John Saturnalls gæstebud - af Lawrence Norfolk

John

Saturnalls Gæ ebud

LAWRENCE NORFOLK

ROMAN • ROSINANTE

Af samme forfatter Lemprières ordbog Pavens næsehorn I skikkelse af et vildsvin

34617_john_saturnalls_gæstebud_140x220mm.indd 2

13-09-2013 12:10:42

LAWRENCE NORFOLK

John Saturnalls Gæstebud

På dansk ved

Thomas Harder

ROSINANTE

34617_john_saturnalls_gæstebud_140x220mm.indd 3

13-09-2013 12:10:43

John Saturnalls Gæstebud er oversat fra engelsk af Thomas Harder efter John Saturnall’s Feast Copyright © 2013 by Lawrence Norfolk Published by agreement with Leonhardt & Høier Literary Agency, Copenhagen and Balke Friedmann Literary, TV and Film Agency Ltd, London Denne udgave: © Rosinante/rosinante&co, København 1. udgave, 1. oplag, 2013 Omslag: Holly MacDonald Dansk versionering: Harvey Macaulay, Imperiet Sat med Minion og Optima hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-2426-2 Printed in Latvia 2013 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Samleren er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

34617_john_saturnalls_gæstebud_140x220mm.indd 4

13-09-2013 12:10:43

Til Lucas og Joseph

34617_john_saturnalls_gæstebud_140x220mm.indd 5

13-09-2013 12:10:43

6

34617_john_saturnalls_gæstebud_140x220mm.indd 6

13-09-2013 12:10:45

Fra John Saturnalls Bog med Oplysninger om hin berømmelige Koks allerhemmeligste Kunster, blandt dem Opskrifterne på hans bekendte Festmiddag. Trykt i det Herrens År 1681

D

enne ydmyge Kok påstår ikke at vide, hvorledes Saturn skabte den første Have, endsige hvornår.

Ej heller hvilket Navn, der stod s­ krevet over dens Port, det være sig Paradis eller Eden. Men alt Grønt

groede i hin ældgamle Plantage. Palmetræer gav Dadler, og Honning strømmede fra Staderne. Druer svulmede på Stokkene, og alle Skabninger trivedes. Dér satte de første Mænd og Kvinder sig sammen i Venskab, og ingen Mand var Herre eller Slave.

Ved Saturns Bord betjente hver Adam sin Eva, og i hans Have udveks­ lede de Tegnene på deres Ømhed. For dér fejrede de Saturnaliefesten.

Nu er Saturns Haver groet til. Vor værkbrudne Tidsalder har glemt

de Retter, der prydede den gamle Guds Valnøddetræsborde. I disse nyoprettede Tider prater Blækhornskokke om deres Opfindelser, og alkymistiske Kokke forvandler Torskerogn til Ærter. Mine egne grove Retter snubler af sted efter sådanne Lækkerbiskner ligesom Muldy­ ret, der skrydende ad sine Overmænd halter efter Pakhestenes Tog. Men ligesom en Mand, der har marcheret gennem de nylige Krige, synker udmattet sammen i den efterfølgende Fred, duger jeg her mit sidste Bord.

Thi denne denne senfødte Adam vil plante en ny Have på disse Sider og servere Ord i Frugters Sted. Her vil han byde på Opskrifter på sine Retter, som skal få den gamle Guds Taffel til at stønne på ny.

7

34617_john_saturnalls_gæstebud_140x220mm.indd 7

13-09-2013 12:10:49

Lad nu mit eget Festmåltid begynde, såsom det Oprindelige gjorde, da de første Mænd og Kvinder fyldte deres Bægre. Lad S­ aturnaliefesten begynde med Kryddervin.

Hvorledes man tilbereder den ældgamle Hypokras, der i folkemunde kaldes Kryddervin.

Denne gamle Drik beredtes af den første Haves Frugter, Dadler og Honning og mere til, som jeg vil beskrive. Hæld 5 Pægle Hvidvin i en Kedel og sæt den over en stille Ild, indtil Vinen skælver. Tilsæt 5 Kan­ der Jomfruhonning, der ikke er presset af Kagen, men siet. Kommer Dekoktet i kog, tilsæt da kold Vin for at standse det. Lad det køle af og varm det derpå op igen og skum det. Gør det en Gang til og endnu en Gang, indtil Kongens Ansigt på en Pennymønt ses tydeligt på Bunden.

Skrab Kødet af Dadlerne og udblød det til Mos i Vin. Rist Kernerne over Ilden og rør dem i Blandingen. Tilsæt desuden Sødblad, der også kaldes Folium, så meget malet Peber, som en bedende Kvinde kan holde mellem Håndfladerne, og et Nip Safran fra Krokusblomsterne.

Hæld 10 Potter Vin på Blandingen, eller nok til at Drikken bliver så tyk, at den kan bære et Stykke Æggeskal på Størrelse med en Has­ selnøddeskal. Bind dernæst Kryddernelliker og Muskatblomme i en Pose formet som en Kræmmerpung eller Hippokrates’ Lange Ærme, som de mere lærde Kokke kalder det. Lad dem trække i Drikken ...

8

34617_john_saturnalls_gæstebud_140x220mm.indd 8

13-09-2013 12:10:50

pakhestene bevægede sig langsomt ned i dalen. Bølger af fin, grå regn fejede hen over de fjerne dyr, der svajede under kister og sække. I spidsen for dem gik en høj skikkelse, der lænede sig frem mod støvregnen, som om han halede dem væk fra den mørke landsby oppe bag dem. Ved træbroen nede i dalbunden stod en ung mand med et langt ansigt og smilede bredt, mens han kiggede ud under sin dryppende hatteskygge.

Der sivede vand ind gennem sømmene i Benjamin Martins støvler. Hans kappe var ved at blive gennemblødt. Pakken ved hans fødder indeholdt den last, som han havde påtaget sig at aflevere på Herregården. Han havde været på farten i næsten en uge.

Denne morgen havde hele Dalen stadig strakt sig foran hans vablede fødder. Så havde han fået øje på toget af pakheste.

Bens smil strakte hans ansigt som en vranten hests gaben. Han rullede med sine ømme skuldre.

