oen under havet

øen under havet

87109_oeen under havet_.indd 1

03-05-2011 13:47:41

isabel allende

øen under havet roman På dansk ved Iben Hasselbalch

Gyldendal

87109_oeen under havet_.indd 3

03-05-2011 13:47:41

Til mine børn, Nicolás og Lori Zarité I de fyrretyve år, jeg har levet, har jeg, Zarité Sedella, været heldigere end andre slavinder. Jeg kommer til at leve længe endnu, og min alderdom bliver glad, for min stjerne – min z’etoile – skinner også, når det er overskyet. Jeg har oplevet glæden ved at være sammen med mit hjertes udkårne og mærke hans store hænder vække min hud. Jeg har fået fire børn og et barnebarn, og de, der endnu er i live, er frie. Det første lykkelige øjeblik, jeg husker, var, da jeg som en mager snotunge med forpjusket hår bevægede mig i takt til trommerne, og det er også mit seneste lykkelige minde, for i aftes dansede jeg af hjertens lyst på Place du Congo, uden tanker i hovedet, og i dag er min krop varm og træt. Musik er en vind, der bortvejrer årene, minderne og angsten, dette dyr, der lurer i mit indre. Med trommerne forsvinder hverdagens Zarité, og jeg bliver igen den lille pige, der dansede, før hun knap kunne gå. Jeg tramper i jorden med fodsålerne, og livet stiger op gennem mine ben, løber gennem min krop, fylder mig totalt, fjerner min uro og forsøder mine minder. Verden skælver. Rytmen opstår i øen under havet, banker gennem jorden, skyder op igennem mig, lyner mod himlen og tager mine bekymringer med sig, så Papa Bondye kan tygge dem, sluge dem og efterlade mig ren og glad.

Trommerne besejrer frygten. Trommerne er arven efter min mor, kraften fra Guinea, som ligger i mit blod. Så kan ingen hamle op med mig, jeg bliver uimodståelig som Erzuli, kærlighedens loa, og hurtigere end pisken. Muslingeskallerne om mine ankler og håndled smælder, djembetrommerne svarer med deres skovstemme og timbalerne med deres røst af metal, djun-djun-trommerne, der kan tale, inviterer, og den store maman-tromme buldrer, når man slår på den for at tilkalde loa’erne.

Trommerne er hellige, gennem dem taler loa’erne til os.

5

87109_oeen under havet_.indd 5

03-05-2011 13:47:41

I det hus, hvor jeg boede i de første år af mit liv, stod trommerne tavse i det rum, jeg delte med den anden slave, Honoré, men de var ofte ude omkring. Madame Delphine, min ejerinde på det tidspunkt, ville ikke høre på negerstøj, kun den melankolske klagen fra sit clavichord.

Mandag og tirsdag underviste hun de farvede piger, og resten af ugen underviste hun i herskabshusene hos les grands blancs, „de store hvide“, hvor døtrene havde deres egne instrumenter, fordi de ikke måtte bruge de samme, som mulatpigerne spillede på. Jeg lærte at rense tangenterne på clavichordet med citronsaft, men jeg kunne ikke spille på det, for madame ville ikke have, at vi kom i nærheden af det. Det behøvede vi heller ikke.

Honoré kunne få musik ud af en kasserolle, alt hvad han fik mellem hænderne, havde takt, melodi, rytme og stemme; han havde lydene i sin krop, han havde haft dem med fra Dahomey. Mit legetøj var en hul kalabas, som vi slog på; senere lærte han mig at kæle for trommerne og frembringe sagtere lyde. Og det lige fra begyndelsen, da han endnu bar rundt på mig og havde mig med til voodoodans og voodooceremonier, hvor han slog rytmen an på hovedtrommen og de andre fulgte med.

Sådan husker jeg det. Honoré så meget gammel ud, fordi hans knogler var blevet kolde, men på det tidspunkt var han ikke ældre, end jeg er nu.

Han drak tafia for at udholde de smerter, han havde, når han bevægede sig, men ud over denne beske sukkerrørsbrændevin var musik hans bedste medicin. Hans klager blev til latter ved lyden af trommerne. Honoré kunne knap nok skrælle en kartoffel til fruens middagsmad med sine forkrøblede hænder, men når han spillede tromme, var han utrættelig, og når det kom til at danse, var der ingen, der løftede knæene højere eller slog kraftigere med nakken eller vrikkede med hofterne med større fryd. Før jeg overhovedet kunne gå, fik han mig til at danse i siddende stilling, og så snart jeg kunne stå oprejst på mine to ben, opfordrede han mig til at forsvinde i musikken som i en drøm. „Dans, dans, Zarité, en slave, der danser, er fri … mens han danser,“ sagde han. Jeg har altid danset.

87109_oeen under havet_.indd 6

03-05-2011 13:47:41

Første del

Saint-Domingue, 1770-1793

87109_oeen under havet_.indd 7

03-05-2011 13:47:42

Det spanske onde toulouse valmorain kom til Saint-Domingue i 1770, samme år som den franske kronprins giftede sig med den østrigske ærkehertuginde Marie Antoinette. Før han rejste til kolonien og endnu ikke havde nogen anelse om, at skæbnen ville komme til at spille ham et puds, og at han en dag ville havne uden for lands lov og ret mellem nogle sukkerrørsmarker på Antillerne, havde han deltaget i en af de fester, der blev afholdt til ære for den nye kronprinsesse, en blond lille pige på fjorten år, der gabte utilsløret på trods af det franske hofs strenge etikette.

Alt det var fortid nu. Saint-Domingue var en anden verden.

Unge Valmorain havde et temmelig vagt begreb om det sted, hvorfra hans far efter bedste evne brødfødte familien i håb om at skabe sig en formue. Han havde læst et sted, at øens oprindelige beboere, arawakerne, havde kaldt den Haiti, før de spanske erobrere havde ændret navnet til Hispaniola og gjort det af med de indfødte. Efter knap halvtreds år var der ikke en eneste arawak tilbage at vise frem.

Alle døde som ofre for slaveriet eller europæiske sygdomme eller begik selvmord. Det var en race med rødlig hud, tykt, sort hår og en urokkelig værdighed, men så frygtsomme, at en enkelt spanier kunne nedkæmpe ti af dem med de bare næver. De levede i polygame samfund og dyrkede jorden varsomt for ikke at udpine den: søde kartofler, majs, kalabasser, jordnødder, peberfrugter, kartofler og maniok. Jorden havde som himlen og vandet ingen ejermand, før de fremmede bemægtigede sig den for at dyrke ukendte planter med arawakerne som tvangsarbejdere. Fra den tid stammede skikken med at „aperrear“. Ordet kom af „perro“, hund, og betød at dræbe mennesker ved at pudse hundene på dem. Da de havde udryddet de indfødte, importerede de slaver, enten sorte, som de 9

87109_oeen under havet_.indd 9

03-05-2011 13:47:42

havde fanget ind i Afrika, eller hvide straffefanger, forældreløse, prostituerede eller oprørske sjæle fra Europa.

I slutningen af 1600-tallet overgav Spanien den vestlige del af øen til Frankrig. Frankrig kaldte området Saint-Domingue, og det skulle snart blive den rigeste koloni i verden. På den tid da Toulouse Valmorain kom dertil, udgjorde råvarerne fra øen – sukker, kaffe, tobak, bomuld, indigo og kakao – en tredjedel af Frankrigs eksport.

Der var nu ingen hvide slaver mere, men flere hundrede tusind sorte.

Den mest krævende afgrøde var sukkerrørene, koloniens søde guld; at skære sukkerrørene ned, knuse dem og omdanne dem til saft var ikke et arbejde for mennesker, men for dyr, hævdede plantageejerne.

