Peder Severin Krøyer

Næppe nogen dansk kunstner har fejret større triumfer i levende live end maleren Peder Severin Krøyer (1851-1909). Og næppe nogen har fra naturens hånd haft et mere overbevisende talent for at ramme virkeligheden lige på kornet. Alt syntes at lykkes for ham, hans kunst, hans kærlighedsliv og hans karriere. Men tragedien lurede under overfladen, og på sit livs højdepunkt blev han indhentet af skæbnen. ’Peder Severin Krøyer’ er bogen om den måske mest elskede danske maler fra det 19. århundrede. Den mest virtuose.

Men også den mest forkætrede. 

  

87580_cover_kroeyer_r6.indd

1

- Hans Engell, Ekstra Bladet

”… Krøyers billeder stråler stadig - og åbner sig gennem Peter Michael Hornungs 400 sider store bog.”

– Torben Weirup, Berlingske Tidende

”… først nu udsendes den fuldgyldige beskrivelse af hans liv og kunst fra vuggen i Stavanger til graven i Skagen.”

Krøyer

Peter Michael Hornung er forfatter til en række bøger om danske kunstnere, som Mogens Andersen, Jens Birkemose, Peter Brandes, Ingvar Cronhammar, Preben Hornung, Egill Jacobsen, Lise Malinovsky, Carl-Henning Pedersen, Leif Sylvester og Lars Nørgård. Han var hovedredaktør af Fogtdals Kunstleksikon 1-12, Ny Dansk Kunsthistorie 1-10 samt af værkerne om Bjørn Nørgaards danmarkshistoriske gobeliner til Christiansborg Slots riddersal.

I 2006 var han forfatter til værket ’C.W. Eckersberg – dansk malerkunsts fader’ (sammen med Kasper Monrad). Til 1988 var han kunstkritiker ved Berlingske Tidende.

Derefter har han været kunstredaktør og -kritiker ved dagbladet Politiken.

”Krøyer er mesteren, og Hornung er bare en fed, fed fortæller. Gennemarbejdet sommerbilledbog.”

Peter Michael Hornung

- Bente Scavenius, Børsen

Peder Severin

”Det er blevet et smukt og velskrevet bogværk, der på en kunsthistorisk faglig og forsvarlig måde tager Krøyer under behandling.

Det er en udgivelse, som det har været værd at vente på.”

Peter Michael Hornung

Peder Severin

Krøyer

– Steffen Lange, Frederiksborg Amts Avis

”… en uomgængelig grundbog om kunstneren.”

– Henrik Wivel, Weekendavisen



Palle Fogtdal

Forlaget Palle Fogtdal

Udsnit af Sommeraften paa Skagen Sønderstrand. 1893.

Side 275. Olie på lærred. 100x150 cm. Skagens Museum.

10/10/11

19.59

Peder Severin Krøyer

Peter Michael Hornung

F O R L A G E T

P A L L E

F O G T D A L

3

Indhold

7

FORORD

9

INTRODUKTION

13

EN AFSONDRET BARNDOM

31

UNG MALER MED UDLÆNGSEL

63

KRØYER I PARIS

79

REJSEN TIL SPANIEN

94

FRA PARIS TIL BRETAGNE

116

I ITALIEN

138

TILBAGE I DANMARK

160

I SKAGEN

187

LYS OG STEMNING

208

SAMMENKOMSTER

226

KRØYER OG MARIE

246

EN DER FORSTÅR AT LEMPE SIG

263

BLÅT TIL LYST

283

EN MALER TIL TIDEN

312

TRAGEDIEN BEGYNDER

343

SANKTHANS

362

DEN SIDSTE TID

374

EFTERMÆLET

378

FOTOGRAFER

379

BIBLIOGRAFI

381

NOTER

394

REGISTER

Fra Burmeister & Wains Jernstøberi. 1885. Olie på lærred, 144 x 194 cm. Statens Museum for Kunst.

Krøyers maleri blev godt modtaget på Forårsudstillingen 1885. Det socialrealistiske motiv var som vand på Social-Demokratens mølle, og bladets kunstanmelder skrev: »Det gengiver det Øjeblik, da det flydende Metal fra to vældige Kedler hældes ud i Formen, og der er i de bluseklædte Smedes kraftige Skikkelser, i Taget paa Kedlerne, som hældes, i Lysskæret fra den glødende Masse over Ansigterne, af hvilke ét tilhører en ‘finere’ Herre med Sylinderhat, der aabenbart ‘leder’ det hele – der er i alt dette et Øjeblikkets Liv af illuderende Virkning fæstnet på Lærredet«.

