Tak for turen! - af Lars Reinhardt Møller

155 mm

TAG MED PÅ TUREN! Lars R. Møller voksede op under den kolde krig og blev berømt både i Danmark og ude i verden, da han som den første valgte at give ordre til at skyde med skarpt under krigen i Jugoslavien.

Tak for turen! er oberstens erindringer fra et langt liv i Forsvarets tjeneste, fra grøn rekrut til hærdet kriger. Fra øvelsesterrænet i Oksbøl, over operation Bøllebank i Bosnien, til rævekagerne på de bonede gulve i Forsvarskommandoen. Møller har været der og sat sit uudslettelige fingeraftryk. I 2014 går han på pension. Han vil blive savnet for sin evige støtte til de danske soldater, men der er sikkert også nogle embedsmænd, der vil ånde lettet op – indtil de læser Tak for turen!

231 mm

LARS R. MØLLER, oberst i Forsvarskom-

OMSLAG: IMPERIET

Tag med på turen! Det bliver ikke kedeligt.

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

155 mm

100 mm

LARS R. MØLLER

”Århundreders krige og fortjenester foldes ud med et overblik, en præcision og et sigte” ANDERS JERICHOW, POLITIKEN

TAK FOR TUREN!

”Fascinerende læsning” CHRISTIAN BRØNDUM, BERLINGSKE

LINDHARDT OG RINGHOF

mandoen, er forfatter til bl.a. Operation Bøllebank (2001) og Vi slår ihjel og lever med det (2010), og Snigskytter (2013).

Møller har et stort publikum blandt de danske soldater og er kendt i de danske medier som en kontroversiel debattør. Hans bøger er blevet rost for deres rå fortællestil og skarpe indsigt, der tør tage fat om emner, som andre viger tilbage for. Han er blevet tildelt flere dekorationer og udmærkelser, bl.a. Kommandør-korset og Ebbe Muncks mindemedalje.

Bogen er oberst Møllers kontroversielle bud på, hvad vi kan lære af en soldats erfaringer. Og et velrettet spark mod de skrivebordsgeneraler, Møller føler fylder alt for meget i landskabet.

55 mm

LARS R. MØLLER TAK FOR TUREN!

100 mm

”Militærhistorie af høj klasse ...

Med SNIGSKYTTER skriver oberst Lars R. Møller sig op blandt landets bedste militærhistorikere.

Velskrevet, velfortalt og relevant for alle, der interesserer sig for skydevåben og militærhistorie” STEEN RAMSGAARD, DANSKE OFFICERER

Tak for turen!

Copyright © Lars R. Møller og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, 2014 Omslag: Harvey Macaulay / Imperiet Tilrettelægning/sats: Remote Grafik v. Lars Ole Nielsen Bogen er sat med Bembo Trykt hos ScandBook 2014 ISBN: 978-87-11-35946-4 1. udgave, 1. oplag SÆRUDGAVE 2014 ISBN: 978-87-11-34641-9 Fotos: Hærens Operative Kommando, Sikkerhedspolitisk kursus, 2004 (s. 81, 354, 371) Fredericia Dagblad (s. 358) Forsvarskommandoen, pressetjenesten (s. 480) 1. Sjællandske Brigade (s. 356) Alle øvrige fotos, inklusive omslagsfotos stammer fra private arkiver.

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S er et selskab i Egmont

Operation Bøllebank Den 16. april blev vi om morgenen af sektoren anmodet om at skærpe opmærksomheden mod den nordlige del af vores område, fordi hovedkvarteret i Sarajevo frygtede, at fjendtlighederne ville blusse op her. Det var eskadronens område, og snart var de på vej mod nord for at overvåge området. Svendene i vedligeholdelsesdelingen havde brugt deres sparsomme fritimer på at reparere og klargøre en ekstra PBV, så bataljonen nu rådede over to, en til Christer og en til mig. Da jeg nu havde min egen besætning, drog vi under Thomas’ selvbestaltede ledelse ud på en trænings- og rekognosceringstur. Vi skulle rekog­noscere for eventuelle observationsstader (typisk militært udtryk, normalt ville man forvente navnet observationssteder, men nej, der indrettes et stade, hvorfra man observerer), i tilfælde af at lufthavnen blev bombarderet igen, og vi fandt nogle fremragende stillinger, hvorfra man havde frit udsyn til bjerget Vis, kaldet Sukkertoppen, som lå i serbisk område, og de 14 km ind til lufthavnen.

Besætningen, som oprindelig var infanterister, havde kun fået en grundlæggende omskoling til PBV og blev tæsket igennem af Thomas. Hvordan man gik i stilling, hvordan man brugte huse som dækning under transport med videre. Da vi kom tilbage til lejren, fik vi besked på, at admiral Garde og general Kandborg agtede at besøge os i den nærmeste fremtid, hvilket medførte, at Thomas og jeg skulle skynde os til Vares, fordi vi længe havde truet 8. kompagni med et besøg.

Carsten blev sat i gang med at udarbejde plan Bøllebank, som skulle anvendes, hvis de bosniske serbere igen begyndte at beskyde lufthavnen. Jeg ved ikke rigtig, hvem af os der fandt på navnet.

