luften. ”Celia,” siger hendes far.

Hun rødmer over hans skarpe tonefald og mumler en undskyldning. Tandhjulene svæver tilbage til uret og lægger sig på

plads, indtil uret atter er helt, og viserne tikker af sted, som om intet var sket. ”Ja, det er lidt mere imponerende,” indrømmer manden i det grå jakkesæt. ”Men hun er temperamentsfuld.” ”Hun er ung,” siger Hector, mens han klapper Celia på hovedet og ignorerer hendes rynkede pande. ”Det her er efter mindre end et års studier. Når hun bliver voksen, bliver hun mageløs.” ”Jeg kunne samle et hvilket som helst barn op på gaden og lære det lige så meget. Mageløs er din personlige mening, som let kan modbevises.” ”Ha!” udbryder Hector. ”Så har du altså lyst til at dyste.”

Manden i det grå jakkesæt tøver kun et øjeblik, før han nikker. ”Noget lidt mere kompliceret end sidste gang, og jo, jeg er måske interesseret,” siger han. ”Muligvis.” ”Naturligvis bliver det mere kompliceret,” siger Hector. ”Jeg har et naturtalent at satse. Og det sætter jeg ikke på spil for noget simpelt.” ”Naturtalent er et tvivlsomt fænomen. Visse tilbøjeligheder måske, men medfødte evner er uhyre sjældne.” ”Hun er mit eget barn, så naturligvis har hun medfødte evner.” ”Men du indrømmer, at hun har fået undervisning,” siger manden i det grå jakkesæt. ”Hvordan kan du være sikker?” ”Celia, hvornår begyndte jeg at undervise dig?” spørger Hector uden at se på hende. ”I marts,” svarer hun. ”Hvilket år, min ven?” tilføjer Hector. ”I år,” svarer hun, som om det er et særdeles tåbeligt spørgsmål. ”Otte måneders undervisning,” understreger Hector. ”I en alder af knap seks år. Hvis jeg husker korrekt, begynder du somme tider med dine egne elever i en lidt tidligere alder. Celia er helt

klart længere fremme, end hun ville være, hvis hun ikke havde medfødte evner. Hun kunne få det ur til at svæve i luften ved sit første forsøg.”

Manden i det grå jakkesæt vender sig mod Celia. ”Du ødelagde det ved et uheld, ikke?” spørger han og nikker hen mod uret, der ligger på bordet.

Celia rynker panden og svarer ham med et næsten usynligt nik. ”Hun har en bemærkelsesværdig kontrol for et så lille barn,” bemærker han til Hector. ”Men et temperament som hendes er altid en uheldig faktor. Det kan føre til impulsiv adfærd.” ”Enten vokser hun fra det, eller også lærer hun at kontrollere det. Det er et mindre problem.”

Manden i det grå jakkesæt bliver ved med at se på pigen, men henvender sig til Hector, når han taler. I Celias ører omdanner lyden sig ikke længere til ord, og hun ser forvirret ud, da hendes fars svar lyder lige så uforståeligt. ”Vil du satse dit eget barn?” ”Hun taber ikke,” siger Hector. ”Jeg foreslår, at du finder en elev, du kan holde ud at tage afsked med, hvis du ikke allerede har en tilovers.” ”Jeg antager, at hendes mor ikke har nogen mening om sagen?” ”Det er en korrekt antagelse.”

Manden i det grå jakkesæt betragter pigen et stykke tid, før han atter siger noget, og hun kan stadig ikke forstå ordene. ”Jeg kan godt forstå, at du har tillid til hendes evner, men jeg vil råde dig til i det mindste at overveje den mulighed, at hun kan bukke under, hvis konkurrencen ikke udvikler sig til hendes fordel. Jeg finder en spiller, der for alvor kan udfordre hende.

Ellers er der ingen grund til, at jeg indvilger i at deltage. Hun er ikke garanteret en sejr.”

”Det er en risiko, jeg er villig til at løbe,” siger Hector uden så meget som at kaste et blik på sin datter. ”Hvis du gerne vil gøre det officielt her og nu, så gør endelig det.”

