ryg bredde: 32 mm
Flap: 220 x 100mm
143x220mm
“Der er det med Sara Paretsky, at hun er sej – ikke fordi hun har fingeren på pulsen, når det drejer sig om privatdetektivers anløbne moralkodeks, men fordi hun ikke viger tilbage for at rette spottet på gammel social uretfærdighed, som andre finder det for skamfuldt og pinagtigt at røre ved.” - The New York Times
Atter er privatdetektiven Victoria I. Warshawski hovedperson i et skæbnedrama i højeste gear. En klassisk Paretsky-krimi med det hele.
Det bliver indledningen til en hæsblæsende og farefuld jagt på morderen, og undervejs afslører V.I. en kæde af hæslige sandheder, der rækker hele vejen fra Irak til Chicagos sydside. www.saraparetsky.com ISBN 978-87-638-1657-1 CICERO FORUM HØST & SØN PRETTY INK ROSINANTE SAMLEREN
9 788763 816571
Foto © Steven Gross
kropskontakt
På en bar i Chicago lader en body artist sin nøgne krop dekorere af gæsterne, som siden kan downloade motiverne fra en hjemmeside. Showet tiltrækker alle slags mennesker – mere eller mindre lyssky. En frygtindgydende ex-politimand maler klodsede tal og koder, og Nadja, en uligevægtig kvinde, maler et symbol og et ansigt, der får Chad, en ung veteran fra Irak-krigen, til at gå bersærk. En aften forlader Nadja showet, før det er slut. V.I., der er tilstede, følger efter hende. Udenfor finder hun hende med to kugler i brystet. Inden Nadja udånder, når V.I. at fange et enkelt ord: “Alley ...”
Sara Paretsky er en forfatter med et stort samfundsengagement og med en fin fornemmelse for det specifikt kvindelige, som hendes heltinde, detektiven Victoria I. Warshawski, tilføjer krimigenren. Paretsky har vundet utallige priser og høstet megen anerkendelse for sine kriminalromaner, hvoraf tolv er med V.I. som hovedperson. Paretsky bor i Chicago. Kropskontakt er hendes fjortende bog på dansk, senest udkom Pletskud i 2010.
kropskontakt En Victoria I. Warshawski-krimi rosinante
Omslag: Anne Kragelund
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 1 SESS: 41 OUTPUT: Fri Aug 12 14:36:19 2011 /first/Rosinante/odt2/1523_Kropskontakt_minion_140x220_CC/Materie
KROPSKONTAKT
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 2 SESS: 41 OUTPUT: Fri Aug 12 14:36:19 2011 /first/Rosinante/odt2/1523_Kropskontakt_minion_140x220_CC/Materie
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 3 SESS: 41 OUTPUT: Fri Aug 12 14:36:19 2011 /first/Rosinante/odt2/1523_Kropskontakt_minion_140x220_CC/Materie
Sara Paretsky
Kropskontakt På dansk ved Michael Krefeld
ROSINANTE
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 4 SESS: 41 OUTPUT: Fri Aug 12 14:36:19 2011 /first/Rosinante/odt2/1523_Kropskontakt_minion_140x220_CC/Materie
Kropskontakt Er oversat fra amerikansk af Michael Krefeld efter Body Work Copyright © 2010 by Sara Paretsky All rights reserved Denne udgave: © Sara Paretsky og Forum / rosinante&co a/s 1. udgave, 1. oplag, 2011 Omslag: Anne Kragelund Bogen er sat med Minion hos BookPartnerMedia og trykt hos Narayana Press, Gylling ISBN 978-87-638-1657-1 Printed in Denmark 2011 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Rosinante er et forlag i rosinante&co a/s Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | 1019 København K www.rosinante-co.dk
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 5 SESS: 41 OUTPUT: Fri Aug 12 14:36:19 2011 /first/Rosinante/odt2/1523_Kropskontakt_minion_140x220_CC/Materie
Til Jo Anne, Jolynn og Kathryn. Tak for jeres hjælp med at holde det ramponerede C-Dog-skib flydende i alle de mange år
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 6 SESS: 41 OUTPUT: Fri Aug 12 14:36:19 2011 /first/Rosinante/odt2/1523_Kropskontakt_minion_140x220_CC/Materie
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 7 SESS: 41 OUTPUT: Fri Aug 12 14:36:19 2011 /first/Rosinante/odt2/1523_Kropskontakt_minion_140x220_CC/Materie
tak Tak til doktor Bill Ernoehazy for hans råd om teknisk bevismateriale og udfærdigelse af obduktionsrapporter. Af hensyn til bogens handling fulgte jeg ikke hans råd til punkt og prikke, så man må ikke blive dybt rystet, hvis man synes, at kaptajn Edwards Walker burde have handlet anderledes. I den lidt mere muntre afdeling vil jeg takke Edwina Wolstencroft og Early Music Show for råd om Jake Thibauts sang. Ms. Wolstencroft satte mig på sporet af trobairitz, som jeg aldrig havde hørt om før. Citatet fra Maria de Ventadorns digt er taget fra Meg Bogins The Women Troubadours. Tak til Sue Riter for meget mere, end jeg kan nævne her. Du gjorde bogen mulig; du fik den til at fungere. Professor Israel bar-Joseph, ekspert i nanopartikler på Weizmann Institute, var så venlig at forklare mig om bl.a. galliumarsenid. Jolynn Parker ydede uvurderlig hjælp med sin kritik af bogen i manuskriptform. Kathryn Lyndes støtte var uundværlig i forløbet med de sidste omskrivninger. Titlen på kapitel 55 stammer fra et gammelt russisk ordsprog: »Op ad bakke skubber man kærren, ned ad bakke triller den. Der er dog retfærdighed til her i verden – bare ikke nok.«
