Stonehenge kulten

Sam Christer En fantastisk debut. Jeg kan ikke vente på hans næste bog.

Falcata Times Underholdende ...

Daily Telegraph Intelligent, forførende og effektiv.

Daily Mail

Sam Christer er pseudonym for Mike Morley, der arbejder som Chief Creative Officer hos Sony Pictures Television i London og i Los Angeles.

Han har skrevet manuskripter for række TV krimiserier. Stonehenge kulten er hans femte roman.

*** Otte dage før sommersolhverv bliver en mand slagtet i en frygtelig ofring på det ældgamle monument Stonehenge i England foran en forsamling af kappeklædte tilbedere. Inden for få timer efter denne begivenhed, har en af verdens førende skattejægere skudt sig selv på sit landsted. Han efterlader et kryptisk brev til sin søn, han ikke har talt med i årevis, den unge arkæolog Gideon Chase.

Gideon Chase slår sig sammen med en frygtløs politikvinde, og snart afslører de et hemmeligt samfund en gammel international kult, der har viet tusinder af deres år til Stonehenge.

Med en karismatisk og hensynsløs ny leder ved roret udfører kulten nu rituelle menneskeofringer i et frygtindgydende forsøg på at afkode Stonehenges hemmeligheder.

1

NYMÅNE, SØNDAG DEN 13. JUNI STONEHENGE

Tågen ruller ind som luftige vindhekse i den dunkle

Wiltshire-nat. Ude på de flade, vidtstrakte marker løfter hætteklædte Beskuere deres ansigter mod himlen for at se det første sølvstrejf. Månen er ny og ses kun som et svagt glimt af jomfrueligt hvidt under et omfangsrigt haute couture-svøb af sort fløjl.

Ude i horisonten drejer et blegt ansigt sig i sin munkehætte. En flammende fakkel løftes i vejret af en gammel hånd. Dæmpede, men indtrængende ord videregives fra Beskuer til Beskuer. Offeret er parat. Han er bragt fastende hertil. Syv dage uden mad. Intet lys, ingen lyd, ingen berøring, ingen lugte. Hans krop er blevet renset for de urenheder, han har indtaget. Hans sanser er skærpede.

Han har tankerne rettet mod sin skæbne.

Beskuerne er klædt i håndvævede kåber af groft lærred, om livet bærer de et bælte flettet af planter, og deres fødder er iført ru dyreskind. Sådan gik de gamle klædt, skaberne af Ordenen.

Udrenserne fjerner mandens tilsølede tøj. Han vil forlade denne verden lige så nøgen, som han kom ind i den. De fjerner en ring fra hans finger. Et ur fra hans håndled. Og fra halsen, en grov guldkæde, hvorfra dingler symbolet på en falsk gud.

Han stritter imod, men de bærer ham ned til floden og sænker ham ned i vandet. Det kolde vand fylder

hans mund og gurgler og bobler i hans ødelagte lunger. Han kæmper som en forskrækket fisk, der søger en sikker strøm til at undslippe sine tilfangetageres hænder.

Men sådan skal det ikke gå.

Da han er renset, bliver han spruttende trukket op på land. Bærerne kaster sig over ham og binder ham med strimler af bark fast til en båre lavet af fyrretræ, det ædle træ, der fulgte med dem fra istidens dage.

De løfter ham højt op på deres skuldre. Bærer ham, ligesom stolte og kærlige mænd bærer kisten, hvori ligger en elsket bror. Han er dyrebar for dem.

De skal gå langt – mere end tre kilometer. Syd fra oldtidsbopladsen ved Durrington. Ud på den brede avenue og hen til det sted, hvor blåstenene og de fyrre tons tunge sarsen-sandsten står.

Bærerne beklager sig ikke. De er bekendt med den smerte, deres forfædre led, da de flyttede disse kæmpemæssige sten hundredvis af kilometer.

Astroarkitekterne rejste gennem bjerge og dale, krydsede stormfyldte have. Med kronhjortegevirer og skulderblade fra kvæg gravede de de huller, hvor cirklen ligger i dag. Bag Bærerne kommer Flokken.

