Rejsende uden bagage

6

34301 Rejsende uden bagage.indd 6

17-08-2012 12:49:59

REJSENDE UDEN BAGAGE

1

34301 Rejsende uden bagage.indd 1

17-08-2012 12:49:58

2

34301 Rejsende uden bagage.indd 2

17-08-2012 12:49:59

Jean-Christophe Grangé

R EJSENDE UDEN BAGAGE Oversat af Agnete Dorph Stjernfelt

Rosinante

3

34301 Rejsende uden bagage.indd 3

17-08-2012 12:49:59

Rejsende uden bagage er oversat fra fransk af Agnete Dorph Stjernfelt efter Le Passager Copyright © Editions Albin Michel, 2011 Translation copyright for the Danish language © 2012

by Rosinante/ ROSI NA N T E & CO , København This book is published by arrangement with Literary Agency Wandel Cruse, Paris.

1. udgave, 1. oplag, 2012 Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet Sat med Plantin hos Christensen Grafi sk og trykt hos Bookwell, Borgå ISBN 978-87-638-2320-3 Printed in Finland 2012 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Rosinante er et forlag i ROSI NA N T E & CO Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

4

34301 Rejsende uden bagage.indd 4

17-08-2012 12:49:59

Til Michèle Roca-Phelippot

5

34301 Rejsende uden bagage.indd 5

17-08-2012 12:49:59

6

34301 Rejsende uden bagage.indd 6

17-08-2012 12:49:59

I

R MATHIAS FREIRE

7

34301 Rejsende uden bagage.indd 7

17-08-2012 12:49:59

8

34301 Rejsende uden bagage.indd 8

17-08-2012 12:49:59

R I NGETON EN borede sig ind i hans bevidsthed som et vridbor.

Han drømte om en solbeskinnet mur. Han fulgte efter sin skygge langs den hvide mur. Muren havde hverken begyndelse eller ende. Muren var hele universet. Glat, blændende, indifferent ...

Atter denne kimen.

Han slog øjnene op. Fik øje på de lysende tal på vækkeuret ved siden af sig. 04:02. Han hævede sig op på albuen. Famlede efter telefonen. Hans hånd mødte kun det tomme rum. Han huskede, at han befandt sig på hospitalet. Han klappede sig på lommerne og fandt sin mobil. Kiggede på skærmen. Han kendte ikke nummeret. Han tog den uden at sige noget.

En stemme i det mørke rum: »Doktor Freire?« Han svarede ikke. »Er De doktor Mathias Freire, vagthavende psykiater?« Stemmen lød fjern. Drømmen sad stadig i ham. Muren, det hvide lys, skyggen ... »Ja, det er mig,« svarede han omsider. »Jeg er doktor Fillon. Vagthavende i Saint-Jean Belcier.« »Hvorfor ringer De til mig på dette nummer?« »Det er det, jeg har fået oplyst. Forstyrrer jeg Dem?« Hans øjne vænnede sig til halvmørket. Røntgenbilledskærmen.

Metalskrivebordet. Det aflåste medicinskab. Han befandt sig i vagtstuen, der egentlig bare var et almindeligt kontor, hvor man havde slukket lyset. Han sov på undersøgelsesbriksen. »Hvad er der sket?« brummede han og kom på benene. »En ejendommelig historie på Gare Saint-Jean. Vagterne stødte 9

34301 Rejsende uden bagage.indd 9

17-08-2012 12:49:59

på en mand dér omkring midnatstid. En vagabond, der havde skjult sig i en smøringspost på banelegemet.« Lægen lød anspændt. Freire så atter på vækkeuret: 04:05. »De tog ham med til skadestuen og varskoede Capucins-politistationen. Politiet hentede ham og ringede derefter til mig. Jeg har undersøgt ham.« »Er han såret?« »Nej. Men han har fuldstændig mistet hukommelsen. Det er ganske imponerende.« Freire gabte. »Og han simulerer ikke?« »Det er Dem, der er specialisten. Men jeg tror det ikke, nej. Han virker fuldstændig ... fjern. Eller rettere ikke-tilstedeværende.« »Ringer politiet til mig?« »Nej. En patrulje fra Bac bringer ham til Dem.« »Ih, tusind tak,« sagde han ironisk. »Nej, det er ikke min spøg. De kan hjælpe ham. Det er jeg overbevist om.« »Har De udfærdiget en lægeerklæring?« »Han har den med. Held og lykke.« Manden skyndte sig at afslutte samtalen og lagde på. Mathias Freire blev siddende ubevægelig. Klartonen borede sig ind i hans trommehinde i mørket. Det var tydeligvis ikke hans nat i nat.