218

D E L II: B osnien

Søndag den 17. april ringede stabschefen for sektoren og meddelte med anspændt røst, at lufthavnen blev beskudt. Christer var taget til Kiseljak for at få vores konvoj fri, hvorfor jeg som fungerende chef iværksatte operation Bøllebank for første gang. Carsten havde mange folk nordpå, men fik alligevel ordren. Hele formålet var, at vi skulle have fat i den eller de karle, der stod og beskød lufthavnen, og ordren var, at TACP skulle møde mig på lufthavnen så hurtigt som muligt. Thomas havde nu endelig fået sig kæmpet op til at være min ”stridsbefäl”, et svensk udtryk for en officer, der kun har opgaver i forbindelse med kamp, og han fik hurtigt organiseret vores afgang. Da vi kom til lufthavnen og mødte en noget rystet sektorstab, viste det sig, at de kun havde fået to granater. Da Bo Farver indfandt sig med TACP’en, kørte vi rask af sted mod vores første obser­ vations­punkt kaldet ”Fjollerikhøj”, fordi den var et udmærket observationsstade, men sørgeligt nok under observation af de bosniske serbere. TACP’en mistede et bælteled, og vi måtte reparere den, mens vi ventede på kampvognene. Carsten indsatte dem efter planen, og vi fik endelig deployeret helt frem, så vi havde indsigt mod Sukkertoppen. Da vi over radioen kunne høre, at situationen var blevet forværret omkring vores konvoj i Kiseljak, aflyste jeg efter et par timer operationen, og stor var lettelsen, da vi ved hjemkomst til lejren fik at vide, at konvojen var blevet frigivet. Christer blev i Kiseljak, og Thomas, Claus og jeg kørte til eskadronen for at drøfte dagens operation samt admiral Garde og general Kandborgs besøg dagen efter.23 Da vi mandag den 18. april skulle have fornemt besøg, tog Thomas og jeg til NORAIR for at være klar til at modtage gæsterne. Mens vi stod og ventede, talte vi med nogle af svendene fra eskadronen, der så lidt blegnæbbede ud. De var fløjet mod Split for at tage på orlov, da den norske helikopterpilot 219

TA K F OR T U REN!

roligt sagde til sin medpilot: ”Du overtager.” Det viste sig, at de var blevet beskudt over bosnisk område, og et projektil havde skudt pilotens pedaler i stykker og var faret op og havde gennemhullet et af rotorbladene. De kunne vende om, men piloten havde sagt til svendene, at hvis ikke de var blevet bange, så agtede han stadig at flyve til Split, men de skulle lige have en ny helikopter. Der var fine huller i helikopteren, og selvom svendene var lidt rystede, ville de nu alligevel med og dermed spare to dage ved at flyve i stedet for at køre til Split.

Gæsterne ankom og blev flyttet over til en minibus, vi have fremskaffet til lejligheden.Thomas bad alle om at kontrollere deres blodgruppe jf. deres ID-skilt (et ID-skilt kaldes også en ”kadaverbrik”, indeholder oplysninger om navn, nummer, blodtype o.a. og bæres i en kæde om halsen, således at man let kan identificere et lig eller en såret), hvilket general Kandborg syntes var o.k., mens admiralen syntes, det var noget pjat, formodentlig fordi han først fandt sit efter en større eftersøgning.

Da vi kørte forbi den kemiske fabrik i Tuzla, kontrollerede alle deres ABC-masker efter et mindre foredrag om, hvad de forskellige beholdere indeholdt af giftige stoffer. Faktisk ville en serbisk træffer i nogle af beholderne afstedkomme en gigantisk katastrofe, fordi en klorsky ville sprede sig i hele den dal, hvor Tuzla lå.Vi kørte gennem Tuzla, og jeg holdt et indlæg om diverse seværdigheder, bosniernes hovedkvarterers placering, den humanitære bygning med videre. Mens vi kørte gennem byen, blev den beskudt, hvilket afstedkom betænkelige panderynker, men nedslagene lå langt væk. Da vi kom tilbage til lejren, havde vi samlet en æreskommando på fem mand, alle andre var på arbejde, og efter den officielle velkomst viste vi dem omkring i staben, der rent ud sagt ikke virkede på normale fredstidsvilkår.

Bade- og toiletfaciliteterne var ikke imponerende. Jeg havde 220

D E L II: B osnien

været nede at låne eskadronens danske flag, som nu var på vej tilbage, for at eskadronen også kunne flage dansk i anledning af besøget. Jeg er bange for, at vi ikke tog mange kegler på komforten, men det var der ikke rigtig noget at gøre ved.

Efter at gæsterne var blevet indkvarteret, gik vi over i den hvide villa for at få en kop kaffe. Kommandør Sørensen, der indgik i følget, spurgte, om det var os, der manglede kapacitet til at vaske snavset tøj, og jeg måtte lige bede om at få spørgsmålet gentaget, før jeg kunne afvise, at det var noget, vi beskæftigede os med.Vores største problemer var, om vi kunne få nok brændstof og mad ind til området, ligesom de bosniske serberes beskydning af vores konvojer havde højere prioritet end vasketøj. General Kandborg gjorde spørgeren opmærksom på, at dette vigtige spørgsmål nok snarere var rejst af den danske bataljon i Kroatien og ikke af NORDBAT 2, for med det, han allerede havde set, var han ret sikker på, at vi havde andre problemer. Derefter tog vi ned til eskadronen. Carsten gennemgik eskadronens vilkår og opgaver og besvarede derefter spørgsmål. Vi fik en glimrende middag bestående af engelske bøffer (hvor de så ellers havde fået dem fra) med mælk eller saftevand til. Admiralen var lettere lamslået, mens Kandborg hyggede sig med svendene.

Næste morgen ville admiralen gerne overhøre vores brie­ fing. Efter briefingen kørte vi ned til eskadronen, og Carsten gennemgik, hvor vi kunne forvente beskydning, forholdsregler for udlægning af røg i forbindelse med beskadigede køretøjer.

Det var tankefulde gæster, der sad op i køretøjerne, og vi kørte ud til ”den døde by” under stor udfoldelse af dramatik og gjorde holdt ved den serbiske kirkegård. Efter en rundvisning overtog Thomas og jeg igen kommandoen, og vi kørte over bjergene for at besøge 10. kompagni, hvor kompagnichefen, Claes, 221

TA K F OR T U REN!

