Øjesten

Jakob melander øjesten Krimi

R os i n a n t e

34383_øjesten.indd 2

19-11-2012 16:53:49

ØJ E ST E N

34383_øjesten.indd 1

19-11-2012 16:53:49

34383_øjesten.indd 2

19-11-2012 16:53:49

Jakob Melander

ØJ E S T E N krimi

Rosinante

34383_øjesten.indd 3

19-11-2012 16:53:49

Øjesten @ Jakob Melander og Rosinante/rosinante&co, København 2013 1. udgave, 1. oplag, 2013 Omslag: Alette Bertelsen Sat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos Nørhaven, Viborg ISBN 978-87-638-2473-6 Printed in Denmark 2012 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Rosinante er et forlag i rosinante & co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

34383_øjesten.indd 4

19-11-2012 16:53:49

Maj 1953 Blæsten står ned gennem Øresund, pisker bølgetoppene til skum i den kølige forårsaften. Solen hænger lav og rød inde over land, violette skystriber trækker op fra Amager. En flok havmåger skriger i opvinden, cirkler over ådslet, der stiger og falder i søgangen.

Inde på land forcerer en spejdertrop jordvoldene omkring Charlottenlund Fort, i gåsegang ned over de græsbevoksede skråninger.

Lemminger på rad og række, ind og ud mellem buskene. Nu og da passerer en bil inde på Strandvejen, ellers er alt øde.

Smådrengenes knæ klirrer, blåfrosne, skæve, søger nedad, forsvinder bag kanonbatterierne for atter at dukke op længere fremme. Den første måge slår ned, slider en luns hvidligt kød af ådslets oppustede bug, den næste følger hurtigt efter. Spejdertroppen er nået halvvejs over dæmningen, der fører ind mod land, mod Strandvejen og den skovlignende Charlottenlund Slotspark.

En større, knoklet dreng udgør bagtroppen, han tumler af sted efter de andre. Gisper efter vejret i den stride blæst. Slippet op til de næste i flokken vokser.

Oppe foran synges der. Vinden slider i stemmerne, kaster brudstykker tilbage i ansigtet på ham.

Tykke og tynde de løb sig en tur Turen var lang, og Tykkes bukser sprang Tynde løb vid’re – og kyssed’ alle piger til sidst blev han fræk Kyssed’ Skipper Skræk

5

34383_øjesten.indd 5

19-11-2012 16:53:49

Tynde, tynde løb for dit liv – Her kommer Tykke med en slagterkniv Tynde, tynde løb for dit liv – Her kommer Tykke med en slagterkniv

Drengeslangen snor sig over Strandvejen, forsvinder ind mellem stammerne. Efternøleren må vente for en enlig cabriolet på vej nordpå. En blond pige i passagersædet sender ham et smil, idet de passerer forbi. Så er de væk, og han kan komme over.

Ekkoet af de andres stemmer vibrerer endnu mellem træerne.

Tynde, tynde løb for dit liv – På den anden side af vejen begynder han at gå hurtigere, småløber.

Rygsækken hopper op og ned. Det kolde metalstativ hamrer ind i nyrerne. Snart er der kun blæsten, der suser i trækronerne, den hæse lyd af hans åndedrag. Hjertets pumpende dobbeltslag. Træerne drejer rundt for hans blik. En trærod griber ud, får fat i hans fod, og han styrter mod skovbunden. De krogede grene rækker ud, tager imod ham. Han vil skrige, men kan ikke. Munden er fuld af muld og rådne blade. Han strækker armene ud i et stumt råb om hjælp.

Så med ét er det overstået. Han ligger på den nøgne skovbund, gisper efter luft. Han ømmer sig, spytter jord og blade. Alene i tusmørket. Så begynder det at synge i trækronerne, stadig højere.

Han sætter sig med hænderne om knæene, skjuler ansigtet. De små skuldre ryster.

Nu kommer stemmerne.

De hyler med blæsten, slynger sig over og under den, rider den, stiger og falder i en langsomt drejende kadence, der bliver højere, som natten afløser det bløde tusmørke. Han ved ikke, hvor lang tid det fortsætter, stemmernes rasende anfald. Ved kun, at han til sidst må bukke under, lade det skylle ind over sig, gå under i mørke og gru.

