Mikael Niemi
SKYD APPELSINEN Af forfatteren til Populærmusik fra Vittula
LINDHARDT OG RINGHOF
0
Et par rad, inden jeg dor
Hvad man bør tænke på, når man er ved at blive forelsket. For det første – lad være med at blive forelsket. Og hvis man alligevel bliver forelsket? Så lad for guds skyld være med at vælge skolens lækreste pige. Og hvis man alligevel bliver forelsket i skolens lækreste pige? Betragt det som en sindssygdom. Prøv at blive rask. Tænk aldrig mere på hende. Og hvis man alligevel tænker på hende? Så fortæl hende det under ingen omstændigheder. Hvad som helst, bare ikke det. Hun må aldrig få det at vide. Måske har hun det på for nemmelsen efter at have bemærket dine våde hundeøjne, når du ser på hende, men det må blive ved det. Hun vil aldrig blive forelsket i dig, bare fordi du er forelsket i hende. Sådan fungerer det ikke. Du håber selvfølgelig, at der vil ske et mi rakel. Måske har du set det på film. I den sidste scene, efter utallige misforståelser, giver han hende røde roser, og hun smelter, falder henført ind i hans arme. Chancen er måske 5
én ud af tusinde for, at det sker. Nihundredenioghalvfems gange siger hun nej, men måske den sidste, tusinde gang ... Begynd aldrig at fantasere om, at dette er den tusinde gang. At netop i dag er din lykkedag, din lykkestjernes mi rakeldag. Hun vil sige ja. Hun tager imod roserne og ... Jeg køber en stor buket røde roser og gemmer den under jakken. Jeg venter og venter, og endelig kommer hun gående i vrimlen. Sabina Stare. Alle andre er skygger, men omkring hende er der et skær af lys. Og pludselig bliver jeg bange, kommer pludselig i tvivl, men alligevel tager jeg blomsterne frem og går hen mod hende. Og publikum fornemmer, at noget er ved at ske. Skygger ne deler sig. Alle bliver stille, hele den lange gang zoomer ind på scenen. Derhenne står hun og stråler, det er som røntgen, jeg bliver gennemsigtig, hul. Huden falder af hæn derne i flager, da jeg rækker roserne frem, kødet smelter, knoglerne lyser kridhvide, og det eneste, jeg kan få frem, er: “Her.” “Hvorfor det?” siger hun. Jeg rækker roserne helt hen til hende, så hun bliver tvun get til at tage imod dem. “Fordi jeg elsker dig.” Der strømmer en bølge gennem gangen, gennem de hun dredevis af tilskuere, en elektronisk ladning. Det er fuld stændig som på film, men det sker i virkeligheden. Og efter et halvt sekund går komikken op for alle. Og så bryder lat teren frem. Et bidende grin, hvid emalje, der hakker og hak ker. Hun lader blomsterne falde ned på det snavsede gulv, vender sig om og går. Jeg står tilbage, mens tænderne bliver ved med at tygge og bide, gnaver sig gennem mit brystben og ind til mit hjerte, og så er det, jeg dør. Hele skolen ser mig 6
dø. Det sker lige der, for øjnene af dem alle sammen. Mit sekstenårige liv er slut. I seksten år har jeg været grå. Jeg kan lige så godt sige det, som det er, nu hvor det alligevel er slut. Et meningsløst liv er, hvad jeg kan se tilbage på. Et liv, der ikke har sat det mindste aftryk. Lige siden jeg var helt lille, har jeg holdt mig i mid ten. Aldrig været den bedste til noget, og altid syntes som alle andre. Jeg lærte at svømme, da det halve af klassen lærte at svømme. Jeg begyndte at kunne lide hiphop, da de andre kunne lide hiphop, og jeg holdt op, da det ikke var så smart længere. Min livret var pizza. Min yndlingsfarve var blå. Jeg kunne lide de samme fodboldhold som de andre, de samme film, samme bilmærker, samme