Valmorain var lige fyldt tyve år, da han blev kaldt over til kolonien af et presserende brev fra faderens handelsagent. Da han gik fra borde, var han klædt efter sidste mode – kniplingsmanchetter, pudret paryk og højhælede sko – og overbevist om, at de bøger om opdagelsesrejser, han havde læst, rigeligt satte ham i stand til at rådgive sin far i nogle uger. Han medbragte en valet, en kammertjener, som var næsten lige så flot som han selv, adskillige kister med klæder samt sine bøger. Han betragtede sig selv som en dannet mand og agtede at beskæftige sig med videnskab, når han kom tilbage til Frankrig. Han beundrede filosofferne og encyklopædisterne, der havde haft sådan en betydning i Europa i de seneste årtier, og han delte nogle af deres liberale ideer. Samfundspagten af Rousseau havde været hans yndlingsbog, da han var atten. Aldrig så snart var han gået fra borde efter en sørejse, der nær var endt tragisk på grund af en orkan i Caribien, før han fik sin første ubehagelige overraskelse: Hans far var ikke i havnen for at modtage ham. Han blev i stedet modtaget af handelsagenten, en elskværdig jøde klædt i sort fra isse til fod, der oplyste ham om de nødvendige forsigtighedsregler, når man skulle bevæge sig rundt på øen, skaffede ham heste, et par muldyr til bagagen, en guide og en militssoldat til at følge ham til faderens habitation eller plantage, Saint-Lazare. Den unge mand havde aldrig før været uden for Frankrig og havde ikke 10

87109_oeen under havet_.indd 10

03-05-2011 13:47:42

Saint-Domingue, 1770-1793

lyttet særlig til de – i øvrigt ganske banale – historier, som faderen plejede at fortælle på sine sjældne besøg hos familien i Paris.

Han havde ikke forestillet sig, at han nogensinde skulle rejse til plantagen; den stiltiende aftale var, at hans far skulle konsolidere formuen på øen, mens han selv tog sig af sin mor og sine søstre og styrede forretningerne i Frankrig. Det brev, han havde fået, talte om helbredsproblemer, og han havde regnet med, at der var tale om en forbigående febersygdom, men da han ankom til Saint-Lazare efter en dags halsbrækkende rejse gennem en grådig og fjendtlig natur, gik det op for ham, at hans far lå for døden. Han led ikke af malaria, som han havde troet, men af syfilis, der hærgede blandt hvide, sorte og mulatter i flæng. Sygdommen var i sit sidste stadium, og faderen var næsten sat helt ud af spillet, havde bylder over det hele, løse tænder og var uklar i hovedet. De gruopvækkende kure bestående af åreladninger, kviksølv og ætsninger af penis med rødglødende jern havde ikke hjulpet, men han praktiserede dem stadig som en bodshandling. Han var lige fyldt halvtreds år, men var blevet til en olding, der ikke havde kontrol over sin vandladning og altid lå i en hængekøje med sine kæledyr, et par små negerpiger, der knap havde nået puberteten, og uddelte vanvittige ordrer.

Mens slaverne pakkede Toulouse Valmorains bagage ud efter ordre fra hans valet, en laps, der havde haft svært ved at klare sørejsen og var forfærdet over stedets primitive forhold, tog han ud for at tage den store ejendom i øjesyn. Han anede intet om sukkerrørsbrug, men hans gåtur var nok til at fortælle ham, at slaverne sultede, og at plantagen kun havde undgået fallit, fordi verdens grådighed efter sukker var stigende. I regnskabsbøgerne fandt han forklaringen på faderens dårlige økonomi, der ikke var god nok til at holde familien i Paris på et niveau, der svarede til dens position.

Produktionen var en katastrofe, og slaverne døde som fluer; han var ikke det mindste i tvivl om, at faderens commandeurs – slavefogeder – benyttede sig af deres herres miserable tilstand og stjal fra ham. Han bandede over sin skæbne og beredte sig på at smøge 11

87109_oeen under havet_.indd 11

03-05-2011 13:47:42

ærmerne op og tage fat, noget som ingen ung mand fra hans miljø ellers kunne finde på, den slags havde man folk til. Med hjælp fra faderens handelsagent og hans forbindelser til bankverdenen skaffede han først et klækkeligt lån, derefter sendte han slavefogederne ud i sukkerrørsmarkerne for at arbejde side om side med dem, de havde plaget før, og erstattede dem med nogle, der var mindre ondskabsfulde, han gjorde straffene mildere og ansatte en dyrlæge, der blev to måneder på Saint-Lazare, hvor han prøvede at bringe negrene i en rimelig helbredstilstand igen. Dyrlægen kunne ikke redde hans valet, som på mindre end otteogtredive timer blev ekspederet ud af verden af en galoperende diarre. Valmorain fandt ud af, at faderens slaver holdt i gennemsnitligt atten måneder, før de flygtede eller faldt døde om af slid, og det var langt mindre end på andre plantager. Kvinderne levede længere end mændene, men ydede mindre i det udmattende arbejde i sukkerrørsmarkerne og havde desuden den dårlige vane at blive gravide. Da meget få børn overlevede, havde plantageejerne regnet ud, at fødselsraten blandt negrene var så lav, at det ikke var rentabelt at have slavinder. Unge Valmorain foretog de nødvendige forandringer mekanisk, uden planlægning og i al hast, opsat på at komme derfra igen i en fart, men da hans far nogle måneder senere døde, var han nødt til at acceptere den uimodsigelige kendsgerning, at han var fanget. Det var ikke hans mening at strande i denne myggebefængte koloni, men hvis han rejste før tiden, ville han miste plantagen og dermed indtægterne til familien i Frankrig og dens sociale position.

Valmorain gjorde ingen forsøg på at komme i kontakt med andre kolonister. Les grands blancs, „de store hvide“, som ejede de andre plantager, opfattede ham som en vigtigper, der ikke ville holde længe ud på øen. Af samme grund blev de forbløffede, da de så ham i mudrede støvler og solbrændt i huden. Modviljen var gensidig. I Valmorains øjne var disse franskmænd, der var blevet transplanteret til Antillerne, nogle bondeknolde og en diametral modsætning til den omgangskreds, han havde haft, og som hyldede tanken, 12

87109_oeen under havet_.indd 12

03-05-2011 13:47:42

Saint-Domingue, 1770-1793

videnskaben og kunsten og aldrig talte om penge eller slaver. Han kom lige fra „fornuftens tidsalder“ i Paris til en primitiv og voldelig verden, hvor levende og døde gik hånd i hånd. Han blev heller ikke venner med les petits blancs, „de små hvide“, hvis eneste kapital var hudfarven, de var nogle sølle stakler forgiftet af misundelse og ond snak, som han udtrykte sig. De kom fra alle fire verdenshjørner, og det var umuligt at vide, om de var renblodede, eller hvad deres fortid var. I bedste fald var de købmænd, håndværkere, munke af tvivlsom dyd, sømænd, militærfolk eller lavere funktionærer, men der var også banditter, ruffere, forbrydere og fribyttere iblandt, der udnyttede hver en afkrog af Caribien til deres slyngelstreger. Han havde intet tilfælles med den slags folk.

Blandt de mulatter, der var fri eller affranchis, var der over tres forskellige klassificeringer alt efter procentdelen af hvidt blod, som afgjorde deres sociale niveau. Det lykkedes aldrig Valmorain at kende forskel på hudfarverne eller at lære betegnelserne på hver enkelt kombination af de to racer. De affranchis havde ingen politisk magt, men håndterede mange penge; derfor var de forhadt af de fattige hvide. Nogle levede af lyssky forretninger lige fra smugleri til prostitution, men andre var uddannet i Frankrig og havde formue, jord og slaver. Bortset fra de spidsfindige farveforskelle var mulatterne forenet af deres fælles ambition om at blive opfattet som hvide og deres dybe foragt for de sorte. Slaverne, hvis antal var ti gange så stort som antallet af hvide og affranchis tilsammen, blev ikke regnet for noget, hverken i folketællinger eller i kolonisternes bevidsthed.