Festen var begyndt klokken ni. På den lukkede afdeling havde en patient skidt på gulvet i sit værelse og ædt ekskrementerne, hvorefter han havde brækket håndleddet på en sygeplejerske. En halv time senere havde en skizofren skåret pulsåren over med et stykke linoleum ovre i vestsektionen. Freire havde behandlet ham og derefter sørget for, at han blev overført til Pellegrin Universitetshospital.

Han havde lagt sig ved midnatstid. En time senere flakkede en patient nøgen rundt i parken med en plastictrompet. De havde måttet give ham tre skud sedativer for at få ham til at sove og derefter berolige alle dem, han havde vækket med sin koncert. Sam10

34301 Rejsende uden bagage.indd 10

17-08-2012 12:49:59

tidig havde en fyr fra misbrugsafdelingen fået et epileptisk anfald.

Da Freire ankom, havde fyren allerede bidt sig i tungen. Hans mund var fuld af blod. Det havde krævet fi re mand at holde ham i ro. I kampens hede havde manden snuppet Freires mobiltelefon.

Psykiateren havde måttet afvente, at han genvandt bevidstheden, før han kunne løsne hans greb og få sin blodindsmurte telefon tilbage.

Klokken halv fi re havde han lagt sig igen. Freden havde kun varet en halv time, inden den var blevet afbrudt af dette telefonopkald, som ikke var til at fi nde hverken hoved eller hale i. Lort.

Han sad ubevægelig i mørket. Klartonen lød stadig som en spøgelsessonde i det konturløse rum.

Han stoppede mobilen i lommen og rejste sig. I det samme vendte den hvide mur fra drømmen tilbage. En kvindestemme mumlede: »Feliz ...« Ordet betød »lykkelig« på spansk. Hvorfor spansk? Hvorfor en kvinde? Han mærkede den jagende smerte i det venstre øje, der altid ledsagede hans opvågning. Han masserede øjenlågene og drak derefter lidt vand fra vandhanen.

Han famlede sig frem til døren i mørket og låste den op med sit adgangskort.

Han havde låst sig inde dér, fordi medicinskabet var stedets hellige gral.

Fem minutter senere stod han ude ved den fugtglinsende vej i parken. Tågen havde ligget som en tung dyne over Bordeaux siden dagen før. En tæt, hvid, uforklarlig dis. Han slog kraven op på den regnfrakke, han havde trukket over sin kittel. Den fugtige luft, der førte dunsterne fra vandet med sig, fi k ham til at rynke på næsen.

Han gik op ad midteralléen. Man kunne ikke se tre meter frem for sig, men han kendte omgivelserne ud og ind. Firkantede plæner med gråpudsede pavilloner og hvælvede tage. Han kunne have sendt en sygeplejerske for at hente den nyankomne, men han ville helst selv modtage sine »klienter« ...

Han krydsede patioen, der var omkranset af palmer. Normalt 11

34301 Rejsende uden bagage.indd 11

17-08-2012 12:49:59

fyldte disse træer, der var en hilsen fra Antillerne, ham med optimisme. Men ikke i nat. Kulden og fugtigheden overdøvede alt andet. Han nåede frem til indgangsporten, vinkede til vagten og trådte udenfor. Så kom politiet. Udrykningsblinket drejede langsomt i stilheden som et fyr ved verdens ende.

Freire lukkede øjnene. Smerten dunkede under hans øjenlåg.

Han tillagde ikke denne rent psykosomatiske lidelse nogen videre betydning. Han bestilte ikke andet end at behandle psykiske lidelser, der gav genlyd i kroppen. Så hvorfor ikke også i hans egen organisme?

