Syv års længsel læseprøve - af Sylvia Day

145 mm

E

n lun sommernat i 1800-tallets England, kun ganske få timer før sit bryllup, bliver lady Jessica Sheffield vidne til et optrin, som hun sent skal glemme. Hun ser den unge Alistair Caulfield i en voldsomt intim scene med en gift kvinde!

220 mm

Chokeret, men alligevel besynderligt pirret, går Jessica ned ad kirkegulvet som planlagt, men i de passionsløse års ægteskab der følger, bidrager tanken om Caulfield til forbudte fantasier, som holder kedsomheden stangen.

Da Jessica efter syv års ægteskab bliver enke, stiger hun om bord på et skib for at rejse over Atlanten til Jamaica, hvor hun skal sælge en plantage, som hun har arvet efter sin afdøde mand. Rejsen skal vise sig at blive meget mere, end Jessica havde forventet, for skibet ejes af Alistair Caulfield, og han er med på sørejsen. Der går ikke lang tid, før Alistair aflægger sin første visit i Jessicas kahyt – en visit, der bliver indledningen på en stærkt erotisk relation.

Sy lvia Day Syv års længsel

SYV Å R S LÆ N GSE L var Sylvia Days i n sp ir atio n til C ross fire- serien, d e r e r b le ve t en verdenso mspæ n de nd e bestseller.

24,5 mm

CMYK_ydercover

145 mm

# 1 International bestsellerforfatter

Sy lv i a Day Bogen, der inspirerede mig til at skrive Blottet for dig.

– Sylv i a Day

Syv års længsel A f for fatter en til Crossfi re- ser ien

Isbn 978-87-400-1287-3

Politikens Forlag

Syv aars laengsel_sats_ryg24,5.indd 1

07/10/13 12.08

SY L VI A D A Y

Syv års længsel Oversat fra amerikansk af Henriette Rostrup

POLITIKENS FORLAG

Syv års længsel.indd 3

14/10/13 16.10

Prolog Der var noget uimodståeligt ophidsende over at se to atletiske mænd, der brødes. Den rene aggression og nådesløshed afslørede deres grundlæggende dyriske natur. Deres anstrengelser og deres kroppe fremviste en kraft, som vækkede kvindens allermest primitive instinkter.

Lady Jessica Sheffield var ikke immun over for det, sådan som hun havde lært, at en dame skulle være det.

Hun kunne ikke tage blikket fra de to unge mænd, der boltrede sig på plænen på den anden side af den smalle, lave dam. Den ene ville snart blive hendes svoger, den anden var hans ven, en doven gavtyv, hvis djævelsk smukke udseende sparede ham for meget af den kritik, han rettelig burde blive udsat for.

“Jeg ville gerne kunne tumle rundt, sådan som de gør,” sagde hendes søster længselsfuldt. Hester holdt også øje med dem fra bænken, hvor de sad i skyggen af et oldgammelt egetræ. En blid brise fejede ind over dem og fik græsset i parken til at bølge hele vejen op til det imponerende Pennington gods. Bygningen bredte sig under den træklædte bakkes beskyttende skjold, og den gyldne murstensfacade og de forgyldte vinduesrammer fangede sollyset og skabte en fredfyldt følelse hos alle, der besøgte stedet.

Jess koncentrerede sig igen om sit broderi og ærgrede sig over, at hun måtte irettesætte sin søster, fordi hun havde stirret, når hun selv var skyldig i samme opførsel. “Kvinder kan ikke gøre den slags, efter at deres barndom er slut. Det er bedst ikke at begære det, der er uden for vores rækkevidde.”

9

Syv års længsel.indd 9

14/10/13 16.10

“Hvorfor kan mænd forblive drenge resten af livet, når vi kvinder bliver gamle, mens vi stadig er unge?”

“Verden er skabt for mænd,” sagde Jess stille.

Under stråhattens brede skygge kastede hun endnu et blik på de to kæmpende unge mænd. En ordre blev bjæffet ud, de stoppede øjeblikkeligt deres håndgemæng, og hun stivnede ved lyden. Alle hoveder vendte sig samtidig i retning af stemmen. Hun så sin forlovede nærme sig de to yngre mænd, og hun mærkede langsomt anspændelsen slippe sit greb, som når havet trak sig tilbage efter en buldrende bølge. Endnu en gang spekulerede hun på, om hun nogensinde ville slippe for den uro, hun følte, hver gang der var en uoverensstemmelse, og om hun var så øvet i at frygte en mands vrede, at hun aldrig ville slippe fri af den følelse.

Benedict Reginald Sinclair, viscount af Tarley og fremtidig jarl af Pen­­nington, skred høj og elegant hen over plænen med en målrettethed, som kun den mand kan, der ganske udmærket ved, hvilken styrke han udstråler. Denne naturlige adelige arrogance var på en gang beroligende og trættende. Nogle mænd var tilfredse med at vide, hvor betydningsfulde de var, andre følte behov for konstant at skilte med det.

“Og hvad er så kvinders bidrag til verden?” spurgte Hester trodsigt surmulende, hvilket fik hende til at se yngre ud end sine seksten år.