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 8 SESS: 41 OUTPUT: Fri Aug 12 14:36:19 2011 /first/Rosinante/odt2/1523_Kropskontakt_minion_140x220_CC/Materie
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 9 SESS: 41 OUTPUT: Fri Aug 12 14:36:19 2011 /first/Rosinante/odt2/1523_Kropskontakt_minion_140x220_CC/Materie
1
døden i gyden Nadia Guaman døde i mine arme. Sekunder efter at jeg forlod Club Gouge, hørte jeg skud, skrig og hvinende dæk fra gyden bag natklubben. Jeg løb akavet tværs over den grusbelagte, hullede parkeringsplads og fandt Nadia liggende sammenkrummet på den beskidte is. Blodet vældede ud fra hendes bryst i en lind strøm. Jeg flåede mit tørklæde af og åbnede hendes frakke. Såret sad højt i brystet – for højt, var jeg straks klar over – men jeg krøllede alligevel tørklædet sammen til en bylt og pressede den mod såret. Jeg blev ved med at presse, mens jeg kæmpede mig ud af min frakke og fik stoppet den ind under hende. Venstre hånd mod brystet, højre hånd under hendes ryg, hvor jeg trykkede min frakke mod udgangssåret. Uden at se op eller slække på trykket råbte jeg til dem, som begyndte at flokkes om os, at de skulle ringe efter en ambulance, nu, straks. Nadias øjne sitrede, mens jeg holdt om hende. Et blegt smil flakkede i hendes mundvige. »Alle. Alle.« »Shh, Nadia, spar på kræfterne.« Jeg syntes, det var et godt tegn, et håbefuldt tegn, at hun sagde noget, og jeg fortsatte med at presse mod såret, mens jeg sang stumper af en vuggevise og forsøgte at bevare roen hos os begge. Da redderne kom til og vristede mine hænder væk fra hendes sår, rystede de på hovedet. Hun havde allerede været død i flere minutter. Jeg begyndte at ryste. Det var først, da redderne trak mig op at stå, at jeg mærkede januarvinden skære gennem marv og ben. Redderne hjalp mig ind i ambulancen og efterlod Nadia på jorden, hvor politiets teknikere skulle fotografere liget. Jeg fik et tæppe om 9
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 10 SESS: 41 OUTPUT: Fri Aug 12 14:36:19 2011 /first/Rosinante/odt2/1523_Kropskontakt_minion_140x220_CC/Materie
mig og en kop dampende varm, sød kaffe fra reddernes private termokande. »Du gjorde det så godt, man overhovedet kunne,« sagde teknikeren. Han var lille og muskuløs og havde filtret rødt hår. »Hun forblødte i løbet af få minutter. Jeg gætter på, at kuglen har ramt en pulsåre, men det kan retsmedicineren fortælle os. Kendte du hende?« Jeg rystede på hovedet. Vi havde knap vekslet et ord sammen, og jeg kendte kun hendes fornavn. En betjent stak hovedet ind ad den åbne ambulancedør. »Er det dig, der lagde en frakke over den døde pige?« Døde kvinde, ville jeg til at sige, men jeg var for udmattet til at tage den kamp i aften. Nadia var død, og uanset hvad man kaldte hende, ville det ikke gøre hende levende igen. Jeg blev siddende på bænken over for båren og kvækkede en bekræftelse. »Kan vi gå indenfor og tale sammen?« spurgte betjenten. »Teknikerne kører den døde pige til lighuset, så snart de er færdige med at fotografere hende, og der er hundekoldt herude.« Jeg rakte en af redderne tæppet og lod betjenten hjælpe mig ud bagtil. Nadia lå, hvor jeg havde efterladt hende, med sølvfarvet ansigt i det blinkende blå lys, der gjorde blodet på brystet sort. Min frakke lå stadig under hende. Jeg gik over til hende og fiskede mine nøgler til bilen og lejligheden op af lommerne på trods af udbruddene fra teknikerne. Min håndtaske lå en meters penge fra den »døde kvinde«, mumlede jeg højt. Jeg samlede tasken op til flere højlydte protester fra efterforskningslederen. »Det er bevismateriale.« »Det er min håndtaske, som jeg lagde fra mig, da jeg gav førstehjælp. Den får I ikke brug for, men det gør jeg.« Jeg snurrede rundt på hælen og gik tilbage til Club Gouge. Tasken var håndlavet og af rødt læder, en form for undskyldning fra vennen til en forsvundet person, og jeg havde ikke lyst til at risikere at miste den eller min pung i et bevismaterialeaflukke. Enhver, som havde opholdt sig i natklubben eller på parkeringspladsen – bortset fra dem, som havde været snarrådige nok til 10
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 11 SESS: 41 OUTPUT: Fri Aug 12 14:36:19 2011 /first/Rosinante/odt2/1523_Kropskontakt_minion_140x220_CC/Materie
