Slip mig fri - af Julie Kenner

145 mm

28,8 mm

CMYK_ydercover

145 mm

International bestseller

Tiltrækningen mellem os var ikke til at tage fejl af.

Næsten ude af kontrol. Men lige så meget som jeg længtes efter at blive hans, lige så meget mærkede jeg vægten af hans krav. At give efter for Damien betød også, at jeg ville skulle afsløre sandheden om min fortid – og risikere at miste ham.

Men Damien havde også hemmeligheder.

Mørke hemmeligheder ...

Slip mig fri er første bog i den stærkt erotiske trilogi om Nikki og Damien.

Isbn 978-87-400-1 1 1 1 -1

Slip mig fri

220 mm

Damien Stark kunne få det, lige som han ville med enhver kvinde, han mødte. Han var sexet, selvsikker, uforskammet velhavende og i den grad vant til at få sin vilje. Han fik alt, hvad han pegede på. Og han ville have mig.

Julie Kenner

Kun hans kærlighed og begær kunne slippe hende fri.

Julie Kenner

Slip mig fri E n Sta r k- r o ma n

»Han var manden, jeg ikke kunne undvige.

Og han var manden, jeg ikke kunne modstå.« erotisk roman Politikens Forlag

Slip mig fri_sats_OK.indd 1

26/08/13 13.18

Julie Kenner

SLIP MIG FRI En Stark-roman

Oversat fra amerikansk af Do Windfeld Sabroe

Politikens Forlag

KAPITEL ET

En kølig brise kommer ind fra havet og kærtegner mine nøgne skuldre.

Jeg får kuldegysninger og ønsker, at jeg havde fulgt min sambos gode råd om at tage et sjal med mig i aften. Jeg ankom til Los Angeles for kun fire dage siden, og jeg har endnu ikke vænnet mig til, at sommeraftnerne bliver kølige, når solen er gået ned. Hjemme i Dallas er juni ekstremt varm, juli er endnu varmere, og august er det rene helvede.

Sådan er det ikke i Californien, i hvert fald ikke ved kysten. Nyttigt LA-tip nr. 1: Tag altid en trøje med, hvis du skal være ude efter mørkets frembrud.

Jeg kunne selvfølgelig bare forlade balkonen og gå ind til festen igen.

Blande mig lidt med millionærerne. Sludre med de kendte. Glane pligtskyldigt på malerierne. Det er trods alt en gallafernisering, og min chef tog mig med for at hilse på og møde og charmere og sludre. Ikke for at stå herude og falde i staver over det panorama, der breder sig ud foran mig: blodrøde skyer, der brænder imod den sart orange himmel over de blågrå bølger, der er drysset med glimtende guld.

Tiltrukket af den nedgående sols intense og uopnåelige skønhed læner jeg mig frem, mens jeg holder godt fast i rækværket. Jeg fortryder også, at jeg ikke har taget mit gamle udtjente Nikon med, som jeg har haft siden gymnasiet. Ikke at det kunne være i min lillebitte, perlebesatte aftentaske. Desuden er et stort, klodset kamera til en lille, sort cocktailkjole én stor fed fashion-fejl.

Men dette er min første Stillehavs-solnedgang, og jeg er opsat på at 5

forevige øjeblikket. Jeg tager min iPhone frem, tager et billede og lægger det ud på Twitter med det samme. Nu ved hele verden, at Nikki Fairchild er til fals for en smuk udsigt.

“Det får nærmest malerierne indenfor til at virke overflødige, ikke?”

Jeg genkender den hæse, feminine stemme og vender mig om mod Evelyn Dodge, forhenværende skuespiller, så forhenværende agent, nu kunstmæcen og aftenens værtinde.

“Undskyld. Jeg ved, jeg må virke som en fjollet turist, men vi har ikke den slags solnedgange i Dallas.”

“Du skal ikke undskylde,” siger hun. “Jeg betaler for den udsigt, hver gang banken trækker min termin. Den har fandeme bare at være fantastisk.”

Jeg griner og føler mig øjeblikkeligt bedre tilpas.

