Reckless

1

DER VAR ENGANG

N

atten åndede som et sort dyr i lejligheden. Et tikkende ur. Gulvbrædderne, der knirkede, da han listede ud af værelset – alle lyde druknede i stilheden. Men Jacob elskede natten. Mørket svøbte sig lovende om hans hud. Som en kappe vævet af frihed og fare.

De skarpe gadelygter udenfor fik stjernerne til at blegne, og luften i den store lejlighed var tung af hans mors sorg. Hun vågnede ikke, da han sneg sig ind i hendes værelse og trak natbordsskuffen ud.

Nøglen lå ved siden af pillerne, som fik hende til at sove. Hans hånd lukkede sig om det kølige metal, da han igen trådte ud på den mørke gang.

7

Reckless.indd 7

09/03/11 13.34

Lyset på hans brors værelse var som sædvanlig tændt – Will var mørkeræd – og Jacob sikrede sig, at broren sov tungt, inden han åbnede døren til deres fars arbejdsværelse. Deres mor havde ikke sat sine ben i værelset siden faderens forsvinden, men det var ikke første gang, Jacob havde set sit snit til at liste derind for at søge de svar, hun ikke ville give ham.

Det så stadigvæk ud, som om det var højst en time og ikke mere end et år siden, John Reckless sidst havde siddet ved sit skrivebord. Over stoleryggen hang den strikkede trøje, han plejede at gå med, og på en tallerken ved siden af kalenderen, der var slået op på en ugeplan fra sidste år, lå et brugt, indtørret tebrev.

Kom tilbage! Jacob skrev det med fingeren på de duggede vinduer, på det støvede skrivebord og på ruderne i glasskabet med hans fars samling af gamle pistoler. Men værelset var stille og tomt, og han var tolv år og havde ikke længere nogen far. Jacob gik hen mod skufferne, som han så tit havde gennemrodet ved nattetid. I stumt raseri flåede han bøger og blade ud af reolerne og rev flyvemaskinemodellen ned fra dens ophæng over skrivebordet, fuld af skam over den stolthed, han havde følt, da han i sin tid havde fået lov at male den med rød lak.

Kom tilbage! Han ville skrige det ud over gaderne, der skar sig som lysende striber mellem husblokkene syv etager længere nede, og de tusind vinduer, som huggede skinnende firkanter ud af natten.

Papirarket faldt ud af en bog om flymotorer, og Jacob samlede det kun op, fordi han syntes, at håndskriften på

8

Reckless.indd 8

09/03/11 13.34

papiret lignede hans fars. Men det gik hurtigt op for ham, at han havde taget fejl. Symboler og ligninger, en skitse af en påfugl, en sol, to måner. Intet af det gav mening. På nær en enkelt sætning, som stod på bagsiden af arket.

SPEJLET ÅBNER SIG KUN FOR DEN, SOM IKKE KAN SE SIG SELV. Jacob vendte sig om, og hans spejlbillede stirrede på ham.

Spejlet. Han huskede endnu den dag, hans far havde hængt det op på væggen. Som et lysende øje hang det der mellem bogreolerne. En afgrund af glas med en skæv genspejling af alt, hvad John Reckless havde efterladt: sit skrivebord, de gamle pistoler, sine bøger – og sin ældste søn.

Glasset var så ujævnt, at man dårligt nok kunne genkende sig selv i det, og mørkere end i andre spejle, men rosenrankerne, der slyngede sig oven over sølvrammen, virkede fuldkommen ægte og så ud, som om de kunne visne, hvad øjeblik det skulle være.

SPEJLET ÅBNER SIG KUN FOR DEN, SOM IKKE KAN SE SIG SELV. Jacob lukkede øjnene.

Han vendte ryggen til spejlet.

Stak hånden om bag rammen og famlede efter en lås eller en slå af en slags.

Ingenting.

Igen og igen var det kun hans eget spejlbillede, der kiggede på ham.

Det varede et godt stykke tid, før han forstod betydningen.