at stikke af, før de blåklædte ankom – var blevet gennet tilbage i lokalet. Kort forinden havde jeg frosset, men der var så varmt og beklumret i natklubben, at jeg blev dårlig. Jeg begyndte at svede og mærkede kvalmen stige op i halsen. Natklubbens personale, inklusive min kusine Petra, stod samlet i en klynge ved baren. Da jeg efter nogle sekunder blev enig med mig selv om, at jeg ikke skulle kaste op, masede jeg mig hen ved siden af Petra. »Vic, hvad er der sket?« Petras blå øjne var store af frygt. »Du har blod over det hele.« Jeg kiggede ned og så Nadias blod på min trøje, mine bukser og hænder. Det kløede i hovedbunden: Måske havde jeg også noget af hendes blod i håret. »En eller anden skød en kvinde, da hun forlod natklubben,« sagde jeg. »Var det – hvem var det?« »Jeg hørte hende blive kaldt Nadia,« sagde jeg langsomt og kiggede stift på Petra. »Jeg ved ikke, om det er hendes rigtige navn, og jeg kender ikke hendes efternavn. Hvis politiet eller en journalist udspørger dig om, hvad der er sket i aften, kan du kun svare sandfærdigt på ting, du ved eller selv har set. Du skal undgå at svare på spørgsmål om noget, du gætter dig til, for det vildleder bare politiet.« »Det er bedst, hvis du ikke rådfører dig med de andre vidner,« sagde en stemme. En kvindelig betjent havde kæmpet sig vej gennem det råbende, sms’ende, twittende kaos og dukkede op ved siden af mig. I den dunkle belysning kunne jeg se hendes smalle ansigt med de fremstående kindben og det glatte, sorte hår, der var så kort, at der kun stak et par små totter frem under kasketskyggen. E. Milkova, stod der på hendes skilt. E. Milkova så ikke ud til at være meget ældre end min kusine, alt for ung til at være betjent, og alt for ung til at fortælle mig, hvad jeg måtte og ikke måtte. Men – det var hende, som havde politiskiltet på. Jeg lod hende føre mig hen til den lille scene bagest i lokalet, som politiet havde afspærret med 11
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 12 SESS: 41 OUTPUT: Fri Aug 12 14:36:19 2011 /first/Rosinante/odt2/1523_Kropskontakt_minion_140x220_CC/Materie
tape, så de kunne bruge den til afhøringer. Hun løftede op i tapen, så jeg kunne kravle under, og trak så et par stole hen til os fra det nærmeste bord. Jeg rakte en hånd frem og hjalp hende med den ene. Jeg befandt mig i det følelsesløse stadium, man går igennem efter at have været tæt på vold og død. Jeg havde svært ved at koncentrere mig om Milkovas spørgsmål. Jeg oplyste mit navn. Fortalte, at jeg havde hørt skud og var løbet hen for at se, hvad der var i vejen. Nej, jeg kendte ikke den dræbte kvinde. »Men du kender hendes navn,« sagde Milkova. »Jeg hørte en kalde hende Nadia. Jeg kender ikke hendes efternavn.« »De fleste løber væk, når de hører skud.« Jeg sagde ikke noget. »Du løb hen mod dem.« Jeg sagde stadig ikke noget, og hun rynkede panden. »Hvorfor?« »Hvorfor hvad?« »Hvorfor løb du hen mod faren?« Dengang jeg var ung og sorgløs, ville jeg have citeret Philip Marlowe og svaret: »Fare er mit mellemnavn,« men i aften følte jeg mig kuldslået og bekymret. »Det ved jeg ikke.« »Så du nogen i natklubben true Nadia i aften?« Jeg rystede på hovedet. Jeg havde ikke set nogen true hende i aften. Tidligere, det var en helt anden historie, men mine år som beskikket forsvarer havde lært mig kun at svare på det spørgsmål, der blev stillet. »Kom du her i aften, fordi du regnede med, der ville ske et overfald på nogen?« »Det er en natklub. Jeg kom, fordi jeg ville se forestillingen.« »Du er privatdetektiv. Det siges, at du har været involveret i en masse højt profilerede efterforskninger?« En eller anden havde sladret om mig til politiet. Jeg spekulerede på, om det var natklubbens ejer af ren og skær ondskab. »Tak,« sagde jeg. 12
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 13 SESS: 41 OUTPUT: Fri Aug 12 14:36:19 2011 /first/Rosinante/odt2/1523_Kropskontakt_minion_140x220_CC/Materie
Milkova skubbede det korte hår om bag ørerne, et tegn på nervøsitet – hun vidste ikke rigtig, hvordan hun skulle komme videre. »Synes du ikke, det er et mærkeligt tilfælde, at du er her lige den aften, en kvinde bliver skudt?« »Betjente har fri nu og da. Selv læger. Og privatdetektiver siges også at have fri en sjælden gang.« Jeg havde ikke lyst til at kaste Petra for ulvene, og det var, hvad der ville ske, hvis jeg ymtede det mindste om, at jeg lige ville holde et vågent øje med min kusines arbejdsplads. Ingen havde ulejliget sig med at slukke for KropsKunstnerens computer, og plasmaskærmene på scenen blev ved med at blinke med billeder af blomster og jungledyr. De dannede et foruroligende bagtæppe for afhøringen. »Vic! Hvad laver du her?« Jeg kiggede mig over skulderen og fik øje på Terry Finchley, en efterforsker, jeg havde kendt i lang tid. »Terry! Jeg kunne jo spørge dig om det samme.« Finchley havde siddet bag et skrivebord i fem-seks år nu og var højre hånd for en af min fars gamle protegeer, inspektør Bobby Mallory. Det overraskede mig at se Finch i marken i en mordefterforskning. Han smilede skævt til mig. »Inspektøren syntes, det var på tide, jeg fik lidt skidt under neglene igen. Og hvis man skal dømme efter dig, bliver de kulsorte.« Jeg kiggede ned på mine blodplettede hænder. Det var begyndt at gå mig lidt på at være smurt ind i Nadias blod. Terry trådte op på den lave scene og gav Milkova besked på at hente en stol til ham. »Hvad har du fundet ud af, Liz?« spurgte Finchley Milkova. E stod altså for Elizabeth. »Hun er usamarbejdsvillig. Hun vil ikke sige, hvor hun kender offeret fra, eller hvorfor hun er her eller noget.« »Jeg har jo sagt, at jeg ikke kender offeret,« sagde jeg til Milkova. »Jeg bliver lidt knotten, når folk ikke hører efter.« »Det er snart sagt alt, der kan gøre dig knotten, Warshawski,« 13
