Straffet af Dorthe Mørch

Dorthe Mørch – fortalt til Britt Nørbak

straffet

– fra forelsket til dømt

Frydenlund

Straffet – fra forelsket til dømt 2. udgave, 1. oplag, 2011 © Forfatteren og Frydenlund, 2011 ISBN 978-87-7118-022-0 Grafisk produktion: Nørhaven, Viborg

Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf. 3393 2212 • fax 3393 2412 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på http://www.frydenlund.dk/nyhedsservice

Prolog Søndag den 10. august 2008 bragede en 22 tons tung gummiged ved halvfemtiden om morgenen gennem muren til Dansk Værdihåndtering i Brøndby. Seks hætteklædte røvere med automatvåben og skudsikre veste stormede ind i optællingsrummet og stjal pengene, mens de skrækslagne ansatte flygtede. Røverne var bevæbnede med AK 47-rifler og flygtede med over 60 mio. kr. i tre stjålne Audi’er. For at få et forspring til politiet havde røverne spredt partisansøm på blandt andet Roskildevej og Holbæk-motorvejen og stukket 11 stjålne skraldebiler i brand.

Politiet mener, at cirka 20 personer var involveret i røveriet, der var særdeles professionelt udført. Banden bestod ifølge politiet af danskere, svenskere og flere andre udlændinge, heriblandt Dorthe Mørchs ekskæreste, Tayeb fra Algeriet, der regnes for en af arkitekterne bag kuppet.

Hans andel af udbyttet vurderes til ca. 8 mio. kr. Han kørte efter politiets teori til Frankrig med halvdelen af pengene og gravede den anden halvdel ned i Dorthe Mørchs have.

Dorthe Mørch blev anholdt juleaften 2008 og sigtet for groft hæleri. Hun fik efterfølgende en dom på tre års fængsel. Straffen blev efter en appelsag nedsat til to år.

Hun tilbragte 11 måneder og 21 dage i fængsel, heraf de første syv måneder i Vestre Fængsel, hvor den ene måned var i isolation. Resten af tiden afsonede hun i en lukket kvindeafdeling i Statsfængslet i Ringe, før hun blev løsladt på halv tid den 16. december 2009.

5

8. marts 2010 begyndte en retssag mod 14 tiltalte mænd i Retten i Glostrup for kuppet mod Dansk Værdihåndtering, og Dorthe Mørchs ekskæreste var blandt de tiltalte.

Statsanklageren krævede op til 15 års fængsel på grund af kuppets nøje forberedelser og store udbytte. Dorthe Mørch blev indkaldt som vidne og mødte op, til trods for at hun var blevet truet på livet.

6

1 Hver gang han stak spaden hårdt ned i jorden, gibbede det i mig. Tayeb stod ude i min have og gravede koncentreret, og jeg tænkte: » Fuck, fuck, fuck «, fordi jeg frygtede, at mit liv ville ændre sig dramatisk på grund af det, han var i gang med.

Det var en klar augustaften, og det var endnu ikke blevet mørkt, så selv om gardinerne var trukket for i huset, kunne jeg hele tiden ane ham derude, imens jeg gemte mig inde på værelset. Han havde før gravet penge og papirer ned i min have, men denne gang var det anderledes.

Nu gravede han millioner af kroner ned i haven, og selv om han ikke direkte havde sagt til mig, hvor han havde pengene fra, kunne jeg godt regne ud, at han ikke bare havde indløst en masse flaskeboner.

Der var blevet begået et kup mod Dansk Værdihåndtering i Brøndby, hvor udbyttet ifølge medierne var på over 60 millioner kroner. Jeg kunne godt lægge to og to sammen – og komme frem til de ca. 3½ millioner kroner, der var på vej ned under mit græstæppe!

Han kaldte på mig ude fra haven. Han ville have nogle poser til at lægge pengene i. Jeg gik tøvende ud med poserne og kiggede tavst på ham. Han virkede fraværende.

Det slog mig, at hvis bare jeg havde følt mig elsket af min egen familie, så var Tayeb ikke kommet til at betyde så meget for mig, at jeg havde svært ved at sige nej til ham.