Da det ikke var en god ide at isolere sig helt, omgikkes Toulouse Valmorain fra tid til anden nogle af de rige, hvide familier i Le Cap, den by, der lå nærmest hans plantage. På disse rejser købte han de forsyninger, han havde brug for, og hvis han ikke kunne undgå det, tog han en tur forbi Kolonialforsamlingen for at hilse på sine ligemænd, på den måde glemte de ikke hans navn, men han deltog ikke i møderne. Han benyttede sig også af chancen til at 13

87109_oeen under havet_.indd 13

03-05-2011 13:47:42

gå i teatret, deltage i festerne med les cocottes – de frodige franske, spanske og raceblandede kurtisaner, der dominerede nattelivet – og møde opdagelsesrejsende og videnskabsmænd, der gjorde ophold på øen på vej til andre mere interessante lokaliteter. Saint-Domingue tiltrak ikke besøgende, men nu og da kom der nogle for at studere naturen og økonomien på Antillerne, og dem inviterede Valmorain til Saint-Lazare for blot for en kort stund at genopleve glæden ved samtaler på et lidt højere niveau, den slags, der havde prydet hans år i Paris. Tre år efter sin fars død kunne han med stolthed fremvise sin ejendom; han havde forvandlet en menage af syge negre og tørre sukkerrørsmarker til en af de mest velfungerende plantager af de otte hundrede, der var på øen, han havde femdoblet produktionen af uraffineret sukker til eksport og etableret et destilleri, hvor han producerede nogle eksklusive tønder rom, der var langt finere end den, man plejede at drikke. Hans gæster tilbragte en eller to uger i det rustikke træhus, hvor de gjorde sig til gode med landlivet og på nært hold oplevede den fantastiske opfindelse, sukker var. De red gennem tætbevoksede marker, hvor vinden hvislede ildevarslende, skærmet mod solen af store stråhatte og gispende i Caribiens fugtige hede, mens slavernes magre skikkelser huggede planterne af i jordhøjde uden at ødelægge rødderne, så de kunne give udbytte igen.

På afstand lignede de insekter mellem de brogede sukkerrørsplanter, der var dobbelt så høje som de selv. Arbejdet med at rense de hårde rør, findele dem mellem maskinernes tænder, kvase dem i presserne og koge saften i dybe kobberkar for at forvandle den til mørk sirup fascinerede disse bymennesker, der kun havde set de hvide krystaller, som sødede deres kaffe. Disse gæster holdt Valmorain orienteret om begivenhederne i Europa, der forekom ham fjernere og fjernere, om de nye teknologiske og videnskabelige fremskridt og de filosofiske tanker, der var på mode. De åbnede en lille luge for ham til verden og forærede ham nogle bøger. Valmorain nød at have gæster, men han nød endnu mere, når de rejste; han brød sig ikke om at have vidner i sit liv eller på sin ejendom. De fremmede iagttog slaveriet 14

87109_oeen under havet_.indd 14

03-05-2011 13:47:42

Saint-Domingue, 1770-1793

med en blanding af væmmelse og morbid nysgerrighed, som han fandt stødende, for han betragtede sig selv som en retfærdig herre.

Hvis de bare vidste, hvordan andre plantageejere behandlede deres negre, ville de give ham ret. Han vidste, at flere af dem ville vende tilbage til civilisationen som abolitionister, modstandere af slaveriet, klar til at sabotere sukkerforbruget. Før han var blevet tvunget til at bo på øen, ville han også være blevet chokeret over slaveriet, hvis han havde kendt nærmere til det, men hans far havde aldrig bragt emnet på bane. Nu hvor han havde hundredvis af slaver under sig, havde hans opfattelse i den henseende ændret sig.

De første år gik for Toulouse Valmorain med at få bragt SaintLazare på fode, han fik ikke en chance for at rejse. Han havde ingen anden kontakt med sin mor eller sine søstre end lejlighedsvise breve i en formel tone, der kun indeholdt banaliteter om dagligdag og helbred.

Han havde forsøgt sig med et par plantageforvaltere, som han havde hentet i Frankrig – kreolerne havde ry for at være korrupte – men det havde været en fiasko. Den ene blev bidt af en slange og døde, og den anden faldt for rommens og konkubinernes fristelser, indtil hans hustru kom over for at redde ham og tog ham med hjem uden at høre på hans protester. Nu prøvede han med Prosper Cambray, der som alle andre frie mulatter i kolonien havde tjent tre år i den milits – La Marechaussée – der havde til opgave at garantere respekt for loven, opretholde ro og orden, opkræve skatter og forfølge maroner, undslupne slaver. Cambray havde hverken formue eller forbindelser og havde valgt at leve af den utaknemlige opgave at jage bortløbne negre i denne utæmmede natur bestående af fjendtlig jungle og stejle bjerge, hvor ikke engang muldyrene kunne finde sikkert fodfæste. Hans hud var gullig og koppearret, hans hår krøllet og rustrødt og hans øjne grønlige og altid irriterede, og hans stemme, der var velmoduleret og blød, stod i spottende kontrast til hans brutale gemyt og hans kraftige statur. Han krævede total underkastelse af slaverne, og samtidig krøb han for dem, der stod 15

87109_oeen under havet_.indd 15

03-05-2011 13:47:42

over ham. I begyndelsen forsøgte han at vinde Valmorains agtelse med intriger, men han forstod snart, at der lå en afgrund af race og klasse imellem dem. Valmorain tilbød ham en god løn og en mulighed for at udøve autoritet og lokkede med muligheden for at blive slaveforvalter.

Nu fik han mere tid til at læse, gå på jagt og rejse til Le Cap. Han havde mødt Violette Boisier, den mest eftertragtede cocotte i byen, en fri ung kvinde, der gik for at være ren og sund og var af afrikansk afstamning, men så ud som en hvid. Med hende ville han i det mindste ikke som sin far ende med „det spanske onde“ i blodet.

Nattens fugl Violette Boisier var datter af en anden kurtisane, en prægtig mulatkvinde, der døde i en alder af niogtyve, spiddet på en sabel tilhørende en fransk officer – muligvis Violettes far, men det blev aldrig bekræftet – der var ude af sig selv af jalousi. Den unge pige begyndte på erhvervet som elleveårig under moderens opsyn; som trettenårig, da moderen blev dræbt, mestrede hun nydelsens udsøgte kunst, og som femtenårig overgik hun alle sine konkurrenter.

Valmorain undgik at tænke på, hvem hans petite amie muntrede sig med, når han ikke selv var der, for han var ikke indstillet på at betale for eneretten på hende. Han havde sat sin hu til Violette, der var lutter bevægelse og latter, men var koldblodig nok til at beherske sine lyster, til forskel fra den militærmand, der havde dræbt moderen og dermed spoleret sin karriere og sit navn. Han affandt sig med at tage hende med i teatret og til herrefesterne, som ingen hvide kvinder deltog i, og hvor hendes blændende skønhed tiltrak alles blikke. Den misundelse, han vakte hos andre mænd, når han kom med hende under armen, gav ham en pervers tilfredsstillelse; der var mange, der ville sætte deres ære på spil for at tilbringe en 16

87109_oeen under havet_.indd 16

03-05-2011 13:47:42

Saint-Domingue, 1770-1793

hel nat med Violette og ikke bare en eller to timer, som var det afmålte tidsrum, men det privilegium havde kun han. Det troede han i hvert fald.

