pinligt_vaeddemaalet

Ditte nyder at være på efterskole, specielt efter hun er blevet kæreste med Alexander. Men Julie er stadig interesseret i Alexander, og hun har væddet med Maja om, at Ditte og Alexanders forhold ikke kan holde i tre måneder. Først synes Ditte, at det er lidt sjovt at være genstand for et væddemål.

Men kun indtil det går op for hende, at Julie nu har endnu en grund til ødelægge deres forhold.

henrik nilaus

væddemålet

Jeg blev kold indeni. Alexander stod og dansede med Julie. Og hun dansede helt tæt og kælent op ad ham. Jeg kikkede over mod de andre i husgruppen; var der ikke nogen, der kunne gøre noget?

Jeg var nødt til at komme væk. Og så kom tårerne; de begyndte at løbe helt af sig selv. Og jeg løb med dem, op på mit værelse, og smed mig på sengen.

Læs også de andre bøger om Ditte Pinligt! Dittes familie Pinligt! Ferien i Grønland Pinligt! Ditte på efterskole

4.

ISBN: 978-87-705-5456-5

henrik nilaus

4.

væddemålet

Henrik Nilaus

Pinligt!

Væddemålet

Pinligt_bind4.indd 3

21/08/08 18:49:47

Pinligt_bind4.indd 4

21/08/08 18:49:48

1 Jeg er på efterskole. Jeg er på Island. I hånden holder jeg Alexander. Intet kan slå mig ud nu.

Heller ikke Julie. Jeg er bare så totalt lykkelig.

Jeg kan slet ikke forestille mig, hvad der skulle kunne gå galt. Og så var det, jeg kom til at tænke på min familie.

Alexander og jeg er nu et par. Alle må godt vide det.

Alle skal vide det. Specielt Julie. Hun lader ellers, som om hun er ligeglad, men det ved jeg, at hun ikke er.

De andre fra min husgruppe, Maja, Bjørn, Frede, Sonja og Zindy, synes det er helt fint. Og det er det også.

Vi startede med at komme sammen præcis kl.

12.15 den 18. oktober. Jeg så på uret. Den dag og det tidspunkt vil jeg aldrig glemme.

Vi sad helt alene ved et lille vandfald og så ud over de vidtstrakte islandske fjelde, nød naturen og stilheden. Og det var der, midt mellem alle de vilde blomster, at vi første gang kyssede hinanden rigtigt, og han spurgte, om vi skulle komme sammen.

Vi skulle være endnu tre dage på Island, men jeg kan ikke rigtig huske hvad vi så, måske en gletscher

5

Pinligt_bind4.indd 5

21/08/08 18:49:48

eller måske en vulkan. Det kan også være, at det var noget helt andet. Men jeg kan huske, at da vi fløj hjem, sad jeg ved siden af Alexander, og han holdt mig i hånden hele vejen.

Jeg havde for en sikkerheds skyld ikke fortalt mine forældre, hvornår vi landede i lufthavnen. Jeg ville ikke risikere en modtagelse, som bare på nogen måder mindede om den afskedsseance, min store bror Mikkel havde arrangeret, da vi tog af sted. Han havde fået hele familien, inklusiv min demente mormor, til at møde op med danske og islandske flag.

Det skal han få betalt. Så snart jeg har fundet en straf, der er stor nok.

Vi havde så to almindelige dage på efterskolen, som vi mest brugte på at få pakket ud og snakke om Island. Om hvad vi havde oplevet, og om hvad vi syntes, havde været det bedste. Jeg var ikke i tvivl.

Alexander. Efter ham kom nok de varme kilder, eller at vi slap for at ride.

Julie, hvis onkel og tante ejede gården, vi boede på, var stærkt utilfreds, hun syntes, at vi havde redet alt for lidt. Når der nu var 250 heste på gården, så var det ærgerligt kun at have prøvet at ride på 4-5 stykker. Jeg var helt uenig. Islandske heste er alt for store, og 250 var alt for mange.

