Tangodanseren - af Arturo Pérez Reverte

AF F O R F A T T E R E N T I L DUMAS -KLUBB E N O G D E T F LAM SKE M ALE R I

ARTURO PÉREZ-REVERTE ROMAN | CICERO

6

Tangodanseren

Af samme forfatter Det flamske maleri, 1993 Dumas-klubben eller i Richelieus skygge, 1994 Fægtemesteren, 1995 Trommeskindet, 1997 Kaptajn Alatriste, 1998 I inkvisitionens kløer, 1999 Solen over Breda, 1999 De navnløse skibes kirkegård, 2001 Kongens guld, 2002 Sydens dronning, 2003 Kavaleren med den gule vams, 2005 Bataljemaleren, 2010

A RTURO PÉR EZ-R EV ERTE

Tangodanseren

Oversat fra spansk af Ane-Grethe Østergaard

CICERO

Tangodanseren er oversat fra spansk af Ane-Grethe Østergaard efter El tango de la guardia vieja Copyright © 2013 by Balkan Editores, S.L. efter aftale med RDC Agencia Literaris, S.L., Madrid 2013 Denne udgave: © CICERO/rosinante&co , København 1. udgave, 1. oplag, 2014 Omslag: Lonnie Hamborg/Imperiet Sat med Garamond hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia, Riga ISBN 978-87-638-2961-8 Printed in Latvia 2014 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

CICERO er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

4

„Men det er ikke tit, en kvinde som Dem og en mand som mig mødes her i verden.“

JOSEPH CONR AD, Within the Tides.

5

6

I november 1928 rejste Armando de Troeye til Buenos Aires med det ene formål at komponere en tango. Det havde han mageligt råd til. I en alder af treogfyrre befandt komponisten til Nocturnos og Pasodoble para don Quijote sig på højdepunktet af sin karriere, og alle spanske ugeblade bragte billeder af ham lænet over rælingen på atlanterhavsdamperen Cap Polonio fra Hamburg-Südamerikanische sammen med sin smukke hustru. Det bedste billede var det på societysiderne i Blanco y Negro: Ægteparret de Troeye på første klasses dæk, han med en engelsk trenchcoat over skuldrene, den ene hånd i lommen og en cigaret i den anden, smilende ned til de vinkende mennesker på kajen; og hun, Mecha Inzunza de Troeye, iført pelskåbe og en chik hat, der indrammede hendes lyse øjne, som journalisten, der havde skrevet billedteksten, kaldte „vidunderligt dybe og gyldne“.

Samme aften, mens kystens lys endnu var synlige i det fjerne, klædte Armando de Troeye om til middag. Han var forsinket på grund af en let migræne, som havde været nogen tid om at fortage sig, og havde insisteret på, at hans kone skulle gå i forvejen og nyde musikken i dansesalonen. Som den pertentlige mand, han var, gav han sig god tid til at fylde cigaretter i guldetuiet, som han anbragte i smokingjakkens inderlomme, samt fordele andre genstande, der ville blive brug for i aftenens løb, i diverse andre lommer: et guldur med kæde, en lighter, to hvide, omhyggeligt sammenfoldede lommetørklæder, en pilleæske med fordøjelsestabletter samt en tegnebog af krokodilleskind med visitkort og mindre sedler til drikkepenge. Så slukkede han lyset, lukkede døren til kahytsuiten bag sig og prøvede at tilpasse sig den lette 7

vuggen på vej hen ad løberen, som dæmpede den fjerne dunken af maskiner, der drev skibet frem i den atlantiske nat.

Før de Troeye trådte ind i salonen, hvor overtjeneren kom ham i møde med listen over bordreservationer, betragtede han sit stivede skjortebryst, manchetterne og de velpudsede, sorte sko i vestibulens store spejl. Aftentøj fremhævede altid hans forfinede udseende; han var middelhøj, og hans træk var – skønt regelmæssige – ikke decideret smukke, men det blev opvejet af et par intelligente øjne, en velplejet moustache og et krøllet, sort hår med tidlige grå stænk. Et øjeblik fulgte komponistens trænede øre orkestrets rytme: en blid, melankolsk vals. De Troeye smilede let overbærende: Fremførelsen begrænsede sig til det korrekte. Så stak han venstre hånd i bukselommen, hilste på overtjeneren og fulgte efter ham hen til det bord i den bedste del af salonen, han havde reserveret til hele rejsen. Nogle blikke fulgte ham. En smuk kvinde med smaragdøreringe så overrasket og beundrende på ham. Man genkendte ham. Orkestret tog fat på endnu en langsom vals, og de Troeye satte sig ved bordet, hvor der stod en urørt champagnecocktail ved siden af en glaskuppel med en kunstig, elektrisk flamme indeni. Fra dansegulvet, hvor parrene bevægede sig rundt til musikken, smilede hans unge kone til ham.

Mercedes Inzunza var ankommet til salonen tyve minutter før ham og dansede med en flot, ung mand i smoking, skibets professionelle danser, der havde til opgave at underholde de damer på første klasse, der rejste uden partner, eller hvis partner ikke dansede. De Troeye smilede tilbage og lagde det ene ben over det andet, udsøgte sig en cigaret fra etuiet og gav sig til at ryge.