Den unge dame rådede over en treværelsers lejlighed med en altan med jerngitter i fleur-de-lis-mønster, beliggende på førstesalen i en ejendom lige ved Place de Clugny, den eneste arv, som hendes mor havde efterladt hende ud over nogle kjoler, der var velegnede til hendes erhverv. Der boede hun i rimelig luksus sammen med Loula, en tyk, mandhaftig, afrikansk slavinde, der fungerede som tjenestepige og bodyguard. Violette brugte dagens varmeste timer på at slappe af eller pleje sin skønhed: massage med kokosmælk, hårfjerning med karamel, oliebade til håret, urteteer til at klare stemme og blik. I særlig inspirerede øjeblikke lavede hun og Loula hudlotioner, mandelsæbe, sminkecremer og pudder, som hun solgte til kvinder i sin omgangskreds. Hendes dage var langsomme og dovne. Sent på eftermiddagen, når solens stråler havde mistet deres kraft og ikke længere kunne skænde hendes teint, spadserede hun sig en tur, hvis vejret tillod det, eller blev transporteret i en bærestol af to slaver, som hun lejede af en naboerske; så slap hun for at blive svinet til af hestepærerne, affaldet og mudderet i Le Caps gader. Hun klædte sig diskret for ikke at støde andre kvinder, for hverken hvide eller mulatter så med milde øjne på så skrap konkurrence. Hun gik i butikker og gjorde sine indkøb og slog et slag ned om kajen for at skaffe sig smuglervarer hos sømændene, hun besøgte sin syerske, sin frisør og sine veninder. Med en frugtsaft som påskud satte hun sig ind på et hotel eller en café, hvor der altid var en herre, som var klar til at invitere hende hen til sit bord. Hun kendte de mest indflydelsesrige hvide i kolonien godt, selv den højest rangerende militærmand, guvernøren. Siden tog hun hjem igen for at stadse sig ud til arbejde, en kompliceret sag, som krævede et par timer. Hun havde kjoler i alle regnbuens farver af prægtige stoffer fra Europa og Østen, sko og tasker, der passede til, fjerprydede hatte, sjaler broderet i Kina, små pelskapper at slæbe efter sig, for det var for varmt at have dem 17

87109_oeen under havet_.indd 17

03-05-2011 13:47:42

på, og et skrin fuldt af billige smykker. Hver aften gik hun med den heldige ven, der stod for tur – han blev ikke kaldt for kunde – til en eller anden forestilling og ud at spise til aften, derefter til en fest, der varede til ud på de små timer, og til sidst gik han med hende hjem til hendes lejlighed, hvor hun følte sig tryg, eftersom Loula sov på en madras inden for hørevidde og kunne hjælpe hende med at komme af med en voldelig mand, hvis det skulle blive nødvendigt. Hendes pris var kendt, den talte man ikke om; pengene blev lagt i en lakæske på bordet, og næste møde afhang af drikkepengenes størrelse.

I et hulrum mellem to brædder i væggen, som kun Loula kendte til, gemte Violette et etui af gemseskind med værdifulde smykker, nogle af dem gaver fra Toulouse Valmorain, om hvem man kunne sige alt andet, end at han var fedtet, og nogle guldmønter erhvervet i tidens løb og lagt til side til fremtiden. Hun foretrak pjankede smykker uden værdi for ikke at friste tyve eller give anledning til sladder, men hun tog de fine smykker på, når hun gik ud med en af dem, hun havde fået dem af. Hun gik altid med en beskeden opalring af gammeldags tilsnit, som den franske officer Étienne Relais havde sat på hendes finger som et bevis på deres forlovelse.

Hun så meget lidt til ham, for han tilbragte livet til hest i spidsen for sin enhed, men når han var i Le Cap, tilsidesatte hun andre venner for at opvarte ham. Relais var den eneste, hun nød at blive beskyttet af. Toulouse Valmorain anede ikke, at han delte det privilegium at blive hos Violette hele natten med denne rå soldat. Hun kom ikke med nogen forklaringer og var aldrig blevet tvunget til at vælge, for de to mænd havde aldrig været i byen samtidig.

– Hvad skal jeg dog gøre med disse to mænd, der behandler mig som deres forlovede? spurgte Violette på et tidspunkt Loula.

– Den slags problemer løser sig af sig selv, svarede slavinden og tog et dybt drag af sin cerut af råtobak.

– Eller også ender det blodigt. Tænk på min mor.

– Det kommer ikke til at ske for dig, min engel, for jeg passer på dig.

18

87109_oeen under havet_.indd 18

03-05-2011 13:47:42

Saint-Domingue, 1770-1793

Loula havde ret. Tiden sørgede for at fjerne den ene af bejlerne.

Efter et par år blev forholdet til Valmorain erstattet af et kærligt venskab, der ikke længere var præget af samme lidenskab som i de første måneder, da han kunne finde på at skamride en hest for at favne hende. Der blev længere mellem de dyre gaver, og sommetider tog han til Le Cap uden at opsøge hende. Violette bebrejdede ham det ikke, for hun havde altid set begrænsningerne i dette forhold, men hun holdt kontakten ved lige, for den kunne komme dem begge til gode.

Kaptajn Étienne Relais var kendt for sin ubestikkelighed i et miljø, hvor uvaner var normen, hvor æren var til salg, hvor love var til for at blive brudt, og hvor man gik ud fra, at den, der ikke misbrugte magten, ikke fortjente at have den. Han var alt for retskaffen til at berige sig som andre i en lignende position, og ikke engang fristelsen til at spare sammen til rejsen tilbage til Frankrig som pensionist, som han havde lovet Violette Boisier, kunne få ham væk fra det, som han anså for militær hæderlighed. Han tøvede ikke med at ofre sine mænd i et slag eller tortere et barn for at skaffe oplysninger om dets mor, men han ville aldrig have tiltusket sig penge, som han ikke havde tjent på ærlig vis. Han var øm om sin ære og sin ærlighed. Han ville have Violette med hen et sted, hvor ingen kendte dem, hvor ingen vidste noget om, at hun havde levet af et lidet ærbart erhverv, og hvor det ikke var så tydeligt, at hun var af blandet race: Man skulle have et trænet øje på Antillerne for at se det afrikanske blod, der flød i årerne under hendes lyse hud.

Violette var ikke særlig vild med tanken om at rejse til Frankrig, for hun var mere bange for kolde vintre end onde tunger, som hun var uimodtagelig over for, men hun havde sagt ja til at tage med ham. Relais havde regnet ud, at hvis han levede nøjsomt, påtog sig højrisikoopgaver, som han fik ekstrabetaling for, og blev hurtigt forfremmet, ville han kunne opfylde sin drøm. Han håbede på, at Violette på det tidspunkt ville være blevet en moden dame, der ikke længere vakte så stor opmærksomhed med sin skamløse latter, 19

87109_oeen under havet_.indd 19

03-05-2011 13:47:42

sit lidt for frække glimt i de sorte øjne og sin rytmisk vuggende gang. Hun ville aldrig undgå opmærksomhed, men måske ville hun kunne påtage sig rollen som hustru til en pensioneret militærmand.

Madame Relais … Han smagte på de to ord, gentog dem som en trylleformular. Hans beslutning om at gifte sig med hende skyldtes ikke en nøje tilrettelagt strategi sådan som resten af hans tilværelse, men en indskydelse så stærk, at han aldrig drog den i tvivl. Han var ikke noget følelsesmenneske, men han havde lært at stole på sit instinkt, der kom ham til gode, når han var i krig.

