Nattergalens_doed

90 mm

“I KUFFERTEN LÅ DER EN DRENG. En nøgen, lyshåret dreng, lille og spinkel, vel højst tre år gammel. Chokket fik hende til at vælte tilbage mod containerens ru plasticflade. Hans knæ var bøjet helt op til brystet, han var foldet sammen som om han var en skjorte, ellers havde han vel ikke kunnet være der. Hans øjne var lukkede, og hans hud skinnede bleghvidt i skæret af lysstofrørene. Det var først da hun så hans læber skilles, ganske let, at det gik op for hende at han var levende.”

141 mm

Det viser sig at være en livsfarlig beslutning.

ISBN 9788770554770

Foto: © Lisbeth Holten

DRENGEN I KUFFERTEN

Men Nina er ikke god til at lukke øjnene. Da hun finder drengen i kufferten, forsøger hun at finde ud af hvem han er, og hvor han kommer fra.

Hun har bestemt sig for at det her barn ikke får lov til bare at forsvinde.

KAABERBØL&FRIIS er et nyt makkerpar i dansk kriminallitteratur.

KAABERBØL &FRII S

DRENGEN I KUFFERTEN

LENE KAABERBØL har på verdensplan solgt næsten to millioner bøger i mere end 30 lande, især børne- og ungdomsromaner som for eksempel serien om Skammerens datter. Hun bor på en nedlagt vandmølle lidt uden for Århus, omgivet af en varierende bestand af hunde, heste, høns og får.

AGNETE FRIIS er udover sit virke som forfatter også journalist; ligesom Kaaberbøl har Friis tidligere skrevet for børn og unge, blandt andet er hun forfatteren bag succesromanen Dyresangeren. Agnete Friis har ægtemand og tre børn på Frederiksberg, men til gengæld kun én meget lille hund.

Drengen i kufferten er den første af foreløbig i alt tre romaner om Nina Borg.

9 788770 554770

”Nyt makkerpar leverer fornem pageturner-underholdning. Kaaberbøl og Friis hæver overliggeren på krimimarkedet.”

– Politiken ”Lene Kaaberbøl og Agnete Friis krimidebuterer med stilsikker og bidsk thriller i højt gear.”

– Jyllands-Posten ”Letflydende, velkomponeret og underspillet samfundskritisk krimi ... Deres næste udspil ventes med fornøjelse.”

– Information 90 mm

141 mm

141 mm

90 mm

Drengen i kufferten er den første af foreløbig i alt tre romaner om Nina Borg.

”Nyt makkerpar leverer fornem pageturnerunderholdning. Kaaberbøl og Friis hæver overliggeren på krimimarkedet.”

– Politiken ”Lene Kaaberbøl og Agnete Friis krimidebuterer med stilsikker og bidsk thriller i højt gear.”

– Jyllandsposten ”Letflydende, velkomponeret og underspillet samfundskritisk krimi ... Deres næste udspil ventes med fornøjelse.”

– Information ”Et snyde- og lydefrit plot ... Jeg glæder mig til et gensyn med den seje heltinde Nina Borg.”

– Weekendavisen

215 mm

DRENGEN I KUFFERTEN

“KUGLEN LÅ FOR SIG SELV, revnet og skrammet og gulmalet på en måde som mindede ham lidt om de søminer han havde set på film.

Forsigtigt strakte han hånden frem og rørte ved den, ganske, ganske let. Den føltes varm, syntes han. Ikke skoldhed, bare hudvarm, som om den var levende. Advarselsskiltet kunne stadig tydes, sort mod det gule, på trods af skrammer og betonstøv.”

I ruinerne af et gammelt militærhospital i det nordlige Ungarn leder to romadrenge efter apparatur eller våben de kan sælge. De finder mere end de havde regnet med, og den kædereaktion de dermed sætter i gang, truer med at sprænge tilværelsen i stumper og stykker for uhyggeligt mange mennesker – også for Røde Kors-sygeplejersken Nina Borg.

ET STILLE UMÆRKELIGT DRAB er den anden roman om Nina Borg.

Den første, DRENGEN I KUFFERTEN, vandt Harald Mogensen-prisen som Årets Bedste Danske Spændingsroman.

ISBN 9788770556934

ET STILLE UMÆRKELIGT DRAB

DRENGEN I KUFFERTEN

KAABERBØL FRII S

&

”Advarsel! Hvis du åbner denne bog, sætter du resten af dit liv på stand-by.”

– Elle

141 mm

90 mm

KAABERBØL FRII S

KAABERBØL FRII S

&

KAABERBØL&FRIIS er et nyt makkerpar i dansk kriminallitteratur.

LENE KAABERBØL har på verdensplan solgt næsten to millioner bøger i mere end 30 lande, især børne- og ungdomsromaner som for eksempel serien om Skammerens datter. Hun bor på en nedlagt vandmølle lidt uden for Århus, omgivet af en varierende bestand af hunde, heste, høns og får.

