Jeg sikrede mig, at de andre sov. Så bøjede jeg mig forsigtigt ind over ham. Jeg kunne ikke se hans ansigt, men forsøgte i blinde at ramme hans mund med et ordentligt kys. Han bevægede sig lidt, og jeg kyssede igen; men der var noget, der virkede forkert, og da han halvt i søvne vendte sig, kunne jeg se, at det var forkert … helt forkert!
Læs også de andre bøger om Ditte Pinligt! Dittes familie Pinligt! Ditte på efterskole Pinligt! Væddemålet
ferien i grønland
Ditte er 14 år og har glædet sig til en dejlig lang sommerferie, inden hun skal på efterskole. Hun skal bare nyde solen og stranden og hænge ud med vennerne. Men nu er hun pludselig på vej til Grønland sammen med sin far, mor og lillesøster. Og det er ikke spor afslappende, for hendes far har lavet en lang liste over alle de ting, de skal se. På listen står der ikke noget om en dreng ved navn Jon. Men ham får Ditte selv øje på.
henrik nilaus
2. ISBN: 978-87-705-5454-1
henrik nilaus
2.
ferien i grønland
Henrik Nilaus
Pinligt! Ferien i Grønland
Pinligt_bind2.indd 3
21/08/08 18:54:51
Pinligt_bind2.indd 4
21/08/08 18:54:55
1 Sommerferie har altid været noget med sol og hvide strande. Og så at være sammen med vennerne. Men nu er jeg på vej til Grønland med min familie. Kan nogen fortælle mig, hvorfor sådan noget altid sker for mig? Det var slet ikke meningen, at vi skulle på sommerferie. ”Vi har simpelthen ikke råd,” sagde far, og så kikkede de alle sammen på mig. Jeg er lige blevet konfirmeret, og selvom det ikke var nogen stor fest, så kostede det sikkert en hel del. Og så skal jeg på efterskole, her efter sommerferien. Det er dyrt, men jeg glæder mig også helt vildt. Da det med ferien gik op for min lillesøster Christina, sagde hun, at vi bare skulle tage det helt roligt. Hun ville finde på noget. Nu er der absolut ingen grund til at tage det helt roligt, når Christina har fået en ide, men i dette her tilfælde havde jeg nu ingen bekymringer. Far spurgte, om hun ville begynde at arbejde, eller hvad havde hun tænkt sig? ”Det vil jeg lige overveje!” svarede hun. ”Men det er nok noget med reklamer.”
5
Pinligt_bind2.indd 5
21/08/08 18:54:55
Nogle gange, og det er de fleste, er hun bare for meget. Jeg opdagede nu hurtigt, hvad projektet gik ud på, og blev helt rolig. Hun havde tænkt sig at svare på alle reklamekuponer, hvor man kunne vinde en ferierejse. Hun skulle være velkommen. Så længe hun koncentrerede sig om det, kunne vi andre slappe af. Christina har nemlig altid et eller andet projekt, hun skal have gennemført. Og normalt involverer det resten af familien. Jeg prøvede at fortælle hende, at det nok var ret usikkert at basere sine ferieplaner på rent held, men hun svarede bare: ”Én skal jo vinde!” Det viste sig, at der var mange feriekonkurrencer. Mange flere end jeg havde regnet med. Hun allierede sig også med vores storebror Mikkel, som går med reklamer. Dem, han fik i overskud, tog han med hjem, og så sad de og klippede kuponer ud i den helt store stil. Faktisk virkede det, som om han støttede hendes projekt. Først senere gik det op for mig, at han bare håbede på at få familien ud af huset. Det ville passe ham helt fint med et par uger alene hjemme. Alene er måske så meget sagt; tiden skulle nok tilbringes sammen med Mette. Ja, jeg var ligeglad, men det kostede far og mor en formue i frimærker. Sådan cirka nok til en billig charterferie sydpå.
