Skyggen

Skyggen C ODY M C F ADYEN På dansk ved Liv Camilla Skjødt

Læseprøve

Forlaget Turbulenz

1 Jeg drømmer den ene drøm. Der er kun tre; to er smukke, en er voldsom, men de efterlader mig alle rystende og alene.

Den, jeg drømmer i nat, handler om min mand. Den forløber nogenlunde sådan her: Jeg kunne sige, at han kyssede mig på halsen, og lade det blive ved det, ganske enkelt. Men det ville være løgn, i ordets helt fundamentale betydning.

Det ville være mere sandfærdigt at sige, at jeg med hvert eneste molekyle, hver eneste lille brændende centimeter af min krop længtes efter, at han skulle kysse mig på halsen, og da han så gjorde det, havde han læber som en engel sendt fra himlen for at besvare mine febrilske bønner.

Jeg var sytten, han var sytten. Dengang var der ingen ligegyldigheder eller uklarheder. Der var kun lidenskab, skarpe kanter og en glød så stærk, at det gjorde ondt helt ind i sjælen.

Han lænede sig frem i mørket i biografsalen, og (åh Gud) han tøvede et ganske kort øjeblik, og (åh Gud) jeg skælvede på afgrundens rand, men lod som om jeg var helt rolig, og åh Gud, åh Gud, åh Gud, han kyssede mig på halsen, det var himmelsk, og i det øjeblik vidste jeg, at jeg skulle være sammen med ham for evigt.

Han var den eneste ene. Jeg ved, at de fleste aldrig finder deres eneste ene. De læser om det, drømmer om det eller gør nar ad det. Men jeg fandt min, jeg fandt ham, da jeg var sytten, og jeg har aldrig sluppet ham igen, selv ikke den dag han lå døende i mine arme, selv ikke da døden vristede ham fra mig, mens jeg skreg. Selv ikke da slap jeg ham.

2

Guds navn er nu forbundet med lidelse: Åh Gud, åh Gud, åh Gud, hvor jeg savner ham.

Jeg vågner med fornemmelsen af dette kys på min blussende syttenårige hud og opdager, at jeg ikke er sytten, og at han ikke bliver ældre. Døden har konserveret ham i en alder af femogtredive år. For evigt. Men for mig vil han altid være sytten, altid læne sig frem, altid kærtegne min hals i dette fuldendte øjeblik.

Jeg rækker ud efter det sted, han skulle have ligget og sovet, og jeg mærker en stikkende smerte så pludselig og forblindende, at jeg rystende begynder at bede, jeg ønsker at dø, og at smerten vil forsvinde. Men jeg bliver selvfølgelig ved med at trække vejret, og snart bliver smerten mindre.

Jeg savner alt ved at have ham i mit liv. Ikke kun de gode ting. Jeg savner hans svagheder lige så forfærdeligt meget, som jeg savner de smukke sider af ham. Jeg savner hans utålmodighed, hans vrede. Jeg savner det nedladende blik, han sommetider sendte mig, når jeg var vred på ham. Jeg savner at blive irriteret over, at han altid glemte at fylde benzin på bilen, så tanken var næsten tom, når jeg stod og skulle af sted.

Det er det, tænker jeg ofte, der aldrig falder dig ind, når du prøver at forstille dig, hvordan det ville være at miste en, du elsker. At du ikke bare ville savne blomsterne og kyssene, men den samlede oplevelse. Du savner fejltrinene og de små ondskabsfuldheder med samme fortvivlelse, som du savner, at han holder om dig om natten. Jeg ville ønske, han var her nu, og at jeg kyssede ham. Jeg ville ønske, han var her nu, og at jeg svigtede ham. Begge dele ville være fint, helt fint, hvis bare han var her.

Indimellem tager folk mod til sig og spørger, hvordan det 3

er at miste en, man elsker. Jeg fortæller dem, at det er hårdt, og lader det blive ved det.

Jeg kunne godt fortælle dem, at det er en korsfæstelse af hjertet. Jeg kunne sige, at jeg i flere dage efter skreg uafbrudt, selv når jeg gik gennem byen, selv når jeg holdt munden lukket, men jeg lavede ikke en eneste lyd. Jeg kunne fortælle dem, at jeg drømmer den samme drøm hver nat, og at jeg mister ham igen hver morgen.

Men hvorfor skulle jeg ødelægge deres dag? Jeg fortæller dem i stedet, at det er hårdt. Det stiller dem vist som regel tilfredse.

Det er bare én af drømmene, og den får mig rystende ud af sengen.

Jeg stirrer ud i det tomme rum og vender mig så mod spejlet. Jeg har lært at hade spejle. Nogle mener, at det er helt almindeligt. At vi alle sammen gør det; placerer os selv under selvrefleksionens mikroskop og koncentrerer os om fejlene.

Smukke kvinder bliver irritable og får bekymringsrynker af at kigge efter den slags. Teenagepiger med smukke øjne og kroppe, man ville gå i døden for, græder, fordi deres hår har den forkerte farve, eller fordi de synes, næsen er for stor. Det er prisen for at dømme os selv med andres øjne og en af menneskeslægtens forbandelser. Og jeg er enig.

Men de fleste ser ikke det, jeg ser, når jeg ser mig i spejlet.

Når jeg ser på mig selv, så ser jeg det her: Jeg har et ar efter en kniv. Det er godt en centimeter bredt og begynder ved hårgrænsen midt på panden. Det skyder direkte nedefter og drejer så næsten nøjagtig halvfems grader til venstre. Jeg har ikke noget venstre øjenbryn; arret har overtaget pladsen. Herfra krydser det tindingen og fortsætter i en blød sløjfe ned over kinden. Så skærer det over mod næsen og krydser akkurat næseryggen, inden det drejer tilbage 4

og skiver diagonalt ned over venstre næsebor og endelig dykker stejlt ned over kæbelinjen og videre ned ad halsen for at ende ved kravebenet.

Det gør et stærkt indtryk. Hvis du ser mig i profil fra højre, virker alt normalt. Du skal stirre mig direkte ind i ansigtet forfra for at få det fulde billede.

Alle ser sig selv i et spejl mindst én gang om dagen, eller de spejler sig i en andens blik. Og de ved, hvad de kan forvente.

De ved, hvad de vil få at se, og hvad der vil blive set. Jeg ser ikke længere det, jeg forventer at se. Jeg ser spejlbilledet af en fremmed, der stirrer ud gennem en maske, jeg ikke kan tage af.

Når jeg står nøgen foran spejlet, som nu, kan jeg se resten af arret. Jeg har, hvad der alene kan betegnes som en perlekæde af runde ar på størrelse med en cigar, som strækker sig langs kravebenet, fra det ene yderpunkt til den andet. Flere af samme slags går på tværs af mine bryster, fortsætter ned over brystbenet og maven og stopper lige over kønshårene.