6

34383_øjesten.indd 6

19-11-2012 16:53:49

Han ligger på ryggen, halvt nede i vandhullet, savl om munden, jord i hele hovedet og et vildt blik i øjnene, da de finder ham, mændene med deres hunde og lygter. De har ledt efter ham i timevis.

Om han da intet har hørt?

Jo, hikster han ind i halsen på den store mand med den hjemlige lugt, morfaren der tager ham i sin favn. Stemmerne. Han hørte stemmerne.

En af mændene går rundt i lysningen med sin lygte, roder i jorden med en fod. Hør, siger han, er det ikke her, hipoerne fik fat i piloten –?

Men morfar byder ham tie med en håndbevægelse og et blik.

Morfar der bestemmer, morfar der altid ved bedst.

Så begiver de sig tilbage mod huset, hvor mor venter. Mor der aldrig taler.

7

34383_øjesten.indd 7

19-11-2012 16:53:49

8

34383_øjesten.indd 8

19-11-2012 16:53:49

DEL 1

9

34383_øjesten.indd 9

19-11-2012 16:53:49

10

34383_øjesten.indd 10

19-11-2012 16:53:49

Lørdag den 14. juni

11

34383_øjesten.indd 11

19-11-2012 16:53:49

12

34383_øjesten.indd 12

19-11-2012 16:53:49

1 »Prøv at se her, Gunnar.« Johannes’ stemme var ophidset, hans lille krop dirrede af spænding. Gunnar smilede ved sig selv. Stillingen som naturvejleder på Amager Fælled havde været ønskejobbet, siden han gik rundt herude som spejder. At stå alt for tidligt op og efterlade kæresten derhjemme i sengen var selvfølgelig ikke sjovt. Men det her, det var det hele værd. Ungerne gik op i det med liv og sjæl, sad på hug og knæ, spredt ud bag ham. Slugte hans mindste ord, hver bevægelse. Det algefyldte vand klukkede lige så stille mod den sandede, tilvoksede bred. En let brise sang i trækronerne, der hang ud over vandet. Ude på søen fulgte en enkelt måge med i deres mærkelige forehavender.

Johannes sad på hug, næsten helt nede i vandkanten, pegede på de tørre rester, der hang fra en plantestængel. De duvede i den lette brise. »Meget flot, Johannes. Kom alle sammen, kom og se, hvad Johannes har fundet.« Gunnar ventede, til alle børnene havde samlet sig omkring ham, før han fortsatte. »Det her er nymfehud fra en stor brun guldsmed, et af vores største insekter. Guldsmede har ufuldstændig forvandling. Det vil sige, at de ikke har noget puppestadie.« Han så rundt i kredsen for at sikre sig, at de alle sammen var med. Børnene hang ved hans læber. »De lever som guldsmedenymfer i vandløb og vandhuller i op til tre år. Så, når de er gamle nok, her i maj, juni og juli, kravler de op på land og kommer ud af nymfehuden. Kan I se de hvide tråde der? Det er

13

34383_øjesten.indd 13

19-11-2012 16:53:49

nymfens åndedrætssystem, der åbner sig i det sidste nymfestadie, så guldsmeden kan komme ud. De kaldes trachéer –« »Hvordan bevæger de sig så?« ville én vide. »Ja, de har jo ben.« Gunnar lo. Det næste gjorde altid lykke. »Men når de rigtig skal have fart på i vandet, slår de en kæmpe prut. Deres tarmsystem fungerer nemlig som en jetmotor. Så stryger de af sted.« Han viste med hånden, hvor hurtigt en guldsmedenymfe kunne stryge gennem vandet. Ungerne var ved at trimle om af grin. Kun et par af pigerne lavede grimasser og stak hovederne sammen.

Bagfra trak Ishmael i hans anorak. »Vent lidt, Ishmael. Jeg skal lige ...« Drengen trak i ham igen. »Gunnar, se lige. Hvad er det?« »Hvor?« Han vendte sig. »Der.« Drengen pegede ned langs bredden. Halvt skjult bag et par buske helt nede ved vandkanten. Noget stort og gulligt i sollyset. Det stak halvt ned i det mørke, stille vand.