Social-Demokratens anmelder opfordrede ligefrem andre danske malere til at tage den samme motivkreds op, »virkelighedstro Billeder af det arbejdende Folks Liv«, også selv om det ikke var på bestilling. I Krøyers motivkreds slog maleriet bro mellem ungdomsbillederne fra Hornbæk-smedjen og Italienske Landsbyhattemagere og det sene hovedværk Sankt Hans Blus paa Skagen Strand. Fra Burmeister & Wains Jernstøberi var et portræt af den fremvoksende værftsindustri. Bestilleren Carl Christian Burmeister figurerer ikke selv på maleriet, han ligner ikke den distingverede herre med den sorte cylinderhat i baggrunden (som snarere forestiller hans afdøde kompagnon William Wain). Også den midaldrende værkfører med stangen til højre i forgrunden må være et portræt, men hans identitet kendes ikke.

Da C.C. Burmeister døde i 1898, gik maleriet i arv til hans efterkommere. Det tilgik i 1922 Statens Museum for Kunst som en testamentarisk gave fra proprietær Hartvig Burmeister og efterlevende hustrus bo.

194

195

Hip, Hip, Hurra! 1888. Olie på lærred, 134,5 x 165,5 cm. Göteborg Konstmuseum.

Bordplanen i Hip, Hip, Hurra! havde aldrig eksisteret i virkeligheden. Et amatørfotografi – taget i ægteparret Anchers have på Markvej i Skagen – gav Krøyer ideen til billedet. Men her sås flere personer, som ikke kom med på det endelige maleri. Under den lange og problematiske tilblivelse af Hip, Hip, Hurra! undergik persongalleriet flere ændringer. Det endte som et udvalg af Krøyers venner – fra venstre og med uret: Martha Johansen (siddende med ryggen til), hendes mand Viggo Johansen, den norske maler Christian Krohg, Krøyer selv, Degn Brøndum, maleren Michael Ancher, den svenske maler Oscar Björck, den danske maler Thorvald Niss og Helene Christensen, som var Krøyers sværmeri i Skagen, og som tog det meget tungt, da Krøyer senere brød med hende. Forrest til højre har Krøyer placeret maleren Anna Ancher med datteren Helga.

Helga var kun ét år gammel, da fotografiet blev taget, men hun nåede at fylde fem, før maleriet var endeligt færdigt. Som kunstnerportræt var Hip, Hip, Hurra! en nyskabelse. Når guldalderens kunstnere en sjælden gang malede hinanden, forsamlet f.eks. omkring dagens fælles måltid i et romersk osteri, var resultatet ikke anderledes end andre mindre genremalerier. De adskilte sig kun fra den genre, de havde udviklet sig af, ved at kunstnerne selv var trådt ind i den fortællende hverdagsskildring.

I takt med at 1800-tallet skred frem, og kunstnerens kunder i stigende grad kom fra hans egen klasse, voksede også kunstnerens mod på at iscenesætte sit eget liv i stort format. Det festlige samvær omkring et måltid var et af de emner, hvorpå man kunne pådrage sig omgivelsernes opmærksomhed. Typisk fortalte et sådant maleri ikke noget om kunstnerens åndelige univers. Det røbede kun, hvem der netop tilhørte hans omgangskreds i den periode, maleriet blev til.

214

215

BLÅT TIL LYST

I Haven. Kunstnerens Hustru siddende i en Liggestol i Haven i Skagen. 1893. Olie på træ, 24 x 31 cm.

Skagens Museum.

Billedet af Marie, der sidder i en havestol og læser i avisen, mens en stor busk med blomstrende hvide roser – den såkaldte »Rosa Alba« – skyder op i forgrunden, blev afsluttet næsten samtidig med Sommeraften paa Skagen Sønderstrand. Den 13. juli dateredes denne mindre skitse til det store billede ‘Roser’. Her er Maries hvide klædning mere pastost malet, og sollyset er mere integreret i helheden.

rette sig efter. »Paa anden Maade ville det ogsaa nu være næsten uudholdeligt for en Maler at være heroppe nu. Efter at Jernbanen er kommet, er her i Sommermaanederne saa overløbet af Rejsende at al den gamle Kunstnerhyggelighed hos Brøndums er blevet umulig. Men vi lever udenfor Støjen og Strømmen, stille og fredeligt«.2 Op gennem halvfemserne blev båndene mellem Krøyer og Skagen stærkere. Hvis han i starten var rejst til fiskerlejet for primært at finde nye motiver, kom han nu også for at koble af. Nu da Marie også ventede barn, ønskede de vordende forældre at bo under større og især mere permanente forhold, hvor de bedre kunne indrette omgivelserne efter deres ændrede behov. Knap en måned før Vibeke Krøyer kom til verden den 5. januar 1895, modtog familien i København be264

sked om, at de kunne leje byfogedens bolig i Skagen Plantage. Overplantør Carl F. Dahlerup havde udstedt tilladelsen efter først at have forespurgt på officielt sted.3 Dermed var vejen banet for, at arkitekt Ulrik Plesner kunne rykke ind i huset og gøre det klart til indflytning samt sørge for et nyt atelier til Krøyer.