De runde ar er på størrelse med en cigar, fordi de er lavet med en cigar.

Hvis du kan se bort fra det, ser det ganske godt ud. Jeg er lille, 147 cm høj. Jeg er ikke tynd, men veldrejet. Min mand plejede at kalde det en »lækker« krop. Lige efter mit hoved og mit hjerte, plejede han at sige. Han giftede sig med mig på grund af mine »mundfuldstore bryster og min hjerteformede røv«. Jeg har langt, kraftigt og mørkt krøllet hår, som ender lige over denne røv.

Det elskede han også.

Jeg har svært ved at ignorere disse ar. Jeg har set dem hundrede, måske tusind gange. De er stadig det eneste, jeg ser, når jeg ser mig i spejlet.

De er lavet af ham, der slog min mand og min datter ihjel.

Og som jeg efterfølgende slog ihjel.

5

Jeg bliver overvældet af en følelse af tomhed, når jeg tænker på det. Den er omsluttende, dyster og fuldstændig kraftesløs. Som at synke ned i uforanderlig gele.

Det betyder ikke så meget. Jeg er vant til det.

Sådan er mit liv nu.

Jeg sover ikke mere end ti minutter, og jeg ved, at jeg ikke kommer til at sove mere i nat.

Jeg kan huske, at jeg for et par måneder siden vågnede på samme måde midt om natten. Et sted mellem klokken 03.30 og 06.00, hvor man føler, at man er det eneste menneske på jorden, hvis man er vågen. Jeg havde, som sædvanlig, drømt den ene drøm og vidste, at jeg ikke ville falde i søvn igen.

Jeg trak i en T-shirt og et par træningsbukser, tog mine slidte gummisko på og så af sted. Jeg løb og løb og løb i natten, løb, til min krop var glat af sved, mit tøj gennemblødt og skoene drivvåde, og så løb jeg videre. Det var ikke noget, jeg pressede mig selv til, selvom jeg hev efter vejret. Det var, som om mine lunger havde problemer med den kølige morgenluft. Men jeg standsede ikke. Jeg løb hurtigere, ben og albuer pumpede af sted, jeg løb alt, hvad jeg kunne. Som en vild.

Jeg standsede foran en af de mange kiosker i dalen, hvor jeg stod lidt og hostede og harkede. Et par andre morgenspøgelser skævede til mig, men så hurtigt væk igen. Så rettede jeg mig op, tørrede mig om munden og skubbede døren til kiosken op. »Jeg skal have en pakke smøger,« sagde jeg til ejeren, mens jeg stadig gispede efter vejret.

Det var en mand i halvtredserne, som så ud til at være inder. »Hvilket mærke?« Spørgsmålet kom bag på mig. Det var flere år siden, jeg 6

havde røget. Jeg så på rækkerne bag ham og fik øje på de engang så elskede Marlboro. »Marlboro. Røde.« Han rakte mig en pakke og slog den ind. I det øjeblik gik det op for mig, at jeg var badet i sved og ikke havde nogen penge. I stedet for at blive flov, blev jeg selvfølgelige irriteret. »Jeg har glemt min pung.« Jeg sagde det med hagen skudt udfordrende frem. Han skulle lige vove på ikke at give mig cigaretterne eller få mig til at føle mig åndssvag.

Han så på mig et øjeblik. Der blev, hvad en forfatter nok ville kalde »pinlig tavshed«. Han var helt rolig. »Har du løbet?« spurgte han. »Ja, fra min døde mand. Det er vel bedre end at tage sit eget liv, ha ha!« Ordene lød spøjst i mine ører. Lidt højt, halvkvalt. Men i stedet for det undvigende eller ubehagelige blik, jeg i det øjeblik så gerne ville have haft fra ham, blev hans øjne venlige.

Det var ikke medlidenhed, men forståelse. Han nikkede. Han rakte cigaretpakken ind over disken, så jeg kunne tage den. »Min kone døde i Indien. En uge inden vi skulle være rejst sammen til USA. Tag bare cigaretterne. Du kan betale næste gang.« Jeg blev stående et øjeblik og stirrede på ham. Og så hev jeg cigaretterne til mig og styrtede ud af butikken, så hurtigt jeg kunne, og inden tårerne begyndte at løbe ned ad kinderne på mig. Jeg knugede pakken og løb grædende hjem.

Kiosken ligger et stykke væk, men nu tager jeg altid derhen, når jeg vil ryge.

Jeg sidder og smiler lidt nu, mens jeg finder cigaretpakken på natbordet. Jeg tænker på fyren i butikken, idet jeg tænder.

Jeg tror, en del af mig elsker den lille mand, sådan som du kun kan elske en fremmed, der viser dig den helt rette venlighed, 7

når du har allermest brug for det. Det er en dyb kærlighed, som går lige i hjertet, og jeg ved, at selvom jeg aldrig finder ud, hvad han hedder, så vil jeg huske ham til den dag, jeg dør.

Jeg inhalerer, et dejligt dybt hiv helt ned i lungerne, og ser på cigaretten, dens fuldendte, kirsebærfarvede spids, som gløder i mørket i mit soveværelse. Det her, tænker jeg, er det farlige ved den slags forbandede ting. Ikke afhængigheden af nikotin, selvom det er slemt nok i sig selv. Men det at cigaretter passer perfekt ind i visse situationer. Om morgenen sammen med en kop friskbrygget kaffe. Eller ensomme nætter i et hus fuldt af spøgelser. Jeg ved, jeg burde droppe dem, inden de rigtigt får tag i mig igen, men jeg ved også, at det ikke vil ske. De er det eneste, jeg har lige nu, en påmindelse om venlighed, om trøst og om en slags styrke, som går op i en højere enhed.

Jeg puster ud og ser ned på røgen, der bliver fanget her og der af små luftstrømninger, flyder væk og forsvinder. Ligesom livet, tænker jeg. Livet er som røg, tydeligt og enkelt.

Vi bilder bare os selv ind, at det er anderledes. Et enkelt vindstød, og vi flyder væk og forsvinder, efterlader os kun en lugt i forbifarten i form af minder.

Jeg hoster pludseligt og griner ad alle sammenfaldene. Jeg ryger, livet er røg, og jeg hedder oven i købet Smoky. Smoky Barrett. Det er mit rigtige navn, som jeg fik, fordi min mor syntes, det »lød cool«. Det får mig til at bryde ud i latter i mørket, i mit tomme hus, og mens jeg ler, tænker jeg på, hvor åndssvagt latter lyder, når du ler alene.

Det giver mig noget at tænke over i de næste tre til fire timer. At være tosset, altså. I morgen er trods alt en særlig dag.