AGNETE FRIIS er udover sit virke som forfatter også journalist; ligesom Kaaberbøl har Friis tidligere skrevet for børn og unge, blandt andet er hun forfatteren bag succesromanen Dyresangeren. Agnete Friis har ægtemand og tre børn på Frederiksberg, men til gengæld kun én meget lille hund.

29,1 mm

&

25mm

KAABERBØL FRII S

&

ET STILLE UMÆRKELIGT DRAB

90 mm

90 mm

KAABERBØL FRII S Nina Borg er Røde Kors-sygeplejerske. Hun arbejder med flygtninge i Danmark, både over og under jorden, og hun er vant til nødsituationer og pludselige udkald. Hun lever en stor del af sit liv i en verden andre danskere sjældent ser, selv om den er lige omkring os hele tiden. Det er en verden hvor afpresning, menneskehandel, mishandling og unødvendig død er hverdag; en verden hvor børn forsvinder hver eneste dag uden at nogen stiller spørgsmål.

MAT-KACHERET+UV

KAABERBØL&FRIIS er et nyt makkerpar i dansk kriminallitteratur.

Deres fælles krimidebut DRENGEN I KUFFERTEN løb med Det Danske Kriminalakademis prestigefyldte Harald Mogensenpris og en nominering til Glasnøglen for bedste skandinaviske spændingsroman.

Ligesom den første roman om Nina Borg er også ET STILLE UMÆRKELIGT DRAB solgt til en række lande, bl.a. Norge, Tyskland, Holland, Spanien og Italien.

FÅS OGSÅ SOM LYDBOG

9 788770 556934

”Uhyre velskabt spændingsroman fra Kaaberbøl & Friis ... Man læser den med stor fornøjelse og forventning, og sine mere end 400 sider til trods virker den på intet tidspunkt for langstrakt.”

– Politiken ”Klassisk thrillerkunst, som det kendes fra Ridderfalken eller fra Hitchcock.”

– Børsen ”Kaaberbøl og Friis er stadig noget af det rigtig løfterige i ny dansk spændingslitteratur.”

– Jyllands-Posten

“BAG DEM LØD DER ENDNU ET DUMPT KNALD, og glas regnede ned over linoleumsgulvet. Det store vinduesparti i gangens facade var blevet smadret, og tunge fødder trådte knasende hen over skårene. Nina rev Rina med sig ind i det snævre kølerum, så hårdt at barnet ramte hylderne med mælk og ost og juice og gav et klynk fra sig. Kvalmen pressede sig på, det var som om gassens sødlige lugt havde imprægneret mund og svælg så den ikke var til at spytte eller hoste ud igen. Havde han set dem? Vidste han hvor de var?

Hun anstrengte sin hørelse til det yderste, men kunne ikke høre andet end Rinas besværede vejrtrækning. I det mindste ikke før noget ramte døren til kølerummet med så voldsomt et drøn at glassene på hylden bag hende klirrede mod hinanden ...”

Da Natasha Doroshenko flygter på vej til en afhøring på Politigården, sætter det gang i flere voldsomme begivenheder: Hendes tidligere forlovede findes død med knuste hænder, præcis som Natashas mand i Kiev tre år før. En ukrainsk politimand forsvinder. Og nogen forsøger at bortføre Natashas otteårige datter fra det Røde Kors Center hvor hun befinder sig.

Politiet mistænker Natasha, men Røde Kors-sygeplejerske Nina Borg har svært ved at se den unge ukrainske mor som brutal morder. Snart må hun dog indse at der er meget hun ikke ved om den kvinde hun i flere år har forsøgt at hjælpe.

ISBN 9788771085563 Gåden viser sig at have lange og blodige rødder – helt tilbage til en hungerramt landsby i Stalin-tidens Ukraine.

KAABERBØL FRII S

“Min søn må ikke tage imod slik fra mennesker han ikke kender,” sagde Sigita.

Den fremmede kvinde virkede nervøs nu, som om hun var blevet grebet i at gøre noget hun ikke måtte.

“Jeg har jo ikke nogen selv.”

Et stik af medfølelse ramte Sigita midt i vreden.

“Det kommer vel nok,” hørte hun sig selv sige.

“De er jo ung.”

“Seksogtredive,” sagde kvinden, som om tallet i sig selv var en tragedie. Så vendte hun sig brat og gik.

Sigita knugede uvilkårligt sin søn lidt tættere.

I det mindste har jeg Mikas, sagde hun til sig selv.

I det mindste har jeg ham.

Hun tørrede chokoladesporene væk med et fugtigt lommetørklæde.

“Meresjokelade,” sagde Mikas og vred sig som en orm. “Mere!”

“Nej,” sagde Sigita. “Der er ikke mere.”

Kaffen var blevet kold, men hun drak den alligevel. Bladskygger fra birketræerne faldt hen over det grå sand, og Mikas kravlede rundt med lastbilen fast knuget i højre hånd og lavede ganske livagtige motorlyde.

