smukke_jan

00

01

02

03

04

05

06

07

08

09

10

11

12

13

14

15

16

17

18

19

20

21

22

23

24

00

01

02

03

04

05

06

07

33

34

35

35

37

38

39

40

41

42

43

44

45

46

47

48

49

50

51

52

53

54

5

00

© Line Thit Klein

01

Hvid & Belling fortjener en plads i samme ende af skalaen som Adlers Afdeling Q. – Ekstra Bladet

02 03

LÆS OGSÅ

04

EN HVID & BELLING - KRIMI

05 06

En mand findes myrdet under bizarre omstændigheder i udkanten af en lille by midt på Sjælland.

Det lokale politi rekvirerer assistance fra hovedstaden, og sagen overdrages de to københavnske efterforskere Anita Hvid og Thor Belling, der er erfarne partnere på mere end én måde.

07 08 11 12 13 14

EN HVID & BELLING - KRIMI

15 16

Første bind i serien om Anita Hvid og Thor Belling.

En historie om almindelige mennesker i ualmindelige situationer.

10 17 18 19

Lars Kjædegaard (f. 1955) har et omfangsrigt forfatterskab bag sig med hele tyve romaner, heriblandt kriminalromaner og historiske romaner. I 2004 fik han Helsingør Kommunes Kulturpris og i 2007 Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. Romanen Montebello er pt. under udvikling som spillefilm.

Med Smukke-Jan er Lars Kjædegaard vendt tilbage til den klassiske kriminalroman.

SMUKKE JAN

SMUKKE-JAN er en klassisk ’whodunit’ – men den er også et knivskarpt billede af det sociale hierarki i en moderne dansk provinsby.

09

Efterforskningen bringer Hvid & Belling i kontakt med med byens gymnasium, Vestbyens Auto, forsvundne indvandrerdrenge og lokale prostituerede.

Kort efter myrdes endnu to personer, og de to efterforskere må bruge al deres erfaring og indlevelsesevne, før sagen er opklaret.

20 21 22

ROSINANTE

omslag: eyelab.dk

ROSINANTE

23

Smukke Jan OMS 155x230.indd 1

torsdag 18/08/11 12:28 24

layout: thomas@eyelab.dk +45 51 84 51 51

sm u k k e-ja n

33948_smukke_jan.indd 1

09-02-2011 10:07:23

Af samme forfatter

Sidste År – 1981 Ringelheim – 1994 Et Helvedes Hus – 1995 Hvor Hunden Ligger Begravet – 1996 Et Slag På Tasken – 1997 Herren Giver – 1998 Som Man Råber – 1999 Hammermanden – 2000 /som Grethe Lange Tømreren Fra Tikøb – 2000/som Grethe Lange Nekrolog – 2001 Det Store Sus – 2002 Det Sorte Hus – 2002/som Grethe Lange De Knuste Spejle – 2002/som Grethe Lange Israel Falk – 2003 Noget Fremmed – 2004 Montebello – 2005 Thelma – 2006 Solsorten – 2007 Illinois – (roman/cd), 2009

33948_smukke_jan.indd 2

09-02-2011 10:07:23

Lars Kjædegaard

S m u k k e - Ja n k ri mi

Rosinante

33948_smukke_jan.indd 3

09-02-2011 10:07:23

Smukke-Jan © Lars Kjædegaard og Rosinante/rosinante & co , København 2010 1. udgave, 1. oplag, 2011 Omslag: Leo Scherfig Sat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos Narayana Press, Gylling ISBN 978-87-638-1669-4 Printed in Denmark 2011

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14 . juni 1995 med senere ændringer.

Rosinante er et forlag i rosinante & co Købmagergade 62, 4 . | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

33948_smukke_jan.indd 4

09-02-2011 10:07:23

– Vi taler med folk, og så taler vi med dem igen.

Thor Belling

5

33948_smukke_jan.indd 5

09-02-2011 10:07:23

6

33948_smukke_jan.indd 6

09-02-2011 10:07:23

Han kom gradvist til sig selv og følte presset om sin krop. Han var ikke ved fuld bevidsthed. Jord, den fugtige, dybe lugt af jord, trængte gennem hans næse og mund videre ind i hans tanker. Han var nede ved jorden. Der var mørkt omkring ham, mørkt og stille.