Med en utålmodig bevægelse fejede hun en honningfarvet krølle, der havde fuldstændig samme farve som Jessicas hår, væk fra sin kind. “At tjene mændene?”

“At skabe dem.” Jess gengældte Tarleys hurtige vinken. De skulle giftes i Sinclair-familiens kapel i morgen foran en udvalgt skare af samfundets top. Hun så frem til dagen af flere forskellige årsager, ikke mindst den, at hun så langt om længe ville være fri for sin fars uforudsigelige og tilsyneladende uprovokerede raserianfald. Det var ikke, fordi hun bestred markisen af Hadleys ret til gang på gang at understrege vigtigheden af ens sociale omdømme samt den rolle, hun spillede for at sikre den. Det var den hårde måde, hvorpå han påpegede hendes fejl, som hun beklagede.

Der kom en lyd fra Hester, der lød mistænkeligt meget som et fnys.

“Det er vores fars ord.”

10

Syv års længsel.indd 10

14/10/13 16.10

“Og det fremherskende synspunkt i verden som sådan. Og hvem ved det bedre end du og jeg?” Deres mors endeløse bestræbelser på at føde Hadley en arving havde kostet hende livet. Hadley var blevet tvunget til at tage endnu en hustru, få endnu en datter og vente i fem år, før hans dyrebare søn endelig blev født.

“Jeg nægter at tro, at Tarley betragter dig som en avlshoppe,” sagde Hester. “Jeg tror faktisk, at han har en faible for dig.”

“Det ville være yderst heldigt, hvis det er sandt. Han ville imidlertid ikke have bedt om min hånd, hvis jeg ikke havde et passende stamtræ.”

Jess så til, mens Benedict skændte på sin yngre bror på grund af hans voldsomme leg. Michael Sinclair så tilstrækkelig brødebetynget ud, men Alistair Caulfield så alt andet end angerfuld ud. Hans holdning var måske ikke ligefrem udfordrende, men han var for stolt til at angre noget. De tre mænd udgjorde et fortryllende billede – de to Sinclairbrødre med deres kraftige chokoladebrune lokker og stærke, slanke skikkelser, og Caulfield, som man sagde var djævelens yndling, med sit kulsorte hår og smukke ansigtstræk.

“Lov mig, at du vil blive lykkelig sammen med ham,” bad Hester og lænede sig frem. Hendes øjne havde samme funklende grønne farve som plænen nedenfor, og hendes blik var fuldt af omsorg. Hun havde arvet sin øjenfarve og sine lyse lokker fra deres mor. Jess havde fået farens grå øjne. Det var den eneste del af sig selv, han havde givet hende.

Det var efter hendes mening ikke en formildende omstændighed.

“Det har jeg tænkt mig.” Det kunne hun på ingen måde være sikker på ville ske, men der var ingen grund til unødigt at gøre Hester urolig.

Tarley var deres fars valg, og uanset hvad udfaldet blev, måtte Jess bare vænne sig til det.

Hester fortsatte. “Jeg ønsker ikke for nogen af os, at vi skal forlade denne verden med samme ynkværdige lettelse som vores mor. Det er meningen, at livet skal nydes helt og aldeles.”

Jess vendte sig på den halvmåneformede marmorbænk, hvor hun sad, og lagde omhyggeligt sit broderi ned i den lille taske, der lå ved siden af. Hun bad til, at Hester altid ville bevare sin søde, håbefulde natur.

“Tarley og jeg respekterer hinanden. Jeg har altid nydt hans selskab 11

Syv års længsel.indd 11

14/10/13 16.10

og konversation. Han er intelligent og tålmodig, betænksom og høflig.

Og han er et yderst flot stykke mandfolk. Det kan man ikke overse.”

Hesters smil oplyste deres skyggefulde hjørne bedre end nogen sol.

“Ja, det er han virkelig. Jeg kan kun bede til, at far vil vælge en lige så smuk mand til mig.”

“Har du en særlig ung mand i tankerne?”

“Ikke sådan rigtigt, nej. Jeg leder stadig efter den perfekte sammensætning af karaktertræk, som vil passe mig bedst.” Hester så på de tre mænd, der nu stod og talte alvorligt sammen. “Jeg ville gerne have en mand af Tarleys stand, men med mr. Sinclairs mere gemytlige personlighed og med mr. Caulfields udseende. Selvom jeg tror, at mr.

Caulfield må være den smukkeste mand i hele England – hvis ikke ud over landets grænser også – så i den henseende må jeg slå mig til tåls med mindre.”

“Han er alt for ung til, at jeg kan forholde mig til ham på den måde,” løj Jess og kastede et slet skjult blik på genstanden for deres samtale.

“Sludder. Han er moden af sin alder, det siger alle.”

“Hans manglende opdragelse har gjort ham blasert. Der er en forskel der.” Selvom Jess var plaget af alt for mange begrænsninger, så led Caulfield under overhovedet ingen at have. Hans tre ældre brødre havde hver især indtaget deres forventede roller som arving, militærofficer og præst, så der havde ikke været nogen rolle for ham at udfylde.