Det var blevet varmt. Han burde tage anorakken af. »Jeg ved det ikke, Ishmael. Lad os gå hen og se efter.« I spidsen for flokken af børn begyndte Gunnar at gå langs bredden. Efter et par skridt stoppede han op. Over dem trak et fly en hvid stribe hen over himlens blå. »I må hellere vente her, unger.« Hun lå nøgen på ryggen halvt inde på bredden, det nederste af de spredte ben stak ned i vandet. Huden voksagtig, gullig. Det sorte hår lå i tørre, livløse tjavser ned over ansigtet.

Tøvende trådte han et skridt nærmere. En flue steg op fra den mørke grube under hendes øjenbryn, summede ud over det stille vand.

Bag ham begyndte et af børnene at græde.

14

34383_øjesten.indd 14

19-11-2012 16:53:49

2 John Paul Jones’ faldende baslinje lagde en dyster grund for Jimmy Pages nervøst-prikkende guitararbejde. Kombinationen af Fenderbas og Telecaster rungede i hovedet på netop den ubeskriveligt fantastiske måde, der var bedre end stoffer og næsten lige så god som sex.

Been dazed and confused for so long it’s not true Wanted a woman, never bargained for you »Sig mig, hører du efter?« Ulrik Sommers hoved på den anden side af det store, mørke skrivebord i silhuet mod det enorme panoramavindue. Ansigtet var én sort flade – bortset fra øjnene. De skinnede. »Ja.« Lars vippede sin næsten to meter lange, 44-årige krop frem og tilbage på fodbalderne, lukkede øjnene. Kontoret lugtede af linoleum, støv og gammel sved.

Lots of people talkin’, few of them know The soul of a woman was created below Crescendo.

Hele Led Zeppelins første album var lagret på hans indre harddisk, det var bare at tænde og slukke, som det passede ham.

Lars åbnede øjnene. Bag silhuetten af hans gamle ven, ned langs Edvard Falcks Gades sigtelinje, lå Tivolis trætoppe med Himmelskibets stræbende spir og Pariserhjulets gondoldråber frosset fast i

15

34383_øjesten.indd 15

19-11-2012 16:53:49

morgenlyset over de grønne træer. Bag dem SAS-hotellet, til højre Glyptoteket og dets lille oase af en have. Det havde regnet om natten. Alt stod friskt og farverent.

Sådan havde Ulriks udsigt set ud i mange år, og det ville den formentlig blive ved med. Men Ulrik og han havde passeret et vendepunkt. Et eller andet sted mellem før og nu var alting forandret.

Det lod ikke til, Ulrik helt havde forstået det. »Hm.« Vicepolitikommissæren gned sig over panden, så ned på sit skriveunderlag, fingererede ved den øverste knap i uniformsjakken. Så rømmede han sig. »Hvor var du?« Lars så væk, hostede. »Jeg tog et fly til Athen, lejede en bil og kørte, til jeg ikke kunne komme længere.« »Javel. Og hvor var så det?« »Kan det ikke være lige meget?« »Faktisk ...« Ulrik sukkede. »Jeg er din ven.« »Du kender det ikke. Kato Vasiliki. Et lille badested for grækere.

Ingenting at lave. Et hul.« Ulrik så ud, som om han tænkte. Det var han god til. At se ud som om. Det var den evne, mere end nogen anden, der havde givet ham den ekstra stjerne på epauletterne. Så smilede han. Over hele hovedet. »Nå, men det er jo godt så.« Ulrik flyttede fyldepennen fem centimeter til højre og foldede hænderne på bordet foran sig. »Jeg er glad for, du har haft en god ferie. Hvis nogen her har trængt til det, er det dig.« Han holdt en kort pause. »Jeg er indstillet på at lade det fortsætte som før. Det håber jeg ...« Ulrik så ham ikke i øjnene, mens han talte. Lars hørte ikke efter. Egentlig underligt han ikke havde tænkt tanken før, så meget Ulrik lignede en væsel. Dyrets mund åbnede og lukkede sig, men der kom ikke en lyd frem. Lars forsøgte at mærke efter, prøvede at finde vreden. Men den var væk. Der var kun et stort, tomt hul.

16

34383_øjesten.indd 16

19-11-2012 16:53:49

Han var hjemme igen.