Han kunne ikke bevæge sig.

Et sted ude forrest i sin hjerne registrerede han beskeden fra omgivelserne, men længere inde i hans hoved føltes beskeden som en uåbnet mail. Han kunne se dens afsender, men ikke dens indhold.

Afsenderen var nok.

Da han havde set afsenderen, kom resten til ham, og hans krop spændtes og forsøgte at bevæge sig, men slappedes næsten øjeblikkeligt.

Afsenderen var nok.

Han vidste, hvor han var.

Han vidste hvorfor.

Han vidste, at hans liv var ovre – ikke endnu, ikke de første timer eller måske dage. Men omme.

Medmindre.

Medmindre nogen kom forbi.

Han prøvede at bevæge fødderne. Han kunne krumme tæerne, men jorden omkring ham var presset så hårdt ned om hans krop, at selv de mest krampagtige bevægelser med tæerne kun fortalte ham, hvor håbløst det var.

Det samme med fingrene.

Hans arme lå tæt ind til siderne. Han kunne bevæge fingrene en anelse, men slet ikke nok.

7

33948_smukke_jan.indd 7

09-02-2011 10:07:23

Han stod i kold, stampet lerjord til halsen.

Og han vidste, hvor han stod.

Og han vidste hvorfor.

Dét havde de gjort.

Han havde ikke set det komme.

Nu vidste han det hele.

På et tidspunkt, da det var ved at lysne, hørte han sig selv grine, og latteren blev stærkere ved tanken om, hvordan det måtte se ud, hvis man stadig befandt sig blandt de levende og stod oppe på jordbunden og betragtede hans grinende hoved.

Så enkelt.

Over jorden.

Eller i hullet.

Der var ikke den store forskel, det var centimeter.

Senere på dagen råbte han.

Da han åbnede øjnene, var det mørkt.

Den næste dag, eller den næste, eller den næste, skreg han igen, mens han inderst inde i hjernen vidste, at det ikke længere var et skrig.

Over ham stod træernes kroner, ubevægelige og ligeglade.

Han havde på det tidspunkt opgivet ethvert forsøg på at bevæge kroppen. Han kunne ikke mærke den længere. Nu mærkede han derimod kulden og følelsesløsheden stige op gennem rygsøjlen. Den bredte sig over hans baghoved som myrers småbitte, travle fodtrin. Det sang i hans hoved, mens ordene i hans tanker bad en lille, rumlende bøn om, at de ville vise ham nåde og komme tilbage og afslutte det med en spade.

Men der kom ingen.

Den første, der kom, var et egern, som havde holdt øje med hans hoved, og som bevægede sig i neurotiske, lynhurtige ryk.

Han så egernet, erkendte halvt, at det var et egern, men da egernet og de andre dyr på skift kom helt tæt på, var han allerede død og borte.

8

33948_smukke_jan.indd 8

09-02-2011 10:07:23

1.

Den røde lampe på telefonen på Thors kontor begyndte at blinke, samtidig med at apparatet brummede indestængt og plasticagtigt.

Han greb røret. – Ja? Nete Hansen i forkontoret sagde, – Det er politimesteren i Egstrup.

Han vil gerne tale med dig.

– Axel Wendtner? sagde han.

– Jep. Skal jeg stille ham ind?

Thor tøvede to sekunder. – Ja, sagde han så. – Stil ham ind.

Den kendte lyd bag Netes stemme ude fra forkontoret blev afløst af en mere ulden lyd og en fjernere mandsstemme.

– Det er Thor, sagde han.

– Thor? Axel Wendtner her.

– Axel, sagde Thor. – Det er længe siden.

– Ja, sagde politimesteren i Egstrup. – Det er længe siden.

Der var en lille pause, indtil Thor sagde, – Hvad kan jeg gøre for dig, Axel?

– Vi har et drab.

– Ja? – Et lig fundet her i morges.

Thor sagde, – Ja? Der var igen en lille pause. – Ja, jeg må indrømme, at jeg tænkte på dig med det samme.

– Hvorfor det, Axel?

– Fordi ... det er helt tydeligt lidt ud over det sædvanlige.

– Aha. Hvordan?

– Bizart. Nedgravet til halsen.

