Naziofficerens_hustru

I løbet af den lange, plagsomme tur til München tog jeg livet af den personlighed, jeg var født med, og forvandlede

152 mm

43 mm

En mirakuløs historie om en jødisk kvinde, der overlevede Holocaust forklædt som en naziofficers hustru

EDITH HAHN BEER

90 mm

152 mm

90 mm

EDITH HAHN BEER, født 24. januar 1914 i Wien, død 17. marts 2009.

Blev gift med nazisten Werner Vetter

mig fra sommerfuglen til kålormen.

EDITH HAHN var 24 år, jøde og jurastuderende, da Hitlers soldater

Berlin, men skilt igen i 1947, hvorefter

at leve i stille ubemærkethed.

i 1938 marcherede ind i Østrig og begyndte at nazificere det sprud-

hun rejste til England med deres dat-

lende, kosmopolitiske Wien. Edith og hendes mor blev forflyttet til

ter, Angela, som i dag bor i London. I

den og så rundt på tyskerne. De så ud

en kummerlig tilværelse i ghettoen, indtil Edith i foråret 1941 blev

til at have det fint – sunde, lyserøde,

udtaget til tvangsarbejde i Riget, hendes mor til deportationerne

velnærede. Der var armbind med hage-

mod øst. Den 21. juni 1942 gik Edith under jorden. På en togtur til

kors og Hitler-portrætter overalt. Røde,

Wien, der skulle være hendes sidste transit inden dødslejrene i

sorte og hvide faner vajede fra vægge

Polen, flåede hun davidsstjernen af frakken og steg af som blind

og lofter, og der lød militærmusik. Der

passager. En måned senere rejste hun retur til Riget – på falske papi-

var så mange smukke, leende kvinder,

rer, under navnet Grete Denner, deutschblütig.

så mange selvsikre soldater med dekorationer på jakkerne. Man kunne købe

NAZIOFFICERENS HUSTRU er en uafrystelig fortælling om en

alle former for blomster og vine, og her

kvinde, der må glemme sig selv for at blive en anden. Det er en over-

var de mest vidunderlige ting at spise.

levers vidnesbyrd, men også en historie om et ufatteligt dobbeltliv,

Det var et feriested med højt humør og

et eksil dybt inde, som Edith Hahn først slap fri fra, da hun forlod

glade gæster, dette München.

Tyskland år efter krigen.

Jeg tænkte: Nu er jeg som Dante. Jeg

EN JØDISK KVINDES DOBBELTLIV I DET TREDJE RIGE

Den nat lærte jeg at søge ind i skyggen, Om morgenen stod jeg på banegår-

205 mm

i oktober 1943 i Brandenburg nær

1957 giftede Edith Hahn sig med Fred Beer, en jødisk juveler. Efter hans død i 1984 flyttede Edith Hahn fra England til Netanya i Israel, hvor hun var bosat frem til sin død.

SUSAN DWORKIN er forfatter Et bevægende vidnesbyrd om menneskeligt mod – The Times

EDITH HAHN BEER

vandrer gennem Helvede, men jeg brænder ikke.

EN JØDISK KVINDES DOBBELTLIV I DET TREDJE RIGE 9 788771 084610

til en lang række anmelderroste biografier, senest The Viking in the Wheat Field (2009) om den afdøde danske planteforsker Bent Skovmand.

EDITH HAHN BEER

I SAMARBEJDE MED SUSAN DWORKIN

EN JØDISK KVINDES DOBBELTLIV I DET TREDJE RIGE

People’sPress

3

Edit_Hahn_Naziofficerens_Materie.indd 3

10/10/11 13.10

FORORD

Historien, som følger her, gemte jeg med overlæg af vejen i lang tid. I lighed med mange af dem, som har overlevet en katastrofe, der har kostet mange andre livet, talte jeg ikke om mit liv som “u-båd” – under det officielle Nazitysklands overflade på flugt fra Gestapo under falsk identitet.* Jeg foretrak at glemme så meget som muligt og ville ikke bebyrde yngre generationer med mine triste minder. Det var min datter, Angela, der overbeviste mig om, at jeg måtte fortælle min historie, at jeg måtte efterlade et vidnesbyrd i skrift, lade verden vide, hvad der var sket.

I 1997 besluttede jeg at holde auktion over mit arkiv af breve, billeder og dokumenter fra krigens tid. Arkivet blev købt i Sotheby’s auktionshus i London af to gamle venner og historieinteresserede filantroper, Drew Lewis og Dalck Feith. Deres hensigt med købet var at skænke arkivet til United States Holocaust Memorial Museum i Washington D.C., og der bliver det opbevaret den dag i dag. Deres generøsitet og betænksom* “U-båd” (på tysk U-Boot) var Gestapos betegnelse for jøder, der forsøgte at undslippe deportation ved at udgive sig for at være ikke-jøder, o.a.

7

Edit_Hahn_Naziofficerens_Materie.indd 7

10/10/11 13.10

hed er jeg yderst taknemmelig for. Jeg skylder ligeledes en stor tak til min samarbejdspartner Susan Dworkin, som med sin store indlevelsesevne gav mig mulighed for at sætte ord på de mange minder, som papirerne i arkivet var med til at vække.

Mange tak til Nina Sasportas fra Køln, hvis grundige forskning har gjort det muligt at placere mine erindringer i en større ramme, og til Elizabeth LeVangia Uppenbrink fra New York, som oversatte alle dokumenter og breve til læseligt og forståeligt engelsk. Også mange tak til Nicholas Kolarz, Robert Levine, Suzanne Braun Levine; til vores redaktør, Colin Dickerman, og hans konsulent, Karen Murphy; og til vores udgiver, Rob Weisbach – alle har I været uundværlige kritikere og venner, der har bidraget til projektet med ånd, energi og viden.

Denne bog er dog først og fremmest blevet til takket være Angela Schlüter, min datter, for det var hendes omsorg, hendes videbegær og hendes søgen efter min forunderlige, mirakuløse fortid, der inspirerede mig til omsider at fortælle denne historie.

Edith Hahn Beer Netanya, Israel

8

Edit_Hahn_Naziofficerens_Materie.indd 8

10/10/11 13.10

1 DE SVAGE RØSTER FRA DENGANG

Efter et stykke tid var der ikke flere løg. Mine kolleger blandt Røde Kors-sygeplejerskerne på Städtische Krankenhaus i Brandenburg sagde, det var, fordi Føreren havde brug for løg til fremstillingen af den giftgas, som fjenden blev besejret med.

Jeg tror, at mange borgere i Det Tredje Rige på det tidspunkt – det var i maj 1943 – med glæde ville have undværet fornøjelsen ved at gasse fjenden til fordel for en bid løg.