Væslens mundbevægelser blev til lyde, ord. »... og for at vise jeg mener det, har jeg holdt denne her til dig: efterforskningsleder, et drab. Det er blevet ringet ind til HS for en halv time siden. Det er ude på Amager Fælled.« Væslen rakte en tynd sagsmappe over bordet. Lars stak automatisk hånden frem for at tage imod den. Deres hænder strejfede hinanden. Begge så væk.

Ulrik rejste sig, strøg en hånd ned langs uniformsjakken. »Velkommen hjem. Det er godt at have dig tilbage.« Han tøvede.

Så rakte han hånden frem. Lars flyttede sagsmappen over i venstre, trykkede Ulriks fremstrakte hånd med en mekanisk bevægelse.

Han måtte ud. Nu. »Vent,« sagde Ulrik. »Der er kommet en pige fra Kolding. Hun skulle være dygtig, siger de. Hun skal se, hvordan vi gør her i storbyen. Jeg tænkte, du kunne tage dig af hende?« Ulrik så ned på et ark på sit skrivebord. »Bissen – Sanne Bissen.« Lars kneb øjnene sammen. Sukkede. Lige hvad han havde brug for. »Jeg går ned og finder en tjenestevogn.« Ulrik smilede. Af lettelse formodentlig.

Lars svingede jakken over skulderen, åbnede døren, vendte sig igen. »Drabschefen, er han inde?« Ulrik, der var ved at sætte sig, faldt det sidste stykke ned i stolen af bar overraskelse. »Øh, i dag? Jeg tror – har han ikke fri?« Lars gik uden at svare, lod døren hugge det sidste af Ulriks sætning over.

Ude i forkontoret stod han ubeslutsom nogle sekunder, tog konvolutten frem fra inderlommen, skrabede kanten mod de lidt for lange skægstubbe. Så nikkede han til Ulriks sekretær, der var midt i en længere telefonsamtale, gik over til rækken af dueslag og lagde den i drabschefens rum.

17

34383_øjesten.indd 17

19-11-2012 16:53:49

3 Ud ad Artillerivej, helt derud hvor erhvervslivet mestendels bestod af autoophuggere, faldefærdige, graffitibemalede lagerbygninger, ingen rigtig brugte mere, bushangarer og overgroede byggetomter. På den anden side af havnen stod H.C. Ørstedsværket mod den blå, blå himmel. Lars drejede ned ad Lossepladsvej, derpå ad jordvejen ind på Amager Fælled. Han fortsatte ad stisystemet efter Tokes skrattende anvisninger i mobiltelefonen.

Bag ham hvirvlede dækkene støvskyer op. Længere fremme åbnede søens sorte flade sig, buske og træer på den anden side.

Kolleger i skriggule veste stod i vandkanten. Hen over broen, parkere bag teknikernes varevogn. »O.k., Toke. Så er jeg her.« Lars trak håndbremsen og drejede tændingsnøglen om. Motoren hakkede og døde. Han trommede kort på rattet med fingrene og steg ud. Foran ham slog vejen et sving til venstre. Bag rækken af biler et krat af buske og små træer. Tokes lyse strithår stod ud mod alt det grønne.

Han smækkede bildøren og begav sig ned mod ham. »Hvordan ser det ud?« »Du må hellere selv komme ned og se.« Toke løftede afspærringsbåndet, så Lars kunne komme under, og gik forrest gennem det tætte buskads ned mod søbredden. »Velkommen tilbage, for resten.« Toke holdt en gren til siden, så Lars kunne passere. »Var det – Har det været en god tur?« Lars svarede ikke, og Toke fortsatte uden at miste kadencen. »Det var 18

34383_øjesten.indd 18

19-11-2012 16:53:49

en naturvejleder, der fandt hende. Han var ude at se på vandhuller med en 4. klasse fra Peder Lykke Skolen. Han sidder stadig oppe i en af bilerne, hvis du vil tale med ham?« »På en lørdag?« »Det var den eneste dag, naturvejlederen kunne.« Toke trak på skuldrene.

Lars brummede, trådte uden om et mudderhul. »Er hun blevet flyttet?« »Nej. Han siger, han ikke har rørt ved noget. Så er vi der.« Det algefyldte vand lå helt stille, gispede under junisolen. Oven over dem skreg en vibe. Ved bredden var der hektisk aktivitet. Allan Raben, der så let kom til at svede, stod foroverbøjet, undersøgte et eller andet på jorden mellem buskadset og vandkanten. Et par uniformerede betjente stod lidt væk, delte kaffe fra en termokande.