“Gemmer du dig?”

“Undskyld?”

“Du er Carls nye assistent, ikke?” spørger hun og refererer til manden, der har været min chef i tre dage.

“Nikki Fairchild.”

“Nu husker jeg. Nikki fra Texas.” Hun kigger op og ned ad mig, og jeg tænker på, om hun mon er skuffet over, at jeg ikke er iført touperet hår og cowboystøvler. “Og hvem vil han gerne have dig til at charmere?”

“Charmere?” gentager jeg, som om jeg ikke ved, nøjagtig hvad hun mener.

Hun løfter et enkelt øjenbryn. “Skat, den mand vil hellere gå på glødende kul end på kunstudstilling. Han fisker efter investorer, og du er maddingen.” Hun laver en ru lyd i struben. “Bare rolig. Jeg skal nok lade være at presse dig til at fortælle mig, hvem det er. Og jeg bebrejder dig ikke, at du gemmer dig lidt. Carl er fantastisk, men han er også lidt af en røv.”

“Det er den fantastiske side af ham, jeg sagde ja til at arbejde for,” siger jeg, og hun griner med en gøen.

Sandheden er, at hun har ret i, at jeg er maddingen. “Tag en cocktailkjole på,” havde Carl sagt. “Noget flirtende.”

6

Seriøst? Jeg mener, seriøst?

Jeg skulle have fortalt ham, at han selv kunne tage en skide cocktailkjole på. Men det gjorde jeg ikke. Fordi jeg vil have det her job. Jeg har kæmpet for at få det her job. Carls virksomhed, C-Squared Technologies, har med stor succes markedsført tre internetbaserede produkter i løbet af de seneste atten måneder. Det resultat har fanget branchens opmærksomhed, og Carl er blevet hædret som en mand, man skal holde øje med.

For mig er det mindst lige så vigtigt, at han er en mand, jeg kan lære en masse af, og jeg havde forberedt mig til jobsamtalen med en intensitet, der grænsede til besættelse. At få den stilling var en kæmpesejr for mig. Og hvad så, hvis han ville have mig til at tage noget forførende på?

Det er en lav pris at betale.

Sådan noget pis.

“Jeg bliver nødt til at gå tilbage og være madding,” siger jeg. “Årh nej. Nu er det lykkedes mig at få dig til at føle dig enten skyldig eller forlegen. Bliv her. Lad dem blive sovset til derinde først. Du fanger alligevel flere fluer med alkohol. Tro mig. Jeg ved det.”

Hun har en pakke cigaretter i hånden og banker en ud og rækker pakken over mod mig. Jeg ryster på hovedet. Jeg elsker lugten af tobak – den minder mig om min bedstefar – men at inhalere røgen gør intet for mig.

“Jeg er for gammel og sat i mine vaner til at holde op,” siger hun.

“Men Gud forbyde, at jeg ryger i mit eget forbandede hjem. Jeg sværger, pøblen ville brænde mig på bålet. Du har ikke tænkt dig at begynde at belære mig om farerne ved passiv rygning, vel?”

“Nej,” lover jeg.

“Hvad så med noget ild?”

Jeg holder min lillebitte taske op. “Læbestift, kreditkort, kørekort og min telefon.”

“Ingen kondomer?”

“Jeg troede ikke, det var den slags fest,” siger jeg tørt.

“Jeg vidste, jeg kunne lide dig.” Hun ser sig hurtigt omkring på balkonen. “Hvad fanden er det for en fest, jeg holder, hvis der ikke engang er 7

et eneste skide stearinlys på et eneste skide bord? Nå, fuck det.” Hun sætter den utændte cigaret op til munden og suger med lukkede øjne og et henført udtryk i ansigtet. Jeg kan ikke lade være at synes om hende. Hun har næsten ingen makeup på, hvilket er i skærende kontrast til alle de andre kvinder, der er her i aften. Inklusive mig selv. Og hendes kjole er mere en kaftan med batikmønster – lige så interessant som kvinden selv.

