skygger

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 1 SESS: 47 OUTPUT: Mon Jul 4 08:14:47 2011 /first/Rosinante/odt2/1498_Skygger_140x220_utopia/Materie

skygger

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 2 SESS: 47 OUTPUT: Mon Jul 4 08:14:47 2011 /first/Rosinante/odt2/1498_Skygger_140x220_utopia/Materie

Af samme forfatter Afkom – noveller 2007 I dag og i morgen – roman 2008

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 3 SESS: 47 OUTPUT: Mon Jul 4 08:14:47 2011 /first/Rosinante/odt2/1498_Skygger_140x220_utopia/Materie

Henriette Rostrup

SKYGGER roman

Rosinante

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 4 SESS: 47 OUTPUT: Mon Jul 4 08:14:47 2011 /first/Rosinante/odt2/1498_Skygger_140x220_utopia/Materie

Skygger © Henriette Rostrup og Rosinante / rosinante&co, København 2011 1. udgave, 1. oplag, 2011 Omslag: Leo Scherfig Sat med Utopia hos BookPartnerMedia og trykt hos Narayana Press, Gylling ISBN 978-87-638-1460-7 Printed in Denmark 2011 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Rosinante er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 5 SESS: 47 OUTPUT: Mon Jul 4 08:14:47 2011 /first/Rosinante/odt2/1498_Skygger_140x220_utopia/Materie

14. august

Mødet trak ud. Efter mange timer, hvor Benedikte gang på gang har måttet bide sig i kinden for ikke at skrige over modpartens idiotiske argumenter, men i stedet har tvunget sig selv til at være rolig og fornuftig, træder hun endelig ud af den store port og skridter ned ad den imposante trappe på bygningens forside. Brostenene glinser vådt af regnen, der rammer hendes ansigt. Bilen holder i parkeringskælderen på den anden side af gaden, og allerede inden hun er nået derover, er jakkeærmerne gennemblødte. Hun kan mærke fugten trænge igennem stoffet, ind til huden. Hun slår kraven op og springer over den brede boulevard. Der er ikke en bil at se, kun den gule skygge af en bus, der kommer sejlende gennem den tunge dis over broen i det fjerne. De få mennesker, der har begivet sig ud her til aften, haster over pladsen med de tynde jakker trukket op over hovedet, springer fra markiser til døråbninger og kanter sig langs husmure for at undgå regnen. Benedikte kaster et blik på uret, kvart over ni. Rundt omkring i huse og lejligheder sidder folk allerede bænket foran de sene nyheder. Med kaffe, bløde sofapuder og puttede børn.

Hun hader parkeringskældre. Gråt mørke, rækker af biler, der ikke er til at skelne fra hinanden, lysstofrør og en knugende stilhed, der forstærker lyden af hendes hastige skridt hen over cementen.

Hver dag skal hun gøre sig umage for, at billederne fra alt for mange dårlige tv-film ikke blinker gennem bevidstheden, når hun går hernede. Her hvor skyggerne har indtaget hjørnerne, og der kan stå en overfaldsmand bag hver betonsølje. Hun trykker på den elektroniske nøgle, spejder efter lygterne, der glimter, lytter efter det lille bip.

Kaster et hurtigt blik over skulderen ved en lyd i nærheden. Der går 5

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 6 SESS: 47 OUTPUT: Mon Jul 4 08:14:47 2011 /first/Rosinante/odt2/1498_Skygger_140x220_utopia/Materie

en mand langt bag hende med blikket rettet mod rækkerne af biler.

Han ser op og smiler hurtigt. Hun genkender ham fra rådhuset, nikker og spejder igen efter bilen. Hvorfor ser biler så ens ud? Hun vil ud herfra og hjem. Hun forsøger sig igen med låsen, hører det velkendte bip og finder den grå Hyundai, smider mappen ind på bagsædet og krænger hurtigt den våde jakke af, før hun sætter sig ind.

Hun kører i egne tanker, sløvt, uopmærksomt. Vinduesviskerne når kun kortvarigt at fjerne de fedtede striber regn, der løber ned over forruden, før hun igen ser ud gennem en strimet tåge. Alle konturer er i opløsning. Til den ene side er husene vokset sammen til en grålig murstensmasse, hvor kun lyset i forretningsfacaderne gør det muligt at skelne dem fra døre og porte. Det har regnet uden ophør det meste af dagen. Hun tænder for radioen. Værten melder om oversvømmede parcelhuskældre og kloakker, der er løbet over.

Hun skutter sig. Skoene er våde, der har bredt sig mørke skjolder på det lyse ruskind, og lædersålerne glider på pedalerne. Hun sparker skoene af, en efter en, og puffer dem ind under sædet, kan mærke fugten mellem tæerne og det ru gummi op gennem de tynde strømper. Så rækker hun ud efter mobilen, der ligger i tasken, fumler med holderen og øresneglen. Et blik på stoplyset. Gul. Grøn.