Bygningens stil og anselige proportioner modsvarede kunstnerens status. Det gulkalkede hus stammede fra 1800-tallets begyndelse og var en lang statelig gård i tolv fag med sort bindingsværk. Atelieret blev indrettet i bygningens nordside. Ud over staffelier, farver, pensler etc. samlede Krøyer her det indbo og de genstande, der tilfredsstillede hans interesser og definerede hans univers. Her stod hans flygel, her hang hans guitar, og her havde han opmagasineret et passende udvalg af jagttrofæer, udstoppede fugle o.l. I resten af gården regerede Maries æstetiske sans. Hun stod for indretningen af den centralt beliggende opholds- og havestue, hvor familiens spinet og det store chatol havde fundet deres plads. Det var også Marie, der havde givet tegning til de udskårne træmøbler omkring den åbne kamin, fra hvis top afstøbningen af en kvindebuste holdt øje med skønheden i øvrigt. Mod syd lå soveværelserne og mod nord spisestuen, hvor Krøyer havde udsmykket en væg med denne påskrift: »Her nyder jeg den Lykke, Gud mig unde vil mod Manges onde Tykke«.4 Bygningens afsondrede beliggenhed på en åben plads i Plantagen tiltalte familiens ønske om fred og idyl. Fra husets midterstue var der udgang til en have, som var overordentlig frodig målt med de karske forhold på Skagen i øvrigt. Det var Skagens gamle byfoged Ole Christian Lund, der i 1800-tallets begyndelse havde taget initiativ til at anlægge en plantage på stedet for at modvirke sandflugten. Ganske vist var familien Krøyer godt vant fra haven ved Madam Bendsens hus.

For i Madam Bendsens have havde Krøyer fordel af en stor rosenbusk, som spillede en vigtig rolle i et af hans mest kendte portrætter af Marie: Roser. Haveparti fra Skagen med Kunstnerens Hustru fra 1893, som findes i privateje. Men vegetationen omkring den nye bolig var endnu mere overdådig. Huset selv kunne med sine stokroser og slyngplanter ligne en gammel præstegårdslænge, og i haven voksede et varieret udvalg af typiske danske træsorter som eg, ask, birk, gran og bøg.

Huset i Plantagen var en malers univers, som en smule held og den nødvendige investering også havde gjort til en

BLÅT TIL LYST

Roser. Haveparti fra Skagen med Kunstnerens Hustru sid-

uskarpe forgrund. I maleriet har Krøyer fokuseret på

dende i en Havestol. 1893. Olie på lærred, 68 x 76 cm.

busken, som også har givet billedet dets navn.

Privateje. By Courtesy of The Fine Art Society PLC, London.

Som støtte for maleriet har Krøyer utvivlsomt be-

Rosenbusken kunne være valgt som Maries partner, fordi den er både smuk og hvid, og fordi dens blomstrende grene slår en portal over hende. I manges

nyttet nogle fotografier fra haven foran Madam Bend-

bevidsthed er de to, kvinden og rosen, fælles om at

sens hus, som er taget i 1893, sandsynligvis på samme

skabe et steds poetiske udstråling. Kun i kraft af Mari-

dag. På et af dem ser man Krøyer og Marie sidde i

es figur virker det naturligt, at busken bliver beskåret

hver sin liggestol med rosenbusken i billedets mere

af billedkanten.

265

En Gruppe Fiskere paa Skagen Strand. 1891. Olie på

af den store tomhed været for moderne for 1880'ernes

lærred, 123 x 225 cm. Privateje.

publikum.

I dette maleri tog Krøyer fat på at variere et motiv,

I det sene billede har Krøyer bevaret den høje hori-

som han havde behandlet tidligere. Det var Fra Ska-

sont og det store frie udsyn mod fjerne både, der er

gen Sønderstrand fra 1883, med fodsporene i sandet og

slæbt op på stranden. Ny er båden og gruppen af fi-

den lille skikkelse i horisonten.

skere i mellemgrunden. For at få plads til denne grup-

Maleriet må på det tidspunkt stadig have været i

pe og samtidig bevare fornemmelsen af tomhed og

Krøyers eje, så det er ikke sært, hvis han er blevet min-

øde sandstrand, har Krøyer måttet gøre maleriet næ-

det om det. Men måske har dets påfaldende skildring

sten dobbelt så bredt som højt.

268

NYE STEMNINGER

res kunst havde før 1890 taget farve af de nye vegeterende strømninger i tiden, nyromantikken især.

Nogle af Krøyers akvareller fra hjemmet og de mange fotografier, som han tog – eller lod tage – af familien, dokumenterer, hvordan Marie lod sin sans for moderne og tidssvarende boligstil komme til udfoldelse. Hun var interesseret i den gennemført dekorative omformning af et moderne hjem, som stammede fra »Arts and Crafts«, en engelsk bevægelse, som begyndte at præge europæisk boligindretning mod slutningen af århundredet.