Han åbnede øjnene igen. En politimand steg ud af bilen ledsaget af en mand i civil. Han forstod, hvorfor lægen i telefonen havde lydt så forskræmt. Manden med hukommelsestabet var enorm.

Han måtte være omkring to meter høj og omkring 130 kilo tung.

Han havde hat på – en rigtig Stetson – og cowboystøvler af slangeskind. Hans brede skuldre var ved at sprænge den mørkegrå frakke. Han havde en plasticpose i den ene hånd og en brun kuvert med lægeerklæringen i den anden.

Politimanden trådte frem, men Freire standsede ham med en håndbevægelse. Han gik hen til cowboyen. For hvert skridt tog smerten til, og en muskel i øjenkrogen begyndte at dirre. »Godaften,« sagde han, da han var et par meter fra manden.

Intet svar. Kolossen bevægede sig ikke fra sin plads under gadelygtens lysende ring i tågen. Freire henvendte sig til politimanden, der stod i baggrunden med hænderne på hofterne, parat til at gribe ind: »Det er okay. De kan godt lade os alene nu.« »Vil De ikke have en redegørelse?« »Send mig den i morgen.« Betjenten bukkede, satte sig ind i bilen og forsvandt i tågen.

De to mænd blev stående over for hinanden, kun adskilt af tågen. »Jeg er doktor Mathias Freire,« sagde han omsider. »Jeg er ansvarlig for hospitalets akutmodtagelse.« 12

34301 Rejsende uden bagage.indd 12

17-08-2012 12:49:59

»Vil De tage Dem af mig?« Den dybe stemme lød udslukt. Freire kunne ikke skelne ansigtstrækkene under Stetson-hatten. Manden havde tilsyneladende sådan et ansigt, som kæmper har i tegneserierne. Opstoppernæse, tykke troldelæber og et kraftigt hageparti. »Hvordan har De det?« »Jeg har brug for hjælp.« »Kom med mig.« Han rørte sig ikke ud ad flækken. »Følg mig,« sagde Freire og rakte armen ud. »Vi skal nok hjælpe Dem.« Gæsten trak sig instinktivt baglæns. En lysstråle ramte ham.

Freire fi k bekræftet det, han havde anet: et barnligt ansigt med store, grove træk. Manden måtte være omkring de halvtreds. Der stak sølvgrå hårtjavser ud under hatten. »Kom med. Det skal nok gå alt sammen.« Freire havde anlagt sin mest overbevisende stemme. Psykisk syge mennesker er i besiddelse af en særlig følelsesmæssig skarphed. De mærker straks, hvis man forsøger at manipulere med dem.

Det nytter ikke noget at forsøge at spille smart, man skal spille med åbne kort.

Manden med hukommelsestabet besluttede sig for at følge med.

Freire drejede om på hælen med hænderne i lommerne og en ubekymret holdning og begyndte at gå tilbage mod hospitalet. Han tvang sig selv til ikke at se sig tilbage – for at vise, at han havde tillid til manden.

De gik hen til indgangsporten. Mathias åndede gennem munden og slugte den fugtigkolde luft, som man sutter på en isterning. Han var dødsens træt på grund af søvnmangelen og tågen, men først og fremmest på grund af den afmægtige, tilbagevendende følelse over for vanviddet, der hele tiden antog nye former ...

Hvad havde den nyankomne i posen til ham? Hvad kunne han gøre for ham? Freire tænkte ved sig selv, at han kun havde en 13

34301 Rejsende uden bagage.indd 13

17-08-2012 12:49:59

spinkel chance for at få mere at vide om mandens fortid. Og en endnu spinklere chance for at kunne helbrede ham ...

Det var sådan, det var, at være psykiater.

Som at øse en utæt skude med et fi ngerbøl.

14

34301 Rejsende uden bagage.indd 14

17-08-2012 12:49:59

K L OK K E N VA R N I om morgenen, da han satte sig ind i sin bil – en ramponeret Volvo stationcar, som han havde købt billigt, da han kom til Bordeaux halvanden måned tidligere. Han kunne have spadseret hjem – han boede knap en kilometer væk – men han havde vænnet sig til at lade tankerne flyde bag rattet i sin gamle spand.