9

33948_smukke_jan.indd 9

09-02-2011 10:07:23

– Okay.

Axel Wendtner sagde, – Jeg forstår, at du arbejder med Anita Hvid.

– Hvem har fortalt dig det?

– Brøssner.

– Brøssner? Hvornår har du talt med ham?

– For ti minutter siden. Jeg ringede til ham for at rekvirere assistance.

Helst dig og Anita. Jeg hører kun godt om jer.

– Okay, sagde Thor. – Jeg har ikke hørt det fra Brøssner, men hvis det er clearet med ham ...

– Han bad mig ringe til dig.

Thor trak vejret ind. – Jamen, så ...

Axel Wendtner sagde, – Jo før, jo bedre, Thor.

– Ja. Har I rørt det?

– Nej, vi har afspærret det og dækket det af.

– Har du talt med patologerne?

– Nej. – Er Retsmedicinsk ikke lukket ned?

– Jo, de bygger stadig ude på det nye PatoKrim. Det er vist ved at blive lidt af en varm kartoffel. Det bliver dyrt, og det er ikke færdigt.

– Hvad så?

Han kunne høre, at Axel Wendtner havde forberedt sig lidt.

– Ja, patologerne er jo spredt ud rundt omkring. Vi har Clarissa Spetsas på Egstrup Regionalsygehus.

– Så alt det tekniske kan i realiteten klares ude hos jer?

– Ja. Men vi har brug for nogen udefra, Thor.

Han nikkede. – Det er ikke noget problem, Axel. Jeg taler lige med Brøssner, og så kommer Anita og jeg så hurtigt, vi kan.

– Hvad kan jeg gøre?

– Vi skal se stedet hurtigst muligt. Helst i dag. Så skal Clarissa i gang, og vi skal tale med den heldige finder. Også helst i dag.

– Ring, når I er på vej. Jeg sætter Clarissa i gang. Og gutten, der fandt liget, har vi styr på. Det er ikke noget problem.

– Godt.

10

33948_smukke_jan.indd 10

09-02-2011 10:07:23

Efter endnu en kort pause sagde Axel Wendtner, – Og ellers går det godt? Det er godt nok længe siden.

Lidt efter trykkede Thor og sagde til Nete, – Hvor er Anita?

– Jeg så hende tale med Brøssner lige før. På gangen.

– Okay.

Han lagde røret og rejste sig.

Han gik over til kortet på væggen. Egstrup. Kortet viste Sjælland i grønt, hvidt, gråt og sort. Han betragtede de sorte skraveringer og linjer, som viste byen Egstrup. Det vestlige Midtsjælland. Han havde aldrig været der. Nu undrede det ham lidt. Egstrup var større, end man skulle tro. Ikke en by, man tænkte videre over, men ret stor, gemt lidt af vejen på det skovklædte Midtsjælland, nord for motorvejen ned til Broen, syd for motorvejen ud til Holbæk. Skovland.

Han vendte sig væk fra kortet.

Anita kom ind. Hun så spørgende på ham.

– Hvor var du? sagde han.

– Ude på gangen.

– Vi skal ud.

– Jeg ved det. Brøssner fortalte mig lige, at mesteren i Egstrup havde ringet og bedt om os. En af dine gamle bekendte, sagde Brøssner.

Thor sagde, – Vi er samme årgang.

Han så på hende. – Hvornår kan du køre?

Hun trak på skuldrene. – Om en time?

Han nikkede. – Jeg skal hjem og hente min kuffert. Jeg tjekker bilen ud og samler dig op udenfor klokken et.

Anita gjorde sig klar. Hun havde sin kuffert bag døren i kontoret. Hun satte en ære i at være klar når som helst. Hun var glad for sit job, glad for den måde, tingene havde udviklet sig på for hende.

Anita Hvid havde besluttet, at hun ville arbejde i politiet, da hun var omkring femten. Hun kunne huske øjeblikket, hvor denne ambition gik op for hende. Hun havde været alene hjemme og set en episode af ‘Hill Street Blues.’ Hun kunne godt lide serien, især Frank Furillo, den 11

33948_smukke_jan.indd 11

09-02-2011 10:07:23

måde, han så ud på, og den retfærdige måde, han kørte sin afdeling på. Anita havde opdaget, at hun gerne ville være en del af sådan en afdeling. I begyndelsen havde det været ungpigeagtigt og romantisk.