Arts and Crafts var en idealistisk stræben efter at lade det såkaldt organisk smukke gennemsyre alt det, som et privilegeret menneske kunne omgive sig med i sin hverdag. Det var et pudsigt sammentræf, at bevægelsens officielle grundlæggelse fandt sted samme år, som Marie og Krøyer mødte hinanden i Paris. Med Marie kom disse nye ideer ind i Krøyers tilværelse. Arts and Crafts var – som navnet antyder – en retning, der nedbrød den traditionelle kategoriske opdeling mellem kunst og kunsthåndværk. I stedet blev maleren og kunsthåndværkeren sammensvorne agenter i skønhedens tjeneste. De støttede hinanden, således at deres arbejde virkede som beslægtede dele af et hjems totale æstetiske iscenesættelse. Som et særligt typisk træk ved den nye bevægelse – og ved det Krøyerske hjems indretning – var inspirationen fra naturens organiske former og især fra havens flora. Blomster og blade var ikke kun noget, der dikterede møblernes udsmykning og udskæring, som man ser det i det indbo, som Marie gav tegning til. De var også reelt en væsentlig del af det moderne hjems udsmykning, og i Krøyers akvareller fra Skagen har naturens frodighed nærmest invaderet intimsfæren i form af blomster i mange afskygninger. Marie havde også ladet gæsteværelset på loftet udsmykke i jugendstil. Marie og Krøyers bolig i Skagen er ligefrem blevet kaldt det »mest rendyrkede Arts and Crafts-hjem i Danmark«.9 I takt med at det japanske styre blev moderniseret efter vestligt forbillede, som et konstitutionelt monarki, kom japanske træsnit og japansk indbo på højeste mode i Vesten.

Vesten fik pludselig smag for det fjerne Østens dekorative principper. Allerede mens Krøyer og Marie fejrede deres hvedebrødsdage på Stenbjerg Kro i Thy, forvandlede de et nærmest ubrugeligt lille værelse til det nydeligste boudoir, ved hjælp af nogle japanske billeder og lampetter.10 Det var utvivl269

BLÅT TIL LYST

somt også Maries fortjeneste, at man i ægteparrets hus i Skagen Plantage kunne se japanske træsnit på væggene.

Samlivet med Marie kom også på anden vis til at spille en betydelig rolle for de billeder, som Krøyer malede fra Skagen Strand i 1800-tallets sidste årti. Hvis hun ikke længere manifesterede sig i sit eget maleri, måske fordi hun ikke troede nok på det, så tog hun til gengæld Krøyers maleri i besiddelse med betydelig ynde og værdighed. Hun blev hans mest beundrede model og hans mest dekorative motiv. Og hans betagelse af hende kulminerede i de blånende aftenbilleder, som han malede af hende fra 1892 og op gennem halvfemserne.Trods den kritik, som flere – bl.a.Vilhelm Wanscher og Christian Elling – fremsatte af dem så sent som i 1950'erne, hører de i dag til kunstnerens mest kendte og populære. I malerierne af Marie Krøyer ved Skagen Strand forenedes de to genrer, som Krøyer excellerede i: dét at male motiver, stemningsbilleder, hvad han gerne gjorde på Skagen, og dét at male portrætter, hvad han fortrinsvis gjorde i København.

Sommeraften ved Skagen. Marie Krøyer og Hunden Rap paa Skagen Sønderstrand. 1892. Olie på lærred, 206 x 123 cm. Skagens Museum, deponeret fra Ny Carlsberg Glyptotek.

Krøyer valgte at udstille maleriet af Marie ved stranden, med hunden Rap, på Den Frie Udstilling i 1893 – og ikke på Charlottenborg. Arkitekten Thorvald Bindesbøll havde tegnet en træbygning på Rådhuspladsen, som denne udbrydergruppe nu benyttede til sin tredje udstilling. I et længere perspektiv har intet år i Den Frie Udstillings historie været vigtigere: af den netop afdøde Vincent van Gogh vistes 27 billeder, og Paul Gauguin deltog med 39 numre, bl.a. ti malerier fra Tahiti.

Den symbolistiske digter Johannes Jørgensen, som anmeldte udstillingen, var blandt de få anmeldere, der havde klarsynet til at se frem og fremhæve de to gæster. Til gengæld var han kritisk over for Krøyers maleri, der ellers havde fået en central placering på udstillingen på grund af Krøyers position i periodens kunst.

Jørgensen brød sig hverken om billedets stemning eller farveholdning endsige om hunden, som han fandt var et grimt og kedeligt dyr. Denne modtagelse stod i

DET PERSONLIGE

skarp modsætning til de forrygende anmeldelser, Krøyers billede fik, da det om sommeren vistes på se-

Krøyers opfattelse af naturens rolle skiftede karakter i årene op mod århundredets slutning. I figurbillederne fra Hornbæk og fra Skagen var havet blevet opfattet som en integreret del af fiskernes liv og miljø. At vise en fisker med havet som baggrund var for så vidt ikke mere mærkeligt end at fremstille en smed i sin smedje, en markarbejder på sin åbne mark eller en hattemager i sit mørke værksted. Det var her, den pågældende levede sine hverdage og fandt sit levebrød, og skildringen af miljøet hørte med i en realistisk totalskildring af personen.