Sonja talte mest om den nat, hvor hun var ude at

6

Pinligt_bind4.indd 6

21/08/08 18:49:48

ride med Julies fætter Lars. Det gjorde hun dog kun, når lærerne ikke var i nærheden. Hun er virkelig forelsket og græd og græd, da vi skulle hjem.

Zindy var også ked af at skulle sige farvel til Julies anden fætter, den blinde Thorbjørn. Så der blev grædt en del, da vi forlod Island.

Maja tog sig af dem, hun er god til at trøste.

Men jeg var jublende glad og kunne slet ikke forestille mig, hvad der kunne ødelægge det, lige indtil Alexander mindede mig om, at mine forældre havde inviteret hans forældre på besøg her i weekenden.

Og han var selvfølgelig inviteret med.

Jeg syntes altså, at det var ret irriterende, at vores forældre havde fået den ide, at de nu skulle til at ses privat. Men det var ligesom lidt svært at forbyde dem det.

Jeg havde for øvrigt slet ikke skænket min familie en tanke, efter at Alexander og jeg var begyndt at komme sammen. Ren fortrængning. Skønt.

Alexander syntes heller ikke, at det var nogen særlig god ide med den familiesammenkomst, så vi blev hurtigt enige om, at vi ville blive på skolen. Der var bare det problem, at skolen var lukket den weekend, og alle skulle hjem. Så i stedet aftalte vi, at Alexander skulle prøve at finde på en undskyldning og så slippe for at tage med. Det mente han godt, han kunne, og hvis ikke, var det vel heller ikke så slemt.

7

Pinligt_bind4.indd 7

21/08/08 18:49:48

Jeg ved ikke, hvor jeg fik den ide fra, at det nok ikke ville blive så slemt.

Så fredag eftermiddag da jeg kyssede ham farvel på Roskilde Station, håbede vi begge, at vi først ville ses søndag eftermiddag samme sted. Også selvom jeg næsten allerede savnede ham.

På en måde var det også dejligt at være hjemme. Jeg havde oplevet så meget, siden jeg sidst havde været her. Det føltes i hvert fald som rigtig længe siden.

Mor spurgte, hvordan det gik med Alexander, og om vi stadig var gode venner. Og så smilede hun.

Jeg nikkede og prøvede at lade som ingenting.

Hvilket er ret svært, når man bliver blussende rød i hele hovedet.

Resten af eftermiddagen gik hun rundt og smilede, som om hun vidste noget om mig, som hun ikke skulle vide, og som jeg heller ikke havde fortalt, og som hun derfor slet ikke vidste.

Men hun glædede sig i hvert fald, til Alexander og hans forældre kom. Og de kom alle tre. Alexander havde sms’et, at han skulle med. Hans undskyldning om at han havde lektier for, troede de simpelthen ikke på. Han kunne nu også godt have fundet på en bedre.

Vi var enige om, at der ikke var nogen grund til at

8

Pinligt_bind4.indd 8

21/08/08 18:49:49

fortælle dem, at vi var begyndt at komme sammen.

Det ville nok gøre det hele lettere. Troede vi.

Min lillesøster Christina var glad for at se mig, men snakkede udelukkende om sin kæreste Sebastian.

Jeg hørte ikke rigtig efter. Jeg synes også, at hun er alt for lille til at have en kæreste. Hun er trods alt kun 11 år.

Far talte også mest om sig selv. Hvilke spændende observationer han havde gjort med sine nye stjernekikkert, som vi var så letsindige at give ham i fødselsdagsgave. Han måtte skuffe mig med, at han ikke havde set nogle nye ufoer siden sidst. Det var nu ikke en skuffelse, snarere en lettelse.

Far havde meldt sig ind i Skandinavisk U.F.O. Forening, og lige siden havde han været ved at drive min mor til vanvid, fordi han så ufoer alle vegne. Så jeg var glad for, at han var holdt op med det. Også i tilfælde af, at han virkelig fik øje på en. Hvad så?

Tænk, hvis der virkelig var noget derude i rummet.

Det tør jeg slet ikke tænke på. Med invasion af ufoer fra rummet har jeg det på samme måde som med døden. Jeg vil ikke tale om dem og endnu mindre opleve dem.