Bag driveren kom en broget hest og så en rødbrun og to mindre, mørkebrune heste. Men Bens blik var fæstnet på togets bagende. I hælene på hestene kom et muldyr. Et muldyr, som tilsyneladende ikke bar på andet end en dynge regngennemtrukne klude. Selv et ulastet dyr skulle have noget at æde, sagde Ben til sig selv. Driveren ville være glad for at handle med ham. Han kastede igen et blik på landsbyen oppe ad skråningen.

Der var ingen lys at se mellem hytterne. Der kom ikke røg op af skorstenene. Der var intet, der bevægede sig på skråningerne,

9

34617_john_saturnalls_gæstebud_140x220mm.indd 9

13-09-2013 12:10:50

som steg op mod de mørke træer højt deroppe. Ingen vidste, hvad der var sket, havde Flitwick-mændene på kroen sagt aftenen forinden. Der var ikke en sjæl, der havde været oppe i Buckland hele vinteren.

Det kom ikke ham ved, sagde han til sig selv. Når pakhestene kom ned til ham, ville han slå sin handel af med driveren. Den mystiske pakke kunne få lov at gøre rejsen på ryggen af muldyret sammen med de våde klude. Den kunne godt komme frem til Herregården uden ham. Til denne »Mester Scovell«, hvem han så end var. Landsbyen, Dalen og Herregården i dens fjerneste ende: De var alle tre fælles om navnet Buckland. Som en fælles forbandelse, tænkte Ben. Hans blik gled hen over den sodstrimede kirke og bevægede sig så videre op til skoven. Han pirkede til den forhadte bylt med foden.

Dyrene gik forbi et hegn af flækkede egestave. Den kolde regn sivede op gennem Bens støvler til bukserne. Hans tanker vendte tilbage til Soughton og det lune baglokale i Hunden i Natten. Når det blev aften, ville han være på vej tilbage. Mester Fessler skulle nok tage ham tilbage, det var han sikker på. Han skulle aldrig mere se dette sted for sine øjne.

Tre lange, fjedrende skridt bragte driveren ned ad den sidste stejle skrænt. Den brogede hoppe kom vaklende efter ham med de to pakkister svajende på ryggen. Joshua Palewick, kaldte folk på kroen i Flitwick den slanke, gråhårede mand. Så kom den rødbrune hest, lastet på samme måde. De to mindre heste var lastet med kurve og sække. Til sidst kom muldyret, som kun bar på et bundt klude og haltede af sted. Ben rettede sig op. Han mindede sig selv om, at de eneste, en pakhestedriver behandlede hårdere end sine heste, var folk, der prøvede at slå en handel af med ham.

En penny per mil var rimeligt for et halt muldyr. Dyrene plaskede gennem pytterne og mudderet. Han løftede en hånd til hilsen. Og så rørte kludebylten på muldyrets ryg på sig.

10

34617_john_saturnalls_gæstebud_140x220mm.indd 10

13-09-2013 12:10:50

Et vindstød, sagde Ben til sig selv. Eller det svindende lys lavede numre med ham. Men i næste øjeblik så han, at det ikke var tilfældet. Op af bylten rejste sig et hoved. Ud af hovedet stirrede et par øjne. Kludene indeholdt en dreng.

Et par skarpe kindben ragede frem af hans ansigt. Hans hår var en måtte af drivvåde sorte krøller. Resten af ham var dækket af en gennemblødt blå frakke. Den unge rytter sad akavet på muldyrets ryg, han hang forover og gled fra side til side, som om han var lige ved at falde af. Men det var der ingen fare for, så Ben, da muldyret kom nærmere. Tykke reb snoede sig om drengens håndled. Drengen var bundet til sadlen.

Driveren standsede. »Ben Martin,« sagde Ben henkastet. »Jeg har en last, der skal ned til Herregården. Til en mand, der hedder Scovell.« »Jeg kender godt Richard Scovell,« sagde Joshua Palewick. Han kneb øjnene sammen. »Og jeg kender også godt dig. Du var på kroen, oppe i Flitwick.« Ben nikkede. Bag driveren sad drengen på muldyret og iagttog dem, mens regnen dryppede ned i øjnene fra hans mørke bryn.

Han kunne ikke tørre dråberne væk, så han skar ansigt og blinkede med øjnene. Det var, som om hans blik så tværs gennem de to mænd. »Læg den op til ham,« foreslog Ben. »En penny per mil er en rimelig pris. Vejen er ikke så slem ...« »Nå, så det er den ikke?« Josh hævede det ene øjenbryn. »Så må det bare være noget, jeg har bildt mig ind. De sidste 30 år.« Ben tvang et smil frem. »Halvanden penny,« tilbød han.

Joshua Palewick rystede på hovedet. »Drengen får lov at sidde for sig selv. Det aftalte jeg med præsten.« Ben fik en tung fornemmelse i maven. »Så betaler jeg mere,« røg det ud af ham. Men Josh’ udtryk blev bare hårdere. »Ikke mig,« sagde driveren brysk. »Jeg gav hånd på det.«

11

34617_john_saturnalls_gæstebud_140x220mm.indd 11

13-09-2013 12:10:50

Han rykkede i tømmen, og hestene satte sig i bevægelse. Drengens spinkle krop slingrede hid og did. Hovene klaprede hen over broen, da dyrene fjernede sig i pasgang.

Bens humør gik til bunds. Han ville kaste pakken i floden, besluttede han. Sige, at han aldrig havde set den. Ingen ville nogen sinde få noget at vide om det, bortset fra Palewick. Og drengen, hvem han så end var. Og denne Scovell, hvis Palewick sagde noget til ham. Og manden med det mørke ansigt, der havde hyret ham i Soughton. Maureren eller jøden, eller hvad han nu var. Almery ... »Hunden«s lune baglokale fortonede sig sammen Josh’ heste.