gav en fremragende briefing uden noget blødsødent pladder om arbejdstid og vilkårene for afholdelse af friheder. Vi var i tjeneste 24 timer i døgnet, og sådan var det. Efter besøget fik de frokost, hvorefter de fløj ud igen tidligt på eftermiddagen.24 Den 20. april agtede vi at udføre operation Bøllebank meget tidligt om morgenen for derved måske at få ram på den eller de kanoner, der beskød lufthavnen. Desuden ville vi også benytte lejligheden til at lave en demonstration over for sektorhovedkvarteret. Sektoren havde om aftenen beordret eskadronen til at iværksætte operation Bøllebank, og der havde tidligere været flere tilfælde, hvor sektoren direkte beordrede vores enheder uden om bataljonen. De kunne give os en opgave, så skulle vi nok løse den, men de skulle holde labberne fra vores enheder. Altså stod vi meget tidligt op og var på plads i stillingerne omkring klokken 0600. Ideen var, at Christer ville køre ind til lufthavnen og spørge, hvem der havde beordret hans enheder ud i terrænet uden hans tilladelse, så vi på denne måde måske kunne undgå fremtidig indblanding. Der var tyk tåge med en sigtbarhed på maksimalt 25 meter, og bortset fra noget ukoncentreret 40-mm maskinkanonild skete der intet. Planen virkede fint. Christer flåede sektoren, så de lovede aldrig at gøre det igen. Samtidig besluttede jeg, at vi skulle køre hjem til lejren. Der var ingen mening i at holde i terrænet, når man ikke kunne se noget. Vel tilbage i lejren brugte jeg en del tid på at tusse rundt og tale med svendene, og om aftenen, da jeg sad og ordnede noget papirarbejde, kom vores, læge Ingemar Narheim, et smut forbi. Vi havde indtil nu haft afsindig travlt.

Jeg havde ikke fået passet min nattesøvn og var blevet beskudt en del gange, og nu kom Ingemar altså. Han ville egentlig ikke noget særligt, men jeg er overbevist om, at han kontrollerede min psykiske tilstand på en meget fin måde. Han talte lidt løst 222

D E L II: B osnien

og fast om udsendelserne, kom med udtalelser, som jeg skulle tage stilling til, og andet. At han smuttede igen, uden at jeg siden hørte mere, skulle nok tages som et udtryk for, at jeg ikke led mærkbart af stress eller andre symptomer, der kunne medføre, at jeg trængte til en pause.

Næste morgen blev jeg nødt til at lave noget papirarbejde, plan Bøllebank skulle oversættes til engelsk, således at plan ”Hooligan Buster” kunne blive anvendt som sektorens officielle plan til brug for beskyttelse af lufthavnen.

Fredag den 22. april skulle Christer og sektorchefen, bri­ gade­­general Ridderstad, til Kamensko for at fejre broens indvielse, og Thomas og jeg havde en idé om, at vi ville køre til Vares over frokost, men den gik ikke. Der kom råb fra lufthavnen om, at de blev beskudt, og vi måtte i gang med operation Bøllebank. Førings-PBV’en var i Banovici, og mens vi ventede på den, kom resten af enhederne på plads. Planen gik fuldstændig som smurt, men der var ikke mere sigt end 2.000 meter, og da de bosniske serbere indstillede ilden, aflyste jeg efter nogle timer operationen. Om aftenen, da vi sad og rodede med de sidste planer for turen til Vares, kom nogle af gutterne fra eskadronen og fortalte, at en serbisk kampvogn T-55 havde åbnet ild mod dem, men heldigvis var afstanden over 3.000 meter. Kampvognen havde fået dem i gaffel, men de havde nået at nedbryde antenneanlægget, før ilden kom for nær, og nu var de herinde for at rapportere om endnu en firing close. At få noget ”i gaffel” er en metode, der anvendes, når man skyder med artilleri. Hvis det første skud går langt, altså skyder over målet, skyder man med vilje det næste skud kort – i princippet går man eksempelvis 800 meter tilbage på afstanden. Skuddet falder så kort, og herefter går man halvdelen, det vil sige 400 meter, op. Får man nu skuddet til at falde langt, vil man ved at 223

TA K F OR T U REN!

gå 200 meter ned næste gang have ilden meget tæt på målet.

Man ”gafler” sig ind på målet.

Ifølge den gængse opfattelse var det ret trivielt, at de bønder blev ved med at skyde efter os, og følelserne var ikke venlige over for de bosniske serbere på den nordlige og den vestlige side af vores område. Vi var der ikke for at genere dem, og da slet ikke for at føre krig mod dem, men nu kunne det snart være nok.25 Vi nåede til Vares, men besøget blev desværre ret kort, fordi spændingerne tog til i Tuzla.Vi måtte køre tilbage, og den 25. april tog vi tidligt af sted for ikke at skulle ligge bag ved de mange konvojer. Vi medbragte en sygeplejerske. Aftenen forinden havde hun deltaget i et øffe-møde, der i al væsentlighed gik ud på, at fire sygeplejersker ville sige op på grund af forholdene. De havde gjort tjeneste i Somalia, men dette var alligevel for meget. Efter en ny rekord på kun tre timers transport hilste vi på vennerne i lejren, og jeg gik netop og glædede mig til frokosten, da vagthavende officer kom og meddelte, at man havde genoptaget eskorteringen over konfrontationslinjen, den såkaldte operation Cabinet, men nu forlangte de bosniske serbere, at vi skulle anmelde alle former for færdsel til dem på forhånd, inklusive vores bevægelser på bosnisk område, ellers ville vi blive beskudt. Helt konkret drejede det sig om, at serberne truede med at beskyde en sanitets-PMV og en PMV med forsyninger, hvis de kørte op til Tango 2. Jeg beordrede straks operation Bøllebank iværksat.Vi fik samlet to kampvognsdelinger, TACP med videre og mødtes på det sædvanlige mødested i Saraci. Her gav jeg ordre til, at de to PMV’er skulle eskorteres op til OP’en, og vi gik straks i gang med at iværksætte planen.