Forbi Søpavillonen og ud ad Åboulevarden, sætter farten op. Savner Vigga.

Et blik gennem vinduesviskernes fejende bevægelser. Trafikken bevæger sig flydende, slyngende røde striber af lys. Der er ikke meget trafik. En enkelt taxa overhaler indenom, inden den kører venstre om og videre ud mod Borups Alle og Bellahøj. Et blik på mobilens lysende skærm. Ser Jens’ sms. »Køb mælk.« Vrider rattet lidt for hårdt til højre. Hjulene skrider ud, og den grå sedan sejler et kort sekund af sted ude af kontrol. Så griber hjulene igen asfalten, og bilen fortsætter ned ad Rantzausgade, forbi den halvtomme internetcafe og kiosken, hvor ejeren blev skudt under bandekonflikten sidste år. Pulsen trommer, så det er det eneste, hun kan høre, og kølig sved trænger frem på overlæben. Må passe bedre på i det her vejr.

6

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 7 SESS: 47 OUTPUT: Mon Jul 4 08:14:47 2011 /first/Rosinante/odt2/1498_Skygger_140x220_utopia/Materie

Overkroppen flyver frem i et ryk, brystkassen banker ind i rattet, så luften bliver slået ud af lungerne. Dækkene hviner, da hun bremser op, og bilen skrider ud til siden. Panden rammer i et forsinket ryk forruden, før selen trækker hende tilbage igen. Smerten breder sig i røde bølger.

Benedikte kigger fortumlet op og forsøger at orientere sig. Hiver efter vejret. Bilen holder på tværs af Rantzausgade. Instinktiv panik ved fornemmelsen af, at der ikke er luft nok i lungerne. Åndedrættet er hurtige, overfladiske ryk, sorte prikker danser i synsfeltet. Hun ved, hvordan det ser ud under skjorten. En brændende rød stribe fra sikkerhedsselen. Måske et bøjet ribben. Hun må ud af bilen. Alligevel bliver hun siddende alt for længe med panden hvilende mod rattet.

Hun løfter blikket mod bakspejlet. Der kommer ingen biler eller busser, gaderne er tomme. Det suser i ørerne, en tung summen, som havet i en musling, og hun anstrenger alle sanser for at høre andre lyde, men udenfor er alt forunderligt stille. Kun regnen trommer uophørligt, og vinduesviskerne hviner hen over forruden.

Så rækker hun ud efter dørhåndtaget.

Halvvejs inde under højre forhjul ligger en spinkel dreng på en otte-ti år. Håret er sort og strålende blankt, klistret ind til panden af regnen og den røde plamage, der breder sig fra et sted under hårgrænsen i højre tinding. Han har blå regnfrakke på med røde striber ned ad ærmerne. Hætten er slået op over det spinkle ansigt.

Lungerne trækker sig sammen og sender smertepile ud i kroppen, da hun hikster med hånden for munden. Angsten sætter sig som kvalme i knæene, der knækker sammen, som om nogen havde sparket hende i knæhaserne. Hænderne slipper ansigtet og griber for sig. Grus og skidt borer sig ind i den bløde, velplejede hud i håndfladerne. Hun rækker ud, mærker drengens våde, varme kind.

Famler ned under hans frakkekrave, fingrene kan ikke finde vej.

Halsen under tøjet er spinkel. Hun presser fingrene ned mod det smalle sted, lige bag øret, hvor huden er helt tynd, samler al sin 7

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 8 SESS: 47 OUTPUT: Mon Jul 4 08:14:47 2011 /first/Rosinante/odt2/1498_Skygger_140x220_utopia/Materie

energi om det. Langt væk, gennem kolde fingre, mærker hun den svage puls, der stadig pumper. Lettelsen spreder sig som helium.

Lemmerne, der før blev tynget ned mod asfalten, svæver opad, trækker hende op at stå, så hun kan fylde lungerne med luft.

Hun ser sig om, spejder op og ned ad gaden, må tørre regnen væk fra pandehåret flere gange, men ser hverken skygger eller billygter. Det føles, som om universet er gået i stå og afventer situationen, før det igen hoster i gang. Hun ved godt, at det ikke er sådan.

Det er kun et spørgsmål om tid, før næste ryk fra Gyldenløvesgade suser forbi på vej ud af byen. Hun ser op på husfacaderne. Står der en mor et sted og venter på drengen? Der er ikke lys nogen steder, og Benedikte kan ingen mennesker se. Hvad laver sådan en lille dreng alene ude om aftenen?