Men der var mere i det. Der var noget ved intensiteten i arbejdet, som tiltalte hende. Det var et job, hvor man skulle holde sin sti ren. Et job, hvor ens dømmekraft og evne til at træffe beslutninger og tænke blev prøvet hele tiden. Et rigtigt job.

Efter gymnasiet havde hun søgt ind på Politiskolen. Hun havde gode karakterer. Hendes mor var død på det tidspunkt, og hendes far havde til at begynde med været uforstående over for hendes karrierevalg.

– Du kan blive hvad som helst, sagde han. – Hvorfor lige politiet?

– Fordi jeg gerne vil. Fordi de kan bruge folk som mig. Fordi det er et arbejde, der betyder noget, svarede hun.

Hendes far var magister i biologi og havde tilbragt det meste af sit arbejdsliv på et forskningslaboratorium på universitetet.

– Det er underbetalt og farligt, Anita, sagde han.

Hun kunne stadig se det for sig. Hun havde siddet i en af Y-stolene ved spisebordet derhjemme. Fars pige. Hun boede stadig hjemme.

Hendes mor havde været død i to år og havde aldrig set hende få studenterhuen. Anita vidste, at hun skulle gøre noget. Hendes far var rar. De havde det godt sammen, måske lidt for godt. Det gav hende en rastløs følelse. Hun følte ingen trang til at følge i sin fars akademiske fodspor, og hun vidste, at hvis hun ikke kom væk hjemmefra som en voksen pige, ville hun måske sidde fast. Det var svært. Det var svært for hende at gøre det, som hun ikke kendte til, men på en eller anden måde vidste, var det rigtige for hende, men som føltes forkert, når hendes far talte om det.

Men hun havde stået fast på sit, og da hendes far så, at hun mente det, havde han accepteret det. Han havde endda støttet hende, både moralsk og økonomisk. Hun elskede ham, og hun vidste, at han elskede hende mere, end hans blufærdighed tillod ham at sige. Der var kun de to i familien.

Hun havde taget uddannelsen uden problemer. Hun var blevet stærk af det, fysisk og mentalt stærk. Hun havde boet på kollegium med flere 12

33948_smukke_jan.indd 12

09-02-2011 10:07:24

andre fra skolen – mest knægte – og hun havde lært noget om verden uden for det Hvid’ske akademikerhjem med Y-stolene og de selvfølgelige forestillinger om, at det meste i samfundet såmænd var udmærket, at folk i al almindelighed havde det godt og havde glimrende betingelser for at få et godt liv.

Det var sandt. Til en vis grad.

Alligevel havde tiden på skolen åbnet hendes øjne for helt andre sider af tilværelsen. Det havde for eksempel taget hende lang tid at lære, hvor langt hun selv rakte, og hvor andre mennesker begyndte.

Hun havde gode empatiske evner. For gode, åbenbart. Allerede i slutningen af første år på skolen var hun blevet indkaldt til samtale. Det var ikke en standardevaluering. Hun havde siddet i et klasselokale med sin supervisor og en ældre kvinde, som hun kendte af udseende fra skolens gange, men hvis funktion hun ikke havde nogen ide om.

– Anita, sagde hendes supervisor, – jeg har bedt dig om at komme herind for at træffe Jonna Karlsson.

Jonna Karlsson lignede en lidt overdrevet filmudgave af en tør skolefrøken. Hun lignede ikke nogen i politiet. Hun var et sted oppe i halvtredserne og bar lang, lægget nederdel og sko med rågummisåler.

Hårspænde.

– Jonna er vores konsulterende psykolog, sagde supervisoren, en forhenværende kommissær fra Bellahøj, som i mange år havde været tilknyttet uddannelsen. Han hed Helge Blom.

– Psykolog? havde hun sagt. – Er der noget galt med mig, da?

Helge Blom grinede. – Det vidste jeg, du ville spørge om, Anita.

Nej, der er ikke noget galt med dig. Alligevel vil vi gerne have denne sludder med dig allerede nu. Jeg mener, at du kan undgå nogle ting, som vi kan se både af dine opgaver og din praksis.

– Ting?

Helge Blom så på psykologen og nikkede. – Jonna?