Han var min ekskæreste og på en måde min eneste fami-

7

lie. Han var også en vaneforbryder, der havde siddet i fængsel mange gange.

Politiet havde på et tidspunkt advaret mig mod ham og sagt, at han engang ville få mig sat i fængsel, og jeg havde bare grinet af dem, fordi jeg mente, at jeg sagtens kunne passe på mig selv. Men da han stod og gravede i min have, fik jeg mest lyst til at græde. Jeg frygtede, at politiet ville dukke op hvert øjeblik det skulle være. Min frygt viste sig senere at holde stik ...

Jeg blev født i 1977 og voksede op på Fyn sammen med mine forældre og min lillebror. Jeg havde en svært belastet opvækst, og jeg følte mig som familiens sorte får, der aldrig kunne gøre noget rigtigt. Min far var min superhelt. Han kunne i mine øjne alt, og som lille var jeg tit med på hans arbejde som fritidspædagog, hvor der på hans arbejdsplads var mange dyr. Min mor viste mig ikke kærlighed, og vores forhold var meget problematisk igennem hele min opvækst. Jeg tror, at min mors negative behandling af mig skyldtes afmagt. Hun havde ønsket sig en lille prinsesse, og i stedet fik hun mig: Et barn med kolik, der skreg i døgndrift.

Lige fra jeg blev født, fik jeg uforklarlige blå mærker, så jeg lignede et barn, der havde fået bank. Jeg var en ustyrlig lille pige, der konstant fik næseblod, og jeg kunne godt finde på at kure ned ad vores hus’ nedløbsrør, selv om jeg altid kom galt af sted, når jeg gjorde det.

Gennem hele min barndom følte jeg, at min mor bedst kunne lide min lillebror, og det påvirkede mig negativt.

Jeg elskede mine forældre meget højt, og jeg higede især efter at føle min mors kærlighed, men i stedet havde jeg det, som om at jeg var i vejen derhjemme. Jeg fik svært ved at omgås andre mennesker, og jeg følte mig ensom og værdiløs. Jeg blev mere og mere glad for dyr, fordi dyr er umiddelbare, ærlige og uden bagtanker.

8

Jeg brød mig ikke om at gå i skole. Jeg havde svært ved at koncentrere mig i timerne, og jeg fik det dårligt af at være sammen med de andre i klassen. Jeg har aldrig fået konstateret ADHD, men jeg har en mistanke om, at jeg altid har haft sygdommen. Jeg kunne nemlig godt få pæne karakterer i skolen, jeg kunne bare ikke koncentrere mig længe nok til at følge med i en hel dags undervisning. Det summede i mit hoved, og jeg fik lyst til at tage hjem fra skole før tid. Hvilket jeg tit gjorde. Jeg var faktisk ikke så meget i skole.

Jeg var ret vild som ung, og jeg udviklede en bidende sarkasme. Jeg udviklede også social fobi og holdt mig derfor meget for mig selv.

Da jeg var 12 år, fandt lægerne endelig ud af, hvad jeg fejlede, og hvorfor jeg konstant havde blå mærker. Jeg fik konstateret den sjældne blødersygdom Glanzmanns, som på verdensplan rammer omkring én person ud af en million mennesker. Sygdommen er medfødt, og den bevirker, at jeg næsten ikke kan stoppe med at bløde, og det er derfor livsfarligt for mig at få børn. Når man har Glanzmanns, får man meget let ledblødninger og blå mærker, og de blå mærker har fulgt mig hele livet. Mine blodplader kan ikke samle sig og danne en prop, hvis jeg f. eks. får en blødning, slår mig, falder, har menstruation eller får næseblod. Sygdommen har gjort mig angst for at komme til skade, da det kan koste mig livet, fordi jeg kan bløde ihjel, hvis jeg ikke hurtigt får professionel hjælp.

Jeg har nok ikke været det nemmeste barn i verden, og jeg følte, at min mor syntes, at jeg var til besvær. Hun gav udtryk for, at jeg forstyrrede hende i hendes cand.mag.studier, og da hun fik konstateret sclerose, blev det endnu sværere for mig at nå ind til hende.