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 14 SESS: 41 OUTPUT: Fri Aug 12 14:36:19 2011 /first/Rosinante/odt2/1523_Kropskontakt_minion_140x220_CC/Materie
sagde Finchley. »Men jeg er lidt nysgerrig efter at vide, hvordan du er blevet blandet ind i det her?« »Jeg var på vej ud af natklubben, da jeg hørte skud. Jeg løb over parkeringspladsen og så en kvinde ligge på jorden. Hun blødte. Jeg forsøgte at standse blødningen, så jeg havde ikke tid til at forfølge gerningsmanden. Men ud fra princippet om, at en god gerning altid bør straffes, behandler man mig nu, som om jeg har noget med mordet på kvinden at gøre.« Min stemme var steget til et råb. »Vic, du er udmattet. Og det kan jeg ikke fortænke dig i.« Terrys stemme var usædvanlig mild, og de skarpe flader i hans ibenholtsorte ansigt blev runde af medfølelse. Han havde været gal på mig i mange år, men nu havde han måske langt om længe tilgivet mig. Hans stemme blev skarpere. »Teknikerne er utilfredse med, at du fjernede bevismateriale fra gerningsstedet. Og det kan jeg ikke blot være enig med dem i, jeg må også bede dig aflevere det til dem.« Okay, altså ikke tilgivet. Han spillede bare god strisser-ond strisser i samme ombæring. »Det er ikke bevismateriale. Det er mine personlige ejendele, som jeg lagde fra mig, da jeg forsøgte at yde førstehjælp. Jeg samlede dem op, da betjent Milkova gav mig besked på at forlade stedet. Jeg tror bare, dine teknikere vil være glade for at få fjernet uvedkommende ting. Selv om jeg lod min frakke ligge.« Min strube snøredes sammen, og jeg kiggede uvilkårligt ned på min hånd, min højre hånd, der havde trykket min frakke mod Nadias blødende ryg. »I må godt beholde frakken. Den skal jeg aldrig mere have på.« Finchley tøvede lidt og besluttede så at bære over med min håndtaske. »Kendte du den døde kvinde?« »Nej.« »Hvorfor var du her?« »Det er en natklub. Man er velkommen til at kigge indenfor, hvis man har lyst til noget at drikke og til at se et show. Jeg gjorde begge dele.« Finchley sukkede. »Hvis det havde været en hvilken som helst 14
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 15 SESS: 41 OUTPUT: Fri Aug 12 14:36:19 2011 /first/Rosinante/odt2/1523_Kropskontakt_minion_140x220_CC/Materie
anden indbygger her i Chicago, ville jeg have nikket, noteret dit navn og telefonnummer og sendt dig hjem for at vaske blodet af med en opfordring til at glemme alt om de rædsler, du har været vidne til. Men V.I. Warshawski vælger at besøge en natklub den ene aften på et år, hvor en kvinde bliver myrdet i gyden bagved. Er du klar over, hvad inspektøren vil spørge mig om, når han hører det? Hvad lavede hun der?«
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 16 SESS: 41 OUTPUT: Fri Aug 12 14:36:19 2011 /first/Rosinante/odt2/1523_Kropskontakt_minion_140x220_CC/Materie
2
udøvende kunstner Hvorfor havde jeg været på Club Gouge den aften, Nadia Guaman blev ramt af to kugler? Terrys spørgsmål blev ved med at snurre rundt i mit hoved, da jeg kørte hjem. Det enkle svar havde noget med min kusine Petra at gøre. Bortset fra at Petra var kommet ind i mit liv for mindre end et år siden, og jeg var hurtigt ved at finde ud af, at når det gjaldt hende, var der aldrig noget enkelt svar. Det var på en måde urimeligt. Det var i virkeligheden Jake Thibaut, som oprindeligt tog mig med på Club Gouge lige efter thanksgiving. Jake er bassist, og han flyttede ind i min ejendom sidste forår; vi har kommet sammen i et par måneder nu. Han spiller nutidig kammermusik med en kvartet og er også med i High Plainsong, der spiller gregoriansk kirkemusik. Trish Walsh, en af hans venner fra High Plainsong, skulle optræde med en mystisk blanding af middelaldermusik med heavy metal-tekster, mens hun spillede på elektrisk lirekasse og lut. Da Trish Walsh under navnet Raving Renaissance Raven fik et job på Club Gouge, trommede Jake et selskab sammen, som skulle hen og høre hende. Det var en stribe af hans musikervenner, men han inviterede også Lotty Herschel og Max Loewenthal samt vores underbo mr. Contreras. Min kusine Petra fik møvet sig ind i selskabet. »Raving Renaissance Raven!« Petras øjne strålede. »Jake, jeg var ikke klar over, hvor totalt sej du er. Jeg har Ravens Ravings på min iPod, men jeg har aldrig set hende live!« Club Gouge var et af en stribe nye spillesteder, der var rykket ind i de forladte lagerbygninger under Lake Street L lige vest for centrum. På en eller anden måde var den blevet toppen af poppen 16
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 17 SESS: 41 OUTPUT: Fri Aug 12 14:36:19 2011 /first/Rosinante/odt2/1523_Kropskontakt_minion_140x220_CC/Materie