Alle mænd. Alle er ens klædt i brune groftvævede kåber med hætte. De er kommet fra alle egne af Storbritannien og Europa og fra alle kroge af verden. For i dag er det den ny Cirkel-mesters første ofring. En længe krævet ofring til guderne. En ofring, der vil give nyt liv til stenenes åndelige kræfter.

Bærerne gør holdt ved Hælstenen, den massive skrå sandstensblok, der er Himmelgudens hjem. Den får alle de omkringstående sten til at tage sig små ud med undtagelse af de gigantiske sarsensten firs meter borte.

Midt i den megalitiske portal gnistrer et bål i mørket, dets røgfingre rækker op mod månen og oplyser Cirkel-mesteren, idet han rækker sine hænder i vejret. Han står med hænderne i ro, men bevæger dem så rundt i en langsom bue og trykker den mur af energi tilbage, der bølger mellem ham og hesteskoen af kæmpemæssige trilithoner. ”Store guder, jeg mærker jeres evige nærvær. Moder Jord, den mest evige, Fader Himmel, den mægtigste, vi samles her for at tilbede jer og knæler pligtskyldigst i jeres nærvær.”

Den hemmelige forsamling af hætteklædte skikkelser knæler stille ned på jorden. ”Vi, jeres lydige børn, De Helliges Flok, er samlet her på vores forfædres knogler for at ære jer og vise jer vores hengivenhed og loyalitet.”

Mesteren klapper i hænderne og holder dem mod hinanden over sit hoved med fingerspidserne rettet i bøn mod himlen. Bærerne rejser sig op fra deres knæsiddende stilling. Endnu engang løfter de den nøgne unge mand, fastbundet til den primitive båre, op på deres skuldre. ”Vi takker jer, alle I mægtige guder, der våger over os, og som velsigner os. Af respekt for jer og for de gamles skikke skænker vi jer nu dette offer.”

Bærerne begiver sig ud på den sidste strækning, ud gennem den store buegang af sten og hen til offerstedet, der ligger på solhvervslinjen.

Slagtestenen.

De lægger den unge mand oven på den lange grå stenblok. Cirkel-mesteren kigger ned og sænker sine samlede hænder for at berøre offerets pande. Han er ikke bange for at kigge ind i de skrækslagne blå øjne under sig. Han har forberedt sig på at fordrive enhver følelse af medlidenhed. Nøjagtig som en konge ville landsforvise en forræder.

Han bevæger langsomt sine sammenfoldede hænder rundt i en cirkel omkring mandens hoved, idet han fortsat fremsiger ritualets ord. ”I vores fædres, mødres, vores beskytteres og vores læremestres navne tilgiver vi dig dine jordiske synder, og gennem din offerdød renser vi din ånd og sender dig på din rejse mod det evige liv i paradis.”

Først da tager Cirkel-mesteren sine håndflader fra hinanden. Han breder sine arme ud. Halvdelen af ham oplyses knoglehvidt af månens skær, mens den anden halvdel farves blodrød af ilden. Hans krop er i balance med månefasen. Hans silhuet mod de store sten udgør et kors. Bærerne lægger de hellige redskaber i hans udstrakte hånd. Mesteren griber dem, hans fingre folder sig omkring de glatte træskafter, der blev snittet for mange århundreder siden.

Den første flinteøkse rammer offerets hoved.

Så den næste.

Så den første igen.

Slagene hagler ned, indtil knogler og hud brister som en æggeskal. Med offerets død rejser der sig et brøl fra forsamlingen. En triumferende hujen, da Mesteren træder bagud med armene bredt ud til siden, så alle kan se offerblodet, der pletter hans dragt og hud. ”Nøjagtig som I udgød jeres blod og knuste jeres knogler for at samle denne hellige portal til at beskytte os, så udgyder vi også vores blod og knuser vores knogler for jer.”

En efter en træder Flokken frem. De dypper deres fingre i offerets blod og sætter et mærke i panden.