Han skulle aldrig være taget fra Soughton. Skulle aldrig være endt med at stå gennemblødt med vablede fødder på en regnpisket bro i den øverste ende af Buckland-dalen. Med ét snappede Ben ranslens remme og slyngede den tunge pakke over skulderen. »Vent!« råbte han gennem regnen. Han snublede hen over plankerne. Joshua Palewick vendte sig mod ham med et tillukket udtryk i ansigtet. »Jeg kender ikke vejen,« tilstod Ben. »Det tænkte jeg nok.« »Jeg har aldrig sat mine ben her før.« Den ældre mand så op og ned ad Ben. Så var det, som om en eller anden fjendtlig indflydelse lettede. Som om den mørke landsby med den sodstrimede kirke allerede var langt borte, og Buckland Manor var tæt på. Som om Dalens længde ikke var andet end en spadseretur. Antydningen af et smil spillede i driverens ansigt. »Jeg så dig oppe fra landsbyen,« sagde Josh. »Tænkte, at du ventede på at komme med en af Soughton-vognene. Du er deroppefra, er du ikke?« Ben indrømmede, at det var han. »Vi kan følges et stykke af vejen, hvis du synes,« sagde driveren. »Så kan vi se, om vi kan holde hinanden ud.« Ben nikkede ivrigt, og så skævede den ældre mand bagud til

12

34617_john_saturnalls_gæstebud_140x220mm.indd 12

13-09-2013 12:10:50

drengen. »Ham der skal ned til Herregården, ligesom din pakke.

Du kan hjælpe mig med at holde øje med ham. Er det i orden?« De så begge to bagud. Drengen havde vredet sig rundt på muldyrets ryg. Ben Martin fulgte hans blik, forbi landsbyen og op ad de tilgroede skråninger, hele vejen op til den mørke mur af træer oppe ved toppen. »Det var dér, de fangede ham,« sagde Josh. »Bucclas Skov.«

De løb, så hurtigt de kunne, ud af hytten og hen over den mørke eng, mens Johns hjerte hamrede i brystet på ham, og rædslen kogte i hans mave. Hans mor, der løb ved hans side, knugede den tunge vadsæk i den ene hånd og hans håndled i den anden, og det høje græs piskede deres ben, mens de kæmpede sig frem mod skræntens sikkerhed. Bag dem blev hobens taktfaste råb mere og mere skingre.

Druer fra Stokken! Honning fra Bien!

Kom herud, Heks! Kom, drik din Vin! Olielugtende tællerøg blandede sig med den lune natteluft. Bragen og klirren af potter og pander smeltede sammen med landsbyfolkenes råb. John mærkede sin mors hånd stramme til og trække ham af sted. Han hørte den tunge vadsæk støde akavet mod hendes ben og hendes åndedræt, der skurrede i halsen. Hans hjerte dunkede. Da de nåede udkanten af engen, stred de sig på hænder og knæ op ad den første skråning.

Terrasser skar lange, smalle trin i skrænten. De klatrede, og så løb de, og klatrede igen. Hobens støj forfulgte dem i bølger, stigende og faldende. For hvert skridt aftog Johns frygt en lille smule.

Snart begyndte spøgelsesagtige banker af tornblad og småkrat at

13

34617_john_saturnalls_gæstebud_140x220mm.indd 13

13-09-2013 12:10:51

rejse sig omkring dem, og natteluften var tung af græsdufte. John så op. Træerne i Bucclas Skov tårnede sig op over dem.

Landsbyfolkene kom her aldrig. Gamle Buccla havde forhekset hele Dalen med sin Fest, sagde de. Indtil Sankt Clodock kom og huggede hendes valnøddetræsborde i stykker. Siden da havde de en gang om året serveret et festmåltid til hendes ære. For at holde hende borte.

Det var nu i nat.

Hans mor fortsatte op ad skrænten og bevægede sig med lange, sikre skridt gennem de snævre åbninger og sprækker. John hastede efter hende. I vadsækken, som hun knugede i hånden, lå den bog, som hun havde snuppet fra brættet over ildstedet i øjeblikkene inden deres flugt. Han smuttede forbi de tornede grene og kantede sig gennem tykningen. Snart snævrede stien ind, og så sluttede den, da brombærbuskene dannede en uigennemtrængelig barriere. Hans mor standsede op foran en gammel hegnspæl med et indridset kors.

Han havde aldrig været så højt oppe før. Bag tornekrattet rejste træerne i Bucclas Skov sig. Han hørte kastanjetræernes tunge kroner røre på sig og bladene rasle med en tusindstemmig tør hvisken.

Hobens råb kom drivende op til dem fra det fjerne.

En Due fra slaget og et Solsortehjerte, Kom herud, du Heks! Kom spis din Tærte! »Det er bare øllet,« sagde hans mor. Hun så ned på hans bekymrede ansigt. »Når de har tømt tønden, søger de deres morskab.« John mindedes de andre gange: røde skrålende ansigter, halvfulde mænd og deres glammende hunde. Ham selv, der hang i sin mors skørter. Hidtil havde hun altid trodset dem. Men i nat var der en ny råhed i deres råb. »De kom nede fra Marpots hus,« sagde han til sin mor.

14

34617_john_saturnalls_gæstebud_140x220mm.indd 14

13-09-2013 12:10:51

»Gjorde de?« Han stirrede på hende. Det vidste hun lige så godt som ham.

De havde forsamlet sig for at bede for lille Mary Starlings sjæl.

Derefter var de marcheret op til engen. Nu omringede de hytten og skrålede taktfast.

Fisk fra Kanalen! Ål fra Dammen!

Kom herud, du Heks ...

En sortklædt skikkelse steg op af havet af flammerøde ansigter og klatrede op på stråtaget. John hørte sin mors åndedræt sætte sig fast i halsen på hende, som om hendes hoste var ved at vende tilbage. Manden knugede en brændende fakkel i hånden. Han viftede med den, og mængden brølede endnu højere. John så sin mors hænder flyve op foran munden. »Nej,« mumlede hun. »Det vover de ikke.« Hver gang han svingede med faklen, kom den nærmere stråtaget. Alt, hvad de ejede, var i den hytte, tænkte John. Halmmadrassen, kisten, hans mors gryder og flasker og krukker ... Men så dukkede der en hvid manke op i udkanten af hoben. John rykkede i sin mors skørter. »Se, Mor! Det er Gamle Hellig.« Lettelsen strømmede gennem ham, da præsten skred frem gennem flokken af landsbyfolk. Højt oppe fra skrænten så John mandens arme flagre omkring og daske til de nærmeste hoveder. Fakkelbæreren hoppede ned fra taget. De råbende trak sig baglæns tilbage. Faklerne begyndte at sive væk. »Så kan de lære det,« sagde John triumferende. »Kan de?« mumlede hans mor.