Det er den dag, hvor jeg beslutter, om jeg vil begynde at arbejde for FBI igen eller tage hjem, stikke et pistolløb i munden og blæse hjernen ud.

8

2 »Drømmer du stadig de samme drømme?« Det er en af grundene til, at jeg stoler på den psykolog, jeg er blevet henvist til. Han laver ingen hjernespil, der er ingen væven eller forsøg på at snige sig ind på mig. Han går lige til sagens kerne med et direkte angreb. Uanset hvor meget jeg beklager mig og kæmper imod hans forsøg på at behandle mig, har jeg respekt for hans metode.

Peter Hillstead hedder han, og han er omtrent så langt fra det stereotype Freud-look, du kan komme. Han er omtrent 183 cm høj, har mørkt hår, et smukt modelansigt, og en krop, som jeg undrede mig over, første gang jeg mødte ham. Hans øjne er dog det mest slående ved ham. De har en elektrisk, blå farve, som jeg aldrig før har set hos en mørkhåret.

Selvom han ligner en filmstjerne, kan jeg slet ikke forestille mig, at der kunne ske en overføring i hans selskab. Når du er sammen med ham, tænker du slet ikke på sex. Du tænker på dig selv. Han er en af den slags besynderlige mennesker, der virkelig bekymrer sig om dem, han har med at gøre, og du er slet ikke i tvivl, når du er sammen med ham. Når du taler med ham, får du aldrig fornemmelsen af, at hans tanker er et andet sted. Du får hans fulde opmærksomhed. Han giver dig en følelse af, at du er det eneste, der betyder noget, i hans lille kontor. Og det er det, der udelukker, at jeg kunne gå hen og blive lidt varm på det her skår af en terapeut. Når du er sammen med ham, tænker du ikke på ham som en mand, men som noget meget mere værdifuldt: et sjælens spejl. »De samme tre, svarer jeg.« »Hvilken en af dem drømte du i nat?« 9

Jeg flytter lidt nervøst på mig. Jeg ved, at han bemærker det, og spekulerer på, hvad han kommer frem til, at det betyder. Jeg måler og vejer alting. Jeg kan ikke gøre for det. »Den, hvor Matt kysser mig.« Han nikker. »Kunne du falde i søvn igen bagefter?« »Nej.« Jeg siger ikke mere, men stirrer på ham, mens han venter. Det her er ikke en af de dage, hvor jeg er samarbejdsvillig.

Dr. Hillstead ser på mig med hagen hvilende i den ene hånd. Det ser ud til, at han overvejer noget, en mand ved en skillevej. Og han ved, at uanset hvad han beslutter sig for, vil der ikke være nogen vej tilbage. Der går næsten et minut, inden han læner sig tilbage og sukker, mens han klemmer om næseryggen. »Smoky, er du klar over, at mine praktiserende kolleger ikke har særlig høje tanker om mig?« Jeg begynder her, ved både tanken om det og ved selve det faktum, at han overhovedet fortæller mig det. »Øh nej. Det vidste jeg ikke.« Han smiler. »Det er rigtigt nok. Jeg har nogle kontroversielle holdninger til mit fag. For det første mener jeg ikke, der findes nogen egentlige videnskabelige løsninger på psykiske problemer.« Hvad fanden skal jeg svare til det? At min psykolog fortæller mig, at han har valgt et hverv, som ikke har nogen løsninger på psykiske problemer? Det vækker ikke ligefrem tillid. »Nej, det er nok ikke så velset.« Det er det bedste svar, jeg kan komme på med så kort varsel. »Du må ikke misforstå mig. Jeg siger ikke, at mit fag slet ikke har nogen løsninger på psykiske problemer.« Og her, tror jeg, er en af de andre grunde til, at jeg stoler 10

på min såkaldte terapeut. Han er knivskarp, grænsende til synsk. Det skræmmer mig ikke. Jeg forstår det – enhver rigtig god udspørger har denne evne. For at komme den udspurgte persons tanker om det, du siger, i forkøbet. »Nej. Jeg mener bare, at videnskab er videnskab. Den er nøjagtig. Tyngdekraften betyder for eksempel, at en genstand altid falder mod jorden, når du giver slip på den. To plus to er altid fire. Uforanderlighed er essensen af videnskab.« Jeg tænker over det. Nikker. »Når det forholder sig sådan, hvad kan mit fag så?« Han slår ud med armene. »Tage hånd om psykiske problemer?

Det er ingen videnskab. I det mindste ikke endnu. Vi er ikke nået til to plus to. Var vi det, ville jeg kunne behandle enhver, der trådte ind ad døren. Jeg ville i tilfælde af depression vide, at jeg skulle gøre A, B og C, og det ville virke hver gang. Der ville være nogle love, som aldrig ville ændre sig, og det ville så være videnskab.« Han smiler nu, et lille skævt smil. Måske lidt nedslået. »Men jeg kan ikke behandle alle.

Ikke engang halvdelen.« Han er stille et øjeblik, så ryster han på hovedet. »Hvad jeg laver, mit hverv? Det er ingen videnskab. Det er en række ting, som du kan prøve af, hvoraf det meste har virket mere end én gang før, og fordi det har virket mere end en gang, er det værd at prøve igen. Og længere er den vist ikke. Jeg har lagt dette synspunkt frem offentligt, så … jeg har ikke det bedste ry blandt mange af mine ligemænd.« Jeg tænker lidt over det, mens han venter. »Jeg tror, jeg forstår hvorfor,« siger jeg. »Inden for forbundspolitiet handler det nogle steder mere om image end om resultater. Der gælder sikkert det samme for de psykologer, som ikke kan lide dig.« Han smiler igen, et lidt træt smil. »Du går lige til den prag11

matiske side af sagen som sædvanlig, Smoky. I hvert fald så længe det ikke involverer dig selv.« Jeg krymper mig indeni. Det er en af dr. Hillsteads yndlingsteknikker. Han bruger en almindelig samtale til at dække over de fuldtræffere, han uden mindste besvær sender af sted mod dig for at blotlægge din sjæl. Som det lille Scudmissil, han netop har affyret mod mig: Du har et skarpt hoved, Smoky, sagde han, men du bruger det ikke til at løse dine egne problemer. Av! Sandheden gør ondt. »Men her sidder jeg, på trods af folks meninger om mig.