Manden i det grå jakkesæt kigger over skulderen på Celia, og da han svarer, forstår hun atter ordene. ”Udmærket,” siger han med et nik. ”Han fik mig til at høre forkert,” hvisker Celia, da hendes far vender sig mod hende. ”Det ved jeg, min ven, og det var ikke særlig høfligt,” siger Hector, mens han fører hende tættere hen til stolen, hvor manden ser undersøgende på hende med øjne, der er næsten lige så lysegrå som hans jakkesæt. ”Har du altid været i stand til at gøre den slags?” spørger han hende og ser hen på uret.

Celia nikker. ”Min ... min mor sagde, jeg var et djævlebarn,” svarer hun stille.

Manden i det grå jakkesæt læner sig frem og hvisker noget i hendes øre, for stille til, at hendes far kan høre det. Hendes ansigt lyser op i et lille smil. ”Ræk højre hånd frem,” siger manden og læner sig tilbage i stolen. Celia rækker øjeblikkeligt hånden frem med opadvendt håndflade, usikker på, hvad der nu skal ske. Men manden i det grå jakkesæt lægger ikke noget i hendes åbne hånd. I stedet vender han hånden om og fjerner en sølvring fra sin lillefinger. Han lader den glide op på hendes ringfinger, selv om den er for stor til hendes små fingre, og holder fast om hendes håndled med den anden hånd.

Hun åbner munden for at påpege det indlysende faktum, at ringen – selv om den er meget pæn – ikke passer hende, da det går op for hende, at ringen bliver mindre på hendes finger.

Hendes umiddelbare glæde over ændringen drukner i den

smerte, hun føler, da ringen bliver ved med at stramme til om fingeren, så metallet brænder sig ned i hendes hud. Hun forsøger at trække hånden til sig, men manden i det grå jakkesæt holder fast om hendes håndled.

Ringen bliver tyndere og forsvinder gradvis, indtil der kun er et tydeligt rødt ar omkring Celias finger.

Manden i det grå jakkesæt giver slip på hendes håndled, og hun trækker sig baglæns til et hjørne og stirrer på sin hånd. ”Flink pige,” siger hendes far. ”Jeg skal bruge noget tid til at forberede min egen deltager,” siger manden i det grå jakkesæt. ”Naturligvis,” siger Hector. ”Tag al den tid, du har brug for.”

Han fjerner en guldring fra sin egen hånd og lægger den på bordet. ”Til dig, når du har fundet din.” ”Ønsker du ikke selv at udføre ritualet?” ”Jeg stoler på dig.”

Manden i det grå jakkesæt nikker og tager et lommetørklæde fra sin frakke for at samle ringen op uden at røre ved den, hvorpå han lægger den i lommen. ”Jeg håber ikke, du gør det her, fordi min deltager vandt den sidste dyst.” ”Naturligvis gør jeg ikke det,” siger Hector. ”Jeg gør det, fordi jeg har en udfordrer, der kan slå hvem som helst, du vælger at stille op imod hende, og fordi tiden har ændret sig så meget, at det bliver interessant. Desuden vil jeg mene, at de samlede resultater falder ud til min fordel.”

Manden i det grå jakkesæt bestrider ikke dette udsagn; han bliver bare ved med at iagttage Celia med det samme granskende blik. Hun forsøger at trække sig væk fra hans synsfelt, men rummet er for lille. ”Jeg går ud fra, at du allerede har en idé om, hvor dysten skal finde sted?” siger manden.

”Ikke helt præcis,” svarer Hector. ”Jeg tænkte, det måske ville være morsommere at være åben for flere muligheder, hvad angår skuepladsen. At levne plads for overraskelser, om du vil. Jeg kender en teaterproducent her i London, som ville være parat til at iscenesætte noget ekstraordinært. Jeg kan lade et par ord falde, når tiden er inde, og så er jeg sikker på, han nok skal finde et passende sted. Det må hellere være et neutralt sted, selv om jeg forestiller mig, at du måske vil foretrække at sætte udfordringen i gang på din side af dammen.” ”Og herrens navn?” ”Lefèvre. Chandresh Christophe Lefèvre. Rygtet går, at han er den uægte søn af en indisk prins eller noget i den retning. Moren var en eller anden ballerinadulle. Jeg har hans kort et sted i det her kaos. Du vil synes om ham, han er ganske fremsynet. Velhavende, excentrisk. En smule manisk og lidt uforudsigelig, men det er vel en uundgåelig konsekvens af et kunstnerisk sindelag.”