Over radioen orienterede bataljonen os om, at serberne via FN-observatørerne truede med at åbne ild, hvis vi ikke straks 224

D E L II: B osnien

holdt op med at køre med kampvognene. Jeg fik lang tid senere at vide af Erik Kirk, at det var præcis på dette tidspunkt, han blev klar over, at det var alvor. Bataljonen sendte truslen over bataljonsnettet, som alle kunne modtage, og mit svar havde været: ”Fremad.” Jeg havde selv glemt episoden, men det er et tydeligt eksempel på forskellig perception. Jeg var blevet så vant til truslerne, at jeg ikke rigtig lagde mærke til dem, mens situationen for Erik var anderledes. Det var helt tydeligt, at hvis vi gav efter for de serbiske trusler, havde vi solgt vores neutralitet både over for dem, men også over for bosnierne, hvis område vi var på, og i henhold til den indgåede aftale om bevægelsesfrihed skulle ingen af de stridende parter bestemme over vores færdsel. Altså fortsatte vi op til Tango 2. Vejret var dejligt, og der var ingen, der skød. Da vi kom tilbage til lejren, var de bos­niske serbere meget interesserede i at holde møde så hurtigt som muligt, hvilket jeg syntes var en fremragende idé.Vi besluttede at sende Thomas Fejfer – som kendte Ladlo ganske godt – samt vores nye forbindelsesofficer, major Jangosh.26 Den 26. april startede vi tidligt.Vi kørte ud af vagten 0430 for at mødes med FAC’en og komme på plads, så vi kunne observere mod området omkring Sukkertoppen, inden det blev rigtig lyst. Meningen var at afprøve et nyt stillingsområde samt at observere eventuelle bevægelser i området.Vi havde efterhånden et ganske godt overblik over minefelterne, specielt de bosniske miner, men nu fik vi også et godt overblik over, hvad der befandt sig på den serbiske side. Der var ingen civile i husene, der lå omkring bjerget, fordi disse øjensynlig blev brugt som militær indkvartering – oplysninger, der kunne vise sig uundværlige, hvis vi skulle besvare ilden mod området.Vi blev i stillingerne, indtil 10. kompagni havde afløst mandskabet på Tango 2, og så erfarede vi pludselig, at man rent faktisk kørte operation Cabinet med fire 225

TA K F OR T U REN!

konvojer, der kom fra Zvornik. Det var da i orden, men det var ikke i orden, at vi ikke vidste det. Det kunne i værste fald have udviklet sig til en katastrofe, hvilket jeg i beskedne og stilfærdige vendinger antydede over for operationsrummets personel, da vi vendte tilbage efter en velgennemført operation.

Fredag den 29. april startede som en ganske normal dag i missionen. Vi skulle demonstrere kampvognens evner for 2.

Korps, og jeg havde i den anledning fået staben til at arrangere en bustur for stabens personel, så de også kunne overvære demonstrationen. Thomas Fejfer og Kalle Jangosh tog samtidig af sted for at mødes med kaptajn Ladlo i Caparde og høre, om vi kunne normalisere forholdene. Lidt over klokken 8 kørte vi ud til den grusgrav, hvor skydningen skulle foregå.Vi havde tidligere fået 2. Korps’ tilladelse til at anvende grusgraven, fordi det var nødvendigt at indskyde kanonerne, så vi var sikre på, at de skød nøjagtig der, hvor vi sigtede, og det kunne kun lade sig gøre, hvis man kontrolskød dem. Der er ingen tvivl om, at vores hjemlige eksperter fra Hærens Kampskole ville have fået et slagtilfælde, hvis de havde set vores skydebane.Vi var ganske klar over, at vi overtrådte mange sikkerhedsbestemmelser, men det var ikke muligt at overholde bestemmelserne, hvis vi ville afprøve kanonerne. Og afprøves skulle de. 1. deling var klar, men Benny, der stod for skydningen, havde lidt problemer med sikkerheden, fordi de civile i landsbyen bag grusgraven normalt anvendte en lille markvej, som vi havde fyldt med de bilvrag, der skulle fungere som mål. Nogle af svendene havde brugt en dag på at køre rundt i området med bjærgningskampvognen for at samle bilvrag, så der var nok at skyde på. Benny og tolken brugte en halv time på at forklare den lokale befolkning, at det ville være hensigtsmæssigt, at de holdt sig væk fra markvejen indtil frokost, og efter en stund trængte den ind.

226

D E L II: B osnien

Demonstration af kampvogn.

Skydningerne var bygget op som en turnus, hvor hver vogn skulle igennem en kaliberskydning (kanonskydning), hvor man skød tre brisant- og en pansergranat, derefter tårngevær og til sidst kuppelgevær.Træfningen var upåklagelig, og indimellem blev der skudt med tungt maskingevær (12,7 mm). Da 1. deling var færdig, kørte bussen tilbage til lejren, fordi folket skulle hjem at arbejde, og derefter gik 2. deling i gang med skydningen. Så kom gæsterne, og der blev gennemført en demonstration. Efter demonstrationen afsluttede 3. deling med deres skydning.27 Efter aftensmaden kom Christer og inviterede på en kop kaffe i den hvide villa. Vi havde besøg af en svensk oberstløjtnant, der havde gjort tjeneste i Kiseljak og nu var på vej hjem.

Følgelig gik vi over i den hvide villa, hvor vi netop var i gang med kaffe og en whisky i dagens anledning, da Lars Eliasson kom forbi og undskyldte, at han ikke kunne deltage. Tango 2 227

TA K F OR T U REN!

var blevet beskudt, og han var nødt til at følge situationen. Lidt senere dukkede han op igen og hentede Christer, da situationen udviklede sig alvorligt. Jeg smuttede med over, og det blev hurtigt klart, at den var gal på Tango 2. Førings-PBV’en blev sat i alarmberedskab, og jeg tøffede ind for at ringe til Carsten og orientere ham. Da jeg indledningsvis nævnte, at han skulle iværksætte en modificeret plan Bøllebank, var hans første udbrud, at jeg måtte være sindssyg, men der gik ikke lang tid, før han fattede, at tiden ikke var til morsomheder.Vi aftalte at mødes ved Saraci til et kort orienterings- og koordineringsmøde.

Vi kom først med PBV’en, men vi havde nu også et forspring. På vejen ud til Saraci forsøgte en civil bosnisk bil at overhale en dozervogn, hvilket var en dårlig idé, fordi dozer­bladet rager ud over vognens side, hvorfor mandens pæne bil blev totalt skrællet. Kommandøren kunne heldigvis se to personer stige ud af bilen uden at åbne dørene, men der var ikke tid til at tage sig af klager. Over radioen blev militærpolitiet sat til at tage sig af sagen.