Bagefter var dét det sidste hun huskede.

25mm

141 mm

&

141 mm

29 mm

&

90 mm

141 mm

LENE KAABERBØL og AGNETE FRIIS markerede sig som dansk krimis nye stærke makkerpar allerede med deres fælles debut, DRENGEN I KUFFERTEN, der blev belønnet med både Det Danske Kriminalakademis prestigefyldte Harald Mogensen-pris og en nominering til Glasnøglen for bedste skandinaviske spændingsroman. Siden er kommet ET STILLE UMÆRKELIGT DRAB, og bøgerne om Røde Kors-sygeplejersken Nina Borg er solgt til udgivelse i 12 lande, bl.a. USA, Tyskland og Frankrig.

I USA blev DRENGEN I KUFFERTEN allerede inden udgivelsen udråbt til en af sæsonens 10 bedste krimier i Publishers Weekly.

KAABERBØL &FRII S En Nina Borg-krimi Illustration: Palle Schmidt

9 788771 085563

Kaaberbøl & Friis

nattergalens død – en nina Borg-krimi

People’sPress

PP_Nattergalens død.indd 3

13/09/11 17.03

“tyggeguMMi?” Det gav et sæt i Natasha, som havde siddet tavs og set ud ad sideruden. Det var København der gled forbi i forfrosne stivnede og grå nuancer. Beskidte husfacader, beskidt sne og en beskidt lav himmel hvor solen knap havde nået at hæve sig over hustagene i løbet af dagen. Bilernes dæk hvislede i den sæbeagtige blanding af sne, is og salt som dækkede asfalten. Intet af det kom hende ved, og hun registrerede det hele uden egentlig at se det.

“Du taler da dansk, gør du ikke?”

Betjenten på passagersædet havde drejet sig om mod hende og rakte en lille, blåhvid pakke frem, og hun nikkede og tog et stykke. Sagde tak. Han smilede til hende og rykkede tilbage på plads i sit sæde.

Det her var ikke “bussen”, som de kaldte det – den sædvanlige transport fra Vestre til dommervagten, som også Natasha flere gange havde kørt med. Bilen var en almindelig patruljevogn, betjentene almindelige danske politibetjente.

Den ene, ham der havde givet hende tyggegummiet, var en ung mand, vel højst tredive år. Den anden var gammel og tyk og virkede sådan set også rar nok. Danske betjente havde rare øjne. Selv dengang med Michael og kniven havde de talt roligt og venligt til hende som om hun ikke var en kriminel de skulle anholde, men snarere en patient der skulle på hospitalet.

En dag, inden alt for længe, ville to af disse rare mænd sætte hende og Katerina på et fly tilbage til Ukraine, men det var ikke det der skulle ske i dag. Ikke endnu. Det kunne det ikke være. Hendes asylsag var ikke afgjort, og Katerina var ikke hos hende. Desuden skulle man ikke ind gennem København for at komme til lufthavnen, så meget vidste hun trods alt. Det her var vejen til Politigården.

9

PP_Nattergalens død.indd 9

13/09/11 17.03

Natasha lagde hænderne på sine lyse jeans, strøg dem hårdt frem og tilbage mod det ru stof, åbnede og lukkede dem hurtigt. Forsøgte til sidst at lade de knyttede hænder hvile på knæene mens hun igen vendte blikket ud mod København og prøvede at regne ud om turen ind mod byen bragte hende tættere på eller længere væk fra Katerina. Gennem de seneste måneder var murene og den fysiske afstand der adskilte dem, blevet en besættelse. Hun var tættere på sin datter når hun spiste i kantinen end når hun var i sin celle. Gårdturen var også flere meter i den forkerte retning, men virkede alligevel lindrende fordi hun havde fornemmelsen af at indånde den samme luft som Katerina. På bibliotekets computer havde hun fundet Google Street View og trukket den lille, flade mand ned på parkeringspladsen foran fængslet, videre ud i Københavns gader og op ad motorvejstilkørslen til Nordsjælland. Det var som om hun kunne gå ved siden af ham hele vejen og se huse og butiksfacader og træer og biler, men når han nåede til Kulhuslejren, kom han aldrig længere. Her måtte hun nøjes med det grumsede satellitfoto af lejrens flade baraktage. Hun havde stirret på de billeder til hun var ved at blive sindssyg. Forestillet sig at en af de små prikker var Katerina. Drømt om at komme tættere på. Fra fængslet var der 23 kilometer til Kulhuslejren. Fra Københavns centrum vel i virkeligheden et par kilometer mere, men til gengæld var der hverken mure eller pigtråd mellem hende og lejren lige nu. Kun politibilens tynde stålskrog, luft og vind, kilometervis af asfalt og senere marker og våd skovbund.

Hun vidste at det ikke ville hjælpe noget, men strakte alligevel hånden frem og lod den strejfe den unge betjents skulder.

“You still don’t know anything?”