Så går de tilbage til hovedcirklen og kysser trilithonerne. Velsignede og blodindsmurte bukker de, før de tyst forsvinder ud på Wiltshires mørke marker.

2 SENERE SAMME MORGEN TOLLARD ROYAL, CRANBORNE CHASE, SALISBURY

Professor Nathaniel Chase sidder ved et skrivebord

i sit kontor med vægge beklædt med egetræspaneler i sit herresæde fra 1700-tallet og ser morgenens tusmørke vige for sommerens solopgang gennem de blyindfattede ruder. Det er et dagligt slag, han aldrig går glip af.

En farverig hanfasan spankulerer omkring på plænen lokket frem af det første lys på det dugvåde græs. De anonyme hunner følger i hans kølvand, foregiver at være uinteresserede og hakker i de kokosnøddeskaller fyldt med fedt, som Chases havemand har hængt frem.

Hannen breder stolt sine vinger ud, så de danner en kappe i farvespillende kobber. Hans hoved, ører og nakke er tropisk grønne, og hans hals og kinder er eksotisk skinnende purpur. Et fremtrædende hvidt bånd om halsen giver ham en præsteagtig statur, mens ansigt og hagelap er dybt røde. Fuglen er melanistisk – en slags mutation af den almindelige fasan. Idet professoren kigger nøjere efter, får han en mistanke om, at der få generationer tilbage også må have været en form for krydsning med en sjælden grøn fasan eller to.

Chase er en succesrig mand. Mere end de fleste nogensinde kunne forestille sig. Han er et akademisk geni og er blevet hyldet som en af Cambridges fineste hjerner. Hans bøger om kunst og arkæologi sælges over hele verden og har fundet en læserskare ud over dem, der er tvunget til at købe dem til studiebrug.

Men hans kæmpemæssige formue og luksuriøst raffinerede levevis skyldes ikke hans lærdom. Han forlod Cambridge for mange år siden og bruger i stedet sit talent på at opstøve, identificere, købe og sælge nogle af verdens mest sjældne genstande. Det var denne praksis, der skaffede ham en fast plads på listen over velhavere og – i det stille – ry for at være noget af en gravrøver.

Den tresårige mand tager sine brunt-indfattede læsebriller af og lægger dem på det antikke skrivebord. Sagen, han sidder med, er presserende, men kan vente, indtil forestillingen udenfor er forbi.

Fasanens ydmyge harem holder en pause i fødesøgningen for at vise hannen den opmærksomhed, han higer efter. Han tramper rundt i en kortvarig, rykvis dans og fører de brungule hunner hen mod et stykke velklippet ligusterhæk. Chase samler den lille kikkert op, som han har liggende ved vinduet. Først ser han kun den gråblå himmel. Han vipper kikkerten nedad, og de slørede fugle fylder billedet. Han skruer frem og tilbage på fokuseringshjulet, indtil alt bliver lige så skarpt og klart som denne kølige sommermorgen.

Hannen er nu omgivet af hunner og slår triller for at

udtrykke sin henrykkelse. Henne til højre ligger en lav rede ved foden af hækken.

Chase føler sig letbevægelig og følelsesladet. Forestillingen uden for vinduet rører ham, så han er på grådens rand. Hannen med sine mange beundrere, på sit livs højdepunkt, struttende af farver og kraft, beredt på at stifte familie. Han husker de dage.

Følelsen. Varmen.

Alt er væk.

Inde i det store hus er der ingen fotografier af hans afdøde hustru, Marie. Heller ingen af hans søn Gideon, som han aldrig ser. Stedet er tomt. Professorens tid med udbredte fjer er forbi.

Han lægger kikkerten ned ved siden af det fine sidehængte vindue og vender tilbage til sit vigtige papirarbejde. Han tager en gammel fyldepen, en Pelikan Caelum i begrænset udgave, og frydes ved dens vægt og balance. En ud af kun femhundrede og firs, der blev lavet som en hyldest til Merkurs lange bane på otteoghalvtreds millioner kilometer omkring solen. Astronomi har altid spillet en afgørende rolle i Nathaniel Chases liv. Alt for afgørende, tænker han.