8

Selskabsdanseren I sin tid havde alle hans ligemænd en skygge. Og han havde været den bedste af alle. På dansegulvet havde han altid den perfekte rytme og andre steder sine rolige, ferme hænder, den velvalgte bemærkning og det brillante svar på læberne. Det gjorde ham vellidt blandt mænd og beundret blandt kvinder. Dengang beherskede han som ingen anden – ud over salondansene tango, foxtrot og boston, som han tjente sine penge på – den kunst at skabe festfyrværkerier af ord og melankolske landskaber af tavshed. I adskillige indbringende år forfejlede han kun sjældent sit mål, og ikke mange velhavende kvinder, uanset alder, kunne modstå ham ved en tedansant på et Palace, Ritz eller Excelsior Hotel, en terrasse ved Rivieraen eller en første klasse-salon på en atlanterhavsdamper. Han havde været en af den slags mænd, man kunne møde i kjole og hvidt på et konditori, hvor han bød på morgenmad til hele tjenerstaben i det hus, hvor han havde været til middag eller bal aftenen før. Sådan var hans væsen. Eller hans intelligens. En eneste gang i hans liv var det sket, at han satte alt på et bræt i et kasino og vendte hjem på bagperronen af en sporvogn totalt ruineret, men tilsyneladende upåvirket, fløjtende melodien fra Manden, der sprængte banken i Monte Carlo. Og den elegance, hvormed han kunne tænde en cigaret, binde sit slips og lufte sine velstrøgne skjortemanchetter, var så overbevisende, at politiet aldrig havde turdet arrestere ham, medmindre de greb ham på fersk gerning.

– Max. – Ja, hr.?

9

– De kan godt lægge kufferten ud i bilen.

Solen over Napolibugten skærer i øjnene, da den reflekteres i forkromningerne på Jaguar Mark X ligesom i andre biler, som han selv og andre engang har kørt. Men også det er forandret, og ikke engang den gamle skygge er til at få øje på nogen steder. Max kaster et blik på sine fødder og bevæger sig lidt, men uden resultat. Han er ikke klar over præcis, hvornår det skete. Skyggen forduftede og blev fortid som så meget andet.

Hans ansigt fortrækker sig i en resigneret grimasse, eller måske er det bare solen, der generer ham, mens han gør sig umage for at tænke på noget konkret og umiddelbart nærværende – dæktrykket ved halv og fuld belastning, det behagelige, synkroniserede gearskifte, oliestanden – for at blive fri for dette bittersøde stik, han altid mærker, når savnet og ensomheden bliver for påtrængende. Så trækker han vejret langsomt og dybt, og efter at have gnedet det lille, sølvskinnende kattedyr på køleren med et vaskeskind tager han den grå uniformsjakke på, som lå foldet sammen over forsædets ryglæn. Først da han har knappet den omhyggeligt og har rettet på slipseknuden, går han op ad trinnene – flankeret af stenkrukker og hovedløse marmorstatuer – der fører til hoveddøren.

– Og husk den lille håndkuffert.

– Naturligvis, hr.

Doktor Hugentobler bryder sig ikke om, at hans ansatte i Italien kalder ham doktor. Dette land er befængt med dottori, cavalieri og commendatori, plejer han at sige. Og jeg er schweizisk læge. Seriøs.

Jeg har ikke lyst til at blive antaget for en af dem, nevø til en kardinal eller milanesisk industrifyrste eller den slags. Hvad angår Max Costa, kalder alle i villaen i Sorrentos udkant ham slet og ret Max. Ret absurd, i betragtning af at han i løbet af sit liv har brugt adskillige navne og titler, aristokratiske og ordinære alt efter omstændighederne og de øjeblikkelige behov. Men for nogen tid siden, dengang hans skygge for sidste gang vinkede med lommetørklædet og sagde farvel – som en kvinde, der står i vinduet til en sovekupé og for altid for10

svinder i en sky af damp, uden at man ved, om det var i dette øjeblik, hun blev væk, eller om hun var begyndt at blive væk længe før – tog han igen sit eget navn. En skygge til gengæld for det navn, som indtil hans nylige og på sin vis naturlige tvangspensionering, inklusive en periode i fængsel, havde figureret med et gedigent synderegister i de fleste af Europas og Latinamerikas politidepartementer. Under alle omstændigheder, tænker han, mens han løfter Samsonite-kufferten og den lille håndkuffert op og anbringer dem i bilens bagagerum, havde han end ikke i sine sorteste øjeblikke forestillet sig, at han skulle ende sine dage med at svare „ja, hr.“, når han blev tiltalt med sit fornavn.

– Lad os komme afsted, Max. Har De taget aviserne med?

– De ligger på bagsædet, hr.