En mor, der forgudede ham, havde kun forværret situationen, og der var ingen udsigt til, at han nogensinde ville lære ansvarlighed. Han var berygtet for sin dumdristighed og sin manglende evne til nogensinde at vende ryggen til et væddemål eller en udfordring. I den håndfuld år, Jess havde kendt ham, var han kun blevet vildere og vildere for hvert år, der gik.

“To års aldersforskel er da ingen forskel,” indvendte Hester.

“Ikke når forskellen drejer sig om tredive og toogtredive, måske. Men når det gælder seksten og atten? Det er en tidsalder.”

Jess fik øje på Benedicts mor, der hastede hen mod hende, et sikkert tegn på at hendes kortvarige pause fra al tumulten ved de sidste bryllupsforberedelser var slut. Hun rejste sig.

“Under alle omstændigheder gør du bedst i at vende dit beundrende 12

Syv års længsel.indd 12

14/10/13 16.10

blik i en anden retning. Mr. Caulfield har ikke den store chance for at finde et meningsfuldt erhverv i dette liv. Hans beklagelige stilling som den overflødige fjerde søn vil uden tvivl sikre, at han vil få meget lidt indflydelse. Det er en skam, han har valgt at tilsøle sit gode navn med sin hæmningsløse jagt på fornøjelser, men det er hans fejl, og det bør ikke blive din.”

“Jeg har hørt rygter om, at hans far har givet ham et skib og en sukkerrørsplantage.”

“Det er meget sandsynligt, at Masterson har gjort sådan i håb om, at hans søn vil flytte alle sine farlige tilbøjeligheder til fjernere egne.”

Hester sukkede. “Sommetider ville jeg ønske, at jeg kunne rejse langt væk. Er jeg alene med den længsel?”

Overhovedet ikke, ønskede Jess at sige. Med jævne mellemrum tænkte hun på en udvej, men hendes stilling var så begrænset og veldefineret. På den led havde hun færre fordele end kvinder af langt lavere byrd.

Hvem var hun, andet end markisen af Hadleys datter og den fremtidige viscount af Tarleys hustru? Hvis ingen af dem ønskede at rejse, så ville hun heller ikke få muligheden. Men det ville være upassende og uretfærdigt at dele den slags overvejelser med sin let påvirkelige lillesøster.

“Om Gud vil,” sagde hun i stedet, “vil du få en ægtemand, der ønsker at opfylde alle dine ønsker. Det fortjener du.”

Jess løsnede sin elskede moppe Temperances snor og vinkede til sin kammerpige, at hun skulle samle hendes ting sammen. Idet hun passerede sin søster, stoppede hun et øjeblik og bøjede sig ned for at kysse Hester på panden. “Læg mærke til lord Regmont ved middagen i aften.

Han er nydelig, yderst charmerende, og er netop hjemvendt fra sin store dannelsesrejse. Du vil være en af de første skønheder, han møder efter sin hjemkomst.”

“Men han må vente to år på min debut,” svarede Hester med slet skjult utilfredshed.

“Du er værd at vente på. Det vil enhver mand med kvalitetssans straks bemærke.”

“Som om jeg har noget valg, selv hvis han skulle finde mig interessant.”

Jess bøjede hovedet, blinkede til Hester og sagde: “Regmont er en af 13

Syv års længsel.indd 13

14/10/13 16.10

Tarleys gode venner. Jeg er sikker på, at Benedict kan lægge et godt ord ind hos vores far, hvis det skulle blive nødvendigt.”

“Virkelig?” Hester vred sig i ungdommelig ophidselse. “Du må præsentere os for hinanden.”

“Helt bestemt.” Jess løftede hånden til hilsen og gik videre. “Og indtil da, så vend blikket væk fra de døgenigte.”

Hester lod, som om hun holdt sig for øjnene, men Jess var sikker på, at hendes søster ville fortsætte med at betragte de unge mænd ved først givne lejlighed.

Det ville Jess i hvert fald.

“Tarley er meget anspændt,” bemærkede Michael Sinclair, børstede støvet af og stirrede efter sin storebrors ryg, der var på vej væk.

“Havde du forventet andet?” Alistair Caulfield samlede sin jakke op fra jorden og rystede et par græsstrå af. “Han bliver smedet i hymens lænker i morgen.”

“Men det er til selskabssæsonens mest udsøgte skønhed. Det er ikke den værste skæbne. Min mor siger, at selv ikke Helene af Troja var smukkere.”

“Eller en marmorstatue koldere.”

Michael kastede et blik på ham. “Undskyld?”

Hen over den lave dam, der adskilte dem, betragtede Alistair lady Jessica Sheffield, der gik hen over plænen op mod huset med sin lille hund i snor. Hendes slanke skikkelse var fra top til tå pakket ind i lys, blomstret musselin, som brisen fejede tæt ind til hendes krop. Hendes ansigt var vendt væk fra ham og gemt bag en hat, men han huskede hendes ansigtstræk. Han havde en uimodståelig trang til at stirre på skønhed af den kaliber. Det havde de fleste mænd.