Han dypper pennespidsen i et robust blækhus i antik messing, lader Pelikan’en suge blækket op og vender tilbage til sin opgave.

Det tager Nathaniel en time at afslutte sit skrivearbejde på det fine bomuldspapir, der bærer hans eget personlige vandmærke. Han læser omhyggeligt korrektur på hver færdigskrevne linje og tænker over den effekt, som

dette brev vil få på dets modtager. Han dupper det tørt, folder det præcist i tre dele, lægger det i en kuvert og forsegler det med gammeldags voks og et personligt stempel. Formaliteterne er vigtige. Især i dag.

Han lægger brevet midt på det fornemme skrivebord og læner sig tilbage, både trist og lettet over at have skrevet brevet færdigt. Solen stiger nu op over frugttræerne bagest i haven. Havde det været en anden dag, ville han være gået en tur i haven og måske have nydt sin frokost i pavillonen, have betragtet havens dyreliv og derefter snuppet en eftermiddagslur. En anden dag.

Han åbner den nederste skuffe i skrivebordet og tøver, da hans blik falder på dens indhold. I en ubrudt, beslutsom bevægelse tager han revolveren fra første verdenskrig op, sætter den for tindingen og trykker aftrækkeren i bund.

Uden for det blodstænkte vindue skræpper fasanerne og spredes på den grå himmel.

3 DEN FØLGENDE DAG CAMBRIDGE UNIVERSITY

Gideon

Chase lægger stille telefonrøret på og stirrer tomt på væggene i sit kontor, hvor han har siddet og gennemgået fundene ved udgravningen af en jættestue på Malta.

Politikvinden havde ikke været til at misforstå. ”Din far er død. Han skød sig selv.” Når han kigger tilbage, er det svært at se, hvordan hun kunne have udtrykt det klarere. Ingen spildte ord. Ingen omsvøb.

Bare et verbalt stød i mavekulen, der tog vejret fra ham. Hun havde ganske vist indskudt et ‘desværre’ et sted og fremmumlet en kondolence, men på det tidspunkt havde den intelligente otteogtyve-årige professorspires hjerne lukket ned.

Far. Død. Skudt.

Tre små ord, der malede det størst tænkelige billede. Men det eneste svar, han kunne få frem var et ’åh’. Han bad hende gentage det, hun lige havde sagt, for at være sikker på, at han forstod. Ikke at han ikke havde forstået det. Det var blot, fordi han var så forlegen over ikke at kunne sige andet end ’åh’.

Det var mange år siden, far og søn sidst havde talt sammen. Det var under et af deres bitreste skænderier. Gideon var stormet ud og havde svoret

aldrig mere at tale med den gamle idiot igen, og han havde ikke haft svært ved at holde sit løfte.

Selvmord.

Sikke et chok. Hans far havde hele sit liv snakket løs om at være modig, dristig og positiv. Hvad kunne være mere kujonagtigt end at blæse sin hjerne ud? Gideon krymper sig. Åh Gud, hvor må det have været hæsligt.

Han bevæger sig omtåget rundt i sit lille kontor.

Politiet ønsker, at han tager til Wiltshire for at besvare et par spørgsmål. Hjælper med at udfylde nogle huller. Men han er ikke sikker på, han kan finde ud ad døren, for slet ikke at tale om til Devizes.

Barndomsminderne kommer væltende ind over ham, som en række faldende dominobrikker. Et stort juletræ.

En smeltende snemand på plænen foran huset. En Gideon før skolealderen, der kommer ned i pyjamas for at åbne julegaver. Hans far, der legede med ham, mens hans mor lavede mad nok til at kunne affodre en hel landsby. Han kan huske dem kysse hinanden under misteltenen, mens han klamrede sig til deres ben, indtil de måtte løfte ham op og inkludere ham i omfavnelsen. Men så kommer stødet. Som seksårig at måtte udholde smerten ved sin mors død. Stilheden på kirkegården. Deres tomme hjem.

