Orkideens hemmelighed

Orkideens hemmelighed af Lucinda Riley På dansk ved Birgitte Brix Udkommer den 18. juni 2012 Læseprøve med forfatterinterview og uddrag fra bogen

Forlaget Turbulenz

Orkideens hemm_læsep.indd 1

21/05/12 14.29

Orkideens hemm_læsep.indd 2

21/05/12 14.29

Orkideens hemmelighed

Fra 1930’erne til nutiden, fra det krigshærgede Europa til det eksotiske Thailand. Orkideens hemmelighed er en rejse i den aristokratiske Crawford-families historie, en hjertegribende fortælling om kærlighed og svigt.

Som barn tilbringer koncertpianisten Julia Forrester mange timer sammen med sin morfar i drivhuset på godset Wharton Park, hvor han er gartner.

Flere år senere vender Julia tilbage til Wharton Park for at finde trøst efter en voldsom familietragedie. Her møder hun stedets nye ejer, Kit Crawford, en mand, som selv er tynget af en sørgelig fortid.

Kit forærer Julia en gammel krigsdagbog, han finder under renoveringen af Wharton Park. Dagbogen bliver nøglen til de hemmeligheder, der gemmer sig dybt, dybt inde bag godsets majestætiske ydre.

Julia bliver sendt tilbage i tiden til Olivia og Harry Crawfords verden, et ungt par, der bliver splittet ad under anden verdenskrig. Og hun lærer den chokerende sandhed om en kærlighedshistorie, der blev skæbnesvanger for Wharton Park, og som har berørt Julias familie mange generationer frem.

3

Orkideens hemm_læsep.indd 3

21/05/12 14.29

Forfatteren

Lucinda Riley er født og opvokset i Irland. Hun bor med sin mand og sine børn i Norfolk i England.

I sin barndom rejste hun meget, især til Fjernøsten. Hendes lidenskab for historie og for at rejse – ikke mindst til Thailand – inspirerede hende til at skrive »Orkideens hemmelighed«. »Orkideens hemmelighed« er en international bestseller. I Tyskland, hvor bogen lå nr. et på bestsellerlisten i 17 uger, er den solgt i over 700.000 eksemplarer.

4

Orkideens hemm_læsep.indd 4

21/05/12 14.29

Anmeldelser

»En hjerteskærende pageturner, der går fra det krigshærgede Europa til Thailand og tilbage igen. Det er en saga med flere twists og drejninger og afsløringer af flere chokerende familiehemmeligheder, end jeg kan huske at have læst. Måske vil den vække minder hos læseren om Forsyte-sagaen. Denne bog dækker i hvert fald næsten lige så meget på færre sider.« Richard fra Richard & Judy’s bogklub

»’Orkideens hemmelighed’ er en god gammeldags pageturner.

Den skaber samme stemning som tv-serien ’Downtown Abbey’ og Oscar-vinderen »Kongens store tale«. Lucinda Riley er endda bedre end forfatterkollegerne Kate Morton og Cecilia Samartin. Hovedelementerne i »Orkideens hemmelighed« er traditionelle. Det handler om et engelsk gods, et drivhus med sjældne orkideer og en gammel dagbog fyldt med familiehemmeligheder. Ikke mindst er det en gribende slægtssaga med voldsomme passioner, og det er svært ikke at blive rørt. Så glæd dig til sommerens store roman, for dette er en orkide af en bog.« Knut Gjørvell, udviklingschef for skønlitteratur hos det norske forlag Cappelen Damm

»Hvis du er fan af Downtown Abbey, vil du elske den her.« Great thoughts.com

»Jeg kan ikke sige nok om, hvor dejlig denne bog er at læse.

Det er virkelig smukt.« Historical Novel Society

»Riley minder mig om Kate Morton.« Bookmagnet

5

Orkideens hemm_læsep.indd 5

21/05/12 14.29

Læseprøve Orkideens Hemmelighed

Skønt meteorologerne lovede sne om lørdagen, besluttede Julia at lade som ingenting – hun trængte til at komme hjemmefra – og satte lige efter frokost kursen mod Southwold og sin mormors bungalow.