Hans øjne mødte hendes i bakspejlet. Der var beklagelse, 10

PP_Nattergalens død.indd 10

13/09/11 17.03

men også en vis ligegyldighed i hans blik. Så rystede han på hovedet.

“Vi er bare chauffører,” sagde han. “Vi plejer ikke at få den slags at vide.”

Hun sank tilbage i sædet og begyndte igen at gnide håndfladerne mod sine cowboybukser. Åbnede og lukkede hænderne. Ingen af de to betjente vidste hvad hun skulle på Politigården. De havde ikke andet til hende end tyggegummi.

Sagen med Michael var for længst overstået, så det var vel næppe den det handlede om, og hendes asylsag havde endnu aldrig krævet afhøring andre steder end i Kulhuslejren.

Natasha mærkede, hvordan angsten fik hendes mave til at trække sig sammen, så hun både skulle skide og tisse på en gang. Havde hun så endda haft Katerina. Havde de bare været sammen. Om natten i fængslet havde hun de forfærdeligste mareridt om Katerina alene i børnebarakken, omspændt af flammer.

Eller Katerina alene på vej ud i mosen bag lejren.

Det var unaturligt for en mor ikke at kunne række ud og røre ved sit barn. Natasha vidste at hun opførte sig præcis som køerne når deres kalve blev taget fra dem om efteråret og de stod og brølede skingert og langtrukkent uden at vide i hvilken retning de skulle sende deres sorg. Hun havde prøvet at lindre rastløsheden med kold logik. Hun og Katerina var trods alt ikke skilt ad for evigt, sagde hun til sig selv. Hun kom på besøg nu og da sammen med damen fra Kulhuslejren, Nina, som hver gang forsikrede Natasha om at hun personligt ville passe på Katerina. Rina, kaldte danskerne hende.

Det troede de hun hed, for det stod der i papirerne. Men Rina var ikke engang et navn, det var bare det der blev tilbage når en lille mand i Lublin havde gjort hvad han kunne for at sløre den oprindelige tekst.

11

PP_Nattergalens død.indd 11

13/09/11 17.03

Måske var det derfor hun var her? Havde de opdaget det manden i Lublin havde gjort?

Angsten for fremtiden steg som tidevand. Hendes kæbemuskler strammede smertefuldt, og da hun knuste det lille kompakte stykke tyggegummi mellem sine tænder, føltes alting i hendes mund klæbrigt og metallisk.

Betjenten ved rattet satte farten ned, fløjtede svagt og triumferende og kastede bilen ind mellem to andre biler i en perfekt parkering. Gennem forruden kunne Natasha se den borgagtige grå politigård. Hvorfor var der så tykke tremmer for nogle af vinduerne? Så vidt hun vidste, var det ikke her ved indgangen man spærrede tyve og mordere inde. Det virkede som om tremmerne bare sad der som et signal – en advarsel om hvad der ventede når afhøringerne hos de flinke danske betjente var forbi.

Den tykke betjent åbnede døren for hende.

“Så går turen ikke længere, unge dame.”

Hun kravlede ud af bilen og begravede hænderne i sin dynejakke. Kulden slog imod hende og rev i næse og kinder, og det gik op for hende at hun hverken havde taget hue eller handsker med. Når man sad i fængsel var vejret ikke for alvor noget der kom en ved, og hun havde dårligt nok registreret sneen før i dag.

Betjenten trak en smøg op af uniformsjakken, hostede forventningsfuldt og tændte den. Den unge fyr, der allerede havde lagt en hånd på Natashas arm, sukkede utålmodigt.

“Bare to minutter,” sagde den kraftige og lænede sig tungt op ad bilen. “Vi er i god tid.”

Den unge trak på skuldrene.

“Du burde fandeme holde op med det der, mester. Det kommer til at slå både dig og mig ihjel. Jeg pissefryser.”

Den gamle grinede godmodigt og trak røg dybt ned i lun12

PP_Nattergalens død.indd 12

13/09/11 17.03

gerne. Natasha frøs ikke, men følte sig svag i benene og mærkede igen at hun skulle tisse. Snart. Men hun ville ikke sige noget, ville ikke have betjentene til at skynde sig. Hun så op på den massive, tunge bygning som om den kunne give hende svaret på hvorfor hun var her. Afslappede uniformerede og uuniformede ansatte slentrede ud og ind mellem søjlerne i det brede indgangsparti. Hvis de i dag havde tænkt sig at besegle en ung ukrainsk kvindes skæbne, kunne man ikke se det på dem, og Natasha følte sig et øjeblik beroliget.

Det her var København, ikke Kiev.

Både hun og Katerina var i sikkerhed. Hun var stadig i København. Stadig København. Over hustagene lidt længere væk kunne hun se de forfrosne og tavse forlystelser i det vinterlukkede Tivoli. Tårnet som hun, Michael og Katerina sammen havde ladet sig falde fra en varm sommeraften for snart to år siden.

Den store fyr skoddede sin cigaret mod en stenhelle på parkeringspladsen og nikkede til Natasha.