På det tidspunkt arbejdede jeg på afdelingen, hvor krigsfangerne og de udenlandske arbejdere lå. Jeg bryggede te til patienterne og rullede den rundt på en lille vogn og forsøgte at smile og opmuntre dem med et forsigtigt “Guten Tag”.

En dag jeg havde samlet tekopperne sammen og rullede dem ind i køkkenet for at vaske dem op, overraskede jeg en af oversygeplejerskerne i færd med at snitte et løg. Hun var gift med en officer og kom fra Hamburg. Så vidt jeg husker, hed hun Hilde. Hun fortalte mig, at løget var til hende selv, til hendes frokost. Hendes øjne granskede mit ansigt for at se, om jeg havde gennemskuet hendes løgn.

Jeg sendte hende et åndsfraværende blik, anlagde et naivt smil og begyndte at vaske kopperne op, som om jeg ikke hav9

Edit_Hahn_Naziofficerens_Materie.indd 9

10/10/11 13.10

de den fjerneste anelse om, at hun ene og alene havde købt sit løg på det sorte marked for at servere det for en hårdt såret russisk fange, så han en sidste gang kunne smage det, han længtes efter. Begge dele – at købe løget og at pleje venskab med en russer – kunne have sendt hende i fængsel.

Som de fleste af de tyskere, der nægtede at rette sig efter Hitlers love, var sygeplejersken fra Hamburg en sjælden undtagelse. Det var mere udbredt, at hospitalets personale stjal den mad, som var tiltænkt de udenlandske patienter, og tog den med hjem til deres familier eller spiste den selv. Man må forstå, at disse sygeplejesker ikke var veluddannede kvinder fra progressive hjem, for hvem omsorgen for de syge var et helligt kald. De var typisk unge bondepiger fra Østpreussen, der havde udsigt til et liv med nedslidende arbejde i markerne og laderne. For dem var sygepleje en af de få anstændige måder, hvorpå man kunne undslippe, og de var vokset op i nazismens æra og var opflasket med nazipropaganda. De troede oprigtigt på, at de som “ariere” af nordisk afstamning var medlemmer af en højerestående race. De følte, at disse russere, franskmænd, hollændere, belgiere og polakker, der kom ind på vores klinik, var sat i verden for at tjene dem. At stjæle en skål suppe fra et sådant laverestående væsen var ikke en forbrydelse, men en fuldkommen legitim handling.

Jeg tror, der var mere end ti tusind udenlandske arbejdere i Brandenburg. De var beskæftiget på Opel-Werke, Arado Flugzeugwerke og andre steder. De fleste af dem, vi fik ind på hospitalet, var kommet til skade i arbejdsulykker. Alt imens de bidrog til at opbygge Rigets økonomi, fik de kvast deres hænder i metalpresserne, blev forbrændt af flammer fra esserne og oversprøjtet med ætsende kemikalier. De var et slavefolk, besejrede, magtesløse og fulde af hjemve; fragtet bort fra de10

Edit_Hahn_Naziofficerens_Materie.indd 10

10/10/11 13.10

res forældre, koner og børn. Jeg turde ikke se dem i øjnene af frygt for, at jeg skulle se mig selv – min egen angst, min egen ensomhed.

På vores hospital foregik hver ting i sin separate bygning.

Vi sygeplejersker spiste i én bygning, vaskede linned og tøj i en anden, assisterede ved ortopædiske operationer i en tredje, mens infektioner blev behandlet i en fjerde. De udenlandske patienter blev desuden nøje adskilt fra de tyske, uanset hvad de fejlede. Vi hørte, at en hel bygning på et tidspunkt var blevet tilegnet udlændinge, der led af tyfus – en sygdom, som spredes gennem forurenet vand. Hvordan de havde pådraget sig sådan en sygdom i vores idylliske, gamle by, som havde inspireret til udødelige kompositioner, og hvor vandet var rent og maden omhyggeligt rationeret og inspiceret af myndighederne – det var uforståeligt for godtroende piger som os. Mange af mine kolleger mente, at udlændingene selv måtte have medbragt sygdommen takket være deres tarvelige personlige hygiejne. For disse sygeplejersker lykkedes det at opretholde illusionen om, at sygdommen ikke skyldtes de afskyelige forhold, som tvangsarbejderne var tvunget til at leve under.

Faktisk var jeg ikke sygeplejerske, men nærmere sygehjælper og kun uddannet til at løse de mest simple opgaver. Jeg madede de patienter, som ikke selv kunne spise, støvede sengeborde af og vaskede bækkener. På min første arbejdsdag vaskede jeg 27 bækkener – i vasken, som om de var middagstallerkener. Jeg vaskede gummihandskerne. Det var ikke den slags tynde hvide engangshandsker, man bruger i dag. Disse var tykke, slidstærke, genanvendelige. Jeg pudrede dem på vrangen. Sommetider blandede jeg en sort salve og smurte den på en forbinding, andre gange lagde jeg et kompres for at lindre en gigtpatients smerter. Og derved blev det. Jeg havde 11

Edit_Hahn_Naziofficerens_Materie.indd 11

10/10/11 13.10

ikke tilladelse til at gøre noget, der krævede større medicinske kundskaber end det.

Engang blev jeg bedt om at assistere ved en blodtransfusion.

De tappede blod fra en patient ned i en skål og sugede derpå blodet op af skålen og førte det ind i en anden patients vener.

Det var meningen, at jeg skulle røre i blodet, så det ikke størknede, men jeg blev svimmel og måtte flygte ud af rummet. De tænkte: Nå, Grete er bare en dum, lille tøs fra Wien, der ikke er meget bedre uddannet end en rengøringskone – hvor meget kan man forvente af hende? Lad hende fodre de udlændinge, som har fået fingrene kappet i maskinerne.

Jeg bad til, at ingen skulle dø på min vagt. Nogen deroppe må have hørt mig, for fangerne ventede på, at jeg skulle blive afløst, og så døde de.

Jeg forsøgte at behandle dem godt; jeg forsøgte at tale fransk til franskmændene for at lindre deres hjemve. Måske smilede jeg for frejdigt, for en augustmorgen meddelte min oversygeplejerske mig, at man havde observeret mig være for venlig over for udlændingene, og at jeg ville blive overflyttet til fødeafdelingen.