Men i halvfemserne fik havet sin egen stemme. Det blev et stykke sublim natur, der nu lod sig iagttage for sin egen skønheds skyld. Det blev en metafor for det underbevidste og uudgrundelige – en omskrivning for selve tilværelsens mysterium og det universelle, for livets udspring og det evigt kvindelige. For havet var fra gammel tid også forbundet med fødslen. Dette hav var så rummeligt og gådefuldt, som de kvinder, der gik langs med det eller var stoppet op for at beskue det og lodde dets hemmelighedsfulde dybde. Der er figurbilleder, især af Marie, hvor den omgivende natur virker som et stemningsekko af det menneske, som kunstneren har gjort til sit motiv.

270

cessionisternes udstilling i München.

Efter at have fået sendt de tyske avisers reaktion fra sin svoger i Tyskland skrev en begejstret Krøyer fra Skagen til Hirschsprung: »Jeg har faaet forskjellige glædelige Meddelelser af forskjellig Art i denne Tid...Valdemar har sendt mig Kritiker fra München, der svømmer over af Begeistring over min Hustrus Portræt: »Perle des Ausstellung«, »herrliches, edles Werk« o.s.v. o.s.v. og Hanfstaengel, Phot. Gesellschaft o.m.a. kappes om at faa Reproduktionsretten – og Æren er jo som bekendt »det fejreste Træ i Skoven« – selv om almindelige Pæretræer i visse Tilfælde kan være noksaa nyttige«.

Krøyer havde helst solgt maleriet til Hamburger Kunsthalle, men museet blev overbudt af en tysk kunstsamler, »ein Berliner Kunstfreund«, som Krøyer kaldte ham.Ved salget fik Krøyer tusind kr. mere, end han kunne have forlangt for maleriet i Danmark. I 1900 modtog Krøyer en henvendelse fra den tyske samler, hr. Steinbart, som ville afhænde det. Hirschsprung var tilsyneladende ikke interesseret. På baggrund af den franske indflydelse, bl.a. fra maleren Albert Besnard, var det nærliggende, at maleriet netop blev købt af brygger Carl Jacobsen til Ny Carlsberg Glyptotek.

271

274

Sommeraften paa Skagen Sønderstrand. 1893. Olie på lærred, 100 x 150 cm. Skagens Museum.

Forhistorien til billedet har forfatteren Sophus Schandorph fortalt i sine erindringer: »Det var en dejlig Sommerdag. Efter Kaffen gik vi en Tour langs Sydstranden og satte os ved Foden af nogle Klitter, dampende paa vore Cigarer. Langs Stranden spadserede de to smukke Damer, Marie Krøyer og Anna Ancher i den Stund, ‘da Natten og Dagen smelter blidelig ud i hinanden’. Min Hustru pegede ud mod det smukke Syn og de prægtige Lys- og Farvevirkninger. Krøyer sad ganske stille. Hans Tunge spillede mellem hans Læber. Det var mig et Tegn paa, at han havde noget for. Naar jeg har siddet for Krøyer, Ancher eller SlottMøller, har jeg altid set et Spil med Tungen. Naa, Krøyer forærede mig Skizzen, som han siden udførte i stor Maalestok, det dejlige Billede fra Skagens Strand med de to slanke Kvinder vandrende langs Havet«.

Billedet blev først udstillet på Salonen i Paris i 1895 og derefter på secessionisternes udstilling i München, hvor det blev solgt for 4.400 DM til sangerinden og skuespilleren Lilli Lehmann-Kalisch. Det var en pris, som ifølge Krøyer lå ca. 1.000 kr. højere end det, han kunne have fået for det i Danmark. I over firs år hørte og så man ikke noget til det.

I H.Chr. Christensens fortegnelse fra 1923 over Krøyers oliemalerier var det placeret som et af de sidste værker, under »Tillæg«. Heller ikke på udstillingen på Charlottenborg eller i Skagen i anledning af 100året for Krøyers fødsel var det med. Først i 1978 blev det offentligt vist i Danmark igen: på Bruun-Rasmussens Kunstauktioner.

275

EN MALER TIL TIDEN

ningerne for at kunne lykkes. Hvor glade ere vi ikke nu over, at Samtiden gav Frans Hals Lejlighed til at male sine store Skytte- og Gildelagsbilleder«.2 1800-tallets danske svar på Frans Hals burde være beæret.

Han ville modtage 25.000 kr. for opgaven, med mulighed for en forhøjelse til 30.000 kr., dersom der opstod uforudsete vanskeligheder. Det var nærmest umuligt andet, for mange af medlemmerne var ganske skrøbelige. Krøyer ville modtage sine penge i tre rater à 10.000 kr., og tre medlemmer nåede at afgå ved døden, mens arbejdet stod på. En af dem var Julius Lange. Langes portræt måtte males efter et fotografi, som blev stillet til rådighed af hans familie. Krøyer kunne supplere den fotografiske lighed med sin egen erindring om Langes største handicap: han var tunghør. Derfor placerede Krøyer ham så tæt på den ærede foredragsholder som vel muligt.