Hendes hår var en fryd for øjet, længere og tykkere end hos nogen anden lyshåret kvinde, han nogensinde havde set. Lokkerne var så lyse, at de var næsten sølvfarvede, iblandet strejf af mørkere guld, som gav fylde. Ved enkelte lejligheder før sin debut havde hun båret det løst, men nu var det lige så kontrolleret som hendes opførsel. I betragtning af, at hun var så ung, besad hun en meget ældre kvindes kølige og reserverede holdning.

14

Syv års længsel.indd 14

14/10/13 16.10

“Det lyse hår og hendes cremefarvede hud,” mumlede Alistair, “og de grå øjne ...”

“Ja?” Alistair bemærkede morskaben i sin vens stemme og gjorde sin egen stærk. “Hendes farver passer perfekt til hendes temperament,” sagde han kækt. “Hun er en isprinsesse. Din bror må hellere bede til, at hun hurtigt frembringer nogle arvinger, ellers risikerer han at få forfrysninger i pikken.”

“Og du må vist hellere vare din mund,” advarede Michael og trak hurtigt hænderne gennem sit mørkebrune hår for at sætte det på plads, “hvis ikke jeg skal tage dig det ilde op. Om kort tid vil lady Jessica være min svigerinde.”

Alistair nikkede fraværende og vendte endnu en gang sin opmærksomhed mod den yndefulde pige, som var så perfekt, både i fysisk og social henseende. Han betragtede hende fascineret, idet han søgte efter en sprække i hendes porcelænsglatte ydre. Han spekulerede på, hvordan hun holdt til presset, det pres han selv fandt så utåleligt, og som han nu gjorde oprør imod. “Det må du undskylde.”

Michael kiggede indgående på ham. “Har du et problem med hende? Der er en kant i din stemme, der kunne tyde på det.”

“Måske svider det stadig,” indrømmede han bryskt, “fordi hun ignorerede mig forleden aften. Hendes nedsættende opførsel er meget forskellig fra hendes søsters, lady Hester, som er ganske charmerende.”

“Ja, Hester er en fryd.” Michaels beundrende tonefald var så lig Alistairs, når han talte om lady Jessica, at Alistair hævede det ene øjenbryn som i et tavst spørgsmål. Michael rødmede og fortsatte: “Højst sandsynligt hørte lady Jessica dig bare ikke.”

Alistair trak på skuldrene og tog sin jakke på. “Jeg stod lige ved siden af hende.”

“Til venstre for hende? Hun er døv på venstre øre.”

Det tog ham et kort øjeblik at fordøje den oplysning og svare. Han havde ikke forestillet sig, at hun overhovedet havde nogle skavanker, selvom han mærkede en vis lettelse ved at vide, at der var en enkelt. Det forvandlede hende til noget mere dødeligt og ikke helt så meget til en græsk gudinde. “Det var jeg ikke klar over.”

15

Syv års længsel.indd 15

14/10/13 16.10

“For det meste er der ingen, der bemærker det. Kun når der er meget larm, til store selskaber, er det til gene for hende.”

“Nu forstår jeg, hvorfor Tarley valgte hende. En hustru, som kun lytter halvt til rygtesmede, må i sandhed være en velsignelse.”

Michael fnøs og begyndte at gå op mod huset. “Hun er reserveret,” indrømmede han, “men det bør den fremtidige grevinde af Pennington også være. Tarley har forsikret mig om, at hun rummer skjulte dybder.”

“Hmm.” “Du lyder, som om du tvivler på det, men trods dit usædvanligt gode udseende så kan din erfaring med kvinder ikke måle sig med Tarleys.”

Alistair trak på smilebåndet. “Er du sikker på det?”

“I betragtning af det uafviselige faktum, at han har ti års forspring i forhold til dig, så vil jeg sige ja.” Michael lagde armen om Alistairs skulder. “Jeg vil foreslå, at du indrømmer, at hans modenhed giver ham bedre mulighed for at få øje på sin egen forlovedes skjulte kvaliteter.”

“Jeg synes ikke om at indrømme noget som helst.”

“Det ved jeg, min ven. Du bør imidlertid virkelig indrømme dit nederlag i vores just afbrudte brydekamp. Du var kun få øjeblikke fra at se mig som sejrherren.”

Alistair jog en albue i siden på ham. “Hvis Tarley ikke havde reddet dig, ville du tigge om nåde nu.”

“Ha! Skal vi finde ud af, hvem vinderen er, ved at løbe om kap til ...”

Alistair løb, allerede før de sidste ord var ytret.

Om få timer skulle hun giftes.

Da nattens mørke veg for det grå lys, der kom før daggryet, trak Jessica sjalet tættere sammen om sine skuldre og fulgte efter Temperance længere ind i skoven, der omgav Pennington-palæet. Moppens hastige skridt knasede hen over stiens løse grus med en beroligende og velkendt staccatolyd.

“Hvorfor skal du være så kræsen?” skændte Jessica. Hendes ånde forvandledes til små skyer i den kølige luft, og hun længtes efter varmen i den seng, hun endnu ikke havde ligget i. “Det ene sted kan vel være lige så godt som det andet.”