Han havde mødt Violette et par år tidligere på søndagsmarkedet midt mellem råbende sælgere og vrimmelen af mennesker og dyr. I et miserabelt teater, der kun bestod af en tribune med en overdækning af nogle sammenstykkede lilla laser, spankulerede en fyr med en overdimensioneret moustache og slyngede tatoveringer frem og tilbage, mens en lille dreng af sine lungers fulde kraft priste hans egenskaber som Samarkands mest fantastiske troldmand. Den ynkelige forestilling ville ikke have lokket kaptajnen til, hvis det ikke havde været for Violettes lysende tilstedeværelse. Da troldmanden bad om en frivillig blandt publikum, banede hun sig vej mellem de nysgerrige og trådte op på tribunen med barnlig entusiasme, mens hun lo og vinkede med sin vifte. Hun var kun lige fyldt femten år, men havde allerede en krop og en holdning som en erfaren kvinde, sådan som man tit så i dette klima, hvor pigerne, ganske som frugt, modnedes tidligt. Violette fulgte tryllekunstnerens anvisninger og krøb sammen i en kiste overmalet med egyptiske symboler. Udråberen, en negerdreng på ti år klædt ud som tyrker, lukkede låget med solide hængelåse, og en anden tilskuer blev kaldt op for at kontrollere, at de var ordentligt låst. Manden fra Samarkand slog nogle sving med sin kappe og gav så den frivillige tilskuer to nøgler at åbne hængelåsene med. Da kistelåget blev åbnet, kunne man se, at pigen ikke længere var derinde, men et øjeblik efter annoncerede en trommehvirvel fra negerdrengen hendes underfulde tilsynekomst bag publikum. Alle vendte sig for måbende at få øje på pigebarnet, 20

87109_oeen under havet_.indd 20

03-05-2011 13:47:42

Saint-Domingue, 1770-1793

der havde materialiseret sig ud af den tomme luft og stod med et ben på en tønde og viftede sig. Étienne Relais vidste med det samme, at han ikke ville kunne drive denne pige af honning og silke ud af sit hjerte. Han følte det, som om noget eksploderede i hans krop, han blev tør i munden og mistede orienteringssansen. Han måtte gøre en kraftanstrengelse for at vende tilbage til virkeligheden og fatte, at han stod på et marked omgivet af mennesker. Han prøvede at beherske sig og tog nogle dybe indåndinger af den fugtige middagsluft med stanken af fisk og kød, der lå fremme i solen, af fordærvet frugt, affald og dyreekskrementer. Han kendte ikke navnet på den skønne, men regnede med, at det ville være let at finde ud af det, og han sluttede sig til, at hun ikke var gift, for ingen ægtemand ville tillade sin hustru at udstille sig selv så frimodigt. Hun var så vidunderlig, at alles øjne hang ved hende, og kun Relais, der var trænet i at observere den mindste detalje, bemærkede tryllekunstnerens trick. Under andre omstændigheder ville han måske have afsløret kistens dobbelte bund og lemmen i podiets gulv af lutter kværulanteri, men han tænkte, at den unge pige nok stod i ledtog med troldmanden, og valgte derfor at undgå den ubehagelighed. Han blev ikke hængende for at se den tatoverede sigøjner trække en abe op af en flaske eller hugge hovedet af en frivillig, som udråberdrengen annoncerede.

Han banede sig vej gennem mængden med albuerne og fulgte efter pigebarnet, der hurtigt gik derfra med en uniformeret mand under armen, muligvis en soldat fra hans eget regiment. Han nåede hende ikke, for han blev brat standset af en negerkvinde med muskuløse arme dækket af billige armringe, der spærrede vejen for ham og bad ham om at stille sig i kø, for han var ikke den eneste, der var interesseret i hendes ejerinde, Violette Boisier. Da hun så kaptajnens forvirrede udtryk, bøjede hun sig frem for at hviske ham i øret, hvad hun skulle have i drikkepenge for at stille ham forrest i køen blandt ugens kunder. Således gik det op for ham, at han var faldet for en af de kurtisaner, Le Cap var berømt for.

21

87109_oeen under havet_.indd 21

03-05-2011 13:47:42

Relais mødte op for første gang i Violette Boisiers lejlighed, stiv i sin nypressede uniform, med en flaske champagne og en beskeden gave. Han lagde betalingen der, hvor Loula sagde, og indstillede sig på, at det var hans fremtid, han satte på spil i de næste to timer. Loula forsvandt diskret, og han blev alene tilbage, svedende i den lille, varme, overmøblerede stue, lettere væmmet ved den sødlige duft fra de modne mangoer, der lå på en tallerken.

Violette lod ham ikke vente i mere end et par minutter. Hun kom stille listende ind i lokalet og rakte ham begge hænder, mens hun studerede ham under de halvt lukkede øjenlåg med et vagt smil.

Relais tog disse lange, smalle hænder mellem sine uden at vide, hvad det næste skridt skulle være. Hun gjorde sig fri, strøg ham over kinden, smigret over, at han havde barberet sig for hendes skyld, og gav tegn til ham, at han skulle åbne flasken. Proppen sprang, og champagneskummet sprøjtede ud, før hun nåede at række glasset frem, og vædede hendes håndled. Hun lod de fugtige fingre løbe over halsen, og Relais følte sig tilskyndet til at slikke dråberne, der skinnede på hendes perfekte hud, men stod fastnaglet på stedet, stum, totalt viljeløs. Hun skænkede op i glasset og stillede det fra sig på et lille bord ved divanen uden at smage på indholdet, så gik hun hen til ham og knappede med kyndige fingre den tykke uniformsjakke op. „Tag den af, det er så varmt. Og støvlerne ligeså,“ sagde hun og rakte ham en kinesisk slåbrok med malede hejrer.

Relais syntes, den var upassende, men tog den over skjorten, kæmpende med de store, vide ærmer, og så satte han sig ængsteligt på divanen. Han var vant til at give ordrer, men forstod, at inden for disse fire vægge var det Violette, der gav ordrer. Lydene fra pladsen trængte ind gennem sprækkerne i persiennen, og solens sidste lys faldt ind i lodrette striber og oplyste stuen. Den unge kvinde var iført en smaragdgrøn silketunika bundet stramt om livet med et guldbånd, tyrkiske tøfler og en kunstfærdig, perlebroderet turban.

En lok krøllet, sort hår hang ned over hendes ansigt. Violette drak en mundfuld champagne og bød ham af det samme glas, som han 22

87109_oeen under havet_.indd 22

03-05-2011 13:47:42

Saint-Domingue, 1770-1793

tømte i et enkelt begærligt drag som en skibbruden. Hun fyldte det igen og holdt det i den tynde stilk, afventende, indtil han kaldte hende hen til sig på divanen. Det var Relais’ sidste initiativ. Herefter sørgede hun for at styre samværet på sin maner.

Dueægget Violette havde lært at behage sine mandlige venner på den afmålte tid uden at give dem fornemmelsen af hastværk. Alt dette koketteri, al denne spøgefulde underkastelse i den unge pigekrop afvæbnede Relais fuldstændig. Hun løste langsomt sin turbans lange bånd, så den landede på trægulvet med en raslen af perler, og rystede håret som en sort kaskade ned over skuldre og ryg. Hendes bevægelser var glidende, ganske uaffekterede, friske som i en dans. Hendes bryster havde endnu ikke nået deres fulde størrelse, og hendes brystvorter stak frem under den grønne silke som småsten. Hun var nøgen under tunikaen. Relais beundrede denne mulatkrop, de faste ben med de spinkle ankler, den kraftige bagdel og de runde lår, den smalle talje, de elegante fingre, der bøjede sig bagover, uden ringe. Hendes latter begyndte som en dyb knurren i underlivet og steg langsomt op, krystalklar og højlydt, gennem den lange pulserende hals til det løftede hoved med det levende hår. Violette skar med en lille sølvkniv et stykke mango af og stak det begærligt i munden, så en stribe saft havnede i hendes brystudskæring, der var fugtig af sved og champagne. Med en finger fjernede hun sporet efter frugten, en gylden, tyktflydende dråbe, og gned den på Relais’ læber, mens hun satte sig overskrævs på hans skød, let som en kat.

