METRO-LITTERATUR 2015 UDGIVET AF Saxo Grafik: Ida Søegren Forside: Alette Bertelsen, AletteB.dk Bidragsyderne har ophavsretten til teksten Saxo har ophavsretten til denne udgivelse © Saxo 2015 Kopiering af denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Saxo.com A/S Strandboulevarden 89, 2. th. 2100 København Ø Telefon: (+45) 3815 0510 www.saxo.com/metrolitteratur
Regnen falder opad af Eva Aagaard Min søster døde om formiddagen. Om eftermiddagen begyndte regnen at falde opad. Jeg stod ved vinduet og så det ske. Det var et mærkeligt syn. Tråde af vand, som samledes på asfalten og svævede op forbi vinduet. Jeg lukkede øjnene et par sekunder. Da jeg åbnede dem igen, faldt regnen som den plejede. Det var min mor, som fortalte mig det. Hendes stemme knirkede i telefonen, og jeg kunne høre, at det blæste hos hende. Jeg glemte at spørge, hvor hun var. ”Jeg skal nok ordne det praktiske,” sagde hun. ”Jeg vil gerne.” ”Nej, det skal du ikke stå model til. Du har gjort så meget.” Hun talte meget langsomt, som hun plejede at gøre, når hun var søvnig. Hun lød resigneret. Som et menneske, der tager sit nederlag på sig. Måske havde hun en fornemmelse af, at min søster havde fået det sidste ord i den årelange diskussion om, hvem der havde gjort hvem skør. Da hun havde lagt på, gik jeg ind for at rydde op på min søsters værelse. I alle de huse, jeg har boet i, har der været et værelse til Agnete. Dengang jeg boede sammen med Peter, spurgte jeg, om vi ikke skulle have et gæsteværelse. ”Hvorfor?” svarede han. ”Vi får jo aldrig gæster.” Jeg trak på skuldrene, men fik alligevel min vilje. Agnete sov kun i værelset én gang. Jeg havde altid sengetøj liggende til hende. Da jeg flyttede ind i lejligheden, indrettede jeg mig med et 3
rum til at sove i, ét til at spise i, og ét til min søster. Jeg hængte gamle reklameplakater og sorthvide fotografier på væggene, fordi jeg vidste, at hun engang kunne lide dem. En gang om ugen gjorde jeg rent i rummet. Nu stod jeg foran den røde væg og sengen med det gule sengetæppe. Alt for kradse farver til mig. I min højre hånd havde jeg en stor affaldssæk. Jeg rev plakaterne ned fra væggen, krøllede dem sammen og smed dem ned i posen. Så gik jeg over til bogreolen og tog tingene ned fra hylderne. En plante med røde blomster, en bog om universet, en sten med sære huller. De ting, som jeg gerne ville have til at være Agnetes. Det var kun tre måneder siden, hun havde sovet i min lejlighed. Hun ringede på om aftenen, som hun plejede, og spurgte, om hun måtte overnatte hos mig. Hun havde en grøn hættetrøje på, som så ud til at tilhøre én, der var meget større end hende. Jeg spurgte, hvor hun havde været, og hun trak på skuldrene. ”På et tidspunkt boede jeg hos én, men så flyttede jeg.” Jeg nikkede og lukkede hende ind. Da hun så værelset, hævede hun øjenbrynene og smilede kortvarigt. ”Det må jeg nok sige. Det er meget flot.” ”Det har stået og ventet på dig.” Hun satte sig på sengen og kiggede ned på sine hænder. Så løftede hun ansigtet, så på mig og sagde: ”Jeg skal have et barn.” Jeg greb fat i min egen hånd og klemte den hårdt. Jeg vidste ikke, om hun ville have mig til at komme tættere på, sætte mig i sengen og holde om hende eller noget i den retning. Så jeg blev bare stående. ”Er du gravid?” Agnete nikkede. ”Det var faktisk derfor, jeg flyttede ud.” 4
Jeg satte mig ved siden af hende og holdt hende i hånden. Hun gav ikke slip, men hun klemte den heller ikke. ”Det er dejligt.” ”Synes du?” Jeg nikkede. ”Vil du ikke bo her hos mig? Jeg kan hjælpe til. Du får brug for nogen, der hjælper.” ”Jo. Måske.” Om morgenen sagde Agnete, at hun ikke behøvede at blive endnu en nat. Hun sagde, at hun ville ringe til mig, når hun havde fundet sit eget sted. ”Så kan du måske sove hos mig,” sagde hun og smilede. Min mor ringede til mig en gang til og spurgte, om jeg ville høre flere detaljer. Jeg svarede, at det vidste jeg ikke rigtig. Hun lagde ikke rigtig mærke til svaret. Hun fortalte, at Agnete havde været indlagt på psykiatrisk afdeling et stykke tid. Så havde hun boet hos en mand, som hun var flyttet fra igen. Måske havde hun også sovet på gaden. Hun var blevet fundet ved en bro tæt på min lejlighed. Det så ud, som om hun var faldet. ”Rent ud sagt kan det også være selvmord,” sagde min mor. ”Det ved vi ikke.” ”Nej. Men mellem os to.” Da vi var små, var Agnete allerede den besværlige. Det talte min mor tit om, efter at min søster fik det dårligt, og min mor også selv begyndte at gå til psykolog. Når Agnete ikke ville stoppe med at skrige og græde, lukkede mine forældre hende inde i kælderen. De satte min gamle barnestol i klemme, så døren kun kunne åbnes udefra. Agnete skreg og hamrede på døren. Vi sad i stuen og lod som ingenting. Jeg tegnede huse og bjergkæder, som lignede dem, 5
vi havde set, når vi kørte gennem Østrig og Schweiz på vores ferier. Agnete slog hårdt på døren og skreg. Hun lød som et mærkeligt dyr. Jeg syntes, jeg kunne høre, at hun også hamrede hovedet mod døren. ”Skal vi ikke lukke hende ud?” spurgte jeg. Min mor rystede på hovedet. ”Først, når hun er faldet til ro. Ikke?” Min far lagde kortvarigt sin bog fra sig på bordet. ”Det er rigtigt,” sagde han Jeg bøjede mig ned over min tegning, bevægede fedtfarven i cirkler over papiret. Min mor rodede i mit hår. Hun sagde: ”Tak, fordi du er så nem.” Jeg stoppede sengetæppet i affaldsposen og stillede posen i gangen. Værelset var tomt bortset fra sengen, madrassen og bogreolen. Næste dag ville jeg male den røde væg hvid, tømme værelset for møbler og støvsuge. En dag kunne jeg måske stille mine egne ting derind. Jeg gik ned i gården for at smide min søsters ting i containeren. Først åbnede jeg postkassen. Der lå et brev på linjeret papir med Agnetes håndskrift. Den var ikke til at tage fejl af. Bogstaverne slingrede op og ned over linjerne. ”Du skal ikke være ked af det med barnet. Det blev ikke til noget. Hav det godt. Agnete.” Først foldede jeg brevet sammen og lagde det i lommen. Så ombestemte jeg mig, krøllede det sammen og smed det i affaldssækken. Jeg bar den hen til containeren i den anden ende af gården. Jeg tog den hullede sten op af sækken og kastede den ned i containeren. Én for én smed jeg min søsters ting ud. Det begyndte at regne. Dråberne faldt fra himlen og ned i mit hår. Det var der ikke noget mærkeligt ved.