“Nå, skal vi?”

Hun trådte et skridt frem, men blev så stående som frosset til stedet. Byens lyde faldt ind over hende med en pludselig voldsomhed. Den stigende og faldende syngen af bilmotorer og dæk ude på vejen, den svage vibration i asfalten under hende da en lastbil rumlede forbi, stemmer og smækkende bildøre. Hun ledte efter noget bestemt. Spændte sin bevidsthed til det yderste og fandt det. Igen.

“Ni. Syohodni. Rozumiyete?”

Natasha låste sit blik på to mænd som havde parkeret deres bil på vejen et stykke derfra. Den ene i ulasteligt sort jakkesæt og overfrakke, den anden mere civil i mørke cowboybukser og lysebrun ruskindsjakke.

“Er du gået helt i stå?”

13

PP_Nattergalens død.indd 13

13/09/11 17.03

Den unge fyrs hånd klemte fastere om hendes albue, skubbede hende blidt fremad.

“Undskyld,” sagde hun. Tog et skridt mere og et mere. Så ned på den smattede, sorte asfalt under sig og mærkede hvordan angsten steg op i hende i sin reneste og sorteste form.

De kantede sig uden om en smal stribe opgravet parkeringsplads som var spærret af med røde og hvide plasticstrimler. Lange, orange plasticslanger bugtede sig i bunden af det forladte vejarbejde. Ved siden af var en lille bunke brosten stablet pænt op og halvt dækket af sne.

Natasha satte farten ned. Roligt. Undgik hurtige bevægelser.

Den gamle så sig tilbage netop som hun bøjede sig ned og samlede den øverste brosten op. Hun smilede til ham. Eller prøvede i hvert fald.

“I’m just ...”

Han var to skridt væk, men den unge var tættere på, og nu slog hun. Hårdt og hurtigt og uden at tænke. Lukkede øjnene da hun mærkede slaget op gennem sten og hænder.

Den unge fyr faldt foran den gamle, hun vidste det, for hun kunne høre dem begge bande og skride i det sæbeagtige søle.

Men hun så det ikke.

Hun løb.

14

PP_Nattergalens død.indd 14

13/09/11 17.03

nina vågnede langsoMt, med et eller andet grumset mareridt i bunden af bevidstheden. Noget med en flygtningelejr der lignede Dadaab, fluerne og varmen og den lugt man aldrig helt slap fri af, stanken af forstøvet menneskelig elendighed. Men de børn der lå foran hende på jorden med hungeransigter og opspilede maver, var Anton og Ida. Hun rullede om på siden og forsøgte at komme fri af drømmen. 9.02, bekendtgjorde det store digitale vægur hun havde hængt op som noget af det første. En blegsottig februarsol strømmede uhindret ind gennem vinduet, de persienner hun havde købt i Ikea en fortravlet eftermiddag i august, lå stadig i pakken oven på radiatoren her næsten et halvt år senere.

Der var heldigvis ikke nogen genboer. Udenfor lå Grøndals Parkvej, og på den anden side af den parken og banegraven, hvilket var grunden til at hun havde købt lejligheden. Centralt og alligevel ugeneret, havde mægleren sagt, et rigtig godt forældrekøb. Da det gik op for ham at det var hende selv der skulle bo der, havde han justeret forventningsniveauet kendeligt. Skilsmissemødre var vanskelige kunder, kunne man fornemme, fortumlede og urealistiske og uden overblik over egen økonomi.

Mobiltelefonen ringede igen. Det var vel den der havde vækket hende, selv om hun ikke rigtig havde registreret det fordi det ikke var hendes ringetone. Hun skubbede Magnus i siden.

“Det er din,” sagde hun.

Der kom en grødet lyd fra den fældede skånske bjørn.

Han lå på maven, med hovedet boret ned i puden så det var et under han kunne trække vejret. Hans brede, nøgne skuldre var dækket af små, gyldne hår, og han lugtede af halvfordøjet øl. Hun skubbede igen.

Han hævede hovedet.

15

PP_Nattergalens død.indd 15

13/09/11 17.03

“Åh, Herre min Gud,” sagde han med distinkt svensk accent. “Hvad er klokken?”

“Det er lørdag,” sagde hun, eftersom det var mere relevant.

Han rakte hånden ud efter mobiltelefonen, der lå på gulvet ved siden af sengen sammen med hans pung og nøgler.

Små, nydelige hans-og-hendes natborde hørte ikke til lejlighedens faciliteter. Det eneste hun havde gjort sig umage med, var Antons og Idas værelser, og alligevel var det ikke blevet rigtigt. Der var for pænt. Der manglede legetøjsrod og skrammer på væggene efter rullehockeystave og lyssværd, klistermærker der ikke helt kunne gå af, besynderlige pletter efter sæbebobleeksperimenter og væltede coladåser. Kort sagt, der manglede børn. Hun havde ikke formået at gøre det til andet end et midlertidigt opholdssted – det var stadig i Fejøgade de boede, og dér de havde deres liv.