Hun stillede vadsækken med bogen fra sig på jorden. John mærkede hendes hånd stryge over sit hår og hendes fingre filtre de tykke, sorte lokker fra hinanden. Han så op på den mørke

15

34617_john_saturnalls_gæstebud_140x220mm.indd 15

13-09-2013 12:10:51

trærække, åndede langsomt ind og mærkede lugten af vilde hvidløg, formuldede blade, en rævehule et sted og en sødere duft.

Frugtblomster, tænkte han. Så overskyggedes denne lille gåde af en større. En mere fremmed lugt skjulte sig blandt blomsterne, på én gang sød og harpiksagtig. Liljer, tænkte John, idet han snusede duften dybere ind. Liljer blandet med beg. »Hvad står du nu og snuser ad?« spurgte hans mor med et smil.

Han gengældte hendes smil. Der boede en dæmon i halsen på ham, sagde hun. En dæmon, der kendte hver eneste lugt i Skaberværket. Når han indåndede de skarpe plantesafter og søde blomsters duft, følte han, at de forankrede sig i ham, og deres usynlige spor bredte sig ud omkring ham. Men her var der en lugt, som hans dæmon aldrig havde mødt før. Han så op på træerne i Bucclas Skov. »Det ved jeg ikke,« indrømmede han til sidst. Hans mor strøg sit lange, sorte hår væk fra ansigtet. »Du må ikke sige til dem, at du har været heroppe, John. Forstår du det?« Han nikkede. Selvfølgelig forstod han det. Sankt Clodock havde aflagt en ed til Gud, hed det i den gamle historie. Han var kommet marcherende ud af Zoyland og var draget herop for at hugge heksens borde i stykker. Han havde taget ilden fra hendes arner og havde revet hendes haver op. Han havde erobret Dalen tilbage til Gud. Men Buccla var stadig deroppe, sagde landsbyfolkene. Hun og hendes Heksegilde. Og hun var stadig sulten ...

Det var bare en gammel historie, troede John. Ligesom landsbyfolkenes råben bare var deres morskab. I hvert fald indtil kirkeværge Marpot var kommet til landsbyen og var begyndt at vifte med fakler og hidse dem op. Nu havde pastor Hole sendt dem væk.

Tanken om den gamle præst, der daskede til deres hoveder, fik ham til at smile bredt. De sidste fakkelbærere dernede sjokkede væk. Da der ikke var flere tilbage, vendte hans mor sig mod ham.

16

34617_john_saturnalls_gæstebud_140x220mm.indd 16

13-09-2013 12:10:51

»Fra nu af går vi i kirke hver uge,« sagde hun. »Og jeg tager en kyse på ligesom de andre kvinder.« Hun prøvede at smile. »Du kan lege med de andre børn.«

John, John, Heksens Yngel!

Duk ham, stik ham, slå den Slyngel!

Det var deres morskab efter søndagsskolen. I samme øjeblik Gamle Helligs sidste »Amen« lød, var John ude ad døren, klatrede over muren til Sankt Clodocks kirkegård og løb derefter, så hurtigt hans ben kunne bære ham.

John, John, den Sortes Unge!

Mal hans Fjæs og træk hans Tunge!

Der var gået to somre siden flugten op ad skrænten. Han var højere og stærkere end det barn, der var klavret op ad terrasserne til Bucclas Skov. Men det var hans forfølgere også.

Det var som sædvanlig Ephraim Clough, der førte kobbelet an.

Dando Candling og Tobit Drury fulgte lige i hælene på ham sammen med Abel Starling og Seth Dare. Pigerne hoppede hvinende af sted bag dem. John fór forbi den gamle brønd, over de nøgne pletter, der hed Sankt Clods Tårer, og så rundt om dammen, så ænderne fløj til alle sider, og Fentons gæs skræppede. Nogle landbyfolk, der var i færd med at hente vand, så et øjeblik efter ham og rystede så misbilligende på hovedet. Susan Sandalls dreng lavede ulykker igen.

Han strøg hen over grønningen med pumpende arme og dunkende hjerte. Da John løb forbi Chaffinges frugthave, råbte Tom Hob ad hans forfølgere. Men der var ingen, der hørte på Tom. Bag frugttræerne åbnede stien med de høje hække sig som en tunnel

17

34617_john_saturnalls_gæstebud_140x220mm.indd 17

13-09-2013 12:10:51

af skygge. Idet John satte farten op på vej til dens munding, smældede et eller andet mod hans hovedskal. En hed smerte vældede ned fra hans nakke. Det var Abel, tænkte han. Den bedste stenkaster i Buckland.

Han snublede, og der lød et jubelråb bag ham. Men et øjeblik efter havde han genfundet takten. Hans fødder hamrede mod jorden. Hans forfølgere begyndte at sakke bagud.

Første gang han havde prøvet at lege med dem, havde de lokket ham ned til Huxtables lade, hvor møddingen ventede. Hvordan kunne han dog være så tåbelig at falde i den? havde hans mor spurgt. Ugen efter havde Ephraim og Tobit prøvet at smide ham ind i brombærkrattet. Hekse blødte ikke, havde Ephraim erklæret. Deres sønner var gjort af samme stof. Dengang havde han vristet sig løs, men den følgende søndag havde de ladet ham hænge og dingle over den gamle brønd, og Ephraim havde halet en spandfuld vand op af den og truet med at hælde den mørkerøde væske ned i halsen på ham. Den sure lugt havde svøbt sig om hans ansigt som et vådt, snoet lagen. Vil du have en kop hekseblod, John? Heksen havde forgiftet jorden under grønningen, prædikede kirkeværge Marpot. Det var derfor, vandet stank.

Tobit og Ephraim havde prøvet at vriste hans mund op. Det var Tom Hob, der havde reddet ham den dag, da han kom marcherende frem med sit trækrus højt hævet og jog dem på flugt med en salve eder og forbandelser. Hver søndag siden dengang havde John løbet.

Nu dunkede det i hans hoved. Han mærkede hævelsen tage til, mens han kravlede over stenten ind til To-ager-marken. Der plejede at hænge en død råge på fugleskræmslet, men i dag var galgen tom. Han kunne lugte nyvendt jord i den lune forårsluft. Der var tyst på stien. Hans forfølgere havde tilsyneladende givet op.

