slut_fred_med_din_krop

Andrea Bak En personlig historie om at turde lytte til sig selv, komme op af sofaen og ud i livet

Slut fred med

din krop

Sådan blev jeg sundere, gladere – og 20 kilo slankere

Slut ƒred med

din krop

34076_slut_fred_med_din_krop.indd 1

31-08-2011 15:36:49

34076_slut_fred_med_din_krop.indd 2

31-08-2011 15:36:49

Andrea Bak

Slut ƒred med

din krop Sådan blev jeg sundere, gladere – og 20 kilo slankere

En personlig historie om at turde lytte til sig selv, komme op af sofaen og ud i livet

Pretty Ink

34076_slut_fred_med_din_krop.indd 3

31-08-2011 15:36:49

Slut fred med din krop © Andrea Bak og Pretty Ink/rosinante&co, København 2011 1. udgave, 1. oplag, 2011 Omslag: Sabine Brandt Sat med Caslon hos Christensen Grafisk og trykt hos Narayana Press, Gylling ISBN 978-87-638-1858-2 Printed in Denmark 2011 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Pretty Ink er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | 1019 København K www.rosinante-co.dk

34076_slut_fred_med_din_krop.indd 4

31-08-2011 15:36:49

Jeg er så uendeligt træt af, at mennesker, der aldrig nogensinde har været overvægtige, fortæller mig, at det bare handler om at indtage færre kalorier, end man forbrænder. No shit, Sherlock?! Hvis det var så nemt, var der jo ikke nogen tykke mennesker i denne verden. Det er jeg et glimrende eksempel på. Du kan vække mig klokken fire om morgenen og jeg kan svare dig præcis på, hvor mange kalorier, der er i et æble (52), i en Marsbar (243) eller i en øl (125), og jeg ved præcis hvor længe, jeg skal gå for at forbrænde den øl (25 minutter). Det har jeg sådan set vidst i alle de år, jeg var overvægtig, og hjalp det? Ikke en skid.

Det hjalp mig med at skælde ud på mig selv. Hjalp mig til at skamme mig endnu mere over mig selv, min manglende rygrad og over at være fed, doven og ulækker. Men det hjalp mig ikke til at opfylde min drøm om at blive sund, slank og glad for mig selv, min krop og for mit liv i det hele taget.

Det, der hjalp, var til gengæld tid, tålmodighed og nænsomhed. Sund fornuft, at bede om hjælp og at mærke efter helt nede i maven, hvad der var det rigtige at gøre. Derfor indeholder denne bog ingen mirakelkur, du kan starte på på mandag og som du skal følge i tre måneder, hvorefter alt i dit liv bliver perfekt. Den slags kure findes ikke. Det ved vi allesammen godt, men alligevel er jeg gang på gang faldet 5

34076_slut_fred_med_din_krop.indd 5

31-08-2011 15:36:49

for fristelsen til at begynde på en og erstatte alt i mit køkken med lightprodukter, græsk yoghurt, pulvermilkshake, Birkesød, carob og alverdens andre ting.

Har du nogensinde været på slankekur? Har du nogensinde været på to slankekure? På ti? Har du dårlig samvittighed, når du spiser slik? Eller har du i det hele taget bare dårlig samvittighed, når du spiser? Spiser du for meget, selv om du ikke har lyst? Har du nogensinde tænkt »på mandag går jeg i gang«. Eller »hvis jeg bare tager mig sammen, kan jeg sagtens smide ti kilo inden sommerferien«. »Jeg burde kunne træne fire gange om ugen!«. »Jeg burde kunne lade være med at spise slik.« Det har jeg også. Og det er der millioner af kvinder i hele verden, der også har. Det er så uendelig uoverskueligt at skulle tabe sig, og jo mere, du vejer, jo mere uoverskueligt bliver det. Men du er ikke alene. Du er ikke ulækker. Du er ikke doven. Du er ikke forkert. Du har fortjent at være lykkelig hver eneste dag, uanset hvad du vejer.

Denne bog er skrevet til dig, der gerne vil tabe dig, men som synes, det er uoverskueligt. Til dig, der tror, det kun handler om viljestyrke, afsavn og at forbrænde mere end du indtager. Den kan forhåbentlig inspirere dig til at behandle dig selv bedre. Spise bedre, passe bedre på din krop, tænke bedre om dig selv. Det har du fortjent.

Og husk: Når jeg kan, kan du også!