Mandens ansigt var nu begravet mellem hendes mangoduftende bryster. Hun bøjede sig forover og svøbte ham i sit vilde hår, kyssede ham midt på munden og gav ham med tungen det stykke frugt, hun havde bidt af. Relais modtog det tyggede frugtkød med en overrasket gysen. Aldrig havde han oplevet noget så intimt, så 23

87109_oeen under havet_.indd 23

03-05-2011 13:47:43

chokerende og så vidunderligt. Hun slikkede hans hage, tog hans hoved mellem hænderne og dækkede ham med hurtige kys som en fugl, der hugger med næbbet, på øjenlågene, kinderne, læberne, halsen, legende, leende. Manden lagde armene om livet på hende og rev med desperate hænder tunikaen af hende, så han blottede den slanke, moskusduftende pige, der bøjede sig, smeltede, smuldrede mod hans soldaterkrops kompakte knogler og hårde muskler, garvet af kampe og afsavn. Han ville løfte hende op i sin favn og bære hende hen til sengen, som han kunne se i værelset ved siden af, men Violette gav ham ikke tid til det; hendes odaliskhænder åbnede den kinesiske slåbrok med hejrerne og trak hans hoser ned, hendes yppige lår slyngede sig kyndigt hen over ham, indtil hun anbragte sig på hans stenhårde lem med et dybt suk af fryd. Étienne Relais følte det, som om han sank ned i et hav af nydelse, uden erindring eller vilje. Han lukkede øjnene, kyssede den velsmagende mund, nød duften af mango, mens han lod sine garvede soldaterhænder glide hen over hendes huds utrolige blødhed og hendes hårs overdådige rigdom. Han sank ind i hende, overgav sig til den unge kvindes varme, smag og duft med en følelse af, at han omsider havde fundet sin plads i denne verden efter at være rejst rundt alene og uden mål. Efter få minutter eksploderede han som en forstyrret halvvoksen knægt med en krampagtig stråle og et skrig af frustration, fordi han ikke havde givet hende nydelse, for han ønskede overalt i verden, at hun skulle forelske sig i ham.

Violette ventede på, at han skulle gøre sig færdig, ubevægelig, våd, gispende oven på ham med ansigtet gemt i hulningen ved hans skulder, mumlende uforståelige ord.

Relais vidste ikke, hvor længe de lå der med armene om hinanden, før han igen begyndte at trække vejret normalt og den tætte tåge, der indhyllede ham, lettede lidt, og da gik det op for ham, at han stadig var inden i hende, fastholdt af hendes elastiske muskler, der masserede ham rytmisk, strammedes og slappedes. Han nåede lige at spørge sig selv, hvordan pigebarnet havde lært denne kunst, 24

87109_oeen under havet_.indd 24

03-05-2011 13:47:43

Saint-Domingue, 1770-1793

som ellers kun erfarne kurtisaner mestrede, før han på ny forsvandt i begærets magma og forvirringen ved denne pludseligt opståede kærlighed. Da Violette følte ham hård igen, lagde hun benene om livet på ham, krydsede fødderne bag hans ryg og gjorde en bevægelse i retning af soveværelset ved siden af. Relais bar hende i favnen, stadig med sit lem i hende, og faldt om med hende på sengen, hvor de så fornøjede sig, som de lystede, til langt ud på natten, adskillige timer mere end det, som Loula havde fastsat. Fruentimmeret kom ind et par gange for at sætte en stopper for disse udskejelser, men Violette sendte hende uden videre bort igen, blød om hjertet ved denne hærdede soldat, der hulkede af kærlighed. Étienne Relais havde aldrig mødt kærligheden før, og den væltede ham omkuld som en kæmpemæssig bølge af energi, salt og skum. Han tænkte, at han ikke kunne konkurrere med denne piges andre kunder, der var flottere, rigere og mere magtfulde, og derfor besluttede han ved daggry at tilbyde hende noget, som kun få hvide mænd ville være indstillet på at give hende: sit efternavn. „Gift dig med mig,“ bad han mellem to favntag. Violette satte sig med benene over kors på sengen, med det fugtige hår klistret til huden, glødende øjne og læberne opsvulmede af kys. Resterne af tre uddøende tællelys, der havde ledsaget dem under deres endeløse akrobatøvelser, lyste på hende. „Jeg egner mig ikke som hustru,“ svarede hun og tilføjede, at hun endnu ikke havde blødt med månens cyklus, og Loula sagde, at det var for sent nu, hun ville aldrig kunne få børn.

Relais smilede, for ham var børn en plage.

– Hvis jeg giftede mig med dig, ville jeg altid sidde alene, mens du tog i krig. Jeg har ingen plads blandt de hvide, og mine mandlige venner ville afvise mig, fordi de er bange for dig, de siger, du er blodtørstig.

– Det kræver mit arbejde, Violette. En læge amputerer en legemsdel med koldbrand i, og jeg opfylder min pligt for at undgå et større onde, men jeg har aldrig gjort nogen ondt uden at have en god grund til det.

25

87109_oeen under havet_.indd 25

03-05-2011 13:47:43

– Jeg kan give dig alle mulige gode grunde. Jeg vil ikke lide samme skæbne som min mor.

– Du skal aldrig frygte mig, Violette, sagde Relais, idet han tog hende om skuldrene og så hende længe ind i øjnene.

– Det håber jeg du har ret i, sukkede hun til slut.

– Vi gifter os, det lover jeg dig.

– Din løn er ikke stor nok til at forsørge mig. Jeg ville komme til at mangle alt med dig: kjoler, parfumer, teater og tid tilovers.

Jeg er doven, kaptajn, dette her er den eneste måde, jeg kan tjene til dagen og vejen uden at ødelægge mine hænder, og det kommer ikke til at vare længe endnu.

– Hvor mange år er du?

– Ikke mange, men i denne branche har man ikke mange år.

Mænd bliver trætte af de samme ansigter og de samme popoer. Jeg må udnytte det eneste, jeg har, som Loula siger.

Kaptajnen prøvede at se hende, så tit hans ekspeditioner tillod det, og efter nogle måneder var det lykkedes ham at gøre sig uundværlig; han passede hende og rådgav hende som en onkel, indtil hun ikke længere kunne forestille sig livet uden ham og begyndte at overveje muligheden af at gifte sig i en poetisk fremtid. Relais regnede med, at de kunne gøre det efter cirka fem år. Det ville give dem tid til at sætte deres kærlighed på prøve og spare penge op hver for sig. Han affandt sig med, at Violette fortsatte som altid, og betalte for hendes ydelser ligesom de andre kunder, taknemlig over sommetider at blive hos hende hele natten. I begyndelsen elskede de, til de segnede, men siden blev lidenskaben til ømhed, og de lå i timevis i hinandens arme i Violettes varme, halvmørke lejlighed og snakkede og lagde planer. Relais lærte pigens krop og personlighed at kende, kunne forudsige hendes reaktioner, undgå hendes raserianfald, der var pludselige og korte som tropiske uvejr, og glæde hende. Han opdagede, at dette sensuelle pigebarn var oplært til at give nydelse, ikke til at modtage den, og han gjorde sig umage for at tilfredsstille hende med tålmodighed og godt humør.