Så mærker hun den velkendte vrede skubbe lettelsen til side. Indignationen vælder op og får mavesyren til at bruse. Hvad fanden er det også for nogle mennesker, der lader deres børn løbe rundt om aftenen uden opsyn? Har de ingen respekt for menneskeliv? Det er ærlig talt ikke så underligt, at Nørrebro styres af indvandrerbander og rockere, når forældrene tilsyneladende har givet fuldstændig fortabt. Hvor har hun dog siddet med mange af den slags sager, dengang hun var i socialforvaltningen. Drenge med hårde blikke, der ikke ville møde hendes, og forældre, der med hele deres kropssprog signalerede afmagt og resignation. Det er jo på grund af dem, hun overhovedet engagerer sig.

Stamper i jorden for at få vreden ud. Hun må hjælpe drengen.

Og hun har ikke nogen anelse om, hvad hun skal gøre.

Gaden er mennesketom. Forretningerne er lukkede, de fleste ruder mørke, lyset slukket. Der vælder et skært lys ud fra 7-Elevens foldedøre længere oppe, men hun kan ikke se, om der er nogen derinde. Fjernsynets flimrende blå lys strømmer ud fra flere vinduer højere oppe i gadens ejendomme.

Hun bøjer sig forover og griber fat om drengens krop. Hvisker stille og sammenbidt til ham, at det nok skal gå. Men han reagerer ikke. Benedikte trækker i de spinkle arme for at få ham fri af hjulet, 8

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 9 SESS: 47 OUTPUT: Mon Jul 4 08:14:47 2011 /first/Rosinante/odt2/1498_Skygger_140x220_utopia/Materie

men det kræver flere kræfter end forventet. Hun får ikke ordentligt fat, fingrene glider på den våde regnfrakke, og hun snubler bagover.

Hans overkrop rammer jorden med et blødt bump. Hans øjne er åbne, men hun kan ikke se ind i dem. Benedikte kniber øjnene i for at holde drengens blik ude, men det har sat sig ubønhørligt fast på nethinden. Så rejser hun sig igen, skubber hans regnfrakkeærmer op, tager fat om de bare arme med et greb, der forekommer alt for voldsomt til den skrøbelige skikkelse, og med et hårdt ryk får hun drengen fri. Han giver sig, knirker, som havde hun netop vækket ham af en dyb søvn. Slipper ham, som har hun brændt sig. Opdager hudafskrabningerne i håndfladerne.

Hun hører dem, før hun ser dem. Retter sig op og vender blikket ud mod Åboulevarden. Forlygterne, der flygter forbi, skærer hende i øjnene. Hun kniber dem sammen, forsøger at se ind i bilerne, ind bag rattet. Men ingen stopper eller bare sagtner farten.

Et kort sekund kan hun se en mand, der løber over i krydset nede ved det grønne parkeringshus, ned mod Søerne, væk fra hende, og hun løfter automatisk armen for at stoppe ham. Tager tilløb til at kalde på ham, få ham til at hjælpe. Men der kommer ikke en lyd. Munden forbliver lukket. Langsomt tager hun hånden til sig og bøjer sig ned over drengen igen. Hun er nødt til at få ham væk fra bilen, så hun kan køre efter hjælp. Det er det, hun siger til sig selv, da hun slæber ham ind på fortovet, alt imens hun som et mantra messer: Det skal nok gå, det skal nok gå.

Det føles forkert bare at lade ham ligge i regnen, blandt opløste dankortboner og cigaretskod. Uordentligt. Hun forsøger at stable ham op, så han sidder med ryggen op ad den tomme butik, hvis rude er dækket af et tykt lag af koncertplakater og fotokopierede opråb til demonstrationer. Hun slipper ham og ser på sine hænder, der er lyserøde fra såret i hans pande. Stikker dem ind i armhulerne for at holde dem i ro. Fryser pludselig og bliver svimmel. Bøjer sig forover for at presse kvalmen ned i maven og ilten op til hjernen igen.

Drengen er gledet til siden. Hovedet er vippet ned og hviler på 9

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 10 SESS: 47 OUTPUT: Mon Jul 4 08:14:47 2011 /first/Rosinante/odt2/1498_Skygger_140x220_utopia/Materie

hans skulder, vægten hælder mod højre. Hun forsøger at rette på ham, sætte ham op igen. Retter på hans hænder, så de ligger i hans skød. Små brune hænder med pæne, regelmæssige negle. Benedikte falder i staver med drengens hænder i sine. Hun må ringe til politiet. Det er jo det, man gør i sådan en situation. Man ringer til politiet. Hun har svært ved at give slip på drengen, på de spinkle hænder, der trods vejret stadig er varme. Hun ser på hans ansigt, han ser så rolig ud. Hvis ikke det var for blodet. Hun prøver at se på hans ansigt fra en vinkel, hvor man ikke kan se det, men uanset hvor meget hun drejer hovedet, dukker blodet op i synsfeltet. Slipper ham. Det giver et lille ryk i hans krop, da hænderne dasker ned mod hans lår. Hun stikker hånden i jakkelommen, finder telefonen og slår den op. Taster 1-1-. Så lyder det hurtige dobbeltbip, og den summende fornemmelse i hånden rykker hende ud af vildfarelsen.

