JONAS NYRUP Tom Carstensen
hooligan De danske broderskaber
RESPEKTEN ÆREN RUSEN
LINDHARDT OG RINGHOF
Af samme forfattere Jonas Nyrup: Alene på banen – med Kenneth Carlsen, 2008 De Professionelle – med Martin Jørgensen, 2009 Den sidste kilometer – med Brian Holm, 2009 Skabelsen af en kriger – med Anders Damgaard om Mikkel Kessler, 2010
Jonas nYrUP Tom CarsTensen
hooligan De Danske broDerskaber
resPekTen Æren rUsen
linDharDT og ringhoF
Jonas Nyrup og Tom Carstensen HO O L I G A N © 2011 Jonas Nyrup, Tom Carstensen og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Redaktion: Jakob Bergmann Moll Omslag: Olga Bramsen med foto af Erik Dreyer/ Getty Images Bogen er sat med Caecilia hos Pamperin & Bech og trykt hos Livonia ISBN 978-87-11-41781-2 1. udgave, 1. oplag 2011 Printed in Latvia
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof, et selskab i Egmont
Indhold
Forord 7
Del 1 · Hård fødsel 11 Prolog
På en mark i Jylland 13
Kapitel 1 En i mængden 19 Kapitel 2 Da Mr. Stanley kom til byen 30 Kapitel 3 Pælene 56 Kapitel 4 Sorte Fredag 65
Del 2 · Urkraft 77 Kapitel 5 Et guddommeligt øjeblik 79 Kapitel 6 Hvid Røvfuld 94 Kapitel 7 Broderskabet 100 Kapitel 8 Kultur og knojern 115 Kapitel 9 De Otte Bud 125 Kapitel 10 Top boys 132 Kapitel 11 Had og kærlighed 145 Kapitel 12 Sieg White Pride 162 Kapitel 13 “Nynazister!? Os?!” 173 Kapitel 14 De internationale forbindelser 181 Kapitel 15 Stoffer er på eget ansvar 190 Kapitel 16 Rusen 198
3. del · Forråelse 211 Kapitel 17 Julefrokosten 213 Kapitel 18 Våben er forbudt – men det kan jo smutte 227 Kapitel 19 Denmark United? 240 Kapitel 20 Barndommens mysterier 255 Kapitel 21 Bag lås og slå 267 Kapitel 22 Utopien og benlåsen 273 Kapitel 23 Sorte Søndag 283 Kapitel 24 Ilden vil altid brænde 293
Fakta · Hooligans i Danmark 324
Tak 328
Forord Denne bog bygger fortrinsvis på interviews over flere år med tre indflydelsesrige danske hooligans fra de tre mest berygtede fraktioner. To af dem har siddet eller sidder allerøverst i hierarkiet som ledere i henholdsvis Southside United (Brøndby) og White Pride (AGF). Den tredje har været med til at starte Copenhagen Casuals (FCK) og er en nøgleperson i forståelsen af grupperingens udenlandske netværk.
Denne bog er til dels tænkt som de danske hooligans’ egen hi-
storie – fortalt med deres stemme. Det er et bevidst valg, som indebærer fravalg. I de mange år, researchen har stået på, har vi talt med en del politifolk og uafhængige eksperter. I bogen har vi imidlertid i overvejende grad besluttet at lade de medvirkende casuals selv fortælle, hvad der sker inde i hovedet på dem, at lade dem beskrive, hvilke gerninger de har bedrevet – frem for at give ordet til fortolkende sociologer eller politifolk. Sidstnævnte har en naturlig interesse i at forstørre nogle problemer og dysse andre ned. Generelt har politiet desuden en omfattende og berettiget adgang til nyhedsmedierne, når der har været hooligans på færde. De danske hooligans, derimod, forholder sig som hovedregel tavse.
Efter mange og lange indledende øvelser modtog de tre frem-
trædende hooligans os med åbenhed og tilsyneladende hudløs ærlighed. Det gav os som journalister og forfattere flere overvejelser: ikke mindst i hvor høj grad vi ville stole på deres beretninger.
Når vi i sidste ende tillægger de deltagende hooligans’ egne
ord så stor vægt, skyldes det først og fremmest, at vi føler os godt klædt på til at vurdere deres udsagn. Bogen er baseret på et stort og langvarigt researcharbejde i og omkring miljøet. Vi har fulgt de medvirkende personligt siden 2002, både i form af uformelle 7
samtaler, interviews og fodboldture i deres selskab. Vi har undervejs også besøgt udenlandske hooligans i blandt andet Chelsea, Tottenham, West Ham, Mostar, Sarajevo og Athen.
Bogen er således resultatet af et årelangt feltarbejde og ikke
en akademisk teoretisering på afstand af fænomenet. Det sidste lægger vi trygt i andres hænder. Vi har bestræbt os på at viderebringe hændelser og sagsforløb så nøgternt og ikke mindst så fordomsfrit som muligt.
Med hensyn til kildernes troværdighed har vi tjekket fakta i
de tilfælde, hvor det har kunnet lade sig gøre. Den ene af denne bogs forfattere, Tom Carstensen, har haft et samarbejde med Danmarks to førende forskere i fankultur, lige siden disse to begyndte at forske på området.