To bildøre bliver smækket. Han har taget chaufførkasketten på og af og på igen for at få passageren installeret. Da han sætter sig ved rattet, lægger han den på sædet ved siden af, og af gammel vane kaster han et forfængeligt blik i bakspejlet og glatter det grå, stadig kraftige hår. Intet understreger så tydeligt som detaljen med kasketten ironien i hans situation; den absurde strand, hvor livets bølgeskvulp har efterladt ham efter det endelige skibbrud. Men når han står foran spejlet i sit værelse og barberer sig og tæller sine rynker, som man tæller ar efter kampe og elskovsmøder, hver enkelt med sit eget navn – kvinder, rouletter, tvivlsomme morgener, vidunderlige eller katastrofale skumringstimer – ender han alligevel altid med at blinke tilgivende til sig selv; som om han i den høje, ikke længere helt slanke, ældre mand med det mørke, trætte blik genkendte billedet af en gammel medsammensvoren, som ikke behøver nogen forklaringer. Når det kommer til stykket – antyder spejlbilledet i en fortrolig, småkynisk, ligefrem lidt grov tone – må man erkende, at han i en alder af fireogtres år og med de elendige kort, livet har udstyret ham med på det sidste, stadig har grund til at føle sig heldig.

Under lignende omstændigheder har andre – som Enrico Fossataro og den gamle Sándor Esterházy – måttet vælge mellem offentlig 11

forsørgelse eller et øjebliks ubehagelige krampetrækninger dinglende i et slips i et trist pensionatsbadeværelse.

– Mon der er nogen vigtige nyheder? spørger Hugentobler.

Der lyder doven avisbladren omme fra bagsædet. Det var mere en kommentar end et spørgsmål. I bakspejlet ser Max sin arbejdsgiver kigge ned med læsebrillerne på næsetippen.

– Har russerne kastet atombomben eller sådan noget?

Hugentobler har selvfølgelig sagt det i spøg. Schweizisk humor.

Når han er i godt humør, giver han den som lystig fætter over for sine ansatte, måske fordi han er ugift og ikke har nogen familie til at more sig over hans vittigheder. Max antyder et smil. Diskret og passende fjernt.

– Ikke noget særligt, hr.: Cassius Clay har vundet en ny kamp, og astronauterne på Gemini XI er vendt hjem i god behold ... Og krigen i Indokina blusser op.

– Vietnam, mener De. – Ja, Vietnam ... Og som lokal nyhed afholdes der skakturnering om Premio Campanella i Sorrento: Keller mod Sokolov.

– Jamen dog, siger Hugentobler distræt og sarkastisk. – Det er jeg virkelig ked af at gå glip af ... Men smag og behag, Max. – Det har De ret i, hr.

– Forestil Dem lige: sidde og hænge hele livet foran et skakbræt.

De store spillere ender jo som vanvittige, ligesom ham Bobby Fischer.

– Ja. – Kør ad landevejen. Vi har tid nok.

Den knasende lyd af gruset under dækkene holder op, da Jaguaren har passeret jerngitteret og langsomt glider hen ad den asfalterede vej mellem oliventræer, mastiksbuske og figentræer. Max skifter blødt gear, før vejen slår et skarpt sving, og silhuetterne af pinjer og huse på bjergets terrasser pludselig ses i modlys – som sandblæst glas – med det rolige, strålende hav i baggrunden og Vesuv på den anden side af bugten. Et øjeblik glemmer han sin passagers tilstedeværelse og kærtegner rattet, helt og fuldt koncentreret om 12

nydelsen ved at køre; bevægelsen mellem to steder, hvis placering i tid og rum er ham ligegyldig. Luften, der kommer ind gennem vinduet, dufter af honning og harpiks, de sidste pust af sommeren, som på disse breddegrader altid vægrer sig ved at dø og udkæmper en troskyldig, blid kamp med kalenderens blade.

– En pragtfuld dag, Max. Han glipper med øjnene, vender tilbage til virkeligheden og løfter igen blikket mod bakspejlet. Doktor Hugentobler har lagt aviserne til side og har en havannacigar i munden.

– Ja, det er det, hr.

– Når jeg kommer tilbage, er vejret sikkert skiftet.

– Lad os ikke håbe det. Det er kun tre uger.

Hugentobler udstøder en mumlen sammen med en mundfuld røg. Han er en mand med et fredeligt, rødmosset ansigt og ejer af et sanatorium i nærheden af Gardasøen. Han tjente en formue i årene efter krigen ved at tilbyde psykiatrisk behandling til rige jøder, der var traumatiserede af nazitidens rædsler; den slags, der vågnede midt om natten og troede, at de stadig befandt sig i en barak i Auschwitz med dobermanner gøende udenfor og SS’ere, der viste vej til brusebadene. Hugentobler og hans italienske kompagnon, en doktor Bacchelli, hjalp dem med at bekæmpe disse forestillinger, anbefalede som afrunding på behandlingen en rejse til Israel, organiseret af sanatoriets ledelse, og afsluttede det hele med nogle horrible regninger, som i dag gør det muligt for Hugentobler at have et hus i Milano, en lejlighed i Zürich samt villaen i Sorrento med fem biler i garagen. I tre år har Max taget sig af at passe og køre disse samt holde opsyn med vedligeholdelsen af villaen, hvis andre ansatte er et ægtepar fra Salerno, hr. og fru Lanza, som er gartner og stuepige.

– De skal ikke køre direkte ned til havnen. Læg vejen forbi centrum.