En af de mest betroede terapeuter, når det drejer sig om behandling af FBI-agenter. Hvorfor tror du, det er sådan?« Han ser afventende på mig igen. Jeg ved, at det her fører til et eller andet. Dr. Hillstead væver aldrig. Så jeg tænker over det. »Hvis jeg skulle komme med et gæt, ville jeg gætte på, at det er, fordi du er god. God tæller altid mere end at se godt ud i mit job.« Det lille smil igen. »Det er rigtigt. Jeg skaber resultater. Det er ikke noget, jeg går rundt og skilter med, og jeg klapper ikke mig selv på ryggen hver aften, inden jeg går i seng. Men det er rigtigt.« Sagt med det simple og ikkearrogante tonefald, som kendetegner en fuldendt fagspecialist. Jeg forstår det. Det handler ikke om beskedenhed. Hvis du står i en taktisk krævende situation og spørger en fyr, om han er god med en pistol, vil du have et ærligt svar. Hvis han er håbløs, vil du gerne vide det, og han ønsker, at du skal vide det, for en kugle vil dræbe en løgner lige så hurtigt som en ærlig mand. Du skal kende sandheden om styrker og svagheder, når det virkelig gælder.

Jeg nikker, og han fortsætter. »Det er det, der betyder noget i enhver militær organisa12

tion. Om du kan skabe resultater. Synes du, det er mærkeligt, at jeg ser FBI som en militær organisation?« »Nej. Det er en krig.« »Ved du, hvad der altid er det største problem i enhver militær organisation?« Jeg begynder at kede mig. Føler mig rastløs. »Niks.« Han sender mig et skeptisk blik. »Tænk over det, før du svarer, Smoky. Nu må du ikke give op.« Jeg giver efter for hans prædiken. Jeg taler langsomt, da jeg svarer. »Mit gæt vil være … mandskabet.« Han peger på mig. »Bingo. Og hvorfor nu det?« Svaret falder mig pludselig ind, ligesom det sommetider gjorde, når jeg sad med en sag. Når jeg virkelig tænkte mig om. »På grund af det, vi ser.« »Hmm. Der er én side af det. Jeg kalder det ’ser, gør, mister’. Hvad du ser, hvad du gør, og hvad du mister. Det er en treenighed.« Han tæller dem på sine fingre. »En retshåndhævelse får det værste frem i et menneske. Det skal udføre handlinger, som intet menneske burde være tvunget til at udføre; lige fra at håndtere lig i forrådnelse til, i nogle tilfælde, at slå et andet menneske ihjel. Du mister noget undervejs, det kan både være noget uhåndgribeligt, som uskyld eller optimisme, eller noget levende og virkeligt, som en makker … eller en slægtning.« Han sender mig et blik, jeg ikke kan tyde. »Det er her, jeg kommer ind i billedet. Jeg sidder her på grund af det problem. Og det er også det problem, der forhindrer mig i at udføre mit arbejde efter bogen.« Nu er jeg både forvirret og nysgerrig. Jeg ser på ham, et tegn til at fortsætte, og han sukker. Det er et suk, der virker til at have sit eget »ser, gør, mister«, og jeg tænker på de andre klienter, der sidder over for ham i stolen her på den anden 13

side af skrivebordet. Den øvrige elendighed, han lægger øre til og tager med hjem efter en arbejdsdag.

Jeg prøver at forstille mig det, prøver at se dr. Hillstead sidde derhjemme. Jeg ved de mest basale ting om ham; jeg har tjekket ham lidt. Aldrig gift, bor i et toetagers, femværelses hus i Pasadena. Kører i en Audi Sport Sedan – psykologen kan godt lide lidt fart, en lille antydning af hans personlighed.

Men det er kedelige oplysninger. Intet der rigtigt fortæller dig, hvad der sker, når han træder ind i sit hjem og lukker hoveddøren bag sig. Er han ungkarletypen, der laver aftensmad i mikroovnen? Eller steger han bøffer og drikker rødvin alene ved et nydeligt spisebord, mens Vivaldi spiller i baggrunden?

Eller måske kommer han hjem, stikker i et par højhælede og intet andet og kaster sig over husarbejdet med behårede ben og det hele.

Jeg kan godt lide den tanke, griner lidt for mig selv. Nu tager jeg mig mine grin der, hvor jeg kan få dem. Jeg begynder igen at fokusere på det, han siger til mig. »I en normal verden ville et menneske, der har været igennem det, du har været igennem, aldrig gå tilbage, Smoky.

Hvis du var som gennemsnittet og sad i en almindelig stilling, ville du holde dig langt væk fra pistoler og mordere og døde mennesker resten af livet. Men det er mit job at prøve at gøre dig parat til at vende tilbage til de ting. Det er det, der bliver forventet af mig. At jeg skal sende sårede sjæle tilbage i krig. Meget melodramatisk, men sådan er det.« Nu læner han sig frem, og jeg fornemmer, at vi er ved at være færdige, hvad end det så er for en pointe, han vil frem til. »Ved du, hvorfor jeg er villig til at arbejde for det? Når jeg ved, at jeg risikerer at sende et menneske tilbage til det, der til en begyndelse gjorde det fortræd?« Han holder en pause.

14

»Fordi det er det, nioghalvfems procent af mine klienter ønsker.« Han klemmer igen om næseryggen, mens han ryster på hovedet. »De mænd og kvinder, jeg ser, er alle sammen psykisk nedbrudte, men de ønsker at blive fikset, så de kan vende tilbage til kampen. Og sandheden er, at uanset hvad det er, der holder mennesker som jer kørende, så er det som oftest netop det at vende tilbage, I har brug for. Ved du, hvad der sker med hovedparten af dem, der ikke vender tilbage? Sommetider går det dem okay. Andre gange ender de som alkoholikere.

Og indimellem tager de deres eget liv.«

15

Jeg fører en hånd frem for at åbne den højre dør. Den standser lige over messinggrebet og ryster.

Pige med pistol på den anden side af den. Pige med pistol indsmurt i blod i et hus, der lugter af død, mens hun synger som en galning.

Fortsæt, tænker jeg. Det værste, hun kan gøre, er at skyde mig.

Nej, idiot. Det værste, hun kan gøre, er at se direkte på mig og så blæse hjernen ud på sig selv eller smile og blæse hjernen ud på sig selv eller …

Stop så, beordrer jeg.

Stilhed derinde. Min sjæl falder til ro.

Min hånd stopper med at ryste.

Så en ny stemme, som er velkendt for soldater, politibetjente og ofre. Den er ikke behagelig. Den giver sikkerhed.

Den bruger de skrappeste ord, og den lyver aldrig nogensinde. Skytshelgenen for umulige valg.

Red hende, hvis du kan. Men skyd hende om nødvendigt.

Min hånd bevæger sig nedad, og jeg åbner døren.

17

Nu kan jeg høre noget. En svag lyd. Jeg drejer hovedet og lytter opmærksomt.

Sarah synger.

Hårene rejser sig i nakken på mig. Min mave slår en enkelt knude, da adrenalinen overskyller endorfinerne og fylder mig med raslende skælven.

For det er ingen glad lyd. Det er en rædselsvækkende lyd.