Hun tændte for radioen for at bryde stilheden og genkendte øjeblikkelig de uafrystelige toner af midtersatsen i Rachmaninovs anden klaverkoncert. Julia slukkede straks igen. Visse ting var selv efter de sidste par dages optimisme stadig ikke til at bære. Annies høflige spørgsmål havde ramt hende lige i solar plexus. Da hun kom hjem, græd hun i to timer. Hun havde jo netop gemt sig så længe, fordi det var bedre at være alene end at se en verden i øjnene, der var fyldt med syn og lugte og mennesker, som uanset hvor velmenende de var, kom til at sige eller gøre noget, der mindede hende om hendes tragedie.

Hidtil havde hun vidst, hun ikke kunne klare det – at bemærkninger som Annies ville knække hende. Men næste skridt på vejen til helbredelse var at se sorgen i øjnene. Det ville tage tid, før hendes følelser faldt til ro, og hun lidt efter lidt lærte at finde sig til rette med omverdenen og de minder, den indebar.

Som alt andet var det en proces. Hun kunne ikke forvente at komme på fode fra den ene dag til den anden.

Da Julia nærmede sig udkanten af Southwold, forsikrede hun sig selv om, at det var et bevis på de seneste dages radikale bedring, at hun overhovedet befandt sig her hundrede kilometer fra sit hjem. Julia vidste, at besøget hos hendes mormor ikke ville volde hende smerte. I stedet ville hun blive sendt bagud, forbi de sidste par år af sit liv, til en tid, der kun rummede gode 6

Orkideens hemm_læsep.indd 6

21/05/12 14.29

minder. Det var »sikkert terræn«, og hun glædede sig oprigtigt til at gense Elsie.

Julia kastede et blik på sedlen med retningsangivelserne, og snart drejede hun ned ad en blind vej og derpå ind ad indkørslen til en velholdt bungalow.

Hun tog sin taske med dagbogen og gik hen mod døren for at ringe på. Klokken spillede en lille melodi, og få sekunder efter gik døren op, og hendes mormor modtog hende med åbne arme. »Julia!« Elsie trykkede hende til sin svulmende barm, der duftede af Bluegrass-parfume og pudder. »Lad mig se på dig.« Elise tog Julia om skuldrene, trådte et skridt baglæns og slog begejstret hænderne sammen. »Du er jo blevet en rigtig skønhed!« udbrød hun. »Som du dog ligner din mor i den alder. Men kom nu ind, min pige, kom ind.« Julia fulgte efter Elsie indenfor. Bungalowen var meget lille, men alting var sirligt, rent og ordentligt. Elsie viste hende ind i en lille dagligstue med en lyserød sofagruppe, der var placeret rundt om en gaskamin. »Kom, lad mig tage din frakke, så kan du sætte dig hen og varme dig ved kaminen, mens jeg går ud og laver os noget varmt at drikke. Kaffe eller te?« »En kop te ville være skønt, tak, mormor,« svarede Julia. »Det siger vi så, og jeg har bagt scones - dem, du holdt så meget af.« Elsie skævede til hende. »Du kan vist godt trænge til lidt af mormors opfedning.« Julia smilede. »Du har ret, det kan jeg vist.« Elsie gik ud i køkkenet ved siden af og tændte for kedlen.

Julia lænede sig tilbage i stolen og nød den velkendte puppefornemmelse af tryghed, hendes mormor altid havde været forbundet med. »Nå, hvordan har min berømte datterdatter så haft det?« sagde Elsie, da hun kom tilbage med en fyldt bakke og stillede den på det lille sofabord.

7

Orkideens hemm_læsep.indd 7

21/05/12 14.29

»Jeg har det godt, mormor. Hvor er jeg dog glad for at se dig.