26

87109_oeen under havet_.indd 26

03-05-2011 13:47:43

Saint-Domingue, 1770-1793

Aldersforskellen og hans autoritære temperament kompenserede for letheden hos Violette, der lod sig lede på visse praktiske områder for at glæde ham, men bevarede sin selvstændighed og forsvarede sine hemmeligheder.

Loula administrerede pengene og håndterede kunderne med koldt hoved. Engang fandt Relais Violette med et blåt øje, og han blev rasende og ville vide, hvem den skyldige var, så han kunne få uforskammetheden betalt. „Det har Loula sørget for. Vi klarer os glimrende alene,“ lo hun, og det var ikke til at få navnet på manden ud af hende. Den uforlignelige slavinde vidste, at hendes ejerindes helbred og skønhed var den kapital, de begge levede af, og at begge dele på et tidspunkt ville tage af; man måtte også tænke på konkurrencen fra de nye kuld af unge kvinder, der hvert år løb storm på branchen. Det var en skam, at kaptajnen var så fattig, tænkte Loula, for Violette fortjente et godt liv. For Loula var det ligegyldigt med kærligheden, for hun blandede den sammen med lidenskab og havde set, hvor kort den varer, men hun turde ikke ty til listige kneb for at blive af med Relais. Den mand var der grund til at frygte. Desuden lod Violette ikke til at have travlt med at blive gift, og i mellemtiden kunne der vise sig en anden bejler, der var økonomisk bedre stillet. Loula besluttede at begynde at spare op for alvor; det var ikke nok at samle billigt skidt i et hul, de måtte gøre sig umage og foretage nogle mere opfindsomme investeringer, i fald ægteskabet med officeren ikke skulle blive til noget. Hun skar ned på udgifterne og satte sin ejerindes tarif op, og jo højere prisen blev, des mere udsøgte ansås Violettes ydelser for at være. Loula satte sig for at øge Violettes berømmelse ved hjælp af rygter: Hun sagde, at hendes ejerinde kunne beholde en mand inden i sig hele natten eller genoplive energien hos den trætteste tolv gange i træk, det havde hun lært af en maurisk kvinde, og hun øvede sig med et dueæg, hun gik på indkøb, i teatret og til hanekampe med ægget oppe i sig, uden at det gik i stykker eller faldt ud. Der var dem, der duellerede med sabler om den unge poule, hvilket bidrog enormt til 27

87109_oeen under havet_.indd 27

03-05-2011 13:47:43

hendes prestige. Selv de mest formuende og indflydelsesrige hvide skrev sig føjeligt på listen og ventede på deres tur. Det var Loula, der fandt på den plan at investere i guld, for at sparepengene ikke skulle forsvinde mellem fingrene på dem som sand. Relais, der ikke var i stand til at bidrage med meget, gav Violette sin mors ring, det eneste han havde tilbage fra familien.

Bruden fra Cuba I oktober 1778, det ottende år han var på øen, foretog Toulouse Valmorain endnu en af sine korte rejser til Cuba, hvor han havde forretninger, som der helst ikke skulle tales om. Som alle andre kolonister på Saint-Domingue måtte han kun handle med Frankrig, men der var tusind opfindsomme måder at omgå loven på, og han kendte flere af dem. Han følte det ikke som nogen synd at undgå skatter, der i sidste ende havnede i kongens bundløse kiste.

Den forpinte kyst var velegnet til, at en diskret båd om natten uset kunne sætte kurs mod andre vige i Caribien, og den gennemtrængelige grænse til den spanske del af øen, der var mindre befolket og langt fattigere end den franske, muliggjorde en konstant trafik bag myndighedernes ryg. Alskens smuglergods lige fra våben til forbrydere kom igennem, men frem for alt sække fulde af sukker, kaffe og kakao fra plantagerne, som så gik videre til andre destinationer uden om toldvæsenet.

Da Valmorain var kommet ud af sin fars gæld og begyndte at få mere afkast, end han have drømt om, besluttede han at anbringe sine pengereserver på Cuba, hvor de ville være sikrere end i Frankrig og inden for rækkevidde, hvis det skulle blive nødvendigt. Han ankom til Havana i den hensigt at blive en uge, bare for at møde sin bankmand, men besøget trak længere ud end planlagt, fordi han til et bal på det franske konsulat mødte Eugenia García del Solar.

Fra et fjernt hjørne af den prætentiøse salon fik han øje på en yppig 28

87109_oeen under havet_.indd 28

03-05-2011 13:47:43

Saint-Domingue, 1770-1793

ung pige med krystalklar hud, kraftigt, kastanjebrunt hår og klædt som en provinsbo i modsætning til den elegante Violette Boisier, men i hans øjne ikke mindre smuk. Han opdagede hende straks i balsalens mængde, og for første gang følte han sig ved siden af.

Hans tøj, købt flere år tidligere i Paris, var ikke moderne længere, solen havde brændt hans hud til læder, han havde hænder som en smed, parykken kløede ham i hovedet, kniplingerne om halsen tog vejret fra ham, og de lapsede, spidse sko med de svungne hæle, der tvang ham til at gå som en and, klemte. Hans optræden, der før havde været fornem, virkede bondsk sammenlignet med cubanernes lethed. Årene på plantagen havde forrået ham både indvendig og udvendig, og nu da han havde mest brug for det, havde han glemt den høviske belevenhed, der havde faldet ham så let i hans ungdom.

Og så var de moderne danse oven i købet et hurtigt miskmask af piruetter, reverenser, vendinger og hop, som han var ude af stand til at gøre efter.

Han fandt ud af, at den unge pige var søster til en spanier, Sancho García del Solar, der tilhørte en lavadelsfamilie med et pompøst navn, men uden formue i det sidste par generationer.

Moderen havde taget sig af dage ved at springe ud fra et kirketårn, og faderen var død ung efter at have formøblet familiens formue.

Eugenia var opdraget i et iskoldt kloster i Madrid, hvor nonnerne havde lært hende det, der skulle til for at pryde en dames karakter: ærbarhed, bønner og broderier. I mellemtiden tog Sancho til Cuba for at prøve lykken, for i Spanien var der ikke plads til så vild en fantasi som hans; denne caribiske ø, hvor der kom eventyrere af alle slags, var derimod fremragende til lukrative, om end ikke altid lovlige forretninger. Der førte han et livligt ungkarleliv på sine gældsposters slappe line, udeståender, som han kun lige akkurat fik tilbagebetalt og altid i sidste øjeblik takket være lidt held ved spillebordene og hjælp fra sine venner. Han så godt ud, var så godt skåret for tungebåndet, at han kunne besnakke folk, og gjorde sig sådan til, at ingen nærede mistanke om, hvor dybt hullet i hans 29

87109_oeen under havet_.indd 29

03-05-2011 13:47:43

lomme var. Pludselig, da han mindst ønskede det, sendte nonnerne hans søster over sammen med en anstandsdame og et ordknapt brev, hvor de forklarede, at Eugenia manglede religiøst kald, og at det nu var hans opgave som hendes eneste slægtning og værge at tage sig af hende.

Med denne jomfruelige unge pige under taget var det slut med soldeturene for Sancho, han havde pligt til at finde hende en egnet ægtemand, før hun forpassede chancen og endte som gammeljomfru, hvad enten det var med eller uden kald. Han agtede at gifte hende bort til den bedste byder, en, der kunne hale dem begge ud af de trange kår, som deres forældres ødselhed havde bragt dem i, men han havde ikke troet, at fisken ville blive så stor som Toulouse Valmorain. Han vidste udmærket, hvem han var, og hvor meget franskmanden var værd, han havde ham i kikkerten for at foreslå ham nogle forretninger, men han havde ikke præsenteret ham for sin søster til ballet, fordi hun slet ikke kunne måle sig med de berømte cubanske skønheder. Eugenia var genert, havde ikke den rette garderobe, og han havde ikke råd til at købe den til hende, hun havde ikke forstand på at sætte håret, selvom hun heldigvis havde nok af det, og hun havde ikke den spinkle bygning, som moden foreskrev. Af samme grund blev han overrasket, da Valmorain den følgende dag bad ham om lov til at besøge dem med seriøse hensigter, som han sagde.