i striben af steder, først og fremmest fordi indehaveren, Olympia Koilada, tilsyneladende havde en sjette sans, der fik hende til at præsentere kunstnere, lige før de slog igennem. Raven, som var opvarmning for et show med titlen KropsKunstneren, sang og spillede i cirka fyrre minutter. Max var fascineret af hendes lirekasse, der var håndlavet af smukke træsorter. Raven havde sluttet en forstærker til den, og musikken fyldte lokalet. Jake og hans musikervenner brød sig ikke om den forvrængning, forstærkeren gav musikken. Mellem numrene diskuterede de, om deres veninde kunne have opnået en bedre virkning ved hjælp af en mikrofon på scenen. Petra og mr. Contreras diskuterede teksterne: Petra syntes, Ravens sange var megaseje, han syntes, de var frastødende. Det var Max, som satte ord på mine følelser. »Hun har måske aldrig haft noget stort publikum til sin gregorianske kirkemusik. Nu kan hun vise en ung generation, at selv en klassisk musiker kan chokere og skabe sig et marked.« »Det er bare så kynisk,« protesterede Petra. »Hun er bare modig nok til at tage chancer.« »Der hvor kunsten og det kommercielle mødes,« sagde Jake. »Man laver kunst, man sælger det – for at tjene til føden, få lidt anerkendelse – man går på kompromis med sin kunst for at tjene penge – hvorfor ikke gå hele vejen? Hvilket ikke betyder, at hun ikke går lige så fuldt og fast ind for heavy metal som middelaldermusik.« Vi havde tænkt os at gå, før KropsKunstneren gik på scenen, men de livlige diskussioner i selskabet – i forening med de rigelige mængder af øl og vin, der blev konsumeret – fortsatte, til lyset blev dæmpet igen til aftenens hovedbegivenhed. Unge mænd ved bordene omkring os piftede og stampede forventningsfuldt med fødderne. I pausen havde jeg holdt øje med et bord midt i lokalet. De fem unge mænd omkring det drak tæt, men især to af dem havde siddet og banket deres ølflasker hårdt ned i bordpladen og højlydt krævet, at KropsKunstneren gik i 17
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 18 SESS: 41 OUTPUT: Fri Aug 12 14:36:19 2011 /first/Rosinante/odt2/1523_Kropskontakt_minion_140x220_CC/Materie
gang. Da lyset blev dæmpet, var det dem, der piftede mest skingert i det larmende lokale. Vi sad i mørke i omkring tredive sekunder. Da lyset blev tændt igen, var KropsKunstneren kommet ind på scenen. Hun sad på en høj skammel. Hun var nøgen bortset fra en millimetertynd G-streng, men hendes krop og ansigt var dækket af en flødefarvet foundation. Det var kun hendes brune hår, der var sat op på hovedet med et juvelbesat spænde, som hørte til de levendes verden. Kunstneren var fuldstændig i balance. Hun sad i yogastilling med håndfladerne trykket mod hinanden foran brysterne. Det var publikum, som var uroligt: raslen, når folk flyttede lidt på benene eller pillede ved lynlåse. Eksplosioner af hviskende latter. Bag kvinden dukkede fotografier af kropskunst op på en række skærme: En mark af liljer, der voksede frem af en vagina med blomster, der blomstrede ud over brysterne. Et ansigt malet som en tiger i forstørret udgave, så hvert eneste knurhår og hver eneste stribe rundt om snuden var synlig. Tigeren blev erstattet af et junglelandskab, der dækkede ryggen: Elefanter trompeterede på skulderbladene, en giraf skrævede over rygsøjlen. Junglen blev afløst af et gigantisk, halvt lukket, blåt øje på underlivet, der så ud til at blinke til vulva nedenunder. Lysbillederne skiftede i takt til et lydspor med mellemøstlig musik. I forgrunden af scenen stod to skikkelser i burkaer og snurrede rundt i takt til musikken. Dem havde jeg ikke lagt mærke til i begyndelsen, men burkaerne fremhævede på en eller anden måde det erotiske i dansernes bevægelser, så de blev næsten lige så foruroligende som kropskunsten. Jeg blev lige så berørt som resten af publikum. Projektørlyset på kunstnerens bryster, følelsen af, at det var en mannequindukke, der sad deroppe, ikke en kvinde, var både ophidsende og ubehagelig, og jeg brød mig ikke om, at min krop reagerede på det, min hjerne tog afstand fra. Jake Thibaut rykkede uvilkårligt lidt væk fra mig, mens mr. Contreras højlydt hviskede: »Det gør man ikke. Det gør man bare ikke!« 18
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 19 SESS: 41 OUTPUT: Fri Aug 12 14:36:19 2011 /first/Rosinante/odt2/1523_Kropskontakt_minion_140x220_CC/Materie