Hans fars forandring. Ensomheden på kostskolen.

Han har meget at tænke på undervejs sydpå til Wiltshire, grevskabet, hvori hans mor blev født, stedet, som hun altid hengivent kaldte ’Thomas Hardy Land’.

4 WILTSHIRE

Kun få kender til dets eksistens. En hemmelig krypt af

kolde sten, skaleret til episke proportioner af forhistoriske arkitekter. Et sted, der ikke gæstes af uindviede.

Flokkens Sanktuarium er et uset under. Det er på størrelse med en katedral, endskønt det kun udgør et lille bump i græsset på markerne ovenover, næsten usynligt for det menneskelige øje. Men under jorden er det juvelen i en urgammel civilisation, skabt af et folk, hvis fremragende dygtighed stadig forundrer nutidens fremmeste hjerner.

Skabt tretusinde år før Kristus er stedet en anakronisme, et kæmpemæssigt tempel, der er lige så bjergtagende og umuligt som den store pyramide i Giza.

Begravet i stedets underjordiske gravkamre ligger arkitekterne til både Stonehenge og Sanktuariet. Deres knogler hviler midt mellem mere end to millioner stenblokke fra det samme brud. Ligesom Giza-monumentet var en næsten perfekt pyramide, er Sanktuariet en næsten perfekt halvkugle, en kuppel, der hvælver sig over et cirkulært gulv, en kold måne skåret i to dele.

Fodtrin giver nu genlyd i Den Nedadgående Passage, som falder der regn ned i huleagtige kamre. I skær af stearinlys er Inderkredsen samlet i Lillesalen.

De er fem og fungerer som repræsentanter for de kæmpemæssige trilithoner, der står inde i Stone-

henges cirkel. Alle er de iført kåber med hætte – et tegn på respekt for de fortidige generationer, der gav deres liv for at skabe dette hellige sted.

Efter deres indvielse bliver medlemmer af Flokken kendt under navnet på en stjernekonstellation, der har samme forbogstav som deres eget fornavn.

Dette hemmelighedens slør er endnu en urgammel tradition, et ekko fra en epoke, hvor hele verden blev ledet af stjernerne.

Draco er høj og bred og udstråler magt. Han er den ældste, Inderkredsens Vogter. Hans navn stammer fra det latinske ord for ’drage’ og fra det stjernebillede, der rummer den stjerne, der for næsten tretusinde år siden var den nordlige verdens så betydningsfulde polstjerne. ”Hvad bliver der sagt?” Perfekte hvide tænder lyner under hætten. ”Hvad gør de?” ’De’ er i denne forbindelse politiet, politiet i grevskabet Wiltshire, det ældste politikorps i landet.

Grus, en undersætsig mand først i halvtredserne, siger hurtigt: ”At han skød sig selv.”

Musca traver eftertænksomt frem og tilbage i de spøgelsesagtige skygger kastet af stearinlysene på stenvæggene bag dem. Selv om han er den yngste af dem alle, dominerer hans store fysiske skikkelse kammeret. ”Det havde jeg aldrig forventet. Han var lige så troende som alle vi andre.” ”Han var en kujon,” hvæser Draco. ”Han ved, hvad vi forventede af ham.”

Grus ignorerer udbruddet. ”Det efterlader os med visse problemer.”

Draco træder nærmere hen til ham. ”Det ved jeg lige så godt som dig, men vi har tid nok til at ride stormen af, inden den hellige neksus.” ”Der var et brev,” tilføjer Grus. ”Aquila kender en, der deltager i efterforskningen, og der blev efterladt et afskedsbrev til sønnen.” ”Sønnen?” Draco lader tankerne fare tilbage, og et svagt minde dukker op til overfladen. Nathaniel med et barn, en mager ung knægt med en stor manke af sort hår. ”Jeg havde glemt, han havde en søn. Blev han ikke lærer i Oxford?” ”Cambridge. Men nu kommer han tilbage.” Grus gør implikationerne klar. ”Tilbage til sin fars hjem.