Pigerne var altid de første til at opgive forfølgelsen: Meg og Maggie Riverett, Clough-søstrene, Peggy Rawley, Abel Starlings

18

34617_john_saturnalls_gæstebud_140x220mm.indd 18

13-09-2013 12:10:51

søster Cassie. Drengene var mere udholdende, og Ephraim delte dem ind i kobler, der skulle afskære ham vejen tilbage til sikkerheden i hans mors hytte.

John småløb langs markens udkant. Over til den modsatte side.

Gennem det tætte buskads hørte han kildevandet plaske ned i det gamle stentrug. Han havde en hemmelig vej gennem hækken. Inden længe ville han være oppe ad skrænten, over engen og hjemme. I sikkerhed i endnu en uge. Han så sig om igen og maste sig så vej gennem buskadset. »Det var du længe om, John.« De ventede på ham på den anden side. Ephraim Clough stod midt på stien og mønstrede ham; han havde kraftige bryn og var et halvt hoved højere end John. Ved hans side stod den hvidhårede Dando Candling og Tobit Drury. Seth Dare og Abel Starling holdt sig i baggrunden. John så fra det ene brede ansigt til det andet. »Hvordan har din mor det, Heksedreng?« spurgte Ephraim skarpt. »Danser hun stadig rundt om sin kedel?« Ephraim var den værste. Den, der førte de andre an, når de messede deres »Heksedreng«, og den, der jagtede John mest indædt, når han flygtede. Den, som John i sine vrede fantasier tævede løs på igen og igen. Nu fik den sædvanlige kvalmende fornemmelse det igen til at vende sig i ham. Hans lemmer føltes tunge. Ephraim spankulerede nærmere og skubbede sit tykbrynede fjæs helt op i Johns. Det begyndte altid på den måde. »I hører ikke til her,« sagde Ephraim til ham. »Dig og din mor.« John tvang sig selv til ikke at fortrække en mine. »Gør vi ikke?« »Det siger min far. I skulle aldrig være kommet tilbage.« Hans frygt blandedes med undren. Være kommet tilbage? Han havde aldrig været længere væk end landsbyen. Ephraim gloede afventende på ham. John kunne lugte sveden, der steg op

19

34617_john_saturnalls_gæstebud_140x220mm.indd 19

13-09-2013 12:10:51

fra drengens mørke klæder. Men der hang en endnu fælere lugt i den lune luft. Bag ham stod Tobit med en sæk. Ephraims arm skød i vejret. Drengens knoer smækkede ind i Johns ansigt, og smerten fra slaget bredte sig ud i kinden. Han mærkede sit hoved ryge bagover med et ryk og prøvede at slå igen. Ephraim daskede hans knytnæve til side og lo. Han blev grebet bagfra, og så kæmpede han med dem alle sammen, en håbløs kamp. Ligesom alle de andre gange. De væltede ham om på jorden. Ephraim greb hans håndled, mens Tobit tvang sækken over hovedet på ham. »En ny prøve til dig,« forkyndte Ephraim. »Nej, en gammel prøve, tror jeg!« udbrød Tobit.

Han hørte dem le igen. Der var varmt i sækken, og det grove lærred kradsede ham i ansigtet. »Kom nu,« råbte Ephraim. »Giv ham hans Heksetaffel.« Snøren blev løsnet. Han mærkede noget blive stoppet ind i sækken. Pludselig fyldte stanken af rådnende kød hans næse. Fjer gned mod hans ansigt. Rågen fra fugleskræmlset, gik det op for ham. Det føltes, som om han skulle kaste op, og han prøvede at vende sig væk. Men de havde et fast greb i ham. Han mærkede noget blødt blive tværet ud over sit ansigt. »Det var en god, velhængt en!« hørte han Seth råbe. En hånd pressede ådslet tættere ind til ham. »Man får feber af at spise ved Heksens Bord,« forkyndte Ephraim. »Har du fået feber, John?« John kæmpede og kastede sig rundt. Men han kunne ikke slippe fri. »Og så brækker man sig,« fortsatte Ephraim. »Man brækker sig, indtil sjælen ryger med op.« »Han kan ikke lide det,« råbte Seth. »Han har ikke noget at skylle det ned med,« svarede Tobit. »‘Druer fra Stokken, Honning fra Bien,’« sang Ephraim. »Værsgo, Heksedreng, min egen særlige kryddervin ...«

20

34617_john_saturnalls_gæstebud_140x220mm.indd 20

13-09-2013 12:10:52

»Pas på, hvor du sigter,« advarede Tobit ham. Et øjeblik efter ramte det første varme strint ham.

John kæmpede endnu mere, men Tobit strammede bare sækken til. Pludselig fik John en hånd fri og slog blindt omkring sig.

Hans knyttede næve ramte noget kød, og Tobits greb slappedes.

John trak sækken af.

Ephraim stod med de sorte bukser halvvejs nede om benene og søndagsskjorten trukket op, mens en bue af urin skød ud af ham.

Tobit stod skulende og gned sig på kinden. Abel tak sig baglæns væk. Løb, tænkte John. Men idet han vendte sig om for at komme på benene, fyldte en mørk skikkelse hans synsfelt. Et øjeblik efter ramte Dandos støvle ham under hagen.

Han mærkede en bruskagtig knasen. Det føltes, som om en klump af et eller andet svulmede op og spærrede hans luftrør.

John sank ned på knæ og tog sig halvkvalt til struben. Han fik opkastningsfornemmelser, og der løb blod ud af munden på ham.

Drengene tav. »Jeg sagde jo, vi ikke skulle gøre det,« hvæsede Abel. »Nu har du slået ham ihjel.« »Du gjorde det også,« hvæsede Dando. »Sir William hænger os.« Tobit lød bange. »Han får ikke noget at vide om det,« sagde Ephraim til de andre. »Snup sækken, Abe. Kom nu. Løb!« Deres skridt dundrede ned ad stien. John lå på jorden, og den hede skam fossede igennem ham. Ephraim havde ret, sagde han til sig selv. Eller hans far med det sammenbidte ansigt. De hørte ikke til her. De skulle aldrig være kommet tilbage ... Han ville ikke gå i kirke i næste uge, sagde han til sig selv. Uanset hvad hans mor sagde. Han ville løbe sin vej. Løbe derhen, hvor de var kommet tilbage fra.