Det er sådan en sang, du forventer at høre fra jorden på en kirkegård om natten, eller måske fra et dystert hjørne af et en celle på en institution for sindslidende. Det er et enkelt ord og en enkelt tone, som bliver sunget monotont. »Laaaa. Laaaa. Laaaa. Laaaa.« Om og om igen, det enkelte ord, den enkelte tone, med en stemme, der er lidt højere end en hvisken.

Jeg begynder at blive urolig på en måde, jeg ikke er blevet det før, fordi det er lyden af vanvid.

Jeg tager det sidste stykke af trappen med hurtige skridt og passerer alle de smilende ansigter på fotografierne. Det er, som om deres tænder stråler i lyset.

Se engang, tænker jeg, da jeg når op til toppen, mere beigefarvet gulvtæppe.

Jeg står i en lille gang. Der er et badeværelse for enden af gangen. Lyset er tændt, døren står på vid gab. Jeg kan (sikke en overraskelse!) se et beigefarvet flisegulv – endnu et bevis på den åndløse smagløshed, jeg efterhånden forventer i det her hus.

Gangen svinger til højre ved badeværelset, og jeg går ud fra, at der vil være en dør til soveværelset lige efter svinget.

Mere beige, skal vi vædde?

Mit hjerte hamrer, og Gud, hvor jeg sveder.

Lige til højre for mig er der en hvid dobbeltdør. Indgangen til et forfærdeligt sted, tænker jeg. Lugtene er blevet stærkere.

Sarahs frygtelige sang kildrer på min hud.

16

Jeg bevæger mig frem mod trappen. Lugten af blod bliver stærkere. Nu hvor jeg kan se ind i opholdsstuen, forstår jeg hvorfor. I dette værelse er der også en sofa, som står med fronten mod et storskærms-tv. Gulvtæppet søber i karmoisinrødt blod. Det er væltet ud i litervis her, og det har været mere, end tæppet kunne absorbere. Jeg kan se mørke, tyktflydende pytter, der er begyndt at størkne. Den, der har blødt så meget her, er død her.

Men her er ingen lig.

Så de er blevet flyttet, tænker jeg.

Jeg kigger, men kan ikke se nogen blodspor, nogen spor efter lig, der er blevet trukket af sted. Alt blodet ligger i en samlet pøl, bortset fra en stor, udtværet plet tæt på mig.

Måske er de blevet samlet op.

Det ville kræve en stærk person. En voksen krop som dødvægt er forbandet tung at løfte og endnu sværere at bære. Det kan en brandmand eller en redder fortælle dig. Uden den støtte, et hjælpsomt menneske ved bevidsthed kan yde, kan det at bære en menneskekrop føles som at bære en 180 cm lang taske med bowlingkugler.

Medmindre blodet stammer fra et barn, for så ville det ikke have været så svært at løfte og bære. Pragtfuld tanke. »Sarah?« kalder jeg. »Jeg kommer op ovenpå.« Min stemme lyder højrøstet og dog forsigtig i mine ører.

Jeg sveder stadig. Airconditionanlægget er ikke tændt, opdager jeg. Hvorfor? Jeg noterer mig adskillige ting på en gang. Angst og eufori, eufori og angst.

Jeg tager fat om min pistol med begge hænder og begynder at gå op ad trappen. Jeg når op til den første repos og drejer til venstre. Nu er lugten af blod endnu stærkere. Jeg mærker nye lugte. Velkendte lugte. Urin og ekskrementer. Andre mere våde ting. Indvolde har deres helt egen lugt.

15

højre for mig er der en rummelig stue med et halvtykt, beigefarvet tæppe, en kamin og hvælvede lofter. En hjørnesofa i samme beige farve står i et L vendt mod kaminen. Store, sidehængte vinduer vender ud mod græsplænen. Alt, hvad jeg kan se, er rent og pænt, men fantasiforladt. Ejerne har forsøgt at imponere ved at følge med strømmen, ikke ved at skille sig ud.

Stuen fortsætter til højre i retning af den bageste del af huset og går i ét med spisestuen. Det beigefarvede gulvtæppe følger med. Et honningfarvet spisebord i træ står under en lampe, der hænger i en lang, sort kæde, der er fastgjort i det høje loft. En glasdør bag bordet fører ud i køkkenet. Stadig ingen overraskelser. Behagende, ikke passioneret.

Foran mig er der en trappe, der drejer højre om til en repos, hvorefter den fortsætter venstre om og fører dig op til destinationen: første sal. Her ligger det samme beigefarvede gulvtæppe. Væggene på vej op ad trappen er fyldt med indrammede fotografier. Jeg ser en smilende, ung mand og ditto kvinde stå sammen. Den samme mand og kvinde, nu lidt ældre, der står med en baby. Babyen, formoder jeg, der er blevet en smuk teenagedreng. De er alle mørkhårede. Jeg skimmer fotografierne og ser ingen billeder af pigen.

Til venstre for trappen er der et rum, som jeg går ud fra er en opholdsstue. Jeg kan se tykke glasskydedøre føre fra rummet og ud i den nu skyggefulde baghave.

Jeg kan lugte blod, blod og mere blod. Selvom alt lys i huset brænder, er der en tung og skærende stemning i huset. Her er nogen blevet gjort fortræd. Angst har fyldt luften. Folk har lidt en voldsom død her, og fornemmelsen af det er kvælende. Mit hjerte harmer fortsat løs. Angsten mærker jeg stadig, bidende og tung. Og euforien. »Sarah?« kalder jeg.

Intet svar.

14

med dig. Finde ud af, hvad der foregår.« Jeg holder en pause. »Jeg ved, du har en pistol, min ven. Du skal vide, at jeg også har en pistol, og at jeg har den fremme. Du skal ikke blive bange, når du ser den. Jeg skyder dig ikke.« Jeg venter, og der kommer stadig ikke noget svar.

Jeg sukker og bander og forsøger at finde en grund til ikke at gå ind i huset. Der dukker ingenting op i hovedet. En del af mig ønsker ikke, at der skal dukke noget op. En ikke særlig hemmelig sandhed inden for ordensmagten er, at et øjeblik som det her er frygtindgydende, men det er også det, der får dig til at føle dig allermest i live. Jeg mærker det nu, adrenalin og endorfiner, angst og afhængighed. »Jeg kommer nu, Sarah. Skyd ikke mig eller dig selv, okay?« Jeg forsøger at være lidt humoristisk, men ender med at lyde nervøs. Og det er jeg også.

Jeg klemmer om pistolskaftet, tager en dyb indånding og går ind ad døren.

Det første, jeg kan lugte, er mord.

En forfatter spurgte mig engang om, hvordan mord lugter.