– Ja, hr.

Han kaster et hurtigt blik på det nydelige, men billige ur – et Festina i gulddublé – som han bærer på venstre håndled, og kører 13

gennem Corso Italias trafik, der er sparsom på dette tidspunkt. Der er rigelig tid til at gå om bord på motorbåden, der skal bringe doktor Hugentobler over på den anden side af bugten og spare ham for de mange sving på landevejen, der fører til Napolis lufthavn.

– Max. – Ja, hr.?

– Stands ved Rufolo og køb en æske Montecristo nummer to.

Max Costas professionelle relation til sin arbejdsgiver begyndte som kærlighed ved første blik: Så snart psykiateren havde mødt ham, var han totalt uinteresseret i de rosende – i øvrigt falske – udtalelser om tidligere ansættelser i anbefalingsskrivelserne. Som den praktiske mand, han var, helt og fuldt overbevist om, at hans intuition og professionelle erfaring aldrig kunne tage fejl vedrørende den menneskelige natur, besluttede Hugentobler, at dette individ med den lidt altmodische elegance, det oprigtige, høflige og rolige ansigtsudtryk og ikke mindst den kultiverede besindighed i ord og handling var det levende billede på hæderlighed og dekorum. Den perfekte mand, altså, til at kaste det rette skær af værdighed over den blændende bilpark – en Jaguar, en Rolls Royce Silver Cloud II og tre veteranbiler, blandt andet en Bugatti 50 T coupé – som er doktor Hugentoblers stolthed. Naturligvis har han ingen anelse om, at hans chauffør i sin tid nød godt af både egne og andres biler, der var lige så luksuøse som dem, han nu er ansat til at køre. Hvis Hugentobler havde været velunderrettet, ville han have været nødt til at revidere sit syn på den menneskelige natur og ville have søgt sig en chauffør med et mindre stiligt udseende og et mere konventionelt curriculum. Men det ville have været en fejl.

For enhver, der kender lidt til de mørkere sider af tilværelsen, ved, at mennesker, der har mistet deres skygge, er ligesom gifte kvinder med en fortid: Ingen er mere trofast end dem, for de ved, hvad de risikerer. Men Max Costa er ikke den, der giver sig til at belære doktor Hugentobler om skyggers flygtighed, luderes anstændighed og den nødtvungne retskaffenhed hos tidligere selskabsdansere, der 14

senere slog sig på at stjæle hvide handsker. Skønt handsken ikke altid var helt hvid.

Da motorbåden Riva fjerner sig fra Marina Piccolas træmole, bliver Max Costa stående og ser efter kølvandsstriben, der kløver bugtens blå flade. Så tager han slipset og uniformsjakken af, og med jakken over armen går han tilbage til bilen, der står parkeret ved skatte- og toldpolitiets bygning for foden af klippen med Sorrento på toppen.

Han giver halvtreds lire til drengen, der har passet på Jaguaren, starter den og kører langsomt ad landevejen, der i en skarp kurve fører op til byen. Da han kommer til Piazza Tasso, holder han tilbage for tre fodgængere, der kommer ud fra Hotel Vittoria: to kvinder og en mand, som han distræt følger med blikket, mens de passerer tæt på køleren. De ligner velhavende turister; den slags, der kommer uden for sommersæsonen med dens trykkende varme og menneskehorder, for i fred og ro at nyde solen, havet og det behagelige klima, der varer til langt ud på efteråret. Manden kan endnu ikke være tredive år, har mørke briller på og en jakke med ruskindslapper på albuerne.

Den yngste af kvinderne er en køn, mørk pige med lårkort nederdel og håret samlet i en lang nakkefletning. Den anden, en kvinde i en moden alder, er i beigefarvet cardigan og mørk nederdel, og på hovedet bærer hun en krøllet herrehat af tweed, under hvilken man kan se det korte, grå hår med sølvstænk. En fornem dame, vurderer Max. Med denne stil, som ikke skyldes tøjet, men måden at bære det på. Over gennemsnittet af, hvad der ses i Sorrentos, Amalfis og Capris villaer og gode hoteller, selv på denne tid af året.

Der er noget ved den kvinde, der får ham til at følge hende med blikket, da hun går over Piazza Tasso. Måske hendes måde at gå på: langsomt, sikkert, med højre hånd i cardiganlommen; denne måde at bevæge sig på, som er så typisk for dem, der det meste af livet har trådt på bløde tæpper i en verden, der tilhører dem. Eller måske er det, der vækker Max’ opmærksomhed, hendes måde at sænke ansigtet på, når hun ler af det, hendes ledsagere går og siger, 15

eller for at sige ord, som bliver til intet mod bilruderne. I hvert fald oplever Max et kort øjeblik et fjernt ekko, flygtigt som et løsrevet fragment af en glemt drøm. Et gammelt billede af en bevægelse, en stemme og en latter. Det overvælder ham så meget, at bilisten bagved er nødt til at dytte for at få ham til at gå ned i første gear og køre lidt frem, hvilket han gør uden at slippe de tre af syne, da de er kommet over på den anden side af pladsen og sætter sig i solen ved et af bordene uden for baren Il Fauno.