9

Reckless.indd 9

09/03/11 13.34

Hans hånd var næppe stor nok til at dække det forvanskede spejlbillede af hans ansigt, men glasset strakte sig ud mod hans fingre, som om det havde ventet på dem, og med ét var det ikke længere hans fars arbejdsværelse, der spejlede sig i glasset.

Jacob vendte sig om.

Gennem to smalle vinduer skinnede månen ind på de grå mure, og hans bare fødder stod på et bræddegulv oversået med agernskaller og afgnavede fugleknogler. Rummet var større end hans fars værelse, og over ham hang spindelvævet som slør mellem tagbjælkerne.

Hvor var han? Månen tegnede lysende pletter på huden, da han gik hen imod det ene af vinduerne. Et par blodige fuglefjer klæbede til den ru gesims, og dybt under sig kunne han se nedbrændte mure og sorte bakker med et par ensomme lys her og der. Han befandt sig i et tårn. Borte var de utallige huse og de oplyste gader. Alt, hvad han kendte, var forsvundet, og mellem stjernerne hang to måner, hvoraf den mindste var rød som en rusten mønt.

Jacob vendte sig mod spejlet og kunne se angsten i sit eget ansigt. Men angst var en følelse, som i grunden altid havde passet ham godt. Den lokkede ham mod mørke steder, gennem forbudte døre og langt bort fra ham selv. Den kunne oven i købet drukne længslen efter hans far.

Der var ingen dør i det grå murværk, kun en lem i gulvet. Jacob åbnede den og fik øje på resterne af en sortsvedet trappe, som forsvandt ned i mørket. Et øjeblik syntes han, at han kunne se en lillebitte mand komme klatrende

10

Reckless.indd 10

09/03/11 13.34

op ad stenene, men i det samme hørte han en kradsende lyd og drejede om på hælen.

Spindelvævet dalede ned over ham, og et eller andet knurrede hæst og sprang på ham bagfra. Det lød som et dyr, men det fordrejede ansigt, som med blottede tænder huggede ud efter hans strube, var blegt og rynket som en gammel mands. Han var meget mindre end Jacob og mager som et fugleskræmsel. Hans tøj så ud, som om det var lavet af spindelvæv, det grå hår nåede ham til hofterne, og da Jacob greb fat om den indtørrede hals, begravede manden tænderne i hans hånd. Med et skrig puffede han ham væk fra sig og vaklede hen imod spejlet. Spindelvævsmanden kom atter på fødderne og sprang efter ham, mens han slikkede Jacobs blod af læberne, men før han nåede at indhente ham, pressede Jacob den uskadte hånd mod sit forskræmte ansigt. Den magre skikkelse og de grå mure forsvandt, og han kunne igen se sin fars skrivebord bag sig.

“Jacob?”

Lillebroderens stemme var dårligt nok i stand til at overdøve Jacobs bankende hjerte. Han hev efter vejret og trak sig baglæns væk fra spejlet.

“Jake, er du derinde?”

Han trak ærmet ned over den forbidte hånd og åbnede døren.

Wills øjne var store af angst. Nu havde han igen haft onde drømme. Lillebror. Will fulgte Jacob som en hundehvalp, og Jacob beskyttede Will i skolegården og i parken. Og tilgav ham oven i købet, at deres mor elskede ham højere.

“Mor siger, at vi ikke må gå ind på fars værelse.”

11

Reckless.indd 11

09/03/11 13.34

“Siden hvornår er jeg begyndt at høre efter, hvad mor siger? Hvis du sladrer, tager jeg dig aldrig mere med i parken.”

Jacob syntes, at han kunne mærke spejlglasset som is i nakken. Will kiggede forbi ham, men bøjede hovedet, da Jacob trak døren i efter sig. Will var forsigtig, hvor Jacob var letsindig, blid, hvor han var hidsig, rolig, hvor han var rastløs. Da Jacob rakte ud efter ham, opdagede Will blodet på hans hånd og kiggede spørgende på ham, men Jacob førte ham tavst med tilbage til hans værelse.

Det, spejlet havde vist ham, tilhørte ham. Kun ham.

Reckless.indd 12

09/03/11 13.34