Kunstneren lod spændingen stige, til vi alle sammen var parate til at kradse øjnene ud på hinanden, og så sænkede hun hænderne og vendte håndfladerne ud mod os i en tilsyneladende invitation. »Kunsten ligger i skaberens hænder, i beskuerens blik, i luften, vi indånder, i de solnedgange, vi beundrer, ligene, vi vasker og svøber i linned til begravelsen. Min krop er mit lærred, men i aften er den også jeres. I aften skal I slippe fantasien løs og male, som I malede i børnehaven, før I begyndte at bekymre jer om, hvad andre ville sige til jeres arbejde, jeres kunst. Jeg er jeres lærred, jeres – nøgne – lærred.« De fem unge mænd, som havde siddet og hamret i bordet og krævet, at kunstneren kom i gang, piftede og kom med tilråb. En af dem råbte: »Smid det hele, søster, smid den der streng. Vi vil se noget fisse!« Jeg vendte mig halvt om mod dem. En af dem prøvede at give tegn til tjeneren om at komme med en ny omgang. De var alle fem muskuløse fyre, og ham, som råbte til kunstneren, at hun skulle smide strengen, havde den slags muskler, man får af at løfte rundt på tunge ting dagen lang. Der var halvmørkt i lokalet, men jeg kunne ane et mylder af tatoveringer på hans arme. Kvinden på skamlen smilede. Måske var hun vant til vulgære fulderikker. Måske nød hun det. »Kan vi ikke få noget at drikke her?« råbte den tatoverede mand og slog i bordet. »Ro på, Chad,« sagde en af hans bordfæller. Jeg kiggede efter dørmanden og så ham i samtale med indehaveren bagest i lokalet. De holdt øje med bordet og så ud til at mene, at kvintetten ikke havde behov for professionel indgriben lige nu, men mens jeg kiggede, så jeg indehaveren ryste på hovedet til baren: Ingen servering lige nu, i hvert fald ikke til Chads del af lokalet. KropsKunstneren strakte armene frem mod den tatoverede mand, så hendes bryster hældede forover og hang som frugter over hendes lår. »Du og jeg kan lide kropskunst, ikke sandt? Kom bare herop, jeg bider ikke. Tegn, hvad du lyster på min krop.« 19
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 20 SESS: 41 OUTPUT: Fri Aug 12 14:36:19 2011 /first/Rosinante/odt2/1523_Kropskontakt_minion_140x220_CC/Materie
»Ja, kom nu, Chad,« opildnede hans kammerater ham, »gør det nu. Og damen bider ikke, siger hun. I hvert fald ikke foran alle de andre her.« Flokken begyndte at le og dunke hinanden i ryggen, og anspændtheden sivede ud af lokalet. KropsKunstneren tog en pensel fra en bakke med åbne dåser maling på et rullebord ved siden af sig og begyndte at male det ene ben. Vi glemte en overgang det mærkelige ved hendes nøgenhed og så til, mens hun tog forskellige pensler. Hun arbejdede hurtigt, mens hun hele tiden talte; om den kongres for kropskunst, hun lige havde været til, om galleriudstillinger i byen, om sin barndomskat Basta. Mens hun talte, poserede de to burkaklædte skikkelser på scenen, flyttede nu og da ben eller arme i nye stillinger som udtryk for glæde eller spænding over kunstnerens arbejde. Efter fem minutter rejste KropsKunstneren sig for at vise, hvad hun havde malet. Det var kun dem tættest på scenen, der kunne se det, og de klappede og jublede. Resten af os strakte hals, og Chad og hans venner blev urolige igen. Inden de nåede at brokke sig for højlydt, tog en af de burkaklædte skikkelser et kamera fra rullebordet. Kunstneren krummede en pegefinger ad en mand lige foran scenen. Han havde en af den slags forlegne ordvekslinger med hende, som man tit oplever, når en blandt publikum bliver kaldt op på scenen af tryllekunstneren. Men kort efter gjorde han hende selskab på den lille forhøjning, der gjorde det ud for scene på Club Gouge. En af danserne rakte manden kameraet, og kunstneren viste, at han skulle vende det mod hendes ben. Et billede dukkede op på en af skærmene: en kat, langstrakt og nedladende efter egyptisk forbillede. Nedenunder havde kunstneren skrevet: »Vi vil se missen.« Lokalet brølede af latter. Alle var blevet irriteret på Chads og hans fulde venners piften og frydede sig over at se dem blive gjort til grin. Det så ud, som om Chads ansigt blev mørkt i den dunkle belysning, men hans venner lagde deres hænder på hans arme, og han forsøgte ikke at rejse sig. KropsKunstneren drillede og lokkede for at få manden, som var 20
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 21 SESS: 41 OUTPUT: Fri Aug 12 14:36:19 2011 /first/Rosinante/odt2/1523_Kropskontakt_minion_140x220_CC/Materie
kommet op på scenen, til at gribe en pensel. Det gjorde han og malede en rød stribe ned ad hendes venstre arm. »Nu bliver dit værk internationalt berømt,« sagde kunstneren. Hun rakte kameraet tilbage til danserne. Den ene af dem stillede skarpt på hendes stribede arm, der dukkede op på den midterste skærm. »Det bliver sat ind i mit galleri,« sagde hun. »Du kan signere det, hvis du vil, eller bare fortælle dine venner, hvad de skal kigge efter.« Manden, der var lige så rød som den stribe, han havde malet, sagde, at han ikke behøvede den slags anerkendelse. »Det er dig, der er kunstneren,« sagde han, »dig, der skal have anerkendelsen.