Visse passager er rekonstrueret på baggrund af iagttagelser,
interviews med de involverede og beretninger for politiet og folk andre steder i miljøet. Som det vil fremgå, er mange af slagsmålene imidlertid foregået uden andre vidner end deltagerne selv og uden for politiets åsyn. I de tilfælde – hvor det ikke har været muligt at tjekke hændelsesforløb med andre end de involverede parter – har vi valgt at viderebringe deres beskrivelse alligevel. For det første fordi der ellers ville være blinde vinkler i vores beskrivelse af de danske hooligans’ gøren og laden, for det andet fordi hooligans’ måde at beskrive sig selv og deres handlinger på er en væsentlig kilde, hvis man ønsker at forstå hooliganisme som fænomen.
Disse steder fremgår det af teksten, at den er baseret på inter-
views med deltagerne. Begge denne bogs forfattere har bidraget til feltarbejde, research, reportageture og interviews med de danske casuals, men ikke nødvendigvis på samme tid. For læserens skyld har vi derfor valgt at operere med én fortæller – et “jeg” – selvom dette jegs oplevelser altså er indhentet af to personer. 8
Det skal nævnes, at de tre hovedpersoner Søren, Wilhelm og
Christian alle optræder under pseudonym. Af hensyn til deres anonymisering har vi tillige visse steder sløret faktuelle oplysninger om deres opvækst, job, familieforhold etc., som ellers ville gøre det muligt at opspore deres identitet. Vi havde foretrukket, at alle optrådte med navns nævnelse, men modsat forstår vi godt argumenterne for deres ønske om anonymitet. Da vores fortælling forudsatte deres medvirken, valgte vi at acceptere kravet.
Søren og Wilhelm er eller har begge været ledende skikkelser i
deres fraktioner. Christian fra København er en fremtrædende figur med et internationalt netværk, men taler kun på egne vegne. Man kan stille det helt legitime spørgsmål, om vi ved at skrive denne bog medvirker til at forherlige fodboldvold – om vi er med til at gøre et lille problem stort.
Vi vil gerne slå fast, at vi på ingen måde ønsker at forherlige
fodboldvold. Vi ønsker at forstå de mennesker, der udlever den igen og igen. Vi ønsker at finde ud af, hvad der driver dem – og hvorfor problemerne omkring dem opstår. Det opfatter vi som åbenlyst relevante spørgsmål for os som journalister.
Om dansk hooliganisme er et større eller mindre problem,
skal vi ikke gøre os til dommere over.
I Danmark har man indført et hooliganregister. I det danske
register stod i januar 2011 indskrevet cirka 20 mand, hvortil kom en del af de 60 sigtede efter balladen med Brøndby-fans i Parken i september 2010. Politiet har fortalt, at yderligere omkring 200-300 skal passe på, hvis de vil undgå at ryge i registret. Dertil kan man lægge alle dem i periferien af miljøet samt alle de ellers lovlydige borgere, der er disponeret for i et følelsesmæssigt voldsomt øjeblik at give sig selv lov til at føje stemningen og følelserne indeni og lade frustration, klubkærlighed og stammeforsvar ytre sig i andet end fagter og verbale tilkendegivelser. Det sidste års optøjer på danske stadions har tydeligt demonstreret, at der findes en hel del af slagsen blandt danske mænd. 9
På en flyvetur hjem fra Sydeuropa var en af os så uforsigtig at gennemlæse en tidlig version af manuskriptet i kabinen. Manus er på det tidspunkt hverken forsynet med titelblad eller titel på siderne. Kun massevis af små bogstaver.
På den anden side af midtergangen sidder en tætbygget sven-
sker og kaster korte blikke i vores retning. Snart begynder han at stirre. Han har tatoveringer på det ene ben, og til sidst kan han ikke holde sin nysgerrighed tilbage.
“Er det en opgave?” spørger han.
“Nej, det er en bog,” lyder svaret.
“Om hooligans?” spørger han.
Han fik et nik til svar.
“Så kender du Göteborg Wisemen,” siger han.
Endnu et nik.
Svenskeren fortæller, at han er fysioterapeut og blot kender
nogle af Wisemen fra sin vennekreds. Han slås ikke selv, siger han og begynder så at berette om sine venners gerninger. Efterhånden som han bliver grebet af vennernes historier, begynder han at pumpe næven hårdt op og ned, mange gange, hurtigere og hurtigere.
“Pang, pang, pang,” siger han, mens han hamrer næven i ret-
ning mod kabinegulvet.
Hans kone med deres lille barn på skødet begynder at ryste
på hovedet, mens hans stemme fortsat stiger i pitch, og udtrykket i øjnene får præcis samme sære glans, som når mænd fortæller om slagsmål, de selv har deltaget i. Svenskeren fortæller om, hvordan hans venner fra Wisemen bruger kamphandsker, og hvor smart det er. Barnet vågner og begynder at pibe.
“I Sverige er fodboldvold jo nærmest at betragte som en hob-
by,” siger han og tilføjer:
“Jeg skater, hvad laver du? ‘Jeg går til hooligan.’”
Jonas Nyrup og Tom Carstensen Februar 2011
del 1
Hård fødsel
p rol o g
På en mark i Jylland
Kortegen ruller ud af Aalborg ved middagstid. Det er en ganske almindelig søndag i april 2010.