Han skal netop til at køre ind på Corso Italia, da han igen får fornemmelsen af noget kendt, men denne gang er det en konkret erindring: et ansigt, en stemme. En scene eller flere scener. Med ét bliver overraskelsen til målløshed, og Max træder så kraftigt på bremsen, at han får endnu et dyt fra bilen bagved efterfulgt af rasende fagter, da Jaguaren pludselig drejer til højre og med en ny opbremsning holder ind til fortovskanten.

Han tager startnøglen ud og sidder ubevægelig og tænker, mens han betragter sine hænder, der hviler på rattet. Så står han ud, tager jakken på og spadserer hen i retning af baren. Han føler sig urolig.

Måske ængstelig for at få bekræftet det, der foresvæver ham. De tre sidder stadig og snakker livligt. For at undgå at blive set standser Max op ved buskene uden for baren. Bordet er ti meter fra ham, og kvinden med tweedhatten sidder med siden til og taler med de andre, uvidende om Max’ granskende blik. Hun har sikkert været meget smuk engang, konstaterer Max, for der er stadig tydelige spor af skønhed i hendes ansigt. Hun kunne godt være den kvinde, han har i tankerne, konkluderer han usikkert, men det er svært at sige med sikkerhed. Der er for mange kvindeansigter, der kommer i vejen, for meget før og især for meget efter. Skjult bag plantebaljerne spejder Max efter detaljer, der passer ind i hans erindring, men kan ikke komme til nogen tilfredsstillende konklusion. På et tidspunkt vil han vække opmærksomhed, som han står der, tænker han og går hen og sætter sig ved et af de bagerste borde. Han beder tjeneren om en negroni, og i tyve minutter sidder han og betragter kvindens 16

profil og hver eneste af hendes bevægelser for at sammenligne med dem, han husker. Da de tre forlader bordet og igen går over pladsen i retning af Via San Cesareo, har han endelig genkendt hende. Så rejser han sig og følger efter dem på god afstand. Det er en evighed siden, hans gamle hjerte har slået så hurtigt.

• Kvinden dansede godt, konstaterede Max Costa. Utvungent og ikke uden dristighed. Hun turde endda følge ham i et mere kompliceret, frit opfundet sidetrin, som han improviserede for at prøve hendes niveau, og som en mindre behændig kvinde ikke ville være sluppet godt fra. Hun måtte være tæt på femogtyve, tænkte han. Høj og slank, med lange arme, spinkle håndled og ben, der virkede uendelige under den lette, mørke silkekjole med violette reflekser, ærmeløs og dybt udringet i ryggen. På grund af de høje hæle, der fuldendte billedet, var hendes ansigt lige ud for hans, roligt og fint tegnet. Hendes hår var mørkblondt og let bølget, som sæsonens mode foreskrev, kortklippet bagtil, så det lod nakken fri. Mens hun dansede, kiggede hun ubevægeligt hen over skulderen på partnerens smokingjakke, hvor hendes hånd hvilede med en strålende vielsesring. Ikke en eneste gang efter at han havde nærmet sig og med et høfligt buk havde budt hende op til en langsom vals, en såkaldt boston, havde de set hinanden i øjnene igen. Hendes øjne havde en farve som gennemsigtig, næsten flydende honning og blev fremhævet af det præcise lag mascara – ikke et strøg for meget, ligesom det gjaldt læbestiften – under øjenbrynenes fint tilrettede buer. Hun havde intet til fælles med de andre kvinder, Max havde gjort sin opvartning den aften i dansesalonen: modne damer med tunge syren- og patchouliparfumer og kluntede ungmøer i lyse, korte kjoler, der bed sig i læben af anstrengelse for at følge rytmen, rødmede, når han lagde armen om livet på dem, og klappede i hænderne, når der lød en hoopa-hoopa. Så for første gang den aften begyndte selskabsdanseren på Cap Polonio at nyde sit job.

17

Først da bostonvalsen – det var What I’ ll do – var slut, og orkestret begyndte på tangoen A media luz, så de igen på hinanden.

De var blevet stående ubevægelige på det halvtomme dansegulv, og da hun ikke gjorde tegn til at vende tilbage til sit bord – hvor en smokingklædt mand, sandsynligvis hendes ægtemand, netop havde sat sig – slog han ud med armene ved de første takter, og hun var øjeblikkeligt med, uanfægtet som før. Hun lagde venstre hånd på hans skulder, strakte smægtende den anden frem, og de begyndte at bevæge sig hen ad dansegulvet – glide var ordet, tænkte Max – og igen var de honningfarvede øjne fjerne og så ikke på ham, selv om hun fulgte hans sikre, langsomme rytme med en forbløffende præcision, mens han på sin side sørgede for den rigtige, respektfulde distance og den uundgåelige, flygtige berøring i variationerne.

– Kan De lide det sådan? spurgte han efter en kompliceret variation, hvor hun havde fulgt ham med største selvfølge.

Endelig sendte hun ham et flygtigt blik. Måske også den svage antydning af et smil.

– Ja, bestemt.