Du må undskylde, jeg ikke har besøgt dig før. Jeg har været meget hjemme i den senere tid.« »Du har været meget igennem, min skat, og jeg vidste, du ville komme, når du var så vidt.« Elsie gav Julias hånd et medfølende og forstående klap. »Nu kommer jeg godt med sukker i din te. Du ligner din morfar, da han kom hjem fra krigen. Han var et rent skelet. Værsgo –« Hun rakte Julia koppen og gav sig til at smøre tykt smør og marmelade på nogle scones. »Det er min specielle hjemmelavede blommemarmelade. Kan du huske, hvor meget du holdt af den? Det er lykkedes mig at få et blommetræ til at gro i den stump jord, man kalder en have her i byen –« Elsie pegede ud på en lille stump græsplæne – »og det bærer fint, gør det.« Julia så på Elsies skinnende øjne. Hendes mormor så ikke nær så gammel ud, som man skulle have ventet. Måske var aldringsprocessen ikke så tydelig hos et menneske, man altid havde betragtet som »gammel«. Julia tog en bid af en scone og nød den gammelkendte smag.

Elsie nikkede anerkendende. »Jeg har ikke glemt det, vel? Jeg tør vædde med, det er de bedste scones, du nogen sinde har smagt trods al den fine franske mad, du har fået.« Julia lo. »Nej, mormor, du har ikke glemt det.« Hun så, at Elsie rynkede panden ved synet af Julias hår. »Jeg kan se, du ikke har fået mad nok, frøken. Dit hår har helt mistet glansen.« Elsie tog en lok af hendes hår og gned enderne mellem fingrene. »Knastørt. Du trænger til at blive klippet og få en ordentlig kur. Og noget ordentlig mad indenbords,« lo hun. »Det er det, jeg siger til alle mine damer: det, I putter i munden, ender på jeres hoved.« Julia så forbavset på Elsie. »Dine »damer«? Arbejder du som frisør?« »Ja,« svarede Elsie glad. »Kun på plejehjemmet torsdag for8

Orkideens hemm_læsep.indd 8

21/05/12 14.29

middag, og de har ikke ret meget hår tilbage, men jeg elsker det.

Jeg har endelig fået den karriere, jeg altid har drømt om.« »Har du stadig alle dine parykker?« spurgte Julia. »Nej, dem behøver jeg ikke mere. Nu har jeg den ægte vare.« Elsie skævede til hende. »Du fandt det sikkert underligt, at jeg kunne sidde og pille med dem i timevis, men de var bedre end ingenting. Jeg har altid drømt om det,« sukkede hun, »og jeg var rigtig god til det. Lady Crawford lod mig sætte hendes hår og det samme med de gæster, der boede på Wharton Park. Sjovt som livet somme tider former sig, ikke?« »Det har du ret i, mormor. Og har du det godt selv?« »Som du kan se,« sagde Elsie og betragtede sin omfangsrige talje, »nyder jeg stadig min egen mad. Selv om det ikke er så nemt nu, da jeg kun har mig selv. Din grandtante døde for et par år siden, og siden da har jeg været alene.« »Det gør mig ondt, mormor.« Julia tog en scone til. »Hun led i det mindste ikke. Hun gik i seng en aften og vågnede simpelt hen ikke næste morgen. Sådan kunne jeg godt selv tænke mig at komme herfra.« Elsie talte i en let tone om døden, som gamle mennesker ofte gør. »Hun havde ingen børn, så jeg arvede bungalowen. Disse moderne huse er så meget bedre end de små fugtige hytter, jeg tidligere har boet i. Her er altid varmt, og varmt vand til et bad, når jeg har lyst, og et wc, der fungerer hver gang.« »Her er også meget hyggeligt,« sagde Julia venligt. »Du er altså ikke ensom?« »Du milde, nej! Jeg har så travlt. Jeg har mit frisørarbejde, og der går ikke en dag, uden at jeg skal i en af mine klubber eller besøger nogle af mine venner. Vi var så isolerede på Wharton, Julia, hvor der kun var godsets arbejdere at omgås. Her har jeg en hel by fuld af pensionister!« »Det glæder mig, at du er så tilfreds, mormor. Du savner altså ikke livet på Wharton Park?« 9