Hun rejste sig og gik ud på toilettet. Siddebadekar fra 50erne og gulnede hvide fliser, og når man insisterede på at der skulle være en vaskemaskine derude, måtte man finde sig i at støde knæene imod den hver gang man satte sig på toilettet. Men at sidde på en møntvask klokken ged om natten for at have rent tøj at tage på næste dag ... nej tak. Been there, done that, som Ida ville have sagt.

Da hun havde tisset, skyllede hun munden med klorhexidin. Hun havde tendens til mundbetændelse efter det anfald af strålesyge hun havde pådraget sig året før. I det hele taget var hendes modstandskraft ikke hvad den havde været, konstaterede hun tørt. Ellers havde Magnus næppe ligget i hendes seng lige nu. Lægen og sygeplejersken. For pokker da.

Hvor meget kliché kunne det blive?

Han var lige blevet skilt. Det var hun også. Voksne mennesker, og alt det dér. Men hun vidste udmærket godt at det 16

PP_Nattergalens død.indd 16

13/09/11 17.03

ikke var fordi de var voksne. Det var fordi de begge var så uudholdeligt ensomme at en hvilken som helst nærhed var bedre end ingenting.

Gennem badeværelsesdøren hørte hun hans stemme skifte fra lørdagsgrødet til professionelt skarp, og et sus af alarm gik gennem kroppen på hende. Hun spyttede en petroleumsblå mundfuld skyllevæske ud i håndvasken, hev en T-shirt op af snavsetøjskurven og trak den over hovedet og åbnede så døren.

Han var ved at tage tøj på, stadig med mobiltelefonen presset mod øret.

“Okay,” sagde han. “Nej, du må ikke give hende mere. Jeg kommer.”

“Er det Rina?” spurgte hun, med en sær form for pseudomoderligt instinkt. Der var mere end 200 andre hunkønsvæsener i Kulhuslejren, og alligevel var Rina den første hun tænkte på.

“De har givet hende bricanyl i flere omgange,” sagde han.

“Men hun har stadig kogende respiration og hyperventilerer.”

Jesus milde, det var Rina.

“Hvad er der sket?”

“Alt,” sagde han. “Kom nu.”

17

PP_Nattergalens død.indd 17

13/09/11 17.03

natasha var endt på den forkerte side af søen, og der var kun én ting at gøre ved det. Hun måtte have fat i en bil.

Erkendelsen havde gnavet i hende siden aftenen før, eller snarere natten før, for på det tidspunkt havde klokken været næsten to, og selv hvis hun havde turdet tage et tog eller en bus, kørte de ikke længere, i hvert fald ikke dér hvor hun skulle hen.

Hun havde været så træt at det gjorde ondt i knoglerne.

Særligt knæene og lænden værkede af de mange iskolde kilometer, og hun vidste at hun ikke kunne gå meget længere uden at hvile.

De fleste huse langs vejen havde ligget mørke og udslukte bag snehækkene. Men hun kunne høre musik og festsnak og ølråb, og da hun kom til næste gadehjørne, så hun tre unge mænd stå og tisse i en hæk uden for et hvidkalket hus der blussede af lys og larm. Hun blev stående hvor hun var, halvt i ly af hjørnegrundens plankeværk, og lænede sig et øjeblik mod de kolde tjæresorte brædder.

“Lååhhhhh lå-låååh lå-lååååhhhh ...” brølede den ene af de tissende mænd, højt og ualmindeligt falsk. “Lååååååh lålåååh lå-lååååh ... Kom nu!”

De to andre stemte i, hvilket det ikke blev mere rent af.

“Virum! Virum! Virum! We are the champions, my friend ...”

Hun fattede at de fejrede en eller anden form for sportssejr. Basket, formodentlig. Hun kunne pludselig se hvor ens de var, rent fysisk: bredskuldrede, ja, men først og fremmest høje, og yngre end hun først havde troet fordi hun var blevet snydt af netop den højde.

Endnu en ung fyr kom ud fra huset. Han virkede lidt mere afdæmpet end hæktisserne. Lige så høj, men lidt tyndere, en smule mere kejtet. Hans mørke hår så fugtigt og strittende ud, 18

PP_Nattergalens død.indd 18

13/09/11 17.03

og han havde briller. En pige kom stavrende efter ham på høje hæle hun dårligt kunne styre, temmelig fuld og med stroppen på den lyserøde bluse halvt nede over den ene skulder.

“Robbie, du kan sgu da ikke gå nu!” råbte hun skingert.

“Jeg skal hjem,” sagde han.

“Hvoffer det? Robbie, for fanden ... Du skal sgu da ...

Robbie, kom nuuu!”

Den ene af de tre ved hækken lynede hastigt op og prøvede med omtrent lige så sammenhængende argumenter at overtale Robbie til at blive, men han rystede dem af sig.

“Vi ses, drenge,” sagde han og begyndte at gå med lange, nogenlunde sikre skridt hen ad vejen i retning mod Natasha.