Tre teknikere i hvide dragter, ansigtsmasker og poser over skoene var i gang med at sikre spor. Frelsén stod ude i søen, bøjet over en gullig-hvid krop, der stak op fra vandkanten og hvilede halvt inde på bredden. Som den eneste havde han gummistøvler på. Guldindfattede briller hang halvt nede på næsen, håret strittede lige op i luften.

En af teknikerne vinkede til Lars. Tænderne glimtede i det mørke ansigt. »Hej, Lars. Godt at se dig igen. Vi er næsten færdige, så kan I komme til.« »Det er smukt, Bint.« Lars vendte sig mod Toke. »Lad naturvejlederen gå. Sig til ham, det kan være, vi ringer senere. Hvor er hende – Bissen?« »Bissen?« »Sanne Bissen. Politiassistenten fra Kolding?« »Lige her,« lød en hæs kvindestemme bag ham. Det jyske var ikke så påfaldende, som han havde forventet.

Han vendte sig. Bag ham stod en køn, lyshåret kvinde med fremstrakt hånd. Han tog den. Et fast, tørt håndtryk. Hun var høj, nærmest ranglet. Det tjavsede hår faldt ned over nakke og ører, men

19

34383_øjesten.indd 19

19-11-2012 16:53:49

var strøget tilbage fra levende, grå øjne. Et svæv af fregner drysset ud over næse og kinder. Hun var i jeans og et par alt for store gummistøvler. »Du må være Lars.« Hun smilede. Lars forsøgte at smile igen.

Det gik forbavsende godt. »Velkommen til.« Så nikkede han ned mod liget og så på hende.

Det var ingen skade til at se, hvad hun duede til. »Kan du give mig et hurtigt rids?« Sanne så fra Toke til Frelsén, der kom vadende hen mod dem gennem det lave vand. Retsmedicineren tog latexhandskerne af, mens han gik. »Jo, altså –« »Lad nu pigebarnet være.« Frelsén stoppede handskerne i baglommen. »Det er interessant, det her. Hun er blevet præserveret. Samme metode, som man bruger på lig, der doneres til videnskaben.« »Så du mener, det er usømmelig omgang med lig?« Sanne var rød i kinderne. »Den, der donerer sit legeme til videnskaben, forlader sjældent denne verdens jammerdal med en kugle i hjertet.« Frelsén skubbede brillerne op på næsen med pegefingeren. »Meget nydeligt.

Lige over venstre bryst. Bint fandt en fin korona af krudtslam ved indgangshullet. Og så er hendes øjne blevet fjernet.« Der blev stille. »Bint?« spurgte Sanne efter et stykke tid. Hendes stemme rystede kun en anelse. »Wallid Bint,« forklarede Lars. »Det er sjældent, vi bruger hans fornavn. O.k.,« sagde han henvendt til Frelsén. »Kan du tage det fra begyndelsen?« »Kom med.« Frelsén vinkede dem efter sig, gik selv ud i vandet, ud på den anden side af liget. Lars, Sanne og Toke stillede sig op på bredden. Allan stod i vandkanten lidt derfra.

En lugt med noter af hospital hang over vandkanten, blandet med lugten af alger. Lars så ned.

20

34383_øjesten.indd 20

19-11-2012 16:53:50

Hun lå på ryggen, nøgen med let spredte ben. Havde en rod i ryggen, brystet skudt op og frem. Huden havde en unaturlig gulligt-hvid tone, gummiagtig. Vandet dækkede hende fra knæene og ned, resten af kroppen lå oppe på land. De mørke pubeshår var enten meget sparsomme eller begyndt at vokse ud efter en barbering. Dødsstivheden holdt hendes underarme strakt lodret op. Ansigtet var fortrukket i et udtryk af rædsel og afsky. Over venstre bryst sås det flossede indgangshul fra kuglen. »Ung kvinde,« sagde Frelsén. »Formentlig østeuropæisk, formentlig prostitueret. Dødsårsag: et enkelt skud gennem hjertet.