6
Pinligt_bind2.indd 6
21/08/08 18:54:55
Før Christina sendte kuponerne, krøllede hun dem sammen, gav dem et kys, glattede dem lidt ud igen og slog korsets tegn over dem. Jeg har altid ønsket at være enebarn. ”Men kan du ikke se det!” sagde hun og så bedrevidende på mig. ”Alle kuponer kommer ned i en stor sæk, og så er der en, der stikker hånden ned og trækker vinderen. Men det er meget lettere at få fat i en kupon, der er krøllet, end en der er glat.” ”Og hvem har så bildt dig det ind?” ”Det har jeg da selv regnet ud!” Jeg rystede på hovedet. Hun måtte godt hygge sig med det. Jeg havde mine helt egne ferieplaner: Ida fra min gamle klasse skulle i sommerhus med sine forældre, og jeg måtte vist godt komme med. Vi ville holde en fest deroppe og havde allerede snakket om, hvilke drenge der skulle med. Jeg vidste ikke rigtigt, om jeg ville have Rasmus med. Han er meget sød, men han tror, vi kommer sammen, og det er lidt anstrengende. Vi sad og spiste morgenmad sammen; og denne lørdag morgen var hele familien tilfældigvis samlet. Jeg så ikke postbudet, hørte bare bumpet ude fra gangen. Christina var som altid først på pletten. Det var det samme ritual, der gentog sig hver gang, og jeg forventede også i dag at se hende med avisen i hånden og et overdrevent deprimeret udtryk i ansig-
7
Pinligt_bind2.indd 7
21/08/08 18:54:56
tet, mens hun bekendtgjorde, at vi endnu ikke havde vundet. De her konkurrencer var ved at blive lidt af en besættelse for hende. Det er o.k. at spille og prøve lykken, men det her nærmede sig ludomani. Alt drejede sig efterhånden kun om at vinde en rejse. Og alt blev sendt ind. Selv når gevinsten var en kroferie for to. Jeg bed i et rundstykke og tænkte, at far og mor i virkeligheden burde gribe ind og stoppe hende. På en eller anden måde syntes jeg jo også, at det var lidt synd for hende. Men lige pludselig hørte vi et vildt skrig ude fra gangen, og hun kom farende ind, mens hun viftede med et brev. ”Jeg har vundet! Jeg har vundet!” råbte hun og dansede vildt rundt. Vi så mistroisk på hende og tænkte vel alle det samme: at hun havde læst forkert. ”Er det rigtigt?” Far rejste sig og nærmede sig tøvende brevet, som Christina stadig svingede rundt i luften. ”Må jeg se!” ”Vi skal til Grønland!” råbte hun og rakte brevet til far. Så sprang hun hen og gav mor et knus. Mikkel og jeg fik også et. Far læste brevet, og jeg prøvede at tyde hans mimik. Det var let. Et stort, frydefuldt smil bredte sig over hans ansigt.
8
Pinligt_bind2.indd 8
21/08/08 18:54:56
Det var bare for meget. Hvordan kunne den lille unge vinde en ferierejse? ”Det er os en glæde at kunne ønske Dem tillykke med hovedpræmien på 2 billetter med kystskibet MS Ingrid op langs Grønlands vestkyst fra Paamiut i syd til Asanaaq i nord. Samlet værdi 50.000,- kr. …” Far så op fra brevet. ”Det er jo helt … utroligt.” Christina blev ved med at hoppe op og ned. Mikkel smilede, far smilede, og mor smilede. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle. ”To billetter,” sagde mor. ”Men vi er jo fem.” ”Jeg behøver ikke at komme med,” sagde Mikkel hurtigt. ”Vi køber bare tre ekstra børnebilletter,” sagde Christina. ”Tre ekstra billetter af 25.000 kroner stykket.” Far rystede på hovedet. Jeg kunne se på Christina, at tårerne stod højt i hendes øjne. ”Det er jo kun børnebilletter,” indvendte hun. ”Vi finder på noget,” sagde mor hurtigt og klappede hende på kinden. ”Ferie for 50.000 kroner ... Imponerende.” ”Og Grønland er fedt,” sagde Christina. Grønland er ikke fedt. Grønland er koldt, tænkte jeg.