Der var sladrehanke alle vegne. Det var derfor, sygeplejersken, der tilberedte det forbudte løg til den russiske patient, havde opført sig så nervøst over for mig – selv over for mig, Margrethe, eller bare “Grete”, en uuddannet tyveårig sygehjælper fra Østrig. Selv jeg kunne tænkes at arbejde for Gestapo eller SS. Tidligt i efteråret 1943, kort efter at jeg var blevet overflyttet til fødeafdelingen, ankom en fremtrædende fabrikant i en ambulance, der havde fragtet ham hele vejen fra Berlin. Manden havde haft et slagtilfælde. Han havde brug for fred og ro og be12

Edit_Hahn_Naziofficerens_Materie.indd 12

10/10/11 13.10

handling uden afbrydelser. De Allierede havde bombet Berlin siden januar, og derfor havde hans familie og venner vurderet, at han ville komme sig hurtigere i Brandenburg, hvor der ikke faldt bomber, og hvor hospitalspersonalet ikke blev afbrudt af akutte tilfælde og derfor kunne vie ham mere opmærksomhed. Det var muligvis, fordi jeg var den yngste og mindst erfarne – og fordi man ikke havde særligt brug for mig andre steder – at jeg blev fjernet fra spædbørnene og udpeget til at passe ham.

Det var ikke nogen loppetjans. Han var blevet delvis lam og måtte have hjælp til at komme på toilettet, skulle mades med hver eneste lille bid, bades og vendes ustandselig. Og hans slatne, kraftesløse krop skulle masseres.

Jeg fortalte ikke meget om min nye patient til Werner, min forlovede, for jeg var overbevist om, at det ville vække hans ærgerrighed, og at han ville begynde at presse på for at høste de privilegier, vi kunne opnå ved min nære forbindelse til en så vigtig person. Werner var altid på udkig efter noget, der kunne stille os mere gunstigt. Belært af erfaring vidste han, at avancement i Det Tredje Rige ikke var begrundet i talent eller evner, men i forbindelser: venner i høje stillinger, magtfulde familiemedlemmer. Werner var en ganske talentfuld kunstmaler, men det havde ikke ført andet end arbejdsløshed og hjemløshed med sig i tiden før naziregimet – han havde boet under åben himmel i en skov. Men så kom der bedre tider. Han meldte sig ind i nazistpartiet og blev tilsynsførende i maleafdelingen på Arado Flugzeugwerke og fik mange udenlandske arbejdere under sig. Kort tid efter blev han udnævnt til officer i Wehrmacht og blev min hengivne ægtemand. Men han kunne ikke falde til ro – ikke endnu, ikke Werner. Han søgte altid efter mere, en genvej, ad hvilken han kunne kravle op til det 13

Edit_Hahn_Naziofficerens_Materie.indd 13

10/10/11 13.10

punkt, hvor han omsider ville modtage den belønning, han følte, at han fortjente. Han var et rastløst og impulsivt væsen, en mand, der var drevet af drømmen om succes.

Hvis jeg betroede ham alt om den vigtige patient, jeg passede, kunne det puste for meget liv i hans drømme. Så jeg fortalte ham det mest nødvendige – og ikke mere end det.

Da min patient modtog en buket fra selveste Albert Speer, rustningsministeren, gik det op for mig, hvorfor de andre sygeplejersker havde været så ivrige efter at overdrage denne opgave til mig. Det var ikke ufarligt at have ansvaret for højtrangerende partimedlemmer. Man kunne få alvorlige problemer på halsen, hvis man tabte et bækken eller spildte et glas vand.

Hvad kunne der ikke ske, hvis jeg vendte denne patient for hurtigt, vaskede ham uden den fornødne nænsomhed eller madede ham med suppe, der var for varm, for kold, for salt? Eller – Gud forbyde det – hvis han fik endnu et slagtilfælde? Hvad hvis han døde, mens det var mig, der havde ansvaret for ham?

Jeg forsøgte med alle midler at gøre hver eneste lille ting helt korrekt, mens jeg skælvede ved tanken om alle de mulige måder, hvorpå jeg kunne træde ved siden af. Så fabrikanten mente selvfølgelig, at jeg var fantastisk.

“Du gør dit arbejde fremragende, sygeplejerske Margrethe,” sagde han, når jeg badede ham. “Du er forbløffende erfaren, din unge alder taget i betragtning.” “Åh, slet ikke,” svarede jeg med min mest spinkle stemme.

“Jeg er lige blevet færdig på skolen. Jeg gør kun, hvad jeg har lært dér.”

“Så du har aldrig før passet en patient, der har haft et slagtilfælde?”

“Nej.” “Utroligt.”

14

Edit_Hahn_Naziofficerens_Materie.indd 14

10/10/11 13.10

For hver dag, der gik, genvandt han lidt mere af sin førlighed, og hans udtale blev gradvis mere tydelig. Hans egen bedring må have virket opmuntrende, for hans humør var i top.

“Sig mig, sygeplejerske Margrethe,” udbrød han, mens jeg var i færd med at massere hans fødder, “hvad mener folk her i Brandenburg om krigen?” “Åh, det ved jeg ikke.”

“Men du må have hørt et eller andet … jeg vil gerne kende lidt til folkestemningen. Hvad mener folk eksempelvis om den ration kød, de får stillet til rådighed?”

“Den er der ikke noget at udsætte på.”

“Hvad mener de om de seneste bulletiner fra Italien?”

Skulle jeg indrømme, at jeg kendte til de allieredes landgang? Turde jeg det? Turde jeg lade være?

“Vi tror alle sammen på, at briterne bliver besejret i sidste ende.”

“Kender du nogen, der har en kæreste, der er i kamp på Østfronten? Hvad skriver mændene i de breve, de sender hjem?” “Åh, mændene skriver ikke om kampene. De bryder sig ikke om at bekymre os, og så er de bange for at afsløre væsentlige detaljer, der kan bringe deres kammerater i problemer, hvis posten bliver opsnappet af fjenden.”

“Har du hørt, at russerne er kannibaler? Har du hørt, at de æder deres børn?”

“Ja.” “Og tror du på det.”

Jeg tog en chance.

“Nogle gør. Men hvis alle russerne spiste deres børn, tror jeg ikke, der ville være så mange russere, som det lader til, at der er.”

Han lo. Han havde varme, lattermilde øjne og en behagelig 15

Edit_Hahn_Naziofficerens_Materie.indd 15

10/10/11 13.10

facon. Han mindede mig sågar en smule om min bedstefar, som jeg havde passet i årevis, efter at han havde haft et slagtilfælde – det var så længe siden, at det føltes, som om det var et andet liv. Jeg begyndte at slappe mere af i den fremtrædende fabrikants nærvær og sænkede efterhånden paraderne en smule.

“Hvad burde Føreren gøre for at glæde sit folk, sygeplejerske? Hvad mener du?”