6

34076_slut_fred_med_din_krop.indd 6

31-08-2011 15:36:49

1 “ Spis op, så vi kan få godt vejr i morgen” –

mormor

Jeg elsker mad. Jeg elsker at lave mad, jeg elsker at læse om mad, jeg elsker at tale om mad, at skrive om mad, og fremfor alt elsker jeg at spise mad. Jeg er det, som på moderne dansk kaldes et madøre. Når jeg rejser, planlægger jeg ofte i forvejen, hvor jeg skal spise, og jeg læser kogebøger med lige så stor ildhu og interesse som romaner. Når jeg besøger min barndomsveninde i Aarhus, bruger vi rigtig meget tid med at se BBC Food, en tv-kanal, der heldigvis ikke er omfattet af min kabel-tv-pakke, da jeg næppe ellers ville få lavet andet end at se madprogrammer. En ven og jeg havde en dag en snak om penge, og hvorfor vi havde så få af dem. »Hvor bruger du dine penge?« spurgte han, efter at have afsløret en dyr hang til håndsyede habitter. Jeg svarede prompte »I Irma!« Det grinede vi lidt af, indtil det gik op for mig, at det faktisk er rigtigt. Men jeg bruger også mine penge i Magasins Mad&Vin, i delikatessebutikkerne på Værnedamsvej, hos fiskehandleren på Gammel Kongevej, hos øko-slagteren på Kultorvet og på de mange, gode restauranter rundt om i København.

Danskerne har aldrig brugt færre penge på mad i forhold til deres samlede indtægt, end det er tilfældet i dag. Den statistik er jeg så med til at hive op til den anden side. Dels fordi jeg bor alene, og det paradoksalt nok er sindssygt me7

34076_slut_fred_med_din_krop.indd 7

31-08-2011 15:36:49

get dyrere at købe ind til én person end til en familie på fire i Danmark, og dels fordi det naturligvis handler om smagsoplevelser. Men også fordi det i lige så høj handler om grad til kærlighed til vores jord og de dyr, vi spiser.

Min kærlighed til mad går helt tilbage til min barndom.

Da jeg var helt lille, var reglen for små børns indtag af æg, at man skulle have ét om ugen. Når det var tid til mit ugentlige æg, kogte min mor en rødspættefilet, som hun mosede med en kartoffel. Ægget brugte hun til en sauce hollandaise, som blev blandet med fisken og kartoflen. »Og så kan du tro, du smovsede,« fortæller hun med moderkærligheden lysende ud af øjnene. Fisken havde min morfar selv fanget i Vesterhavet, ligesom al anden fisk, jeg blev præsenteret for i min barndom.

Et andet fast element af min diæt som helt lille var min mors selvopfundne babymos, som bestod af kogt kød, lever eller fisk moset med kartoffel, gulerod og kogt, hakket grønkål fra morfars kolonihave. Min mor har fortalt, hvordan hun engang prøvede at servere mos for mig fra et glas, hun havde købt i et supermarked, og hvordan jeg stak i et vræl og bestemt ikke ville spise det, selv om købemosen med voksensmags­løg smagte betydeligt bedre end det, jeg var vant til.

Min mor har altid gjort meget ud af at fremhæve, at hverken jeg eller min lillesøster nogensinde har været kræsne.

Det lader til at være et stort issue for alle med børn – det der med, om de nu er kræsne, og om de »spiser godt.« Og forståeligt nok. Ens fornemste opgave som forælder er jo netop at holde sit afkom i live, og der må maden siges at være et ret vigtigt element. Samtidig er det også forbundet med en vis succes i forhold til ens parenting skills, om ens barn spiser det, der bliver sat på bordet, eller de prøver at dirrigere cirkusset med sære spisevaner.

8

34076_slut_fred_med_din_krop.indd 8

31-08-2011 15:36:49

Jeg har altid »spist godt«. Det vil sige: med stor frygtløshed og ditto appetit. Bortset fra et råt hønseæg med en død, næsten klækkefærdig kylling i, som jeg blev præsenteret for i Filippinerne, har jeg altid smagt på det, der blev serveret for mig, og i langt de fleste tilfælde har jeg spist – og spist op.

Der er naturligvis ting, jeg ikke bryder mig om. Lam, desværre, er en af dem. Jeg har prøvet at spise lam i alle tænkelige afskygninger, og på trods af flere velmenende menneskers forsøg på »at lave lam, så du ikke kan smage, det er lam«, bryder jeg mig stadig ikke om det. (Og har i øvrigt aldrig helt fattet dealen med at lave lam, så man ikke kan smage, det er lam – så lav dog kalv i stedet!) Kogte gulerødder står også lavt på listen, sammen med rå blegselleri (med mindre den er at finde i en Bloody Mary). Det er vist det.