Han søgte materiale til en bog, han skrev på, en autentisk beretning. »Det er blod,« sagde jeg. »Døden lugter, men når du kan lugte blod mere end noget andet, så er det som regel lugten af mord.« Så bad han mig om at beskrive lugten af blod. »Det er som at have munden fuld af pennymønter, som du ikke kan komme af med.« Jeg kan lugte det nu, den overmættede kobberlugt. Det ophidser mig i en vis forstand.

Her har været en morder. Jeg jagter mordere.

Jeg fortsætter. Gulvet i indgangen er belagt med røde løvtræsplanker på beton, harmonisk, poleret og knirkefrit. Til 13

Jeg kigger tilbage mod politistyrken bag mig.

Der er blevet rejst barrikader foran huset, hvor vejen begynder. Jeg kan tælle fire patruljevogne samt indsatsstyrkens vogn. Betjente holder vagt ved barrikaderne, parate til at sige en sætning og kun én sætning: »Gå væk.« Indsatsstyrken, en dødbringende gruppe på seks medlemmer med funklende sorte hjelme, venter inden for afspærringen.

På mig.

Ordensmagten står for det beskidte arbejde. Det gælder kropsvæsker, forrådnelse og mennesker, når de er værst. Det gælder beslutninger om liv eller død, som bliver taget på baggrund af for få oplysninger. Den bedst uddannede betjent eller agent er aldrig godt nok uddannet til at klare enhver situation. Når krisen opstår (og den opstår altid), bliver den ofte udredet, sådan som vi udreder den nu: En agent med et tougers kursus i gidselforhandling, kaldt ind fra sin ferie, iført en for stor Kevlar-vest, der tvivler på sine evner i forhold til det, hun skal til at gøre. Vi gør med andre ord vores bedste med de midler, vi har.

Jeg lukker af for tankerne og kigger ind ad døren.

Et par dråber sved springer frem på min pande. Salte perler.

Det er et nyere hus i kvarteret, i to etager med udendørs træbeklædning og teglstenstag. Klassisk for Sydcalifornien.

Det ser ud til at være velholdt, sikkert malet inden for de seneste par år. Det er ikke stort, ejerne har ikke været velhavende, men pænt nok. Et middelklassehjem, der ikke forsøger at være andet end det. »Sarah?« kalder jeg. »Det er Smoky Barrett, min ven. Du har bedt om at tale med mig, og nu er jeg her.« Intet svar. »Jeg kommer ind for at møde dig, Sarah. Jeg vil bare tale 12

»Det gælder om at lytte. Ingen løgne, medmindre du er sikker på, at du kan slippe af sted med det. Det handler om bølgelængde, så løgne er et brud på aftalen. Hold øje med følelsesmæssige svagheder, og giv dem rigeligt med plads.« »Selvfølgelig, det er simpelt.« »Åh jo, og lad være med at dø.« »Rigtig sjovt.« Dawes dukker op igen med en vest. »Jeg har fået den her af en kvindelig kriminalbetjent.« Han holder den op, ser på mig og rynker panden. »Den er for stor.« »Det er de alle sammen, medmindre jeg får den syet ind.« Han smiler. »Ingen krav til højden, formoder jeg, agent Barrett?« Jeg tager vesten, idet jeg skuler til ham. »Kald mig bare specialagent Barrett, Dawes.« Smilet forsvinder. »Godt, pas på derinde, specialagent Barrett.« »Hvis jeg skulle passe på, ville jeg slet ikke gå derind.« »Så meget desto mere.« Så meget desto mere, tænker jeg. Sikke et fantastisk udtryk. Kort og godt, men ladet (endnu et fantastisk ord) med betydning.

Du kunne dø derinde.

Så meget desto mere. *** Jeg står foran husets åbne hoveddør. Jeg sveder, og det klør under vesten, som passer dårligt, og som jeg har taget uden på min skjorte. Jeg har taget min Glock frem og er parat. Det begynder snart at blive mørkt, skyggerne er begyndt at blive længere, og mit hjerte hamrer løs som en trommeslager på speed.

11

Dawes smiler til mig. Han er ikke fornærmet. Det er almindelig procedure. »Jeg har oplevet det her et par gange, Barrett. Modsat den gængse opfattelse brænder mine folk ikke for at skyde nogen.« »Jeg har før arbejdet sammen med din indsatsstyrke. Jeg kender alt til at gå helt amok på kommando.« »Du har mit ord.« Jeg studerer ham. Tror på ham. Nikker. »Nå, men har du så en skudsikker vest, jeg kan låne?« »Du har ikke din egen?« »Det havde jeg, men den er blevet kaldt tilbage. Min og fire hundrede andre fra det samme parti – en mangelfuld model, der gjorde dem for skrøbelige eller noget i den retning. Jeg venter på at få en anden.« »Avs. Men det var vel godt set af dem.« »Bortset fra at jeg brugte den tre gange, før de opdagede, at den måske ikke ville stoppe en kugle, når det kom til stykket.« Han trækker på skuldrene. »En vest vil trods alt ikke kunne beskytte dig mod en kugle i hovedet. Det er ligesom at kaste et sæt terninger.« Med den opmuntrende iagttagelse går Dawes af sted for at finde en Kevlar til mig. »Han virker meget fattet,« bemærker Alan. »Hold alligevel et vågent øje med tingene.« »De skal igennem os begge to,« siger Callie. »Jeg giver dem et lille los bagi, og Alan jager dem en skræk i livet, og så er det løst.« »Du skal kun tænke på, hvad du vil gøre, når du kommer ind,« siger Alan. »Har du prøvet at forhandle?« »Jeg har fulgt undervisningen. Men nej, jeg har aldrig stået i ’situationen’.« 10

noget, du har lyst til at prale med. Eller tale om. Eller tænke på, hvis du kan lade være. »Godt. Så skudsikker vest, pistolen fremme, og hvis det kommer til valget mellem dig og hende, gør du, hvad du skal gøre. Forhåbentlig kan du tale hende til ro.« »Forhåbentlig.« Jeg ser på Alan. »Har vi nogen anelse – overhovedet – om, hvorfor hun har spurgt efter mig?« Han ryster på hovedet. »Niks.« »Hvad med hende – har vi nogen oplysninger om, hvem hun er?« »Ikke mange. Folk har den overbevisning, at ’en god indhegning giver gode naboer’. Den gamle mand, Jenkins, sagde, at hun var adopteret.« »Virkelig?« »Jep. Det er et års tid siden. Han kender ikke familien så godt, man han og faderen talte nu og da sammen i indkørslerne. Det var derfor, han vidste, hvem pigen var.« »Interessant. Det kan være hende, der har taget affære.« »Det er en mulighed. Ingen andre har haft noget væsentligt at tilføje. Familien Kingsley var gode naboer, forstået på den måde, at de var stille og passede sig selv.« Jeg sukker og ser op mod huset. Det, der begyndte som en smuk dag, er hurtigt begyndt at udvikle sig til en dårlig en af slagsen.