Hun stirrer forvirret på displayet. »1 ny besked« står der ved siden af den lille, gule kuvert. Hun klikker automatisk på den. »+ WC-papir,« står der.

Hun går hen til bilen og flår døren op. Hamrer pedalen i bund, så hjulene skrider faretruende ud på asfalten, svinger til venstre ad Griffenfeldsgade. Holder for rødt i krydset, hvor bilerne passerer forbi i en strøm af røde og hvide lys, som om intet er sket. Grønt lys, til venstre ud på Åboulevardens sorte asfalt, der opsluger bilen.

Endnu et anonymt køretøj i rækken af mange. Først for sent opdager hun, at hun har glemt mælk og toiletpapir.

Holder ind foran Tariqs kiosk. Ud af bilen. Det sortner for hendes blik, da hun får øje på bulen ved forlygten. En fordybning på størrelse med Viggas hoved. Hun griber ud og må læne sig op ad den varme køler. En rød stationcar parkerer bag hende, bilen er proppet med børn og hockeystave. I bagruden en trekantet Børn-ibilen-sticker. En mand i vindjakke og gummistøvler stiger ud, får øje på hende, vender sig om og siger noget til flokken på bagsædet, før han går op til hende. »Er du okay?« Hun forsøger at smile. »Har det fint, jeg rejste mig for hurtigt.« Ret10

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 11 SESS: 47 OUTPUT: Mon Jul 4 08:14:47 2011 /first/Rosinante/odt2/1498_Skygger_140x220_utopia/Materie

ter sig op, bevæger sig over mod døren som en trækopdukke med slidt fjeder. Klokken ringer, da døren går op. Hen til køleskabet. Mælk. Så hylderne med dagligvarer. Toiletpapir. Hen til kassen. Dankortet frem.

Vente på godkendelse. Bip. Alt er godt. »Husk dit kort,« siger manden bag disken. Det er ikke ham, det plejer at være. Hun får øje på uret på kasseapparatets display. Røde digitale tal, der blinker. Alt i alt er der gået tyve minutter, siden hun forlod parkeringskælderen. u

Rana flakker om i regnen. Hun er gennemkold. Går med armene knuget ind til kroppen. Håret er vådt og klasker ned i panden, læberne dirrer blåligt. Langsomt, langsomt går hun ned ad Åboulevarden og hen langs Dosseringen, under kastanjetræernes store kroner, der skærmer for regnen. Mærker ikke det grusede mudder fra vandpytterne, der siver ind og laver skjolder på gummiskoens grå nylon. En lille sten er smuttet ned i skoen, under hælen. Hun tørrer næsen med bagsiden af hånden.

Hun hører sirenerne. Løfter blikket, vender sig om. Nede ved Søpavillonen kan hun se slørede blå blink, der nærmer sig. Hun følger hypnotiseret deres vej over broen og i tankerne videre ned til krydset. Hun ved godt, hvad de skal. Anspænder ørerne til det yderste for at høre, hvornår de stopper, men sirenelyden har sat sig fast i hovedet og kører derinde i takt med hendes pulsslag.

Hun lukker øjnene et kort sekund, lukker blinkene ude, men mørket bag øjenlågene giver ingen fred. Nu hører hun også andre lyde. Bremsernes hvin i et uendeligt loop. Og hun ser den sammensunkne skikkelse sidde op ad butiksruden. Slår blikket op igen, de blå blink er væk, sirenelydene med. Hun står et øjeblik uden at kunne beslutte sig, så vender hun om og løber tilbage langs Dosseringen og op ad Åboulevarden. Stopper på hjørnet af Tømrergade, herfra kan hun igen se blinkenes blå skær.

Hun står i regnen, tøjet er så vådt nu, at det er omsonst at søge ly.

En mand kommer traskende forbi med en punkteret cykel, og irri11

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 12 SESS: 47 OUTPUT: Mon Jul 4 08:14:47 2011 /first/Rosinante/odt2/1498_Skygger_140x220_utopia/Materie

tationen emmer ud af ham, som om det er udtryk for personlig chikane fra cyklens side. Han stopper op ved synet af den spinkle, drivvåde pige, følger hendes blik op ad gaden. »Hvad er der sket?« Rana rykker tilbage med et sæt ved lyden af hans stemme midt i regnen og de hvinende bremser, der stadig giver genlyd indvendigt. Hun ryster hurtigt på hovedet, vender så om og spurter ned mod Søerne. Er lige ved at falde, da hun drejer ned ad Ewaldsgade. Til venstre igen. Videre, ned langs Murergårdens røde murstensmassiv, forbi parkeringshuset, springer hen over Blågårdsgade. Stopper først, da hun står foran porten ind til gården. Herfra kan hun stadig se de blå blink oplyse Åboulevardens ejendomme, men ikke længere høre sirenerne. De må have slukket dem. En kvinde med rød cykel og højhælede sko er på vej ud ad porten.