9
Pinligt_bind2.indd 9
21/08/08 18:54:56
”Det var den, jeg allerhelst ville vinde!” fortsatte hun. ”Den kupon fik også et ekstra kys og blev krøllet endnu mere sammen.” Hun så lettere hoverende på mig. ”Fantastisk!” sagde jeg bare. Jeg regnede ikke med, at det var det helt rigtige tidspunkt at foreslå, at turen i stedet gik til Grækenland. ”Måske kan I også bytte den til et varmere land,” foreslog Mikkel. Man skulle tro, at han var tankelæser. ”Jeg vil til Grønland,” fastslog Christina. ”Sydpå kan man jo altid komme,” sagde far. ”Men Grønland er noget helt specielt.” Det lød da dejligt, det med, at vi altid kunne tage sydpå, det skulle jeg nok huske ham på. ”Det bliver nok også lidt svært at lave om,” sagde mor, ”for konkurrencen er udskrevet af Grønlands Rejsebureau.” Det var nu heller ikke så let at få byttet de to billetter. Men til sidst lykkedes det. I stedet for to billetter i luksuskahyt blev det til en rundtur, hvor vi dels skulle bo på vandrerhjem, dels sømandshjem. Vandrerhjem kan være o.k., men sømandshjem var vist noget med fulde mænd og slagsmål. Det var i hvert tilfald ikke et sted, jeg glædede mig til at skulle overnatte. Jeg syntes, det var lidt flovt, at vi havde vundet
10
Pinligt_bind2.indd 10
21/08/08 18:54:56
den rejse. Det var, som om vi ikke havde råd til selv at betale vores ferie. Og det havde vi jo heller ikke. På den anden side behøvede vi jo ikke ligefrem at fortælle det vidt og bredt. Jeg skulle i hvert fald nok holde mund. Specielt over for Ida og Rasmus. Men her havde Christina det selvfølgelig lige modsat. Alle skulle simpelthen have det at vide. Jo flere desto bedre. Jeg indskærpede hende, at hun under ingen omstændigheder skulle fortælle det til nogen af mine venner. ”Hvorfor ikke?” spurgte hun og gloede på mig, som om det var mig, der var åndssvag. ”Fordi … Det skal du altså bare ikke,” sagde jeg. Hun blev inviteret ind på Grønlandsk Rejsebureau for officielt at få overrakt sin præmie. Jeg tænkte ikke lige på, hvad der lå i ordet officielt. Far syntes, at vi alle fire skulle tage derind, men det kunne jeg ikke se nogen grund til, og mor undslog sig også. Så det endte med, at han og Christina gjorde det alene. De ville ikke sige ret meget, da de kom hjem, men det var ikke svært at se, at Christina var ved at boble over af fryd. Jeg lod som ingenting, spurgte ikke om noget, og desuden glemte jeg det også hurtigt. Lige indtil vores lokale ugeavis kom dumpende ind ad brevsprækken: På forsiden smilede far og Christina til samtlige husstande i Hillerød.