Passagererne i kortegens biler, der har kurs sydpå, er unge
mænd. De fleste af dem er korthårede. Nogle bærer dyrt mærketøj, andre træningstøj. De ligner så mange andre på den alder.
Den planlagte tur tager kun godt en time, men for de unge
mænd vil den føles længere. Passagererne er anspændte og forventningsfulde. Nogle sidder sammenbidte, andre har vilde blikke. De bliver vildere, efterhånden som bilerne æder asfalten sydpå ad motorvej E45 direkte mod Århus. Der skal være fodboldkamp i den jyske hovedstad, og fodbold er køreturens årsag – eller i hvert fald dens udgangspunkt, for kortegens mål er ikke stadion. Bilernes passagerer skal ikke slutte sig til de cirka 150 fans i AaB-trøjer, der tidligere på dagen tog toget sydpå og nu formentlig hygger sig med pilsnere og fodboldsnak. De unge mænd i bilerne tilhører AaB-fraktionen Frontline. Frontline er et firm. En gruppering af hooligans. Hardcorefans, der i moderne termer kaldes casuals og bogstaveligt talt slås for deres klub.
I bilerne ligger slagvåben.
22 kilometer før Århus drejer kortegen af motorvejen, afkørsel
44 mod Hadsten, ind ad Ødumvej mod landsbyen Selling. Selling har 650 indbyggere og ligger afsondret, lidt væk fra det hele. Man kører ikke dertil for at købe ind, heller ikke i hverdagen. Det er forstædernes forstad: parcelhuse, flere parcelhuse og en idræts13
klub. Forsamlingshuset har ikke opdateret sin hjemmeside siden juleloppemarkedet for snart fem måneder siden.
Bilerne er kørt til Selling, fordi passagererne ikke vil forstyr-
res. For at være helt sikre fortsætter bilerne gennem landsbyen. Et par kilometer på den anden side af bygrænsen, næsten præcis mellem Selling og Hadsten, drejer de ind ad Bavne Allé.
Bilerne passerer en klynge røde og baraklignende industribyg-
ninger. De er lukkede for weekenden. Området er fredfyldt. Forårssolen skinner på græsplænerne. Persiennevaskeriet, Danish Marine Equipment og Dansk Stald Udstyr står der på nogle af skiltene. Erhvervsparken har marker til alle sider. Et ingenmandsland.
Som bilkortegen passerer de røde erhvervsfacader, stiger pul-
sen for alvor i kabinerne. Bag en klynge træer ligger Jehovas Vidners lokale rigssal.
Hvis Gud er til stede denne søndag, må han snart gnide sig i
øjnene.
Passagererne skuler vagtsomt ud gennem ruderne. En chauf-
før knytter hænderne så hårdt om rattet, at knoerne bliver hvide. Længere nede ad vejen toner årsagen til anspændtheden frem: en anden gruppe unge mænd. De rivaler, aalborgenserne er kørt hertil for at møde. Den ventende gruppe kalder sig White Pride. De er også hooligans – men kæmper for AGF fra Århus.
Ligesom nordjyderne i Frontline er White Pride kørt til Bavne
Allé for at udleve deres dobbeltliv, for at få deres fix. Forventningen om et slagsmål er for mange af dem som nålen, der perforerer narkomanens hud. Som skærper sanserne, før kemien i blodbanerne fylder kroppen med et altomsluttende velvære. De ved, at når adrenalinrusen rammer med et skarpt kick, forsvinder al tidsfornemmelse – den erstattes af en oplevelse af klarsyn, et hyperintenst nærvær, og indtil slagsmålet er forbi, synes tyngdeloven og alle andre begrænsninger uden betydning. De unge mænd ved, at efter slagsmålet venter en stærk glæde, mens en følelse af total afslapning breder sig i kroppen. 14
Nogle af blikkene er vilde af forventning. Andres øjne flakker,
sandsynligvis fordi ejermanden faktisk har indtaget kemi. Kokain, amfetamin og andre stoffer spiller en fremtrædende rolle i hooligans’ forberedelser til et slagsmål. Bilerne sætter farten ned, mændenes øjne er udspilede, kæberne spændte, og tandbeskyttere skubbet på plads.
Men noget er galt.
De ventende opfører sig usædvanligt. Flere fra White Pride har
maskeret ansigterne, selvom der ikke er potentielle vidner i miles omkreds. Nogle af århusianerne sidder i skjul bag deres biler. Mændene fra Aalborg kan ikke se, præcis hvor mange der venter. De regner med at stå over for 20 mand. Det viser sig hurtigt, at modstanderen er langt større. Fjender har gemt sig i det høje græs og begynder nu at myldre frem, mylderet af modstandere bliver ved med at vokse. En af aalborgenserne når at tælle til 40.
En metalstang flyver gennem luften. I et splitsekund står tiden
stille, så hamrer den gennem en forrude med et skingert brag.
Bilerne fra Aalborg tømmes lynhurtigt. Alt, hvad der sidder el-
ler ligger løst og kan bruges som våben, hives med ud. Samtidig løber flere fra White Pride mod deres biler og henter våben.
Alt, de to grupperinger finder og kan bruge, hives ud i forårs-
luften: En hammer. Peberspray. Sten. Kampen er i gang.
En af deltagernes dag slutter lige så hurtigt, som den netop er
begyndt – i mødet med en jernstang. Han bliver slået i hovedet. I munden.