Krøyer ønskede hele kompositionen bygget op omkring et foredrag, hvor de mange videnskabsmænd skulle afbildes som tilhørere. Det var en oplagt løsning, eftersom medlemmerne ofte mødtes omkring en sådan videnskabelig forelæsning. Resultatet blev dog lige så meget af en utopisk komposition, som de andre store gruppeportrætter, Krøyer havde udført. Foredragene i Videnskabernes Selskab havde hidtil fundet sted i Oldskriftselskabets Sal i Prinsens Palæ. Denne mindre sal, på kun 8,2 x 7,4 meter, var fuldt tilstrækkelig, eftersom kun halvdelen af medlemmerne plejede at møde op.

Det var kun i fantasien og så på Krøyers billede, at alle – også æresmedlemmet kronprins Frederik, den senere Frederik den 8. – var til stede. Med andre ord skulle Krøyer samle en række personer, som aldrig før havde været til stede i så stort antal, i en sal, som var meget større end i virkeligheden, for at lade dem være tilhørere til et foredrag, der aldrig havde været holdt.

Som foredragsholder i billedet ville Krøyer gerne have en forsker fra sin egen generation, som den 43-årige professor i klassisk filologi J.L. Heiberg, der oven i købet var interesseret i kunst. Men man kunne ikke komme uden om professor Japetus Steenstrup, der i både alder og anciennitet – og som selskabets tidligere sekretær – måtte betragtes som den første blandt ligemænd. Der var dog et problem med den over 83 år gamle professor: På grund af svagt helbred havde han ikke selv deltaget i møderne siden 1889.

Desuden havde kunstneren selv et problem med ham: 284

Steenstrup havde været gamle Henrik Krøyers modstander i en af 1800-tallets mest forbitrede akademiske fejder. Steenstrups karriere som professor var i den grad kommet i vejen for plejefaderens. Men hverken maler eller model lod sig dog mærke med, at deres fortid krydsedes i dette tragiske punkt.

Steenstrup tilbød oven i købet, at han ville give møde en dag i salen, for at Krøyer kunne se, hvordan han tog sig ud i den rette belysning på stedet. Kunstneren blev dog gjort opmærksom på, at hans svagelige model hverken kunne tåle at sidde længe eller tit for ham. Han behøvede heller ikke mere end en halv time for at tegne Steenstrup op og malede derefter flere studier af ham. De andre videnskabsmænd var ikke så vigtige for helheden, men de fleste af dem blev dog portrætteret særskilt – som forstudier. Når det lille portræt havde udtjent sin rolle i arbejdsprocessen, var det almindeligt – og ikke sjældent en del af finansieringsgrundlaget, at den portrætterede erhvervede sit eget ‘billede’. Steenstrup døde dog, inden det store billede var færdigt. Hans familie viste bagefter ingen interesse for at modtage den gamle professors portræt, og dét skønt Krøyer otte år tidligere havde malet Japetus Steenstrups søn, historieprofessoren Johannes Steenstrup, som

Selvportræt. Siddende i Solskin paa Skagen Strand ved sit Staffeli. 1897. Olie på lærred, 87,5 x 70 cm. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg.

Sommeropholdet på Skagen i 1897 blev ikke kunstnerisk udbytterigt. Fra Charlottenborgs Udstillingsfond havde Krøyer fået bestilling på sit selvportræt: et knæbillede. Han ønskede at male sig selv i solskin, med stranden, havet og himlen som baggrund, og iført det hvide tøj, som han yndede at gå i, når han var i Skagen. Men solskinnet udeblev: »Det urolige Vejr har for resten fulgt mig til Skagen. I dag regner og stormer det nu aldeles vanvittigt – Vejene er Floder, trods at Sandet ellers plejer at kunne suge en del til sig. Jeg har kun faaet 3 dage til mit Selvportræt, der foreløbig maa standse ved en Karton og en paabegyndt Skitse«.

Det færdige maleri blev ophængt over talerstolen, da Kunstakademiet i slutningen 1909 holdt mindefest for Krøyer. Skitsen, hvis mål er det halve af det færdige maleri, blev erhvervet af Heinrich Hirschsprung i 1898.

285

Skagensjægere. 1898. Olie på lærred, 145 x 225,5 cm.

Aarhus Kunstmuseum.

Personerne på maleriet er fra venstre Degn Brøndum, arkitekt Ulrik Plesner, den unge maler Einar Hein, kæmner Hans Brodersen, samt overplantør C.F. Dahlerup. Øverst på klitten troner Michael Ancher, og foran ham læner Krøyer sig tilbage, mens hunden Rap har færten af et eller andet uden for billedet.

De afbildede var venner, der på hver sin måde havde forbindelse med kunstneren. Brøndum havde været Krøyers vært på Skagen ved mange lejligheder, Ulrik Plesner havde året før lagt sidste hånd på hans nye villa, og den »lille Malerspire« Einar Hein var i årene 1896 til 1899 elev af Krøyer på Kunstnernes Studieskoler. Senere blev han i Paris elev af Krøyers ven, Alfred-Philippe Roll. Hein blev et loyalt, men noget uselvstændigt medlem af kunstmiljøet på Skagen.

