pinligt_dittes_valg by SAXO.com

Ditte bliver hele tiden stillet over for valg. Skal hun blive ved med at være kæreste med Alexander, selvom deres forhold knirker gevaldigt? Hvad skal hun gøre for at forhindre sin mor i at møde op på efterskolen for at deltage i en politisk debat? Hvilken uddannelse skal hun vælge på længere sigt? Og skal hun tilbage til sin gamle klasse eller skifte skole? Men alle disse valg bliver overskygget af en eneste ting: Efterskolen er ved at være slut, og tanken om at skulle skilles fra alle sine venner er ikke til at bære. Slet ikke, når man skal flytte tilbage til verdens mest pinlige familie. Læs også de andre bøger om Ditte Pinligt! Dittes familie Pinligt! Ferien i Grønland Pinligt! Ditte på efterskole Pinligt! Væddemålet

henrik nilaus

dittes valg

De fleste af os havde været hjemme på weekend for sidste gang. Næste gang var der ikke nogen efterskole at vende tilbage til. Jeg kunne mærke, hvordan jeg blev helt tom indeni, hver gang jeg tænkte på det, og det var hele tiden. Jeg tror også, at de andre havde det sådan, men der var ingen, der ligesom turde snakke om det. Måske ville det så blive alt for virkeligt. Og fra nu af gjaldt det jo om at nyde hvert minut, der var tilbage.

5. henrik nilaus

dittes valg

Henrik Nilaus

Pinligt! Dittes valg

1 Næsten alt er perfekt på en efterskole. Men også kun næsten alt. Toiletterne er f.eks. ikke. Og slet ikke, når man har rengøringstjans. For så kan man finde ting, som slet ikke burde være der. Jeg havde lige overlevet to virkelig hårde måneder. Maja og Julie havde nemlig væddet, om mit og Alexanders forhold kunne holde frem til 18. januar, hvor vi kunne fejre vores tremånedersdag. Det kunne det, også selvom Julie gjorde alt for at få det til at gå i stykker. Men nu kunne jeg slappe af og bare nyde at være på efterskole. Og det gjorde jeg. Især når jeg var sammen med Alexander. Men også med Bjørn og Maja, som var begyndt at komme sammen, og det blev det hele kun endnu bedre af. Der var i det hele taget mange ting at glæde sig over. Ud over at Alexander og jeg altså stadig kom sammen, så skulle vi med Rakel og Jógvan til Færøerne i påskeferien. Den ferie så jeg virkelig frem til. Men først skulle jeg selvfølgelig lige overleve vinterferien. Og overleve var det rigtige ord, for jeg skulle være sammen min familie, og den kunne godt være lidt af en belastning. Ja, det var den faktisk det meste

af tiden, og specielt når jeg havde Alexander med hjemme. Sidst var vi alle taget til Ven, hvor far havde planlagt at smide mormor ud fra en høj skrænt. Altså kun asken af hende, selvfølgelig. Far glemte bare at tage højde for vindretningen, så det meste af asken fik han selv i hovedet. Den oplevelse ville jeg helst glemme alt om, og det håbede jeg også, at Alexander gjorde. Noget andet, som jeg også godt ville glemme alt om, var, at det snart var min tur til at gøre rent på de toiletter, der hørte til vores husgruppe. Vi havde en fast vagtplan, hvor vi to og to skulle gøre det en uge ad gangen. Jeg var på hold med Frede, desværre, for det at gøre rent var ikke en af hans stærke sider. Dem havde han for øvrigt ikke mange af. For helt at slippe for rengøringen, prøvede jeg at overtale de andre til, at vi fremover skulle benytte toiletterne nede ved kantinen. Og når vi skulle i bad, så at bruge baderummene ved gymnastiksalene. Den var de ikke med på. Den eneste, der helhjertet støttede mig, var Frede. Jeg tænkte som en gal. Der måtte være en måde at slippe på. Hvad nu, hvis toiletterne ikke virkede? Så var man jo nødt til at benytte nogle andre … Nu var hærværk ikke lige sådan noget, der lå til mig, selvom rengøring af toiletter bestemt heller ikke var. Men