Vi var lige ankommet til ventepladsen i Saraci, da kampvognene marcherede op med to delinger og chefpanseren. Lidt længere bagude var eskadronens observations-PMV med Johnny ved at gøre klar til at køre op til sin stilling i bjergene, og endnu længere tilbage gik den sidste deling med sanitets-PMV og tung bjærgningskampvogn i et beredskabsområde (vi erindrer, at et beredskabsområde egentlig bare er et område, hvor en enhed holder sig i beredskab. Det vil sige at den holder i området og er klar til at blive indsat på ordre), rede til at blive indsat efter ordre. Vi, det vil sige Christer og undertegnede, sad af og gik hen til Carstens kampvogn, hvor vi holdt et kort møde, der i al sin enkelhed gik ud på at koordinere fremrykningen mod Tango 2. 1. deling, chefpanseren og PBV’en skulle rykke frem til OP’en, mens 2. deling skulle gå i stilling om Saraci for at være 228

D E L II: B osnien

rede til at støtte, hvis det blev nødvendigt.Vi holdt tæt opmarcheret med lys overalt på køretøjerne, blå flag og forholdsvis ubekymret optræden.Vi var lige så diskrete som et 180-mands militærorkester under en gudstjeneste. Jeg nåede at tænke, at vi holdt alt for tæt, men omvendt indstillede serberne altid ilden, når kampvognene dukkede op.Vi var jo ikke i krig med nogen, så det var den helt rigtige FN-optræden.

Granaten slog ned i huset 50 meter til venstre for vejen, hvor vi netop havde skænket os en kop kaffe efter koordineringen af aftenens operation. Nogle sekunder forinden var vi blevet advaret af en hvæsen og hylen i luften, men kunne dårligt tro på, at de bosniske serbere ville beskyde en samling oplyste hvide køretøjer tydeligt markeret med blå flag. Spræng­ stykkerne og det meste af lufttrykket blev fanget af husets vægge, så ingen af os kom til skade, men huset ophørte med at eksistere præcis klokken 2315. Granat nummer to slog ned umiddelbart bag Johnnys PMV, og den tredje slog ned mellem 2. deling og os med tydelig trykvirkning på de måbende tilskuere. ”Carsten, sluk lyset! Fremad uden brug af hvidt lys. Iværksæt!” Ordren afstedkom straks betydelig aktivitet, og alle sprang til køretøjerne. Serberne havde afgørende ændret dagsordenen.

Der var ikke længere tale om en fuldt belyst FN-operation, men om en taktisk fremrykning mod en truet OP. Allerede inden jeg gav ordren, var tanken om at trække os tilbage gennemgået og forkastet. Havde det bare været en patrulje, burde vi være vendt om, men her stod der liv på spil. Om de var svenske eller danske, indgik ikke i overvejelserne. Det var vores soldater, der var oppe på OP’en, og de skulle ikke lades i stikken.28 Kommandøren på PBV’en lukkede uden ordre panser­ taget, men den gik ikke. Jeg brokkede mig slemt over ikke at kunne observere – så kunne vi jo lige så godt have siddet 229

TA K F OR T U REN!

hjemme i hovedkvarteret. Fidusen ved at være med ude, hvor det sker, er jo netop, at man kan se, hvad der foregår. Pansertaget blev lukket op igen, og vi kørte hastigt af sted mod Kalesija, fuldstændig mørklagt. Både PBV’en og kampvognene havde udstyr, der gjorde, at køreren tydeligt kunne se vejen uden brug af hvidt lys, men når man træner under uddannelse i fredstid, foregår det altid på afspærrede baner. Nu var det pludselig alvor, og med 50 km/t gik det ud over stepperne. Serberne lagde ilden efter os, og jeg må indrømme, at de var dygtige. Ilden fulgte os og lå konstant mindre end et par hundrede meter fra kolonnen.

Da vi nåede ned til Kalesija, havde treer-vognen i den forreste deling problemer med sit kørerudstyr, hvorfor der var en vis afstand mellem de to forreste vogne og resten af kolonnen. I Kalesija skulle hastigheden ned, fordi man umiddelbart efter en lav, blå fabriksbygning skulle svinge 90 grader til venstre for at tage bjergvejen op til Tango 2. Christer stod af gode grunde på bataljonschefens plads, og jeg gik derfor over på eskadronens radionet for at kunne høre og eventuelt blande mig i hvad der skete. Da vi nærmede os svinget, kunne jeg høre, at 2. deling oppe fra Saraci meldte om indkommende panserværnsmissiler, formentlig fire stykker, og da jeg kiggede op, kunne jeg se noget, der lignede store nytårsraketter. Flot så det ud, og der gik nogen tid, inden jeg erkendte, at de faktisk var på vej mod os.

Tingene foregik pludselig i slowmotion. Indflyvningsbanen for missilerne så helt forkert ud i forhold til de missiler, vi normalt afskød i Borris’ skydeterræn, og der gik endnu et stykke tid, før det gik op for mig, at årsagen til, at det så forkert ud, var, at jeg normalt ikke opholdt mig i målområdet, når vi skød i Borris.

Da den forreste kampvogn drejede skarpt til venstre op mod Tango 2, nåede missilerne os. Det første missil ramte mellem de to bageste vogne i 1. deling, missil nummer to ramte den blå 230

D E L II: B osnien

Fra 2003, hvor man ser den renoverede blå fabrik.

fabrik, som jeg befandt mig i læ af, og eksploderede, så murbrokkerne regnede ned over vognen. Jeg var særdeles nervøs for det tredje missil, fordi jeg var overbevist om, at det ville ramme treer-vognen i 1. deling, og nåede lige at tænke, at nu smuttede lille Andres (sergent Andresen, men da delingsføreren også hed Andresen, var der en stor og en lille). Køreren på vognen var åbenbart nået frem til samme resultat, for pludselig stod han på bremsen. Det var fremragende reageret, for missilet slog ned på vejen en meter foran vognen, men det afstedkom jo nogen aktivitet, for vi kom fræsende bagved med 50 km/t, og nu skulle alle pludselig bremse for ikke at køre op i hinanden. Det fjerde missil mistede skytten formentlig kontrollen over, eller også havde jeg for travlt til at tænke nærmere over, hvor det blev af, men det forsvandt da. Alt det her gik særdeles stærkt, men jeg har stadig en meget klar erindring om det.

231

TA K F OR T U REN!