Jeg ser på Dawes. »Hvis jeg skal være forhandler, så betyder det, at det er mig, der har kommandoen nu. Er det et problem?« »Nej.« »Der er ingen, der skal blive ivrige efter at skyde løs, Dawes. Uanset hvor lang tid det tager. Du skal ikke gå bag om ryggen på mig og begynde at rappelle ned fra taget eller finde på andre sjove ting.« 9

våben parat, så du er klar til at skyde.« Han lægger hovedet på skrå med en interesseret gnist i sine grå øjne. »Du er vist en superskytte, ikke?« »Annie Oakley,« svarer jeg.

Han ser ud til at tvivle. »Hun kan skyde stearinlysflammer ud og lave huller i kvartdollarmønter, skatter,« siger Callie til ham. »Jeg har set hende gøre det.« »Det har jeg også,« brummer Alan.

Det er ikke for at prale. Jeg har et enestående forhold til pistoler. Jeg kan faktisk skyde stearinlysflammer ud, og jeg har faktisk skudt huller i kvartdollarmønter, der blev kastet op i luften. Jeg ved ikke, hvor jeg har talentet fra – der var ingen i min familie, der brød sig om pistoler. Far var mild og rolig.

Mor havde et irsk temperament, men holdt sig alligevel for øjnene, når der var voldelige scener i en film.

Da jeg var syv år, tog en af min fars venner mig og min far med ud i en skydehal. Jeg var allerede dengang i stand til at ramme alt, hvad jeg ville, efter ganske lidt instruktion. Jeg har været vild med pistoler lige siden. »Okay, jeg tror på dig,« siger Dawes, idet han løfter sin frie hånd i en eftergivende bevægelse. Hans ansigt bliver alvorligt.

Hans blik lidt fjernt. »Målet er én ting. Har du nogensinde skudt et menneske?« Jeg bliver ikke fornærmet over hans spørgsmål. Eftersom jeg har skudt og dræbt et menneske, forstår jeg, hvorfor han spørger, og ved, at det er rigtigt af ham at spørge. Det er noget andet, og du ved ikke helt, hvordan noget andet er, før du har gjort det. »Ja,« svarer jeg.

Jeg tror, at det, der frem for alt overbeviser ham, er, at jeg ikke tilføjer noget. Han har også slået ihjel og ved, det ikke er 8

har en aura af fattet selvtillid. Han er en stereotyp fra indsatsstyrken, hvilket jeg altid finder opmuntrende, når jeg støder på det. »Hvad er dit indtryk, Dawes?« Han studerer mig et øjeblik. Så trækker han på skuldrene. »Hun er seksten år. En pistol er en pistol, men …« Han trækker på skuldrene igen. »Hun er seksten år.« Hun er for ung til at dø, siger han. Alt for ung til, at jeg kan slå hende ihjel, uden at det ødelægger min dag. »Har I en mægler på stedet?« spørger jeg.

Jeg spørger efter en gidselforhandler. Nogen, der er uddannet til at tale med uligevægtige mennesker, der har en pistol.

Forhandler er egentligt lidt misvisende; de opererer almindeligvis som tremandshold. »Niks,« svarer Dawes. »Vi har p.t. tre forhandlingsteam i aktion i Los Angeles. En fyr har besluttet, at det var i dag, han ville hoppe ud fra Roosevelt Hotel i Hollywood – et hold. Så er der en far, der er ved at miste forældremyndigheden over sine børn, og han har besluttet at sætte et haglgevær for panden – det er to. Det sidste hold er blevet påkørt i et vejkryds her til morgen på vej til et uddannelsesseminar, tro det eller ej.« Han ryster forarget på hovedet. »De blev ramt af en lastbil. De skal nok overleve, men de er alle sammen på hospitalet. Vi må klare os selv.« Han holder en pause. »Jeg kunne ordne det her på mange forskellige måder, Barrett. Tåregas, ikkedødbringende våben. Men tåregas vil ødelægge det, der ser ud til at være et mordsted. Og ikkedødbringende våben, altså … hun kunne stadig skyde sig selv efter at være blevet bedøvet af en stun gun.« Han smiler stift. »Det virker til, at den bedste plan er den, hvor du går derind og taler med en vanvittig teenager, der har en pistol i hånden.« Jeg sender ham min mest citronsure grimasse. »Tak.« Han bliver alvorlig. »Du skal have skudsikker vest på og dit 7

»De går ind, og det er fra begyndelsen ét stort blodbad.« »Har du været derinde?« afbryder jeg. »Nej. Ingen har været derinde, efter at hun fik fat i et våben. Så de går ind, og det er tydeligt, at der er sket noget frygteligt, og at det er sket for nylig. Til alt held var det ikke første gang, Sims og Butler var på et mordsted, så de taber ikke hovedet. De går langt uden om alt, hvad der ser ud til at være bevismateriale.« »Godt,« siger jeg. »Ja. De hører støj oppe fra førstesalen og kalder på pigen.

Intet svar. De fortsætter op ovenpå og finder hende i soveværelset sammen med tre lig. Hun har en pistol.« Han ser på sine noter. »En 9 mm et eller andet, ifølge betjentene. Her tager tingene en drejning. De bliver urolige. De tænker, at hun måske er ansvarlig for det, der nu engang er sket her, og de retter deres våben mod hende og siger, at hun skal lægge pistolen fra sig og så videre. Så sætter hun pistolen for sit eget hoved.« »Og en ny drejning.« »Korrekt. Hun græder og begynder at skrige ad dem. Hun siger, citat start: »Jeg vil tale med Smoky Barrett, eller jeg skyder mig selv!« Citat slut. De forsøger at tale hende til ro, men opgiver, da hun har rettet pistolen mod dem et par gange. De ringer og aflægger beretning og,« han breder armene ud for at vise det overvældende opbud af politifolk omkring os, »her er vi så.« Han nikker mod chefen for indsatsstyrken. »Dawes her kendte dit navn og fik nogen til at kontakte mig. Så jeg tog herud, undersøgte sagen og ringede til dig.« Jeg ser undersøgende på Dawes. Jeg ser en veltrænet, kvik og professionel politibetjent med et hårdt blik. Han har rolige hænder og brunt, karseklippet hår. Han er ikke så høj, omkring 180 cm, men foroverbøjet, trimmet og parat. Han 6