toiletterne behøvede jo heller ikke at være rigtigt ude af drift. Så længe de andre bare troede, at de var det. Så søndag eftermiddag fik jeg fat i Frede, og sammen gik vi ned på forvalterens værksted, hvor der heldigvis ikke var låst. Her fandt vi noget afspærringsbånd og også et skilt, hvor der stod: Ude af drift! Vi fik anbragt såvel afspærringsbåndene som skiltet, uden at nogen så os. Og det virkede. De andre i husgruppen syntes ganske vist, at det var dødirriterende, men Frede og jeg var godt tilfredse. Julie var nok den, der var mest irriteret. Specielt da hun næste morgen kom tilbage fra sit morgenbad nede ved gymnastiksalene. Man skal nemlig hen over en gårdsplads og langs med en bygning for at komme til badene, og det var begyndt at blive rigtig koldt. ”Hvornår bliver de lavet?” spurgte hun surt. ”Der går vist en lille uge,” svarede jeg. ”Det er noget med, at afløbene er stoppede.” ”Først om en uge!” Hun så anklagende på mig, som om det var min skyld, hvad det jo sådan set også var. Om eftermiddagen, da de fleste af os andre sad i hyggekrogen – det kalder vi vores fællesrum, hvor der står tre store bløde sofaer – kom Julie triumferende op ad trapperne. ”Forvalteren vil prøve at få fat i en blikkenslager og få ham til at komme allerede i morgen,” sagde hun. ”Og han vidste for øvrigt slet

ikke, at afløbet var stoppet.” Hun så igen anklagende på mig. Det gør hun tit. Jeg fik fat i Frede, og han kunne også godt se, at det ikke var helt smart, hvis der dukkede en blikkenslager op. Så vi var nødt til at tale med forvalteren, før han fik ringet. Frede mente ganske vist, at det var bedst, hvis jeg gjorde det, nu havde det ligesom været min ide. Men det skulle jeg ikke nyde noget af og fik ham trukket med. Forvalteren var nemlig ikke en, man normalt snakkede med, men tværtimod en, man gik i en stor bue uden om. Han havde været på skolen helt fra starten og opfattede den nærmest som sin private ejendom. Derfor var det heller aldrig sjovt at fortælle ham, når noget var gået i stykker. Også fordi han var overbevist om, at vi havde ødelagt det med vilje, og at vi kun havde gjort det for at genere ham. En skole helt uden elever var hans største drøm. Døren ind til hans værksted stod lidt på klem, og vi kunne høre, at han allerede havde fået fat i blikkenslageren, så vi ventede og lyttede. ”Det er sikkert afløbet.” … ”Der var også problemer sidste år.” … ”Ja, men det skal laves ordentligt, og hvis det er nødvendigt at brække gulvet op, så må du jo gøre det.” …

”I morgen, okay. Og så er vandrørene ude i hestestalden for øvrigt også frosset.” … ”Okay.” Forvalteren lagde på og rejste sig. Vi blev stående uden for døren uden rigtig at kunne beslutte os for, om vi skulle gå ind eller bare skynde os væk. Resultatet var, at vi blev stående og nær havde fået døren lige i hovedet, da han kom brasende ud. ”Hvad laver I her?” spurgte han allerede med en anklagende stemme. Og det var der jo ingen af os, der egentlig havde lyst til at fortælle, men alligevel sagde jeg: ”Det er om badene og toiletterne.” ”Ja, der kommer en og ser på det i morgen tidlig,” sagde han og var på vej videre. ”Er det ikke noget, du kan ordne,” spurgte jeg. Han vendte sig mod mig. ”Det er et arbejde for en blikkenslager, ikke for mig,” svarede han kort. ”Men jeg tror ikke, det er så svært,” sagde Frede. Forvalteren så overrasket på ham. ”Nå, så det tror du ikke. Hvad kender du til det? Er du da blikkenslager?” Frede skar en grimasse. Måske havde det alligevel været en fordel, hvis jeg var gået herned alene. ”Bare fordi I ikke gider gå nedenunder, når I skal på toilettet eller i bad, så slipper jeg altså ikke alt,