Rana husker at sige tak, da hun griber gitterlågen og fortsætter ind i gårdanlægget.

Da hun træder ind i køkkenet, drivende våd og med et ansigt i opløsning, er hendes mor netop gået ud i køkkenet for at lave en kop te. Til Ranas far. Han må helst ikke se, at hun er bekymret for Rana, som burde have været hjemme for længst. Han sidder med sine avisudklip, opslugt i et sort hul, hvor banaliteter som aftensmad, indkøb og sengetider bliver irrelevante. Fatema står med elkedlen stukket ind under den rindende hane og stirrer ud i mørket. Vender sig ved lyden af køkkendøren, der går op.

Rana lader sig omfavne, men har ikke energi til selv at løfte armene og give sin mor det klem, der ville berolige hende og få forskrækkelsen til at falde til ro. I stedet gør hendes tårer Fatemas bluse våd. »Habibti, habibti, matha hasal ya?« Med armene om hendes skuldre fører hun forsigtigt Rana ud på badeværelset. Her sætter hun sin datter på toiletbrættet og begynder at tage det våde tøj af, som dengang hun var en lille baby. Armene hænger slapt ned langs siden, og hagen hviler på brystet. Fa12

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 13 SESS: 47 OUTPUT: Mon Jul 4 08:14:47 2011 /first/Rosinante/odt2/1498_Skygger_140x220_utopia/Materie

tema griber et håndklæde, der har ligget på varmeapparatet og begynder metodisk at gnubbe Ranas hår. Så tørrer hun Ranas kinder med snipperne, tager hende i hånden og får hende med ind på værelset. Det våde tøj bliver liggende på badeværelsesgulvet, og fugten siver langsomt ned i bademåtten.

De sidder i sofaen. Hun har fået pyjamas på. Fatema sidder bag hende og børster det lange hår igen og igen, mens hun venter på, at Rana skal fortælle, hvad der er sket. Indimellem lægger hun hånden på sin datters skulder og giver den forsøgsvist et klem.

Ranas far går frem og tilbage i stuen. Han nikker gentagne gange, fører en samtale med en person, der kun er til stede i hans hoved. Hver gang Rana ser på ham, vokser den indvendige mur sig lidt højere. Hun ved ikke helt hvorfor, men hun ved, at det er umuligt at fortælle ham om denne aften. Hun vender sig om og stirrer på sin mor. »Mor, kan vi gå ind på mit værelse?« spørger hun stille, så hendes far ikke skal høre det. De rejser sig samtidigt. Mor og datter. Ranas far løfter blikket og ser efter dem, så nikker han igen for sig selv og vandrer videre, mens læberne bevæger sig uden lyd.

Hun kravler ned under dynen, trækker den helt op til næsen og vender ansigtet ind mod væggen. Fatema sætter sig på sengekanten og stryger hende forsigtigt over håret. »Shou sar ya emmi, habibti?« spørger hun. »Hvad er der sket, lille skat?« »Der er ikke sket mig noget,« siger Rana for at berolige sin mor, men stemmen bæver lidt. Så hører hun den hvislende lyd af luft, der bliver suget ind, sekundet inden hånden lægges for munden for at holde gråden tilbage. Og hun begynder langsomt at fortælle om drengen og bilen, der forsvandt rundt om hjørnet.

Til sidst ser hun op på sin mor, der sidder med blikket vendt mod vinduet, hvor gardinerne er trukket for. »Hvad skal vi gøre, mor?« spørger hun. »Ikke noget.« Svaret kommer lidt for hurtigt, og moren rømmer sig, forskrækket over det, hun netop har sagt. »Vi skal ikke gøre no13

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 14 SESS: 47 OUTPUT: Mon Jul 4 08:14:47 2011 /first/Rosinante/odt2/1498_Skygger_140x220_utopia/Materie

get. Andre har fundet drengen nu. Du sagde selv, du så ambulancen. Der er andre, der tager sig af det.« Hun bøjer hovedet og vil ikke se på sin datter. »Jeg skal nok sige det til far. Du ved, hvordan han har det. Glem det, habibti. Ud til fuglene med det,« siger hun og griber ud i luften foran Ranas hjerte. Så lukker hun hånden i en lille kugle, puster på den og vips, åbner hånden, som en tryllekunstner, der tryller den hvide due væk. u

Der er et punkt i tiden, hvor løgnen flyver i frit rum, hvor den netop har forladt mundhulen og har fyldt rummet med sin falske tryghed.