tøj. I køen i kantinen hav nede jeg altid i midten. Jeg er af middelhøjde, middelvægt, middeltrist, jeg har aldrig udmærket mig. Sådan var mit liv, og sådan ville jeg have fortsat det. En grå nullermand, der blev sparket rundt af store fødder, totalt uden betydning for menneskeheden. Mit liv er slut, og jeg er rasende, mens jeg skriver det her, blyanten ryster i hånden, jeg har lyst til at skrige, slå noget i stykker, ødelægge. Til sidst graver jeg den åndssvage buket frem fra skoleta sken. Blomsterne hænger trist med hovederne og stinker af begravelse. Jeg cykler over til industriområdet og finder en grusgrav, hvor jeg smider buketten. Så hælder jeg en flaske sprit over, som jeg har snuppet fra kosteskabet derhjemme, og tømmer den over stilkene, drukner rosernes kronblade. Smider en tændstik på. Den tager fat, en blå flamme slår op, derefter knaser det og begynder at ryge. Jeg bliver stående lidt og ser det brænde, mit sekstenårige liv. Jeg ofrer det. Alt forsvinder, brænder ud. Tårer brænder også i øjnene, det 7
kan ikke undgås. Alt må væk, udraderes. Til sidst er der kun en lille trist, ulmende bunke tilbage. En mand kommer cyklende forbi. Han glor og råber: “Hvad laver du?” “Griller pølser, for fanden,” svarer jeg. Det kommer direkte fra mit inderste indre. “Griller pøl ser, for fanden.” Med en stemme, der føles ny, fræk og kæk. En rebels stemme. Den føles endnu for stor, jeg kan ikke rigtig rumme den. Jeg ved heller ikke, om jeg kan lide den. Men det er for sent nu. Jeg forlader den osende grusgrav og cykler hjem. Alt er blankt og nyfødt omkring mig. Vasket rent.
Kapitel 1
Det er ikke let at gå ind i et klasseværelse, hvis man ikke har nogen hud. Hvis man er helt nyfødt og skrøbelig som en nyudklækket guldsmed med tyndere skal end silke. Hvis man er kridhvid som et stykke papir, som ingen endnu har skrevet noget på, hverken ens mor, lærer eller venner. Hvis man får hudafskrabninger og bløder, bare nogen strejfer en, så er det klart, at man tøver. Men så trækker man luft ind. Man åbner et hul i ansigtet, som kaldes munden, så fostervandet presses ud, og så begynder man at trække no get koldt og skarpt ind, som kaldes luft, med små stjerne prikker, der kaldes syre, og som smælder og knalder i brystet som boblerne i en sodavand. Så læner man panden frem og skubber til døren, som er fugtig og blævrende og giver efter i alle retninger, så den sprækker og flækker, og til sidst bliver der hvidt som i lyset fra et lysstofrør. Uendelig langsomt træder konturer frem. Former, som bevæger sig i tågen, som begynder at hviske, som vrider sig 9
i éns retning og rasler. Så høres det første fnis. Et nervøst, hviskende lortefnis, der straks får selskab og bliver til flere. En mumlen fra dødsskyggens dal, zombierne vågner med hvæsende ventiler. Der lugter af lig, hele rummet stinker af obduktion og forrådnelse, og man begynder allerede at fortryde, hvorfor vendte man ikke om, hvad laver et nyfødt menneske blandt spermhvaler? Man klemmer sig ind, det er sådan, det går til, man spar ker et hul i verden med plads til én person, og der presser man sin krop ind. Og det hulrum, det rør, kommer til at omslutte en resten af livet. Et sejt hylster på størrelse med en selv, der omslutter en, hvor man end går, ens eget lille rum. Og inden i det hul bestemmer man selv. Men resten, alt det udenfor, er noget, man slet ikke har styr på. I spisefrikvarteret låser jeg mig inde på et af toiletterne