Hun er det, min mor ville kalde en frembrusende amazone – larmende, stor, med sine meningers mod og selvtillid. Min mor ville hade hende. Jeg synes, hun er vidunderlig.

Hun smider den utændte cigaret ned på fliserne og maser den med tåen af sin sko. Så signalerer hun til en af servitricerne, en pige helt i sort med en bakke champagneglas.

Pigen fumler et øjeblik med skydedøren, der fører ud til balkonen, og jeg forestiller mig, hvordan alle glassene vælter ned fra bakken, smadres imod fliserne og spredes i en regn af glasskår som en kaskade af diamanter.

Jeg ser mig selv bøje mig for at fange stilken af et smadret glas. Jeg ser den rå glaskant skære sig ned i det bløde kød ved roden af min tommelfinger, da jeg klemmer om den. Jeg ser mig selv holde endnu fastere, mens jeg finder styrke i smerten, på samme måde som nogle mennesker forsøger at trække held ud af en kaninfod.

Fantasien blandes med minder og skræmmer mig med sin voldsomhed. Det er hurtigt og overvældende og lidt angstprovokerende. Jeg har ikke haft brug for smerte i lang tid, og jeg forstår ikke, hvorfor jeg tænker på det nu, hvor jeg føler mig i balance og kontrol.

Jeg er o.k., tænker jeg. Jeg er o.k., jeg er o.k., jeg er o.k.

“Tag et, skat,” siger Evelyn henkastet og rækker mig et champagneglas.

Jeg tøver, imens jeg afsøger hendes ansigt efter tegn på, at min maske er faldet, og hun har fanget et glimt af min hudløshed. Men hendes ansigt er åbent og venligt.

“Du skal ikke holde dig tilbage,” tilføjer hun og misforstår min tøven.

“Jeg har købt et dusin kasser, og jeg hader at se god alkohol gå til spilde.

8

Nej, for helvede,” tilføjer hun, da pigen vil række hende et glas. “Jeg hader det skidt. Hent mig en vodka. Ren. Isafkølet. Fire oliven. Skynd dig lidt. Vil du se mig tørre ind som et blad og blæse væk?”

Pigen ryster på hovedet og ligner lidt en rystende, bange kanin. En, der har ofret sin fod, for at en anden kunne finde sin lykke.

Evelyns opmærksomhed vender tilbage til mig. “Nå, hvad synes du så om LA? Hvad har du set? Hvor har du været? Har du købt et kort over stjernernes huse endnu? Kære Gud, sig, at du ikke er ved at blive suget ind i alt det turistlort.”

“Jeg har ikke set ret meget andet end kilometervis af motorvej og så det indvendige af min lejlighed.”

“Men det er jo trist. Det gør mig endnu gladere for, at Carl har slæbt din lille pariserrøv helt herud i aften.”

Jeg har taget syv klædelige kilo på siden dengang, min mor holdt øje med hver eneste lille ting, jeg puttede i munden, og selv om jeg er fuldt ud lykkelig for min størrelse 40-numse, så ville jeg ikke kalde den lille.

Jeg ved, Evelyn mente det som en kompliment, så jeg smiler. “Jeg er også glad for, at han tog mig med. Malerierne er virkelig fantastiske.”

“Lad være med det – lad være med at glide ind i den høflige konversationsrutine. Niksen biksen,” siger hun, før jeg kan nå at protestere. “Jeg er sikker på, du mener det. For fanden da, malerierne er vidunderlige.

Men du er ved at få det der upersonlige ansigtsudtryk, som om du opfører dig det bedste, du har lært, og det kan vi ikke have. Ikke nu, ligesom jeg var ved at lære den rigtige dig at kende.”

“Undskyld,” siger jeg. “Jeg lover, jeg ikke er ved at glide væk.”

Jeg kan virkelig godt lide hende, så jeg fortæller hende ikke, at hun tager fejl. Hun har ikke mødt den virkelige Nikki Fairchild. Hun har mødt den sociale Nikki, som, meget lig Malibu-Barbie, er udstyret med et komplet sæt tilbehør. I mit tilfælde er det ikke bikini og åben sportsvogn. I stedet har jeg Elizabeth Fairchilds håndbog i sociale konventioner.