16

Syv års længsel.indd 16

14/10/13 16.10

Temperance kiggede op på hende med et udtryk, som Jess ville sværge på var irriteret.

“Javel så,” sagde hun modvilligt, ude af stand til at nægte hunden noget. “Så går vi lidt længere.”

De rundede et hjørne, og Temperance stoppede op og sniffede.

Tilsyneladende tilfreds med stedet vendte moppen ryggen til Jess og satte sig foran et træ.

Jess smilede over hundens behov for privatliv, vendte ryggen til og så sig omkring. Hun besluttede sig for at udforske netop denne sti yderligere i dagslys. Modsat så mange godser, hvis parker og skove var blevet oversvømmet af obelisker, kopier af græske statuer og templer, og indimellem endda en enkelt pagode, var Penningtons parker og skove en hyldest til det naturlige landskab. Der var steder langs stierne, hvor det føltes, som om civilisationen og dens indbyggere var flere mil væk. Hun havde ikke forventet, at hun ville sætte så meget pris på den følelse, men havde opdaget, at det gjorde hun, især efter flere timers meningsløse samtaler med mennesker, som kun interesserede sig for den titel, hun ville få, når hun var gift.

“Hvor vil jeg nyde at gå tur med dig her,” sagde hun hen over skulderen, “når solen er stået op, og jeg er ordentligt klædt på til det.”

Temperance gjorde sig færdig og trådte ind i Jess’ synsfelt igen.

Moppen begyndte at gå tilbage mod huset og trak i snoren med bemærkelsesværdig utålmodighed, i betragtning af hvor længe det havde taget hende at finde et passende tissested. Jess fulgte efter, da en puslen til venstre for dem fik Temperance til at stoppe. Hundens sorte ører og hale stod ret op, mens hendes brune, muskuløse krop spændtes af ophidselse.

Jess’ hjerte slog hurtigere. Hvis det var et vildsvin eller en vild ræv, kunne det blive katastrofalt. Hun ville blive fuldstændig knust, hvis der skete Temperance noget. Hunden var det eneste væsen på denne jord, der ikke dømte efter de standarder, hun kæmpede sådan for at leve op til.

Et egern pilede hen over stien. Jess smeltede af lettelse og lo åndeløst. Temperance slappede imidlertid ikke af. Moppen kastede sig frem og flåede snoren ud af Jess’ slappe greb.

17

Syv års længsel.indd 17

14/10/13 16.10

“For pokker da også, Temperance!”

De to dyr forsvandt i et lyn af bittesmå lemmer og pels. Lyden af jagten – raslen af blade og moppens lave snerren – forsvandt hurtigt.

Hun slog opgivende ud med hænderne, forlod stien og fulgte deres spor af nedtrampede blade. Hun var så koncentreret om at følge efter dem, at det slet ikke gik op for hende, at der lå et stort lysthus, før hun bogstavelig talt løb ind i det. Hun vendte sig ...

Stilheden blev brudt af lyden af en kvindes hæse grin. Forbavset stoppede Jess op.

“Skynd dig, Lucius,” bad kvinden åndeløst. “Ellers bemærker Trent mit fravær.”

Wilhelmina, lady Trent. Jess stod bomstille og turde knap nok trække vejret.

Der lød en langsom, langtrukken lyd af knirkende træ.

“Tålmodighed, min skat.” En velkendt maskulin stemme replicerede med en doven, erfaren dræven. “Lad mig nu give dig det, du be­taler for.”

Lysthuset knirkede igen, højere denne gang. Hurtigere og hårdere.

Der lød et hæst støn fra lady Trent.

Alistair Lucius Caulfield. In flagrante delicto med grevinden af Kent.

Herregud. Kvinden var næsten tyve år ældre end ham. Ja, hun var smuk, men på alder med hans mor.

Brugen af hans mellemnavn var overraskende. Og måske også afslørende ...? Måske var de fortrolige på et dybere plan, ud over på den helt åbenlyse måde. Var det muligt, at den skruppelløse Caulfield havde en faible for den skønne grevinde? Tilstrækkeligt til, at hun ville have grund til at kalde ham ved et navn, som ingen andre brugte?

“Du er værd hver en shilling, jeg betaler dig,” kurrede grevinden.

Kære Gud i Himlen. Måske handlede det slet ikke om fortrolighed, men en ... en gemen forretningstransaktion. En ordning. Hvor det var manden, der stod til tjeneste ...

I håb om at fjerne sig uden at afsløre sin tilstedeværelse tog Jess et forsigtigt skridt bagud. En bevægelse i lysthuset fik hende til at stå helt stille igen. Hun kneb øjnene sammen i et forsøg på at se i det svage lys. Det var hendes uheld, at hun stod badet i det svage lys fra den 18

Syv års længsel.indd 18

14/10/13 16.10

aftagende måne, hvorimod lysthusets indre henlå i skyggen fra taget og de ludende træer.

Hun så en hånd, der holdt om en af det buede tags bærende søjler, og den anden lidt højere oppe. En mands hænder, der holdt fast for at få bedre fodfæste. Ud fra deres højde vidste hun, at han stod op.