Mikkel var ikke hjemme. Han skulle være sammen med Mette. Det var jeg både skuffet og lettet over. Jeg syntes, det var strengt, at han ikke var der,

9

Pinligt_bind4.indd 9

21/08/08 18:49:49

når jeg nu kom hjem. Men med besøg af Alexanders forældre, var det måske meget godt.

Da de kom først på aftenen, gav jeg pænt hånden til Alexanders forældre og bagefter til ham. Selvom jeg mest af alt havde lyst til at give ham et ordentligt knus og et kys. Jeg kunne se, at mor nøje fulgte os.

Jeg tog Alexander med ned på mit værelse, så vi kunne være alene, men det syntes Christina åbenbart ikke, vi skulle, for hun kom brasende og havde bestemt ingen planer om at gå igen frivilligt. Og oven i købet blev Alexander tvangsindlagt til at høre hele hendes beretning om Sebastian, og jeg til at genhøre den.

Imens studerede Alexander alle tingene på mit værelse. Det hele blev nøje taget i øjesyn. Mit blik fulgte med rundt. Der var nok nogle ting, som jeg godt kunne have gemt af vejen. Sådan noget som mit gamle dukkehus, men nu havde det stået der på reolen de sidste fire år. Også stensamlingen fra Grønland, som i virkeligheden var Christinas, behøvede ikke at ligge fremme. Jeg syntes også lige pludselig, at væggene var mere lyserøde, end de behøvede. Men ellers var det vist sådan set ok, der var ryddet op, og sengen var da redt.

Vi behøvede ikke at tænke på, hvad vi skulle snakke om, for Christina havde fået talt sig varm, og da

10

Pinligt_bind4.indd 10

21/08/08 18:49:49

hun var løbet tør for stof om Sebastian, begyndte hun på alt, hvad hun ellers havde oplevet de sidste 14 dage. Og det var ikke så lidt.

Så kaldte mor heldigvis. Vi skulle spise.

Både mine og Alexanders forældre så meget forventningsfuldt på os. Det var tydeligt, at nu skulle vi underholde, og det var også tydeligt, at de allerede havde talt en hel del om os. Om hvad, kunne jeg godt have tænkt mig at vide, eller måske kunne jeg i virkeligheden slet ikke tænke mig at vide det?

Jeg skævede til Alexander, han måtte godt fortælle om efterskolen og Island. Jeg ville sige så lidt som muligt, for så fik jeg ikke sagt for meget. ”Hvad var så det bedste ved Island,” begyndte far og så skiftevis på mig og Alexander.

Jeg ventede på, at Alexander skulle sige noget, og han ventede åbenbart på mig. ”Hvad synes du, Alexander,” spurgte hans mor og smilede til ham.

Jeg kunne se, at han kæmpede for at finde på noget genialt at sige. ”Vi spillede fodbold,” svarede han og rystede lidt forvirret på hovedet.

Ja, det var ikke genialt, og far så desværre ud til at være helt enig. Men han kunne da bruge det til at fortælle om mig. ”Ditte spiller også fodbold,” sagde far.

11

Pinligt_bind4.indd 11

21/08/08 18:49:49

”Og hun har været i fjernsynet,” sagde Christina. ”Vi har en optagelse. Vil du se den bagefter?” Hun så på Alexander.

Han nikkede. ”Det er da skægt, at I dyrker den samme sport,” sagde Alexanders mor. ”Ja, der kan gå sport i mange ting,” sagde Alexanders far. ”Spiller I så sammen eller mod hinanden?”

Der var vist noget tvetydigt i det spørgsmål, som jeg ikke lige kunne gennemskue. ”Jeg foretrækker sammen,” sagde Alexander, ”for Ditte både skubber og sparker,” han skævede til mig. ”Lidt meget.” ”Vel gør jeg da ej. Og du var desuden selv ude om det,” røg det ud af munden på mig. ”Det var også sådan, Sebastian og jeg blev kærester,” sagde Christina. ”Et godt spark, og så kan de lære det.”

De så alle på Christina, og så på mig. Jeg kunne mærke rødmen skyde op. Og jeg kunne også se, at Alexander overhovedet ikke forstod, hvad det her handlede om.