Min mor går meget op i regler. Hun påstår, det skyldes hendes opvækst i sydstaterne. I mine svagere øjeblikke er jeg enig med hende. For 9

det meste synes jeg egentlig bare, at hun er en dominerende kælling.

Siden den første gang hun tog mig med til te i Palæet i Turtle Creek i Dallas som treårig, har jeg fået banket regler ind i hovedet. Hvordan man går, hvordan man taler, hvordan man klæder sig. Hvad man må spise, hvor meget man må drikke, hvilke vittigheder man må fortælle.

Jeg kan det hele, hvert trick, hver nuance, og jeg bærer mit indøvede skønhedskonkurrencesmil som et panser imod verden. Resultatet er, at jeg ikke tror, jeg kunne være helt mig selv til et selskab, om så mit liv afhang af det.

Dette er dog ikke noget, Evelyn behøver at vide.

“Hvor bor du helt nøjagtigt?” spørger hun.

“Studio City. Jeg deler en lejlighed med min bedste veninde fra gymnasiet.”

“Lige ud ad hovedvej 101 til arbejde og så hjem igen. Det er ikke så mærkeligt, at du kun har set asfalt. Er der ikke nogen, der har fortalt dig, at du skulle have lejet en lejlighed i den vestlige del af byen?”

“Det er for dyrt at bo alene,” indrømmer jeg, og jeg kan fornemme, at min indrømmelse overrasker hende. Når jeg gør mig umage – som når jeg er Sociale Nikki – ligner jeg uvilkårligt en, der kommer fra en rig familie. Formodentlig fordi det forholder sig sådan. Kommer fra, hedder det. Men det betyder ikke, at jeg har fået penge med.

“Hvor gammel er du?”

“Fireogtyve.”

Evelyn nikker vidende, som om min alder afslører en hemmelighed om mig. “Du vil få behov for dit eget sted snart. Ring til mig, når det sker, så finder vi et sted til dig med en udsigt. Ikke så flot som denne, naturligvis, men vi kan godt klare noget, der er bedre end afkørselsrampen fra en motorvej.”

“Det er faktisk slet ikke så slemt.”

“Selvfølgelig er det ikke det,” siger hun i et tonefald, der siger præcis det modsatte. “Og hvad angår udsigter,” fortsætter hun og peger ud over det nu mørklagte hav og himlen, der er ved at springe ud i et flor af stjerner, “så er du altid velkommen til at komme og dele min.”

10

“Jeg kunne godt finde på at tage dig på ordet,” indrømmer jeg. “Jeg ville elske at tage et ordentligt kamera med og skyde et billede eller to.”

“Det er en åben invitation. Jeg står for vinen, og så kan du stå for underholdningen. En ung kvinde på fri fod i byen. Bliver det et drama?

En romantisk komedie? Ikke en tragedie, håber jeg. Jeg elsker en god tudetur lige så meget som alle andre kvinder, men jeg kan godt lide dig.

Din film skal have en lykkelig slutning.”

Jeg bliver anspændt, men Evelyn ved ikke, hun har ramt en blottet nerve. Det er trods alt derfor, jeg er flyttet til LA. Nyt liv. Ny historie.

Ny Nikki.

Jeg sætter mit Sociale Nikki-smil på og løfter champagneglasset. “Skål for lykkelige slutninger. Og for denne overdådige fest. Jeg tror, jeg har holdt dig væk fra dine gæster længe nok nu.”

“Vrøvl,” siger hun. “Det er mig, der lægger beslag på dig, og det ved vi godt begge to.”

Vi smutter indenfor igen, og en summen af alkohol-induceret samtale erstatter den bløde ro fra havet.

“Sandheden er, at jeg er en rædselsfuld værtinde. Jeg gør, hvad jeg vil.

Taler med hvem jeg vil, og hvis mine gæster føler sig forbigået, så kan de få en tudekiks.”

Jeg er målløs. Jeg kan næsten høre min mors rædselsskrig hele vejen fra Dallas.