« Han bukkede kejtet og steg ned fra scenen til nyt bifald. Derefter var flere andre dristige nok til at male på kunstneren. Ingen var i stand til at matche de flotte værker, der lyste op på skærmene, men efter et stykke tid havde de fået dækket hendes bryster med blå og grønne striber, og en havde malet en gul smiley på et af kunstnerens skulderblade. Mr. Contreras blev stadig mere urolig, som maleriet skred frem. Han ville have diskussionen afklaret med Petra, men Jake fik ham overbevist om, at en larmende natklub ikke var det rette sted til det. Max tog bestik af min underbos ophidselse og sagde, at han skulle til et møde næste formiddag, og Lotty skulle operere fra morgenstunden, så de ville tage af sted og køre mr. Contreras hjem. Den gamle mand indvilgede brummende til min store lettelse. Tanken om at køre ham hjem, mens han gav luft for sin frustration, var ikke lige noget, jeg havde set frem til. Jeg gav Lotty et taknemligt kys og vendte tilbage til bordet og Jake. Mr. Contreras forsøgte at tvinge Petra til at tage med, men hun gav ham sit største og mest strålende smil og sagde, at hun ville blive og se forestillingen færdig. KropsKunstneren holdt en sludder gående med dem, som malede på hende. Indimellem var der en, som sagde noget, der så ud til at interessere hende, men de fleste af hendes svar var luftige og lød, som om hun morede sig på vores bekostning, selv om hun gav udtryk for at hylde »det kunstneriske fællesskab«, vi var en del af. En svær mand gik op mod scenen med en rullende gangart, der 21
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 22 SESS: 41 OUTPUT: Fri Aug 12 14:36:19 2011 /first/Rosinante/odt2/1523_Kropskontakt_minion_140x220_CC/Materie
fik mig til at tænke på en gadebetjent. Da han bukkede sig for at inspicere dåserne med maling, var jeg faktisk ret sikker på, at jeg kunne se omridset af hans skulderhylster. Jeg spekulerede et kort øjeblik på, om han havde tænkt sig at anholde kunstneren for blufærdighedskrænkelse, men så dyppede han en pensel i dåsen med rød maling. Efter at have ledt efter en tom plads på hendes krop skrev han en række tal og bogstaver på hendes balder, som alle andre havde været for forlegne til at begynde på. Han ignorerede bifaldet og tilråbene fra publikum og rullede tilbage til sin plads. Netop som Jake og jeg blev enige om, at vi havde set og hørt tilstrækkeligt, trådte en anden kvinde op på den lille scene. Hun sagde ikke noget, hverken til KropsKunstneren eller publikum, men begyndte at male med en koncentration, som ingen af de andre havde udvist. De to dansere havde mimet begejstring gennem hele forestillingen, men nu så de ud til at være ægte optaget af det værk, der tonede frem. De begyndte at filme, så vi kunne følge med i kvindens arbejde: Stiliserede flammer på kunstnerens ryg blev tilføjet et lag i et indviklet mønster af lyserøde og grå franske liljer. Kvinden var i færd med at føje et ansigt til værket, da den tatoverede mand begyndte at råbe igen. »Skal du disse mig, kælling? Står du og disser mig?« Chad rejste sig så hurtigt, at hans kammerater ikke nåede at gribe fat i ham. Hans stol væltede bagover, og han begyndte at mase sig mellem borde og stole op mod scenen. I løbet af et øjeblik var dørmanden nået hen til Chad. Han brugte et par kneb, jeg ikke havde set, siden jeg flyttede fra Sydchicago. Chad knækkede forover og var gelejdet ud ad døren på mindre end et minut. Dørmandens hurtighed og behændighed lagde en dæmper på Chads kammerater. Da en tjener foreslog, at de betalte deres regning og gjorde deres ven selskab udenfor, trak en af dem en håndfuld sedler op af lommen og smed dem på bordet uden at tælle dem og uden så meget som et blik på regningen. Alle fire gik så hurtigt, de kunne. Indehaveren, en høj kvinde på cirka min alder, trådte op på den lille scene. Hun var på sin egen måde lige så enestående som 22
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 23 SESS: 41 OUTPUT: Fri Aug 12 14:36:19 2011 /first/Rosinante/odt2/1523_Kropskontakt_minion_140x220_CC/Materie
KropsKunstneren. Hendes hår var sort bortset fra en hvid stribe, der kunstnerisk faldt ned i panden, og hun var iført en stor hvid satinskjorte, der var stukket ned i de kropsnære, sorte bukser. Hun præsenterede sig som Olympia Koilada. »Tusind tak til vores KropsKunstner. Mor jer, men med omtanke, brug beskyttelse.« Hun gjorde fredstegnet og gik tilbage til baren. Dåsemusik begyndte at dunke og hvine gennem lokalet, og støjniveauet blandt publikum eksploderede af lettelse. Jake og hans venner blev enige om at invitere Raven på en sen middag i byen. Han var så venlig at invitere Petra også, men hun sagde, at hun ville blive for at tale med indehaveren. »Jeg hørte dem sige i baren, at de mangler personale, og jeg har brug for lidt mere arbejde,« sagde Petra. »Jeg har jo min ni til femtjans, men det er nærmest kun fra dag til dag, så det ville være fint med det her.« »Fint at være tjener i en natklub?« sagde jeg. »Det er endnu mere usikkert end det, du har.« Petra arbejdede for et designfirma på nettet. »Har du set de drikkepenge, folk giver?« Petras øjne strålede. »Jeg har arbejdet som værtinde om sommeren hjemme i de gamles klub. Tjenerne fik aldrig nær så mange drikkepenge, selv om det gav ret godt.« Jeg tænkte på, om jeg skulle gøre mere for at få hende til at glemme det. Petra var kun treogtyve, og på en vis måde følte jeg mig ansvarlig for hende. Hun var holdt op med at tage imod penge hjemmefra efter at have hørt om en alvorlig forbrydelse, hendes far havde brugt hele sit liv på at dække over, og hun var ikke vant til at skulle klare sig selv. Jake ventede lidt utålmodigt, mens jeg forsøgte at tale Petra fra at søge arbejde i natklubben. »Vær nu ikke så snobbet, Vic,« sagde han. »Jeg har været roadie i natklubber som den her, da jeg var i tyverne, og det har jeg ikke taget skade af. Kom nu. Jeg sagde til de andre, at vi ville møde dem på restauranten.« Jeg fulgte ham ud i den iskolde nat. Der var kaos på parkerings23