– Det må være en gammel skævbenet nar, spøgte Eugenia, da hun hørte det, og daskede til broderen med den sammenfoldede vifte.

– Det er en dannet og rig herre, men om han så var pukkelrygget, skulle du giftes med ham. Du fylder snart tyve og har ingen medgift …

– Men jeg er smuk! afbrød hun leende.

– Der er mange kvinder, der er smukkere og slankere end du i Havana.

– Synes du, jeg er tyk?

30

87109_oeen under havet_.indd 30

03-05-2011 13:47:43

Saint-Domingue, 1770-1793

– Du kan ikke tillade dig at gøre dig kostbar, og slet ikke, når det drejer sig om Valmorain. Han er et fremragende parti, og han har adelstitler og ejendomme i Frankrig, men størstedelen af hans formue består af en sukkerplantage i Saint-Domingue, forklarede Sancho.

– Santo Domingo? spurgte hun foruroliget.

– Saint-Domingue, Eugenia. Den franske del af øen er helt forskellig fra den spanske. Jeg skal vise dig det på et kort, så du kan se, at det er lige i nærheden; du kan komme på besøg hos mig, når du vil.

– Jeg er ikke helt uvidende, Sancho. Jeg ved, at den koloni er et helvede af dødelige sygdomme og oprørske negre.

– Det bliver kun for en tid. De hvide kolonister rejser derfra, så hurtigt de kan. Om nogle år vil du være i Paris. Er det ikke alle kvinders drøm?

– Jeg taler ikke fransk.

– Det lærer du. Fra i morgen har du en lærer, afgjorde Sancho.

Hvis Eugenia García del Solar havde planer om at modsætte sig sin brors planer, opgav hun tanken, så snart Toulouse Valmorain stillede hos dem. Han var yngre og mere attraktiv, end hun havde ventet, middelhøj, velproportioneret, med brede skuldre og et mandigt ansigt med harmoniske træk, solbrændt hud og grå øjne. Der var et hårdt drag om hans smalle læber. Under den skæve paryk stak nogle blonde hårlokker frem, og han så ikke ud til at have det godt i sit tøj, der var for stramt til ham. Eugenia kunne godt lide hans ligefremme måde at tale på og klæde hende af med øjnene, og hun følte en syndig kildren, som ville have forfærdet nonnerne i det skumle kloster i Madrid. Hun tænkte, at det var en skam, at Valmorain boede i Saint-Domingue, men hvis hendes bror ikke havde narret hende, ville det kun blive for kort tid. Sancho bød bejleren på en læskedrik af sukkerrørssaft i pergolaen i haven, og på under en halv time anså de stiltiende aftalen for indgået. Eugenia hørte ikke noget om de efterfølgende detaljer, som blev fastlagt af 31

87109_oeen under havet_.indd 31

03-05-2011 13:47:43

mændene bag lukket dør, hun tog sig bare af sit brudeudstyr. Hun bestilte det i Frankrig efter råd fra konsulens kone, og hendes bror betalte det med et lån til ågerrente, som han opnåede takket være sine uimodståelige talegaver. I sine morgenbønner takkede Eugenia inderligt Gud for det enestående held at indgå et fornuftsægteskab med en, hun kunne komme til at elske en dag.

Valmorain blev på Cuba et par måneder og kurtiserede Eugenia på improviseret vis, for han havde mistet vanen med at omgås kvinder som hende. De metoder, han brugte over for Violette Boisier, duede ikke i dette tilfælde. Han kom hos sin forlovede dagligt fra fire til seks om eftermiddagen for at få en forfriskning og spille kort, altid under tilstedeværelse af den helt sortklædte anstandsdame, der kniplede med det ene øje og overvågede dem med det andet.

Sanchos hjem lod meget tilbage at ønske, og Eugenia følte ikke noget husligt kald og gjorde intet for at bringe tingene lidt i orden.

For at undgå at skidtet på møblerne ødelagde brudgommens tøj, modtog hun ham i haven, hvor den grådige tropiske bevoksning væltede ud over det hele som en botanisk trussel. Sommetider gik de tur, ledsaget af Sancho, eller de fik et glimt af hinanden i kirken, hvor de ikke kunne tale sammen.

Valmorain havde bemærket de trange kår, de to levede under, og sluttede, at hvis hans forlovede havde det godt der, ville hun have det endnu bedre på habitation Saint-Lazare. Han sendte hende betænksomme gaver, blomster og formelle breve, som hun gemte i et fløjlsforet skrin, men ikke besvarede. Indtil da havde Valmorain ikke haft meget at gøre med spaniere, hans venner var franske, men han forstod snart, at han befandt sig godt med dem. Han havde ikke noget problem med at kommunikere, for fransk var det andet sprog for overklassen og de dannede på Cuba. Han opfattede sin forlovedes tavshed som ærbarhed, en eftertragtet kvindelig dyd efter hans mening, og den tanke strejfede ham ikke, at hun knap forstod ham. Eugenia havde ikke noget godt sprogøre, og lærerens anstrengelser var ikke nok til at lære hende det franske sprogs fi32

87109_oeen under havet_.indd 32

03-05-2011 13:47:43

Saint-Domingue, 1770-1793

nurligheder. Eugenias diskretion og hendes klosteragtige manerer forekom ham at være en garanti for, at hun ikke ville forfalde til den uanstændige opførsel, man så hos så mange kvinder i SaintDomingue, der glemte blufærdigheden med vejret som undskyldning. Da han først havde forstået den spanske karakter med dens overdrevne æresfølelse og manglende ironi, følte han sig godt tilpas med pigebarnet og accepterede godvilligt tanken om at kede sig grundigt med hende. Det betød ikke noget for ham. Han ønskede en ærbar hustru og en mønsterværdig mor for sit afkom; hvis han skulle underholdes, havde han sine bøger og sine forretninger.

Sancho var et modstykke til sin søster og de andre spaniere, Valmorain kendte: fræk, jovial, immun over for sentimentalt pjat og jalousidramaer, ugudelig og god til at gribe en chance i farten.

Selvom der var visse sider ved den vordende svoger, der chokerede Valmorain, morede han sig med ham og lod sig dupere af ham, forberedt på at miste en sum penge bare for fornøjelsen ved at føre en intelligent samtale med ham og le en stund. Hans første skridt var at gøre ham til partner i et smuglerparti af franske vine, som han planlagde at bringe fra Saint-Domingue til Cuba, hvor de var meget skattede. Dette blev begyndelsen til en langvarig og stærk samhørighed, der skulle forene dem til deres død.

Slaveejerens hus I slutningen af november vendte Toulouse Valmorain tilbage til Saint-Domingue for at forberede sin vordende bruds ankomst.

Som alle plantageejendomme havde Saint-Lazare sit „store hus“, som i dette tilfælde ikke var meget andet end en rektangulær hytte af træ og mursten, hævet op på stolper tre meter over jorden som værn mod oversvømmelse i orkansæsonen og mod oprørske slaver.

Det havde en række mørke soveværelser, adskillige af dem med rådne brædder, samt en rummelig stue og spisestue udstyret med 33

87109_oeen under havet_.indd 33

03-05-2011 13:47:43