De sidste år havde tangoen – der oprindelig var argentinsk og var kommet på mode som apachedans i Paris – skabt furore på begge sider af Atlanterhavet. Dansegulvet blev derfor hurtigt fuldt af par, der udfoldede sig mere eller mindre elegant med trin, møder og adskillelser, der alt efter dansernes evner varierede mellem det korrekte og det groteske. Max’ partner fulgte imidlertid ubesværet de mest indviklede trin, føjede sig både efter de klassiske, forudsigelige bevægelser og efter dem, som han – mere og mere sikker på sin ledsager – introducerede af og til, stadig i sin karakteristiske, sobre og langsomme stil, men med stop og interessante sidetrin, som hun fulgte naturligt og uden at komme ud af takt. Hendes nydelse ved bevægelsen og musikken lyste ud af det smil, hun nu sendte Max efter en særlig kompliceret og vellykket variation, og i det gyldne blik, som indimellem vendte tilbage fra det fjerne og et kort øjeblik hvilede på ham.

18

Mens de bevægede sig hen over dansegulvet, studerede han hendes mand med et professionelt blik, som en rolig jæger. Det var han vant til: ægtemænd, fædre, brødre, sønner og elskere til de kvinder, han dansede med. Mænd, kort sagt, der ledsagede dem med stolthed, arrogance, kedsomhed, resignation eller andre lige så maskuline følelser. Der gemte sig et væld af information i slipsenåle, urkæder, cigaretetuier og fingerringe, tykkelsen af tegnebøger, der blev åbnet, mens tjenerne nærmede sig, kvaliteten og snittet i en jakke, pressefolden i et par bukser og blankpoleringen af et par sko.

Ja, selv måden at binde en slipseknude på. Alt dette var materiale, der tillod Max Costa at afgøre mål og metoder i takt med musikken, eller mere prosaisk: bevæge sig fra salondanse til mere lukrative muligheder. Tiden og erfaringen havde efterhånden bekræftet ham i den bemærkning, han syv år tidligere i Melilla havde hørt fra grev Boris Dolgoruki-Bagration – sekondkorporal i første afdeling af Den Spanske Fremmedlegion – der halvandet minut forinden havde brækket en hel flaske elendig cognac op i baggården til Fatimas bordel: – En kvinde er aldrig kun en kvinde, kære Max. Hun er også – og især – de mænd, hun har haft, og som hun har og vil kunne få.

Uden dem kan man ikke forstå nogen kvinde ... Og den, der har adgang til dette register, har nøglen til bankboksen. Springfjederen, der åbner døren til hendes hemmeligheder.

Han kastede et sidste, nærmere blik på ægtemanden, da han efter dansen fulgte sin partner hen til hendes bord: elegant, selvsikker, over fyrre. Ikke nogen smuk mand, men han havde et sympatisk udseende med sin fine, distingverede moustache, det krøllede, let gråsprængte hår og de livlige, intelligente øjne, der registrerede alt – konstaterede Max – hvad der foregik på dansegulvet. Han havde søgt hans navn på listen over reservationer, før han nærmede sig kvinden, da hun sad alene ved bordet, og overtjeneren havde bekræftet, at det drejede sig om den spanske komponist Armando de Troeye og frue: specialkahyt med suite på første klasse og reserveret 19

bord i spisesalonen ved siden af kaptajnens, hvilket om bord på Cap Polonio betød mange penge eller høj social position og som regel begge dele.

– Det var en fornøjelse, frue. De danser vidunderligt.

– Tak. Han bukkede næsten militærisk – denne måde at hilse på plejede at tiltale kvinder ligesom den naturlighed, med hvilken han tog om deres fingre og nærmede dem til sine læber – og hun gengældte hans hilsen med et let, køligt nik og satte sig på stolen, som hendes mand havde trukket ud for hende. Max vendte ryggen til, glattede det sorte, tilbagestrøgne hår, der skinnede af brillantine, først med højre og så med venstre hånd, og fjernede sig i en bue uden om de dansende. Han havde et høfligt smil på læberne uden at se på nogen. Alligevel lagde han mærke til den kvindelige nysgerrighed, som hans et hundrede nioghalvfjerds centimeter høje person i den ulastelige smoking – erhvervet for hans sidste penge inden afrejsen med enkeltbillet til Buenos Aires – tiltrak sig ved bordene, hvor en del passagerer var begyndt at rejse sig for at gå ind i spisesalonen. I dette øjeblik hader halvdelen af lokalet mig, tænkte han resigneret og veltilfreds. Den anden halvdel er kvinder.

• De tre standser op foran en butik med souvenirs, postkort og bøger.