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 24 SESS: 41 OUTPUT: Fri Aug 12 14:36:19 2011 /first/Rosinante/odt2/1523_Kropskontakt_minion_140x220_CC/Materie
pladsen, og det så ud til at kunne tage tyve minutter at komme ud, men der løb en gyde bag natklubben. Jeg vendte Mustangen og listede mig mod trafikstrømmen. »Petra havde ret, det var supersejt,« sagde Jake. »Og samtidig foruroligende, især de burkaklædte dansere. Det er nok sådan, at alle kunstnere manipulerer med publikums følelser. Jeg gør det selv, så hvorfor føles det, som om hendes udtryksform overskrider en grænse?« »Det er kroppen,« sagde jeg. »Det kan man ikke komme bort fra. Uanset om vi bryder os om det eller ej, lever vi i en verden, hvor den blottede kvindekrop tænder en. Musik får kun det erotiske eller det personlige frem i en selv. KropsKunstneren tvinger en til at se det personlige hos hende.« »Måske. Vi bassister har ry for at være de mest rå musikere, så hvis det foruroliger mig at se en kvinde blotte sig offentligt, kunne man få den tanke, at jeg ikke er en ægte bassist. Jeg må indrømme – bare over for dig og mig selv – at jeg sad med en følelse af ikke at have tøj nok på.« Jeg lo. »Her i ly af mørket vil jeg også godt indrømme – hej, hvad laver de?« Jeg var drejet hen ad gyden. Chad og hans venner stod i nærheden af bagindgangen til Club Gouge. Jeg standsede bilen. »Vic, lad nu være med at gå ud og slås med dem. Jeg har fået spænding nok for i aften.« »Man må da heller aldrig more sig,« jamrede jeg, men tilføjede: »Jeg har selvfølgelig ikke tænkt mig at komme i klammeri med dem, men jeg synes, natklubbens behændige dørmand bør vide, at de står og hænger herude.« Jeg sikrede mig, at bildørene var låst, og fandt mobilen frem, men da kvintetten fik øje på os, begyndte de at trække hen ad gyden. Isen gjorde det glat, og en af dem gled og faldt, hvilket gav mig tid til at følge efter dem, mens jeg søgte efter nummeret til natklubben. Da jeg havde arbejdet mig gennem hullerne og isen ud til gaden, var flokken på vej hen ad Lake Street tilbage mod natklubbens hovedindgang. 24
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 25 SESS: 41 OUTPUT: Fri Aug 12 14:36:19 2011 /first/Rosinante/odt2/1523_Kropskontakt_minion_140x220_CC/Materie
»Det er ikke, fordi jeg vil fortælle dig, hvad du skal gøre, Vic, men jeg har altså ikke tænkt mig at sætte mine fingre på spil, hvis du optager forfølgelsen af dem,« sagde Jake. »Og min mave skriger på bouillabaisse.« Hans tonefald var let, men han spøgte ikke; han levede af sine fingre. Jeg vidste ikke rigtig, om jeg skulle le eller føle mig såret. »Betragter du mig virkelig som en, der elsker et slagsmål så meget, at jeg kunne finde på at gå i lag med fem stive mænd, der er dobbelt så store og halvt så gamle som mig? Mit eneste våben lige nu er min mobil.« »Jeg har set dig komme forslået og forbrændt hjem. Jeg har aldrig været sammen med dig, når den slags skete. Så hvor skulle jeg vide det fra?« Jake gav min skulder et klem for at tage brodden af sine ord. Dengang jeg fulgte i kølvandet på min fætter Boom-Boom i Sydchicago, var det tit, jeg endte i slagsmål uden egentlig at vide hvorfor. Jeg besluttede ikke at indvie Jake i det. Det ville blive svært at overbevise ham om, at jeg var blevet moden siden. En eller anden tog langt om længe telefonen i natklubben. En sen metro klaprede forbi over os, da en kvinde svarede, og i hendes ende var musikken og larmen i lokalet lige så øredøvende, men det lykkedes mig til sidst at forklare, at jeg ville tale med Olympia Koilada. På det tidspunkt var jeg nået hen foran hovedindgangen, hvor jeg så Chad og hans venner stige ind i en RAV4. Det lød ikke, som om fyrene bekymrede Olympia. »Jeg ved ikke, hvem du er, eller hvorfor du tror, det rager dig – er du privatdetektiv? – og hvorfor du skal stikke din næse i mine ting. Det synes jeg, du skal lade være med. Det kontroversielle giver kunder i butikken, og det ved kunstneren. Hun ved også, hvordan hun skal passe på sig selv. Jeg har et liveshow, der begynder om to minutter. Hej med dig.« Stolperne til højbanen og de meget ens udseende firehjulstrækkere, der kørte til og fra natklubbens parkeringsplads, gjorde det svært at følge RAV4’eren. Jeg gav til sidst efter for Jakes indtrængende anmodning om at køre hen til restauranten.