Stakken af papir på et skrivebord flytter sig rundt og vender sig, indtil et visitkort finder vej til toppen og svæver gennem rummet. Hector fanger det i luften og læser det, før han rækker det til manden i det grå jakkesæt. ”Han holder nogle pragtfulde fester.”

Manden i det grå jakkesæt stikker kortet i lommen uden så meget som at kaste et blik på det. ”Jeg har ikke hørt om ham,” siger han. ”Og jeg er ikke glad for offentlige omgivelser til den slags affærer. Jeg skal overveje det.” ”Sludder og vrøvl, offentlighed gør det dobbelt så underholdende! Det medfører så mange begrænsninger og udfordrende forhindringer, man skal sno sig uden om.”

Manden i det grå jakkesæt tænker over det et øjeblik, før han nikker. ”Har vi en aftale om tavshedspligt? Det ville være mest fair i betragtning af, at jeg ved, hvem du har valgt som din deltager.”

”Lad os droppe alle restriktioner bortset fra de grundlæggende regler om indblanding, og så ser vi, hvad der sker,” siger Hector. ”Jeg ønsker at flytte grænser med dette projekt. Lad os også glemme alt om tidsbegrænsninger. Jeg vil endda give dig retten til at foretage første træk.” ”Udmærket. Det er en aftale. Jeg kontakter dig.” Manden i det grå jakkesæt rejser sig og børster usynlige fnug af ærmet. ”Det var en fornøjelse at møde Dem, frøken Celia.”

Celia nejer atter perfekt, alt imens hun uafbrudt betragter ham med et vagtsomt blik.

Manden i det grå jakkesæt vipper med hatteskyggen til Prospero og smutter ud ad døren og derpå ud af teatret for at bevæge sig som en skygge hen ad den travle gade.

* i påklædningsværelset ler Hector Bowen ved sig selv, mens hans datter står stille i hjørnet og betragter arret på sin finger.

Smerten forsvandt lige så hurtigt som ringen, men det lysende røde ar er der stadig.

Hector tager sølvlommeuret fra bordet og sammenligner tiden med uret på væggen. Han trækker langsomt uret op, mens han ser koncentreret på viserne, der snurrer rundt på urskiven. ”Celia,” siger han uden at se på hende, ”hvorfor trækker vi ure op?” ”Fordi alting skal bruge energi,” svarer hun lydigt, mens hun stadig ser på sin finger. ”Vi må bruge kræfter og energi på alt, hvad vi ønsker at forandre.” ”Udmærket.” Han ryster forsigtigt uret og stikker det ned i vestelommen. ”Hvorfor kaldte du manden for Alexander?” spørger Celia. ”Det er et dumt spørgsmål.” ”Det er ikke hans navn.”

”Hvor ved du nu det fra?” spørger Hector sin datter. Han løfter hendes hage op, så hun ser på ham, og gransker udtrykket i hendes mørke øjne med sine egne.

Celia gengælder hans blik uden at vide, hvordan hun skal forklare det. For sit indre blik genkalder hun sig indtrykket af manden i det grå jakkesæt med de lyse øjne og de barske træk, og hun forsøger at regne ud, hvorfor navnet ikke passer ordentligt til ham. ”Det er ikke et rigtigt navn,” siger hun. ”Ikke et navn, han altid har båret. Det er et navn, han tager på ligesom sin hat. Så han kan tage det af igen, når det passer ham. Ligesom du bruger navnet Prospero.” ”Du er endnu kløgtigere, end jeg turde håbe på,” siger Hector uden at bekymre sig om at afvise eller bekræfte hendes teorier om kollegaens navnebrug. Han tager sin høje hat fra stumtjeneren og sætter den på hendes hoved, hvor den glider ned og skjuler hendes spørgende blik i et mørkt silkebur.