og lader, som om jeg skider, skyller ud indimellem, når jeg hører nogen komme ind, og forsøger at koncentrere mig om mit åndedræt. Det gør så fandens ondt i lungerne, især i det område, hvor hjertet sidder. Jeg hører stemmer derude, der taler om ham fjolset, der gjorde sig selv helt til grin, ha ha, du hørte vel om det i går, en dreng, der forsøgte noget, han troede, den gik, jeg så det selv, hold da kæft, hvor latterligt, ha ha, du skulle have set hans ansigt, ha ha, især lige bag efter, jeg var ved at kvæles af grin ... Lige da timen skal til at begynde, lister jeg ud, men al ligevel, som om en eller anden dæmon står bag det hele, går hun forbi i samme øjeblik. Jeg støder næsten ind i hende og hendes veninder, og de farer sammen og tror, at jeg har gjort det med vilje, at jeg har ligget på lur som en hyæne og kastet mig frem, og hun siger: “Drop det! Fatter du ikke, at du skal glemme alt om mig!” 10
Og folk har allerede set os, publikum er på plads, og snak ken går allerede, inden jeg har rundet hjørnet. Nu prøvede han igen, så I det, han stod sgu og lurede på hende ved lo kummerne, det er da for vildt, der må være noget galt med ham. Det gør svidende ondt at indse det. Sådan her bliver det ved med at være. Mit gamle jeg findes ikke længere, jeg døde og blev en anden, men alle er ligeglade. For dem er alt som før. Verden er den samme, og ingen bemærker, at jeg er stået af. Der må være noget galt med ham. Du skulle have set hans ansigt, ha ha ... Efter skole gik jeg hjem og satte mig i regnskabsafdelingen, som min mor kalder det. Jeg har ikke mit eget værelse, for vi bor i en toværelses, men vi har gjort vores bedste for ikke at gå hinanden på nerverne. Regnskabsafdelingen ligger i køkkenet og består af et skrivebord med en ældgammel PC, hvor min mor betaler regninger, en hylde med ringbind og et lille kontormøbel, hvor de to nederste skuffer er mine. Køk kendøren kan lukkes, mens den anden ser fjernsyn, og der i madosen efter middagen udfører jeg sædvanligvis mine gymnasiale pligter. Det vil sige indtil nu. Det gik op for mig, at der kun var én ting at gøre. Hoppe af. Droppe ud af gymnasiet, smide bø gerne i genbrugscontaineren og holde op med at læse. Min mor ville blive rasende. Kalde mig et socialt tilfælde. Men hellere hendes udbrud end en eneste dag mere i ydmygelse. Allerede i morgen ville jeg tage hen på arbejdsformidlingen. Begynde at stemple. Gå og drive den af hele vinteren i jog 11
gingbukser og i bedste fald få en praktikplads til sommer med at rive stier på kirkegårde. Jeg føler mig dystert til mode. Det var ikke sådan her, det skulle være. Jeg ofrede mit gamle liv, jeg skulle jo være en anden nu. Uden entusiasme fandt jeg en frysepizza frem og varmede den i mikroen. Den var fuldstændig intetsigende. Hvorfor smagte frysepizza altid som en gammel sko, når en nylavet fra pizzeriaet smagte så forbandet godt? På ydersiden lignede de hinanden og indeholdt også det samme: skinke, tomat og ost med mere. Det måtte være en sag for en professor at forske i. Bagefter var jeg kun halvmæt, selv om jeg også havde drukket tre glas mælk. Jeg satte mig over i regnskabsafdelin gen igen og stirrede på den slukkede computerskærm. Skide på gymnasiet. Droppe ud. Gemme mig i en hule i skoven og give fanden i resten af verden. Sabina Stare eksisterede ikke længere. Jeg måtte fjerne hende som et stykke plaster, der dækker en brandskade på huden. Tanken om hende gjorde så ondt, at jeg jamrende bøjede mig forover. Jeg greb ud efter det første, det bedste – en bly ant. Fandt et stykke papir, lod dem mødes. Så, hvordan bly antspidsen formede ord: Stjerner af blod, når brystet åbnes Det kom bare. Helt automatisk. Som om det ikke var mig, der havde skrevet det, som om blyanten bevægede sig af sig selv. Forbløffet læste jeg sætningen, igen og igen. Stjerner af blod, når brystet åbnes. Det var en meddelelse til mig selv. Men hvad betød den? 12