Mor smilede. ” Ja, det er skægt. Både Mikkel og Christina har kærester. Først har man tre børn, og så pludselig er der dobbelt så mange. Jeg synes det er rigtig hyggeligt.” ”Ja, og hvad kan det ikke blive til i det lange løb,” sagde Alexanders far og blinkede til mig.

12

Pinligt_bind4.indd 12

21/08/08 18:49:49

”Alexander og jeg er altså ikke kærester,” protesterede jeg, selvom jeg egentlig mere havde lyst til at sige, at vi var kærester. Og at vi godt ville have lov til at være det, uden indblanding fra små søskende eller forældre. Men i stedet sagde jeg: ”Vi er bare rigtig gode venner.” ”Det er godt, at I er rigtig gode venner,” mor lagde vægt på rigtig. Hun så på Alexander. ”Men hvis jeg var Ditte, ville jeg nu ikke betænke mig.”

Alexander var nu også blevet helt rød i hovedet.

Det vidste jeg slet ikke, at han kunne. Det klædte ham heller ikke. Han så nærmest bønfaldende på mig, som for at få mig til at gribe ind. Men jeg vil altså ikke være ansvarlig for, hvad min mor kan finde på at sige. Derimod vil jeg meget gerne have kontrol over, hvad hun siger. ”Ja, jeg tror også, de kunne blive et pænt par,” sagde Alexanders mor.

Nu var det min tur til at se på Alexander. ”Og så er det nogle interessante forældre, de har,” sagde Alexanders far og min far i munden på hinanden og begyndte at grine. ”Det er heller ikke uvæsentligt,” gav mor dem ret i.

Hvis det ikke var, fordi vi var kærester i forvejen, så var vi vidne til noget, der mest af alt mindede om forberedelserne til et tvangsægteskab.

13

Pinligt_bind4.indd 13

21/08/08 18:49:49

Vi var heldigvis færdige med at spise og fik lov at rejse os. ”Men nu ikke noget med noget!” råbte far efter os, da vi var på vej ned ad trappen. ”Husk, at I kun er rigtig gode venner.” ”Skal jeg gå med dem,” kunne jeg høre Christina spørge.

Men det forhindrede mor.

Jeg vidste ikke, om jeg skulle le eller græde, så jeg lod være med nogle af delene. Heldigvis trak Alexander mig ind til sig, og gav mig et ordentligt kys.

Aftenens første. Sådan et kys, som for et kort øjeblik fik mig til at glemme, at der overhovedet er noget, der hedder forældre!

Det var nu godt, at ingen af os havde noget at lade den anden høre, med hensyn til pinlige forældre.

Endnu en ting, vi har til fælles. Dem samler jeg på. ”Tror du nogensinde, vi slipper for dem,” spurgte jeg opgivende. ”Jeg troede, jeg blev fri, da jeg kom på efterskole.” ”Når vi bliver halvtreds,” svarede Alexander opgivende. ”Og til den tid, vil vi måske ikke engang af med dem.”

Det var lyse udsigter.

Så kunne vi høre nogen på trapperne, og et kort øjeblik efter stod far i døren.

Han pegede på Alexander. ”Vi havde nær glemt

14

Pinligt_bind4.indd 14

21/08/08 18:49:49

det allervigtigste. Jeg har jo lovet dig, at du godt må prøve min stjernekikkert.”

Alexander skævede usikkert på mig og smilede lidt undskyldende. ”Kom,” sagde far. ”Den er monteret ovenpå.”

Alexander rejste sig og trak mig med op. Han ville åbenbart ikke udsættes for min far alene, hvilket jeg sådan set godt kan forstå.

Far gik foran og viste vej. ”Jeg har også et billede af en ufo, du skal se,” sagde han.

Billedet viste en lysende plet på en grumset nattehimmel. ”Det er taget af et CIA-spionfly,” forklarede far. ”Og nu kan det være svært at se, men den lysende kugle er altså på størrelse med to fodboldbaner.”

Han rakte det til Alexander.

Han havde fuldstændig ret. Det var svært at se.