“Lucius, for Guds skyld, du må ikke stoppe nu.”

Lady Trent var naglet fast mellem Caulfield og træet. Hvilket var ensbetydende med, at han stod med ansigtet vendt mod Jess.

Tvillingeglimt i mørket afslørede, at han blinkede.

Han så hende. Han stirrede faktisk på hende.

Jess ønskede, at jorden ville opsluge hende helt og holdent. Hvad skulle hun sige? Hvordan skulle man reagere i sådan en situation?

“Lucius! Fanden tage dig.” Det slidte træ knirkede som svar på presset. “Det føles vidunderligt med din store pik i mig, men det er endnu bedre, når den bevæger sig.”

Jess førte uvilkårligt hånden op til halsen. På trods af kulden trængte sveden frem på hendes pande. Den rædsel, hun burde have følt ved synet af en mand midt i et samleje, var forunderligt fraværende. For det var Caulfield, og han fascinerede hende. Det var med en forfærdelig form for fascination, at hun betragtede ham – en blanding af misundelse over hans frihed og rædsel over, hvor tilsyneladende ligeglad han var med andre menneskers mening.

Hun måtte væk, før hun blev tvunget til at vedstå sig sin tilstedeværelse over for lady Trent. Hun tog et forsigtigt skridt frem ...

“Vent.” Caulfields stemme var mere bøs end før.

Hun stivnede.

“Det kan jeg ikke!” protesterede lady Trent åndeløst.

Men det var ikke grevinden, Caulfield talte til.

Hans ene hånd var strakt frem, som om han rakte ud efter Jess. Hans overraskende bøn fik hende til at stivne på stedet.

Der gik et langt øjeblik, hvor hendes blik fortsat hvilede hypnotiseret på de to glimt fra hans øjne. Hans åndedræt blev hæst og højlydt.

Så greb han igen fat om pælen og begyndte at bevæge sig.

Først stødte han langsomt til, men efterhånden steg tem­poet, og bevægelserne blev mere og mere lidenskabelige. Lyden af træets knirken19

Syv års længsel.indd 19

14/10/13 16.10

de protest ramte Jess fra alle sider. Hun kunne ikke se andet end de to hænder og det funklende blik, som brændte med en håndgribelig glød, men lydene, hun hørte, fyldte hendes hoved med billeder. Caulfield flyttede ikke på noget tidspunkt blikket fra hendes, selv da han stødte så voldsomt til, at hun begyndte at spekulere på, om grevinden fik noget ud af så rasende bevægelser. Lady Trent var nærmest usammenhængende, hæse ord iblandet skingre hvin flød fra hendes læber.

Jess stod naglet til jorden ved opdagelsen af en side af samlejet, som hun intet vidste om. Hun kendte kun til selve sagens mekaniske aspekt; hendes stedmor havde været meget grundig. Du må ikke vige tilbage eller skrige, når han trænger ind i dig. Prøv at slappe af, så er det mindre smertefuldt. Du skal ikke ytre nogen lyde overhovedet. Du må aldrig beklage dig. Men alligevel havde Jess bemærket andre kvinders vidende blikke og havde hørt hvisken bag vifterne, der antydede, at der måske lå mere i det. Nu havde hun beviset på det. Hvert eneste nydelsesfuldt støn, lady Trent ytrede, gav genlyd i hende og dansede hen over hendes sanser som en sten, der slog smut over vandet. Hendes krop reagerede instinktivt – hendes hud blev følsom, og hun begyndte at trække vejret i overfladiske støn.

Hun rystede under vægten af Caulfields blik. Selvom hun længtes efter at flygte fra denne stjålne intimitet, var hun ude af stand til at bevæge sig. Det var umuligt, men det virkede, som om han så lige igennem hende, om bag den facade, som hendes far havde skabt.

De bånd, der holdt hende på plads, knækkede først, da Caulfield trak blikket til sig. Hans skarpe stønnen i det forløsende øjeblik var som en spore i hendes flanker. Hun begyndte at løbe, idet hun knugede sjalet ind til sig med begge arme hen over sine fyldige og smertende bryster.

Jess hulkede af lettelse, da Temperance kom springende ud af en busk for at hilse på hende. Hun skovlede den lille moppe op i armene og hastede hen mod stien, der førte op til palæet.

“Lady Jessica!”

Lyden af hendes navn, netop da hun var nået tilbage til parkens relative tryghed, fik hende til at snuble over sine egne fødder. Hendes hjerte sprang et slag over ved at blive taget på fersk gerning. Hun 20

Syv års længsel.indd 20

14/10/13 16.10

vendte sig om i et brus af lyseblå satinskørter, mens hun spejdede efter den, der havde kaldt på hende, forfærdet ved tanken om, at det måske var Alistair Caulfield, der ville tigge hende om diskretion. Eller værre endnu: hendes far.

“Min Gud, Jessica, jeg har ledt efter dig alle vegne.”