Men altså, det er ikke værre, end at jeg har spist masser af lam og stadig spiser det med jævne mellemrum, når jeg er gæst hos mennesker, der ikke kender til mit mishag og har gjort sig umage for at lave et lækkert måltid.

Jeg lærte tidligt at skelne mellem sundt og usundt. Cornflakes var for eksempel at regne som slik, og morgenmaden bestod af havregrød. Trestjernet salami var bandlyst, og det samme var Fun saftevand – altsammen selvfølgelig til stor fortrydelse for min lillesøster og mig, der i sagens natur syntes, at havregrød og hjemmelavet solbærsaft var totalt håbløst. Men hvor er jeg dog glad for min mors standhaftighed i dag!

I forhold til nutidens sukkerforbrug var vi nærmest asketiske i min familie. Slikdag var om lørdagen, det var for en femmer, og det var det. Sodavand hørte til højtider og særlige anledninger, og der var 25 mililiter til hver, og så måtte man selv »holde hus med den«, som det hed. Det var jeg ikke særlig god til. Ned røg sodavanden, glug glug glug, og 9

34076_slut_fred_med_din_krop.indd 9

31-08-2011 15:36:49

så var der vand eller den hjemmelavede solbærsaft for resten. Min lillesøster var bedre til at »holde hus« både med sin sodavand og med sit slik. Det lykkedes mig ofte at franarre eller ligefrem stjæle hendes slik. Sodavanden fik hun lov at beholde, men kun fordi hun insisterede på at drikke af flasken. Enhver, der har set, hvordan indholdet af en abrikossodavand ser ud efter at et lille barn har proppet hele flaskehalsen i munden og forsøgt at drikke, ved, hvad jeg taler om her ...

Første gang det gik op for mig, at maden hjemme hos os var af en anden standard end hos mine kammerater, var da jeg var taget med en skolekammerat hjem for at lege. Vi havde før bondet over vores fælles kærlighed til sauce bearnaise, eller som vi sagde: bærnææs-sovs. Menuen hjemme hos dem bestod netop den aften af bærnææs-sovs og hakkebøffer, så jeg var ekstra glad for, at det netop var den dag, jeg havde fået lov at blive og spise. Stor var min undren, da der af et køkkenskab blev fremdraget en pakke med et billede af en sovsekande, hvorfra der blev hældt noget, der til forveksling lignede bærnææs-sovs. Og stegemargarine og mælk! Det var meget underligt. Hvor var æggene, den lille flaske med den gule væske, som der kun skulle ganske lidt i af? Og smørret?!

Da jeg fik en mundfuld af den tynde, smagløse sovs i munden, havde jeg nær givet mig til at tude af skuffelse. Det her havde i hvert fald intet med den bærnææs-sovs at gøre, som jeg kendte hjemmefra. Men jeg havde også fingerspidsfornemmelse nok til at holde min mund, da jeg jo kunne se, at resten af familien satte tydelig og højlydt pris på det, de øjensynligt var helt sikre på var en superlækker bærnææssovs.

Tilblivelsen af mad fascinerede mig tidligt. Jeg fik, i mod10

34076_slut_fred_med_din_krop.indd 10

31-08-2011 15:36:49

sætning til min mor og hendes søskende, lov at hjælpe min mormor i køkkenet, sådan rigtigt. I begyndelsen sad jeg bare på køkkenbordet og kiggede på, men fik efterhånden lov at hjælpe med flere og flere ting. Når jeg skræller kartofler, ælter dej, bælger ærter, nipper bønner, former en frikadelle, panerer en rødspættefilet eller vender en æggekage, tænker jeg uvægerligt på min mormor. Og det er takket være min mormor, at jeg kan lave verdens bedste brune sovs uden opskrift.

Min mormor har om nogen lagt grundstenen til mit forhold til mad. Jeg har nemlig tilbragt lige så meget tid sammen med hende som med mine forældre. Vi har altid boet tæt på min mormor og morfar, så det var helt naturligt, at min morfar hentede mig i børnehaven og senere i skolen, og så var det ellers hjem til mormor og hygge. Da jeg blev stor nok til selv at gå hjem fra skole, gik jeg ikke hjem, men op til min mormor (hun boede på toppen af en bakke – deraf udtrykket »op til mormor«). Selv da jeg kom i gymnasiet, gik jeg op til min mormor næsten hver dag.