En af mændene svinger en skruetrækker. Det skal senere hed-
de sig i miljøet, at han to gange stikker den i siden på en modstander.
To andre bliver tæsket på benene med jernstænger.
Flere steder er luften tyk af peberspray.
En mand fra Frontline bliver stukket i læggen med en kniv. Han
slås videre med ham, der har stukket. Manden med kniven mister overtaget. Han bliver gennembanket. Sparket til og trampet på. 15
I mængden dukker medlemmer af Hells Angels’ støttegruppe
AK 81 op. White Pride har medbragt dem. Et sted på marken bliver en lang stålkæde brugt som slagvåben. Enkelte kroppe ligger stille på den kolde jord. En af bilerne fra Aalborg forsøger at køre folk fra Århus ned. Det lykkes. Flere gange, hævdes det siden.
På herrens mark er intet helligt. Hvad der end findes af regler
og gentlemanaftaler mellem Danmarks hooligangrupper, er de tilsidesat denne eftermiddag i april. Denne søndag er alt tilladt. Alle aggressioner får frit løb, og to fraktioner i det danske hooliganmiljø har endnu en gang løftet barren for brutaliteten i et aftalt slagsmål til hidtil usete højder. Det har været vildt før, men nu er det blevet endnu vildere.
Et par af hooliganerne fra Aalborg er blevet presset ud i en sø
og er nu nærmest omringet af casuals fra Århus, der smider sten og andet kasteskyts efter dem. En gruppe på fire jagter en anden flok med køller og kniv.
Og pludselig er det hele forbi. Folk humper ind i bilerne, hvoraf
flere er totalt smadrede af sten og jernrør. Bilerne forsvinder i retning mod Århus. De fleste er hurtige og væk, inden den første politibil drejer ned ad Bavne Allé. lll Da politiet ankommer, er der to biler tilbage på pladsen. De er kørt ind i hinanden. Den ene bil er bemandet, den anden er tom. Umiddelbart ligner det et trafikuheld – men et meget usandsynligt uheld på et meget usandsynligt sted. Som en bil, der kolliderer med det eneste træ i ørkenen. Føreren af den bemandede bil får øje på politiet og beslutter at stikke af. Han hugger sømmet i bund og opdager først for sent, at bilen er sat i bakgear. I stedet for at fræse mod friheden, speeder han bilen baglæns og direkte ned i søen på marken.
De fem casuals i bilen i søen er alle fra Frontline, og de er de
eneste, der bliver pågrebet. Ingen af dem er særligt meddelsom16
me. Politiet har ingen vidner til slagsmålet – de har kun en enkelt beboer, der undrede sig noget over, at der kørte så mange biler fyldt med unge mennesker rundt i området. Betjentene må selv rekonstruere hændelserne. De to grupperinger valgte som sådan den perfekte scene.
Politiet er mødt op med hundepatrulje. Betjentene åbner bag-
smækken, og hundene hopper ned. De begynder at snuse i græsset. En af dem bjæffer. Den har fundet noget, og en betjent bukker sig ned. Det er blod. Dér ligger store sten, dér ligger et jernrør. Marken er pløjet op af hjulspor. På grund af blodsporene sender politiet en patrulje til det nærmeste sygehus, i Skejby. I skadestuens ventesal observerer betjentene straks flere mistænkelige personer. Unge mænd, der næppe har brugt søndagen på at komme til skade med et gør det selv-projekt. De er tilsyneladende blevet tævet med slagvåben. Hamre, køller, sten og kæder, mener politiet. Mindst én har stiksår.
Heller ingen af de unge mænd på skadestuen vil snakke. Poli-
tiets spørgsmål mødes af tavshed.
Måske har jorden slået revner under de regler, mændene ple-
jer at følge, når de er ude for at slås. Men den sidste og mest fundamentale regel gælder stadig:
Man sladrer aldrig.
Århus Politi har set meget i White Prides tid, men det her er ud over det sædvanlige. Stikvåben. Påkørselsskader. Politifolkene studser over graden af vold, over det besynderlige mødested, ligesom deres efterretninger om involvering af rockere bekymrer dem. Der har før været snak om forbindelser mellem White Pride og rockerne i AK81, rygter om venskaber på tværs af grupperne, men politiet har aldrig før oplevet et egentligt samarbejde, forklarer politiet til pressen.
Er dansk hooliganisme ved at forandre sig?
Endnu er politiet ikke engang klar over, at mange af delta17
gerne maskerede sig under slagsmålet. Normalt tager hooligans kun masker på, hvis der er politi eller overvågningskameraer i nærheden. De behøver ikke maskere sig af frygt for stikkere, for ingen sladrer nogensinde til panserne. Denne gang valgte mange at dække ansigterne til. Som om de vidste, at de ville gøre modstanderne usædvanligt ondt.
Efter den indledende efterforskning sidder politifolkene til-
bage med et par afgørende spørgsmål. De har hurtigt en idé om, hvad der er foregået, og hvem der var involveret. Men hvordan kom det så vidt? Og hvorfor blev det så ekstremt voldsomt denne gang?
Dertil kommer naturligvis det helt store spørgsmål. Spørgs-
målet som altid følger i hælene, når de danske hooligans går i aktion.