Orkideens hemm_læsep.indd 9

21/05/12 14.29

Elsie fik et dystert udtryk i ansigtet. »Det ville nok være usandt. Jeg savner din morfar ganske forfærdeligt. Men nej, jeg savner ikke det liv, jeg havde der. Glem ikke, jeg kom ud at tjene, da jeg var fjorten i det Store Hus. Op klokken fem, i seng ved midnat, hvis jeg var heldig, og de ikke havde middagsselskab eller overnattende gæster. Sådan arbejdede jeg i halvtreds år af mit liv.« Hun rystede på hovedet. »Nej, Julia, jeg har nydt min pensionisttilværelse. Men nok om mig, nu ved du, jeg har det godt. Hvordan har din far og søster det?« »Som de plejer,« svarede Julia. »Far arbejder stadig alt for meget og skal af sted til et forskningsprojekt på den anden side af Jorden. Alicia har sin store familie, som holder hende travlt beskæftiget.« »Det vil jeg tro, hun sender mig somme tider billeder. Hun skriver altid, jeg skal komme og besøge dem, men jeg vil ikke være til besvær. Og så kan jeg ikke køre, og jeg er ikke meget for at tage toget. Når de får tid en skønne dag, kommer de måske og besøger mig her, ligesom du har gjort i dag.« »Jeg lover at komme at besøge dig noget oftere nu, hvor jeg er tilbage i landet,« tilføjede Julia. »Du bliver her, ikke? Permanent, mener jeg?« »Jeg ved det ikke,« sukkede Julia. »Der er nogle beslutninger, som skal træffes, men foreløbig har jeg ikke haft lyst til at gøre det.« »Det forstår jeg kun alt for godt, min skat.« Elsie så medfølende på hende. »Men du sagde, der var noget, du ville spørge mig om.« »Ja,« sagde Julia. »Jeg ved ikke, om du har hørt, at Wharton Park er blevet solgt?« »Ja, det har jeg hørt,« svarede hun neutralt. »Kit Crawford, arvingen, beholder staldområdet og flytter ind i jeres gamle hus.« Elsie lagde hovedet tilbage og lo, så hun rystede over hele 10

Orkideens hemm_læsep.indd 10

21/05/12 14.29

kroppen. Til sidst tørrede hun øjnene. »Master Kit, eller skulle jeg sige hans nåde, flytter ind i vores gamle gartnerbolig?« Hun rystede på hovedet. »Jamen, det er rigtigt,« insisterede Julia. »Han har måttet sælge, fordi der er en stor gæld, og det koster mange penge at renovere godset. Og så var det jo et dejligt hus, I havde,« tilføjede hun forsvarsberedt. »Det kan godt være, men tanken om lord Crawford i vores beskedne hytte, får mig nu alligevel til at le.« Elsie fiskede et lommetørklæde ud af sit ærme og pudsede næsen. »Undskyld, skat,« sagde hun, »fortsæt.« »Jo, sagen er, at da VVS-folkene lagde nye rør ind, måtte de brække gulvet op.« Julia stak hånden i tasken og tog dagbogen frem. »Og de fandt denne her.« Elsie stirrede på den, og Julia så straks, at hun genkendte den. »Det er en dagbog,« sagde Julia overflødigt. »Ja,« svarede hun bare. »Om et ophold i Changi-fængslet i Singapore under krigen.« »Jeg ved, hvad den handler om, Julia.« Elsie fik uvilkårligt tårer i øjnene. »Åh, mormor, det må du undskylde. Jeg ville ikke gøre dig ked af det. Du behøver ikke læse den eller noget. Du skulle bare bekræfte, det var morfar Bills. Han var der, ikke? I Fjernøsten under krigen? Noget af det, han somme tider fortalte mig i drivhusene, tydede i den retning. Men han sagde aldrig, hvor eller hvornår,« skyndte hun sig at tilføje, da hun så Elsie blegne.