Det kunne lige så godt være en gadelygte, hvad det måske også var. ”Men herinde er vidunderet monteret,” sagde far, og førte Alexander videre ind i mine forældres soveværelse.

Jeg konstaterede, at sengen ikke var redt. Og at et par af mors brugte blondetrusser lå på gulvet. Jeg trak vejret dybt og skubbede diskret trusserne ind

15

Pinligt_bind4.indd 15

21/08/08 18:49:50

under sengen med foden. Eller det var meningen, at det skulle være diskret, men Alexander så det.

Far indstillede kikkerten og overlod den til Alexander, som stadig ikke sagde noget. ”Er det ikke flot?” spurgte far, i håb om at få en reaktion.

Alexander nikkede.

Far smilede. ”Men vi går altså nedenunder igen,” sagde jeg og trak af sted med Alexander.

Far skulle lige til at protestere, men vi fik lov at gå.

Nede på værelset betroede Alexander mig, at han aldrig havde kunnet finde ud af at se i en kikkert.

Det blev aldrig skarpt, så det eneste han havde set, var nogle utydelige lysende pletter. Han trak undskyldende på skulderen.

Vi blev på mit værelse og kom først op, da de skulle gå.

Så vi kom så nogenlunde helskindede igennem aftenen og var helt enige om, at sådan et arrangement behøvede de ikke at gentage. Alexander måtte meget gerne komme og besøge mig, men der var ingen grund til, at han tog hverken sin far eller mor med.

Der var mine forældre nu af en anden mening, og da vi var ved at tage afsked med dem, fortalte mor, at de havde aftalt at holde nytårsaften sammen. Var det ikke skønt?

16

Pinligt_bind4.indd 16

21/08/08 18:49:50

Kunne de bare bestemme det, uden at spørge os?

En plan var hurtigt ved at tage form, for hvis hans forældre kom her, så kunne vi jo holde stor nytårsfest hos ham. Det måtte vi arbejde på.

Så jeg smilede og svarede: ”Jo, skønt.”

Næste dag stod den på mormor! Hun er blevet endnu mere senil og var derfor blevet flyttet til et nyt plejecenter, udelukkende for senildemente.

Det var både far og mor rigtig glade for, så det skulle fejres. De havde derfor inviteret os alle sammen ud at spise på en fin italiensk restaurant. Jeg spekulerede på, hvordan jeg kunne undgå at komme med, for jeg optræder ikke offentligt sammen med mormor, hvis jeg overhovedet kan slippe for det, men jeg opgav på forhånd. Det måtte under alle omstændigheder også gælde for et besøg, og det var lettere at være sammen med mormor, når vi var flere.

Mor holder nemlig stædigt fast i, at jeg skal besøge mormor, hver gang jeg er hjemme på weekend.

Lørdag aften tog vi alle sammen, også Mikkel og Mette, hen til restauranten, hvor mormor lidt efter ankom med HT’s handicapkørsel. Jeg kunne se, at far som det første checkede hos chaufføren, hvornår mormor skulle være klar til at blive afhentet igen.

Han var nok heller ikke helt tryg ved arrangementet. ”To timer,” mumlede han for sig selv.

17

Pinligt_bind4.indd 17

21/08/08 18:49:50

Der var ikke umiddelbart noget forandret ved mormor, ud over at hun måske så lidt mere fjern ud i blikket, og at hun overhovedet ikke så ud til at kunne genkende mig. Det sidste gjorde ikke noget.

Jeg satte mig så langt fra hende som muligt og på samme side af bordet, så jeg slap for at se hende spise. Mor satte sig ved siden af hende, så hun kunne hjælpe. Mikkel og Mette lige overfor. Mikkel sad med et lille lumsk smil, hver gang han så på mig. Jeg lod som ingenting, men straffen skal nok blive sød.

Restauranten var ejet af en italiensk familie. Normalt kan mormor faktisk være ret racistisk, men noget godt har seniliteten åbenbart bragt med sig, for det havde hun tilsyneladende også glemt, og tjenerne slap for at blive overfuset.