Hvorfor?
k a p i t el 1
En i mængden
På Vesterbro i København dunker livet af sted, som det plejer. Junkier, nyrige andelsmillionærer og børnefamilier deler kvarteret mellem sig. Junkierne og de prostituerede er på tålt ophold. Som knaster i en poleret overflade, rester fra en tid, hvor Vesterbro var langt mere hærget og længere væk fra middelklassevirkeligheden. I dag agerer de bagtæppe for mødre med barnevogne, der passerer kaffedrikkende studerende, mens unge mænd cykler hjem fra arbejde.
I et krydsfelt midt i hverdagsmylderet ligger vores mødested.
Et undseligt værtshus på Sønder Boulevard. Det gamle billardbord står lige ved indgangen. Tobaksrøgen hænger i dyner under loftet, og det smadrede gulv er næppe blevet afhøvlet i 20 år. Mindst. Herinde er alting brunt, rødt og uforanderligt.
Formålet med besøget sidder på en vakkelvorn stol og venter.
Han hedder Søren.
Egentlig er Søren en ganske almindelig fyr fra Københavns
vestegn. Han har børn, et godt arbejde, en stor vennekreds og forældre og søskende, han ser meget til og passer på, så godt han kan.
Han er middel af højde, hverken tyk eller tynd, håret er le-
verpostejfarvet, og frisuren kort og klassisk, ikke i nærheden af en maskinklipning. Vi hilser på hinanden. Søren er den smilende type, altid god for en hurtig kommentar. Hans tøjstil er afslappet, i bund og grund nydelig – lige til en uformel frokost hos sviger19
mor: pæn pullover, polotrøje, jeans og sneakers. Han ligner en, der burde sidde på en af de smarte caféer længere oppe ad gaden. Eneste glimt af det særlige ved Sørens identitet er umiddelbart en diskret pin på hans polokrave. Den er for lille til store forklaringer: en brønd og tallet 1964 er alt, man ser på den.
Det kræver meget at se, at der er en dybere symbolværdi i
hans mundering. Først skal man ignorere alt det typiske ved Sørens fremtoning, skubbe almindelighederne til side og notere sig mærkerne på hans tøj: Stone Island og Sergio Tacchini. På skoene: Lacoste. Valget er langtfra tilfældigt – Søren er en af Danmarks mest indflydelsesrige hooligans og har været det i omkring ti år.
Han startede, dengang en hooligan stadig blev kaldt hooligan,
og han var med i forreste række, da de berygtede fodboldfans skiftede betegnelse til casuals og begyndte at gå i dyrt mærketøj fra specifikke producenter. Mærketøj som det, Søren nu sidder og ser så harmløst afrettet ud i. Enkeltvis kan man finde tøjmærkerne, han bærer, på mange af de citysmarte unge fædre, der cykler forbi på deres Nihola-ladcykler uden for det brune værtshus. Man finder også tøjmærkerne i afdelingerne for den modne mand i Magasin og andre dyre varehuse. Side om side med oilskinsfrakker, jagthatte og bløde gaver til svigerfar. Sørens tøj er kun en uniform for kendere, og ved første blik er det på alle parametre svært at tro, at Søren er både berømt og berygtet for sin rolle i fodboldrelateret vold i Danmark – at han er en absolut hovedkilde, hvis man har ambitioner om at forstå de danske hooligans, lære deres hemmeligheder at kende og fortælle deres historie. Mine efterretninger fra mange kilder i casualmiljøet peger ikke desto mindre alle i hans retning: Vil man til bunds i fortællingen om fodboldvold i Danmark, hvordan den opstod, og hvordan den fungerer, kommer man ikke uden om Søren. Han er en af generalerne – det, man i miljøet kalder en top boy. Øverst i det militærlignende hierarki udstikker han ordrer ned gennem rækkerne, han trækker i trådene, arrangerer hændelser og styrer slagets gang. 20
Søren har i en årrække været blandt lederne i en af Danmarks ældste – og gennem en årrække største og mest balladeomspændte – hooligansammenslutninger: Brøndbys Southside United. Den gruppe, som fik skylden, da fodboldvolden kom til Danmark. lll I fjernsynet ser vi dem gå amok på en ellers fredelig søndag eftermiddag. I fodboldsæsonen rapporterer nyhedsudsendelserne jævnligt om voldsepisoder, om hærværk, fuldskab, chikane i togene, om slagsmål og anholdte i massevis. Bor man i en af Danmarks større byer eller kigger forbi til en af de store fodboldkampe og ser en gruppe højrøstede fodboldfans marchere gennem byen, er det svært ikke at føde spørgsmålet: Er det nogle af dem, som venter på en undskyldning for at gå amok?
Når man sidder på værtshus med Søren og kigger på ham, er
det imidlertid ikke det, man tænker.
Man undrer sig.
Jo, fodbold er et fantastisk, fascinerede teater. Et kulturelt om-
drejningspunkt i Danmark, i Europa, i verden. Et af få fænomener, som i hvert fald for danske mænds vedkommende samler alle aldersgrupper og samfundslag. På tværs af alle øvrige interesser er fodbold en forsonende kraft ved et middagsselskab, en eviggyldig undskyldning for at lægge al tale om dagligdagen bag sig. Fodbold er en evig kilde til fascination, til abstraktion og drømme – på Oddset-kuponen, på lægterne og på første parket i sofaen. En evig kilde til motion og motivation, til hyggebold med vennerne og pilsnere i en park.