9

Vores forhold blev dårligere og dårligere, og da jeg var 17 år gammel, smed hun mig og min daværende hund ud hjemmefra. Jeg tror ikke, at min far nogensinde fandt ud af, hvor anstrengt et forhold jeg havde til min mor, og da hun smed mig ud, sagde han, at det måske var den bedste løsning, hvis jeg også selv havde lyst til at flytte.

Jeg havde en 10. klasses afgangseksamen og var i gang med at læse HF enkeltfag, men da jeg som 17-årig for alvor skulle til at klare mig selv, droppede jeg at læse videre og fik forskellige småjob og flyttede sammen med min første kæreste. Da vi gik fra hinanden, flyttede jeg ned i en kælder på 25 m2 sammen med mine to labradorhunde.

Jeg følte mig rodløs og var for det meste alene.

I 1998 døde min far af kræft i bugspytkirtlen. Han havde været syg i halvandet år og var ellers blevet opereret og erklæret cancerfri, men da han begyndte at arbejde igen, blev han atter syg, og så gik det hurtigt ned ad bakke.

Hans død var et frygteligt stort tab for mig, og savnet af ham påvirkede mig meget negativt. Jeg følte mig psykisk ustabil, og jeg havde svært ved at holde på et arbejde og omgås for mange mennesker på én gang.

I 1999 var jeg blevet single efter at have været forlovet med jordens mest kedelige mand, og jeg tog af og til på café i Odense, hvor jeg sad og tegnede og passede mig selv. En af de ansatte på cafeen havde et godt øje til mig, og han gav mig altid en stor plade Ritter Sport chokolade sammen med min kaffe i stedet for de normale små stykker chokolade. Det opdagede en af de andre cafégæster, og vi jokede lidt med, at denne gæst også skulle bede om en stor plade chokolade. Gæsten talte engelsk til mig, men jeg skænkede ham ingen tanker efter vores første samtale.

10

Da jeg kort tid efter tilfældigt mødte gæsten på cafeen igen, spurgte han, om vi ikke skulle aftale at mødes uden for cafeen. Det afviste jeg, for jeg var slet ikke interesseret i ham. Den dag var jeg på café med en veninde, og hun himlede op, da jeg takkede nej. Hun beskyldte mig for at være herrekedelig og opfordrede mig til at sige ja til hans invitation og få en god oplevelse. Min veninde havde ret i, at jeg virkelig var kedelig, så det endte med, at jeg alligevel takkede ja til hans invitation.

Han var en charmerende udenlandsk fyr med mørkt hår og brune øjne, og han var yderst galant og vedholdende. Han kaldte sig Hakim og fortalte, at han var fransk og omkring syv år ældre end mig. Jeg havde ingen grund til at tvivle på, at det var sandt. Han kunne ikke tale dansk, og jeg kunne ikke tale fransk, så vores samtaler foregik på engelsk. Han virkede spændende og anderledes, og jeg kunne godt lide, at han levede lidt fra hånden til munden, for det gjorde jeg også selv.

Jeg fik følelser for ham, og da han manglede et sted at bo, tilbød jeg, at han kunne være i min gamle lejlighed i Odense, hvor jeg havde tre måneders opsigelse og allerede var flyttet fra. Efter at jeg regelmæssigt begyndte at tilbringe tid sammen med ham, forsvandt min ensomhed.

Vi havde en god kemi, men vi blev ikke kærester lige med det samme. Nærmest tværtimod. Vi så en del til hinanden, og jeg oplevede for første gang i mit liv, at et andet menneske pludselig holdt af mig for den, jeg var. Han forstod mig og muntrede mig op. Han overtog på en måde min fars plads, for han var i stand til at passe på mig og tilføre mit liv noget godt. Han blev min fortrolige, og han kom tættere på mig, end nogen anden havde været. Det medførte, at jeg blev afhængig af ham og gerne ville være sammen med ham altid. Derfor ignorerede jeg de første

11

tegn på, at han måske ikke var så godt selskab for mig, som jeg havde håbet.