hvad jeg har i hænderne, og kommer farende. Jeg har faktisk andet at lave. Blikkenslageren kommer i morgen, og det bliver I altså bare nødt til at vente på.” Han nikkede bestemt mod os og forsvandt hen ad gangen. Frede og jeg så på hinanden. Håndværkere står tidligt op, så det gjorde Frede og jeg også. Da alle andre sov på det tidspunkt, var det let for os at fjerne afspærringen og få gemt den af vejen. Så holdt vi øje med indkørslen, og lidt over syv kunne vi se to store kassevogne. Lidt efter steg fire mænd ud og gik over mod vores bygning. De to af dem bar på store trykluftbor. Som aftalt skyndte Frede og jeg os ind i hvert vores baderum. Heldigvis kunne man låse badekabinen, for jeg havde det altså lidt underligt med at stå og bade, mens fire mænd kom for at reparere afløbene. To af dem endda med trykluftbor. Der gik lidt tid, uden at der skete noget, og jeg var så småt begyndt at håbe på, at blikkenslagerne bare var gået igen, og at alt nu ville være i sin skønneste orden. Men så kunne jeg høre, at døren ind til baderummet og toiletterne blev åbnet. ”Er her nogen?” råbte forvalteren, og lidt efter bankede han på døren ind til min badekabine. Et lidt dumt spørgsmål, da han vel kunne høre, at bruseren løb.

”Ja, jeg er i bad,” råbte jeg tilbage. Vel egentlig også et overflødigt svar, for hvad skulle jeg ellers lave. ”Er der ikke problemer med afløbet?” spurgte han. ”Nej, det er helt fint!” svarede jeg. ”Fandens!” kunne jeg høre ham sige, inden han lukkede døren bag sig. Jeg tog et rigtig langt bad for at sikre mig, at de var væk, når jeg kom ud. Det var de. Den samme taktik havde Frede brugt, og vi så lettede på hinanden. Til gengæld var der nu ingen vej udenom, så allerede om eftermiddagen gik vi, udstyret med gulvspande og gulvsvabere, i gang. Frede foreslog, at han tog pigernes, mens jeg så kunne tage drengenes. Jeg ved ikke, om det var i håb om at se nogen af os i bad, eller det bare var, fordi han regnede med, at vores var mindre klamme. Men jeg afviste blankt. Det diskuterede vi meget, og enden blev, at vi først tog pigernes, bagefter drengenes. Midt i den diskussion kom Jógvan løbende og forsvandt hurtigt ind på drengenes toilet, inden jeg nåede at sende ham et andet sted hen. ”Hvis du tisser på gulvet, så tørrer du selv op,” råbte jeg efter ham. Det lød nu, som om han lavede andet end at tisse. Ja, det lød faktisk ret voldsomt, og tilmed som om det kom ud af begge ender.

”Jeg har pisseondt i maven,” jamrede han, da han lidt efter kom ud og foroverbøjet slæbte sig hen til sit værelse. ”Det er altså for meget,” sagde jeg og smed gulvmoppen fra mig. ”Hvis han har skidt og brækket sig ud over det hele, så får han fandeme lov til selv at ordne det!” Frede så ud til at være ligeglad, han syntes vist nærmest, at det var sjovt, men så kunne han jo selv få lov til at ordne det. Toiletterne inde hos os piger var ikke så slemme, så det var kun lidt ulækkert. ”Er her nogen,” spurgte Frede og stak hovedet ind i brusekabinerne. ”Ingen gevinst.” Han så skuffet ud. ”Men hvis der ligger brugte bind derinde, så er det altså nogle, du fjerner.” Det gjorde der ikke, og jeg har heller aldrig helt forstået, hvorfor drenge er så bange for bind. De er ikke det lækreste i verden, men ligefrem være bange for dem! Vi var heldigvis hurtigt færdige inde hos os. Så nærmede vi os drengenes. Jeg blev stående udenfor og lod Frede gå forrest. Der lugtede nu ikke så slemt, som jeg havde regnet med, bare surt. ”Hvis der er nogen, der har tisset på gulvet, så er det altså dig, der vasker det!” Det var ikke til diskussion. ”Det er en aftale, hvis du bare fjerner den dér!”