Pierre-Janet-hospitalet lå i byens sydvestlige del, ikke så langt fra Pellegrin-hospitalskomplekset. Freire boede i Fleming-kvarteret mellem Pellegrin og universitetsparken, lige på grænsen mellem Bordeaux, Pessac og Talence. Hans kvarter var en anonym zone af identiske rosa huse med tegltag, omgivet af små haver og veltrimmede hække, der understregede, at det var privat ejendom.

En menneskelig lykke, der gentog sig gade op og gade ned, som gammeldags legetøj på samlebånd.

Freire kørte i skridtgang gennem tågen, der stædigt nægtede at lette. Han kunne ikke rigtig se noget, men den her by interesserede ham heller ikke. »Vent og se, det er et lille Paris,« havde man sagt til ham. Eller: »Det er en anseelig by.« Ja, endog: »Det er vinens Olymp!« Man havde sagt så meget. Han havde ikke set noget af det. Han opfattede dunkelt Bordeaux som en højrøvet burgøjserby – og inderligt kedsommelig. En kold og flad ophobning af huse, hvor hvert gadehjørne osede af stivnet fornemhed.

Han havde heller ikke mødt Bordeaux’ andet ansigt – dens berømte højborgerskab. Hans psykiaterkolleger var mest gamle venstrefløjsfolk, der betragtede borgerskabet som fjenden. Kværulanter, der uden at gøre sig det klart selv udgjorde en snylterbestand på den klasse, de kritiserede. Han havde indskrænket sin kontakt 15

34301 Rejsende uden bagage.indd 15

17-08-2012 12:49:59

med dem til samtalerne hen over frokosten: Sjove historier om tosser, der slugte gafler, tirader imod det franske psykiatrivæsen, ferieplaner og pensionsopsparinger.

Han ville heller ikke have kunnet begå sig i Bordeaux’ selskabsliv. Freire led af et lammende handicap: Han drak ikke vin. Her på egnen svarede det til at være blind, døv eller lam. Der var aldrig nogen, der havde bebrejdet ham noget, men stilheden omkring ham var sigende. Ingen vin, ingen venner, sådan var det i Bordeaux. Han modtog aldrig nogen telefonopkald, ingen mails, ingen sms’er. Ikke noget som helst andet end det rent faglige – på hospitalets intranet.

Nu var han nået til sit eget kvarter.

Her havde alle husene navn efter ædelsten. Topas. Diamant.

Turkis ... Det var den eneste måde, man kunne skelne husene fra hinanden på. Freire boede i »Opal«. Ved sin ankomst til Bordeaux havde han bildt sig selv ind, at han havde valgt huset, fordi det lå tæt på hospitalet. Men det var forkert. Han havde valgt det, fordi kvarteret var neutralt og upersonligt. Et ideelt sted at begrave sig, forsvinde, gå i ét med massen. Han var taget hertil for at komme væk fra sin parisiske fortid. Væk fra den mand, han havde været: en anerkendt psykiater, anset og ombejlet i sit eget miljø.

Han parkerede et par meter fra huset. Tågen var så tæt, at kommunen havde ladet gadelygterne være tændt.

Han brugte aldrig garagen. Da han steg ud af bilen, føltes det som at kaste sig ud i en svømmepøl med mælket vand. Milliarder af småbitte dråber hang i luften og gjorde den fysisk håndgribelig som et pointillistisk maleri.

Han satte farten op og stak hænderne i lommerne på sin regnfrakke. Idet han atter smøgede kraven op om ørerne, fornemmede han tågens iskolde prikken mod halsen. Han lignede en privatdetektiv i en gammel hollywoodfi lm, en ensom helt på jagt efter en opklaring.

Han åbnede havelågen, tilbagelagde de få meter med glinsende våd græsplæne og satte nøglen i låsen.

16

34301 Rejsende uden bagage.indd 16

17-08-2012 12:49:59

Husets indre mimede den ydre banalitet. Ti gange, hundrede gange gentog dette mønster sig i kvarteret her: entré, dagligstue, køkken, værelser på førstesalen ... Og i de samme materialer. Parketgulve. Hvidpudsede vægge. Krydsfi nerdøre. Beboerne udtrykte deres personlighed gennem deres møbler.