Har ligget her ikke over otte timer at dømme efter hudens tilstand.« Han løftede op i ligets underben, således at tæerne kom op over vandet. De kunne alle se rynkerne i huden, men også at opløsningen ikke var stærkt fremskreden. Han tog en lille Maglite frem fra brystlommen, lyste ned i blandingen af slam, tang og sand under hendes venstre skulder. Noget glimtede dernede. »Bint mener, det er glas.« Lars så ud over den lille sø, ind mod Ørestaden, der lå skjult bag den lave bevoksning. »Hvor længe siden?« Frelsén rettede ryggen. »– hun døde? Det kræver yderligere undersøgelser. Men allerede nu tror jeg, det er rimeligt at præsentere en kronologi som følger: Først er hendes øjne blevet fjernet – formentlig under bedøvelse, siden snittene er så rene – hvorefter hun er blevet skudt.« »Har hun – har hun været ved bevidsthed ... imens?« Sanne rømmede sig. »Da øjnene blev fjernet? Næppe. Derefter? At dømme ud fra hendes ansigtsudtryk, ja.« »Føj for satan,« hviskede Allan bag dem. Selv teknikerne havde stoppet deres arbejde.

Lars hævede stemmen. »Hvordan er hun blevet transporteret hertil?«

21

34383_øjesten.indd 21

19-11-2012 16:53:50

A llan støttede sig til sin notesblok. »Noget tungt er blevet trukket ned gennem buskadset herovre.

Bint fandt nogle tøjfibre, muligvis fra et autotæppe. Endelig er der fodaftryk, en størrelse 45. Der er også nogle dækaftryk oppe ved grusvejen.« Han pegede med tommelfingeren over skulderen. »Godt,« sagde Lars. »Få hundene herud. Lad os se, om de kan finde noget.« Frelsén gned sig i hænderne. »Velkommen tilbage fra ferie, Lars. Kom så – herned,« kommanderede han med myndig stemme hen over deres hoveder. Bag dem balancerede et par ambulancefolk en båre ned ad den bevoksede skrænt.

Lars lukkede øjnene. Ønskede sig tilbage til Kato Vasiliki. Tilbage til Nikkis strandrestaurant. Tilbage til intet at lave ud over at drikke frappé, halvliters Amstel og stirre ud over vandet mod Patras.

22

34383_øjesten.indd 22

19-11-2012 16:53:50

4 Den blev næsten syv, inden Lars kunne låse sig ind i opgangen på Folmer Bendtsens Plads 2. En S-tog-stamme rumlede ud fra Nørrebro Station, netop som han satte nøglen i låsen. Larmen og lufttrykket fik avisernes spisesedler i kiosken ved siden af til at blafre. En løs avisside blæste ud på kørebanen. Inde fra Ring Caféen i stuen til højre lød flaskeklirren. En fulderik blev dæmpet af sine kammerater. Lars skubbede døren op med en træt bevægelse, hankede op i posen med thai-takeaway og trampede op på anden sal. Første dag på arbejde efter to måneders ferie. Han kunne knap nok slæbe sig over dørtærsklen.

Da liget var blevet kørt væk, havde Lars sendt Allan rundt i området. Copenhagen Danhostel Amager og haveforeningerne. Ifølge Frelsén var liget blevet placeret derude i timerne efter midnat.

Sandsynligheden for, at nogen havde set noget, var forsvindende lille. Men som altid skulle der spørges alligevel. Sanne og Toke tog ud på Vesterbro med et polaroidfoto af den afdødes ansigt med besked om at vise det til pigerne derude. Forhåbentlig var der nogen, der kendte hende. Hvis ikke, kunne det komme til at tage tid med en identifikation. Selv havde han sat sig til at gennemgå alle rapporter om forsvundne personer fra de sidste tre måneder.

Uden resultat.

Hverken Allan eller Sanne og Toke var vendt tilbage, og efter alt for mange kopper kaffe og alt for mange rapporter – Ulrik havde været inde at se til ham to gange, de havde kun udvekslet enkelte sætninger bestående af enstavelsesord – rejste han sig og gik.

23

34383_øjesten.indd 23

19-11-2012 16:53:50

En indeklemt, let muggen luft slog ham i møde, da døren gik op.

Han havde ikke været her, siden han flyttede sine ting ind, aftenen inden han fløj til Athen.