Skønt en del af Sorrentos forretninger og restauranter lukker, når højsæsonen er slut – selv nogle af de fine forretninger på Corso Italia – bliver det gamle kvarter med Via San Cesareo ved at være et sted, hvor turisterne kommer hele året. Gaden er ikke bred, så Max Costa stopper op på god afstand ud for en delikatesseforretning, hvor han kan stå diskret i ly af en buk med tavle, hvor specialiteterne annonceres med kridt. Pigen med fletningen er gået ind i souvenirbutikken, mens kvinden med hatten og den unge mand bliver stående udenfor og snakker. Han har taget solbrillerne af og smiler. Han er 20

mørk og ser godt ud. Hun må have kærlige følelser for ham, for på et tidspunkt stryger hun hans kind. Så siger han noget, og hun ler højt, så manden, der udspionerer dem, tydeligt kan høre det: en klar, frimodig latter, der gør hende yngre og får ham til at fare sammen ved de præcise mindelser om fortiden. Det er hende, konkluderer han. Der er gået niogtyve år, siden han sidst så hende. Det var efterår, og det støvregnede over et kystlandskab: En hund løb rundt mellem strandens våde sten neden for balustraden ved Promenade des Anglais i Nice, og bag Hôtel le Negrescos hvide facade fortonede byen sig i det tågede, grå landskab. Al den tid, der ligger mellem de to scener, kunne måske spille hukommelsen et puds. Men den tidligere selskabsdanser og nuværende chauffør hos doktor Hugentobler er ikke i tvivl. Det er den samme kvinde. Latteren, måden at sænke hovedet på, de rolige bevægelser. Hånden i cardiganlommen, naturligt og selvfølgeligt. Han ville gerne nærme sig for at få det bekræftet i hendes ansigt på nært hold, men tør alligevel ikke. Mens han kæmper med sin ubeslutsomhed, kommer pigen med fletningen ud af butikken, og de tre vender om og går tilbage, passerer delikatesseforretningen, hvor Max har søgt tilflugt i en fart. Derfra ser han kvinden med hatten gå forbi, betragter hendes profil og føler sig helt sikker. Honningfarvede øjne, konstaterer han med en skælven.

Næsten flydende honning. Og forsigtigt, på god afstand, følger han efter dem til Piazza Tasso og gitteret foran Hotel Vittoria.

• Dagen efter så han hende igen, på skibsdækket. Og det var en ren tilfældighed, for ingen af dem havde egentlig noget at gøre der. Som Cap Polonios øvrige ansatte, der ikke var en del af skibsbesætningen, skulle Max Costa holde sig fra første klasses promenadedæk. For at undgå dette, hvor passagererne lå i liggestole af teak og kurveflet og nød solen i styrbordssiden – bagbordsdækket var optaget af folk, der spillede kegler og shuffleboard eller dyrkede lerdueskydning – 21

valgte Max at gå op ad en lille trappe, der førte til et andet dæk, hvor otte af de seksten redningsbåde hang side om side, fastsurret til knager og klodser på begge sider af atlanterhavsdamperens tre store hvide og røde skorstene. Det var et roligt, neutralt sted, hvor passagererne ikke plejede at komme, for de store redningsbåde skæmmede og forstyrrede udsigten. Den eneste imødekommenhed over for dem, der besluttede at bruge stedet, var nogle træbænke, og da selskabsdanseren passerede mellem en hvidmalet luge og en af de store udluftningskanaler, der sørgede for frisk luft i skibets indre, så han den kvinde, han havde danset med aftenen før, sidde på en af disse bænke.

Det var en strålende dag, vindstille og med en behagelig temperatur for årstiden. Max var iført gråt jakkesæt med vest, skjorte med blød flip og strikket slips, men bar hverken hat, handsker eller stok, så han nøjedes med et høfligt nik, da han gik forbi kvinden.

Hun var iført en ulden dragt: trekvartlang jakke og smal, plisseret nederdel. Hun sad og læste i en bog, som hun havde liggende i skødet, og da Max var ud for hende og et øjeblik skyggede for solen, løftede hun ansigtet, der var indrammet af en kortskygget, oval filthat, og så på ham. Måske var det det korte glimt af genkendelse, Max mente at se i hendes blik, der fik ham til at standse op et øjeblik, taktfuldt, som situationen og deres respektive positioner om bord krævede det.

– Goddag, sagde han.

Kvinden havde allerede kigget ned igen, men svarede ham med et nyt blik og et tavst nik.

– Jeg er ... begyndte han, men følte sig pludselig klodset, på usikker grund og ærgerlig over at have tiltalt hende.

– Ja, svarede hun roligt. – Den herre fra i går aftes.

Hun havde sagt herre og ikke danser, hvilket han takkede hende for i sit stille sind.

– Jeg ved ikke, om jeg fik sagt, at De danser vidunderligt, sagde han.

22

– Jo, det gjorde De. Hun skulle til at vende tilbage til sin læsning. En roman, så han med et blik på bogen, som hun havde lagt i skødet med omslaget opad: De fire ryttere af Vicente Blasco Ibañez.

– Jeg ønsker Dem en god dag og interessant læsning.

– Tak. Han fjernede sig uden at vide, om hun stadig sad med blikket rettet mod romanen, eller om hun kiggede efter ham. Han gjorde sig umage for at gå afslappet og skødesløst, med en hånd i bukselommen. Da han kom til den sidste redningsbåd, standsede han op, og i læ af den tog han sit cigaretetui af sølv frem – de indgraverede initialer var ikke hans egne – og tændte sig en cigaret. Han benyttede øjeblikket til i smug at kigge hen mod forstavnen, hvor kvinden stadig sad og læste på sin bænk. Uden at ænse ham.

