Inside WikiLeaks

Prolog

Jeg stirrede på computeren. Sort skærm, grøn skrift. Efter mine linjer fulgte endnu et par kommentarer. Jeg kiggede ikke efter længere. Mine sidste ord var skrevet. Der var ikke mere at sige. Det var forbi, for altid.

Julian var ikke dukket op på chatten igen, i hvert fald havde han ikke svaret. Måske sad han også tavs foran computeren, apatisk, stivnet eller opbragt, et sted i Sverige, eller hvor han nu måtte befinde sig i dette øjeblik. Jeg vidste det ikke. Jeg vidste kun, at jeg aldrig mere ville komme til at tale med ham.

Zosch, baren nede på hjørnet, havde netop lukket de sidste gæster ud, og jeg hørte dem i løftet stemning bevæge sig i retning af natsporvognens stoppested. Klokken var lidt i to om natten den 15. september 2010. Jeg lod computeren stå på skrivebordet og kastede mig i pudehjørnet i stuen. Jeg tog en roman af Terry Pratchett i hånden og begyndte at læse. Hvad gør man i sådan en situation? Hvad ville andre gøre? Jeg læste, i timevis. På et tidspunkt faldt jeg så i søvn, stadig iført trøje og jeans og med de tykke uldsokker på, som jeg havde fået af min bedstemor. Bogen lå opslået på min mave. Jeg husker dens titel: Good Omens.

Hvordan forlader man sit arbejde, når det sted, man har arbejdet, var hele verden? Når der ikke fandtes nogen kolleger, man kunne give

Pro l o g

bog2412-JP_Inside-WikiLeaks.indd 9

· 9

25-01-2011 12:10:36

hånden til afsked? Når det blot var to hurtigt tastede, grønne linjer på engelsk, som havde gjort det umuligt for mig at vende tilbage? Når der ikke engang var nogen, der gav mig et spark i røven for at få mig ud?

Du er suspenderet, havde Julian skrevet.

Som om det var ham, der skulle afgøre det.

Da jeg vågnede næste morgen, så omgivelserne ud som altid. Min kone, min søn, vores hyggelige roderi, alt var, som det plejede at være.

Solen faldt ind gennem stuens ruder fra den sædvanlige vinkel. Men det føltes anderledes. En del af mit liv havde forvandlet sig fra lovende fremtid til fortid, for altid og uden mulighed for at ændre det. Jeg havde afbrudt kontakten til det menneske, som jeg havde delt tre år af mit liv med, som jeg havde opgivet mit job for, og som jeg havde forsømt min kæreste, min familie og mine venner for. Chatten på wikileaks. org var i årevis min vigtigste kanal til omverdenen. Arbejdede jeg på en vigtig offentliggørelse, var den ofte i dagevis den eneste. Nu ville jeg aldrig mere logge ind. Adgangen til min mailkonto havde Julian spærret allerede for flere uger siden. Han havde ligefrem truet mig med politiet. I stedet for at underskrive den tavshedserklæring, som andre fra gruppen opfordrede mig til, skriver jeg nu denne bog.

Engang var vi venner, Julian og jeg, eller i det mindste noget i den stil – i dag er jeg ikke længere sikker på, om denne kategori stadig findes i hans måde at tænke på. Jeg er overhovedet ikke sikker på noget som helst længere. Nogle gange hader jeg ham så meget, at jeg er bange for, at jeg kunne udøve korporlig vold, hvis jeg skulle støde på ham igen. Derefter tænker jeg, at han har brug for min hjælp. Det er absurd efter alt det, der er hændt. Jeg har aldrig før mødt en person, der er så ekstrem som Julian Assange.

Så frisindet. Så energisk. Så genial.

Så paranoid. Så magtbegærlig. Så megaloman.

Jeg tror godt, jeg kan sige, at vi har tilbragt vores livs bedste tid sammen. Og jeg ved, at det ikke kan gentages. Nu hvor der er gået et par måneder, og følelserne er faldet til ro, tænker jeg: Det er også bedst så-

10 ·

I NSI DE W I K I L E A K S

bog2412-JP_Inside-WikiLeaks.indd 10

25-01-2011 12:10:36

dan. Men jeg kan uden omsvøb indrømme, at jeg ikke for noget i verden ville bytte de år, vi har haft sammen. Ikke for noget i verden. Jeg er endda bange for, at jeg ville gøre det hele én gang til på præcis samme måde.