11
Pinligt_bind2.indd 11
21/08/08 18:54:56
Pige på 11 sikrede familiens sommerferie! Nedenunder kunne man så læse, at familien ikke havde haft nogen planer for sommerferien, så præmien var faldet på et tørt sted. Hvis enkelte skulle være i tvivl om, at det var min lillesøster og far, der optrådte så smilende, så kunne de længere nede læse, at hele familien glædede sig fantastisk til turen, specielt da vinderens storesøster Ditte snart ville tage på efterskole. Snart! Jeg syntes pludselig, at der var lang tid til. ”Der kan du bare se,” sagde Christina. ”Du skulle alligevel være taget med!” Jeg kunne allerede se næste uges overskrift: Lillesøster ombragt på mystisk vis! Nu fulgte en lidt hård tid. Dels undlod Christina ikke hele tiden at gøre opmærksom på, at det var hendes fortjeneste, at vi skulle til Grønland. Dels kastede far sig ud i en altomfattende undersøgelse om Grønland. Han slæbte bøger med hjem fra biblioteket, også børnebøger, som han syntes, vi skulle læse. Hver gang han fandt et eller andet spændende, skrev han det på en liste. Den blev hængt op på opslagstavlen, så vi alle kunne se, hvad der vente-
12
Pinligt_bind2.indd 12
21/08/08 18:54:56
de os. Efterhånden var der aktiviteter nok til flere måneders ferie, men det fik ham ikke til at stoppe. ”Når vi rejser så langt, så skal vi også have noget ud af det,” sagde han. ”Og så skal vi for øvrigt være deroppe på Grønlands nationaldag. Det er noget helt specielt.” Mikkel fik lov at blive hjemme. Jeg syntes nok, han strammede den lige lovligt meget ved at påpege, at det jo også var nødvendigt, at der var nogen hjemme til at besøge mormor og til at fodre vores kat, Eritrea. Mormor er på plejehjem, og det er ikke et sted, man frivilligt sætter sine ben. Han sagde endda, at han ville tage Mette med derover. Det må jeg nok sige – tænk, at stille op til besøg hos mormor helt frivilligt! Hun må være meget forelsket, men det er de vist begge. Og Eritrea kunne vi nok få en af naboerne til at give noget mad. Afrejsedagen nærmede sig. På en måde glædede jeg mig, selvom både far og Christina gik mere og mere i selvsving. Far var bange for, at han ikke havde forberedt turen godt nok, og at der skulle være noget, vi ikke kom til at se. Men med den liste, han havde lavet, kunne der simpelthen ikke være mere.
13
Pinligt_bind2.indd 13
21/08/08 18:54:57
Og Christina var bange for, at vi glemte, at det var hende, der havde vundet turen. Men det var der nu heller ingen fare for. Rasmus havde tilbudt at tage med ud i lufthavnen og sige farvel derude. Men nej tak. Vi kommer ikke sammen. Det havde han, men måske især resten af min familie, lidt svært ved at forstå. Ferien var tværtimod en god anledning til helt at holde op med at ses. Selvom han kysser godt. Jeg havde forventet, at det gik galt lige fra starten. At vi sov over os, at taxaen ikke kom, at S-toget brød sammen, eller at metroen til lufthavnen sad fast i en af tunnelerne. For sådan plejede vores ferier at starte. Men det hele gled, i bogstaveligste forstand, som på skinner. Vi kom af på perronen og fik oven i købet vores bagage med. Christina forholdt sig roligt, og far vakte ikke unødigt opsigt. En perfekt start. Vi tog elevatoren op og kom ud lige foran SAS’s skranke. Vi skulle tjekke ind elektronisk. Ikke noget med at aflevere billetterne til en smilende stewardesse. Nej, hun var erstattet af en maskine. Fars øjne begyndte straks at flakke. Han hader automater. Han er altid sikker på, at hæveautomater beholder hans dankort eller ikke spytter de penge ud, der bliver trukket. Og at stikke en hundredekroneseddel i en DSB-automat for at få en billet – det er lige før, han hellere vil snyde og køre gratis med toget. Jeg kunne levende
14
Pinligt_bind2.indd 14
21/08/08 18:54:57
forstille mig, at han lige nu stod og overvejede, hvordan han kunne bytte billetterne til et feriemål, hvor der var personlig check-in. Far forsøgte at læse instruktionen. Han kikkede på flybilletterne, vendte og drejede dem og læste igen. Jeg lagde mærke til, at mor ubemærket trak sig væk fra os; Christina derimod gik i gang med at give ham gode råd. ”Skal man ikke bare…” begyndte hun. Et blik fra far fik hende dog til at tie. Køen bag os begyndte at vokse. Den første i køen var en tynd og ret høj mand. Hans hår var langt og samlet i en fletning ned ad nakken. Han var sammen med en lidt ældre mand, sikkert hans far. Faren så både vissen og vrissen ud. ”Vi skal altså nå en flyver,” sagde han halvt til sin søn, halvt til far. ”Ja, ja,” sagde far irriteret. ”Jeg skal lige finde ud af den her.” ”Skal man ikke bare stikke billetterne ind?” spurgte manden. Far trådte et skridt til side. ”Værsgo!” ”Det er vores tur, Jesper.” Den visne nikkede ivrigt til sin søn. Far blev stående, så han kunne se, hvordan automaten skulle betjenes. ”Husk, jeg skal have vinduesplads,” vrissede manden.