Endelig nikkede Elsie. »Ja, han var der,« sagde hun langsomt. »I Changi?« Elsie nikkede. »Det er altså hans dagbog?« »Har du læst den, Julia?« spurgte hun efter en kort tøven.

Julia rystede på hovedet. »Nej, jeg skulle til det, men på en eller anden måde …« hun sukkede, »jeg tænkte, det kunne være 11

Orkideens hemm_læsep.indd 11

21/05/12 14.29

ret pinagtigt, og i øjeblikket er jeg så egoistisk, at jeg har nok i min egen sorg.« »Det forstår jeg godt,« nikkede Elsie. Hun rejste sig op og gik langsomt hen til vinduet, hvor store snefnug var ved at dække græsset i den lille have udenfor. Det var allerede ved at blive mørkt, selv om klokken kun var godt fire. Med ryggen til Julia sagde hun: »Det bliver dårligt vejr nu. Vil du ikke blive her i nat?« »Jeg …« Det var ikke faldet Julia ind, at hun kunne blive.

Hun så på sneen og tænkte på køreturen hjem, det triste lille hus og sin mormors tydelige uro. »Ja, det vil jeg gerne,« sagde hun og nikkede.

Elsie vendte sig om. »Godt. Nu går jeg ud og laver os lidt aftensmad. Jeg tænker bedst, mens jeg arbejder. Og jeg har brug for at tænke,« tilføjede hun nærmest henvendt til sig selv. »Jeg synes, du skulle se lidt tv imens, ikke?« Hun pegede på fjernbetjeningen og gik ud i køkkenet.

Tre kvarter senere, efter at Julia havde set et af lørdag aftens harmløse talentshow og nydt det mere end hun syntes, hun burde, kom Elsie ind i stuen med en bakke. »Klokken er næsten seks og jeg under altid mig selv en Noilly Prat om lørdagen.« Hun pegede på sit glas. »Jeg har noget rødvin, jeg fik af en veninde. Jeg ved ikke, hvordan den er, men kunne du tænke dig et glas?« »Hvorfor ikke?« sagde Julia og glædede sig over, at Elsie havde fået lidt mere farve i kinderne. »Maden står i ovnen, så vi skal snart spise,« nikkede hun, rakte Julia et glas og tog selv en slurk af sin drink. »Jeg har haft tid til at tænke, mens jeg ordnede maden, så jeg er lidt roligere nu.« »Jeg er virkelig ked af det, mormor, jeg ville ikke gøre dig ked af det. Jeg burde have vidst, det ville være slemt for dig.« 12

Orkideens hemm_læsep.indd 12

21/05/12 14.29

Julia nippede til vinen. »Jeg har tænkt for meget på mig selv i den senere tid. Jeg må begynde at beskæftige mig med andres følelser igen.« Elsie klappede Julias hånd. »Selvfølgelig har du tænkt på dig selv. Du har fået et hårdt slag, min skat, men du har ikke gjort mig ked af det. Synet af den –« hun pegede på dagbogen – »var bare lidt af et chok. Jeg troede, Bill havde brændt den. Jeg sagde, han skulle, sagde at en fremmed en skønne dag uvægerlig ville finde den, og det ville ikke føre til noget godt …« Hun stirrede ud i luften.