Nu holdt vi altså der og så dumme ud. De to forreste vogne var drejet til venstre og fortsatte op mod Tango 2, mens serberne beskød dem, med alt hvad de rådede over. På samme tid åbnede de ild med maskinkanoner og en panserværns­ kanon. Netop på det tidspunkt bestemte kommandøren på min PBV sig for at gå i sort. Det var ikke heldigt, fordi PBV’en nu holdt og spærrede for de to forreste kampvogne.Vi havde omkring 45 sekunder, inden de serbiske panserværnsskytter kunne nå at genlade, så det gjaldt om at få fingeren ud. Jeg gik ind på PBV’ens interne radionet og beordrede køreren til at bakke, så vi kunne gøre plads til de to kampvogne og selv kunne komme i dækning bag et stort højhus ca. 100 meter bag os. Efter ca.

50 meter gjorde køreren holdt, og vi holdt nøjagtig i den bane, som missil nummer to havde haft, hvorfor jeg stilfærdigt antydede, at det ville være hensigtsmæssigt, om vi fortsatte vores manøvre lidt endnu. Vel ankommet i ly af højhuset var der nu plads til, at de to kampvogne kunne komme bagud, og Carsten gjorde også holdt i ly af huset, bare på den modsatte side af vejen, mens lille Andres fortsatte længere hen ad vejen. Der lå store mængder af mortér- og artilleriild i byen, og man kunne have læst en avis i skæret fra detonationerne, så lyst var der.

Ilden lå utrolig præcist, og i løbet af nogle sekunder overvejede jeg, hvordan vi skulle reagere. Tusind overvejelser blev gennemgået og konkluderet på ekstremt kort tid. Der var ingen tvivl om, at serberne vidste, at de beskød FN-enheder. Vi var ankommet for fuld musik, og det ville få meget vidtgående konsekvenser, hvis vi skød igen, fordi nødhjælpstransporterne over Zvornik med garanti ville blive indstillet, men med åbningen af Mario kunne vi alligevel forsyne flygtningene i Tuzla.

Mulighederne for en fredsaftale mellem parterne og forholdet til UNPROFOR ville formentlig ikke vinde ved, at vi skød 232

D E L II: B osnien

I 2003 viste jeg stedet for amerikanerne. Vi står bag højhuset.

igen, så det talte kraftigt mod at åbne ild. Omvendt var der vores Rules of Engagement, og efter dem kunne vi have åbnet ild, allerede da vi blev beskudt første gang. Nu havde vi været under voldsom beskydning i mere end 20 minutter, og faren 233

TA K F OR T U REN!

for, at en vogn ville blive ramt, steg minut for minut. Det kunne ikke fortsætte. Så var der hensynet til dem, der beskød os, kaptajn Ladlo og hans svende, hvoraf vi jo havde lært nogle af dem godt at kende. Men det var jo ikke os, der var startet med at skyde. Det afgørende var imidlertid, at der var en reel fare for, at jeg ikke fik alle mine egne svende med hjem. Derfor besluttede jeg mig for, at nu kunne det være nok.29 ”QL1, her er VL2, nedkæmp panserværnsstillinger.” ”Her er BQ, indforstået, slut.” ”Her er QL1, indforstået, slut.” Kalde­ tallene var svenske og blev udtalt med brug af det såkaldte fone­tiske alfabet. Det fonetiske alfabet er indført i NATO for at undgå misforståelser, når man taler i radio. Man har bestemt, at bogstavet A udtales som ALFA, og QL blev således udtalt Quebec Lima. Min ordre lød altså i fuldt færdig form: ”Quebec Lima 1, her er Victor Lima 2 …”

QL1 var Carsten, BQ var Erik Kirk med 2. deling i stilling i Saraci, og jeg hed VL2.

På dette tidspunkt var 2. deling allerede langt inde i forberedelserne til at åbne ild, og vi har aldrig fået vished om, om de rent faktisk havde skudt, inden ordren kom. Hvis de havde, var det fuldstændig korrekt, da delingsføreren også havde pligt til at vurdere, om vores Rules of Engagement var trådt i kraft. Der var som sagt buldermørkt, og kampvognene stod på mere end fire km’s afstand, hvilket var mere, end computeren i vognen i teorien kunne klare. Heldigvis havde Erik Kirk en gammel skydetabel i lommen, så han kunne omregne afstanden til indstillinger, der skulle anvendes i kanonen, og efter fire indskydningsskud, der senere officielt fungerede som varselsskud, nedkæmpede delingen de bunkers, hvorfra panserværnsmissilerne var kommet. Afstandene lå på over fire km, og skydningen var tilfredsstillende.

234

D E L II: B osnien

Nede i byen havde vi fortsat store problemer med den indkommende ild, som blev dirigeret meget professionelt af den serbiske artilleriobservatør, der havde sin bunker på toppen af Vis, Sukkertoppen. Noget måtte gøres, og 2. deling fjernede hele bunkeren med brisantgranater, hvorefter ilden blev mindre koncentreret. En T-12-panserværnskanon generede kraftigt, men den blev også nedkæmpet, og derefter faldt ildtempoet til noget, man kunne begynde at tælle. Der var fortsat forholdsvis meget miljø nede i byen, og lille Andres kom med dagens bemærkning, da det roligt lød over radioen: ”Jeg har altså et problem, der er til at få øje på.” ”Hvilket?” ”Jo, hver gang jeg kører frem eller tilbage, ligger der granater tæt omkring vognen, og det er altså ikke sjovt.” Jeg lyttede med på eskadronens radionet og kunne ikke andet end at være afsindig stolt på svendenes vegne.