“Desuden,” fortsætter hun, “er denne fest slet ikke beregnet til at handle om mig. Jeg arrangerede denne lille sammenkomst for at introducere Blaine og hans kunst til området. Det er ham, der skal mingle, ikke mig.

Det kan godt være, jeg knalder ham, men jeg er ikke hans vogter.”

Evelyn har fuldstændig smadret mit syn på, hvordan en værtinde for weekendens hotteste, hippeste sociale arrangement skal opføre sig. Og jeg tror, jeg er blevet lidt forelsket i hende af samme årsag.

“Jeg har ikke mødt Blaine endnu. Det er ham der, ikke?” Jeg peger hen i retning af en høj, ranglet mand. Han er skaldet, men har rødt gedebukkeskæg. Jeg er ret sikker på, at det ikke er hans naturlige hår11

farve. En lille gruppe mennesker summer omkring ham som bier, der suger nektar af en blomst. Hans tøj er i hvert fald lige så farverigt.

“Ja, det er mit lille centrum for opmærksomhed,” siger Evelyn. “Dagens mand. Han er talentfuld, synes du ikke?” Hendes hænder laver en fejende bevægelse ud over den enorme stue. Alle vægge er dækket af malerier. Bortset fra et par bænke er alle møbler blevet fjernet fra rummet og erstattet med staffelier, hvorpå der står endnu flere malerier.

Jeg går ud fra, at de rent teknisk ville blive kaldt portrætter. Modellerne er nøgne, men disse malerier ligner ikke nogen, man ville finde i en klassisk kunstbog. Der er noget anderledes over dem. Noget provokerende og råt. Jeg kan fornemme, at de er udtænkt og udført af en ekspert, og alligevel foruroliger de mig, som om de afslører mere om beskueren end om maleren eller modellen.

Så vidt jeg kan se, er jeg den eneste, der reagerer sådan. Kredsen omkring Blaine nærmest gløder. Jeg kan høre en flod af lovprisninger helt herover.

“Jeg har valgt en vinder i ham der,” siger Evelyn. “Men lad os se.

Hvem vil du gerne møde? Rip Carrington og Lyle Tarpin? Med de to er der garanteret drama, det er stensikkert, og din sambo vil blive jaloux som ind i helvede, hvis du snakker med dem.”

“Vil hun?”

Evelyns øjenbryn skyder i vejret. “Rip og Lyle? De har bekriget hinanden i ugevis.” Hun kniber øjnene sammen i mistro, da hun ser på mig. “Den nye sæson af deres komedieserie er en fiasko. Det er alle vegne på nettet. Kender du dem virkelig ikke?”

“Beklager,” siger jeg og føler trang til at undskylde. “Mit universitetspensum var ret heftigt. Og jeg er sikker på, at du kan forestille dig, hvordan det er at arbejde for Carl.”

“Apropos ...”

Jeg ser mig om, men jeg kan ikke se min chef nogen steder.

“Det er en alvorlig brist i din uddannelse,” siger Evelyn. “Kultur – og ja, popkultur tæller med – er lige så vigtig som – hvad var det nu, du sagde, du studerede?”

12

“Jeg tror ikke, jeg har nævnt det. Men jeg har hovedfag i både elektronik og informationsteknologi.”

“Så du har både hjerne og udseende. Der kan du se. Det er noget, vi har til fælles. Men jeg må dog sige, at med den uddannelse kan jeg ikke forstå, hvorfor du vil være Carls sekretær.”

Jeg ler. “Det er jeg heller ikke. Det lover jeg. Carl ledte efter en med teknisk erfaring til at arbejde sammen med sig om den forretningsmæssige side af virksomheden, og jeg ledte efter et arbejde, hvor jeg kunne lære den forretningsmæssige side. Få fødderne i vand, så at sige. Jeg tror, han var lidt tøvende overfor at ansætte mig i starten – mine evner peger umiskendeligt i den tekniske retning – men jeg overbeviste ham om, at jeg lærer hurtigt.”