Han tog regnfrakken af og gik ud i køkkenet uden at tænde lys. Freires originalitet bestod i, at han ingen møbler havde, eller næsten ingen. Hans flyttekasser stod stadig uåbnede langs væggen og gjorde det ud for personlig indretning. Han boede i et typehus; men der var intet typisk ved det.

Han lavede sig en kop te i skæret fra gadelygterne, mens han forsøgte at danne sig et overblik over sine chancer for at få noget søvn i øjnene. Ikke en kinamands chance. Han skulle møde igen klokken 13: Han kunne lige så godt arbejde lidt på sine sager. Hans vagt sluttede klokken 22. Derefter ville han gå omkuld uden aftensmad, mens han fulgte et underholdningsprogram i fjernsynet med et halvt øje. Og så ville han starte forfra næste morgen – søndag – indtil om aftenen. Søndag nat ville han få sig en ordentlig nattesøvn, og mandag morgen mødte han op til et mere normalt vagtskema.

Mens han stod og så på, at teen trak, sagde han til sig selv, at han burde gøre noget. Holde op med at tage alle de ekstravagter.

Forsøge at normalisere sit liv. Dyrke sport. Spise ordentligt ... men den slags tanker var også blot en del af hans forvirrede, formålsløse dagligdag – en gentagelse blandt andre.

Stående i køkkenet løftede han tesien op og betragtede den mørkebrune farve, som spejlede hans egen hjerne, der formørkedes af dystre tanker. Ja, sagde han til sig selv, idet han atter sænkede tesien i vandet, han havde ønsket at grave sig ned i de andres sindssyge her for bedre at glemme sin egen.

To år tidligere havde Mathias Freire, der dengang var 43 år gammel, begået den værste moralske synd på Villejuif-hospitalet: Han var gået i seng med en patient. Anne-Marie Straub. Skizofren. Maniodepressiv. Når han tænkte på sit fejltrin, vægrede 17

34301 Rejsende uden bagage.indd 17

17-08-2012 12:49:59

Freire sig stadig ved at tro det. Han havde forbrudt sig imod tabuernes tabu.

Der var imidlertid intet perverst eller sygeligt ved historien.

Hvis han havde mødt Anne-Marie uden for hospitalets mure, ville han straks have forelsket sig i hende. Han ville have følt det samme voldsomme, irrationelle begær efter hende, som havde grebet ham ved første blik på kontoret. Hverken isolationscellerne eller medicinen eller de andre patienters skrig havde kunnet dæmpe hans lidenskab. Kærlighed ved første blik, slet og ret.

Freire boede i universitetsparken i Villejuif i en afsidesliggende bygning. Hver nat besøgte han Anne-Marie. Han kunne stadig se det hele for sig. Den linoleumsbeklædte gang. Dørene med kighullerne i. Hans nøgleknippe, der gav ham fri og uhindret adgang overalt. Som en skygge blandt skygger lod han sig føre – eller snarere drive – af sit begær. Hver nat krydsede han kunstterapilokalet.

Og hver gang sænkede han blikket for ikke at se Anne-Maries billeder på væggene. Hun malede sorte, forvredne, obskøne sår på rød baggrund. Nogle gange flænsede hun endog lærredet med spatelen ligesom Lucio Fontana. Når han betragtede disse lærreder ved dagslys, sagde Mathias til sig selv, at Anne-Marie var en af de farligste patienter på hospitalet. Om natten vendte han det blinde øje til og ilede til hendes celle.

Disse nætter havde brændt sig ind i ham. Lidenskabelige favntag i det lukkede rum. Mystiske, fortryllende, betagende kærtegn.

Delirerende ord hvisket ind i øret: »Du skal ikke se på dem, min elskede ... de er ikke farlige ...« Hun talte om ånderne, som ifølge hende omgav dem i dunkelheden. Mathias svarede ikke, men stirrede ud i mørket: Afgrunden, gentog han for sig selv, jeg styrer lige mod afgrunden.