Jonna Karlsson havde kigget gennem læsebrillerne ned i sine papirer og derefter venligt hen over dem på Anita.

– Kender du begrebet ‘compassion fatigue’, Anita?

Hun tænkte. – Nej. 13

33948_smukke_jan.indd 13

09-02-2011 10:07:24

– Kan du fortælle mig, hvad du tror, det kunne betyde?

Okay, det var en gætteleg. Så hun havde hevet akademikerhatten op af lommen og givet den gas.

– Jeg ved det ikke, sagde hun, – men ‘compassion’ betyder medfølelse, og ‘fatigue’ betyder udmattelse.

– Jaeh? sagde psykologdamen og smilede let. – Og? – Ja, så kunne man jo tro, at det var et af de nyere, specifikke syndromer i PTSD-komplekset.

Jonna Karlsson så kort på Helge Blom, som sad ved siden af.

– Ja, sagde psykologen. – Det kunne man. Post-traumatisk stress.

Og hvad kunne det specifikke så ligge i?

– Det kunne for eksempel ligge i, at en person, som prøver at løse alle andres problemer, på et eller andet tidspunkt kører træt.

– Ja? – Overdreven empati. Tager problemerne med hjem. Forsøger at redde hele verden. Den slags. Et stress-syndrom. Manglende evne til at vurdere egne kompetencer og ansvarsområder præcist. Med udmattelse til følge.

Jonna Karlsson havde set på Helge Blom igen, og Blom havde grinet.

– Det lyder, som om det er dig, der har opfundet det, Anita, sagde han.

Hun havde sagt, – Tror I, jeg lider af det?

Psykologen sagde, – Nej. Men vi mener, at du måske er disponeret for at komme til at lide af det, hvis du ikke er bevidst om det.

– Hvorfor mener I det?

– Anita, sagde Blom, – du er det, amerikanerne kalder ‘a smart cookie’. En smart småkage. Du er velbegavet, du tænker hurtigt, din dømmekraft er glimrende. Men du har også en god fantasi – du er god til at forestille dig alt muligt. Du tænker simpelthen længere end de fleste af os. Og det er godt. Men det kan også være en fare.

– Compassion fatigue? sagde hun.

Jonna Karlsson sagde, – Ja. Men, Helge, helt ærligt, er vi ikke færdige her? Anita ved det godt. Nu har vi også peget på problemet, som altså slet ikke behøver at være et problem. Skal vi ikke lade resten være op til Anita?

14

33948_smukke_jan.indd 14

09-02-2011 10:07:24

Samtalen havde betydet meget for hende. Ikke mindst, da Helge Blom bagefter, mens de fulgtes ned ad gangens blanke linoleumsgulv, havde sagt, – Der er en god ting ved det, Anita.

– Hvad?

– Det giver nogle oplagte karrieremuligheder.

– Hvordan?

Han så på hende. – Som efterforsker. Rigtigt politi.

Hun havde set det. Ved at påpege en mulig svaghed i hendes psyke havde Blom og hans psykolog også peget på hendes styrke. Og Bloms ord for snart mange år siden havde virket som en enkel, men effektiv strømpil. Hun skulle være efterforsker, gerne drabsefterforsker.

Det havde kostet en del års hårdt arbejde. Ingen i det danske politi blev sat til at arbejde med drabsefterforskninger uden omfattende uddannelse og erfaring. Så hun havde taget den lange tur fra patruljebetjent op gennem systemet, hele tiden med blikket rettet imod det, hun en dag ville kalde sit speciale: opklaringen af drab.

Hun havde været opmærksom på Thor Belling meget længere, end han havde kendt til hendes eksistens. Thor Belling var toppen af poppen i Drabsafdelingen. Han så ikke sådan ud. Han så almindelig ud, høj, tynd, med brunt hår, men da hun stik imod alle karrierefremmende regler havde søgt en administrativ stilling i Drabsafdelingen, havde hun haft tid og ro til at læse hans rapporter og lære af dem. Uden at vide det blev Thor hendes mentor. Hun læste hans rapporter som fiktion, og det blev snart klart for hende, at hun måske ikke tænkte ligesom ham, men at hun forstod hans tankegang. Thor Belling havde fantasi. Og hvad mere var, han havde en tilsyneladende utrættelig energi, som satte ham i stand til at manøvrere dristigt, men altid efter bogen. Han så noget andet i en sag end flertallet af efterforskere, som var tilbøjelige til at følge bogen lidt for slavisk. Anita var blevet klar over, at opklaringsprocenten i DA i høj grad var hans fortjeneste. Thor Bellings rapporter indeholdt altid et eller flere tankespring, som den gennemsnitlige efterforsker hverken kunne eller gad foretage. Et motiv var ikke bare et motiv i hans øjne.