Han nikkede i retning af et af toiletterne. Jógvan havde brækket sig ved siden af kummen. Jeg har det sådan, at så snart jeg ser en brække sig eller en, der har brækket sig, så får jeg selv kvalme lige på stedet. Det skete også nu. Brækklatten var altså også enormt ulækker, brun og slimet, og man kunne tydeligt se alt, hvad Jógvan havde spist til frokost. Og det var meget. ”Jeg tager brusekabinerne,” sagde jeg hurtigt. ”Det dér må du selv ordne eller få Jógvan til det. Det er trods alt dig, der bor sammen med ham!” Det sidste argument var måske ikke særlig sagligt, men hvis det virkede, var det jo ligegyldigt. Frede bed dog ikke på. ”Vi slår ’Sten, papir, saks’ om det,” foreslog han. Jeg rystede på hovedet. ”Det kan du ikke bare sige!” protesterede han. ”Det kan jeg da. Det kan du da selv høre!” ”Hvad diskuterer I så voldsomt,” spurgte Hermann, som åbenbart havde hørt os ude fra gangen. ”Jógvan har brækket sig ud over det hele,” sagde jeg. ”Han har ondt i maven,” forsvarede Frede ham. Hermann gik forbi os og så ind på toilettet. Han stod lidt og stirrede på klatten. Så bøjede han sig ned, og med to fingre trak han den op fra gulvet og hold den hen foran os. ”Den er meget godt lavet, men jeg har set for mange af dem til ikke at kun-

ne genkende dem. Desuden stinker bræk, det gør denne her ikke. Så ved I det til næste gang, I møder sådan en.” Hermann rakte den til Frede. ”Og sig til Jógvan, at han skal lade den blive inde på jeres værelse.” Frede smilede overdrevent. ”Det var da meget sjovt,” sagde han. ”Ærlig talt, det synes jeg egentlig ikke. Jeg synes, bræk er ekstremt ulækkert og alt andet end sjovt!” Jógvan kom ud til os. ”Du troede da vel ikke, at den var ægte?” Han var ved at flække af grin. ”Nej,” sagde jeg hidsigt. ”Den er købt på Færøerne,” oplyste Frede, som om det var en formildende omstændighed. Men jeg var helt ligeglad med, hvor den var købt. Og selvfølgelig skulle Frede og Jógvan fortælle alle i husgruppen, hvad der var sket. Og specielt Julie syntes, at det var skægt, at jeg var bange for en gummibrækklat. Jógvan havde taget klatten med over i hyggekrogen, så alle kunne studere den nærmere. Og han havde også taget en stor brun hundelort med. For at vise, hvor modig hun var, tog Julie lorten op i hånden og trykkede på den, så den peb. ”Er du også bange for denne her?” spurgte hun og holdt den op foran mig. Næste morgen skulle vi have Birgitte i den første

time, og hun havde taget forvalteren med. Ikke noget godt tegn. ”Jeg vil godt vide, hvad der har været i vejen med jeres toiletter og baderum?” spurgte hun. Larmende tavshed. ”Julie, du har sagt til forvalteren, at afløbene var stoppede!” Julie nikkede. ”Ja, og der var også sat afspærringsbånd op og et Ude af drift-skilt.” Hun så surt på mig. Men der var ingen, der vidste, hvem der havde sat den afspærring op, eller hvem der havde sagt, at afløbet var stoppet. Det vil sige, Frede og jeg vidste det jo godt, men vi havde ingen trang til at fortælle de andre det. ”Det er altså ikke gratis at tilkalde en blikkenslager,” sagde forvalteren og så vredt ud over klassen. ”Og det er heller ikke specielt billigt at brække et flisegulv op for at reparere et afløb, som ikke fejler noget. Der er nogen herinde, som skal være særdeles glade for, at det ikke skete!” Det var vi også, både Frede og jeg. Vi skulle ordne toiletterne hver dag. Og jeg glædede mig til, at ugen snart var slut. Julie blev ved med at køre på det med brækklatten og spurgte hver dag, om jeg ikke også havde fundet en hundelort eller andre spændende ting. Måske skulle jeg netop finde en hundelort! Nu