15
Pinligt_bind2.indd 15
21/08/08 18:54:57
”Der er også lige en tilbage,” sagde Jesper og vendte sig mod far. ”Skal jeg hjælpe?” Far rystede surt på hovedet og stak billetterne ind. ”Jeg vil også have vinduesplads!” sagde Christina. ”Der er ikke flere!” svarede far og valgte fire sæder. Da han trykkede afslut, skete der ikke noget, og han begyndte febrilsk at trykke på alle knapper. Mor nærmede sig. ”Lortet har ædt vores billetter,” sagde han. Mor gik hen til skranken og fik fat i en SAS-medarbejder. Hun låste maskinen op og fiskede vores boardingpas ud. Bagagemærkesedlerne manglede, men i stedet lavede hun nogle i hånden, alt sammen mens hun smilede til far. Vi fik afleveret vores bagage og kunne gå op i afgangshallen. ”Jeg hader sådan nogle maskiner,” sagde far. ”Er det rigtigt?” spurgte mor. ”Det er du ellers god til at skjule.” ”Nu skal det ikke undre mig, om bagagen ikke kommer med.” Han så efter vores kufferter, der rullede af sted på et samlebånd, på vej ud i verden, måske med retning mod Grønland. Vi købte noget morgenmad, og selvom det kostede en formue, begyndte far at slappe mere af. Han hav-
16
Pinligt_bind2.indd 16
21/08/08 18:54:57
de tjekket, hvilken gate flyet gik fra, og sikret sig, at det ikke var forsinket. Han tog videokameraet op fra tasken og smilede. ”Først dig, Christina,” sagde han og stillede skarpt på hende. ”Og hvad er så dine forventninger til ferien?” Jeg lagde mærke til, at nogle af de omkringsiddende begyndte at kikke. ”De er store,” svarede Christina og lavede et professionelt kast med hovedet, så håret kom væk fra ansigtet. Der var flere af de forbipasserende, som stoppede op. ”Jeg forventer at få en større forståelse for de etniske mindretal her i landet. Specielt deres urgamle religion!” Hun kikkede lige ind i kameraet. ”Og så håber jeg at møde en rigtig åndemaner.” Jeg stirrede på hende. Hun er for meget; men både mor og far smilede, især far. ”Jeg vil også gerne se polarulve,” fortsatte hun, ”og prøve at sove i en iglo.” Far panorerede over på mig. ”Og hvad med dig, Ditte? Hvad er dine forventninger til ferien.” Jeg skulle lige til at svare: At få den overstået hurtigst muligt, men lod være. I stedet rejste jeg mig og sagde: ”Jeg skal tisse.” Far havde vist håbet, at vi også ville lave en opta-
17
Pinligt_bind2.indd 17
21/08/08 18:54:57
gelse med hans forventninger, men dem kendte vi jo alle sammen fra hans liste. Det var bl.a.: At lære den oprindelige grønlandske befolkning og dens kultur at kende. At blive inviteret på kaffemik hos en rigtig grønlandsk familie. At fejre den grønlandske nationaldag sammen med grønlænderne. Og med hensyn til naturen forventede han at se hvaler, sæler, hvalrosser, havørne, moskusokser, rener og polarræve. Hvad mor havde lyst til, vidste jeg faktisk ikke. Når jeg spurgte, svarede hun: ”Være sammen med jer,” eller ”have en god ferie!” Jeg selv havde tre ting jeg godt ville se: indlandsisen, isbjerge og midnatssolen. Og så var der to ting, jeg ikke ville se: myg og isbjørne.
Pinligt_bind2.indd 18
21/08/08 18:54:58