“Min forlovede siger, at Føreren elsker Tyskland, som en mand elsker sin hustru, og at det er derfor, han ikke selv er gift, og at han vil gøre alt, hvad han kan for vores lykke. Hvis De fik mulighed for at tale med Føreren, så kunne De måske nævne for ham, at vi ville sætte umådelig stor pris på at få sendt nogle løg hertil.”

Det morede han sig meget over.

“Du er god medicin for mig, Margrethe. Du taler lige fra hjertet, et godt hjerte vel at mærke. Du er indbegrebet af en tysk kvinde. Sig mig, kæmper din forlovede ved fronten?”

“Ikke endnu. Han er faglært, så han arbejder med at klargøre flyvemaskiner for Luftwaffe.” “Åh, glimrende, glimrende,” sagde han. “Mine sønner er også udmærkede unge mænd; de klarer sig ganske godt for tiden.”

Han viste mig et billede af sine høje, nydelige sønner i uniform. De var nået højt op i nazistpartiets hierarkier og var blevet indflydelsesrige mænd. Han var meget stolt af dem.

“Det er ingen sag at blive kardinal, når ens fætter er pave,” udbrød jeg.

Han holdt inde med at rose sine sønner og stirrede længe og indgående på mig.

16

Edit_Hahn_Naziofficerens_Materie.indd 16

10/10/11 13.10

“Du er vist ikke som piger er flest,” sagde han. “Du er en begavet kvinde. Hvor har du gået i skole?”

Min mave snørede sig sammen, og min hals blev tør.

“Det var en formulering, min bedstemor altid brugte,” sagde jeg og vendte ham for at vaske hans ryg. “En gammel talemåde i min familie.”

“Når jeg skal tilbage til Berlin, vil jeg bede dig følge med som min personlige sygeplejerske. Jeg vil forelægge det for dine overordnede.” “Åh, intet ville glæde mig højere, men sagen er, at min forlovede og jeg har planer om snart at gifte os, og så vil jeg ikke længere kunne rejse fra Brandenburg – det ville være umuligt.

Men mange tak! Jeg føler mig meget beæret! Meget beæret!”

Så var min vagt forbi. Jeg ønskede ham godnat og forlod hans stue på rystende, usikre ben. Jeg var våd af sved. Jeg fortalte kollegaen, der kom for at afløse mig, at det skyldtes det hårde arbejde med at flytte rundt på patientens tunge lemmer. Men sandheden var, at jeg nær havde ladet masken falde.

Den mindste antydning af en sofistikeret tankegang – en historisk eller litterær reference, som ingen jævn østrigsk pige ville gøre sig bemærket med – var for mig at se en total blottelse, som en omskæring.

Mens jeg vandrede hjem til Arado Flugzeugwerkes lejlighedskompleks i den østlige ende af byen, hvor Werner og jeg boede, formanede jeg for tusinde gang mig selv om at være mere påpasselig og undertrykke ethvert anstrøg af begavelse, at holde blikket tomt og kæften lukket. ***

17

Edit_Hahn_Naziofficerens_Materie.indd 17

10/10/11 13.10

I oktober 1943 gav de andre Røde Kors-sygeplejersker mig en stor tillidserklæring.

Bystyret i Brandenburg planlagde et stævne, og hver faggruppe skulle stille med en repræsentant. Af en eller anden grund kunne ingen af oversygeplejerskerne deltage; jeg har på fornemmelsen, at de følte, at det var upassende at deltage i festligheder, når de havde kendskab til, hvor skidt det var fat med de tyske tropper i Rusland, Nordafrika og Italien (selv om jeg ikke helt begriber, hvorfra de kunne have hørt om denne udvikling, for tysk radio rapporterede ikke om det, og at lytte til Radio Moskva, BBC, Voice of America eller Beromünster i Schweiz var en forbrydelse på linje med desertering). Jeg var udvalgt til at repræsentere vores gruppe ved stævnet.

Werner var meget stolt af mig. Jeg kan se for mig, hvordan han pralede over for sine kolleger på Arado: “Det er ikke så underligt, at de har valg min Grete! Hun er en af vort fædrelands ægte patrioter!” Han havde humoristisk sans, min Werner, en virkelig god sans for skæbnens ironi.

Jeg klædte mig omhyggeligt på til den store dag. Jeg var iført min Røde Kors-uniform, mit glatte, brune hår havde jeg redt og sat på en enkel, naturlig måde, ikke noget med hårspænder, krøller eller pomade. Jeg havde hverken makeup eller smykker på, undtagen en tynd lille guldring med en lillebitte diamant, en gave fra min far på min 16-års fødselsdag. Jeg var en lille pige, ikke meget mere end halvanden meter høj, og havde dengang en flot figur. Ikke desto mindre gemte jeg mig af vejen i posede hvide strømpebukser og en formløs spencerkjole. Det var ikke en tid, hvor sådan en som mig havde lyst til at pynte sig og skille sig ud fra mængden. Pæn, ja; lækker, nej.

Men først og fremmest almindelig. Alt for ikke at tiltrække sig opmærksomhed.

18

Edit_Hahn_Naziofficerens_Materie.indd 18

10/10/11 13.10

Stævnet viste sig at være anderledes end dem, vi havde vænnet os til at deltage i. Der var ingen trommehvirvler og larmende marcher, ingen smukke mennesker i uniformer, der viftede med flag. Dette stævne havde et formål, og det var at overvinde den opgivende stemning, som havde sænket sig over Tyskland efter sammenbruddet ved Stalingrad den forløbne vinter.

Heinrich Himmler var blevet udnævnt til indenrigsminister i august med følgende mandat: “Genopret den tyske tro på sejren!” Taler efter taler tilskyndede os til at arbejde endnu hårdere for at støtte de heroisk kæmpende mænd, for hvis vi tabte krigen, ville den grufulde fattigdom, som de fleste tyskere huskede fra tiden før nazisternes magtovertagelse, vende tilbage, og vi ville alle blive sendt ud i arbejdsløshed igen. Hvis vi var utilfredse med vores daglige Eintopf – det ene daglige måltid ved aftentid, som Joseph Goebbels havde proklameret som passende for en nation, der var kastet ud i “den totale krig” – så skulle vi minde os selv om, at efter sejren ville vi gå til bords som konger med ægte kaffe og gyldent brød bagt på hvidt mel og æg. Vi blev instrueret i at gøre alt, hvad der var muligt for at holde produktiviteten oppe på vores arbejdspladser, og vi skulle melde enhver, vi mistænkte for illoyalitet, særligt folk der stillede ind på fjendens radiosendere og lyttede til “de voldsomt overdrevne” bulletiner om Tysklands nederlag i Nordafrika og Italien.