• Grand Albergo Vittoria. Max Costa knapper jakken og går ind under det gyldne skilt over indgangens smedejernsbue, hilser på dørvogteren og går hen ad alléen, der er kantet af hundredårige pinjer og et væld af forskellige planter. Det er en stor have, der strækker sig lige fra Piazza Tasso til klippekanten oven over Marina Piccola og havet, hvor hotellets tre bygninger knejser. Max går ned ad en lille trappe til den midterste af dem og befinder sig i vestibulen over for den store glasrude ud mod vinterhaven og terrasserne, som – usædvanligt for årstiden – er fulde af mennesker, der indtager deres aperitif.

Til venstre, bag receptionsdisken, står en gammel bekendt, Tiziano Spadari, tyndhåret og med jakettens sorte vest strammende om den tykke mave. Deres bekendtskab stammer fra den fjerne tid, hvor den nuværende chauffør for doktor Hugentobler lejede sig ind som gæst på steder som Vittoria. Mange generøse drikkepenge, der i al diskretion har skiftet hånd efter uskrevne love, har gødet jorden for en velvilje, som med tiden er blevet til oprigtig sympati og samhø23

righed; heri indbefattet den venskabelige tiltaleform „du“, som ville have været utænkelig tyve år tidligere.

– Max! Sikken en overraskelse! Lang tid siden.

– Næsten fire måneder.

– Godt at se dig igen.

– I lige måde. Hvordan står det til?

Spadaro trækker på skuldrene og opremser almindeligheder om professionen uden for sæsonen: færre drikkepenge, weekendgæster med deres små veninder, der aspirerer til skuespiller eller model, og grupper af højrøstede amerikanere, der er på rundtur – Napoli-IschiaCapri-Sorrento-Amalfi med en dags ophold hvert sted, morgenmad inklusive – og ustandseligt bestiller vand på flaske, fordi de ikke stoler på det i hanerne. Heldigvis redder Campanella-prisen situationen, forklarer Spadaro og peger ud i den livlige vinterhave: Duellen KellerSokolov fylder hotellet med spillere, journalister og skakentusiaster.

– Jeg vil gerne have en oplysning. Diskret.

Spadaro kommenterer ikke med et „som i gamle dage“, men i hans øjne, der først er overraskede og dernæst ironiske og en smule ængstelige ved det uventede, blusser et glimt af fjerne tiders indforståethed op. Her kort tid før sin pensionering og med fem årtier i professionen, siden han startede som piccolo på Hotel Excelsior i Napoli, har han set lidt af hvert. Inklusive Max Costa i sin glans­ periode. Hvor han måske stadig befinder sig.

– Jeg troede, du havde trukket dig tilbage.

– Det har jeg også. Bare rolig.

– Javel.

Den gamle receptionist virker lettet. Så kommer Max frem med sit spørgsmål: ældre, elegant kvinde, ledsaget af ung pige og flot, ung mand. De gik ind for ti minutter siden. Måske bor de på hotellet.

– Ja, det gør de da ... Den unge mand er ingen ringere end Keller.

Max blinker distræt. Det er ikke den unge mand og pigen, han er interesseret i.

– Hvem?

24

– Jorge Keller, den chilenske stormester. Aspirant til verdensmesterskabet i skak.

Max tænker sig godt om, og Spadaro supplerer med detaljer.

Duellen om Luciano Campanella-prisen, som i år afholdes i Sorrento, er sponsoreret af multimillionæren fra Torino, en af de største aktionærer i Olivetti og Fiat. Campanella er skakentusiast og organiserer årlige dueller på særligt udsøgte steder i Italien, altid på det bedste lokale hotel, og inviterer de største skakmestre, som han betaler fyrsteligt. Duellen strækker sig over fire uger og finder sted nogle få måneder, før der spilles om verdensmesterskabet, og den bliver efterhånden betragtet som halvofficiel kamp om dette mellem øjeblikkets to bedste skakspillere: den nuværende verdensmester og den mest fremtrædende aspirant. Ud over præmien – halvtreds tusind dollars til vinderen og ti tusind til finalisten – har prestigen ved Premio Campanella indtil videre bestået i, at vinderen bagefter har vundet eller beholdt verdensmesterskabet. For øjeblikket er Sokolov verdensmester, og Keller, der har overvundet alle andre kandidater, aspirant.

– Er den unge mand virkelig Keller? spørger Max overrasket.

– Ja. En flink fyr uden særlige nykker, en sjældenhed i branchen ...

Russeren er mere studs. Altid omgivet af bodyguards og tillukket som en muldvarp.

– Og hun?

Spadaro gør en vag håndbevægelse, forbeholdt gæster af lavere kategori. Uden nævneværdig historie.

– Det er hans kæreste. Og hun er også med i hans hold. Receptionisten bladrer i registeret for at opfriske hukommelsen. – Irina, hedder hun ... Irina Jasenovic. Navnet er jugoslavisk, men passet er canadisk.

– Jeg taler om den ældre kvinde. Hende med det grå hår.

– Nåh, det er moderen.

– Pigens?

– Nej, Kellers.

25