Pigen stod og så efter ham med armene krydset over brystet.

“Robbiiiiiiie ...” vrælede hun, men så var der en af hæktisserne der lagde en arm om hende og trak hende med ind i huset igen. Robbie fortsatte hen ad fortovet som om han ikke havde hørt hende.

Natasha skulle til at bakke så han ikke fik øje på hende, men han kom ikke helt hen til hendes hjørne. I stedet standsede han ved en mørkeblå bil få meter fra hende.

“Whhoooooouuuuh,” kom det fra en af de tilbageblevne festdrenge. “Ved farmand godt du kører i hans Audi?”

“De er på skiferie,” sagde Robbie. “De kommer først hjem på torsdag.”

Han blev stående med bilnøglerne i hånden, som om han ikke havde lyst til at sætte sig ind mens de så på. Først da de fulgte efter kammeraten og pigen ind i huset, låste han bilen op.

Han var så høj. Hun havde ikke en chance for at slå ham og slippe godt fra det, og hun havde heller ikke længere nogen brosten eller noget andet våben. Men han havde en bilnøgle. Og en bil.

19

PP_Nattergalens død.indd 19

13/09/11 17.03

Uden en bil kunne hun ikke nå Katerina. Uden en bil kunne de ikke slippe væk, og det skulle de. Hun hørte endnu en gang stemmerne fra parkeringspladsen ved Politigården for sit indre øre. Der var ikke noget genkendeligt ved dem, og det de havde sagt, var heller ikke i sig selv alarmerende. “Det skal være i dag. Forstået?” Almindelige ord, ikke truende i sig selv – men sagt på ukrainsk. Hun mærkede et stød af fornyet panik bare ved tanken.

Hun gled op bag den ranglede unge mand og lagde hånden på den hånd han holdt nøglerne i.

“No good,” sagde hun. “Not good to drive after drink.”

Der var en lille forsinkelse i hans reaktion som afslørede at han havde drukket. Ikke så meget som de andre, men nok alligevel en del. Han stirrede på hende som om han prøvede at komme i tanke om hvor de kendte hinanden fra. Hun tog nøglerne ud af hånden på ham, åbnede hurtigt døren og satte sig ind.

“Hov, vent ...” Han satte et ben imellem så hun ikke kunne lukke bildøren og greb fat i rattet. “Hvad laver du?”

Kører, sagde hun inde i sig selv. Kører hen til Katerina.

Men det var tydeligt at han ikke havde tænkt sig bare at lade hende gøre det.

“Robbie,” sagde hun. “Bad for you to drive. Let me. I take you home.”

Han kiggede på hende gennem let duggede briller. Navnet havde gjort sin virkning. Han troede de kendte hinanden selv om han ikke lige nu kunne sige hvorfra. Og han var fuld, mere end det umiddelbart havde set ud til.

“Okay,” sagde han langsomt. “You drive, erhhh ...”

“Katerina,” sagde hun med sit mest blændende smil.

“Don’t you remember? It’s Katerina.”

20

PP_Nattergalens død.indd 20

13/09/11 17.03

Han faldt ikke i søvn i bilen, sådan som hun havde håbet.

I stedet dirigerede han hende gennem villakvarterets gader, længere ned mod den sø der adskilte hende fra Katerina, og fik hende til sidst til at dreje ind foran en garage ved et gult murstenshus med gammel efeu helt op til taget. Grenene fra den store hængebirk i skellet blev tynget så langt ned af sneen at de fejede hen over bilens tag da hun kørte op i indkørslen.

Hun slukkede for motoren og forsøgte at lade nøglen sidde i, men han var stadig for meget på vagt og tog den selv ud af låsen.

“Thank you,” sagde han. Og så kom han åbenbart til at tænke lidt længere end til sin egen hoveddør. “What about you?” sagde han. “How will you get home?”

Med en kraftanstrengelse tvang hun øjnene væk fra bilnøglerne i hans hånd og så ham ind i øjnene.

“Maybe you ask me to stay?” sagde hun.

Hun følte sig alt andet end tiltrækkende. Håret havde været vådt af sne adskillige gange, og blusen under dynejakken var gammelsvedt og klæbrig under armene. Hun havde kun en lille smule mascara på, hvis ellers den da ikke sad i tværede plamager under øjnene nu, og hun vidste hun var meget, meget langt fra at være den smukke Natasha som Pavel engang havde vist frem for visse udvalgte venner som “min yndige hustru”.

Han hev vejret ind med en skarp, overrasket lyd. Men et eller andet sted dukkede der en overraskende grad af sofistikation frem under det drengekejtede.

“You are very welcome,” sagde han. “This way, madame.”

“Katerina,” rettede hun ham blidt. “Or you make me feel like an old woman.”