Du godeste, tænkte jeg. De er virkelig bekymrede.

Det nazistiske “herrefolk” var begyndt at skælve og svaje.

Det hele svimlede for mig, jeg var åndeløs. En gammel sang begyndte at køre i mit hoved.

Ssh, tænkte jeg. Det er for tidligt at synge, ssh.

Da Werner og jeg den aften stillede ind på BBC, bad jeg til, at nyhederne om den tyske modgang på slagmarken ville føre 19

Edit_Hahn_Naziofficerens_Materie.indd 19

10/10/11 13.10

en hurtig afslutning på krigen med sig, og at det for mig ville betyde, at jeg ville blive løst fra forstillelsens fængsel.

Men jeg turde ikke dele mine forhåbninger med nogen, end ikke Werner. Jeg holdt min opstemthed for mig selv, fastholdt min bløde stemme og mit stilfærdige væsen. Usynlighed. Tavshed. Det var de vaner, jeg klædte mig i, mens jeg levede som det, de overlevende fra Holocaust nu kalder en u-båd – en jøde på flugt fra nazisternes tilintetgørelsesmaskine, i skjul midt i Det Tredje Rige.

Der var en periode mange år senere, mens jeg var gift med Fred Beer og boede trygt og godt i England, hvor jeg aflagde mine vaner fra krigens tid. Men nu da Fred er borte, og jeg er blevet gammel, og jeg ikke længere kan kontrollere vægten af mine minder, vender de gamle vaner tilbage. Nu sidder jeg på min yndlingscafe på torvet i den israelske kystby Netanya, og en bekendt standser op for at sludre og spørger: “Sig mig, giveret* Beer, hvordan var det dengang under krigen – at leve sammen med et medlem af nazistpartiet, inde i Tyskland, at foregive at være arier, skjule sin sande identitet, altid at frygte afsløringen?” Jeg svarer med en spag stemme, som lyder overrumplet over ikke at have noget svar på rede hånd: “Åh, det ved jeg sandelig ikke. Jeg husker dårligt noget om det længere.” Mit blik vandrer og bliver ufokuseret, min stemme bliver drømmende, tøvende, blød. Det er min stemme fra dengang i Brandenburg, da jeg var en 29-årig jødisk jurastuderende på Gestapos liste over eftersøgte personer, der foregav at være en 21-årig sygehjælper.

Tilgiv mig, når du hører den svage røst fra dengang, som vak-

* Giveret, hebræisk, kan sammenlignes med tiltaleformen “fru”, o.a.

20

Edit_Hahn_Naziofficerens_Materie.indd 20

10/10/11 13.10

lende fortoner sig. Så må du minde mig om følgende: “Edith!

Højere! Lad os høre historien.”

Der er gået mere end et halvt århundrede.

Så det er vist på tide.

21

Edit_Hahn_Naziofficerens_Materie.indd 21

10/10/11 13.10

2 FAMILIEN HAHN FRA WIEN

Dengang jeg var skolepige i Wien, havde jeg en fornemmelse af, at hele verden kom til min by for at sidde på de solbeskinnede caféer og nyde den uforlignelige kaffe, kage og konversation. På vej hjem fra skole passerede jeg operahuset, den betagende Josefplatz og Michaelerplatz. Jeg legede i Volksgarten og Burggarten. Jeg overværede agtværdige damer i silkestrømper med hatten på sned, herrer med stok og urkæder af guld og plumpe arbejdere fra alle provinserne i det hedengangne habsburgske rige, der pudsede og malede vores fine facader med deres kraftige, grove og vante hænder. Forretningerne bugnede af eksotiske frugter, krystaller og silke, og nye opfindelser skød op, efterhånden som jeg kom frem.

En dag, jeg havde forvildet mig ind i en menneskemængde, havnede jeg foran et butiksvindue, hvor en uniformeret stuepige demonstrerede noget kaldet en “Hoover”. Hun spredte noget skidt ud over gulvet, tændte maskinen, hvorpå hun på magisk vis viskede skidtet bort. Jeg hvinede af fryd og skyndte mig videre for at fortælle mine klassekammerater om det.

Da jeg var ti år gammel, stillede jeg mig i en lang kø foran de kontorer, der tilhørte magasinet Die Bühne, og snart sad jeg ved 22

Edit_Hahn_Naziofficerens_Materie.indd 22

10/10/11 13.10

et bord foran en stor brun kasse. En dame satte et par høretelefoner på mit hoved. Kassen vågnede. En lyd. En sang. Radio.

Jeg hastede hen til min fars restaurant for at fortælle min familie om det. Det interesserede på ingen måde min søster Mimi, som blot var et år yngre end jeg. Babyen – lille Johanna, kaldet Hansi – var alt for lille til at forstå noget. Og mor og far havde for travlt til at høre efter. Men jeg var overbevist om, at jeg havde hørt noget særligt, et kommende magtmiddel, en guddom in spe. Husk på, at radioen var splinterny i 1924, og folk gjorde ingen modstand mod dens meddelelser.

Jeg berettede sprudlende for professor Spitzer fra det tekniske universitet, min favorit blandt stamgæsterne: “Den person, som taler, kan befinde sig meget langt væk, professor. Men hans stemme farer gennem luften som en fugl. Inden længe kan vi høre folks stemmer alle vegne fra!”

Fuld af iver bladrede jeg gennem aviserne og magasinerne, far holdt til sine gæster. Det, der interesserede mig mest, var retsreportagerne med sager, argumenter og problemstillinger, man blev helt ør i hovedet af. Jeg fór rundt i vores “valsens by” i en evig søgen efter en, jeg kunne fortælle om mine oplevelser.

Skolen var en fornøjelse. Der var kun piger i min klasse; far var ikke tilhænger af klasser med både drenge og piger. I modsætning til mine søstre elskede jeg at læse, og tingene faldt mig aldrig svære.

Vi lærte, at franskmændene var vores ærkefjender, at italienerne var forrædere, at Østrig kun havde lidt nederlag i Første Verdenskrig, fordi vi var blevet “stukket ned bagfra”. Men jeg må indrømme, at det aldrig blev klart for os, hvem der havde ført kniven. Lærerne spurgte ofte, hvilket sprog vi talte i mit hjem. Det var en indiskret måde at finde ud af, om vi talte jid23

Edit_Hahn_Naziofficerens_Materie.indd 23

10/10/11 13.10

disch (det gjorde vi ikke), og om vi i så fald var jøder (det var vi).