Mormors lejlighed var lig med tryghed og ubetinget kærlighed. Både hun og min morfar var ret skrappe over for min mor og hendes søskende, men den skraphed veg, som den slags som regel gør, fuldkommen pladsen for mildhed, tålmodighed og al tid i hele verden overfor deres børnebørn.

Det var fantastisk.

Mormors lejlighed var også lig med mad. Og med hygge – og ikke mindst med de to ting i kombination. Selv om det i dag er flere år siden, jeg har spist en af hendes hjemmebagte boller med smør og hjemmelavet jordbærmarmelade, kan jeg stadig både lugte og smage den, og følelsen af at bide gennem den sprødbagte bund, det lune smør og den kolde marmelade står lysende klart i min erindring.

11

34076_slut_fred_med_din_krop.indd 11

31-08-2011 15:36:49

Sådan en bolle fik jeg, når jeg var ked af det. Og det var jeg tit i en periode, da jeg var barn. Midt i anden klasse skiftede jeg skole, fordi jeg blev mobbet på min første skole.

Det var en stor kommuneskole, hvor der primært gik børn, som kom fra ... ja, lad os bare sige, at de kom fra nogle andre kår end mig. Jeg var et stille barn, som holdt lige så meget, hvis endda ikke mere af at lege for mig selv, end af at lege med andre. Jeg er opdraget til at tage hensyn til andre og at være høflig, så jeg havde ikke en chance over for den forsamling rødder, jeg kom i klasse med.

Jeg kunne læse og skrive allerede inden jeg kom i børnehaveklasse, og jeg sugede viden og læring til mig med stor entusiasme. Jeg elskede med andre ord at gå i skole. Jeg elskede i al fald lektierne, mit pennalhus, min skoletaske og at lære nye ting. Jeg elskede bestemt ikke alliancerne, hemmelighedskræmmeriet og alt det andet, som jeg ikke forstod, og som jeg derfor bevidst holdt mig udenfor.

En dag kom jeg op til min mormor, grædende, og havde tisset i bukserne. Nogle piger fra klassen havde jagtet mig rundt i skolegården, og når de fangede mig, sagde de, ville de hænge mig i et reb ovre på sportspladsen. Det var blot én ud af mange episoder, og der blev naturligvis taget hånd om det, som der skulle, og det hele endte i sidste ende med, at jeg skiftede skole. Men det var min søde, dejlige, kærlige mormor, der udførte den umiddelbare damage control i form af trøst. Og det gjorde min mormor dels med et stort, langt knus mod sin fyldige, bløde barm, og med alle de friskbagte boller med smør og hjemmelavet jordbærmarmelade, jeg kunne spise.

Min mormor var en af den slags kvinder, for hvem kærlighed og mad hænger uløseligt sammen. Hun viste sin kærlighed ved at lave god mad, og vi andre viste vores kærlig12

34076_slut_fred_med_din_krop.indd 12

31-08-2011 15:36:49

hed og taknemmelighed ved at spise den. Så jo mere mad, der blev lavet, og jo mere mad, der blev sat til livs, jo større var kærligheden, syntes præmissen at være. »Du spiser jo som en fugl!« kunne hun sige, lettere anklagende, hvis man fx ikke var mere sulten efter første portion. »Kom nu, tag den sidste frikadelle – du må gerne spise den uden kartofler. Så får vi også godt vejr i morgen,« kan jeg stadig høre hende sige. Og vips, væk var frikadellen.

Så det er ikke så underligt, at den absolut største hurdle i at tabe mig har været at vænne mig selv af med at overspise. Jeg har brugt mange år af mit liv på at hade mig selv for min store appetit, min uhæmmede glæde ved mad og ikke mindst min manglende rygrad. Havde jeg dog bare været en af de piger, der kunne sidde og stikke distanceret til maden, fordi man ikke var sulten eller ikke kunne lide den ...

Men sådan en pige har jeg aldrig været, og det er jeg glad for i dag. For hvad har de piger lært om mad? Det kan godt være, at det, jeg har lært om mad som lille, har skabt problemer for mig i mit liv, men jeg har heldigvis aldrig været i tvivl om, at det er affødt af ubetinget kærlighed, både til mig og til mad i det hele taget.

13

34076_slut_fred_med_din_krop.indd 13

31-08-2011 15:36:49