Manden med cigaren foran Hein, Hans Brodersen, havde en fortid som jord- og gårdejer og var sammen med sin familie kommet til Skagen i 1896. Krøyer nød meget gæstfrihed i deres hjem. Dahlerup var den uundværlige, der holdt øje med huset i Plantagen – og hunden Rap, når ægteparret om vinteren opholdt sig i København.

Billedets motiv var mere en situation end en bestemt begivenhed. Inspirationen kunne være opstået ved en hvilken som helst jagt i disse år, hvad et brev far 1893 tyder på: »Naa - altsaa vi spiste Frokost sammen paa en høj Klit, med Udsigt over det blaa Hav paa den ene Side – det var imidlertid blevet Solskin – drak den ene Snaps efter den anden og blev i høj Stemning baade deraf og af det dejlige Vejr. Ancher var i straalende Humeur – men han havde tillige en halv Snes Høns liggende ved Siden af sig«.

298

299

EN MALER TIL TIDEN

Vent paa os! 1892. Forarbejde til Badende Drenge. Solskin. Skagen. Olie, 50,7 x 60,7 cm. Skagens Museum.

Maleriet af de to drenge er et forarbejde i fuldt for-

set, der får vandet til at lyse og gnistre som ædelsten.

Interessen for badende børn gik tilbage til det produktive år 1884, hvor Krøyer malede det store Som-

mat til det store maleri, Badende Drenge, Solskin Ska-

merdag ved Skagen Sønderstrand, uden at han for resten

gen, som tidligere befandt sig i fyrst Julius Andrássys

ventede sig noget synderligt af billedet. Det var et mo-

samling, Budapest, og som i dag er forsvundet. Den

tiv, der afspejlede periodens vågnende interesse for

ene af drengene er større og lidt mere solbrændt end

børn og deres sundhed, men det rummede også et an-

den anden, måske er det to brødre. Begge farer de i

strøg af den vitalisme og dyrkelsen af kropskulturen,

hvert fald nøgne ud i bølgerne med retning mod solly-

som først brød rigtig igennem senere.

308

NYDELSE

Maleriet blev købt af den store ungarnske historiker og statsmand grev Julius (eller Gyula) Andrássy, søn af den ungarnske premierminister og udenrigsminister af samme navn. Julius Andrássy den yngre, som efter århundredskiftet fulgte i sin fars store fodspor som et af sit lands væsentligste politiske skikkelser, må have erhvervet Krøyers maleri i forbindelse med en international udstilling. Det blev vist første gang på Charlottenborg, hvor det blev fremhævet, og i 1909 udstilledes det på Biennalen i Venedig. I dag kendes maleriets opholdssted ikke længere. Men en mindre skitse i Den Hirschsprungske Samling kan give et indtryk af dets moderat impressionistiske malemåde med rigelig brug af lysende hvidt i skildringen af de badende børns solbeskinnede rygge og af de skummende bølgetoppe. Et samtidigt fotografi af Krøyer malende på Skagen Sønderstrand, med solskærm, fortæller os, at det relativt store billede blev udført på stedet – ligesom Sommerdag ved Skagen Sønderstrand var blevet det otte år tidligere.28 Også det store format har disse to billeder haft til fælles. Størrelsen på ‘Badende Drenge’ har været tæt på den karton i akvarel og pastel på papir, som findes i Ny Carlsberg Glyptotek, og som måler 132 x 198 cm.

Det sene billede – fra 1899 – er interessant af samme grund som de øvrige strandbilleder fra Skagen fra slutningen af halvfemserne ved sin gennemførte enkelhed i farve og billedopbygning – og sin indtrængende og eksalterede betoning af stemningen. Farveholdningen er domineret af den blånende helhedstone, der er tæt på at udviske forskellen mellem himmel og hav. I kompositionen har kunstneren igen foretrukket en klar diagonalvirkning: skibene og de tre drenge danner en lang skrånende linje lige ned mod det nederste højre hjørne, dér, hvor maleriet tager afsked med det månebelyste landskab.

Familien Hirschsprung havde ikke erhvervet nogle af Krøyers blånende aftenbilleder med Marie, men de havde modtaget en skitse til ét af dem som gave. Billedet af kunstnerens hustru med hunden Rap var, ligesom de vandrende kvinder i hvidt, blevet solgt i Tyskland til en privat samler. Men Hirscshsprung købte Sommeraften ved Skagen Strand med kunstneren og hans hustru, fra 1899. Trods et mellemrum i tid på syv år synes de to malerier nærmest at være malet i forlængelse af hinanden, som variationer over den samme lyriske idé og den samme elegiske naturstemning. Det sene bil-

lede kan nærmest ses som en udbygning i bredformat af det tidlige. Horisontlinjen er denne gang sænket noget, og den større himmel levner udsyn til månen, hvis glimtende genskin i havet punkterer det stille vands blå overflade. Deres titler er også påfaldende ens. Men hunden Rap er tydeligvis blevet noget ældre.