Hun var lettet over at se Benedict nærme sig oppe fra huset, men lettelsen forvandlede sig til vagtsomhed. Han bevægede sig ned gennem stierne med takstræerne med sådan en frisk, beslutsom gang. Hun fik kuldegysninger. Var han vred?

“Er der noget galt?” spurgte hun forsigtigt, da han nærmede sig, vel vidende at det måtte være årsagen til, at han ledte efter hende på denne tid af døgnet.

“De har været længe væk. Det er en halv time siden, Deres kammerpige sagde, at De var gået ud for at lufte Temperance, og De havde allerede været væk et kvarters tid, da jeg spurgte hende.”

Hun slog blikket ned, for at det ikke skulle fremstå, som om hun udfordrede ham. “De må undskylde, hvis jeg har gjort Dem bekymret.”

“Ingen grund til at undskylde,” sagde han studst. “Jeg ville ganske enkelt bare tale med Dem. Vi skal giftes i dag, og jeg ønskede bare at berolige Deres nerver, ifald der er noget, der plager Dem før selve vielsen.”

Jess blinkede og kiggede op, forvirret over hans betænksomhed. “Min herre ...”

“Benedict,” rettede han hende og greb hendes hånd. “De er iskold.

Hvor har De været?”

Det var ikke til at tage fejl af bekymringen i hans tonefald. Først var hun ikke sikker på, hvordan hun skulle reagere. Hans reaktion var så anderledes, end hendes fars ville have været.

Uforberedt på sin egen forvirrede reaktion svarede hun næsten uden at tænke over det. Mens hun fortalte historien om, hvordan Tem­ perance havde fået hende ud på en munter jagt efter et egern, betragtede Jess sin fremtidige ægtemand med større interesse, end hun havde udvist i meget lang tid. Han var blevet et holdepunkt i hendes liv, en forpligtelse hun havde accepteret uden behov for de store overvejelser.

Så vidt det havde været hende muligt, var hun faldet til ro ved tanken om det uundgåelige i, at hun skulle dele sit liv med ham. Men hun 21

Syv års længsel.indd 21

14/10/13 16.10

følte sig ikke godt tilpas nu. Hun var fortsat rød i hovedet og ophidset af den måde, hvorpå Caulfield havde brugt hende til at forstærke sin egen nydelse.

“Jeg var gerne gået med Dem, hvis De havde spurgt mig,” sagde Benedict, da hun var færdig. Han gav hendes hånd et klem. “Jeg håber, at De fremover vil gøre det.”

Hans blide facon og den vin, hun havde drukket alt for meget af til middagen, gjorde hende modig, og Jess fortsatte ufortrødent. “Tem­pe­ rance og jeg snublede også over noget andet i skoven.” “Åh?”

Med lavmælt og tøvende stemme fortalte hun ham om parret i lysthuset, ordene snublede ud af munden på hende, for hun manglede selvtillid og kendte ikke de rette ord. Hun fortalte ikke om de penge, der var blevet udvekslet mellem grevinden og Caulfield, og hun afslørede heller ikke deres identitet. Benedict rørte sig ikke ud af stedet, mens hun fortalte. Da hun var færdig, rømmede han sig og sagde: “Fordømt.

Jeg er forfærdet over, at De har været udsat for den slags ubehageligheder natten før vores bryllup.”

“De lod ikke til at finde det spor ubehageligt.”

Han rødmede. “Jessica ...”

“De talte om at berolige mine nerver,” sagde hun hurtigt, før hun mistede modet. “Jeg vil gerne være ærlig over for Dem, men jeg er bange for at overskride grænsen for Deres overbærenhed.”

“Jeg skal nok fortælle Dem, hvis den grænse bliver overskredet.”

“På hvilken måde?”

“Undskyld?” Benedict rynkede panden.

Jess sank en ekstra gang. “På hvilken måde vil De fortælle mig, når grænsen er nået? Med ord? Med en begrænsning af mine privilegier?

E-eller noget mere ... definitivt?”

Han stivnede. “Jeg vil aldrig lægge hånd på Dem eller nogen anden kvinde, og jeg vil helt sikkert aldrig bebrejde Dem Deres ærlighed. Jeg forventer, at jeg vil være langt mere overbærende over for Dem end over for noget andet menneske. De betyder meget for mig, Jessica. Jeg har ventet utålmodigt på den dag, De ville blive min.”

“Hvorfor?”

22

Syv års længsel.indd 22

14/10/13 16.10

“De er en smuk kvinde,” sagde han bryskt.

Forundring skyllede ind over hende, fulgt af en bølge af uventet håb.

“Min herre, ville De være misfornøjet over at vide, at jeg tager mig selv i at bede til, at det fysiske aspekt af vores ægteskab vil være ... nydelsesfuldt? For os begge to.”

Guderne skulle vide, at hun ikke ville fjase sådan om, som lady Trent gjorde. Den slags opførsel lå ikke til hende.

Han fumlede ved sit halsbind, så hun helt tydeligt kunne se, hvor forlegen han blev over emnet. “Jeg har altid haft intentioner om, at det skulle blive sådan. Det skal jeg nok sørge for, stol på mig.”