Punktet mellem udsigelsen og modtagelsen. Der hvor hjertet stadig banker alt for hurtigt, og hvor det føles, som om alt kan aflæses i ansigtet. Punktet mellem spørgsmålet: »Hej skat, du ser træt ud. Er der sket noget?« og svaret: »Nej, nej, det var bare et langt møde.« Synet af hans ansigt, fuldt af forståelse, men også med en træt trækning ved øjet, tvinger hendes blik til at koncentrere sig om gulvet og skoene. »Jeg går lige ud og tager et bad.« Hun smiler til hans ryg, der står bøjet ind over opvaskemaskinen i køkkenet, hvor perleplader og tegninger stadig ligger skubbet halvvejs til side på spisebordet for at gøre plads til middagsmaden. Han brummer bekræftende, og først da hun er gået ud i den smalle entre, hvor trappen fører op til soveværelset og bad på anden sal, kalder han efter hende. »Trænger du til noget? Vil du have en kop te?« Hun stikker hovedet ind til Vigga og mærker gulvet forsvinde under sig, da hun ikke ligger i sin seng. Rullegardinet med Peter Plys er trukket ned, og natlampen er tændt, men der er ingen Vigga under dynen. Et kort sekund føles det som straffen. Tårer vælder frem, og hun kan ikke holde hulket tilbage, men kvæler det i stedet bag hånden. Et liv for et liv, er det virkelig sådan, det fungerer? Skyld og straf. Drengen er død, det ved hun nu med usvigelig sikkerhed.

Hans hjerte gav op, og han ligger nu i regnen op ad butiksfacaden.

Et tomt hylster, stadig varmt af det liv, der var i ham for kort tid si14

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 15 SESS: 47 OUTPUT: Mon Jul 4 08:14:47 2011 /first/Rosinante/odt2/1498_Skygger_140x220_utopia/Materie

den. Hun sætter sig på den hvidmalede sengekant og kærtegner forsigtigt dynen. Løfter den op til ansigtet og borer næsen ned i den for at indånde Viggas krydrede barneduft en sidste gang. Der kom en mørkemand og tog hende, mens alt åndede fred, og ingen vidste, hvad hendes mor havde gjort. »Hej mor, jeg skulle tisse.« Hun vender sig om. I døråbningen står Vigga, lysende i sin natkjole med tynde, bare ben. Det hvide fehår indrammer hendes hoved, og Benedikte må glippe en ekstra gang med øjnene for at være sikker på, hun er der.

Hun forsøger at få sin grådkvalte grimasse til at ligne et normalt smil i et helt almindeligt ansigt på en snart midaldrende kvinde, der sidder her en hverdagsaften og grædende krammer sit barns dyne, som om det er den mest naturlige ting af verden. »Hvor er du dygtig, skat.« Stemmen er ru. Hun rømmer sig. »Jeg savnede dig og ville bare sige godnat.« Vigga træder helt hen til hende. Hun rækker hånden ud og lægger den på sin mors arm. »Jeg er lige her, mor.« Hun sætter sig op på skødet og giver sin mor et kram, før hun kravler videre ned i sengen. »Ja, skat, det ved ...« Sætningen dør i munden på hende. Vigga er her, men hun kunne lige så godt ikke være det. Hun kunne lige så godt være blevet kørt ihjel af en flugtbilist. Tanken bider sig fast, men så skubber hun den fra sig. Nej, det er ikke sandt. Sådan noget kan ikke ske for Vigga, for hun har en familie, der passer på hende og elsker hende og ikke lader hende løbe ude om aftenen. Ja, sådan er det. Med opbydelsen af al sin energi får hun bøjet sig frem, kysset sin datter på håret og hvisket: »Sov godt, min skat«, før hun rejser sig og forlader børneværelset.

Hun sidder på toilettet, uden hverken vilje eller kraft til at rejse sig, træde ind bag de matterede skydedøre og åbne for vandet. På det store spejl overfor kan hun se den røde stribe hen over brystet og hudafskrabningen på skulderen. Hun følger mærkerne med finger15

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 16 SESS: 47 OUTPUT: Mon Jul 4 08:14:47 2011 /first/Rosinante/odt2/1498_Skygger_140x220_utopia/Materie

spidserne, og indimellem trykker hun til, så åndedrættet bliver siddende i struben, og hun må lukke øjnene og tælle til ti, før hun igen kan lade fingrene fortsætte.