Lejligheden bestod af en lille fordelingsentré, to stuer mod gaden, soveværelse og køkken mod gården. Det minimale badeværelse befandt sig på venstre hånd, lige inden for hoveddøren. Tænk at det var lykkedes byfornyelsesselskabet at få en bruser herud.

Der ville blive vådt over det hele, men i det mindste var der bad.

I den første stue stod flyttekasserne med stereoanlægget, lp’erne og et bord. Han dumpede posen med mad på bordet, smed sig i en stol og sparkede sine sneakers af, krængede jakken af skuldrene og smed den i hjørnet bag sig. Ild på en King’s, benene op.

Ahh. Mens nikotinen strømmede gennem hans krop og skød op i hjernen, så han sig omkring. Savsmuldstapet, 1980’erne. Farven på vægge og loft havde vist nok været hvid engang, men efter knap 30 år og utalte cigaretter var den falmet til en ubestemmelig gullig tone. Det skulle der gøres noget ved. Han rejste sig med cigaretten i mundvigen, stoppede hænderne i lommen og gik ind gennem døråbningen til den anden stue. Flere kasser, en slidt sofa. Tv. Han åbnede døren ud til altanen. Hængslerne skreg. Cigaretrøgen blandede sig med benzinos og lugten af varm asfalt. En auberginefarvet Toyota, der var ved at falde fra hinanden, tøffede skramlende ud i rundkørslen. Veje, fortove, huse – alt var gennembagt, emmede af indestængt solvarme. Han rullede skjorteærmerne op og sugede på cigaretten. Betragtede udsigten ned over Folmer Bendtsens Plads, ind under højbanen hvor Ørnevej løb sammen med Bregnerødgade. På den anden side af rundkørslen lå en af de allestedsnærværende grønthandlere samt en butik, der efter skiltets pålydende solgte Auto Lyddæmper.

Det her var altså hjem.

Han knipsede cigaretskoddet ud over altanen og gik indenfor igen, lod døren stå. Han rundede køkkenet. Standard københav24

34383_øjesten.indd 24

19-11-2012 16:53:50

nerkøkken, med to smalle vinduesfag ud til en mørk gård. Han satte mælk i køleskabet, kaffe og havregryn i det fedtede overskab.

Så fandt han flyttekassen med køkkengrej, fiskede en tallerken og en gaffel frem og vaskede dem af under den rindende hane.

Billedet af den døde kvinde ville ikke forsvinde. Nøgen og sårbar i vandkanten, de tomme øjenhuler stirrede ud i ingenting. Lars tørrede gaflen af, lagde den op i tallerkenen og gik ind i stuen. Han var blevet sulten, men først skulle stereoanlægget op. Uden musik gik det ikke.

Han fandt den lave reol, fik bakset forstærker, forforstærker og højttalere på plads, forbandt det hele og satte stikket i væggen.

Så manglede han bare pladespilleren. Den gamle Rega P1. Han løftede den op af flyttekassen, placerede den på reolen ved siden af forstærkeren, satte kablerne til.

Det tog lidt tid at finde den rigtige kasse med lp’er, men snart havde han fået nålen i Get Yer Ya-Ya’s Out og kunne kaste sig over sin kylling med cashewnødder og stærk chili.

Lidt senere satte han fjernsynet til i den anden stue, vendte det, så han kunne se skærmen fra bordet, og skruede helt ned for lyden. Et boligprogram løb over skærmen. En skuespiller hjalp en bogholder med at lave en udestue til sit parcelhus. Lars foldede hænderne bag nakken, vippede på stolen.

Hvorfor havde drabsmanden fjernet hendes øjne? Havde hun set noget, hun ikke skulle se? Var der noget, hun ikke måtte se?

Han blæste en flosset røgring mod loftet.

Der lød et voldsomt brag fra lejligheden ovenpå, efterfulgt af en højlydt banden.

To måneder til i det her vakuum, så var han væk.

25

34383_øjesten.indd 25

19-11-2012 16:53:50

Maj 1953 Han har siddet i sofaen, siden morfar og mændene bragte ham tilbage fra skoven aftenen før. Om morgenen kaster morfar et enkelt blik på ham. Så hanker han op i lægetasken, skal på sygebesøg.