Han fortalte mig, at han slet ikke hed Hakim, men derimod Tayeb. Hans forældre kom fra Algeriet, men Tayeb og hans søster blev født i Frankrig, da familien boede i landet en del år på grund af faderens arbejde, så Tayeb havde dobbelt statsborgerskab. Han fortalte mig også, at han næsten altid havde stjålet, selv penge fra klassekassen i skolen, og at han som voksen havde siddet i fængsel mange gange for røverier, og at han faktisk var udvist af Danmark for evigt. Men da han godt kunne lide Danmark, blev han i landet i stedet for at rejse hjem. Han var tre gange stukket af fra fængsler, og han havde altid gang i en masse planer om nye røverier.

Jeg troede ikke rigtig på, hvad han fortalte mig, men jeg blev da lidt fascineret af hans såkaldte gangsterliv, og at han altid havde en pakket taske stående klar, i tilfælde af at han blev nødt til at stikke af fra politiet.

Jeg fortalte ham, at jeg ikke ville have noget med den kriminelle del af hans liv at gøre, og at det vildeste, jeg selv havde gjort, var at køre uden lys på cyklen. Men han antydede, at vi skulle være en slags Bonnie og Clyde. Jeg begyndte at lukke ørerne for alle hans kriminelle planer.

Jeg kunne simpelthen ikke tro, at alt, hvad han fortalte mig, var sandt. Set i bakspejlet virker det dumt og naivt, men da han blandt andet også påstod, at fugle kan sidde på elmaster uden at få stød, fordi de ikke har blod i deres ben og fødder, og at man skal lade sig slikke oven i hovedet af en ko for ikke at blive skaldet, var der ikke noget at sige til, at jeg ikke tog alle hans påfund for gode varer. Jeg har faktisk et foto, hvor han bliver slikket oven i hovedet af en ko.

12

Der gik lang tid, før jeg følte, at Tayeb var min kæreste. Vi havde kendt hinanden i over et år, før vi gik i seng sammen, og når vi kyssede, var det mest kindkys. Det kan tælles på én hånd, hvor mange gange vi dyrkede sex igennem hele vores forhold, og jeg tror, det skyldtes, at Tayeb opfattede mig mere som en slags søster end en kæreste.

Jeg elskede ham inderligt og affandt mig med, at vores forhold mere virkede som et venskab end som et parforhold. Bare jeg kunne være sammen med ham af og til.

Han blev mit livs kærlighed, og jeg ville gøre alt for ham.

Jeg glemte bare at passe på mig selv, og eftervirkningerne af min fars død og min ulykkelige barndom gjorde mig til sidst så psykisk ustabil, at jeg begyndte at få tanker om selvmord.

Efter min fars død havde jeg mistet appetitten, og det udviklede sig til anoreksi, fordi jeg fandt ud af, at hvis jeg blev undervægtig, stoppede mine menstruationer, og så var jeg fri for at være sengeliggende og bløde voldsomt i op til 14 dage hver måned på grund af min blødersygdom.

Men at veje under 50 kg og være 1,76 cm høj var bestemt ikke godt for mig.

Tayeb var flyttet fra min gamle lejlighed på Fyn og til København, og jeg så stadig en del til ham. Men omtrent halvdelen af tiden sad han i fængsel. Han ’skrællede’ stjålne biler sammen med en kammerat, og blandt andet det fik ham i fængsel. For det meste fik han korte domme på 28 dage, f. eks. for at opholde sig ulovligt i Danmark, men af og til var det længere domme såsom tre måneders fængsel for tyveri. Jeg tror, at han er dømt omkring 15-20 gange, og jeg regnede sammen, at han på et år sad fængslet i omkring seks måneder.

Når Tayeb ikke var i fængsel, var vi tit sammen, men jeg vidste aldrig, hvor jeg havde ham, eller hvad han gik

13

og lavede. Han skiftede ofte telefonnummer og bad mig om at gøre det samme, og det fandt jeg ikke mærkeligt, for sådan var Tayeb bare. Det var stressende at være tilskuer til hans liv, og det var tydeligt for mig, at de mange fængselsophold havde påvirket ham. Han gik altid i bad med badesandaler på, og han sov altid med et håndklæde over hovedpuden, fordi de mange ophold i fængsel havde gjort ham bakterieforskrækket.