21

PP_Nattergalens død.indd 21

13/09/11 17.03

Hun vågnede brat mange timer senere, med en følelse af panik fræsende rundt i blodbanerne. Hendes hoved gjorde ondt, og hun havde igen svedt så det klistrede. Den bløde dyne der lå så let og rent over hendes nøgne krop, havde aldrig set skyggen af et fængselsvaskeri, men det var ikke Michael der lå ved siden af hende, det kunne det jo ikke være, ikke mere. Panikken lagde sig igen.

Det var blevet lyst. Grynet gråt vinterlys faldt på tøjbunker, basketstøvler, et skrivebord der nærmest var forsvundet under stabler af bøger og papir, et grønt gulvtæppe med hvid opstribning som om det var en basketbane. Det havde ikke været hendes mening at falde i søvn, men den uventede fløjlssorte udløsning havde skyllet hende med sig lige ind i bevidstløsheden.

Hun følte en brat ømhed over for den opløbne dreng der lå med ansigtet nede i puden og snorkede, endnu mere tabt for omverdenen end hun selv havde været det. At blive rørt ved af et andet menneske. Et menneske der ikke havde taget gennemsigtige plastichandsker på for at undersøge hendes krop. Et menneske der ikke ville fremkalde smerte, men lyst.

Hvornår havde hun sidst prøvet det? Ikke siden Pavel.

Hun havde ikke behøvet gå i seng med ham. Han havde lagt bilnøglerne på et lille bord i entreen, lige ved siden af døren til gæstetoilettet. Der havde været flere chancer, men hun havde ikke taget dem. I stedet havde hun drukket shots og øl med ham og kysset på sofaen med alt for meget tunge, som om hun var teenager igen. Som om hun selv var sytten og lige havde mødt Pavel. Og nu lå hun her i sengen på hans værelse og stirrede op på en kæmpeplakat med en tårnhøj sort amerikansk basketballspiller der åbenbart hed Magic, og genkaldte sig trykket af hans hofteben mod sin mave, den glidende fornemmelse af svedig hud mod svedig hud, hans 22

PP_Nattergalens død.indd 22

13/09/11 17.03

ivrige, hakkende rytme, lidt for skarpt, lidt for hårdt og hurtigt, og alligevel nok til at give hende den overraskende mørke fortabelse der havde båret hende ind i søvnen.

Han rørte sig ikke da hun trak sig fri af ham og gled ud af sengen. Hun stod et øjeblik nøgen og svimmel på det grønne gulvtæppe og følte sig så udmattet at hun havde lyst til bare at krybe tilbage i intetheden med en tung varm krop ved sin side.

“Det nytter ikke noget, min pige,” hviskede hun, og det var ikke sin egen stemme hun hørte, men Annas. Nabo Anna, kaldte Katerina hende, selv om de ikke altid havde været naboer. “Nogle gange må man bare gå videre. Den ene fod foran den anden. Uden at tænke for meget over det.”

Hun lyttede lidt, men Anna-i-hendes-hoved havde ikke mere at sige i denne omgang. Og virkelighedens Anna lå sikkert og sov trygt under soveværelsets skrå vægge, i stuehuset på den gule gård ved siden af Michaels hus.

Natasha trak cowboybukserne på selv om de var stive af indtørret vejsalt helt op til knæene. Blusen kunne hun ikke holde ud. Hun krammede den sammen og stak den i lommen på jakken og huggede i stedet en T-shirt og en grå hættetrøje fra Robbies skab. Trøjens ærmer hang en halv meter ud over hænderne, men hun rullede dem op og tog dynejakken på inden de nåede at rulle ned igen.

“We are the champions of the world ...”

Det gav et sæt i hende da Freddy Mercury’s stemme pludselig stemte i et sted på den anden side af sengen. Det var Robbies mobiltelefon. Den lå sammen med hans bukser på gulvet ved skrivebordet.

“We’ll keep on fighting to the end ...”

Hun samlede den op og trykkede febrilsk på off-knappen.

Robbie havde ikke rørt sig. Der skulle heldigvis mere til for 23

PP_Nattergalens død.indd 23

13/09/11 17.03

at vække den sovende kriger. Hun stak mobiltelefonen i sin egen bukselomme, skrev en besked på en blok der lå på skrivebordet og lagde den ved hans hovedpude. Så gik hun nedenunder.

Bilnøglerne lå stadig på entrébordet. Hun tog dem. I køkkenet åbnede hun køleskabet og drak en halv liter mælk uden at tage kartonen fra munden. Hun undersøgte hurtigt hylderne, huggede en pakke rugbrød og en stor æske pålægschokolade og proppede fire-fem stykker i sig med det samme.

Den søde eksplosion af smeltet flødechokolade gik direkte i de tomme energidepoter. Resten pakkede hun omhyggeligt ind i sølvfolien igen for at gemme dem til Katerina.

Hun skævede til uret over vasken. Klokken var over ti, og det var på høje tid at komme videre. Katerina ventede, lige på den anden side af søen. Og nu havde hun en bil.

Hun tog en kniv i køkkenskuffen inden hun gik.

24

PP_Nattergalens død.indd 24

13/09/11 17.03