Og hvem ved, hvad han kan ske at finde dér.”

Draco rynker panden og kigger stift på Musca. ”Gør det, der skal gøres. Vi nærede alle stor agtelse for vores broder. Da han levede, var han vores mægtigste ven. Vi må sikre os, at han i døden ikke går hen og bliver vores værste fjende.”

5 STONEHENGE

En aftentåge hvirvler rundt om den nederste del af

stenene, et meteorologisk kunstgreb, der skaber en halvø i et hav af skyer.

For forbikørende, der suser af sted på de nærliggende landeveje, øger det landskabets skønhed, men for Flokken er det meget mere.

Det er tusmørke. L’heure bleue. Et dyrebart øjeblik, der opstår to gange dagligt mellem daggry og solopgang, solnedgang og skumring. Når lyset og mørket er i balance, og de skjulte verdeners ånder finder en skrøbelig harmoni.

Cirkel-mesteren forstår. Han ved, at inden da kom1mer det nautiske tusmørke, når solen er mellem seks og tolv grader under horisonten og giver søfolkene de første stjerner at navigere efter. Derpå følger det astronomiske tusmørke, når solen glider mellem tolv og atten grader ned under horisonten.

Grader. Geometri. Solens position. En hellig trekant mestret af mænd som ham selv gennem århundreder.

Stonehenge ville ikke være her uden dem. Stencirklens placering er ikke nogen tilfældighed. Den blev udtænkt af oldtidens største spåmænd og arkæoastronomer og beliggenheden fastlagt af de mest fremragende hjerner. Dens konstruktion var så præcis, at det tog mere end et halvt årtusinde at opføre den.

Og nu, mere end fire årtusinder senere, overøser Flokken stenene med den samme henførte opmærksomhed for detaljen.

Cirkel-mesteren indtager sin position på nøjagtig det tidspunkt, hvor det nautiske tusmørke glider over i det astronomiske tusmørke. Han står lige så stille som blåstenssoldaterne, der står i kreds omkring ham, vogtende, beskyttende.

Han er alene.

Som en gammel haruspex venter han tålmodigt på guderne. Og snart, med en blid knitren af stemmer, taler de. Han suger deres visdom til sig og ved nu, hvad han skal gøre. Han vil bekymre sig mindre om professorens selvmord og mere om sønnen. Han vil sikre sig, at offeret fik en ordentlig begravelse – det ville være katastrofalt, hvis ligresterne skulle blive fundet. Og frem for alt vil han sikre sig, at ceremonien fuldføres.

Den mælkehvide damp stiger op om hans ben. I det forunderlige skumringslys vækkes sandstensblokkene til live. Er det øjnene, der spiller en et puds?

En trompe l’oeil? Næppe. Nymånen er knap synlig for de uindviede, men for en arkæoastronom som ham er den som et bavneblus i kosmos. Hen over himmelhvælvingen skabes orbitale kort, himmelske cyklusser vækkes til live, og med hver fiber af sin krop fornemmer han fuldendelsen af solens gang fra forsommer til solhverv.

Syv dage til solstitium – øjeblikket, hvor solen står stille. Og al opmærksomhed vil rettes mod daggry.

Hvor den i virkeligheden burde være rettet mod den efterfølgende skumring.

Fem hele dage skal der gå efter midnat ved sommersolhverv, hvorefter – i det frugtbare aftentusmørke på denne symbolske aften – følger den første fuldmåne efter solstitium. Fornyelsens tid. Hvor han må vende tilbage til De Hellige og fuldføre det, han har påbegyndt.

Himlen er blevet mørkere nu. Mesteren spejder efter Polaris, Nordstjernen, Ledestjernen, den klareste stjerne i Ursae Minoris. Det nærmeste glimt af guddommelighed på himlens pol. Han blik daler ned fra himlens sorte tæppe til den forhistoriske jord, til Slagtestenen, og han gyser, da han hører De Helliges ordre.

Guderne vil ikke tolere fiasko.