Jeg vender mig mod Alan og skubber alle mine indre stemmer væk og lader handling og kommando tage over. »Fyr løs,« siger jeg. »En opringning til alarmcentralen for omkring halvanden time siden fra naboen. En enkemand ved navn Jenkins. Jenkins siger, at pigen – Sarah Kingsley – kom vaklende ind i hans forhave i en natkjole fuld af blod.« »Hvordan vidste han, at hun var i forhaven?« »Hans stue ligger forrest i huset, og han trækker først gardinerne for, når han går i seng. Han sad og så fjernsyn og så hende ud ad øjenkrogen.« »Fortsæt.« »Han får et chok, men tager mod til sig og går ud for at se, hvad der er sket. Han siger, hun var omtåget – hans ord – og mumlede noget om, at hendes familie var blevet myrdet. Han forsøger at få hende med ind i huset, men hun skriger op og løber væk og tilbage i sit eget hus.« »Jeg går ud fra, at han var klog nok til ikke at følge efter hende.« »Ja, hans heltemod rakte kun til hans egen forhave. Han løb ind igen og slog alarm. Der var en patruljevogn i nærheden, så de kom forbi for at undersøge sagen. Betjentene …« Han ser på sin notesblok igen, »Sims og Butler ankommer og stikker hovedet ind ad hoveddøren – som stod åben – og forsøger at få hende til at komme ud igen. Hun reagerer ikke.

De snakker lidt frem og tilbage og beslutter at gå ind efter hende. Farligt måske, men ingen af dem er nybegyndere, og de er bekymrede for pigen.« »Det er forståeligt,« mumler jeg. »Er Sims og Butler her stadig?« »Jep.« »Fortsæt.« 5

bygningsværk af et menneske. Alan er midt i fyrrerne, en afroamerikaner, der kun kan beskrives som kolossal. Han er ikke fed – bare stor. Hans skulende blik kan få et forhørslokale til at virke som et lille og farligt sted for en skyldig mand.

Livet er fuldt af ironi, og Alan er ingen undtagelse. Til trods for sin store størrelse er han et betænksomt menneskebjerg, en glimrende forstand i en linebackers krop. Han er en kombination af pedantisk præcision og næsten uendelig tålmodighed. Hans øje for detaljen er næsten legendarisk. Et af de bedste tillæg til hans personlighed er, at Elaina er hans kone, og hun forguder ham.

Alan er det tredje medlem af i alt fire i mit team. Han er den ældste og mest jordbundne. Da Elaina fik diagnosticeret kræft, fortalte han mig, at han overvejede at forlade FBI, så han kunne bruge mere tid sammen med hende. Han har ikke nævnt det siden, og jeg har ikke presset ham, men det spøger hele tiden lidt i baghovedet.

Callie, der sluger piller, Alan, der overvejer at tage sin afsked – måske skulle jeg tage af sted. Lade dem bygge teamet op fra bunden. »Der er hun,« hører jeg Alan sige.

Jeg begynder at notere mig de forskellige reaktioner på mit ansigt og lader det så ligge. Det må I lære at leve med, drenge.

En af mændene træder frem og rækker en hånd frem for at trykke min. Den anden hånd, bemærker jeg, holder om en MP5-maskinpistol. Han er fra indsatsstyrken og i fuld udrustning – skudsikker vest, hjelm og støvler. »Luke Dawes,« siger han. »Chef for indsatsstyrken. Tak, fordi du kom.« »Selvfølgelig,« svarer jeg. Jeg peger på Alan. »Er det okay, at min mand her lige sætter mig ind i sagen? Det er ren rutine.« »Helt i orden.« 4

»Jeg er født klar, så fyr bare løs,« siger hun.

Da vi stiger ud af bilen, ser jeg Callie vrænge ansigt. Hun lægger en hånd på taget af bilen for at holde balancen. »Er du okay?« spørger jeg.

Hun affejer min bekymring. »Lidt men efter at være blevet skudt, jeg skal nok klare det.« Hun stikker hånden ind i inderlommen og tager et lille glas, hun har fået på recept, frem.

Hun skubber låget op og hælder en pille ud i hånden. Synker den. Smiler. »Lækkert.« Callie blev skudt for seks måneder siden. Projektilet strejfede rygsøjlen. I en hel uge vidste vi ikke, om hun ville komme til at gå igen. Jeg troede, hun var kommet sig helt.

Jeg tog vist fejl.

Fejl? Hun går rundt med sin Vicodin som en æske pebermyntepastiller! »Nå, skal vi se, hvad alt det råberi går ud på?« spørger hun. »Ja,« svarer jeg.

Men jeg tror ikke, jeg bare glemmer det her, Callie.

Vi går over til afspærringen. En betjent i tyverne stopper os. Han ser godt ud. Jeg kan mærke, at han er begejstret over at være en del af den her kakofoni af politiopbud. Jeg kan lide ham på stedet; han opdager mine ar i ansigtet og reagerer næsten ikke. »Jeg beklager,« siger han. »Jeg kan ikke lade nogen gå ind lige nu.« Jeg fisker mit FBI-skilt frem og viser ham det. »Agent Barrett,« siger jeg. Callie gør det samme. »Jeg beklager,« siger han igen. »Begge to,« siger han til Callie. »Det skal du ikke tænke på,« svarer Callie.

Jeg får øje på Alan, der står i klynge af habitter og uniformer. Han rager op over dem alle sammen, et imponerende 3

»Helt gemt væk,« siger Callie eftertænksomt, da vi kører ind på hovedvejen i forstadskvarteret Canoga Park.

Hun taler mere til sig selv end til mig, men da jeg kigger rundt, forstår jeg, hvad hun mener. Canoga Park er en del af Los Angeles County. Der er ikke så stor afstand mellem forstæderne og selve byen i Los Angeles. Du kan køre på en vej fuld af forretninger, og to sidegader længere fremme befinder du dig midt i et beboelseskvarter. Forandringen skete uden videre; lyssignaler blev afløst af stopskilte, og så blev der bare mere stille. Byen rumsterede et sted i nærheden og til stadighed, mens hjemmene lå »gemt væk« her.

Den gade, vi er kørt ind på, ligger i et af den slags kvarterer, men har mistet den stille atmosfære. Jeg kan se mindst fem politibiler foruden en vogn fra indsatsstyrken og to eller tre anonyme køretøjer. Den obligatoriske helikopter svæver over os. »Gudskelov er det stadig lyst,« bemærker Callie, i det hun ser op mod helikopteren. »Jeg kan ikke fordrage det blændende søgelys.« Der er mennesker overalt. De modige står ude på deres græsplæner, mens de mere ængstelige stikker hovedet ud gennem gardiner for vinduerne. Det er spøjst, tænker jeg.

Folk taler om kriminalitet i byområderne, men de værste mord sker altid i forstæderne.

Callie holder ind til siden og parkerer bilen. »Klar?« spørger jeg hende.

2

Dødens ansigt Cody McFadyen

På dansk ved Liv Camilla Skjødt Udkommer 8. oktober 2012

Læseprøve

Forlaget Turbulenz