Julie var så interesseret i at få fingrene i en, og jeg ville også godt have hævn over Frede og Jógvan. Tæt op ad efterskolen lå en lille park, hvor der altid var mange, der luftede hunde. Nogle af dem samlede også hundenes efterladenskaber op, puttede dem i små sorte poser og dumpede dem i affaldskurvene. Jeg gik derhen og sikrede mig, at jeg var alene, og at ingen så mig. Først gik jeg rundt på grusstierne for at se, om jeg kunne finde en hundelort, som jeg kunne bruge, men der var slet ikke nogen. Så gik jeg hen til en af affaldskurvene og fiskede nogle af de sorte plastikposer op. Problemet var, at hundelorten skulle ligne Jógvans, så jeg var nødt til at åbne poserne. Og nogle af dem var bundet med så stramme knuder, at jeg måtte rive dem i stykker. Det var ret ulækkert. De første lorte var ikke særlig vellignende. Enten var farven forkert, størrelsen passede ikke, eller faconen var uheldig. Jeg var slet ikke klar over, at hundelorte fandtes i så mange variationer. Heldigvis var der mange poser, og til sidst fandt jeg da også en, der lignede meget godt. Den kom i en ren plastikpose og så ned i lommen. I det samme hørte jeg nogen råbe ad mig og så en mand i slidt tøj komme løbende over mod mig. ”Det er fandeme min affaldskurv!” Først stod jeg forvirret, men da det gik op for mig, at det faktisk var mig, han råbte ad, satte jeg i løb

væk fra ham. Jeg har aldrig brudt mig om drankere, hjemløse eller lignende, men heldigvis var min kondition langt bedre end hans, eller også var jeg bare mere bange end ham. Han blev ved med at råbe efter mig, men det var lige meget, så længe han ikke kunne indhente mig. Jeg så mig tilbage. Jeg blev ved med at øge forspringet, men måske skulle jeg også have set fremad, for pludselig stod der en anden mand i lige så slidt tøj og spærrede mig vejen. ”Stop hende,” råbte ham den første. ”Hun stjæler.” Jeg kunne hverken komme frem eller tilbage, så jeg valgte at blive stående. ”Hvad vil I?” spurgte jeg og var parat til at slå fra mig, hvis de prøvede på noget. ”Du skal fandeme ikke stjæle vores tomme flasker,” sagde ham den første. ”Det her er vores område, vores park.” ”Jeg har ikke taget nogen flasker,” sagde jeg. ”Jeg så dig putte en i lommen!” ”Det var ikke en flaske.” ”Må vi se?” ”Nej!” ”Se så at aflevere,” sagde ham den anden og gik truende et skridt frem mod mig. ”Ellers tager vi den selv.” Det skulle jeg ikke nyde noget af. Så jeg valgte at tage posen op af lommen og række den til ham.

Han åbnede den og begyndte at grine. ”Nej, den må du sgu godt beholde … og velbekomme!” Jeg proppede hurtigt posen tilbage i lommen og skyndte mig væk. Jeg kunne høre dem grine, også efter at jeg var kommet ud af parken. Så snart jeg var inde på skolens grund, stoppede jeg. Jeg ville lige vente på, at mit hjerte begyndte at slå normalt igen, og jeg kunne trække vejret helt roligt. Så fortsatte jeg. Det var ikke kun mødet med de to mænd, der var temmelig ubehageligt, det var det også at have en lort i lommen, også selvom den lå i en pose. Mit held var dog, at det havde været rigtig koldt de sidste mange dage, så den var helt stivfrossen, og jeg regnede også med, at jeg hurtigt og helt ubemærket kunne smutte op og få den anbragt et godt sted. Og så bare håbe på, at det var Frede eller Jógvan, der fandt den. Men da jeg nærmede mig skolen, løb jeg lige ind i Alexander. Han gav mig et stort kram. Jeg prøvede at trække mig lidt væk, men han holdt fast. ”Jeg har ledt efter dig,” sagde han. ”Hvor har du været?” ”Bare gået en tur i parken,” svarede jeg. Jeg kunne mærke hundelorten i lommen. Den føltes kold mod mit lår. Jeg prøvede igen at gøre mig fri, men han trak mig helt ind til sig og kyssede mig. Det er lidt underligt at blive kysset, når det eneste, man tænker på, er, at man har en lort i lommen, som er ved at tø op. Det virkede altså heller ikke sær-