Rigtig mange danske mænd kender fodboldens kraft, opfatter
den som en del af sig selv. Det er egentlig unødvendigt at opremse fodboldens meritter, og for de mange indviede bliver hyldesten alligevel aldrig fyldestgørende. På samme måde er det egentlig med den afmagt, den frustration, ærgrelse og formørkelse, der 21
kan følge, når kampens 90 minutter lange udveksling af blandt andet retfærdighed, held, uretfærdighed, håb, bekræftelse, triumfer og knuste drømme er forbi. Når vores hold har tabt, kan mange af os måske også ligefrem opleve en dunkel tristhed bide sig fast natten over. Måske mærker vi også vreden buldre og nægte at give slip. Måske har mange hørt sig selv råbe efter den latterlige lortedommer, der bortdømte holdet, og sagt “luk røven” til kollegaen, der mindede én om uretfærdigheden dagen efter.
Men hvor mange af os kan finde på at lade vreden udtrykke
sig i vold? At sætte i løb rundt om stadion for at få fingre i modstandernes fans?
Det korte svar er: en hel del.
For 20 år siden var slagsmål et særsyn i dansk fodbold, og de opstod som hovedregel, fordi noget var gået galt, og volden blev antændt af en tilfældig gnist på et uheldigt tidspunkt. Sådan er det ikke længere. I 2006 blev problemet betragtet som så stort, at Rigspolitiet oprettede en særlig hooligan-enhed. Det skete i kølvandet på udgivelsen af den såkaldte Hooliganrapport fra 2005, som fik både hooligans og politi til at tage nye redskaber i brug for at nå deres mål – henholdsvis at opsøge og forhindre fodboldrelateret vold.
I april 2008 vedtog Folketinget indførelsen af et hooliganregi-
ster. Heller ikke det fik hooliganerne til at forsvinde. Til gengæld skal de i dag forcere flere forhindringer end nogensinde for at komme til at slås.
Hvad er det, der får Søren til at krydse grænsen? Igen og igen
og igen? Hvorfor ender så mange andre unge mænd ligesom ham med at dyrke fodbolden i fællesskaber, hvor aggression og vold er en naturlig del af kampen?
Spørgsmålene har rumsteret, siden hooliganismen skyllede
gennem England, over på det europæiske kontinent og til Danmark. Søren rummer svarene, og det er derfor, interviewet er sat i stand. Han er nøglen til denne bogs fortælling. Og det er derfor, 22
man undrer sig, når man sidder foran Søren – for det ville man ikke ane, hvis man blot kom dryssende forbi til en fyraftensøl og mødte Søren til lidt smalltalk. Tilsyneladende en almindelig fyr med helt almindelige problemer.
“Jeg har verdens største hul i tanden,” proklamerer han.
Skal du så ikke til tandlægen?
“Nej, det skal jeg sgu ikke, du. Nej, det skal ikke laves. Tandlæ-
ger er noget af det værste, der findes i verden.”
Men så ryger tænderne jo ud på et tidspunkt …
“Årh, det er bare det ene. Jeg har aldrig haft huller før. Det er et
hul på størrelse med Sønderborg Slot.”
I forhold til danskernes typiske fordomme om fodboldbøller
er Sørens smil bedragerisk. Det er drenget og på ingen måde truende. Hvis man kunne se de ar i hovedet, som skjuler sig under hans hår, ville man forestille sig, de stammede fra et cykelstyrt eller i den vildeste fantasi måske fra mødet med en dørkarm i en snapsebrandert til en påskefrokost hos kærestens forældre.
Man forestiller sig ikke, at Søren i virkeligheden fik arrene,
fordi modstandere hamrede trærafter mod hans kranie en decemberdag på Østerbro. lll Søren har ikke været svær at indkredse – men meget svær at komme helt tæt på. Hans navn dukkede op i forbindelse med en opgave på et dansk dagblad i 2005. Spillefilmen Football Factory (om hooligans i London) havde forpremiere på den københavnske filmfestival. Dagbladets bestilling lød på et interview med filmens hovedrolleindehaver Danny Dyer og instruktøren Nick Love. De to endte i øvrigt med at simulere et fodboldslagsmål midt på Strøget til ære for avisen.
Som supplement til interviewet fik jeg gennem en kollega fat i
en fyr fra Brøndby. Han var ikke selv en del af hooligangrupperingen Southside United, men han kendte folkene i gruppen. Gen23
nem ham inviterede jeg medlemmer af Southside United ind på Nordisk Film til en specialfremvisning af filmen efterfulgt af øl, pizza og en sludder. Idéen var, at Southside United skulle anmelde filmen, for de folk måtte jo om nogen vide, om den er realistisk.
En af de fremmødte var Søren. Han var mindre af statur end
mange af dem, han kom med, men med det samme blev man klar over, at han havde noget at skulle have sagt.
Interviewet med Søren om filmen gik fint, og jeg fik hans num-
mer.
Kort efter skulle han i retten for en sag om vold. Jeg tog til rets-
mødet for at hilse på og for at se, hvordan det spændte af. Han fik en dom og kom i fængsel. I mange måneder skrev vi lidt sammen, mens han sad bag tremmer, og jeg mødtes med ham en enkelt gang, da han var på udgang.