Hun skuler til mig. “Jeg lugter ambitioner.”

Jeg løfter den ene skulder i et afslappet skuldertræk. “Det er Los Angeles. Er det ikke det, denne by handler om?”

“Ha! Carl var heldig, da han fandt dig. Det bliver interessant at følge, hvor lang tid han kan holde fast på dig. Men lad os se ... hvem her ville du synes var spændende ...?”

Hun ser sig om i rummet og peger endelig over imod en mand i halvtredserne, der holder hof i et hjørne. “Det er Charles Maynard,” siger hun. “Jeg har kendt Charlie i årevis. Skræmmende ad helvede til, indtil du lærer ham at kende. Men det er det værd. Hans klienter er enten stjerner med kendte navne eller topfinansfolk med flere penge end Gud. Uanset hvad, så har han de bedste historier.”

“Er han sagfører?”

“Hos Bender, Twain & McGuire. Et meget prestigefyldt foretagende.”

“Det ved jeg,” siger jeg, lykkelig over at kunne vise at jeg ikke er komplet uvidende, selvom jeg ikke kendte Rip eller Lyle. “En af mine bedste venner arbejder for det firma. Han begyndte her, men arbejder nu i deres New York-afdeling.”

“Men så kom da, Texas, lad mig introducere dig.” Vi tager et skridt i hans retning, men så standser Evelyn mig. Maynard har taget sin tele13

fon frem og er i færd med råbe instrukser til nogen. Jeg opfanger et par velanbragte bandeord og kigger på Evelyn ud af øjenkrogen. Hun ser forbløffet ud. “Han er i virkeligheden noget af det rareste. Tro mig, jeg har arbejdet sammen med ham før. Dengang jeg var agent, landede vi flere filmaftaler for vores klienter, end jeg kan tælle. Og vi kæmpede en kamp for at holde et par udleverende sladrehanke væk fra tv-skærmen.”

Hun ryster på hovedet, som om hun genoplever disse storhedstider, og klapper mig så på armen. “Alligevel er det nok bedst at vente til han falder lidt ned. I mellemtiden ...”

Hun går i stå, og hendes mundvige vender nedad, da hun scanner rummet en gang til. “Jeg tror ikke, han er her endnu, men – åh! Ja! Dér er en, du skal møde. Og apropos udsigter, så er han i færd med at bygge et hus med en udsigt, der får min til at ligne ... tja din.” Hun peger i retning af entreen, men det eneste, jeg kan se, er nikkende hoveder og haute couture. “Han siger næsten aldrig ja til invitationer, men vi har kendt hinanden i umindelige tider,” siger hun.

Jeg kan stadig ikke se, hvem hun taler om, men så skiller menneskemængden sig, og jeg kan se manden i profil. Jeg får gåsehud, men jeg fryser ikke. Tværtimod har jeg det pludselig meget, meget varmt.

Han er høj og så flot, at ordet næsten er en fornærmelse. Men det er mere end det. Det er ikke hans udseende, det er hans tilstedeværelse.

Han dominerer lokalet bare ved at være i det, og det går op for mig, at Evelyn og jeg ikke er de eneste, der kigger på ham. Hele menneskemængden har lagt mærke til hans ankomst. Han må kunne mærke vægten af alle de øjne, og alligevel ser det ikke ud til, at opmærksomheden ryster ham. Han smiler til pigen med champagnen, tager et glas og begynder henkastet at sludre med en kvinde, der går hen til ham med et saligt smil.

“Forbandede pige,” siger Evelyn. “Hun kom aldrig med min vodka.”

Men jeg hører hende næsten ikke. “Damien Stark,” siger jeg. Min stemme overrasker mig. Det er ikke meget mere end et åndedrag.

Evelyns øjenbryn skyder så højt i vejret, at jeg lægger mærke til bevæ-

14

gelsen ud af øjenkrogen. “Ser man det?” siger hun vidende. “Det ser ud til, at jeg gættede rigtigt.”

“Det gjorde du,” indrømmer jeg. “Hr. Stark er lige den mand, jeg gerne vil møde.”