Han legede ikke flaskeleg. Og derfor var hans efterforskninger ofte zig15

33948_smukke_jan.indd 15

09-02-2011 10:07:24

zag-agtige manøvrer med overrumplende slutninger. Thor Belling var ganske enkelt meget, meget dygtig til at fange drabsmænd.

Hun vidste det meste om ham. Han var fraskilt, havde ingen børn.

Han levede for sit job, men han romantiserede ikke sit arbejde. Han gik bare op i det.

Hendes chance var kommet fem år tidligere. Da var hun 32, stadig ung. Thor var 40. Hun arbejdede på det tidspunkt stadig administrativt med håndtering af rapporter i verserende sager.

Et efterår havde han været i gang med et skuddrab, som voldte ham kvaler. Et højreorienteret folketingsmedlem var blevet skudt i sin have nord for København. Drabet var foretaget med en kraftig riffel, ét skud med en højkalibreret riffel, men de ballistiske resultater var ikke de bedste. Det var umuligt at fastslå, hvorfra der var blevet skudt. Det var et professionelt drab. Den myrdede politiker var ikke nogen populær mand hos alle. Han var sidst i trediverne, velbjærget og tilhænger af mere lov og orden, strengere straffe, indvandrerstop og hårdhændede økonomiske sanktioner over for de indvandrere, som allerede var i landet. Han talte åbent og foragteligt om muslimer og var en indædt tilhænger af krigen i Afghanistan.

Der var mange, der kunne have skudt ham.

Hun vidste, at Thor var kørt fast. Hun vidste også, at Brøssner var på nakken af ham. Hvis noget skulle opklares, hurtigt, var det mordet på et medlem af landets parlament. Men Thor var fucked. Hun vidste det. Hun kunne se det på hans forjagede udtryk, når han passerede hende på gangen, og hun kunne læse det i hans rapport. Han anede ikke, hvem hun var.

Hun havde læst hans rapporter, fast besluttet på at finde et eller andet, hun kunne bringe til hans opmærksomhed. Og endelig havde hun bedt om en audiens.

Han havde været uforstående til at begynde med. Anita indgik ikke aktivt i efterforskningen. Situationen svarede til, at receptionistinden på Hotel Marriott gav hotellets driftschef gode råd uopfordret. Som om man var nogen.

16

33948_smukke_jan.indd 16

09-02-2011 10:07:24

Hun havde kort fortalt, hvordan hun under læsning af rapporten var faldet over en vinkel, som hun ville orientere ham om. Thor havde haft øjenbrynene helt oppe i panden af vantro og utålmodighed.

– Hvilken vinkel? sagde han.

– Skudvinklen.

– Den er inkonklusiv. Vi kender ikke ofrets position, da han blev ramt. Han bevægede sig rundt på terrassen, før han faldt om.

– Ja, sagde hun, – men vi kender projektilets indgangsvinkel. Vi ved ikke, hvor ofret stod, men vi kender skudvinklen.

Han havde trukket vejret ind gennem næsen. – Hvad er pointen?

– Pointen er, at skuddet er affyret fra en betydelig højde, hvis vi antager, at ofret stod op eller sad ned, da han blev ramt.

– Det er muligt.

– Skuddet er affyret på lang afstand.

– Ja. Og? Hun huskede den spændte stemning på hans kontor så tydeligt, som havde det været i sidste uge. Thors åbenlyse frustration og irritation over denne anonyme arkivist, som kom med tågede teorier.

– Jeg har undersøgt området for mulige steder, sagde hun.

Hun havde foldet kortet ud og lagt det på hans bord.

– Her ligger ofrets hus. Terrassen vender mod sydvest. 735 meter i sydvestlig retning ligger denne bygning.