“Benedict.” Hun indåndende hans duft – krydderier, tobak og en fin portvin. På trods af, at han kæmpede sig igennem en samtale, han helt sikkert aldrig havde forventet at føre med sin adelige hustru, var hans svar lige så direkte som hans blik. For hvert øjeblik, der gik, holdt hun mere og mere af ham. “De tager denne samtale meget pænt. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvor langt jeg mon kan presse Dem.” “Tal frit,” bad han. “Jeg ønsker ikke at føre Dem til alteret med nogen form for tvivl eller forbehold.”

Jess snublede over ordene. “Jeg ville gerne trække mig tilbage sammen med Dem til sommerhuset ved søen. Nu.” Han pustede ud med et skarpt smæld, der matchede hans ansigtstræk.

Hans greb om hendes arm strammedes næsten smertefuldt. “Hvorfor?”

“Jeg har gjort Dem vred.” Hun vendte blikket væk og trådte et skridt tilbage. “Tilgiv mig. Og jeg beder til, at De ikke tvivler på min uskyld.

Det er sent, og jeg er ikke mig selv.”

Benedict tog hendes hånd op til sit bryst og trak hende ind til sig igen. “Se på mig, Jessica.”

Hun gjorde, som han bad om, og hans blik gjorde hende svimmel.

Han så ikke længere på hende med ubehag eller bekymring.

“Vi er kun få timer fra vores ægteseng,” mindede han hende om med en stemme, der var hæsere, end hun nogensinde havde hørt den før.

“Jeg går ud fra, at de begivenheder, De har været vidne til i skoven, har opildnet Dem på en måde, som De endnu ikke forstår, og jeg kan ikke sige Dem, hvilken effekt det har på mig at høre, at De er fascineret af 23

Syv års længsel.indd 23

14/10/13 16.10

Deres reaktion og ikke frastødt, som nogle kvinder ville være. Men vi skal vies, og De skal være min hustru, og i den forstand fortjener De al mulig respekt.”

“Og De vil ikke respektere mig i sommerhuset?”

Et kort øjeblik, et hjerteslag, så han ud, som om det kom fuldstændig bag på ham. Så kastede han hovedet tilbage og lo. Den fyldige, dybe lyd rungede gennem haven. Jessica blev fuldstændig indtaget i den måde, hvorpå latteren forandrede ham og fik ham til at virke langt mere tilnærmelig og – om muligt – endnu smukkere.

Han trak hende endnu tættere ind til sig og pressede sine læber mod hendes pande. “De er en skat.”

“Så vidt jeg har forstået,” hviskede hun og lænede sig ind i hans varme favn, “så gør man sin pligt i ægtesengen, mens man finder nydelse andre steder, med sin elsker. Afslører jeg en brist i min karakter ved at tilstå, at når det gælder soveværelsets glæder, så foretrækker jeg, at De begærer mig som en elskerinde frem for som en hustru?”

“De har ingen karakterbrister. De er så perfekt en kvinde, som jeg nogensinde har set eller vil komme til at se.”

Hun var langtfra perfekt, som mindet om spanskrøret mod bagsiden af hendes lår kunne bevidne. Hun havde været tvunget til at lære at skjule sine skavanker.

Hvordan havde Caulfield kunnet fornemme, at hun ville være åben over for hans behov for at blive set? Hvordan var det lykkedes ham at se et aspekt af hendes karakter, som hun ikke selv kendte til?

Uanset hvordan det var lykkedes ham, så var Jess svimmel af lettelse over at vide, at Benedict ikke følte sig truet eller mindre tiltrukket af hende på grund af hendes pludselige selvindsigt. Hendes forlovedes accept indgød hende et usædvanligt mod. “Er det muligt, at De vil være interesseret i mig på den vis?”

“Mere end muligt.” Benedicts læber lagde sig over hendes og slugte de ord af lettelse og taknemmelighed, som hun skulle til at ytre. Det var et udforskende kys, blidt og forsigtigt, og dog alligevel selvsikkert.

Hun greb fat i hans revers, og hendes bryst hævede sig hektisk, da hun forsøgte at indånde den luft, han stjal fra hende.

Hans tunge gled langs hendes læbers kant og lirkede dem åbne. Hun 24

Syv års længsel.indd 24

14/10/13 16.10

blev svag i knæene, da han trængte ind i hendes mund med et hårdt stød. Han trak hende helt ind til sig, og den hårde bule af lyst, der pressede ind mod hendes hofte, afslørede hans begær efter hende. Hans fingre kærtegnede hendes hud og røbede hans voksende ophidselse.

Hans vejrtrækning var anstrengt, da han endelig trak sig væk fra hende og pressede sin pande ind mod hendes.

“Gud hjælpe mig,” sagde han hæst. “Lige så uskyldig De er, så har De ikke desto mindre forført mig fuldstændigt.”

Han tog hende i sine arme og bar hende hurtigt over til sommerhuset.

Påvirket af den højspændte situation gik Temperance lige så stille ved siden af dem. Derpå ventede hun på verandaen med en usædvanlig sagtmodighed og så solen stige op.

Syv års længsel.indd 25

14/10/13 16.10