Der sivede blod ned i svælget på ham; varmt og med en metallisk smag. Han sank af alle kræfter og mærkede luften strømme

21

34617_john_saturnalls_gæstebud_140x220mm.indd 21

13-09-2013 12:10:52

ned i lungerne i en tyk stråle. Han kravlede hen til det lange stentrug og så ned i det.

Hans hud var mørkere end de andre drenges. Hans hår var sort og krøllet, hvor deres var rødt eller brunt eller blondt. Hans øjne var lige så mørke som hans mors. Eller hans fars, mindede han sig selv om. Hvem det så end var. Han plaskede koldt vand ud over hovedet og skrubbede sig. Han spyttede og så på, at de lange røde tråde dryppede ud af munden. Mens han mærkede efter inde i munden, lød der en høj, klar stemme ovenfra. »Hekse bløder ikke.« Der stod en pige og så ned på ham oppe ved toppen af skrænten; hendes fregnede ansigt var indrammet af en hvid bomuldskyse.

John så forbavset ind i Abel Starlings søster Cassies blå øjne. »Jeg er ikke nogen heks,« lykkedes det ham at få frem. »Det ved jeg godt.« Hun var et år ældre end ham. I kirken sang hun med en høj, klar og kraftig stemme. Hun gik i Kirkeværge Marpots søndagsskole. Det var alt, hvad han vidste om hende. Men nu talte Cassie Starling til ham. Til sin rædsel mærkede John, at han blinkede for at holde tårerne tilbage. »Kom herop,« befalede pigen.

John gik op til hende. Fra toppen bredte engens frodige græs sig ud foran ham. Til højre voksede der en klynge bøgetræer. Længere forude steg terrasserne opad som store, bløde trin. De nedre skrænter var overgroet med højt ukrudt og buske. De øverste var barrikaderet af krat og tornblad. Øverst oppe udgjorde et brombærbuskads et tykt bælte foran Bucclas Skov. Pigen betragtede John. »Som græs, det er sådan de onde skyder frem. Det sagde Gamle Hellig, kan du huske det?« John nikkede. Det var en af præstens yndlingstekster. Pigen spidsede munden og betragtede John. En lok af hendes hår havde løsnet sig.

22

34617_john_saturnalls_gæstebud_140x220mm.indd 22

13-09-2013 12:10:52

»Kan du tælle?« Hun snoede den vildfarne lyse lok om fingeren. John nikkede igen. »Godt,« sagde pigen og pegede på en tue. »Sæt dig der.« Et øjeblik efter rakte John prøvende en hånd ud mod Cassies ansigt. »1,« sagde han. »Bliv ved.« »2, 3, 4 ...« Han kunne lugte Cassies hår og ulden i hendes kjole. Hendes ånde duftede af jordbær. Hans hjerte dunkede, mens pigen snoede den lange lyse lok og slap den fri igen. Hun havde en sort klemmelus på neglen, så han. »... 29, 30 ...« Han talte hendes fregner. Han arbejdede sig op ad den ene kind, hen over panden og ned ad den anden. Cassie fnisede og blinkede så, da han prikkede hende let omkring øjnene. Duftene fra engens græsser og urter krydrede luften imellem dem. Da han nåede til hendes hvide bomuldskyse, trak hun den lange nål ud og rystede håret frit. Han fortsatte rundt om hendes mund. »... 48, 49 ...« Da han nærmede sig hendes læber, fangede hun hans finger, idet hendes hånd bevægede sig hurtigere, end han ville have troet.

Hendes greb var stærkere. Klemmelusen under neglen blev mørkere. »Ved du, hvad fregner er?« Han rystede på hovedet. »Det er synder.« Cassie var lidt forstyrret, havde Abel engang sagt. Det havde hun været, lige siden deres lillesøster døde. Det var Mary Starling.

Over træerne snoede en stribe røg sig op i den skyfrie himmel.

Han kom i tanke om, at hans mor gik og ventede på ham. »Eva var den første heks,« sagde Cassie. »Gud sendte hende for

23

34617_john_saturnalls_gæstebud_140x220mm.indd 23

13-09-2013 12:10:52

at sætte Adam på en prøve. Da hun gav ham æblet. Han sendte også os en heks.« John tænkte på skoven; luften derindefra duftede af frugtblomster. »Men der er ikke nogen heks, er der vel?« sagde han. »Sankt Clod ordnede hende, gjorde han ikke?« »En heks ser ikke anderledes ud end dig eller mig,« svarede Cassie. »Ikke udenpå.« »Hvordan kan man så se hende?« »Gud åbner ens øjne. Hvis man er udvalgt. Heksen kan ikke narre Gud. Lige meget hvor hun gemmer sig.« Pludselig lænede hun sig frem imod ham. Han kunne mærke hendes varme ånde i sit øre. »Du går derop, gør du ikke?« Hun skævede opad, og John fulgte hendes blik. Sammen så de op ad skrænten, hele vejen op til den mørke trærække langs toppen. »Det kan man ikke,« sagde han. »Det er lutter brombær.« »En heks er ikke bange for torne,« svarede Cassie. »De bløder ikke. Har du glemt det?« Det var Marpots lære, vidste han. Når Cassie ikke sang salmer, knælede hun hjemme hos Kirkeværgen sammen med Lærlingene. »Jeg gik herop for at bede,« sagde hun. Hun så over mod bøgetræerne, og så smilede hun til John. »Jeg vidste, at du ville komme.« John stirrede på hende. »Mig? Hvordan det?« »Det sagde Gud til mig.« Cassie smilede, og så rejste hun sig op og løftede op i kjolen, klar til løbeturen ned ad skrænten. John så op på hendes skrammede knæ og bare, hvide ben. »Du glor.« Han mærkede, at han blev rød i kinderne. »Vil du gerne vide det?« spurgte hun. »Vil du gerne vide, hvad Gud sagde?«

24

34617_john_saturnalls_gæstebud_140x220mm.indd 24

13-09-2013 12:10:53

Han så forhåbningsfuldt op på hende. »I næste uge,« sagde Cassie til ham. »Vent på mig efter kirke.« Lugtene af visnende blade svævede rundt i hyttens varme, beklumrede luft. Johns mor så op, da han smuttede ind gennem døråbningen; hendes ansigt var rødt i glødeskæret. Den sorte kedel hang og dampede i sin kæde over arnen. »Tog du den lange vej hjem?« spurgte hun.