At jeg skulle have en hjerteoperation? At jeg skulle skydes? Eller handlede det bare om hjerteslag, en slags fyrværkeri? I lang tid sad jeg bare der og mærkede ordenes kraft. Og langsomt gik det op for mig. Det var et digt. Det var første linje i et digt. Ved en ren tilfældighed havde jeg fundet en tråd, som jeg havde trukket i. Resten af digtet fandtes stadig inde i mig, viklet ind i et kæmpestort garnnøgle. Jeg lænede mig frem, klemte om blyanten, klemte øjnene sammen og forsøgte igen: Fontæner af ekstase. Af stor ekstase. Brændende ekstase. Næ. Jeg stregede det over. Lodden asfalt på dyret. Jo, nu var det tilbage. Nu fik jeg fat i tråden igen. Det gjaldt om ikke at anstrenge sig, ikke at tænke for meget. To storme i pistolen gennem byen snor et splittet rør sig på jagt efter vand Jeg lagde blyanten fra mig. Digtet var færdigt. Hånden dir rede, og det prikkede i fingerspidserne, som om de var ved at tø op efter en forfrysning. Jeg læste digtet igen og igen og følte mig sært opstemt. Det sagde noget om mig, som jeg ikke vidste. Det forklarede ingenting. Alligevel var det hundrede procent sandt. I samme øjeblik kom min mor hjem. Hurtigere end man kunne blinke, gemte jeg papiret i skrivebordsskuffen. 13
“Du har spist pizza,” sagde hun. “Jeg har ikke spist pizza.” “Jeg kan lugte det. Den var tænkt til på lørdag. Det var lørdagspizzaen, du lige satte til livs.” “Hopla, hopla,” sagde jeg. For hvad kunne jeg ellers sige. Min mor, altså hende, der engang fødte mig ind i denne ver den, består af en næse. Den er blank og spids og har hud orme. Rundt om næsen er der en sej dej, der kaldes et ansigt. Dejen bevæger sig, når hun spiser. Så åbnes et hul i dejen, og et rør fører ned til en pose, der kaldes en mavesæk. Rundt om mavesækken er der en varm, skvulpende pose, som kal des maven. Neden for maven er der to bøjelige pølser, der kaldes ben. De ender i to flade genstande med hård hud, som kaldes fødder. Under fødderne er der noget blankt, der kaldes et linoleumsgulv. Der holder min mor op, og noget andet begynder. Noget, der kaldes lejlighed. Min mor er ingen Einstein. Jeg mener det ikke på nogen ondskabsfuld måde, men bare som en oplysning. Hun er ikke den kvikkeste af os to. Jeg er min mor overlegen i næ sten alt, også fysisk. Jeg vinder over hende, når vi lægger arm, både med højre og venstre hånd, når vi løber om kap, kaster med sten, i langspyt, boldjonglering, afstandsbedøm melse, stemmestyrke og computerspil. Jeg er højere end min mor. Jeg laver længere lorte, når jeg skider. Siden jeg begyndte i gymnasiet er det blevet tydeligere, at jeg har overhalet min mor intellektuelt. Det handler blandt andet om rene fakta. Hun tror for eksempel, at Afghanistan er større end Pakistan. Eller at mennesker har flere hjerne celler, end der findes stjerner i universet. Hun ved intet om 14