Jeg har oplevet så forbandet meget! Jeg har set ned i afgrunde og drevet gæk med magtens tinder. Jeg har set, hvordan Scientology arbejder, og hvordan korruption, pengevask, politisk manipulation og krigsførelse fungerer. Når jeg har skullet telefonere, har jeg af sikkerhedsgrunde brugt kryptofon. Jeg har rejst verden rundt og er bl.a. i Island blevet omfavnet af taknemmelige mennesker på åben gade. Jeg har drukket kaffe med den berømte undersøgende journalist Seymour Hersh den ene dag, siddet på sofaen hos den tyske arbejds- og socialminister, Ursula von der Leyen, den næste dag og hørt om os i nyhederne den tredje dag. Jeg havde en finger med i spillet, da medlemmer af den tyske Forbundsdag forhindrede en dårlig censurlovgivning, jeg var med, da medlemmer af Altinget bragte en god lov på banen på Island.

Julian Assange, grundlæggeren af WikiLeaks, var min bedste ven.

I kraft af WL er han blevet en popstjerne, en af de mest spændende og mest forrykte skikkelser i den aktuelle mediedækning. Men hans forrykthed er også farlig. Det opdagede jeg desværre for sent.

Det, der bandt Julian og mig sammen, var troen på en bedre verdensorden. I den verden, vi drømte om, var der ikke længere nogen chefer eller hierarkier og ingen, som kunne grundlægge deres magt på at udelukke andre fra den viden, de behøvede for at kunne handle på et jævnbyrdigt grundlag. Det var den idé, vi kæmpede for, det var vores projekt, vores baby, som vi fostrede op sammen, og som vi med den største stolthed så vokse.

WikiLeaks er blevet det helt store nummer i løbet af de forgangne år, meget større, end jeg havde forestillet mig, da jeg tilsluttede mig projektet i 2007, nærmest ved et tilfælde og mest af nysgerrighed.

WikiLeaks gjorde os blege computernørder, hvis begavelse ingen be-

Pro l o g

bog2412-JP_Inside-WikiLeaks.indd 11

· 11

25-01-2011 12:10:36

mærkede, til offentlige personer, som lærte alverdens politikere, direktører og militærbosser, hvad det vil sige at frygte noget. Vi har formodentlig haft en rolle i deres mareridt. Formodentlig har ikke så få af dem ønsket, at vi aldrig havde eksisteret.

Det var engang en god følelse. Der var tider, hvor jeg knapt kunne sove af ren og skær utålmodighed over alle de fantastiske ting, der skulle ske dagen efter. Der var tider, hvor der hver morgen skete noget, som jeg var overbevist om ville gøre verden lidt bedre. Det siger jeg helt uden ironi. Jeg troede virkelig på det. Nej, rettere: Idéen tror jeg stadig på. Jeg er overbevist om, at projektet som sådan var genialt. Det var måske bare for genialt til at fungere i første forsøg. Også i mine sidste måneder hos WikiLeaks sov jeg dårligt. Ikke fordi jeg glædede mig, men fordi jeg var bange. Jeg vågnede hver morgen med en forventning om den næste katastrofe. At det hele ville blive hvirvlet op. At noget afgørende igen var gået galt. At en kilde var kommet i fare. At Julian i løbet af natten havde påbegyndt endnu et angreb på mig eller på en af de andre, som engang var hans nærmeste fortrolige.

Julian har skrevet en indledning til det seneste leak om de diplomatiske dokumenter. De viser modsigelsen mellem den offentlige optræden og det, der går for sig bag lukkede døre, skriver han. Folk har ret til at få at vide, hvad der sker bag kulisserne. Bedre kan man ikke sige det. Det er på tide at kaste et blik ind bag WikiLeaks’ kulisser.

12 ·

I NSI DE W I K I L E A K S

bog2412-JP_Inside-WikiLeaks.indd 12

25-01-2011 12:10:36