De to tjenere kunne for øvrigt godt minde lidt om dem fra ”Lady og Vagabonden”. En stor tyk en og en lille mager. De synger også altid for gæsterne, og ham den lille magre spiller harmonika til.

De var henne og spørge far, om der var noget bestemt, vi fejrede. Far så ud, som om det ville blive ret besværligt at forklare.

Christina var hurtigere. ”Vi fejrer mormor,” svarede hun. ”Oh, mamma,” sagde den tykke tjener og slog hænderne sammen.

Og lidt efter stod der et flag foran mormor, og så

18

Pinligt_bind4.indd 18

21/08/08 18:49:50

blev der sunget fødselsdagssang på italiensk og med harmonika.

Det var noget, mormor kunne lide. Hun livede virkelig op. Smilede og nikkede hen mod de to syngende tjenere. Begyndte endda at rokke lidt frem og tilbage i takt til musikken.

Bagefter klappede alle gæsterne. ”Tillykke med fødselsdagen,” sagde de to tjenere og smilede bredt.

Jeg kunne se, at der foregik noget inde i hovedet på mormor. Det gik ikke så hurtigt, men så vendte hun sig pludselig bebrejdende mod far. ”Skal jeg da slet ikke have nogen gaver,” spurgte hun højt.

Så højt, at andre kunne høre det. Og det var ikke svært at se, hvad de tænkte: Sikke en familie, de vil godt lade sig invitere ud og opvarte, men under ikke den søde gamle dame en gave, bare fordi de tror, at hun ikke opdager det.

Mormor gentog sit ønske om at få sine gaver nu.

Altså NU. Heldigvis blev vi reddet af chaufføren fra handicapkørslen, der som en frelsende engel pludselig stod i døren. En stor tak til ham. Vores bord var ved at tiltrække sig lige lovligt meget opmærksomhed.

Det passede også helt fint, for mormor var netop færdig med desserten. Hun var ganske vist ikke

19

Pinligt_bind4.indd 19

21/08/08 18:49:50

helt færdig med sin portvin, som hun derfor stædigt klamrede sig til, da hun blev kørt ud.

Far lovede tjeneren, at han nok skulle levere glasset tilbage.

Far og mor fulgte med ud og sikrede sig, at mormor kom godt ind i bilen, blev spændt forsvarligt fast og kørt helt væk. Vi andre blev siddende. Ingen af os sagde noget.

Da de kom tilbage, satte far sig med et suk og bestilte to irsk kaffe. ”I kunne da også godt have købt en lille gave,” sagde Christina og så skuffet på far og mor. ”Men hun har jo ikke fødselsdag,” svarede jeg så højt, at jeg var sikker på, at i hvert fald de nærmeste kunne høre det. ”Men alligevel,” sagde hun. ”Ja, vi kunne have købt et memory-spil,” mumlede far.

For den bemærkning inkasserede han et hurtigt blik fra mor. ”Jeg vil altså aldrig tillade, at I bliver sådan,” sagde Mikkel og så på far og mor. ”Nå,” svarede far. ”Hvad vil du så gøre?” ”Ja, så hellere gøre kort proces,” sagde han. ”Nå, nå,” sagde far, ”små slag. Du skal altså hverken gøre kort proces med mig eller din mor, bare fordi vi begynder at falde lidt af på den.”

20

Pinligt_bind4.indd 20

21/08/08 18:49:50

”Jeg lover ikke noget,” sagde Mikkel. ”Jeg vil ikke se jer sådan. Aldrig!” ”Nu skal vi nok til at passe bedre på vores helbred,” sagde far og skævede usikkert til mor. ”Ja, og jeg som er ved at blive lidt småforkølet,” svarede mor. ”Men det regner jeg altså med at komme over,” sagde hun og så på Mikkel. ”Så ingen overilede handlinger, tak.”

Jeg havde heller ikke lyst til at tænke på far og mor som gamle og demente. Jeg havde lyst til at tænke på Alexander, og at jeg i morgen skulle tilbage til efterskolen, langt væk fra mormor og en storebror, der gik med morderiske planer, og som jeg meget snart skal have udtænkt en passende straf til.

Pinligt_bind4.indd 21

21/08/08 18:49:51