Al radio­trafik foregik over et radionet, hvilket kræver lang tids træning og fast radiodisciplin, men fordelen var, at alle vogne (alle besætningsmedlemmer på en vogn kan høre radiotrafikken) med det samme vidste, hvorledes situationen udviklede sig. Der var ingen slinger, ingen uprofessionel brug af radioen, nydelig fordeling af ilden, gode observationer fra Johnnys PMV, og alt foregik efter de reglementerede procedurer, fuldstændig som om vi havde været på øvelse i Holstebro. Da jeg havde lyttet en stund, besluttede jeg mig for at aflægge en visit ved chefpanseren, for at finde en måde at komme ud af situationen på, uden at nogen kom til skade. Da jeg ikke ville bryde ind i radiotrafikken, meddelte jeg besætningen på PBV’en, at jeg lige smuttede ud for at tale med Carsten.Vantro måben og rysten på hovedet fra den øvrige besætning, men ud kom jeg da. Jeg gik over til chefpanseren, som holdt mindre end 100 meter fra os, og for ikke at stå på hovedet i alle murbrokkerne på vejen gik jeg i stedet for at løbe. Nedslagene faldt uregelmæssigt, og netop da jeg stod nede 235

TA K F OR T U REN!

på vejen og bankede på tårnet med min stok, faldt en granat så tæt på, at lufttrykket blæste asken af min cigar. Det viste sig senere, at en granatsplint havde passeret mellem min hjelm og min fragmentationsvest og taget en del af mit hår i højre side af baghovedet. Det kunne man kalde en langdistancebarbering og en firing close, der ville noget. Carsten stak hovedet op over kanten af tårnet og skreg: ”Er du da fuldstændig sindssyg?!” Se, nu var det jo anden gang i aften, at han havde antydet, at jeg ikke var ved mine fulde fem. Jeg fandt derfor anledning til at indlede en debat om emnet, da endnu en granat slog ned i umiddelbar nærhed af mit opholdssted, hvor lufttrykket næsten væltede mig. Jeg besluttede, at jeg hellere måtte komme over til hjælperen, og vel anbragt i kampvognens skærmende indre drøftede vi så situationen. Jeg syntes, at stemningen var en smule mere anspændt, end situationen egentlig betingede, og forlangte derfor kaffe. Carsten tager aldrig nogen steder hen uden kaffe, og ganske rigtigt fik vi en kop, hvorefter jeg delte cigarer ud, og vi havde det rigtig hyggeligt. Det viste sig senere, at grunden til den almindelige anspændthed var selvforskyldt, fordi Carsten havde listet sin vogn ned langs en bygning for at deltage i 2. delings pacificering af de serbiske uromagere. Netop da han var på vej ud i en ildstilling, meldte køreren, at de blev belyst af infrarøde stråler. Infrarøde stråler bruges, når man vil se i mørke, og hvis man bliver belyst af sådanne, følger der gerne en granat eller et missil umiddelbart efter. Carsten & Co. havde derfor meget naturligt fået pulsen op og kørt vognen i dækning, hvorefter det viste sig, at hjælperen var kommet til at lyse på sin egen vogn ved et uheld. Ingen sans for humor før lang tid bagefter.30 Vi aftalte at vente 30 minutter for at se, om der fortsat var ro på Tango 2, fordi julefreden havde sænket sig over OP’en, da kampvognene nåede derop. Hvis ikke der opstod nogen 236

D E L II: B osnien

problemer, skulle vi herefter trække os ud af Kalesija med treer­ vognen først, derefter chefpanseren og endelig min PBV. De 30 minutter gik som planlagt, om end ilden i byen fortsat var kraftig, men det var også tydeligt, at serberne ikke vidste, hvor vi var, efter at observatøren på Sukkertoppen havde meldt fra.

Da vi trak os tilbage og nåede ud af Kalesija, flammede hele bjergsiden op ovre på Sukkertoppen. De bosniske serbere åbnede ild med alt, hvad de havde, og nu kunne det f… være nok. 2. deling blev beordret til at støtte vores tilbagetrækning med kontinuerlig ildstøtte, hvilket betyder, at modstanderen lægges under konstant ild. Tanken var, at vores ild skulle holde hans soldater i dækning, så han ikke havde tid til at skyde efter os. Delingen levede fuldt ud op til vores forventninger. Der var mindst tre granater pr. vogn i luften hele tiden, og det var i dette tidsrum, der blev anvendt meget ammunition. Serberne svarede igen, så godt det nu kunne lade sig gøre, og man kunne ikke andet end beundre deres dygtighed. Man kunne se affyringsglimtet i det fjerne, og derefter kunne man tage tid, fordi nedslaget fandt sted omkring 15 sekunder senere. Spændende ventetid, men ingen af nedslagene lå faretruende tæt på. Jeg passerede som sidste vogn toer-vognen i 2. deling, der havde opbygget en anselig bunke messinghylstre fra den afskudte ammunition på vejen, da han affyrede aftenens sidste skud. Jeg fulgte granatens lysspor, der gik over toppen af Sukkertoppen, og havde netop nået at tænke, at det kostede Jakob en pils, når man smed skatteborgernes penge ud på den måde, da en ildsøjle rejste sig bag ved og over Sukkertoppens 450 meter. Jakob havde ramt et eller andet bag Sukkertoppen, der eksploderede med en virkning, som fik en Arnold Schwarzenegger-film til at ligne en hjemstavnsvideo fra Sørvad.Vi trak os tilbage i god ro og orden, og 2. deling blev trukket ud som den sidste enhed 237

TA K F OR T U REN!

Besætningerne læsser ny ammunition på vognene. Bemærk manden til højre med en tusch i hånden.

Vi fandt ud af, at bogstaverne på patronerne ikke kunne ses i den røde kampbelysning i vognen.

omkring klokken 0100, en oplevelse rigere. Der blev afgivet 44 brisant-, 9 fosfor- og 19 panserskud, i alt 72 skud under træfningen. Jeg faldt i søvn på vej tilbage til lejren, hvor vi havde en hurtig debriefing. Jeg aftalte med Carsten, at vi nok hellere måtte bruge næste dag på at skrive rapporter, hvis der ikke skete mere. Eskadronen kørte hjem til deres lejr og gjorde klar til at skulle af sted igen, fordi vi ikke vidste, om serberne havde fået nok. Derfor blev alle vogne som det første fyldt op med ammunition og fuel, førend der kunne tænkes på hvile. Resten af natten forløb dog roligt både i vores lejre og på Tango 2.