Han var hele tiden klar over, at jeg gerne ville lave noget journa-
listik om Southside United. Jeg fik hurtigt følelsen af, at han så mig an. Tiltroen til journaliststanden er meget lille i det danske hooliganmiljø. Folk som Søren føler, at klichéerne alt for ofte står i kø på avissiderne og tv – og at alt, politiet fortæller, regnes for sandheden. Ifølge danske hooligans er det en tilbagevendende journalistisk fejl og udtryk for mangel på kildekritik. For det første er miljøet mere komplekst, end politiet fremstiller det. For det andet har politiet en klar interesse i at fremstille hooligans så slemme som overhovedet muligt. Får politiet først overbevist politikerne om, at hooligans er noget af det værste, Danmark har oplevet, siden tyskerne invaderede, har man kurs mod flere midler – og flere beføjelser. Efter Søren blev løsladt, mødtes vi et par gange over en øl. Jeg luftede idéen om en reportageserie og om, at Søren og Southside United kunne komme mere til orde, end de var vant til. En serie, der ikke skulle handle om politiet, men om dem. Om hvem de var. Ikke kun som slagsbrødre, også som mennesker.
Søren lovede at tænke over det, sagde han.
En sen aften ringede min telefon, mens jeg var til pokeraften 24
hos nogle venner. Søren var i røret. Brøndby havde lige vundet Danmarksmesterskabet 2005, og han fortalte om en stor mesterskabsfest i kulturhuset Bryggen på Islands Brygge. Stedet var mest kendt for at huse techno-raves. Søren inviterede mig derud. Pokerspillet måtte klare sig selv, og en taxatur bragte mig i Southside Uniteds selskab. Det var noget af en fest. Masser af gutter, knap så mange piger. Stemningen var høj, og det blev sent.
Det var sidst på natten, at Søren hev mig til side. Han ville bare
lige fortælle mig, at de var klar: Jeg måtte gerne tage med dem rundt i Danmark. Efter et år havde jeg fået adgang. lll På Sønder Boulevard-bodegaen har Søren lige været oppe efter en omgang. Han sætter sig, smiler og siger skål. Han synes, at bogprojektet lyder som en god idé. Han har meget at fortælle. Det er blandt andet hele hans rejse fra spirende fodboldfan til general for Southside United, han har indvilget i at kortlægge. Søren vil fortælle, hvordan det hele foregår. Hvor planlagt det er, hvor voldsomt det er.
Ikke fordi han gør sig som whistle-blower på nogen måde, men
fordi han efter års voksende og gensidig tillid har købt præmissen om, at han ved at åbne døren til en lukket verden giver folk bedre mulighed for at forstå den. Forståelse fører ikke nødvendigvis til sympati, men forståelse kan i det mindste give folk uden for casualkredse lidt perspektiv på tingene. For eksempel når Brøndbybossen Per Bjerregaard, FC København-træner Ståle Solbakken eller landets andre klubledere efter en ny omgang ballade skubber ballademagerne fra sig med bemærkninger om, at de ikke er rigtige fans. At de danske casuals og hooligans er nogle tosser, der kun kommer for at slås og ikke er kede af det, når ‘deres’ klub har tabt. For intet kunne være mere forkert, mener Søren.
Klubben fylder alt i hans liv. Han har ved flere lejligheder ud-
ført arbejde for Brøndby IF på klubbens foranledning. 25
Søren er, som han er, fordi han ikke kan være andre.
“Brøndby IF og Southside United er kommet til at fylde mere i
mit liv, end jeg nogensinde havde troet. Jeg kan ikke finde noget andet, der kunne fylde lige så meget. Det er umuligt. Det kan jeg ikke. Jeg kan ikke se, hvad det skal være. Min søn er jo allerede lige så hjernevasket, som jeg selv er. Han er tre år og kan dårligt sætte en sætning sammen – men han kan alle Brøndby-sangene. Det er fuldstændig sindssygt,” siger Søren.
Han understreger flere gange, at fodbolden kommer først, at
det er på grund af fodbolden, han er på stadion. Men han forklarer, at han aldrig kunne være endt som deltidsfan – sådan en, der sidder pænt bænket under kampen og aldrig lader sig rive med af de følelser, som sejre og nederlag kan fremkalde i mennesker, og som kan være voldsomme nok til at drive en i slagsmål. Søren ser sig selv i sin lille søn, som møder det altomsluttende fodboldhold på samme måde.
“Jeg har ikke tvunget ham til at se alle mine Brøndby-dvd’er.
Det gør han selv. Det er vildt at tænke på, at jeg kan se mig selv i ham. Jeg var bare ni-ti år ældre, end han er nu, da jeg startede for alvor.”
Søren smiler igen. Bevægelsen fra almindelig fan til inkarne-
ret discipel og videre til hardcore hooligan er en væsentlig del af den historie, han har sagt ja til at udfolde.
Han taler meget, når han først går i gang. Når han taler om sin
søn, begynder han også at tale om forholdet til sin egen far. Som tog ham med på Brøndby Stadion første gang, da Søren var fire år gammel. De to var tætte, selvom de ofte var adskilt, fordi faren var lastbilchauffør. I dag kører Søren også lastbil. lll Et sted i baggrunden begynder værtshusets jukeboks at æde sig gennem hele Elvis Presley-opsamlingen 30 # 1 hits.