John nikkede og pilede forbi hende. Bulen i hovedet havde ikke gjort ondt, mens han sad foran Cassie. Nu dunkede den smertefuldt, og han følte sig ru i halsen. Han satte sig på sin plads på den anden siden af ildstedet og så sig omkring i hytten. I den fjerneste krog stod deres kiste ved siden af den halmmadras, de sov på. På den anden side af den stod hans flasker opmarcheret. Rundt om arnen hang der potter og pander. På hylden over ildstedet stod en stor opslået læderindbundet bog lænet op ad væggen.

John kendte siderne fra stjålne glimt: tegningerne af frugter, træer, blomster, rødder og blade, blokkene af utilgængeligt udseende skrift. Nærmere fik han ikke lov at komme. Hun lagde den væk, når kvinderne kom på besøg. Da hun så John skæve til bogen, rakte hun en hånd ud og lukkede den.

Hun havde været oppe ad skrænten, det vidste han. Hendes svulmende urtesæk stod ved væggen. Han snusede opmærksomt og kunne lugte frugterne af hendes anstrengelser: frisk hyld, bulmeurt, døvnælde og rødurt ... Dem kendte han alle sammen udmærket. Men der sivede endnu en lugt gennem det grove sækkelærred, og den drillede ham med sin blomsteragtige karakter.

Uden at tænke over det tog han sig til bulen i baghovedet. »De har slået dig igen, ikke også?« Hun vidste det altid. Han løftede blikket og så, at hun stod og stirrede på ham, og rystede så stumt på hovedet og beredte sig på forhøret. Men mens han sad og krympede sig under hendes blik,

25

34617_john_saturnalls_gæstebud_140x220mm.indd 25

13-09-2013 12:10:53

bølgede en tyk røgsky ud i hytten, og hans mor begyndte at hoste.

Hun holdt sig for munden for at beskytte afkoget i kedlen og støttede sig med den ene arm til ildstedet, mens kramperne rystede hendes krop. John snuppede kruset og skyndte sig udenfor.

Hun havde passeret de 30 år. »Mor Susan«, kaldte de natlige gæster i hytten hende. Eller »Kloge Susan«, når kvinderne fra de bageste kirkestole vækkede hende af hendes søvn. Førhen var de kommet om dagen og havde afleveret deres brød og boller i bytte for hendes lægemidler eller tilbudt nogle mål byg, hvis hun ville give dem et råd, eller en beskidt mønt, hvis hun kastede kappen over skuldrene og gik med dem. Hun tog imod deres løfter, hvis de ikke havde noget bedre. Nu kom de snigende op ad stien efter tusmørke med deres gaver og bankede sagte på døren. Han så de ængstelige ansigter komme ind. Så begyndte den dæmpede samtale: om smerter og blødninger og kramper og vand, der gik, eller ikke gjorde det, og børn, der vendte eller drejede sig, om hinder, der var for tynde eller for tykke eller forsvundet i kvindernes labyrintiske kroppe.

De velsignede hende, når hendes miksturer lindrede deres veer.

Eller når hendes hånd holdt et vrælende spædbarn op foran dem.

De sendte hende hjem med skiver af tørret flæsk eller længder af tætvævet bomuldsstof, som hun syede hans tøj af. Men de korsede sig også, vidste John. Bag hendes ryg kaldte de hende ved andre navne. Ved nattetide strejfede hun om i landsbyen med sin lukkede kurv, sagde de til deres børn. Med sit seje sorte hår bandt hun en løkke om maven på dem. Mor Susan bragte dem til verden, sagde de. Men Sorte Sue kunne få dem til at forsvinde. Ligesom en heks.

John dyppede kruset i truget bag hytten og skyndte sig ind igen.

Hans mor drak. Da hosteanfaldet lagde sig, rakte hun ud efter sin sæk. John så hende trække en håndfuld tykke grønne stilke op og brække dem over med et vrid. Den skarpe duft af frisk hyldesaft skar sig gennem røgen.

26

34617_john_saturnalls_gæstebud_140x220mm.indd 26

13-09-2013 12:10:53

Nyligt afklippede hyldegrene holdt fluerne væk, vidste John. Et afkog af dem åbnede tarmene. Judas hængte sig i et hyldetræ, havde Gamle Hellig fortalt dem i en af sine søndagstimer. Og man kunne lave pusterør af de lige grene. Man skulle skrabe marven ud.

Johns mor lod nogle skud falde ned i den gryde, der stod i kedlen, tog en slev og rørte rundt, så sleven tegnede ottetaller i den dampende væske. Så tilsatte hun et mål vand og lidt af en af de blandinger, der stod i hendes krukker.

Det tog kun et øjeblik at ødelægge et afkog, havde hun lært ham.

Hvis man brækkede en rod for kort eller kogte den for længe; et nip for lidt eller en anelse for meget; eller hvis man samlede løgene under en aftagende måne eller på den forkerte tid af året. Væsken i gryden skulle sies og køle af og derefter blandes eller forblive ren.

Derpå ville hun hælde den over i en krukke og stille den hen til de andre, der stod tilproppede på rad og række ved siden af kisten: hendes afkog, lægeurter, likører og miksturer.

Måneskinnet strålede ind gennem vinduesklæderne, da hans mor rystede dråberne af sleven og rakte ud efter den pande, hun brugte til aftensmaden. Nede fra familien Starlings hytte kunne han høre Jakes og Mercys stemmer; de skændtes. Den bageste brændeknude forskubbede sig, og gnisterne fløj op i skorstenen.

John sad lænet op ad væggen og ventede på, at duftene fra gryden skulle komme bølgende. Da hans mor lettede på låget, kom et pust af damp rullende op og brødes mod stråtagets grove underside.

Hun så smilende på ham. Det var deres leg. »Bedekød,« sagde han. »Byg. Et æble. Noget citrontimian. Laurbær ...« Han behøvede bare ånde ind for at kende navnene. Da han var færdig, lænede hun sig frem og uglede hans hår. Han krympede sig, da hendes fingre strejfede bulen. Hun rynkede panden og trak ham så tættere ind til sig, mens hendes fingre blidt følte på hævelsens omgivelser.