Stranden er Sønderstrand, med Aalbæk Bugt i det fjerne.

Kystlinjen bag figurerne er identisk med den blånende baggrund i maleriet af Marie og Anna Ancher på spadseretur om aftenen i vandkanten. Maries og Krøyers skikkelser er nu placeret i naturbilledets højre halvdel for at give rum til dét, de er standset op for at betragte eller nyde. Vi kan ikke se, hvad det er, men det betyder ikke, at vi ikke kan fornemme det eller forestille os det. Det er formodentlig ikke en ting eller en lokalitet, men en stemning. Som Marie i strandkanten fra 1892 er også dette maleri en hyldest til den sværmeriske naturfølelse. Det fastholder en poetisk situation, hvor den betragtende ser ud til at glemme øjeblikket og glide i ét med sine omgivelser. Denne harmoni skyldes ikke kun det konfliktløse møde mellem menneske og natur. Den kommer også til udtryk i disse maleriers koloristiske holdning, hvor figurernes farve og baggrundens er stemt af efter hinanden som anslag og toner i en akkord, hvor absolut harmoni er den højeste bestemmelse.

Nydelsen som gennemgående tema er ikke kun begrænset til Krøyers produktion i de sene halvfemsere. Men den er mere udpræget her end tidligere. Både det mesterlige portræt af Forfatteren Sophus Schandorph, Skagensjægere, portrættet af Hirschsprung, Badende Drenge en Sommeraften ved Skagen Strand og Sommeraften ved Skagen Strand er alle variationer over menneskers livsnydelse og intense harmoni med omgivelserne. Det er den livsduelige og sybaritiske digter, der nyder et par gode bøger, en cigar og ikke mindst et glas sherry.

Det er jægerne, der liggende i klitterne nyder den veloverståede jagt og det gode selskab blandt venner. Det er kunstsamleren, der nyder sin samling – og den cigar, som han selv har fabrikeret. Det er børnene, der en klar sommeraften springer splitternøgne i Kattegat og nyder det lune vand. Og det er det tilsyneladende lykkelige ægtepar, der nyder måneskinnet og deres egen tilsyneladende problemfrie tilværelse på Skagen Strand.

Både Maries hvide kjole og Krøyers hvide jakkesæt fortæl309

354

355

Næppe nogen dansk kunstner har fejret større triumfer i levende live end maleren Peder Severin Krøyer (1851-1909). Og næppe nogen har fra naturens hånd haft et mere overbevisende talent for at ramme virkeligheden lige på kornet. Alt syntes at lykkes for ham, hans kunst, hans kærlighedsliv og hans karriere. Men tragedien lurede under overfladen, og på sit livs højdepunkt blev han indhentet af skæbnen. ’Peder Severin Krøyer’ er bogen om den måske mest elskede danske maler fra det 19. århundrede. Den mest virtuose.

Men også den mest forkætrede. 

  

- Hans Engell, Ekstra Bladet

”… Krøyers billeder stråler stadig - og åbner sig gennem Peter Michael Hornungs 400 sider store bog.”

– Torben Weirup, Berlingske Tidende

”… først nu udsendes den fuldgyldige beskrivelse af hans liv og kunst fra vuggen i Stavanger til graven i Skagen.”

Krøyer

Peter Michael Hornung er forfatter til en række bøger om danske kunstnere, som Mogens Andersen, Jens Birkemose, Peter Brandes, Ingvar Cronhammar, Preben Hornung, Egill Jacobsen, Lise Malinovsky, Carl-Henning Pedersen, Leif Sylvester og Lars Nørgård. Han var hovedredaktør af Fogtdals Kunstleksikon 1-12, Ny Dansk Kunsthistorie 1-10 samt af værkerne om Bjørn Nørgaards danmarkshistoriske gobeliner til Christiansborg Slots riddersal.

I 2006 var han forfatter til værket ’C.W. Eckersberg – dansk malerkunsts fader’ (sammen med Kasper Monrad). Til 1988 var han kunstkritiker ved Berlingske Tidende.

Derefter har han været kunstredaktør og -kritiker ved dagbladet Politiken.

”Krøyer er mesteren, og Hornung er bare en fed, fed fortæller. Gennemarbejdet sommerbilledbog.”

Peter Michael Hornung

- Bente Scavenius, Børsen

Peder Severin

”Det er blevet et smukt og velskrevet bogværk, der på en kunsthistorisk faglig og forsvarlig måde tager Krøyer under behandling.

Det er en udgivelse, som det har været værd at vente på.”

Peter Michael Hornung

Peder Severin

Krøyer

– Steffen Lange, Frederiksborg Amts Avis

”… en uomgængelig grundbog om kunstneren.”

– Henrik Wivel, Weekendavisen



Palle Fogtdal

Forlaget Palle Fogtdal

Udsnit af Sommeraften paa Skagen Sønderstrand. 1893.

Side 275. Olie på lærred. 100x150 cm. Skagens Museum.