lig romantisk. Jeg var også bange for, at den ville begynde at lugte, hvis den blev varm, eller at den ville miste sin facon! ”Hvad er der i vejen?” spurgte Alexander og slap mig lidt. ”Jeg skal altså bare sådan tisse,” sagde jeg, gjorde mig fri og småløb over mod vores bygning. Selvfølgelig sad Maja, Bjørn, Frede, Rakel, Zindy og Julie ude i vores hyggekrog, så jeg kunne ikke, som jeg ellers havde regnet med, placere lorten dér, men måtte i stedet ud på pigernes toilet, hvor jeg hurtigt fik den op af lommen. Den så stadig ud, som da jeg fandt den, og det var jeg glad for, for jeg havde ikke den store lyst til at begynde at modellere den i facon igen. Jeg lagde den ved siden af kummen. Trak ud og fik vasket mine hænder. Meget grundigt, endda flere gange, og gik så smilende ud til de andre, hvor også Alexander nu sad. Jeg lod mig dumpe ned ved siden af ham og gav ham et kys. Når den nu lå, hvor den lå, så håbede jeg, at det var Julie, der fandt den, men i stedet kom Birgitte på uanmeldt rengøringstjek. Hun var ret emsig med hensyn til toiletter og baderum. Hun ville have, at der var pinligt rent, og det syntes hun ikke, der var, når der lå en lort på gulvet. Hun så gal ud, da hun spurgte, hvem der stod for rengøringen af toiletterne i denne uge. Jeg kiggede hurtigt over på Frede.

”Er der noget i vejen?” spurgte han lidt forvirret og rejste sig. Mine kinder begyndte at blusse. Det var ikke meningen, at hverken hun eller Hermann skulle blandes ind i det her. ”Kom her, I to,” sagde Birgitte. Og som altid i den slags situationer, skulle alle med over at se, hvad der skete. ”Nå, den er bare af plastik,” sagde Frede og samlede den op, men kunne hurtigt mærke, at det var den ikke. Han skar en grimasse og vidste ikke, hvad han skulle stille op med den. Men det kunne nok også være svært, når der stod otte og kiggede på, at man stod med en lort i hånden. ”Hvis man trykker på den, så piber den,” sagde Julie og tog lorten for at vise hvordan. Men det gjorde den ikke. Hun slap den hurtigt og rystede hysterisk hånden. Birgitte foreslog, at hun i stedet vaskede hænderne. ”Måske trykkede du bare ikke hårdt nok,” sagde jeg og smilede til hende. ”Prøv igen.” Og så var den uge heldigvis gået, og der var to nye, der stod for rengøringen. Troede vi, men Birgitte ville godt lige tale med os. ”Forvalteren har fortalt mig, at I var nede for at

tale med ham her i søndags?” Hun så skiftevis fra den ene til den anden. Jeg nikkede. Frede skar en grimasse. Hun blev ved med at se på os. ”Og det skulle ikke tilfældigvis have noget med badene og toiletterne at gøre?” Jeg ventede på, at Frede skulle sige noget begavet, men det var ikke nogen god taktik, for der havde altid været længe imellem, at Frede sagde noget begavet, og det eneste, han kunne finde på, var: ”Badene og toiletterne?” Birgitte lænede sig tilbage og så på os. ”Lad mig så høre, hvad I har haft gang i.” Der var nok ingen vej udenom. Vi kunne lige så godt få det overstået. Alligevel gik det lidt trægt med at få det sagt. ”Det kunne let have kostet en masse penge. Nu var I heldige, at blikkenslageren også skulle ordne noget ude i hestestalden, ellers havde skolen fået en regning på et par tusinde kroner, og den havde I fået lov til at betale.” Vi nikkede og så ned i jorden. ”Så I slipper,” sagde hun og holdt en lille pause, før hun fortsatte. ”Men ikke helt. I får en ekstra uge med toiletterne.” Selvom vi havde lyst, var der ingen af os, der protesterede.