For hver gang han kom ud af fængslet, virkede han mere aggressiv, og han havde hver gang fået mange nye bekendtskaber. Han virkede til at kunne klare sig i fængslet, og jeg tror, at han gjorde, » hvad der skulle gøres « for at opnå status og magt blandt de andre indsatte.

Han havde et voldsomt temperament, som jeg af og til fik et glimt af, men han var også sjov og hjælpsom og god til at vide, hvad jeg havde brug for, når det handlede om nærvær og omsorg, og de sider hos ham tiltrak mig meget. Han gjorde alt for mig. Han gjorde rent, handlede ind, slæbte affald, lagde mit tøj sammen, vaskede tøj og lavede mad og tog gerne opvasken bagefter. Han kunne ikke drømme om at lade mig gøre noget, som var fysisk hårdt for mig. Hvis jeg stod og kæmpede med en tung kasse, kom han altid og hjalp mig. Det elskede jeg ham mest for; at han var god til at tænke fremad og gerne ville passe på mig.

Jeg har aldrig mødt et menneske, der kunne forstå, at jeg elskede Tayeb, og hvis ikke jeg havde været så psykisk ustabil og ensom, da jeg mødte ham, ville jeg nok heller aldrig have kastet min ubetingede kærlighed på ham.

Det gjorde mig ikke noget, at Tayeb var muslim. Han drak ikke alkohol, tog ikke stoffer og spiste ikke svinekød.

Han holdt ramadan, som er den muslimske fastemåned, men han bad ikke fem gange om dagen, og jeg tror, det

14

skyldtes, at han var meget europæisk i sin tankegang og opvokset i Frankrig. Hans søster og hans brors kone bar i øvrigt heller ikke tørklæde.

I nogle situationer var Tayeb narcissistisk ud over alle grænser, og når han slap sin indre lille djævel fri, var han fuldstændig ligeglad med alle andre end sig selv. Han hadede alle og syntes, at alle andre end ham selv gjorde alt forkert. Men jeg følte, at han havde respekt for mig og lyttede til meget af det, jeg sagde til ham. Ikke når det drejede sig om at holde sig væk fra kriminalitet, men om almindelige dagligdags ting.

Hele livet havde jeg følt mig værdiløs, men Tayeb fik mig til at føle, at jeg var noget specielt. Han var den første, der tog sig af mig, lyttede til mig og brugte tid sammen med mig. Jeg følte, at Tayeb gav mig mere, end noget andet menneske i mit liv havde gjort, og jeg valgte at fokusere på hans gode sider, som jeg virkelig syntes, at han havde.

Jeg må indrømme, at det i starten også tiltrak mig, at han blev omtalt som ’storgangster’ i medierne, men vi levede faktisk ikke et ’røverliv’. På en underlig måde udlevede han min mørke side for mig. Han var den rå og handlekraftige, og jeg var den mere stille og tænkende. Jeg ville ønske, at jeg havde hans egenskaber også – jeg ville bruge dem noget anderledes, men jeg kunne godt tænke mig at være mere stærk og handlekraftig. Jeg tror også, at Tayeb nogle gange ønskede, at han var lidt mere som mig. Det var, som om at vi først blev én hel person, når vi var sammen.

Hver for sig var vi ikke to komplette mennesker, kun to famlende individer. Jeg valgte derfor bevidst at lukke øjnene for, at Tayeb havde mange underlige vaner og levede et omflakkende liv, var besat af penge, hele tiden skiftede telefonnummer, rejste meget, ofte kom i fængsel og var

15

uligevægtig, fordi jeg elskede ham. Og fordi den kærlighed på en eller anden måde gjorde mig blind. Desuden har jeg altid haft lyst til at redde alle, lige fra forpjuskede fugleunger og hjemløse hunde til sørgelige eksistenser og åbenbart også vaneforbrydere. Jeg kunne identificere mig med de udstødte og uelskede, for sådan havde jeg altid selv haft det, og jeg har altid følt, at alle fortjener at blive elsket.

16