Det ville de have vished om. De frygtede, at vi med vores almindelige østrigske udseende ville slippe igennem. De ville ikke holdes for nar. Selv dengang, i 1920’erne, var det vigtigt for dem at vide, hvem der var jøde.

En dag spurgte professor Spitzer min far, hvilke planer han havde for min kommende uddannelse. Far sagde, at jeg skulle gøre grundskolen færdig og derefter i lære som dameskrædder, sådan som min mor havde været.

“Men det er en meget opvakt pige, De har, kære hr. Hahn,” sagde professoren. “Hende må De sende på gymnasium, måske endda universitetet.”

Far lo. Hvis jeg havde været en dreng, havde far været parat til at gå med tiggerstaven for uddannelsens skyld. Men eftersom jeg var en pige, havde han end ikke overvejet, at det kunne være sådan. Men når nu den ærværdige professor havde bragt spørgsmålet på bane, besluttede far at drøfte sagen med min mor.

Min far, Leopold Hahn, havde et smukt sort overskæg, krøllet mørkt hår og en munter, udadvendt personlighed, der passede sig godt for en restauratør. Han var den yngste af seks brødre, så da han havde alderen til en uddannelse, var familien løbet tør for midler. Derfor uddannede han sig som tjener. Det er sikkert svært at forstå, men dengang tog det flere år at oplære en tjener.

Folk kunne lide far. De havde tillid til ham og betroede ham deres historier. Han var formidabel til at lytte. Det var hans talent.

Han var langt mere berejst og sofistikeret, end han nogen 24

Edit_Hahn_Naziofficerens_Materie.indd 24

10/10/11 13.10

sinde forventede, vi ville blive. Han havde arbejdet på Rivieraen og i kurbyerne Karlsbad og Marienbad i Tjekkoslovakiet og havde smagt sin del af nattelivet. Han kæmpede i den østrigungarske hær under Første Verdenskrig. Han blev såret, derpå taget til fange, men undslap og flygtede hjem til os. Såret i skulderen havde forårsaget, at han havde tabt en del af førligheden i armen. Han kunne ikke længere selv barbere sig.

Restauranten i Kohlmarkt i Wiens pulserende centrum var omdrejningspunktet i min fars liv. Den var indrettet med en lang skinnende bardisk og spiselokaler bagved. Hans gæster vendte tilbage dag efter dag, år efter år. Far vidste, hvad de ville have at spise, inden de nåede at afgive deres bestilling, og han holdt deres foretrukne aviser. Han havde skabt et lille uforanderligt og komfortabelt univers for sine stamgæster.

Vi boede i en toværelses lejlighed på Argentinierstraße 29 i Wiens 4. distrikt* i en bygning, som faktisk var et gammelt slot, der var blevet bygget om. Udlejeren fra Habsburg-Lothringen Company havde royale aner. I vores hjem stod en stuepige for rengøringen, og det var dér, vi blev passet som små, men vi piger spiste vores måltider i restauranten, da mor arbejdede side om side med far alle ugens dage.

Min mor, Klothilde, var en lille, lidt buttet og køn kvinde, tiltrækkende uden at være koket. Hendes hår var langt og kulsort. Hendes sindelag var roligt, næsten distræt – hun bar over med folks dumheder, klarede det meste med et suk og forstod at tage tingene oppefra og ned.

Jeg kastede al min kærlighed på Hansi, min lillesøster, der var syv år yngre end jeg. Med sine buttede, lyserøde kinder, sin * Wien er inddelt i Bezirke, kan sammenlignes med f.eks. Paris’ arrondissementer; herefter angives Bezirk som “distrikt”, o.a.

25

Edit_Hahn_Naziofficerens_Materie.indd 25

10/10/11 13.10

lille velnærede krop og sine store krøller lignede hun for mig at se en af keruberne i Wiens barokkirker. Min søster Mimi brød jeg mig ikke om, og det var gensidigt. Hun havde svage øjne og bar derfor briller med tykke glas, og dertil kom en bister personlighed – ondsindet og jaloux på alt og alle. Hendes dårlige humør gik mor på i en sådan grad, at hun gav hende alt, hvad hun pegede på, og antog, at jeg, “den selvkørende”, sørgede for mig selv. Og da Mimi ikke selv havde opbygget venskaber, måtte jeg, der som far var vellidt, dele mine venner med hende og slæbe hende med alle vegne.

Far tog sig af os og skærmede os mod denne verdens fortrædeligheder. Han traf beslutningerne på vores vegne og lagde penge fra til vores medgift. Når tiderne var gode, og han var i det gavmilde hjørne, kunne han finde på at standse op ved et af auktionshusene på vej hjem fra arbejde og købe et smykke, en guldkæde eller et par ravørenringe til mor som en overraskelse. Så lænede han sig tilbage i en af læderstolene og betragtede hende, mens hun åbnede æsken, og nød at følge hendes spænding og så frem til at blive omfavnet. Han tilbad min mor.

De skændtes aldrig, og det mener jeg: De skændtes aldrig. Om aftenen sænkede freden sig i vores hjem. Hun ordnede sit sytøj, han læste sin avis, og vi lavede vores lektier. Her herskede det, man i Israel kalder shalom bayit, husfred.

Jeg er overbevist om, at min far var bevidst om, hvordan man lever som jøde. Men det var ikke noget, han opdragede os til.

Han må have tænkt, at vi ville få det ind med modermælken.

Vi blev sendt til Judengottesdienst, børnegudstjenesten i synagogen lørdag eftermiddag. Egentlig skulle stuepigen følge os derhen. Men hun var ligesom de fleste østrigere katolik og turde ikke gå ind i synagogen. Min mor – der var udearbejden26

Edit_Hahn_Naziofficerens_Materie.indd 26

10/10/11 13.10

de og havde brug for hendes hjælp – turde på sin side ikke irettesætte hende. Så vores besøg i synagogen blev aflagt med uregelmæssige mellemrum, og det var ikke meget, vi lærte der.

Der er dog én sang fra dengang, som jeg stadig husker.

En dag vil templet blive genopført Og jøderne vil vende tilbage til Jerusalem Sådan står det skrevet i den hellige bog Sådan står det skrevet. Halleluja!

Foruden trosbekendelsen – Shema Yisrael. Adonai eloheynu. Adonai echod – var denne børnesang om templet alt, hvad jeg kendte til jødiske bønner og sædvane.

Mere kendte jeg desværre ikke til.

Men gudskelov kendte jeg mine begrænsninger.