Næste dag kom Carsten op til hovedkvarteret klokken 1000, og vi begyndte at sammenstykke en rapport fra diverse kilder. Endelig forstod jeg, hvorfor man under vores hjemlige 238

D E L II: B osnien

øvelser altid skulle føre journal på den fremskudte kommandostation. Problemet her var, at vores journal var særdeles mangelfuld, så vi måtte kæmpe en rum tid med rapporten. Vi blev endelig færdige, afbrudt af en kort frokostpause. Vi fik suppe – igen en styg oplevelse – og, da Christer havde godkendt rapporten, blev den sendt samtidig til UNPROFOR, Stockholm og København. Jeg kørte bagefter Carsten tilbage til eskadronen for at se, hvordan svendene reagerede, og her så man et tydeligt eksempel på humorens indvirken på dagligdagens mere alvorlige sider. Drengene var mægtig tilfredse med skydeperioden. Benny blev rost til skyerne for at have tilrettelagt både en dagskydeperiode, nemlig demonstrationen for 2. Korps, og en mørkeskydeperiode, der også havde været en demonstration, nemlig for de bosniske serbere, fuldstændig som om det havde været i Oksbøl skydeterræn. Carsten brokkede sig voldsomt over, at lysskæret fra min cigar havde blændet hans kørers lysforstærkningsudstyr, og Erik Kirk havde nogle interessante betragtninger om de sikkerhedsmæssige forhold, når træskoene fra et panserskud med mere end 1.000 meter i sekundet brager igennem folks haver. Når man affyrer et panserskud, er projektilet underkalibreret. Det betyder, at det er mindre end kanonens kaliber, og derfor forsyner man projektilet med noget materiale, der udfylder forskellen mellem projektilet og kanonens kaliber. Eksempelvis er kanonens kaliber 105 mm, men panserprojektilet er kun 35 mm. For at udnytte drivgassens fulde kraft klæber man noget materiale på, så projektilet på affyringstidspunktet også er 105 mm. Dette materiale kalder man træsko, og det var dem, Erik Kirk talte om, eftersom de forlader mundingen med 1450 m/s, inden de falder af efter 800 meter. Der var almindelig enighed om, at vi gerne ville have hørt den anden sides øvelseskritik og måske have stillet et 239

TA K F OR T U REN!

enkelt spørgsmål: ”Hvordan synes I selv, det gik?” De faglige aspekter, det vil sige de logistiske aspekter, var også interessante.

I fredstid sammenlignes et manglende messinghylster med en skarp patron, og der iværksættes derfor omfattende eftersøgninger, hvis man mangler et hylster efter en skydeperiode. Nu havde vi jo efterladt en større mængde hylstre i Saraci, og det var interessant, om vores logistiske officerer hjemme i Danmark ville forny vores beholdning, selvom vi ikke kunne fremvise de afskudte hylstre. Jeg overgav sagen til Thomas Fejfer, fordi han som logistikofficer måtte løse dette vigtige problem, men han var stadig sur over ikke at have været med, så det kom der ikke meget ud af. Der var almindelig enighed om, at vi ikke havde noget at være kede af.Vi havde ikke startet slagsmålet.Vi kunne have skudt igen langt tidligere, og da vi ikke agtede at lade os slå ihjel, havde de selv bedt om det.31 Det var tydeligt, at humoren fungerede som en slags fortrængningsmekanisme, fordi hver enkelt før eller siden blev nødt til at tænke over, at han havde været med til at slå nogen ihjel. Uanset nødvendigheden er det det mest drastiske, man overhovedet kan komme ud for, og man må selvfølgelig bearbejde det på en eller anden måde. Jeg tumlede selv længe med sagen, og det, der bekymrede mig mest, var, at jeg burde føle noget mere, end jeg rent faktisk gjorde. Så spekulerer man jo på, om der er noget galt med en, når man ikke har fået problemer med samvittigheden bagefter.

155 mm

TAG MED PÅ TUREN! Lars R. Møller voksede op under den kolde krig og blev berømt både i Danmark og ude i verden, da han som den første valgte at give ordre til at skyde med skarpt under krigen i Jugoslavien.

Tak for turen! er oberstens erindringer fra et langt liv i Forsvarets tjeneste, fra grøn rekrut til hærdet kriger. Fra øvelsesterrænet i Oksbøl, over operation Bøllebank i Bosnien, til rævekagerne på de bonede gulve i Forsvarskommandoen. Møller har været der og sat sit uudslettelige fingeraftryk. I 2014 går han på pension. Han vil blive savnet for sin evige støtte til de danske soldater, men der er sikkert også nogle embedsmænd, der vil ånde lettet op – indtil de læser Tak for turen!

231 mm

LARS R. MØLLER, oberst i Forsvarskom-

OMSLAG: IMPERIET

Tag med på turen! Det bliver ikke kedeligt.

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

155 mm

100 mm

LARS R. MØLLER

”Århundreders krige og fortjenester foldes ud med et overblik, en præcision og et sigte” ANDERS JERICHOW, POLITIKEN

TAK FOR TUREN!

”Fascinerende læsning” CHRISTIAN BRØNDUM, BERLINGSKE

LINDHARDT OG RINGHOF

mandoen, er forfatter til bl.a. Operation Bøllebank (2001) og Vi slår ihjel og lever med det (2010), og Snigskytter (2013).

Møller har et stort publikum blandt de danske soldater og er kendt i de danske medier som en kontroversiel debattør. Hans bøger er blevet rost for deres rå fortællestil og skarpe indsigt, der tør tage fat om emner, som andre viger tilbage for. Han er blevet tildelt flere dekorationer og udmærkelser, bl.a. Kommandør-korset og Ebbe Muncks mindemedalje.

Bogen er oberst Møllers kontroversielle bud på, hvad vi kan lære af en soldats erfaringer. Og et velrettet spark mod de skrivebordsgeneraler, Møller føler fylder alt for meget i landskabet.

55 mm

LARS R. MØLLER TAK FOR TUREN!

100 mm

”Militærhistorie af høj klasse ...

Med SNIGSKYTTER skriver oberst Lars R. Møller sig op blandt landets bedste militærhistorikere.

Velskrevet, velfortalt og relevant for alle, der interesserer sig for skydevåben og militærhistorie” STEEN RAMSGAARD, DANSKE OFFICERER