Mor i sin gyngestol, stirrer ud i luften. Som altid.

Krii krii – krii krii, mor rokker frem og tilbage. Han rejser sig og stryger hende over den porcelænsblege kind. Den slappe hud sitrer, rykker væk under hans fingre.

Hun trænger til noget at styrke sig på. Han krænger jakken af, går ud i køkkenet. Hælder vand i en gryde og tænder op i det gamle støbejernskomfur. Varm saft. Af kopperne med de engelske motiver, dem morfar forbyder dem at bruge.

På vej ned i kælderen kigger han ind til mor. Hun sidder som han forlod hende, stenansigt, hænderne foldet i skødet. Gyngestolen i den tomme stue. Sollyset falder ind gennem vinduet, rektangler og kvadrater over de brede gulvplanker. Støvet danser. Han skynder sig ned i kælderen, forcerer alt det skrammel, morfar har i kælderen. Finder kop og underkop i vitrineskabet.

Ile op ad trappen. Undgå stemmerne.

Oppe i køkkenet er vandet ved at koge. Han fylder koppen halvt med Ribena, hælder varmt vand over. Knuser en tvebak i den tykke saftblanding. Han står allerede med teskeen i hånden, da han opdager skåret i underkoppen. En flis er slået af kanten, frakturerne slår ud, skærer sig ned gennem glasuren. Et pludseligt raseri vælder op i ham. I dag skal alt være rigtigt. Han flår kop og underkop fra hinanden. Saft og tvebaksmuler skvulper ud over 26

34383_øjesten.indd 26

19-11-2012 16:53:50

køkkenbordet. Underkoppen ryger ned i vasken, splintres. En regn af knust porcelæn klirrer mod afløbet.

Endnu en gang må han ned i kælderen, tvinge sine plusfours forbi morfars sager.

Neden for trappen står lågen til vitrineskabet åben. Huskede han nu at lukke den tidligere? Oppe fra stuen gyngestolens monotone knirken. Han rækker ud efter den sidste underkop inderst på hylden, fingrene lukker sig om porcelænet, strejfer et sømhoved, der stikker op bagest i hjørnet. Med et sagte klik glider sømmet ned og i, vitrinen drejer ud mod ham. Et sort hul i væggen bagved.

Muggen luft strømmer ham i møde, råd og kemikalier.

Han finder en stump lys på reolen under skabet, tænder. Mørket er så stort, det sluger strålerne fra flammen. Prøvende sætter han en fod på reolens ene hylde, træder op. Gennem åbningen i væggen kan han se de øverste trin på en trappe under sig.

15 trin tæller han, før han når foden af trappen, famler sig frem med lysestumpen som et skjold foran sig. Urolige former danser på grænsen af lyskredsen, springer til live ved hvert flikflak, den lille flamme slår. Reoler langs væggene, æsker, kasser med sedler og påmalede navne: Cyclotol, Husqvarna, Composition B. Andre han ikke kender. Hirtenberger 5,6 x 50 Mag. Reolerne rejser sig over ham. Han hæver armen med lysestumpen over hovedet. Lyset glimter i et glas på en hylde, to bleghvide, udflydende kugler med grå pupiller svæver i en grumset væske.

Muskelvæv, flossede sener danner slørhaler efter dem. Rester fra morfars praksis? Hjertet snubler, han snapper efter vejret. Taber lysestumpen på gulvet, hvor den sprutter, triller væk. Han falder på knæ, søger over gulvet med skælvende hænder.

Så falder de over ham, stemmerne fra skoven. Falder i en langsomt drejende kadence.

Da han kommer op fra kælderen, har nat afløst dag. Mor sidder stadig i stuen, rokker sit krii-krii. Morfar er ikke vendt tilbage.

27

34383_øjesten.indd 27

19-11-2012 16:53:50

Han sætter glasset fra sig på spillebordet. De bleghvide legemer duver stille for væskens bevægelser, falder lidt efter lidt til ro. Han står foran hende, støvet klæber i kager til knæ og pande. Ansigtet grimet.

Hun ser ikke på glasset. Læberne drejer sig i et sælsomt smil, pupillerne kulsorte. Hun kigger op på ham og taler for første gang.

Far tog dem. Far tog alt.

28

34383_øjesten.indd 28

19-11-2012 16:53:50