Ligesom i vores hjem blev der ikke serveret svinekød og skaldyr på fars restaurant, men derudover var maden ikke kosher*, og restauranten holdt lukket på Rosh Hashanah og Yom Kippur**. På disse helligdage gik vi i synagogen, dog mest for at mødes med vores familie. I et fjernt led var mor og far i familie, de tilhørte begge en slægt ved navn Hahn. Mors to søstre og hendes bror samt fars seks brødre og tre søstre havde tilsammen mere end tredive fætre og kusiner ved navn Hahn i Wien. Man kunne altid finde en Hahn på en af caféerne i Prater-parken.

Hver gren af Hahn-slægten praktiserede den jødiske tro på sin måde. Min tante Gisela Kirschenbaum – hun var en af fars søstre og drev ligesom ham en restaurant – trakterede for ek* De jødiske forskrifter for “rene” madvarer – deres art, sammensætning og tilberedning ifølge 5. Mosebog, o.a. ** Henholdsvis det jødiske nytår og “forsoningsdagen”, som er en af de vigtigste jødiske helligdage, o.a.

27

Edit_Hahn_Naziofficerens_Materie.indd 27

10/10/11 13.10

sempel de fattige med en gratis seder, det rituelle måltid under Pesach, den jødiske påske. Og mors bror Richard, som var blottet for tro, giftede sig med Roszi, en elegant kvinde fra Topolcany nær Bratislava, som var arving til et møbelfirma og ortodokst opdraget. Hun kunne ikke holde ud at se, hvordan Hahn’erne havde tilpasset sig wienerlivet, og rejste altid hjem til Tjekkoslovakiet i ferierne.

En gang imellem overraskede mine forældre mig med et pludseligt udbrud af jødiskhed. For eksempel engang, jeg havde spist en sandwich med blodpølse henne hos en veninde.

“Rigtig lækkert!” rapporterede jeg til mor. Men hun var i bogstaveligste forstand ved at brække sig, da jeg fortalte det.* Hendes stærke væmmelse forbavsede mig. En anden gang, hvor jeg bare forsøgte at holde gang i en samtale, spurgte jeg min far, om jeg kunne gifte mig med en kristen. Med et vredt, mørkt blik svarede han: “Nej, Edith. Det ville være ubærligt. Det ville jeg ikke overleve. Svaret er nej!”

Far havde det sådan, at jøder skulle klare sig bedre end alle andre. Han forventede, at vores karakterbøger var bedre end alle andres, at vores sociale sans ligeledes var mere forfinet, at vi havde de bedste manerer, det reneste tøj og en pletfri moral.

Dengang tænkte jeg ikke dybere over det, men i dag kan jeg selvfølgelig godt se, hvorfor min far insisterede på, at vi som jøder skulle klare os bedre. Sådan måtte det være, når man i vores land var af den faste overbevisning, at vi var ringere end alle andre.

Min mors forældre ejede en grå bungalow i Stockerau, en lille * Forbuddet mod at spise blod er en af de centrale kosher-forskrifter, da blod betragtes som livets hjemsted, o.a.

28

Edit_Hahn_Naziofficerens_Materie.indd 28

10/10/11 13.10

idyllisk by nord for Wien, hvor vi rejste til i ferierne og på helligdage og fødselsdage. Der boede Jultschi, den af mine kusiner, som stod mig nærmest.

Da Jultschi var ni år gammel, afleverede hendes mor (min mors søster Elvira) hende hjemme hos bedstemor, hvorefter hun gik hjem og tog sit eget liv. Jultschis far blev boende i Wien. Men Jultschi – som var traumatiseret af det, der var sket, og blev skræmt over ingenting – blev boende hos vores bedsteforældre, der opfostrede hende, som var hun deres eget barn.

Jultschi, der var en frodig, blød, brunhåret og brunøjet pige med fyldige, markante læber, havde stor sans for humor og et lige så stort hjerte – i modsætning til min søster Mimi. Hun spillede klaver, ikke videre godt, men dog tilstrækkelig godt til vores klan, der ikke ejede en tone i livet, og vi opførte operaer akkompagneret af hendes velmente klimpren. Mens jeg, den “intellektuelle”, var begyndt at udvikle en besættelse af mysterierne og begæret i gotiske romaner, var Jultschi blevet afhængig af film og swingmusik.

Bedstemor Hahn – en lille, tyk og stærk kvinde, der holdt streng disciplin – uddelegerede huslige pligter til os, inden hun gik på markedet, og vi fik selvfølgelig ikke gjort det, vi havde fået besked på, men legede i stedet hele eftermiddagen.

Så snart vi så et glimt af hende på vej op ad vejen, kravlede vi ind i huset gennem de åbne vinduer og begyndte at arbejde, sådan at det så ud, som om vi som gode, pligtopfyldende børn var i fuld gang med at feje og støve af. Jeg er ganske sikker på, at hun aldrig nogen sinde lod sig narre.

Det var, som om bedstemor altid havde travlt med et eller andet – at brodere små sirlige dækkeservietter, lære Jultschi at

29

Edit_Hahn_Naziofficerens_Materie.indd 29

10/10/11 13.10

bage Stollen*, fodre sine høns og gæs, opvarte hunden (kaldet Mohrli) eller vande sine mange hundrede potteplanter. Hun havde alle mulige forskellige slags kaktusser og underrettede mor på forhånd: “Klothilde! Kaktussen springer ud på søndag.

Kom herop med børnene, så de kan opleve det.” Således stod vi foran huset i Stockerau og beundrede de hærdede ørkenblomsters forsøg på at overleve i vores kolde land.

Bedstefar drev en forretning, hvorfra han solgte symaskiner og cykler og forhandlede motorcykler af mærket Puch.

Bedstemor arbejdede sammen med ham i butikken om søndagen, der var store handledag for de lokale bønder, som, når de kom fra kirke, mødtes på kroen til en skænk for derefter at gøre deres indkøb til den forestående uge. De vidste alle sammen, hvem mine bedsteforældre var, ligesom myndighedspersonerne i Stockerau ikke undlod at invitere Hahn’erne med til bords til den årlige fastelavnsfest, så de sammen kunne overvære byens forskellige laug opføre deres indslag.

På bedstefars fødselsdag havde vi til opgave at lære et digt fra mors poesibog udenad og recitere det til ære for fødselaren. Jeg husker, hvordan han sad som en lille velnæret konge og med et stolt glimt i øjet lyttede til vores yndige opførelse.

Jeg husker, at han omfavnede os.

I nærheden af mine bedsteforældres hus løb en biflod til Donau, hvor Jultschi og jeg elskede at tage hen og bade. For at komme i vandet måtte man hen over en høj træbro. En dag var jeg stået tidligere op end alle andre – jeg har været syv år gammel på det tidspunkt – og løb ned til broen. Men jeg gled, da jeg var nået ud på den, og tumlede ud over kanten og svævede længe gennem luften, før jeg ramte vandet. Jeg kæmpede mig * En traditionel tysk julekage, o.a.