Julia ventede tålmodigt på en forklaring. »Tja …« Elsie tog sig sammen. »Du undrer dig sikkert over, hvad der er i vejen, og hvad jeg tænker på. Nogen har fundet denne dagbog og givet dig den. Jeg kunne lyve for dig, og, tro mig, jeg har overvejet det, men det ville være forkert. Nu i hvert fald.« »Fortæl mig det, mormor. Hvis det er en hemmelighed, ved du, jeg kan holde på den. Det kunne jeg altid som barn.« Elsie smilede og klappede Julia på kinden. »Det kunne du, min skat, jeg ved, du ikke ville sige det til nogen. Men problemet er ikke så enkelt. Det er en af disse familiehemmeligheder, forstår du, som hvis den bliver afsløret, berører flere mennesker.« Det gjorde Julia endnu mere nysgerrig. »Der er ikke så mange tilbage, det kan berøre,« sagde hun. »Kun far, mig og Alicia.« »Somme tider påvirker den slags hemmeligheder andre end familien, ikke?« sagde Elsie. »Nå, men lige meget, jeg må hellere begynde med begyndelsen og se, hvor det fører hen, synes du ikke?« Julia nikkede. »Gør, hvad du finder rigtigt, mormor. Jeg lytter bare.« Elsie nikkede. »Jeg advarer dig. Det vil tage sin tid, men – historien begynder vistnok med mig, da jeg var i lære som 13

Orkideens hemm_læsep.indd 13

21/05/12 14.29

kammerpige i 1939 i det Store Hus. Åh –« Elsie slog hænderne sammen – »du ville ikke have kunnet kende Wharton Park, Julia. Der skete hele tiden noget, huset vrimlede med familien Crawford og deres venner. Der var fest næsten hver weekend i jagtsæsonen. En weekend kom nogle af deres venner på besøg fra London, og jeg fik til opgave at tage mig af deres attenårige datter Olivia Drew-Norris. Hun var min første »Lady«.« Elsies øjne lyste ved tanken. »Åh, Julia, jeg glemmer aldrig, da jeg så hende første gang i Magnoliaværelset …«

14

Orkideens hemm_læsep.indd 14

21/05/12 14.29

Interview med Lucinda Riley, forfatter til ‘Orkideens hemmelighed’

»Orkideens hemmelighed« er blevet en international bestseller med over en million solgte bøger indtil nu. Hvorfor tror du, den er blevet så succesfuld?

Jeg tror, at en af årsagerne til dens succes er, at det er en bog om tro, kærlighed og om, at det gode i mennesket altid vinder over det onde. Mange af os lever i en tid og i en verden, hvor vi føler det, som om vi har mistet vores moralske »kompas«. Det er fortidens værdier, familie, integritet og kærlighed, der giver os trøst og håb for fremtiden. »Orkideens hemmelighed« er en klassisk kærlighedshistorie med mange lag og dybe intriger. Hvordan fik du ideen til at skrive en roman som denne?

Det hele begyndte, mens jeg var på ferie i Thailand med min mand, da jeg faldt over en bog om orkideer i vores hotelværelse.

Historien om orkideens rejse fra den tropiske jungle i det eksotiske østen, til i dag at være frit tilgængelig i hele verden, inklusive Norfolk i min egen kolde del af den nordlige halvkugle, forekom mig at være en fantastisk ledetråd til denne bog.

Hvorfor er orkideer så vigtigt et element i »Orkideens hemmelighed«?

Orkideer er ikke kun et motiv, der kører som en rød tråd gennem hele bogen – fra sagnet i begyndelsen af bogen, og helt til sidste side. Drivhuset i Wharton Park spiller også en stor rolle i plottet, og så er Harry Crawfords øgenavn til Lidia selvfølgelig hans orkide.

I begyndelsen af bogen vender den sørgende Julia tilbage til 15

Orkideens hemm_læsep.indd 15

21/05/12 14.29

godset Wharton Park, hvor hun voksede op. Hvordan fik du ideen til at bruge Wharton Park i din historie?

Da jeg kom hjem fra Thailand, talte jeg med en ven, som for nylig havde arvet en stor ejendom og var nødsaget til at sælge den, idet arveafgiften var så høj. Det var på baggrund af denne samtale, jeg skabte »Wharton Park« og fandt på den britiske scene til historien.