Bagefter var han faldet i søvn. En time. Måske mindre. Da han vågnede – klokken må have været omkring tre om natten – hang Anne-Maries nøgne krop og dinglede over sengen. Hun havde hængt sig. Med hans bælte.

Et kort øjeblik havde han ingenting forstået. Han troede, han 18

34301 Rejsende uden bagage.indd 18

17-08-2012 12:49:59

drømte. Han havde endog beundret denne silhuet med de tunge bryster, der allerede ophidsede ham igen. Så var panikken eksploderet i kroppen på ham. Han havde omsider forstået, at det var forbi. For hende. For ham. Han havde klædt sig på og ladet liget hænge i hans bælte, der var fastgjort til vindueshaspen. Han var flygtet ned ad gangene, havde undgået sygeplejerskerne og var nået tilbage til sit hjem som et skadedyr, der gemmer sig i sin hule. Åndeløs og oprevet havde han taget en sprøjte med noget nerveberoligende og havde rullet sig sammen på sengen med tæppet over hovedet.

Da han vågnede tolv timer senere, vidste alle det. Ingen var overraskede – Anne-Marie havde flere gange forsøgt at gøre en ende på det hele. Der var blevet foretaget en undersøgelse for at fi nde ud af, hvor dette herrebælte stammede fra. Men man havde aldrig fundet ud af det. Mathias Freire var ikke blevet afhørt.

Anne-Marie Straub havde ikke været hans patient i over et år.

Selvmordersken havde ingen nær familie. Ingen havde indgivet klage. Sagen var blevet lukket.

Fra da af havde Freire passet sit arbejde på automatpilot og en cocktail af antidepressiver og angstdæmpende piller. For én gangs skyld havde psykiateren smagt sin egen medicin. Han huskede intet fra denne periode. Konsultationer på rygmarven. Diffuse diagnoser. Drømmeløse nætter. Lige indtil stillingen i Bordeaux kom op.

Han havde kastet sig over den. Han havde sat sig selv på afvænning.

Pakket sine kufferter og taget toget uden at se sig tilbage.

Siden han var startet her, havde han anlagt en anderledes professionel attitude. Han undgik enhver personlig investering i sit arbejde. Hans patienter var ikke længere andet og mere end felter, der skulle krydses af: skizofreni, depression, hysteri, tvangstanker og tvangshandlinger, paranoia, autisme ... Han krydsede af, foreskrev den adækvate behandlingsform – og holdt afstand. Han blev opfattet som kold, distant og robotagtig. Fint nok. Han ville aldrig igen nærme sig en patient. Han ville aldrig mere engagere sig i sit arbejde.

19

34301 Rejsende uden bagage.indd 19

17-08-2012 12:49:59

Langsomt vendte han tilbage til nuet. Han stod stadig foran køkkenvinduet med udsigten til den øde gade, der fortabte sig i tågen. Hans te var blevet blæksort. Dagen var begyndt at gry.

Bag hækkene, samme slags huse. Bag vinduerne, samme slags liv, endnu nedsænket i søvnen. Det var lørdag morgen, og alle sov længe.

Men der var en detalje, der ikke passede ind.

En sort fi rehjulstrækker holdt stille med tændte lygter ved fortovet halvtreds meter borte.

Freire forsøgte at tørre duggen af vinduet. I samme øjeblik stod to mænd i sorte frakker ud af bilen. Freire kneb øjnene sammen.

Han havde svært ved at se dem ordentligt, men deres skikkelser mindede om fi lmenes FBI-agenter. Eller måske snarere de to parodiske figurer fra Men in Black. Hvad bestilte de her?

Freire spurgte sig selv om, hvorvidt det måske drejede sig om medlemmer af en privat milits, bestilt af kvarterets beboere, men hverken bilen eller disse fordækte figurers elegance svarede til profi len. De stod nu lænet op ad fi rehjulstrækkerens motorhjelm, upåvirkede af støvregnen. De fi kserede et præcist punkt. Mathias mærkede atter smerten bag øjet.

Det, som de gennemblødte mænd stirrede på gennem tågen, det var hans eget hus. Mere præcist hans egen silhuet i modlyset i køkkenet.

20

34301 Rejsende uden bagage.indd 20

17-08-2012 12:49:59