integraler eller andengradsligninger, hvilket i og for sig gæl der flertallet af landets borgere, men hun er også fuldstæn dig overbevist om, at iagttage staves med et t, på trods af at jeg til sidst lagde ordbogen foran hendes tallerken. Ved den slags lejligheder ser man en anden af min mors egenskaber, nemlig en afsindig stædighed. Selv når jeg har overbevist hende, når jeg har fremlagt fakta sort på hvidt, kan hun finde på at indvende, at ordbogen er for gammel. Så peger jeg på trykåret, 1998, og så meget kan der jo heller ikke være sket med det svenske sprog siden da, men hun fastholder, at bogen er fra forrige århundrede, hvilket jo på sin vis er sandt. Og desuden kan hvem som helst vel trykke en ordbog. Bare fordi noget står i en bog, behøver det vel ikke være korrekt. Jeg påpeger så, at Det Svenske Akade mis Ordbog ikke er en hvilken som helst bog. Så hiver hun bogen til sig, bladrer og peger og råber, at den jo er trykt i Norge. Det er den ikke, siger jeg. Det er den da, siger hun, har jeg måske tænkt mig at indføre norsk retstavning i lan det? Jeg hiver bogen fra hende og læser på titelbladet Trykt hos AIT Gjøvik AS Norge. Jeg kan fandeme ikke tro mine egne øjne. Min mor står triumferende foran mig og iagttager mig, mens jeg ser Det Svenske Akademis medlemmer synke sammen som atten pishuller i dyb sne. Jeg er bedre end min mor til krydsord, soduko, pinkoder, lange telefonnumre, folks efternavne, ministrene i regerin gen og bilmærker. Jeg kan begge hendes faste lottorækker udenad, mens hun selv må have dem skrevet ned på en lap i pungen. Jeg kan messe hele teksten på mælkekartonen, in klusive riboflavin og datomærkningen, inden hun har nået at taste HEJ SUSSI udelukkende med store bogstaver. Hun synes, at Amerika er skønt. Jeg plejer at spørge, om hun 15
mener nord, syd, eller den centrale del af det kæmpestore kontinent, og om det er indianermassakrerne, Irakkrigen, Hiroshimabomben, vandtorturen hos CIA eller kunsten at slippe flest drivhusgasser ud per person i verden, som hun refererer til. Så siger hun, at New York er det fedeste sted i verden. Jeg svarer, at ordet fedt holdt jeg selv op med at bruge i tredje klasse. Så bliver hun muggen og læner sig ind over sin tallerken. I den dybe tallerken ligger den uspiselige masse, hun kalder helsegrød. Hun har selv fremstillet den, for at den skal blive ekstra sund ifølge de grønne sider på Internettet, og hældt skaller og klid og blomsterstilke i, til næringsværdien er sunket til samme niveau som savsmuld. Helsegrøden er så ufordøjelig, at hun må lægge den i blød i et halvt døgn, før den skal koge, og hun spiser den klæbrige masse under tunge suk og spytter skaldele ud langs kanten på tallerkenen, og allerede inden hun har forladt bordet, begynder maven at brumme og fremstille gasser, og i den tilstand skynder hun sig på arbejde. Det, min mor er bedre til end mig, er navne på lægemid ler, kroppens dele på latin, frakturer, sår, hoste, kropsvæsker, forbindinger. Hun tåler blod bedre, end jeg gør, hun har brug for mindre søvn, har større tålmodighed med andre mennesker, end jeg har, og har kalenderen inde i hovedet to måneder frem, inklusive hver eneste natte- og weekend vagt. Hun er bedre end mig til at huske vittigheder. Hun kan regne kalorieindholdet af et måltid ud bare ved at se på det. Hun har kørekort og har lov til at stemme. Hun kan udføre hjertemassage, hvis hun kommer først til en trafikulykke. Hun kan sy uden symaskine eller friske en slidt skindjakke op, så den ser helt ny ud ved hjælp af en sort tusch. Af en eller anden grund går vi ofte hinanden på nerverne.