Hun har gåsehud på benene. Selvom rummet er varmt, skutter hun sig, men gør ikke ansats til at rejse sig. Billeder af drengen blander sig med Viggas bløde hår og blodet og det orange-grønne skilt på 7-Eleven-kiosken på hjørnet og bulen i køleren. Hun skærer en grimasse, som i en anden sammenhæng måske kunne kaldes et smil. Der er større sandsynlighed for, at Jens bemærker bulen frem for hendes skrammer. Skrammerne kan skjules under en stor T-shirt og med et påskud om hovedpine. Men hvis ikke hun finder på en historie om bulen, vil han allerede i morgen tidlig afkræve hende en forklaring.

Måske er bulen ikke så stor, måske er det mere en skramme?

Måske så hun galt? Måske var det bare chokket, der fik den til at virke større? Hun kan mærke pulsen banke lidt hurtigere ved tanken. Ja, sådan er det, det er bare en skramme. Så kan hun sige, at hun slet ikke havde bemærket den, men at den måtte være kommet i parkeringskælderen. Hun kan trække på skuldrene og se ud, som om hun ikke aner, hvad Jens taler om. »Hvilken skramme? Jeg har da ikke set nogen skramme? Hvor?« Og når han får hende til at følge med, så han kan vise hende den, kan hun slå uvidende ud med armene, og så behøver hun ikke forklare yderligere. Forsikringen betaler for udbedring af skaden, og så er det glemt.

Hun rejser sig beslutsomt, skubber skydedøren til side, træder over den lille metalskinne i gulvet og lader det varme vand skylle ned over sig.

Håndklæde om håret, badekåbe om kroppen. Kraftig tørretumblet frotte med blød luv. Hun kan ikke få varmen. Jens sidder foran fjernsynet, da hun kommer ned. Hun kaster et hurtigt blik derind.

Så stikker hun de nøgne fødder i gummistøvlerne ved døren og åbner forsigtigt hoveddøren, før han opdager hende. Det lykkes ikke.

Han løfter blikket og ser forundret efter hende.

16

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 17 SESS: 47 OUTPUT: Mon Jul 4 08:14:47 2011 /first/Rosinante/odt2/1498_Skygger_140x220_utopia/Materie

»Hvad laver du?« »Jeg skal bare lige tjekke noget ...« svarer hun og skynder sig ud, før han siger mere. Ned ad stentrappen og hen til bilen i den carport, Jens fik bygget sidste sommer, så understellet ikke skulle ruste om vinteren. »Vi betaler en formue i rustbehandling, hver gang den skal synes. I længden er det billigere at bygge en carport.« Det havde bankrådgiveren givet ham ret i og trukket overbærende på smilebåndet, da hun havde oplyst dem om, at man kan bo et halvt år i Thailand for de samme penge. Hvad skulle hun også lave i Thailand? Så stikker det hende igen, så hun må gribe ud efter muren.

Hvis de havde været i Thailand, så havde hun ikke været her, og så ville der ikke være nogen bule i bilen.

Bilen holder, hvor den skal, grå og fornuftig, benzinbesparende og rummelig. Fra den her vinkel kan man intet se. Skal hun satse på, at han ikke opdager bulen i morgen tidlig, når han kommer ud?

At han bare sætter sig ind bag rattet, kører på arbejde og først opdager den, når han skal hjem?

Så lyder hans stemme. »Benedikte?« kalder han ud i regnen. Der er en let klang af undren i stemmen, og det går op for hende, at han ikke kan se hende, derfra hvor han står. Hun svarer ikke. Sætter sig på hug i stedet, bøjer nakken og beder til, at han ikke får øje på hende. »Benedikte?« kalder han igen. »Hvad laver du?« Hun kan høre utålmodigheden, en utålmodighed, der har trængt sig på oftere og oftere, siden hun valgte at stille op til Borgerrepræsentationen. Døren smækker. Er han gået indenfor igen? Hun sidder bomstille og spidser øren. Kan ikke høre ham. »Benedikte. Hvad foretager du dig egentlig talt?« Et ufrivilligt spjæt. »Hvorfor svarer du ikke, når jeg kalder?« Hun kan se hans skygge i åbningen. Hun bliver siddende, krummer sig lidt mere sammen. Kan høre hans skridt. Så står han lige bag hende.

Hun trækker usikkert på skuldrene, ved ikke, hvad hun skal sige. »Kaldte du?« Han siger ikke noget.

17

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 18 SESS: 47 OUTPUT: Mon Jul 4 08:14:47 2011 /first/Rosinante/odt2/1498_Skygger_140x220_utopia/Materie

»Jeg hørte dig slet ikke.« Han rykker på skuldrene og trækker en hånd gennem håret. »Hvad laver du herude?« Han stiller sig an, spreder benene lidt, sætter hænderne i siden, som om han ikke har tænkt sig at lade hende komme forbi, før hun har givet ham et svar, han kan bruge.