30

Edit_Hahn_Naziofficerens_Materie.indd 30

10/10/11 13.10

op til overfladen og skreg hysterisk. En ung mand sprang i og reddede mig.

Efter den oplevelse havde jeg højdeskræk. Jeg stod ikke på ski i Alperne, jeg klatrede ikke til tops i de højeste bygninger eller hang socialistiske bannere fra domkirken. Jeg holdt mig ved jorden. *** I 1928 besluttede far sig for at sælge restauranten. Inflationen i Østrig var på det tidspunkt så galopperende, at frokostens pris fordoblede sig, mens gæsten indtog den.

Til alt held fik han hurtigt en stilling hos familien Kokisch, som han havde arbejdet for på Rivieraen. De havde i mellemtiden åbnet et nyt hotel i Bad Gastein, en kurby i Alperne, der er berømt for varme kilder. Far bestyrede hotellets restaurant.

Hotel Bristol lå og puttede sig ved de grønne enge under de sneklædte bjergsider, hvor kildernes lægende vand sivede op gennem undergrunden og ud i marmorbassiner. Her spadserede velhavende familier rundt på havegangene og fodrede de velnærede spurve og mumlede deres konversationer passende lavmælt, mens en rig pige, hvis forældre mente, hun ejede et vist talent for klaver og sang, som regel holdt koncert i lysthuset om eftermiddagen.

Vi besøgte far dér hver sommer – og havde det herligt.

Som det eneste kosher-hotel på egnen tiltrak Bristol jødiske gæster alle vegne fra. Ochs-familien, som ejede New York Times, kom der, ligesom Sigmund Freud og forfatteren Sholem Asch.

En dag kom en høj, blond mand iført lederhosen og tyrolerhat med en kost af gemsehår ind for at spise. Far var overbevist om, at han var gået forkert. Men så tog manden sin hat af og 31

Edit_Hahn_Naziofficerens_Materie.indd 31

10/10/11 13.10

erstattede den med en yarmulke og rejste sig for at hilse med en brucha*.

“End ikke jøder kan skelne jøder fra ikke-jøder,” udbrød far med et grin.

I Bad Gastein så vi for første gang rabbinere fra Polen, religiøse lærde med smukke, lange skæg, der gik langsomt gennem hotellets hall med hænderne samlet på ryggen. Synet af dem fyldte mig med både ro og mystik.

Jeg tror endda, at en af dem reddede mit liv.

Jeg var 16 år, nydelsessyg og ubetænksom, og var blevet liggende alt for længe i et af kurbadene og var blevet forkølet og febersyg. Min mor lagde mig i seng og trakterede mig med te og honning og lagde et par svale kompresser på min pande og mine håndled. Da mørket faldt på, bankede en af de polske rabbinere på døren. Han kunne ikke nå hen til shul, synagogen, inden det var tid til aftenbønnen, og spurgte derfor om lov til at bede i vores hjem. Mor inviterede ham selvfølgelig indenfor. Da han var færdig med sine bønner, spurgte mor, om han ville velsigne hendes syge datter.

Han stillede sig ved siden af min seng, lænede sig ind over mig og klappede min hånd. Hans ansigt udstrålede varme og godhed. Så sagde han noget på hebraisk, et sprog, jeg aldrig troede, jeg ville komme til at forstå. Og så gik han, og snart blev jeg rask igen.

Når jeg i årene der fulgte, frygtede, at min sidste time var kommet, huskede jeg på denne mand og trøstede mig selv med tanken om, at hans velsignelse ville beskytte mig. * Yarmulke kendes også som kippa; lille, skålformet, tætsiddende hue, som jødiske mænd og drenge bærer på hovedet. Brucha er en jødisk velsignelse, o.a.

32

Edit_Hahn_Naziofficerens_Materie.indd 32

10/10/11 13.10

Der var selvfølgelig også aspekter af dette liv i paradis, som ikke var helt så vidunderlige, men de var en del af tilværelsen her, og vi lærte at leve med dem. Kosher-slagtning var for eksempel ikke tilladt i det distrikt, hvor hotellet lå, så en schoichet* måtte foretage slagtningen i nabodistriktet og derpå fragte det til Bristol. Et andet eksempel var, at mine bedsteforældres generation havde boet i byer på afstand af Wien, byer som Floridsdorf og Stockerau. Det var først, da mine forældres generation blev voksen, at det blev tilladt for jøder at bosætte sig i Wien på normal vis.

Så faktisk var det sådan, at vi bar alle jødens byrder i et antisemitisk land, mens vi omvendt ikke havde nogen af privilegierne – Toraens lære, bønnen eller det tætte sammenhold mellem jøder. Vi talte hverken jiddisch eller hebraisk. Vores gudstro var ikke dyb. Vi var ikke polske hasidim eller litauiske yeshiva-lærde**. Vi var ikke frie og frejdige amerikanerne. Og dengang var der ikke noget Israel, ingen soldater i ørkenen, ingen “nation som andre nationer”***. Husk på det, når jeg fortæller min historie.

Det, vi først og fremmest havde, var forstand og format. Vores by var den sofistikerede “dronning af Donau”, “det røde Wien” med velfærd og arbejderboliger, hvor genier som Freud, Herzl og Mahler frit kunne dyrke deres tænkning: psykoana* En slagter, som schæchter, dvs. følger de rituelle jødiske forskrifter for slagtningen, hvor halspulsåre, luftrør og spiserør skæres over i ét snit, hvorefter alt blod løber fra, o.a. ** Hasidim er jøder, der strengt overholder Toraen. Yeshiva er en ortodoks skole for studier i de hellige skrifter, o.a. *** Edith Hahn henviser her til den østrigske zionist Theodore Herzl, der i bogen Der Judenstaat (Jødestaten) fra 1896 fremsatte ideen om oprettelsen af en stat for jøder som et middel mod antisemitismen, o.a.

33

Edit_Hahn_Naziofficerens_Materie.indd 33

10/10/11 13.10

lysen, zionismen, socialismen, reform, fornyelse – det lys, der viste vej overalt på kloden. I den forstand – hvad angår det at være “et lys for folkene”* – var vi assimilerede wienerjøder lige så jødiske som alle andre.

* Her refererer Hahn til Esajas’ Bog kapitel 49 vers 6, der omhandler israelernes status som udvalgt folk, o.a.

34

Edit_Hahn_Naziofficerens_Materie.indd 34

10/10/11 13.10