27

34617_john_saturnalls_gæstebud_140x220mm.indd 27

13-09-2013 12:10:53

»John,« trøstede hun ham. »Min dreng. Det er bare deres morskab.« Det var de ord, hun altid sagde, mens hun holdt hans hoved mellem sine hænder eller kæmmede hans hår med fingrene.

Hendes hvisken snoede sig om hans ører som gåder. Som de små søjler af damp fra hendes kedel, der snoede sig opad og opløste sig i ingenting. Men John mindedes stanken i sækken. Dandos spark. Om Abel Starling så blev ved med at smide sten i hovedet på ham, til hans hår blev gråt, ville hans mor stadig mumle ham i øret. Hans utålmodighed slog pludselig over i vrede. Han trak sig væk. »Vi hører ikke til her,« sagde han. »Hører til?« »Vi skulle aldrig være kommet tilbage.« Hans mor kneb øjnene sammen. »Hvem har sagt det?« »Ephraim Clough.« »Hvad ved han om det?« bed hans mor fra sig. »Det her er vores hjem. Alt, hvad vi har, er her.« »Og hvad er dét?« spurgte han skarpt og så sig om langs hyttens snævre vægge. »Hvad har vi?« Han vidste, at der nu ville følge et bebrejdende blik fra hans mor. Tavshed. Sådan endte alle deres sammenstød. De forvandlede sig til ingenting ligesom dampen fra hendes kedel ... Men nu så han, at hun rynkede brynene. »Mere, end du aner,« sagde hun. Til hans overraskelse rejste hun sig op, gik hen til arnen og rakte hænderne i vejret. Da hun vendte sig mod ham, stod hun med bogen i hænderne. Hun lagde den på kisten og så strengt på ham hen over den tunge klods. »Åbn den.« Var det et nummer, tænkte han. En ny gåde, der skulle forvirre ham? Da han løftede det læderindbundne omslag, steg papirets skimlede lugt op imod ham. Han vendte det første spættede blad og så ned på et sirligt tegnet billede. Et bredfuldt bæger udsmyk-

28

34617_john_saturnalls_gæstebud_140x220mm.indd 28

13-09-2013 12:10:53

ket med slyngede vinranker og drueklaser. Men i stedet for vin eller vand var bægeret fuldt af ord.

John stirrede på de fremmede symboler. Han kunne ikke læse.

Omkring bægeret voksede der en sælsom have. Dryppende bikager og krokuslignende blomster skød frem mellem tykstammede træer. Vinranker slyngede sig om deres grene, som strittede af blade og bøjede sig under tunge klaser. I den fjerne baggrund øjnede John en høj skorsten. Hans mor satte sig ved siden af ham. »Palmetræer,« sagde hun. »Det der er dadler. Honning kommer fra bistader, og safran fra disse blomster. Druer svulmede på stokken ...« Det var, som om hun talte til sig selv, som om hun reciterede nogle ord, som hun havde lært for længe siden, mens hendes fingre sprang fra de falmede symboler til billederne af planter og frugter.

Så vendte hun bladet.

Det kunne have været en helt anden bog. Sværten var kraftigere og papiret mindre spættet. Her var palmetræerne igen og krokusserne og vinrankerne, men nu sammen med alle deres fætre og kusiner. Blomster, som John kendte fra engen, skød frem side om side med buske, hvis frugt han aldrig havde set før. Klatreplanter snoede sig som slanger ind og ud mellem uhyrligheder, som helt sikkert aldrig havde eksisteret i naturen. Ikke desto mindre fremstod hver eneste åre i hvert eneste blad eller blomst, som om de var tegnet efter naturen. Hver eneste stilk var mærket med bittesmå, spidse bogstaver. Der fulgte flere sådanne sider. Så kom den gamle bog igen med sin falmede sværte. Denne gang var det en skov af fugle, der steg op fra det spættede papir. »Disse sider blev skrevet for længe siden,« sagde hans mor og så ned på stammerne og grenen. »Skrevet og skrevet om igen. Længe før dig og mig.« »Hvad er det?« spurgte John og ledte mellem træerne. »Hver side var en have. Alle slags frugt voksede i dem.«

29

34617_john_saturnalls_gæstebud_140x220mm.indd 29

13-09-2013 12:10:53

Kedeldamp, tænkte han, men så trak billederne ham til sig.

Fugle fløj rundt mellem grenene eller satte sig til hvile på dem: præstekraver, lærker og duer og andre, hvis navne John ikke kendte. De bar ord i næbbene og flagrede op og ud af deres trætophave. Bygningen var der igen, nu større, men skjult bag træstammerne. Skorstenen kiggede op over toppen. Hans mor vendte bladet, og de skarpere sider begyndte igen. Det virkede, som om de var blevet føjet til senere for at illustrere de gamle.

De forestillede nemlig fugle, fra store ørne til havesangere. John bladede om til en flod med fisk, der smuttede op og ned i vandet. Hvert skæl indeholdt et ord, og linjerne sprang fra krop til krop. Bygningen rejste sig på den modsatte bred. Det næste var en strandkant, der myldrede med bittesmå pilende krabber.

Nu kunne han se, at bygningen var mere storslået: et stort hus med høje buevinduer. Skorstenen var et højt tårn. Så fulgte der frugthaver med kirsebær, æbler og pærer, hvor alle træerne stod i regelmæssige mønstre på kryds og tværs. Der var de høje buevinduer og skorstenen igen. Næsten et slot, tænke John. Hvem boede mon der?

En sælsom plantage passerede forbi Johns øjne. Bag i struben rørte hans dæmon på sig, som om den kunne lugte blomsterduftene eller smage frugterne. Her var alle de planter og skabninger, man kunne forestille sig, tænkte han, virkelige og fantasifostre trængt sammen mellem hinanden. Men dampsøjlerne steg stadig op fra hendes kedel. De sælsomme haver fortalte ham ikke mere om, hvorfor han og hans mor hørte hjemme i Buckland, end græsset på engen udenfor. John mærkede sin trods fordampe og afløses af forvirring. »Jeg forstår det ikke,« indrømmede han til sidst.

Hans mor smilede. »Jeg skal nok lære dig det.«

30

34617_john_saturnalls_gæstebud_140x220mm.indd 30

13-09-2013 12:10:54