Hun rejser sig op. Den røde stribe hen over brystet brænder under badekåben. Hun giver sig, forsøger at kamuflere det med et host. »Jeg skulle bare tjekke noget.« »Hvad?« »Jamen, det var bare fordi ...« Hendes hjerne kører på højtryk, hun famler i blinde for at finde på en plausibel forklaring. »Hvad, Benedikte? Hvad skulle du herude?« »Jeg ... jeg troede, at jeg ramte noget på vej hjem. Jeg ville bare lige se.« Han læner sig frem. Ser undersøgende på bilen, kniber øjnene sammen i det svage lys. »Tænd lige lyset. Man kan jo ikke se noget herude.« Han flytter sig ikke, og hun er nødt til at mase sig forbi ham for at komme over til kontakten. Kan mærke den knugende fornemmelse blive mindre, jo længere væk hun kommer fra køleren.

Henne ved kontakten kan hun næsten trække vejret frit. Så tænder hun carportlyset og hører næsten øjeblikkeligt Jens’ hyl. »Der er jo en kæmpebule her. Hvad har du lavet?« Hun trækker ulykkeligt på skuldrene.

Han sætter sig på hug og mærker med fingrene hen over bulen. »Benedikte,« siger han og lyder bekymret. »Mmm?« svarer hun. »Benedikte? Faldt du i søvn på vej hjem?« Hun ryster hurtigt på hovedet. Det er sket en gang, hvor de midt om natten var ved at køre galt på den tyske Autobahn, og Jens kan godt lide at fremhæve det, hver gang de taler om, at hun er stresset. Han sidder på hug og ser op på hende, alligevel er det, som om hans blik nagler hende til stedet. Hun kan hverken se ham direkte i øjnene eller se væk. I ste18

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 19 SESS: 47 OUTPUT: Mon Jul 4 08:14:47 2011 /first/Rosinante/odt2/1498_Skygger_140x220_utopia/Materie

det flakker hendes blik alt for hurtigt fra bilen til ham og tilbage igen. Begge dele er lige ubehageligt at se på, og hendes blik finder ingen hvile.

Hun slår ubeslutsomt ud med hænderne, men de når ikke særlig langt, før de igen falder ned langs hendes side. En tåre trænger frem i øjenkrogen. Hun tørrer den hurtigt væk med badekåbens bælte.

Jens rejser sig møjsommeligt. »Benedikte, for fanden. Faldt du i søvn?« »Det tror jeg ikke,« næsten hvisker hun og overgiver sig villigt til den belejlige løgn. »Jeg synes ikke om alle de sene møder, du altid skal til. Det er jo livsfarligt!« Han trækker hende ind til sig, og den nye sandhed er etableret. »Kan du slet ikke huske, hvad der skete?« Hun hikster lidt ind i hans brystkasse og trækker på skuldrene. »Jeg faldt ikke i søvn, det gjorde jeg altså ikke.« Hun gentager det som et uvorent barn.

De går ind igen. Jens har næsten glemt bulen, men så vender han brat om. Han har stadig armen om Benedikte, og hun er lige ved at snuble, da han trækker hende i den modsatte retning. »Hvad skal du?« spørger hun og kan selv høre det skingre tonefald. Men Jens bemærker det tilsyneladende ikke. »Jeg skal lige se på det igen. Jeg synes, der var noget ...« Han lader fingerspidserne løbe hen over den skrammede lak og løfter så fingrene op i lyset. »Ja, jeg tænkte det nok. Var det oppe ved Bellahøj?« »Mmm. Hvorfor tror du det?« »Det er blod. Jeg tror, du har ramt en ræv, der er mange ræve deroppe om sommeren,« siger han og stikker fingrene helt op under hendes næse, så hun kan lugte det. Det er drengens blod, skriger hjernen til hende. Rør det ikke, det er drengens blod!

Jens bemærker ikke noget, lægger armen om hende og gnubber fingrene mod hinanden for at fjerne blodet. Hun følger snublende med.

19

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 20 SESS: 47 OUTPUT: Mon Jul 4 08:14:47 2011 /first/Rosinante/odt2/1498_Skygger_140x220_utopia/Materie

»Jeg ringer til mekanikeren i morgen. Så kan jeg køre på værksted med den efter arbejde.« Han ser på hende. »Er det okay med dig? Så skal du cykle med Vigga?« Benedikte nikker. Presser kvalmen ned. »Den er nok blevet kold,« siger Jens fraværende, da de kommer ind.

Nikker over mod tekruset, der står på bordet. Han går direkte ud i køkkenet og vasker hænder. »Tak.« Hun bøjer sig frem, strammer badekåbens bånd i taljen og griber kruset. Tager en enkelt slurk. Den er blevet bitter. Hun er svimmel. »Jeg tror, jeg går i seng.« Jens nikker ud i luften, idet han passerer hende på vej ind mod sofaen og rækker ud efter remotekontrollen.