Hun havde peget på rehabiliteringscentrets tolv etager høje bygning, som lå ud mod Lyngbyvejen.

Thor havde studeret kortet, og hun vidste, at hun i det mindste var trængt gennem hans irritation.

Lidt efter havde han set op på hende. – Okay ... det er dig, der hedder Hvid, ikke?

– Jo. Anita Hvid.

– Okay, Anita Hvid. Hvorfor fortæller du mig ikke bare resten af din teori?

Han slog ud med hånden mod den ene stol foran skrivebordet.

Hun satte sig.

– Ofret kan være skudt fra taget af rehabiliteringscentret.

17

33948_smukke_jan.indd 17

09-02-2011 10:07:24

– Hvem skulle have gjort det?

– Ja, det er lidt af et skud, ikke?

Han så på hende. – Jo. – Så måske en soldat.

– En soldat? Hvorfor?

– De gutter derovre er ret hårdt medtaget. Måske er der en af dem, som følte sig tilskyndet til at rette et præcisionsskud mod en politiker, som både går til soldaterbegravelser og slår på tromme for, at vi skal sende flere drenge ud.

– En snigskytte, sagde han.

– Det var bare en tanke, sagde hun.

De følgende dage så hun ikke noget til ham, men da rapporten endelig kom, og Brøssner igen var begyndt at smile, inden tv-interviewerne kom, kunne hun se, at hun havde haft ret. Den velnærede parcelhuspatriot var ganske rigtigt blevet skudt af en veteran på rehabiliteringscentret, en mand på 26 år, som ikke længere havde ben, men som havde arme, og som fra taget på den høje bygning havde affyret det dræbende skud med en riffel, som ‘kammerater’ havde bragt ind og ud. Thor havde fundet et ugeblad på veteranens stue, et blad, som indeholdt en ‘hjemme-hos’-artikel om den dræbte, hvoraf det fremgik, at politikeren boede i det pæne kvarter nogle veje fra rehabiliteringscentret.

Manden havde tilstået, men nægtet at oplyse, hvem der havde bragt våbnet ind og ud. – Mit liv er alligevel fucked op, sagde han. – Det er deres ikke. Ikke helt.

Anita havde ikke regnet med nogen synderlig reaktion fra Thor Belling. Hvorfor skulle hun? Hun havde givet ham et tip, og han havde opklaret sagen. Æren tilfaldt ham.

Derfor havde det overrasket hende, da han havde kaldt hende ind nogle dage senere. Denne gang havde der været frisk kaffe.

– Sid ned, Anita, sagde han. Hun satte sig.

– Det dér gjorde du rigtig godt, fortsatte han. – Det er din fortjeneste.

18

33948_smukke_jan.indd 18

09-02-2011 10:07:24

– Tak. Han nikkede. Så sagde han, – Hvad fanden laver du i administrativ tjeneste, Anita?

– Læser rapporter, sagde hun. – Prøver at lære noget.

Han smilede. Det havde hun ikke set så tit.

– Okay. Hvad ville du sige til at lære det fra en anden side?

Hun så på ham. – Hvordan?

– Brøssner vil have, at jeg skal have en makker.

– Hvorfor det?

– Fordi han ... ja, fordi han mener, at jeg har brug for det.

– Det mener du ikke selv?

Han grinede. – Hold da kæft, du går bare lige til kanelhornet, hvad?

Nej, det mener jeg principielt ikke. Men det er en ordre. Og jeg må selv vælge.

Hun havde set på ham hen over bordet, mens hun nippede til sin kaffe. Det her, tænkte hun, det her var øjeblikket. Hun var lige blevet inviteret indenfor i det allerhelligste. Thor Belling var hendes Frank Furillo.

– Og du vælger mig?

– Hvis du vil.

Hans smil smittede. Han så ud, som om han allerede glædede sig.

Hun sagde, – Okay. Jeg vil gerne. Men hvis det ikke funker ...

Han rejste sig. – Så funker det ikke. Det er okay. Sådan er det altid.

Hun rejste sig også. – Fint, sagde hun. – Så siger vi det. Tak. Han gav hende hånden. – Selv tak. Lad os se, om vi kan fange Brøss­ ner.

Det funkede, og nu havde det funket i fem år.

19

33948_smukke_jan.indd 19

09-02-2011 10:07:24