Søren går efter nye forsyninger. Da han lidt efter smager på 26
sin øl, rejser han sig hurtigt igen. Øllet smager mærkeligt, siger han. Som pilsnere, der smager mærkeligt, nu engang gør det på den der underlige, udefinerbare måde. Den kan til nød bælles, men så længe man er ædru, er det federe at få en ny. Søren vil have den byttet, og han skridter tilbage mod baren. Han er væk længe. Da han kommer tilbage fra sit returløb, står forargelsen om munden på ham:
“Det er typisk folk, der sidder og syer kopivarer: ‘Gu gar gige
grugget af gen,’ siger hun så. Ja, gu har jeg drukket af den, hvorfor tror du ellers, jeg kommer op og bytter den, din psykopatso af en skævøjet … forårsrullelignende … lorteso, mand,” siger Søren.
Han fortsætter:
“Jeg sagde: Prøv nu og hør, den her pilsner har stået udenfor i
solen, og jeg skal ikke drikke det her pis. Du kan selv tage en tår og smage. ‘Men gu gar gige grugget af gen.’ Ja, men derfor smager den jo af pis alligevel. Jeg drikker Heineken hele tiden, jeg ved sgu godt, hvordan de skal smage!”
Til sidst gav den kvindelige bartender efter, og Søren fik byttet
sin pilsner. Men han er oppe at køre.
“Hvor dumme er de? Stik mig sojaen, din gule djævel!”
Han sætter sig, og samtalen kommer tilbage på sporet. Han
nævner den gang Southside United stormede Glostrup Politistation. Historien får hans stemme op i højeste pitch, og han griner. Så bliver vi afbrudt af Elvis:
“I FEEEL SO LONELY I COULD DIE!”
Heartbreak Hotel for fuld hammer. Jukeboksen har fået en or-
dentlig tur på volumenknappen. Kontrabassen overdøver alt og dunker dybt i den ombyttede Heineken, som Søren har sat på bordet foran sig.
Vi rejser os og flytter over i et hjørne. Søren fortæller om ud-
landets respekt for de danske casuals, om den gang Southside United satte sig for at give Brøndby IF’s træner Åge Hareide en ordentlig røvfuld og stormede foyeren på Brøndby Stadion. Historier, vi senere må bore i. 27
Elvis synger Let me be your teddybear.
Han spiller Jailhouse Rock.
Sigende. Søren har været inde og sidde flere gange. Både som
anholdt i forbindelse med slåskampe og som afsoner af længere fængselsstraffe.
Elvis slår over i en crooner på nummeret Don’t.
“Don’t,” brummer Elvis, så vi må hæve stemmen.
“Don’t,” istemmer hans kor, Jordanaires.
Elvis går en halv oktav ned i en klassisk smørbue af en frase-
ring.
“If you think that this is just a game
I’m playing
If you think that I don’t mean
Every word I’m saying
Don’t, don’t
Don’t feel that way
I’m your love and yours I will stay”
Elvis Presleys timing er absurd, den fløjlsbløde ballade er i voldsom kontrast til de ting, den planlagte vold, vi taler om.
Men på et dybere plan rammer sangen plet. Ikke mindst hvis
man vil nærme sig svaret på, hvorfor Søren har valgt sin alternative livsstil og dens omkostninger. For alle Sørens fortællinger kan føres tilbage til det, han beskriver som en udødelig, evigt raserende kærlighed.
En kærlighed til en klub og en forelskelse i slagsmål. Hans
krop bærer fysiske skader på grund af den kærlighed, han føler. Han har ligget i en pøl af sit eget blod på grund af det, den har drevet ham til. Han ved, at politiet holder øje med ham på grund af den kærlighed.
Før og efter jeg mødte Søren første gang, har jeg brugt lang
tid på at opdyrke og snakke med kilder i andre grupperinger i Danmark og udlandet. På at komme indenfor og få lov til at følge 28
med i, hvad de egentlig laver. Hvordan de mødes, hvordan de slås, hvordan de fester, og hvordan de slapper af. Både i Danmark og i udlandet. Også yderst højtstående medlemmer af de hooligangrupperinger vil fortælle deres historie.
Bagest i pubben gennemgår vi ting og emner, der kunne være
interessante at få med i bogen. Hooliganernes forhold til politisk ekstremisme. Synet på de fremmede.
Søren vil også gerne fortælle om forsøgene på at samle alle de
ellers rivaliserende danske casuals i én gruppe, der skal kæmpe sammen for Danmark i forbindelse med landskampe. Den fælles gruppe har ikke noget officielt navn. Jeg giver den arbejdstitlen Denmark United.
Søren vil forklare om broderskabet, der binder ham og de øv-
rige medlemmer af Southside United sammen. Om loyalitet og straffen for at gå på kompromis med den. Om vilde drukture, stoffer og slagsmål. Men måske vigtigst af alt: Hvad der sker, når han forvandler sig fra Søren, som han sidder her på værtshuset og fortæller historier, til Søren, der spurter af sted for at undgå betjentenes benlås og hundenes bid og finde modstanderfans, han kan tæve løs på.
“Skal vi gå i gang,” siger Søren og kigger mig i øjnene.
Ordene falder med en let snøvlen. Den slipper han aldrig af
med. Årsagen vil også indgå i den fortælling, Søren går i gang med.