Wharton Park er et af de helt centrale steder i bogen. Der er et sted i historien, hvor Julia indser, at Wharton Park ikke tilhører Crawford-slægten: det er Crawford-slægten, der tilhører Wharton Park. Jeg tror, at begrebet »hjem« har den samme betydning for alle. Det er et sted, hvor du kan føle dig sikker og tryg, og vigtigst af alt; det er her, din historie findes.

Der findes nogle store kontraster i bogen, både i forhold til tid og sted. Eksempelvis er Thailand fremstillet som en eksotisk og fjern fantasi i bogen, i modsætning til det kolde Norfolk i England. Hvilke tanker har du gjort dig om denne kontrast?

Thailand og Norfolk er blandt mine to absolutte favoritsteder i hele verden, og jeg ville gerne have dem begge med i min bog. Trøstesløsheden i Norfolks landskab afspejler Julias sorg, og varmen i Thailand er en metafor for de passionerede følelser, Harry har for Lidia. En af mine største udfordringer var at skabe en forbindelse mellem de to steder. Undervejs i min research opdagede jeg en dagbog på internettet, skrevet af Sergent Jack Farrow, som tilfældigvis var fra Norfolk og rejste med sin bataljon til Singapore, hvor han blev spærret inde i Changifængslet. Jeg lærer ofte, at virkeligheden er langt mere forunderlig end den fiktion, jeg skriver. Og jeg finder ofte ud af, at de fiktive scenarier, jeg skriver om i mine bøger, faktisk er hændt i virkeligheden. »Orkideens hemmelighed« er på mange måder en bog om, hvordan dine valg former dit liv. Men er det ikke indimellem umuligt at skelne mellem, hvad der er »rigtigt« og »forkert«?

16

Orkideens hemm_læsep.indd 16

21/05/12 14.29

Jo, selvfølgelig – Der er sjældent nogen, der gør noget, de ved er forkert. Jeg har en stærk tro på, at man skal lytte til sine instinkter, når det kommer til de store valg i livet. De har sjældent ledt mig på afveje. Men Gud hjælpe mig, hvis jeg ikke havde lyttet …

Kærlighed mellem mennesker spiller en vigtig rolle i bogen.

Tror du på en kærlighed, der overvinder alt – selv løgne og bedrag?

Nej, desværre ikke. Selvom jeg inderst inde er en håbløs romantiker, tror jeg ikke, at kærligheden kan overvinde alt. Dette bliver specielt tydeligt hen mod slutningen af bogen, hvor to af bogens karakterer befinder sig i en intens situation. Indimellem er det fornuften, der må sejre over hjertet.

Hvad er det vigtigste, du har lært af at skrive »Orkideens hemmelighed«?

Jeg skrev »Orkideens hemmelighed« uden at have indgået nogen kontrakt med et forlag. Det var et arbejde udført med kærlighed, og jeg skrev bogen til mig selv. Jeg krængede mine følelser ud på siderne uden at tænke på, om andre nogen sinde ville læse det. Så måske vil jeg sige – over en million solgte bøger senere – at det vigtigste, jeg har lært er, at det du skriver, altid skal komme fra hjertet, og at du aldrig må lade dig styre af, hvorvidt det kan sælge eller ej.

Hvad kan vi forvente os af din næste bog?

Normalt er det et sted eller et hus, og atmosfæren omkring det, der inspirerer mig til at skrive de linjer, der senere vil blive til en bog. Det var også tilfældet med »The Girl on the Cliff«, som er min næste bog. Jeg blev født og voksede op i Irland, på vestkysten, og jeg elskede dets vildskab og isolation. Ekstreme lokaliteter er altid spændende, og selvfølgelig romantiske. Jeg skriver også altid bedst, når jeg er i »isolation«, i den forstand, at mens historien og karaktererne bliver skabt, kan jeg ikke dele dem med nogen anden.

17

Orkideens hemm_læsep.indd 17

21/05/12 14.29